Fra en overleveret slægtserindring om
husmoderlig visdom: ” Det er ikke bordet der er for lille – det
det er jer der er for mange...”.
At skrive er ligesom parallel-parkering: De der kan det, behøver ingen skrivekurser: Det er nok bare jer andre der skulle tage et læsekursus: i stil med de mange debat-redacteurs der i gregoriansk sublimt og unisont kor finder vore tekster ”finurlige”: Ikke engang ”for finurlige”- thi ”finurlig” er åbenbart rigelig dumpegrund og minder heri om baglæns parallelparkering, som jo ikke engang Helligånden selv ville kunne klare uden en helvedes bunke ekstra-timer – ja undskyld bandeordet, men Helligånden inviterede selv til det: som mobberne jo altid ligeledes hævder om deres yndlingsofre...
Hjemkommen til K. efter lang tids emigration er jeg med et fint gammelt ord fra Kant ejendommeligt og næsten skizoidt ”uinteresseret”: ganske som når man kontemplativt betragter ægte kunst: Dvs. man har det ligesom den fulde bonde hos Kierkegaard der lå med benene på tværs af en vejoverskæring, men affejede droske-kuskens advarsel med disse ord: ”Kør han kun videre – det er ikke mine ben...”.
Man skal aldrig lande et sted hvor folk kender en, for så forsættes man øjeblikkelig tilbage til ”Start” i den dumme karrusel af paulovske banaliteter, spørgsmål, stående replikker og små-ærgrelser – samt fortrydelse over at slet intet er blevet ændret til det bedre i ens fravær. Den gamle dame på 96 blandt cafeens morgengæster er således endnu ikke fyldt 97, og hun er heller ikke blevet spor senil endnu – hvilket minder mig at hun fandt min spontane tale ved cafe-ejerens runde dag alt for ”finurlig”. Så kunne hun sgu da selv have sagt noget, men det var der ingen der gjorde – men det gør jeg nu almindeligvis heller ikke selv.
Nej, alt var ved det gamle, en selv inklusive.
Og her gik man ellers og troede på den evige omkvæd, at bare man dog selv forsvandt fra Jordens overflade, så ville alt atter blive fryd og gammen, selv i Syrien og Irak. Men nej: ondets rod må åbenbart alligevel ligge endnu dybere, end pressens gentlemen hertillands synes at formode.
Af nævnte grund lander jeg i vore dage med forsæt på en fremmed formiddagskafe, hvis selv-reklamerende skilt lover trofaste kunder ”loyalitets-rabat”, hvilket straks giver mindelser om såvel Palermo som dansk kulturliv.
Man kan enten sidde med udsigten til en tom væg eller til personalet og de øvrige kunder. Havde der nu bare været et spejl, så havde man kunnet nyde synet af sig selv. Men i mangel af den mulighed foretrækker man trods alt at se på de andre gæster. Sådan er det også med vore gode gerninger, vor lovlydighed og vor behørige skatteborgerlige dyd: Når vi alligevel er nødsagede til det eller ikke kan finde ud af andet, så kan vi lige så godt godmodigt gøre en dyd af det – ganske som da jeg på færgen i går glemte en flaske friskpresset gulerods-juice, som så forhåbentlig havnede i en endnu mere trængende alkoholist-mave. Ja, for på svensk hedder det nemlig ”alkoholist” og anerkendes efterhånden som en ligeværdigt hensynsberettiget trosretning.
Dagbladet Politikens forside handler om selfies, navlepilleri samt den grundtvigianske folkeoplysnings forfald til just disse hobbies. Så behøver vi heldigvis ikke at læse mere avis og er ikke gået glip af noget i den forløbne avisløse tid: Også i de store forhold er alt altså ved det gamle – hvortil kommer, at vi jo allerede i vore første linjer har overhalet nyhederne desangående indenom: når altså bortses fra vort utilgivelige hang til en udemokratisk finurlighed, som nemlig ikke alle og enhver kan lære uden at klokke så meget i det, at redaktionerne pludselig finder det ubetaleligt "skævt".
Den første kop kaffe viser sig faktisk at være så fortræffelig, at kunde-skiltets reklame-tekst om ”byens bedste kaffe” ikke gøres til skamme. Dette motiverer et kunde-spørgsmål, om der monstro skulle være tale om de berømte Lugano-kaffe, brygget på ekskrementerne fra en art desmerdyr der som sin livret ikke har kobraslanger, men derimod kaffebønner. Verdens dyreste kaffe kender jeg ellers kun fra filmen ”As good as it gets” med Jack Nicholson. Hvis min formodning stemmer, må jeg åbenbart være blevet fundet berettiget til en særligt generøs ”loyalitetsrabat” allerede ved mit første forsøg.
Men med så ypperlig en kaffe helt uden et substrat af lort – hvad skal vi da med lort? Det forholder sig åbenbart hermed som med avisernes så opreklamerede nyheder. Og ”kulturen” snakker vi bare ikke om, for den er efterhånden ikke andet end slet camouflerede selfies serverede i en emballage af redundante informationer og geskæftige verdensmands-manerer.
Som sagt kom jeg heller aldrig længere end til overskrifterne – og i mellemtiden er dagens nyheder jo alligevel blevet forældede, så nu kan det alligevel være lige meget. Så hvis I havde håbet og forventet et kommenteret referat af hvad gud og hver mand ligeledes kommenterer enten so oder so– så må vi beklage at have skuffet jer.
Forurening med NOx i K. kan heller ikke overraske – hvad havde I egentlig talt ventet jer? Til gengæld kan vi fortælle, hvad ikke ret mange ved: at NO1 (kvælstof-ilte) til gengæld skal være en genvej til helse, hvorfor man nu anbefaler nitratrige fødevarer såsom rødbeder og spinat. Af samme grund blev nævnte molekyle da også udnævnt til årets molekyle i 1992 – til stor misundelse for andre molekyler, der ligeledes havde gået og håbet på deres endelige anerkendelse.
At skrive er ligesom parallel-parkering: De der kan det, behøver ingen skrivekurser: Det er nok bare jer andre der skulle tage et læsekursus: i stil med de mange debat-redacteurs der i gregoriansk sublimt og unisont kor finder vore tekster ”finurlige”: Ikke engang ”for finurlige”- thi ”finurlig” er åbenbart rigelig dumpegrund og minder heri om baglæns parallelparkering, som jo ikke engang Helligånden selv ville kunne klare uden en helvedes bunke ekstra-timer – ja undskyld bandeordet, men Helligånden inviterede selv til det: som mobberne jo altid ligeledes hævder om deres yndlingsofre...
Hjemkommen til K. efter lang tids emigration er jeg med et fint gammelt ord fra Kant ejendommeligt og næsten skizoidt ”uinteresseret”: ganske som når man kontemplativt betragter ægte kunst: Dvs. man har det ligesom den fulde bonde hos Kierkegaard der lå med benene på tværs af en vejoverskæring, men affejede droske-kuskens advarsel med disse ord: ”Kør han kun videre – det er ikke mine ben...”.
Man skal aldrig lande et sted hvor folk kender en, for så forsættes man øjeblikkelig tilbage til ”Start” i den dumme karrusel af paulovske banaliteter, spørgsmål, stående replikker og små-ærgrelser – samt fortrydelse over at slet intet er blevet ændret til det bedre i ens fravær. Den gamle dame på 96 blandt cafeens morgengæster er således endnu ikke fyldt 97, og hun er heller ikke blevet spor senil endnu – hvilket minder mig at hun fandt min spontane tale ved cafe-ejerens runde dag alt for ”finurlig”. Så kunne hun sgu da selv have sagt noget, men det var der ingen der gjorde – men det gør jeg nu almindeligvis heller ikke selv.
Nej, alt var ved det gamle, en selv inklusive.
Og her gik man ellers og troede på den evige omkvæd, at bare man dog selv forsvandt fra Jordens overflade, så ville alt atter blive fryd og gammen, selv i Syrien og Irak. Men nej: ondets rod må åbenbart alligevel ligge endnu dybere, end pressens gentlemen hertillands synes at formode.
Af nævnte grund lander jeg i vore dage med forsæt på en fremmed formiddagskafe, hvis selv-reklamerende skilt lover trofaste kunder ”loyalitets-rabat”, hvilket straks giver mindelser om såvel Palermo som dansk kulturliv.
Man kan enten sidde med udsigten til en tom væg eller til personalet og de øvrige kunder. Havde der nu bare været et spejl, så havde man kunnet nyde synet af sig selv. Men i mangel af den mulighed foretrækker man trods alt at se på de andre gæster. Sådan er det også med vore gode gerninger, vor lovlydighed og vor behørige skatteborgerlige dyd: Når vi alligevel er nødsagede til det eller ikke kan finde ud af andet, så kan vi lige så godt godmodigt gøre en dyd af det – ganske som da jeg på færgen i går glemte en flaske friskpresset gulerods-juice, som så forhåbentlig havnede i en endnu mere trængende alkoholist-mave. Ja, for på svensk hedder det nemlig ”alkoholist” og anerkendes efterhånden som en ligeværdigt hensynsberettiget trosretning.
Dagbladet Politikens forside handler om selfies, navlepilleri samt den grundtvigianske folkeoplysnings forfald til just disse hobbies. Så behøver vi heldigvis ikke at læse mere avis og er ikke gået glip af noget i den forløbne avisløse tid: Også i de store forhold er alt altså ved det gamle – hvortil kommer, at vi jo allerede i vore første linjer har overhalet nyhederne desangående indenom: når altså bortses fra vort utilgivelige hang til en udemokratisk finurlighed, som nemlig ikke alle og enhver kan lære uden at klokke så meget i det, at redaktionerne pludselig finder det ubetaleligt "skævt".
Den første kop kaffe viser sig faktisk at være så fortræffelig, at kunde-skiltets reklame-tekst om ”byens bedste kaffe” ikke gøres til skamme. Dette motiverer et kunde-spørgsmål, om der monstro skulle være tale om de berømte Lugano-kaffe, brygget på ekskrementerne fra en art desmerdyr der som sin livret ikke har kobraslanger, men derimod kaffebønner. Verdens dyreste kaffe kender jeg ellers kun fra filmen ”As good as it gets” med Jack Nicholson. Hvis min formodning stemmer, må jeg åbenbart være blevet fundet berettiget til en særligt generøs ”loyalitetsrabat” allerede ved mit første forsøg.
Men med så ypperlig en kaffe helt uden et substrat af lort – hvad skal vi da med lort? Det forholder sig åbenbart hermed som med avisernes så opreklamerede nyheder. Og ”kulturen” snakker vi bare ikke om, for den er efterhånden ikke andet end slet camouflerede selfies serverede i en emballage af redundante informationer og geskæftige verdensmands-manerer.
Som sagt kom jeg heller aldrig længere end til overskrifterne – og i mellemtiden er dagens nyheder jo alligevel blevet forældede, så nu kan det alligevel være lige meget. Så hvis I havde håbet og forventet et kommenteret referat af hvad gud og hver mand ligeledes kommenterer enten so oder so– så må vi beklage at have skuffet jer.
Forurening med NOx i K. kan heller ikke overraske – hvad havde I egentlig talt ventet jer? Til gengæld kan vi fortælle, hvad ikke ret mange ved: at NO1 (kvælstof-ilte) til gengæld skal være en genvej til helse, hvorfor man nu anbefaler nitratrige fødevarer såsom rødbeder og spinat. Af samme grund blev nævnte molekyle da også udnævnt til årets molekyle i 1992 – til stor misundelse for andre molekyler, der ligeledes havde gået og håbet på deres endelige anerkendelse.
Ja, for ingen afskyr nemlig hinanden
som rivaliserende debuttanter – der nemlig har det ganske som de
slyngveninder, der holder uadskilleligt sammen som ærtehalm og
siamesiske tvillinger i deres mismod, men afbryder bekendtskabet den
dag en af dem uagtsomt løber ind i kjerligheden, eller for de
siamesiske tvillingers vedkommende: den dag en dygtig kirurg
forelsker sig i den ene tvilling med den for al sand kærlighed så
karakteristiske blindhed, der slet ikke ænser: at den anden tvilling
jo var akkurat lige så siamesisk. For hvis kirurgen dog bare havde
set dette, så havde den finurlige operation jo været aldeles
overflødig, og kirurgen var endda blevet dobbelt lykkelig..
Men sådan er livet nu engang: Vi er ikke tilfredse med blot at være elskede – nej, vi vi foretrækkes frem for andre, og bejleren skal tilsvarende først bevise både sin kunst, sin udholdenhed og sin offervilje i sagens tjeneste. Kort sagt er vor her skitserede lægeroman et skole-eksempel på verdensordenens uklanderlige harmoni i forplantningens tjeneste: selv trods en til tider så overraskende djævelsk finurlighed og sindrighed, at enhver debatredaktør ville få en blodprop, hvis man indviede ham eller hende deri.
Men som sagt – dengang NO1 blev helgenkåret, kan det nok være at nogle andre siamesiske slyngveninde-molekyler blev grundigt sure i masken.
-------------------------
I øvrigt må jeg nu bekende at jeg har løjet for jer – og som en logiker engang sagde: Den der fortæller at han undertiden lyver, har med sikkerhed ret: Ja, for selv hvis påstanden er en løgn, så bliver den jo straks til en sandhed, når den udsiges. Så hold jer fra folk der frivilligt indrømmer deres egne fejl: Der er nemlig som regel langt flere hvor de kommer fra.
Men som sagt: Jeg har løjet for jer. Ja, for jeg landede faktisk allerede i går aftes, men ganske rigtigt på et for mig nyt sted, som jeg dog længe har hørt omtalt. Værtshuset ”Jeppes Badehotel”, der ikke har spor mere med nøgenbadning at gøre end Store Strandstræde – hvor det værtshus til orientering just ligger. Ja, for som sagt: Verdensordenens guddommelige harmoni fornægter sig ikke, og to gange minus giver ganske rigtigt plus: For varerne er skam våde nok her på badehotellet.
Men til min overraskelse og stik imod mine planer løb jeg her straks ind i en gammel kending, som oven i købet er en af vor bys festligste og mest harmløse plattenslagere - der nu med årene er blevet mindre offensiv i harmonisk takt med hans engang så funklende tandsæts regelmæssigt fortløbende reduktion i harmonisk lateral ligevægt mellem højre og venstre.
Manden slog mig naturligvis straks for en guldbajer, nu jeg alligevel stod oppe ved baren, og man bør ikke være smålig. Hvor mange bajere har man dog ikke også selv modtaget i årenes løb – blot helt uden denne afvæbnende kunst i at stille den godgørende modpart i samme position som ved Middelalderens berømte hekseprøve: Hvis du makker ret, bliver du snart en fattig guttermand – og hvis ikke, så er du en velhavende nærig-røv. "Lose-lose", som de siger i Toulouse. Eller med min gamle tysklærers ord: ”Never mind – som tyskerne siger når de er i England”.
Den i øvrigt nu om stunder mere lavmælte mand mindede mig så i næste skaktræk om en smuk hjemmelavet lampe, som han i sin tid solgte mig . Om den stadig hang over mit skrivebord. Jo-da – alt er ved det gamle også dér. Hvortil han straks foreslog mig at købe en til af samme slags for at tilføre mit bohave det samme overbevisende præg af harmonisk regelmæssighed, der som sagt lige fra fødslen har kendetegnet hans eget gebis.
Men ak, ak: ”De forrige tider ere svundne, Ewald.” Ja, for med min privatøkonomi forholder det sig nemlig nu om stunder ganske som med hans gebis....
Hvortil så yderligere kommer, at jeg nu engang foretrækker min finurligheds synkoperede og hartad okkulte harmoni frem for den åbenlyse og forudsigelige regelmæssighed, som pressens gentlemen lige så konsekvent insisterer på.
Men kunstens hemmelighed er nu engang just denne: At selv om du ikke ligesom i matematikken og den retsmedicinske videnskab kan motivere just denne ene løsnings nødvendighed, og i øvrigt navigerer aldeles intuitivt undervejs – så kan du trods al improvisation alligevel altid efterfølgende motivere og gøre rede for hvert eneste træk undervejs. Omtrent som elskeren der forærer sin forlovede en buket roser, sagtens ville kunne motivere sin handling, også selv om han i stedet havde valgt at sige det med tulipaner. Ja, tulipaner ville sågar have været et endnu bedre valg end roser, dengang tulipan-løg i alskens farver i 1600-tallet betingede fyrstelige priser i Nederlandene. Ja, for kærligheden er nu alligevel ikke helt så blind, som man siger ude i byen.....
P.S. Woody Allan's hovdperson i filmen ”Zelig” ærgrede sig på sit dødsleje kun over, at han aldrig nåede at læse ”Moby Dick”. Vor historie ender derimod lykkeligt, for jeg læste skam efterfølgende Poliken både grundigt og med en ægte nyhedens interesse i dette udtryks egentlige forstand - efter to måneders lykkelig pause. Men efterfølgende på sociale medier at underholde hinanden løbende med vores voteringer om det selv samme obligatoriske læsepensum er derimod ikke ret opfindsomt...
Men sådan er livet nu engang: Vi er ikke tilfredse med blot at være elskede – nej, vi vi foretrækkes frem for andre, og bejleren skal tilsvarende først bevise både sin kunst, sin udholdenhed og sin offervilje i sagens tjeneste. Kort sagt er vor her skitserede lægeroman et skole-eksempel på verdensordenens uklanderlige harmoni i forplantningens tjeneste: selv trods en til tider så overraskende djævelsk finurlighed og sindrighed, at enhver debatredaktør ville få en blodprop, hvis man indviede ham eller hende deri.
Men som sagt – dengang NO1 blev helgenkåret, kan det nok være at nogle andre siamesiske slyngveninde-molekyler blev grundigt sure i masken.
-------------------------
I øvrigt må jeg nu bekende at jeg har løjet for jer – og som en logiker engang sagde: Den der fortæller at han undertiden lyver, har med sikkerhed ret: Ja, for selv hvis påstanden er en løgn, så bliver den jo straks til en sandhed, når den udsiges. Så hold jer fra folk der frivilligt indrømmer deres egne fejl: Der er nemlig som regel langt flere hvor de kommer fra.
Men som sagt: Jeg har løjet for jer. Ja, for jeg landede faktisk allerede i går aftes, men ganske rigtigt på et for mig nyt sted, som jeg dog længe har hørt omtalt. Værtshuset ”Jeppes Badehotel”, der ikke har spor mere med nøgenbadning at gøre end Store Strandstræde – hvor det værtshus til orientering just ligger. Ja, for som sagt: Verdensordenens guddommelige harmoni fornægter sig ikke, og to gange minus giver ganske rigtigt plus: For varerne er skam våde nok her på badehotellet.
Men til min overraskelse og stik imod mine planer løb jeg her straks ind i en gammel kending, som oven i købet er en af vor bys festligste og mest harmløse plattenslagere - der nu med årene er blevet mindre offensiv i harmonisk takt med hans engang så funklende tandsæts regelmæssigt fortløbende reduktion i harmonisk lateral ligevægt mellem højre og venstre.
Manden slog mig naturligvis straks for en guldbajer, nu jeg alligevel stod oppe ved baren, og man bør ikke være smålig. Hvor mange bajere har man dog ikke også selv modtaget i årenes løb – blot helt uden denne afvæbnende kunst i at stille den godgørende modpart i samme position som ved Middelalderens berømte hekseprøve: Hvis du makker ret, bliver du snart en fattig guttermand – og hvis ikke, så er du en velhavende nærig-røv. "Lose-lose", som de siger i Toulouse. Eller med min gamle tysklærers ord: ”Never mind – som tyskerne siger når de er i England”.
Den i øvrigt nu om stunder mere lavmælte mand mindede mig så i næste skaktræk om en smuk hjemmelavet lampe, som han i sin tid solgte mig . Om den stadig hang over mit skrivebord. Jo-da – alt er ved det gamle også dér. Hvortil han straks foreslog mig at købe en til af samme slags for at tilføre mit bohave det samme overbevisende præg af harmonisk regelmæssighed, der som sagt lige fra fødslen har kendetegnet hans eget gebis.
Men ak, ak: ”De forrige tider ere svundne, Ewald.” Ja, for med min privatøkonomi forholder det sig nemlig nu om stunder ganske som med hans gebis....
Hvortil så yderligere kommer, at jeg nu engang foretrækker min finurligheds synkoperede og hartad okkulte harmoni frem for den åbenlyse og forudsigelige regelmæssighed, som pressens gentlemen lige så konsekvent insisterer på.
Men kunstens hemmelighed er nu engang just denne: At selv om du ikke ligesom i matematikken og den retsmedicinske videnskab kan motivere just denne ene løsnings nødvendighed, og i øvrigt navigerer aldeles intuitivt undervejs – så kan du trods al improvisation alligevel altid efterfølgende motivere og gøre rede for hvert eneste træk undervejs. Omtrent som elskeren der forærer sin forlovede en buket roser, sagtens ville kunne motivere sin handling, også selv om han i stedet havde valgt at sige det med tulipaner. Ja, tulipaner ville sågar have været et endnu bedre valg end roser, dengang tulipan-løg i alskens farver i 1600-tallet betingede fyrstelige priser i Nederlandene. Ja, for kærligheden er nu alligevel ikke helt så blind, som man siger ude i byen.....
P.S. Woody Allan's hovdperson i filmen ”Zelig” ærgrede sig på sit dødsleje kun over, at han aldrig nåede at læse ”Moby Dick”. Vor historie ender derimod lykkeligt, for jeg læste skam efterfølgende Poliken både grundigt og med en ægte nyhedens interesse i dette udtryks egentlige forstand - efter to måneders lykkelig pause. Men efterfølgende på sociale medier at underholde hinanden løbende med vores voteringer om det selv samme obligatoriske læsepensum er derimod ikke ret opfindsomt...
