Friday, December 12, 2008

Epistel fra Holberg til Jørgen Stein Bagger

HOLBERGS PRIS TIL STEIN BAGGER


Ak, ak, monsieur Bagger! End ikke en Holbergs indflydelse formår i vore plebejiske dage at promovere en prisværdigt lærevillig åndsfælle til kongelig benådning. Men er De end ikke med Georg Brandes smukke ord om mig selv en ”genial arbejder”, så burde dog alene ét af de citerede prædikater rigeligt begrunde Deres forhåbninger om beskjeden anerkjendelse med kongelige vederlag for at bringe vort lille land på verdenskortet – ganske som jeg jo selv på min tid gjorde det, om så også kun efter ringe evne og derfor i knap så spectakulær målestok.

Men tiderne er ikke til kongelig spøg, for i vore ængsteligt intrigante dage er efterhånden kun fiskerkonerne morsomme, og der er snart hverken fisk eller fiskerkoner tilbage: Thi vor tids democratiske titeladel overgår i barnlig ustyrlighed alt hvad jeg i min tid gjorde mig lystig over, og savner dertil oftest ganske format og gavmildhed. Men på den anden side ville det rigtignok også være kjønt, hvis alle granvoksne mænd sådan skulle leve af kjerlighed og kildevand: Thi mod det første ved en besindig mand at gardere sig ved idelig udsættelse af så vidtløftige skridt; og rygtet om det sidstes helsebringende kraft forekommer os ligervis stærkt overdrevet: Thi der er just tilflydt os troværdige rapporter om en kernesund tømrerkarl fra Bornholm, som efter indtagelse af gammelt kildevand, fordærvet alene ved naturens egen kraft, sygnede hen og døde på få dage.

Men hvorledes holder vi da os selv og vor egen ånd i live? Alene i kraft af jævne, men begavede folks trofaste billigelse. Herom er nemlig at sige, at mens velbårne mænds rosende ord langtfra altid står til troende, men i vore dage ofte må tolkes omvendt grundet barnligt intrigante hensyn – så bifalder vi langt højere den anderledes uskyldige barnlighed, som ses i ufordærvede naturers umiskjendelige begejstring over at bivåne formelige kunststykker udi værdiernes og guldæblernes høyere jonglørkunst indtil både tredje og fjerde potens. Jævne folks glæde over sådanne overdådige og eventyrlige indslag i den byrdefulde hverdag kan nemlig ingen betvivle.

Men det forekommer os her at samfundets velbårne støtter såre ofte uretfærdigt frakjender det jævne folk dømmekraft og retsind under henvisning til Janteloven – men vor egen erfaring er tværtimod at endskjønt nævnte lov så flittigt beklages af eliten, så tjener den tværtimod just denne gruppes protectionistiske reservation over for alle høyere intelligjenser – når lige undtages de intrigante exemplarer deraf som på sjakalers og hyæners vis florere i høye råd.

Vi har nemlig ofte observeret at de styrendes hemmelige skam over nævnte uskjønne justits ytrer sig i storladent uforpligtende beklagelse over Janteloven – såvel i den flyvende post som i nærværelse af næsegrus devote godtfolk på krostuer og hos bartskæreren.

For de velbårne smykker sig altid gjerne udover egne dyder med just de fortrin som de så hidsigt frakjender langt mere berettigede folk af jævnere proveniens; og skryder ligervis over at måtte døye den selv samme begrædelige skæbne som de aldeles utilsløret tiltænker deres indbildte rivaler. Ja, mange mennesker forekommer os udi denne kunst at være de rene jonglører. Skjønt – er det nu også ret og billigt at kalde for kunst slige fortrin der jo alene beror på barnagtig mangel på kjendskab til deres egen sjæls luner og griller? For det forholder sig her omtrent ligesom når brave folk så flittigt lønner det mediokre for desto lettere at kunne fortie hvad deres egen fornuft dog langt høyere ville bifalde – hvis blot den fik lov til at råde uden at skulle forledes af deres hjerters rænkefulde råd.

Nej, vi har lært at sætte vor lid til jævne folk fra landet: Thi de begriber dog, at hvis det ganske land efterhånden skulle bebygges, og den ganske befolkning herefterdags skulle ernære sig ved at belåne dette byggeri og al dets nymodens bløde og globale indmad i anden og tredje potens højt op over ethvert tag – hvor skal der så blive plads til at dyrke de kålhoveder hvoraf dog folk leve? Thi endskjønt mangt et ubeskedent hoved kræver langt mere plads end noget kålhovede uden af den grund at være hverken visere eller mere retfærdigt, så må selv et sådant hoved dog begribe, at uden mad og drikke duer helten ikke.

Skjønt jeg således desværre ikke formår at udvirke den kongelige håndsrækning og benådning som De har ytret ønske om, så vil jeg til gengjæld byde Dem desto mere velkommen på den høyere comoedies parnas, hvor mit ord måske endnu har en smule vægt: Thi De har ved at gjøre nogle få rigmænd kjede af det været det ganske folk til den allerhøyeste moro – men ej kun til lyst: Thi det er jo nationens og tidens egen dårskab som De har fået os til at le så hjerteligt ad, at det vil blive husket lige så længe som ”Sorgagre”.