Jeg fortalte min niende klasse følgende groteske historie. En amerikansk handelsrejsende strander i en by i Sydstaterne og vil indlogere sig på et hotel. Hotellet viser sig nu at være strengt forbeholdt sorte, men alt andet i byen er optaget. Portieren foreslår ham så den løsning at sværte sit ansigt til med skosværte og overnatte alligevel. Handelsmanden beder om at blive vækket tidligt, idet han skal nå et fly til næste by om morgenen. Det sker da også, og handelsmanden går, vel ankommet til den nye by, ind på et toilet for at vaske skosværten af ansigtet. Dette viser sig imidlertid at være helt umuligt, hvorfor han desperat ringer tilbage til hotellet og spørger, hvordan det kan være. Portieren undrer sig meget og spørger så om hans navn. Da han hører dette, slår han en latter op og siger: Åh, undskyld – så er jeg kommet til at vække den forkerte person!”
En af de mest uvorne drenge lo straks over historiens ”syge humor”. En anden tænkte sig derimod meget tvivlende om, hvorefter han snusfornuftigt kommenterede, at en anden person end den rette – endsige en neger – jo slet ikke ville have nogen grund til at forsøge at vaske sig hvid i ansigtet. Begge drenge fangede for så vidt pointen; men kun den første lo, for han fangede den intuitivt, hvorimod den anden efter megen grublen vivisekterede den ihjel. Al humor indeholder imidlertid et punkt hvor der snydes med logikken, sandsynligheden, forventningen eller i det mindste den ønskede hensigt i modsætningen til det faktiske udfald. Og netop den øvrige følgerigtighed får det absurde til at glide ned uden protest, samtidig med at det dog forøger kontrastvirkningen – og det psykofysiske resultat heraf er latteren. Men i visse tilfælde bliver bruddet så surrealistisk, at man skal trænes op til at modtage det i den rette ånd for ikke at blokere.
Vor egen forleden genoptrykte historie fra Information ”Er du George Bush?” indeholdt da også en absurd krumtap. En memotekniker hævdede at hvis man skal huske sin tid hos tandlægen, skal man blot forestille sig at det er George Bush der skal til tandlægen den dag. Men idet Bush selv jo ikke kan bruge det trick, duer det heller ikke hvis man indbilder sig at være Bush. Derfor behøves en metode til først at finde ud af om man er Bush eller ej.
Vi foreslog derfor, at en der indbilder sig at være USA’s præsident, nok også indbilder sig at have helt fejlfri tænder – så hvis man tror at man er Bush og skal til tandlæge, så må man være den virkelige Bush. Og i så fald kan nævnte memotekniske trick til at huske sin tid altså ikke bruges. Det førte så videre frem mod klimaks – men hvori bestod nu vor stringente logiks syge punkt? For uden det ville ingen le. Jo, ved eftertanke viser logikkens absurde krumtap sig at bestå i den påstand, at vi behøver en metode til at afgøre om vi er Bush eller ej. Dette finder ingen jo normalt nødvendigt og er allerede af den grund komplet barokt. Men det glider alligevel ned, fordi vi jo forinden har vist, at hvis man indbilder sig at være Bush, så kan man ikke bruge memoteknikerens trick.
Imidlertid er der her endnu et sygt punkt: For hvis nogen tror at være George Bush, så er det memoteknisk set komplet lige meget hvorvidt de har ret deri eller ej – i begge tilfælde må de nemlig finde et andet husketrick, så der er ingen pointe i først at undersøge, om deres tro er sand eller ej. Hertil kommer som sagt, at hverken George Bush eller en der indbilder sig at være Bush, nogensinde ville finde på at undersøge, om deres tro er indbildning eller ej: Bush, fordi han er kernesund og uden tvivl; hans dobbeltgænger, fordi han er stjerneskør og ligeledes uden tvivl.
Men gennemgående præges niende klasse af snusfornuft og naturlig oplysningstid, så at sige, alle hormoner til trods. Og derfor kan de ikke opbyde ringeste interesse for religion: De er vokset fra al barnetro og endnu ikke havnet i eksistentielle kriser og tilbageslag af den art, der gør mennesker mere modtagelige eller blot nysgerrige omkring troens veje. Og måske er de af samme grunde mindre modtagelige også for anden form for absurditet og paradokser – der jo omvendt for de mest tænksomme troende er hverdagskost, eftersom de jo selv indser troens absurditet. Jævnfør Johannes Möllehave, Jan Lindhardt samt Johannes Sløk, der sågar i sin tid forelæste over Gøg og Gokke på Teologisk Institut i Århus.
NEXT: MIG OG RISKJÄR...
