APROPOS KVINDERNES DAG - FRA QUEEN ELIZABETH TIL SUSANNE MØLLER

Fra Madeleinekager til Edison og Egon Friedell

Selv det smukke køn kan dagen derpå undertiden være et flovt syn. Dog ikke den purunge Queen Elizabeth I, hvorom hendes lærde tutor udi de klassiske sprog og discipliner Robert Ascham skrev: "Her mind has no womanly weakness, her perseverance is equal to that of a man....She has often talked to me readily in Latin ("Ni talar bra Latin") , and moderately so (!) in Greek. In adornment she is rather elegant than showy. Whatever she reads she at once perceives a word that has a doubtful or curious meaning. She cannot endure those foolish imitators of Erasmus, who have tied up the Latin tongue in fetters. She likes a style that grows out of the subject".

Det sidste lægger også vi os på sinde – hvortil kommer vort blasfemisk grænseoverskridende princip tillige med omhu at lade "the subject" vokse ud af det rene ingenting: "Apropos Intet", som Gud nemlig skal have sagt, dengang han skabte verden af lutter kedsomhed.
- Ja, for man skulle jo nødig gå hen og blive "aktuel" - hvilket forresten minder mig om et kronikafslag way back, hvor den brave socialrealistiske redaktør venligt forklarede, at "selv om du aktuelt nok nævner Tor Nørretranders, så må vi osv." - Helt tovlig var man kort sagt endnu ikke blevet dengang, før man havde hørt om dopamin og ritalin; for "enhver har sine fortrin" - og den gode mand står skam også citeret i allerforrest i mit stående CV. For det kan være meget godt hvad man sådan går og indbilder sig, men erfarne og uvildige professionelles skudsmål er nu engang det eneste man kan fæste lid til her i verden.
Åh, apropos "professionel" må vi her fortælle, hvorledes en ung sort strudseberider engang trøstede en bekendt for hans skamfulde fiasko med at holde sig i strudse-sadlen med disse skønsomme ord: "Well, you know: We are professionals...".

Ja tak; - men hvis vi ellers kan blive fri for flere afbrydelser: Det først nævnte og selvoplevede mindeværdige citat forblev længe mellem mig og en kammerat en stående vits og et epigram over hin stands lejlighedsvise enfoldighed. Dette minder mig for resten om min grantante, en højborgerlig gammeljomfru, hvis tophemmelige recept for min barndoms elskede scones tydeligvis langt senere blev stjålet af von Hauen (javel, industrispionage kendes allerede fra Det gamle Testamente, for mon ikke det as usual var amerikanerne det stjal Pagtens Ark?).
Dette skal jeg dog være den sidste til at beklage, fordi hun derved gav mig særlige forudsætninger for at påskønne Proust, som jeg ganske vist endnu har til gode, til jeg engang i tidens fylde rettelig havner i kronisk statsforvaring et sted i den rådne banan, hvor jeg ikke længere kan genere nogen (hvem dog?).

Nå, men det var nu slet ikke det jeg ville fortælle om min grantante (her kan man jo dårligt skrive ”vor”), idet digressionens digression nemlig her kom til at overhale os så at sige telepatisk, som havde den allerede længe ventet på et passende påskud for omsider også at få et ord indført. Nej, her i huset holder vi os altid til emnet, og dette var, som man vil huske, ”verdens dom”. Min grantante forsøgte sig nemlig tillige som sanger: nærmere bestemt (for uden fokus hjælper selv et større talent end vort eget intet) som sangerinde!
Men verden forstod hende ej: Thi anmeldersken (ifølge min bedstefar klædt i giftiggrønt og siddende på første række) af hendes debutoptræden i Odd Fellow Palæet, skrev: ”Stundom tænker man på fugleskrig; stundom bringes man til at mindes fabriksfløjten, der kalder til samling...” Men lige som vi i førnævnte kronikforsøg dog fik et skulderklap med på vejen for et formildende "aktuelt" anslag, således fortsætter også min grantantes anmeldelse trøsterigt, som følger: ”Frk. K.G. udmærker sig ved en stor røst, om end med kun liden personlighed”.
Nu kommer pointen: For hvordan kunne jeg nu vide dette, hvis ikke jeg efter min grantantes død i hendes skrapbog havde fundet avisudklip med hendes få anmeldelser? Og det rørende var her, at just de eneste positive ord ”en stor røst” var understreget med rødt blæk. Jo, folkens: Verdens dom skal der ikke kimses af…

Uafhængighed af verdens dom er nemlig en guddommelig forret, men hos mennesker en art arketypisk blasfemi, der vækker frygt og afsky endog hos de ugudelige - hvis moral nemlig ingenlunde af den grund behøver at fejle noget.–Vi tør i øvrigt her gætte, at en sådan uafhængighed hos os mennesker nok oftere er en erhvervet end en medfødt egenskab. Vi skylder imidlertid her at oplyse om, at både Karen Blixen og Thomas Mann tværtimod ville bedyre: At selv Gud meget nødig ville undvære sit publikum. - Nuvel, det kan vel være – men i så fald opfinder vi da bare vort publikum, nu vi alligevel har hænderne oppe af lommen: Hvor svært kan det være? For publikum bør i enhver guddommelig sammenhæng alene være, hvad mr. "McGuffin" var for Hitchcock - et for fantasien befordrende gimmick.

Lad os i denne forbindelse også mindes Freud, hvis "Drømmetydning" i førsteudgaven kun solgte (bemærk forresten i det sidste ord det aldeles døvstumme og mildest talt noget ufonetiske "g") sølle 600 eksemplarer. Og da manden 40 år senere begik en bestseller, lød hans egen kommentar hertil: "Jeg må nok have skrevet noget frygteligt vås...". Og det havde han også - men manden kunne til gengæld skrive... Og så var han desuden gået hen og blevet "aktuel": Ja, I ved – kvindekvoter i bestyrelser og den slags...
Åh, for resten: apropos aktualitet, så lad os slutte af med dette citat af revyskuespilleren, polyhistoren og forfatteren af den vel mest læseværdige (og følgelig af fagfæller mest forhadte) europæiske kulturhistorie nogensinde, wieneren Egon Friedell (1873-1938): ”The worst prejudice we acquire during our youth is the idea that life is serious. Children have the right instincts: they know that life is not serious, and treat it as a game... “ Ja, for det er jo denne umorsomme og dog samtidig så ejendommeligt uærbødige og lavloftede alvor, der altid kendetegner aktualitetens afgud samt dens dyrkere. "Men hvad så med Syrien?" Jo, det er da alvorligt - men hele balladen kommer jo netop af al den fordømte alvor...

Vi skylder nu kun at besvare det åbne spørgmål, hvorledes en tekst, hvor det ene apropos formelig afløser det andet, ligefuldt af hårdnakkede gudsfornægtere kan blive frakendt logisk og diskursiv sammenhæng. For hvad i alverden kan dog være mere apropos - end et apropos?

Men meget vel: Kunden har jo altid ret, så hvis I insisterer, skal I da til allersidst få noget der ikke er spor a propos, og som desperat leder efter et legitimt påskud, som I hermed har givet. Så after you, ladies. Og please fasten your seat belts.

- Man kan da snart heller ikke besøge sin fødeby forklædt som anonym og ukendt - og det med bragende bifald - uden straks at skulle læse, at professor Stjernfelt (nærmere bestemt Frederik Stjernfelt, for Gud og hvermand er jo i vore dage professor, hvorimod bemeldte kongelige fornavn er blevet en stor sjældenhed - hvilket beviser at det i vore dage giver højere status at være professor end at være professor end at være konge) atter har deltaget i et fashionabelt københavnsk kulturevenement med kosmopolitiske overtoner: velsagtens adjuderet af rationelle og veluddannede kulturdamer, der bestemt ikke vil forbindes med hverken pjattede dameblade eller ubesindigt mandehadske feminister.
Men som min bedstefader opgivende sagde da hans hushjælp for fjerde gang i samme uge serverede forloren hare: "Jamen er der da slet ingen fredningstid for forloren hare..."
Dog - så længe blot den suveræne fru Susanne Møller ikke falder for skinnet, så kan vi dog stadig tage det med humor: For humor er det hvormed vi mennesker tager, hvad vi alligevel ikke har en kinamands chance for at ændre noget ved. Selv i Ausschwitz var der således efter sigende humor...
Om vor allestedsnærværende indrømmet velbegavede og lærenemme yndling kan vi i øvrigt fortælle, at når han som en af få i vort land vist endnu ikke er på FB, da skal det nok forestille en gestus af aristokratisk individualisme uden dækning, og altså for så vidt en art simili. For man må tværtimod indrømme, at hvis nogen skal have æren for at have opfundet netværkeriet - aldeles endogent og utvivlsomt genetisk betinget - allerede længe før der var tænkt på FB, så er det vor mand og ingen anden. Og foreslår I nogen anden prismodtager desårsags, vil jeg være den første til at protestere, om det så skal koste mig mit embede.
For just deri består hans uomtvistelige og åbenlyst frugtbare originalitet: Hvorimod hans lige så blæksprutteagtige poetiske butler og evige novice udi højtidelig "prosa", som det moderne veldresserede kulturborgerskab falder næsegrus for, fordi de har fået besked på det - heri alene forbliver hans fremmeligste elev og plagiator.

- Men for nu i livsbekræftende protest mod al den kulturelle opbyggelighed at give ud af vort eget formelige renæssanceoverskud i Queen Elisabeths ånd - så har vi i dagens anledning valgt at annullere samtlige vore græske tilgodehavender... Endvidere kan vi annoncere, at vi nu arbejder på den største civilisatoriske landvinding siden Edison opfandt glødelampen: Ja, for det kan simpelt hen ikke passe, at mens selv de mest avancerede farvefilm efterhånden udfases af digitale sensorer, så selveste Kodak/Eastman må gå konkurs og overtages af Finansiel Stabilitet (ihukommende at Danmark med en ex-ministers ord snart er i stand til at købe hele Verden) så lever Edith Toiletpapir fortsat i bedste velgående - uændret endog i sit logo lige fra Abrahams og Isaks dage...

KVINDERNES DAG

SÆRBO, SAMBO - ELLER...
På denne dag må det være tilladt at være en smule kvindagtig. Men ærgerligt nok gider jeg ikke i dag, for når julesneen falder, og mine yndlingsfjender forskanser sig i deres iltfattige og indavlede iggloer, bliver mit sind endnu mere cool og hartad socialt indifferent end normalt.
Hvad skal det nu betyde? Det betyder at jeg er aldeles uberørt i ordets bedste forstand - selv om jeg skam kan bevidne at selv ret udmærkede kvinder stadig af og til trækker meget korte strå i tilværelsen; snart fra start, snart grundet en såre menneskelig mangel på rettidig omhu...
Hvilket sidste kan være en grund til at prise, at man ikke fik alt, men dog en hel del forærende - herunder det appendix, som i følge Freud skal være genstand for så stor misundelse, at nogle helst så at det gik samme vej som blindtarmen. Skønt det dog ellers er et livsområde hvor kvinderne alle dage har siddet med i bestyrelsen - selv om heller ikke de er helt uimodtagelige for bestikkelse.På den anden side er det rart at vide hvorfor folk kan lide en: Det er dog en ærlig sag; og så ved man hvor man har dem, og må selv afgøre om man køber konditionerne. Nå, men som sagt er det i dag tilladt at være kvindagtig, og derfor kan jeg lige så godt sige det som det er: Her i familien er det nemlig mig der skal bestikkes, og auktionen er heldigvis endnu ikke slut...
TVEBO!
Sukkerskåle og små skabe af enebærtræ bevarer i årevis deres sødligt krydrede duft. At save en tyk enebærstamme over tager sin tid, for årringene sidder uhyre tæt. Dyrehavens oprindelige indhegning bestod da også af naturligt imprægnerede harpiksduftende enebærstammer, der skal modstå råd endnu bedre end eg. Også aldersmæssigt kan denne nordlige cypres være med: En enebærbusk i den norske Finmark var hele 1100 år gammel, og for nylig blev en 800-årig stamme fældet af en vandal i Selma Lagerlöfs ak du skønne Värmland.

Botanik hører som skolefag til generationerne før mig, men jeg har dog siden lært at nogle blomster er udstyret med begge køn, andre ikke. Hos træer gælder ofte det sidste; men også hos dem forebygges penis-misundelse derved, at samme træ hos mange arter bærer både hanblomster og hunblomster.
Men enebærbusken er hverken særbo eller sambo, men "tvebo": En umiddelbart lidt tvetydig betegnelse, der dog betyder, at hin enkelte busk kun udvikler blomster af det ene køn. Derfor er det kun hun-buskene, der får bær. Men det er ingenlunde kun mennesker der kan få smag for gin: Silkehaler, dompapper og drosler kan nemlig efter sigende æde sig hønefulde af gærede enebær. Og det er én af grundene til, at jeg så dedikeret befrier dem for uopfordret ægteskabelig omklamring fra kvælende graner. I øvrigt helt upartisk uden skelen til om jeg derved forgriber mig på statens eller på den private ejendom.

ÅH APROPOS...

Hvorfor beskæftiger vi os i grunden med det negative? Tænk hvis vi ikke havde nogle offentlige udspil og udtalelser at debattere; ingen hidsigt voksesyge smågraner at fælde i vort hellige korstog for urfugle og tjur; ingen evigt snig-kneppende degne, synet af hvilke (grammatisk stopprøve) som hos Andersen gør os om muligt endnu mere ligblege end disse; ingen "imperialistisk" kognitiv semiotik som fashionabelt intimerende paraply og diplomatisk immunitet for alskens halvbegavet sammenrend, der i den sociale mobilitets hellige navn også vil være med på et hjørne; og ingen tankeløse tankestreger i stedet for de sofistikeret besindige semikolonner, som krimiforfatteren Susanne Staun rettelig anbefaler enhver der påtænker grammatiske stopprøver samt velfortjente mord - og som man også i den lige så højt begavede Susanne Møllers profession kunne behøve i stedet for kommaernes noget stakåndede og af skattemyndighederne flittigt saboterede grammatiske kaffepauser...

- Ja, tænk hvis vi dog ikke havde alt dette at bekæmpe, beklage og ævle om...Ja, så var vi nødt til at finde på noget selv, og det er - om ikke lige "sværere", for Mozart og Charlie Parker fandt det os bekendt ikke "svært" - men bare en helt anden og rent ud sagt mere "a-social" division hinsides plebejisk travesteret tryksværte, den være nu for vor skyld rød eller blå, akademisk eller for den sags skyld bare "eksperimenterende" - med telefonbogen som hin enkelte impeccable undtagelse og endnu levende bundhæderlige gutenbergske fossil i en demokratiseret verden af palæo-ontologisk overdimensioneret titelsyge.

- Javist, men endnu værre er det dog, når alle ekspansionsyge ungdomsgraner er fældede, og vi som lappen efter omsider at have skudt de sidste ulve til vor egen overraskelse bittert savner lyden af deres natlige hylen mod Nordlyset; eller når vi er midlertidigt afskåret fra at bekæmpe vore yndlingsfjender, grundet forestående konkrete og praktiske gøremål såsom afrejse, der nemlig ikke levner os meget mere end et semikolons pause - som derfor må udfyldes aldeles autonomt og helt uden nogen fornuftig social anlednings i længden også noget trættende støttepædagogiske og snakkesaligt momsfritagne apropos.

"HOW JAZZ WAS BORN"

A lecture in significant Biochemistry

Det er da helt utroligt, så nysgerrige I derude er om vort automobile privatliv... - Jo, venstre sidespejls glar er nu fikset og vor kørsel dermed atter tilnærmelsesvis lovlig - "forsvarlig" er jo ligesom "kjerlighed" et meget stort ord...Som både den unge Kierkegaard, Mann og Bror-nesse Bixen måtte sande, er kjerlighedens dybere rolle nemlig såre ofte rent katalytisk i den høyere underholdnings tjeneste.- Dette tvinger os til hermed at udbringe en trefoldig skål for Anenosin-Trifosfat: Adenosin-Difosfat er derimod afgjort et nummer for småligt og imponerer os ikke det mindste - som en urokkelig aarhusiansk ingeniør i sin tid vrissede, da min bedstefar i Paris (hvor ellers?) viste ham Eiffeltårnet.

Vor biokemiske skål er i virkeligheden et plagiat, hvormed vi endnu engang vil demonstrere hvor latterligt let sligt er at camouflere for en benovet verden af titelsyge almindeligheder. Således er den kalkeret over følgende ord af the late Viktor Borge, som jeg er er blevet bekendt med gennem dennes livlæge og litterære eksekutor dr.med. Niels Ruben: "My father was a great inventor with only little success. First he invented "One-up", which quite frankly didn't work. Then he invented "Two up", which didn't make much of a difference. Later however he ingenuously managed to conceive "Three up" - yet without due recogition. That did not stop him however, and in the end he even succeded in inventing "Six up" - and then he died completely unknown as an embittered man. - Little did he know how close he was..."

Som sagt var vor biokemiske vits således et plagiat, men så sindrigt skjult at ingen ville opdage det, idet den nemlig for en sikkerheds skyld ikke engang i sig selv var særligt morsom. Dette illustrerer nu to ting om plagiatets psykologi. Ganske som vi jo er nogle der ikke formår at stikke en pind i en lort uden at ødelægge begge dele, således formår den fødte plagiator altid at forlene selv de mest geniale tyvekoster med at anstrøg af umiskendelig jævnhed, al ubehjælpsom encyklopædisk omstændelighed og pligtskyldigt skrabud for etablerede, men ret beset uvedkommende notabiliteter til trods.

Fanklubben opdager det dog heldigvis aldrig, idet kommensurabiliteten altid med instinktiv omhu og ingenlunde alene af vankundighed foretrækker at hylde det kommensurable og skyer det inkommensurable. For som et akademisk udvalg engang ikke helt uden vid forkyndte, da jeg for eksperimentets skyld havde begået en på forhånd futil ansøgning: "Alene ansøgningen er i sig selv diskvalificerende". Og de havde ret: For vandrefalken beder vel ikke i ædru tilstand dronten om at vurdere dens flyvefærdighed.

Derimod frikendes etablerede og respektable plagiatorer altid på runde dage pure for enhver bagvaskende mimren i lyssky kroge for små til rygeforbud, af allestedsnærværende og uopfordret skåltalende, hamsteragtigt utrættelige titeldyr - der nemlig generøst fornemmer at en lynafleders kollektive paraply kan være en nok så klog investering som nogen kollektiv branche-forsikring. - Nuvel: "Sådan er det bare", som en kunde svarede i telefonen, da en slukøret forretningsindehaver kun havde modtaget halvdelen af det aftalte beløb. Eller som en befippet svensker stoisk udbrød ved synet af hustruen sammen med naboen på bagsædet af dennes nye Volvo: "Fortsätt, bara fortsätt...

Omvendt kendetegnes den sande genialitet ved, at selv når den nedlader sig til plagiat, er det kun er simuleret plagiat og således studentikost sagt i forstand dobbelt plagiat, hvorved to gange minus kommer til at give plus. Selv når den med næsten øretæveindbydende åbenhed - for nemlig ikke at slås i hartkorn med førnævnte kategori - mimer et andet forlæg, formår den nemlig i Hegel'sk forstand at "op-hæve", transformere og transponere det så at sige respektløst i en højere underholdnings tjeneste uden dog at give mindste køb på en måde der kunne bringe hverken forlægget eller den selv i miskredit. Således kunne de største jazzmusikere på ubegribelig vis åbenlyst og on location suverænt citere de forskelligste musikalske kilder på en måde der dog kun yderligere understregede deres egen symfoniske integritet og melodiske opfindsomhed.

Vi har dog denne gang valgt at som i et Gesamtkunstwerk illustrere vor pointe med et autentisk fotografi af et atavistisk tilfælde af partenogenese. For hvad der nu især kendetegner den sande genialitet før dens Hegel'ske sublimering i lidt modnere alder til et ekstravagent Borge'sk show, er nemlig den provokerende egenrådighed, hvormed som her en vældig gren som Eva ud mellem Adams sideben emanciperer sig fra sin rod til et eget blomstrende liv, der snart efter sågar rekonstruerer og genopfinder sine rødder per efterkrav ved i en hyperbels bane at gøre et så at sige messiansk besøg i jordbunden for at bringe alle formelle mellemværender med Folkeregistret i uklanderlig orden.
Det bør dog i den forbindelse indrømmes, at med Freuds omtrentlige ord er en gren nogle gange bare en gren - en udtalelse der dog utvivlsomt blot var et blufærdigt dække over den litterært noget stødende sandhed, at nogle gange er en pik bare en pik: Noget som også vi rigtignok under anderledes normale og knap så tvingende omstændigheder ville kvie os gevaldigt ved at udbasunere offentligt. Men det være så hermed gjort: For hvis ikke den bredeste ryg skulle tage skraldet, hvem da? Eller som en fræk gammel vestjyde selv fortalte mig, at han engang havde svaret en velstående proprietær, der klagede over at være blevet snydt af ham så det drev: "Nåja, men så var det da rigtignok godt, at det ramte én der havde råd til at tage smækket..."

OM FORTIDENS SUPERNOVAER

For engang skyld vil vi undlade at kommentere aktuelle begivenheder: Kort skal dette ikke handle om os selv. Please fasten your seat belts. En af palæontologiens fædre var den engelske anatom Richard Owen, som dog ikke var ene om i midten af 1800-tallet at finde dinosaurer - et ord han i øvrigt selv lancerede. Hans mindst lige så flittige rival lægen Mantell præsterede at ruinere sig ved at at udgive illustrerede afhandlinger om sine fund, hvorefter hustru og fire børn forlod ham som en slagen mand.

Dette forhindrede nu ikke Owen i at lade afholde en celeber middag i Crystal Palace inde i en rekonstrueret tidlig dinosaur, fundet og navgvet af Mantell - der dog ikke var blandt de inviterede. Året efter blev Mantell ved et uheld onduleret til veritabel krøbling af et hesteforspand - hvorefter hans rival Owen havde helt frit spil til systematisk at fratage ham æren for de fleste fund og sågar omdøbe en bunke arter i sit eget navn, så ingen kunne være i tvivl. Samtidig blokerede han den mod alle odds vedholdende, men nu ludfattige Mantell for enhver adgang til de faglige tidsskrifter på feltet - hvorefter Mantell tog sit eget liv.

Men hør bare: Selv i døden blev Mantell forfulgt, idet Owen forfattede hans nekrolog, hvori han afskrev ham som en ren middelmådighed og fortsatte sin praksis med at fratage ham resterende ære. Owens praksis gik dog ikke helt upåagtet hen: Således gerådede han i strid med dronningens livlæge om æren for en tandteknisk opdagelse. Og i sin egenskab af formand for en videnskabelig kommité lod han sig selv tildele en eksklusiv hædersbevisning for et fund, fremlagt og beskrevet på en konference af en kollega året før.

Ligeledes undrede det ved en lejlighed den gamle naturforsker Huxley såre, at Owen i datidens modsvarighed til Den Blå Bog for videnskabsfolk stod opført som indehaveren af just det fornemme embede som Huxley selv bestred...

Til slut blev Owen da også som straf frataget en del æresposter - men blev til gengæld en glimrende direktør for British Museum, som han nemlig åbnede og indrettede for almenheden, der hidtil havde været forment enhver adgang. Her rådede han som et særligt kært trofæ også over sin afdøde rival Mantells ved ulykken deformerede rygsøjle, som han generøst lod udstille på linie med sine øvrige mageløse fund - og det var vel også en slags anerkendelse. En af Owens sidste slyngelstreger var modarbejde et forslag om at opsætte en statue af Darwin uden for museet. Det lykkedes desværre ikke helt, for Darwins buste står endnu i dag i Museets cafeteria - men som et plaster på såret fik Owen dog opsat sin egen buste på en anderledes markant plads ved Museets hovedindgang. En forbløffende personlighed...

Richard Owen var dog ikke ene om sin palæontologisk overdimensionerede forfængelighed: En amerikansk kollega Cope udnævnte således forlods sit eget kranium til at være typeeksemplaret (nærmest prototypen) af Homo Sapiens - en ære der normalt tilkommer det først gjorte komplette fund af den pågældende art. Uheldigvis viste hans kranium ved afsløringen umiskendelige tegn på syfilis - og så måtte man tilbagekalde æresbevisningen i største diskretion.

- Didaktisk historieskrivning er ganske vist omsonst, for hver generation gentager forfædrenes synder og dumheder - men dens underholdningsværdi kan ingen fratage den. Men denne historie illustrerer til fulde alt, hvad vi andetsteds har observeret omkring plagiatets psykologi: Herunder hvorledes det er skruen uden ende, fordi både løgnens og den sociale pomps eskalerende omfang og de stadig mere ryggesløse ledsagesynder skal kompensere for manglen på sandhed in the first place - og fordi frygten for den midlertidigt stækkede modparts ulmende endogene potentialer må druknes ved fortløbende bugtalervirksomhed, endog i tilfælde af kritiske observationer. - Et paradoks der dog lader sig begribe, når man betænker at slangeserum på samme vis fremstilles af just den slangegift, som den skal immunisere mod. Af lignende grunde kan det jo undertiden også være svært få få en dommer dømt.

JOSEPH SMITH OG GUDS URANSALIGE VEJE

OM ANONYME URKILDER OG DERES RETTE BRUG

For nylig læste jeg at de amerikanske mormoner fra Utah baserer deres tro på et lodret plagiat. Religionsstifteren påstod i en drøm 1830 at have set en ny variant af lovens tavler, som han skam siden også blev forevist af en vaskeægte engel i en klippegrotte sammen med et andet troværdigt vidne, der tillige kunne stå inde for Mr. Smiths troværdighed. – Lovtavler, som jødernes forsvundne 12te stamme – angiveligt de senere indianere – i sin tid skulle have medbragt over Atlanten.

Lovens tavler var i øvrigt denne gang af indiansk guld, for at de ikke skulle risikere samme kranke skæbne som førsteudgaven af ler fra Sinai, som Moses nemlig smadrede af raseri over at folk anså dem for en forfalskning – hvorefter han alligevel forbarmede sig og hentede friske forsyninger fra bryggeriet, som straks besejrede enhver tvivl. Ligervis med alle plagiatorer: Afsløres de, er de snart efter tilbage på banen igen med nye larmende plagiater – hvorefter alle bøjer sig. For decibel og volumen er opium for den gutenbergske pøbel.

- Som nu dengang Frank Esmann forsvarede sin plagierede Kissinger-biografi ved frejdigt og helt upåtalt at gøre Churchills berømte ord til sine: ”Jeg er helt uenig i anklagerne - men jeg vil give mit liv for mine modstanderes ret til at sige deres mening”. Til gengæld var Esmann moralsk forbilledlig ved slet ikke at søge at camouflere sine spor, hvad man egentlig burde honorere med mindst en betinget dom. -

Åh, tillad os i denne forbindelse en kort digression: Enhver bibelhistorisk unøjagtighed i ovenstående er ligesom trykfejl på gamle frimærker og keramik blot et yderligere bevis for vor egen beretnings ægthed og autentiske proveniens – hvorimod kopisterne altid just ved de umiskendelige ligheder i det små og upåagtede afslører sig som det pedantiske klatpapir de nu engang er.

Nuvel, tilbage til den amerikanske Moses, Joseph Smith, der nemlig ligesom forgængeren kunne langt mere end sit Fadervor. Ifølge Mr. Smith viste den genopstandne Jesus sig nemlig også for indianerne – jødernes emigrerede forsvundne stamme: For andet ville have været både racisme og forskelsbehandling, helt i strid med den stolte amerikanske forfatning. Dog tilstod den indianske Jesus udtrykkelig Joseph Smith i Udviklingens, Fremskridtets og Oplysningens hellige navn friheden til flerkoneri - som den driftige mand skam også nåede at praktisere med bravour. Imidlertid blev dette efterhånden for meget for de ortodokse kristne, der naturligvis måtte have langt sværere ved at acceptere en sådan virusagtigt aggressiv okkupation og forfalskning af kristendommen end en udtrykkeligt ny religion, som traditionelle kristne må antages at være anderledes immune over for med en vis overbærenhed til følge.

De kristne fik derfor til slut Joseph Smith fængslet på linje med alle andre ordentlige profeter i bibelhistorien, hvorefter en lige så utålmodig som behjertet fortrop af rettroende stormede fængslet og dræbte profeten: En religion var hermed grundlagt. Nu kommer det morsomme: Joseph Smiths angivelige profetiske drøm skulle siden hen vise sig at være et lodret plagiat fra et refuseret romanmanuskript begået af en helt anden forfatter – som ingen siden hørte mere til, idet han nemlig fornuftigt afstod fra at klage for ikke at risikere en lignende skæbne som profeten ved at fremstå som dennes ufejlbarlige urkilde.

Men alligevel lever mormonerne mirakuløst videre i bedste velgående – og selv om der nok kunne behøves flerkoneri for at overvinde så dårlige odds, så består dog fortsat den gåde, hvorledes mænd med så dårlige kort på hånden generation efter generation har kunnet opnå det fornødne antal koner, hvis ikke ved Guds hjælp. Således taler selve denne religions fortsatte overleven på trods af det absurde dog på sin egen vis for dens sandhed likförbannat – omtrent i stil med Kierkegaards ord et sted, at Kristendommen er en så absurd idé, at intet menneske kunne have fundet på den.

Og hvem siger at et plagiat ikke kan være sandt uagtet en såre verdslig og broget herkomst – et vilkår som jo allerede Guds rette søn er behæftet med, uden at det på nogen vis anfægter hans guddommelighed. Selv en lystløgner kan derfor tilsvarende i nødtilfælde blive Guds udvalgte vehikel for den rette tro – hvorved Gud samtidig benytter lejligheden til at illustrere, at hans eget forsyn lige så suverænt som skæbnen i Ødipus’ tilfælde formår at overlejre vore egne snævre og opsætsige planer og inkorporere dem som redskaber og nyttig idioti for sine egne. Hvis et tilfældigt gadekryds i ørkenen kunne være Guds søn, kan en ordinær løgnhals således også i en snæver vending tildeles rollen som ordinær profet: For sandheden er stærkere end løgnen.

Tilfældet illustrerer tillige det forhold, at hvad det plagieres her i verden, oftest bestemt er værd at plagiere: For folk der kan slippe af sted med den sport, er altid respektable borgere, som rettelig nyder en moralsk immunitet, som de derfor ikke er sene til at udnytte – for som sagt er de langtfra idioter og i reglen oplyste nok til i deres tyvagtighed at besidde langt mere smag og
dømmekraft end opfindsomhed.


At plagiatoren som nu Joseph Smith i reglen overlever selv de pinligste afsløringer, er sluttelig ikke mere mystisk end så meget andet: For eftersom plagiatoren jo nu engang er profet, professor eller i det mindste forlagskonsulent, så må enhver anke i nævnte retning bero på misforståelser eller endda bagvaskelse fra notoriske tabere, der trodsigt nægter at affinde sig med at forvalte det tarvelige pund som naturen nu engang har begavet dem med.

Dertil kommer at hele skaren af respektable bugtalere og jævnere ånder i titelland ubeskedent føler sig langt mere åndsbeslægtede med den virtuose plagiator end med originalen, hvis eksistens ifølge sagens natur opleves som et slag i ansigtet af denne alfabetiserede almindelighed – der derfor altid solidarisk tager parti for plagiatoren, som var denne den amulet, hvormed alle og enhver kan besværge egen lejlighedsvis plagiatvirksomhed i anderledes beskeden og derfor ligefrem rosværdig skala.

Nej kun i de slående tilfælde hvor man fristes til at tænke sig en art deja vue, er påstande om plagiat anderledes oplagte og uafviselige: For at noget på søvngængeragtig vis minder om genkomsten af noget bekendt, er så langt hinsides tilfældige sammentræf, at tanken om plagiat er den eneste plausible forklaring. Hvis noget nemlig ubeskedent ligner den ægte vare omtrent lige så meget som denne selv, så må der naturligvis være tale om en forfalskning. Ja, selv hvis også selve denne påstand skulle ligne et sådant somnambult plagiat, kan det ligesom i Joseph Smiths tilfælde sagtens være sandt alligevel… Og større prætentioner end at tale sandhed har vi såmænd ikke for vor egen del.

At USA i øvrigt risikerer at få en mormon som sin næste præsident, kunne sluttelig anføres som et raffineret argument mod vore egne republikanere og for Kongehuset – der som bekendt er og forbliver betryggende forpligtet på Luther og Søren Krarup. Sig så ikke oftere at vi endnu ikke behersker den nøgterne politiske reportages ædle kunst. Blot skammer vi os så meget over at måtte falde tilbage på den socialrealistiske virkeligheds offentlige substrat, at vi kun gør det, når vi samtidig kan tage os betalt ved at sublimere og transformere den til en æstetisk anderledes præsentabel skikkelse end den foreliggende. Dette skulle jo meget nødig komme til at ligne en avis - for som en stolt britisk pensionatsværtinde fra verden af i forgårs engang skarpt påtalte over for nogle gæsters støjende børn: "You children behave in my house as if it were a hotel!"

Som afslutning kan vi ikke undslå os for at betro hine enkelte, at vi aldeles uopfordret er blevet anbefalet et om så også skattepligtigt beløb på 10.000 kr til "fortsat filosofisk virksomhed, gerne i bogform", fra Malermester Hartvigs Fond, af Bjørn Bredal og Niels Barfoed. Rent bortset fra andre meningsberettigedes vetoret ville det her være utaknemmeligt at beklage den jordbundne malermesters åbenbart noget moderate begejstring for og lovlig forsigtige brug af indernes luftige, men dog så geniale bidrag til matematikken og talsystemet; noget der ellers godt kunne bringe en sart sjæl til nostalgisk at mindes det gamle marxistiske begreb "repressiv tolerance" - hvorfra der nemlig atter ikke er langt til ligesom med gademusikanter at betale dem for at spille: blot de for Guds skyld finder et isoleret øvelokale til formålet.

Men nej, vi betvivler nu ikke ægtheden af vore litterære protektorers ædle ønske - som de dog desværre nok er ret ene om, idet alle socialrealistiske redaktioner priser sig lykkelige over den efterhånden opnåede stiltiende nationale samdrægtighed på tværs af politik og køn i branchen. For nok hedder det at frænde er frænde værst - men det er rigtignok kun indtil vi møder enten vor fælles fjende eller hvad nogle lidt højtravende har kaldt "den store Anden": Når leoparden er i nærheden, forstummer således altid bavianernes indbyrdes kævl; og da kan det på lignende vis undertiden ske, at leoparden trækker det korteste strå.

Men et ubetinget gode er det, at mens kriteriet på at folk læser ens blog ellers i reglen er en solidt grundmuret tavshed derom, så vil vi takket være nævnte håndsrækning herefter have langt mere hånd i hanke med publikum: Hvis nogen ude i byen nemlig herefter forsøger at slå os for en bajer, afslører han sig derved umiskendeligt som læser af vor blog som urkilden til som sædvanlig opsigtsvækkende sandheder.

Til allersidst må vi skuffe læsere med den formodning, at vi forsøger at give den som hin afdøde, som alle og enhver uden bedre at tage sig til nuomstunder kan bruge som bekvemt og støtteberettiget påskud for hvad som helst. Og det kan vi begrunde med en sand anekdote. I sin tid gæstede jeg af og til byens værtshuse i selskab med en atletisk adjudant besat af et aldrig slumrende faderoprør og et hang til provokationer og practical jokes. En gang blev det for meget for en udsmider, der advarede ham med disse ord: "Jeg er gammel bokser!" Den serv returnerede min kammerat prompte med følgende talmudiske ord, hvis fredsskabende virkning da heller ikke udeblev: "Nåh - men i så fald kender du selv forskellen: Jeg er ung bokser..."

JOSEPH SMITH OG HANS URKILDE

OM GUDS OG SANDHEDENS URANSALIGE VEJE
Forleden læste jeg at de amerikanske mormoner fra Utah baserer deres tro på en lodret plagiatsag. Religionsstifteren påstod i en drøm at have set en ny variant af lovens tavler, som han siden blev vist i en klippegrotte sammen med et andet troværdigt vidne, der tillige kunne stå inde for Mr. Smiths troværdighed – lovtavler som jødernes forsvundne 12te stamme – angiveligt de senere indianere – skulle have medbragt over Atlanten.

Sidenhen viste den genopstandne Jesus sig også for indianerne, idet andet ville have været både racisme og forskelsbehandling. Dog tillod den indianske Jesus udtrykkelig Joseph Smith friheden til flerkoneri, som denne da også nåede at praktisere. Imidlertid blev dette for meget for de ortodokse kristne, der naturligvis måtte have langt sværere ved at acceptere en sådan virusagtigt aggressiv okkupation og forfalskning af kristendommen end en udtrykkeligt ny religion, som traditionelle kristne må antages at være anderledes immune over for med en vis overbærenhed til følge.

De kristne fik derfor Joseph Smith fængslet på linje med alle andre ordentlige profeter i bibelhistorien, hvorefter en lige så utålmodig som behjertet skare af rettroende stormede fængslet og dræbte profeten: En religion var hermed grundlagt. Nu kommer det morsomme: Joseph Smiths angivelige profetiske drøm skulle siden vise sig at være et lodret plagiat fra et refuseret romanmanuskript begået af en helt anden forfatter – som ingen siden hørte mere til, idet han nemlig fornuftigt afstod fra at klage for ikke at risikere en lignende skæbne som profeten ved at fremstå som dennes ufejlbarlige urkilde.

Men alligevel lever mormonerne mirakuløst videre i bedste velgående – og selv om der nok kunne behøves flerkoneri for at overvinde så dårlige odds, så består dog den gåde, hvorledes mænd med så dårlige kort på hånden generation efter generation har kunnet opnå så mange koner, hvis ikke ved Guds hjælp. Således taler selve denne religions fortsatte overleven på trods af det absurde dog på sin egen vis for dens sandhed likförbannat. Og hvem siger at et plagiat ikke kan være sandt uagtet en såre verdslig og broget herkomst – et vilkår som jo allerede Guds rette søn er behæftet med, uden at det på nogen vis anfægter hans guddommelighed. Selv en lystløgner kan derfor tilsvarende i nødtilfælde blive Guds udvalgte vehikel for den rette tro – hvorved Gud samtidig benytter lejligheden til at illustrere, at hans egne planer lige så suverænt som skæbnen i Ødipus’ tilfælde formår at overlejre vore egne opsætsige planer og inkorporere dem som redskaber og nyttig idioti for sine egne. Hvis et tilfældigt gadekryds i ørkenen kunne være Guds søn, kan en ordinær løgnhals således også tildeles rollen som ordinær profet: For sandheden er stærkere end løgnen.

Tilfældet illustrerer tillige det forhold, at det det plagieres her i verden, oftest bestemt er værd at plagiere: For folk der kan slippe af med den sport, er altid respektable borgere, som rettelig nyder en moralsk immunitet, som de derfor ikke er sene til at udnytte – for som sagt er de langtfra idioter og i reglen oplyste nok til i deres tyvagtighed at besidde langt mere smag og dømmekraft end opfindsomhed. At plagiatoren tillige som nu Joseph Smith i reglen overlever selv de pinligste afsløringer, er sluttelig ikke mere mystisk end så meget andet: For eftersom plagiatoren jo nu engang er profet, professor eller i det mindste anonym forlagskonsulent, så må enhver anke i nævnte retning bero på misforståelser eller endda bagvaskelse fra notoriske tabere, der trodsigt nægter at affinde sig med at forvalte det pund som naturen nu engang har begavet dem med.

Dertil kommer at hele skaren af respektable bugtalere og jævnere ånder i titelland ubeskedent føler sig langt mere åndsbeslægtede med den virtuose plagiator end med originalen, hvis eksistens ifølge sagens natur opleves som et slag i ansigtet på denne alfabetiserede almindelighed – der derfor altid solidarisk tager parti for plagiatoren, som var denne den amulet, hvormed alle og enhver kan besværge egen lejlighedsvis plagiatvirksomhed i anderledes beskeden og derfor ligefrem rosværdig skala.

Nej kun i de slående tilfælde hvor man fristes til at tænke sig en art deja vue, er påstande om plagiat anderledes oplagte og uafviselige: For at noget på søvngængeragtig vis minder om genkomsten af noget bekendt, er så langt hinsides tilfældige sammentræf, at tanken om plagiat er den eneste plausible forklaring. Hvis noget nemlig ubeskedent ligner den ægte vare omtrent lige så meget som denne selv, så må der naturligvis være tale om en forfalskning. Ja, selv hvis også selve denne påstand skulle ligne et sådant somnambult deja vue, kan det ligesom i Joseph Smiths tilfælde sagtens være sandt alligevel… Og større prætentioner end at tale sandhed har vi såmænd ikke for vor egen del.

At USA i øvrigt risikerer at få en mormon som sin næste præsident, kunne sluttelig anføres som et raffineret argument mod vore egne republikanere og for Kongehuset – der som bekendt er og forbliver betryggende forpligtet på Luther og Søren Krarup. Sig så ikke oftere, at vi endnu ikke behersker den nøgterne og neutrale politiske reportages ædle kunst.

Som afslutning kan vi ikke undslå os for at betro hine enkelte, at vi aldeles uopfordret er blevet tilsendt et om så også skattepligtigt beløb på 10.000 kr til "fortsat filosofisk virksomhed, gerne i bogform", fra Malermester Hartvigs Fond, ved Bjørn Bredal og Niels Barfoed. Hvis nogen ude i byen herefter forsøger at slå os for en bajer, afslører han sig derfor umiskendeligt som læser af vor blog som urkilden til som sædvanlig opsigtsvækkende sandheder.