Monday, June 30, 2008

SOCIOLOGI I NYBYGGERLAND: MED LOV SKAL LAND BYGGES





















I Nybyggerland er der så tilpas øde at man er globalt orienteret. Ganske som det er lettere at overskue et fornuftigt provinsbibliotek, er samhandlen og den internationale forsyningsøkonomi mere åbenlys ude i bushen end hos os i storbyen. Forbipasserende lastbiler er ikke uvedkommende, for dels holder de ind og lader sig servicere, dels fortæller de deres ärinde og destination. De nære rodnet er naturligvis i en vis art opløsning af selv samme økonomiske grunde, for arbejdsmarkedet er selv i bedre tider hurtigt mættet trods vor tids voksende oplevelsesøkonomi. Oplevelserne herude har jo deres kvalitet just i illusionen af ensom religiøs transcendens.

Balancen mellem sociale rødder og uafhængighed er dog optimal i henseende til landsbyfnidder: Ingen behøver at tilpasse sig landsbysladder i urimelig grad, og derfor er det en lise at opleve i forhold til den moderne intrigante storbyklasses mangel på hellighed. Tror fanden at folk ofte fastholder kernefamilien efter bedste evne, for hinsides den betragter alle hinanden som enten midler eller forhindringer. Det opdager man når folk kan udskiftes selv i den nære kreds, hvorimod illusionen om nærhed er lettere at opretholde i familien. Som et ugift ældre brødrepar på landet for mange år siden sagde: ”I gamle dage blev ægtefolk normalt ikke skilt, uanset hvad, for de behøvede jo hinanden”.

I de dele af middelklassen, som jeg i nogen grad er prisgivet, er venlighed, fraterniseren, ja selv den mest elementære høflighed og menneskelige anstændighed yderst overfladisk og uforstilt betinget af beregnede fordele og risici. Det udhuler til gengæld al intensitet, for når denne undertiden findes, har den efterhånden stadig tydeligere karakter af ren attitude, hvor en art hysterisk ”indignation” skal gøre det ud for personlighed. I den forstand er den ansigtsløse og helt risikofrie tilpasning, som de fleste kommer længst med, faktisk ærligere i al sin fantasiforladte glædesløshed.

Det er som med ægteskabet, at når afhængigheden bliver yderst tilfældig og skiftende, falder skællene fra øjnene, og det hele bliver en frygteligt hjerteløs affære. Så er det at folk med penge eller status køber en art stabile privatrelationer med deres sociale bytteværdi. Det kan i en desperat tid måske ligne den gammeldags afhængighed, selv om også det nok oftest er en art desperat attitude af tosomhed.

Nå, så længe desperationen i det mindste er ægte, så kan det måske holde. For folk lider ofte uproportionalt efter skilsmisser, de være så nok så selvvalgte og velovervejede. En vis personlig afhængighed er uden tvivl befordrende for forbrødring – men på arbejdsmarkedet spørger ingen hvorfor den og den pludselig røg ud i kulden, for så snart de er ude, er de uvedkommende og passé. Dvs. så snart social medfølelse er aktuel og relevant, så er den allerede psykologisk annulleret som en utopi: Vinderne har intet behov for vor deltagelse, og taberne har ingen af os behov for at holde med.

Også naturforbindelsen kræver rødder. Her oppe går man op i dyrebestandenes udvikling og mere eller mindre naturlige svingninger – men i storbyen dominerer den virtuelle globalisering, som gør det naivt at engagere sig i netop denne eller hin egn. I ens livstid skal der nok tilstrækkeligt for alle globetrottere, om ikke andet på TV, hvor naturen jo også ses meget bedre.

Den nyeste generation af naturfotografer er også globaliserede: Uanset hvor de bor, har de alle været alle de samme steder på kloden og betalt sig til fotolejligheder af højeste klasse hos lokale eksperter: Ikke blot de samme dyrearter, men ofte også de selv samme individer. Det er dog ikke egentlig snyd, for dertil er globaliseringen for kvalitetsbevidst – og naturligvis er de også drevne fotografer rent billedmæssigt.

De ældre generationer af naturfotografer havde stor erfaring og kyndighed, men var ifølge sagens natur lidet globaliserede – og af samme grund var de til gengæld forskellige. Fælles var de om engagementet i hver deres hjørne af kloden og i dette at have et sprog, en personlig stemme. Nogle var især biologisk kyndige, mens andre var mere ”holistiske” og helhedsorienterede, hvilket befordrede en lidt højere grad af abstraktion på billedsiden – men den nyeste stjernegeneration på feltet er ingen af delene. Heldigvis har Sverige og Finland stadig nogle yngre stjerner af den genuine, klassiske type.


Nuomstunder allierer en mesterfotograf sig typisk med skiftende kendte skribenter med høj status, som derved får lejlighed til at brede sig ud på et felt, som de ellers ikke ville have adgang til. Altså ganske samme recept som det intellektuelle livs globaliserede attituderelativister i deres indbyrdes territoriale symbioser og forstandige serielle monogamier. For de globale skribenter og fotografer ”behøver hinanden…” – så længe det varer. Og selv om der ofte er en vis abstraktion af høj æstetisk klasse, så er den sjældent afledt af en ”holistisk” tilgang, men teknisk finslebet uden dog af den grund at kunne kaldes falsk. Hursomhelst skal vi skal være glade, så længe de kan tiltrække seere og læsere, for naturen er ellers ikke på mode – og dermed vokser kynismen.

Min lokale restauratør og altmulig-mand i den bitte gennemfartsflække Slussfors fylder 80, men er frisk som en havørn, nysgerrig som et opvakt barn og behøver dertil ikke megen søvn. Han har voksne børn, er fornuftigt og harmonisk fraskilt og lever trods et par gamle patenter fra sit oprindelige erhverv reelt for og af sin sociale nødvendighed på egnen – både for de bofaste og for mere eller mindre regelmæssige passerende med eller uden arbejdsmæssigt ærinde. Han holder åbent fra kl. 8.00 til 23.00 så godt som alle dage året rundt, men får alligevel tid til at køre på motorcykel og meget andet.
Vi upraktiske ville her komme helt til kort – men det er kun sundt at blive mindet om, at vore litterære og andre krumspring hviler på en mere jordnær og så at sige ”marxistisk” basis, der som bekendt er rigeligt avanceret trods sin materielle karakter. Nære og gerne tillige materielle relationer er uden tvivl opbyggelige, også fordi de sætter alle livets afledte mentale facetter og potenser i deres rette proportioner. Men som skribent må man så at sige dyrke og perfektionere usikkerhedens dimension til virtuositet uden at ryste på händerne - og det kan ingen praktiske mennesker, ej heller ret mange af dem, der oftest kalder sig skribenter.

Mennesket skal virke der hvor det befinder sig: Således blev jeg i går kontrolleret af trafikpolitiet for såvel lovhjemmel som behörig promille: Civilisationens behov for at markere sig er nemlig störst i ödemarken - hvor ret lidt i så henseende jo kan göre en betydelig forskel. Hvilket inspirerer on location til denne reklame for en betalingsdygtig trafikskole: "Et lille skridt for menneskeheden - men et stort skridt for dig!" Den samme omvendte proportionalitet gälder i vildmarken som fremgået tillige civilisationens blödere sider. Men ligesom med kjerlighedens gjerninger handler alt her om timing: For havde det nu väret for et år siden, var jeg blevet sendt hjem til fods uden anden forplejning end mit gode humör - og minus 10.000 svenske dollars på stedet...

Derfor nok om Mose-loven: For en gangs skyld lægger jeg en flok billeder ind, også af café-ejeren i Slussfors samt en af de lokale nybyggere.