Monday, August 21, 2017

OM HVEPSEVÅGENS (BIVRÅKENS) SÆRE STATISTIK

DEN BESYNDERLIGE STORE ROVFUGL ankommer fra Vestafrika sent i maj for at opfodre sit afkom med larverne af de respektindgydende gedehamse - som sørgekåben (sorgmanteln) måske burde vise lidt mere agtelse for, når den mænger sig kollegialt med hvepse der drikker saften fra sårede aspe og birke: omtrent med samme iver som når troende katolikker flokkes om at kysse helgenernes blødende og væskende Kristus-stigmata.


Der er meget godt at sige om denne sofistikerede og forunderligt tavse fugl uden markante kønsroller - og efter sigende udstyret med en næsten menneskelig iagttagelsesevne. Hvad jeg her har valgt at opholde mig ved er ikke så meget dette, at nordlige ynglefugle efter sigende ikke er spor senere i deres æglægning end sydlige:

For denne anomali er fuldt forståelig i lys af at fuglen mest af alt behøver et rigt udbud af gedehamselarver senere på sommeren, når dens egne unger begynder at vokse til. Og da sommeren mod nord jo er kortere i begge ender – hvilket for de fleste insekters vedkommende vil sige meget kort, så vælger hvepsevågen derfor at leve som en asketisk posedame tidligt på sæsonen inden den har fået unger at forsørge, frem for at bibringe afkommet et noget anorektisk livsperspektiv som starthjælp.

Nej, det var som sagt ikke så meget dette der vække rundren, men en anden ejendommelighed hvepsevågens æglægning betræffende. Undersøgelser viser nemlig, at selv om den gennemsnitlige dato for æglægning overalt er ca. 3 juni, så fremkommer dette tal i kraft af en besynderlig fordeling: Størstedelen af hvepsevågerne lægger nemlig deres to æg i løbet af de første 5 dage af juni – hvortil så kommer en spredt eftertrop af fugle hvis anderledes tøvende æglægning fordeler sig gennem de næste par uger eller mere. Det matematiske gennemsnit må nu forstås sådan, at én fugl med 14 dages ”forsinket” æglægning modsvares af 14 fugle der lægger æg allerede den 2. juni. Gennemsnittet 3. juni fremkommer hvis summen af døgn i minus i forhold til datoen 3.juni er lig summen af døgn i plus, beregnet på nævnte vis.

Heri er ingen tvetydighed, men alligevel giver det anledning til filosofisk undren. For mens der ved en bestemt typisk årsindkomst lader sig beregne en gennemsnitlig månedsindkomst som man så tør disponere efter, så er der i tilfældet med hvepsevågerne ingen ”årsindkomst”. En analogi til årsindkomsten er der rigtignok matematisk set, idet man kan addere alderen på samtlige producerede unger på et givet tidspunkt, f.eks. ved juletid – og sammenholde summen af aldre med den sammenlagte alder der ville fremkomme såfremt alle æg var blevet lagt 3.6. Hvis de to tal er identiske, så har hvepsevågeungerne en ”årsindkomst” i form af sammenlagt alder, hvoraf vi kan udlede deres gennemsnitlige ”månedsindkomst”: dvs. den 3.6 som deres gennemsnitlige æglægningsdato.

Matematisk set er der således ingen slinger i valsen, men filosofisk er der det: For selve den fundne gennemsnitdato er ikke blot en abstraktion – det er en abstraktion der intet væsentligt og afklarende bringer. For ”i virkeligheden” kan man jo ikke lægge nogle dyrs aldre sammen, sådan som man lægger nogle bunker med æbler i en samlet bunke. Helt anderledes er det i de tilfælde hvor en matematisk formel viser sig at kunne beskrive umiddelbart set vidt forskellige foreteelser: Det klassiske eksempel er Newtons love for tyngdekraft og inerti, der kan forklarer såvel himmellegemernes bevægelser som projektilbaner og genstandes fald her på jorden. Her indeholder abstraktionen en essentiel sandhed – og i de tilfælde hvor et statistisk gennemsnit fremgår af en såkaldt normalfordeling, vil også et sådant gennemsnit være sigende og meningsfuldt: F.eks. den gennemsnitlige vægt hos voksne bisonokser.

Men i vort eksempel kunne man tænke sig en masse forskellige fuglearter med hver deres besynderlige fordeling af æglægningshyppighed over sommerhalvåret – men alle med datoen 3.6 som gennemsnit. Nogle af disse arter lægger måske endda aldrig æg på nævnte dato eller sågar i den måned. Her er det oplagt, at en abstraktion som gennemsnitsdatoen intet reelt siger og nærmest er en matematisk ”bivirkning” af det konkrete og anderledes brogede billede. Gennemsnittet bidrager på ingen måde med nogen aha-oplevelse, for det modsvares ikke af nogen analogi på det reale plan.
På ganske samme vis vil et givet tal såsom tallet 56 jo kunne fremkomme som resultat af en bunke vidt forskellige beregninger, uden at disse og de forhold de vedrører, derved får det mindste til fælles. Tilsvarende kan vi danne os begrebet om alle de tal der fremkommer ved at et primtal ganges med et andet, hvorefter der fratrækkes et tal under 20. Ej heller disse resultattal har noget interessant til fælles – i modsætning til primtallene selv.

Selve fuglenes artstypiske hyppighedsfordeling af deres æglægning er derimod væsentlig og meningsfuld, og ligner de brøker fra skoletiden der ikke kunne forkortes yderligere, og hvis indbyrdes forskellighed derfor var det mest interessante. Hvorimod gennemsnitsdatoen alene tilslører det reale og ”væsentlige” (dvs. tingenes væsen vedrørende). I alle disse tilfælde vil fordelingskurverne grafisk ikke antage normalfordelingens og dromedarens klassiske en-puklede klokkefigur, men tværtimod ligesom kamelen – samt visse grovædere – have to eller endnu flere pukler. Kurven kan sågar være diskontinuert og gå under jorden mellem puklerne. I disse tilfælde vil gennemsnitsdatoen derfor alene være at betragte som en leg med tal.

Hvis gennemsnitsdatoen 3.6 skal være interessant og realbeskrivende, må vi derfor forlange 1. At den pågældende dato for æglægning vitterlig er den hyppigst repræsenterede. 2. At hyppigheden aftager gradvis på begge sider af den dato. Derimod er det næppe nødvendigt at kurven falder symmetrisk klokkeformet til begge sider, for vi kan som hos hvepsevågen godt have en konveks og kort kurve til den ene side svarende til en bunke pavestolt ”provokerende” småafvigelser med kulturstøtte – men til den anden side en konkavt udfladende kurve svarende til en meget spredt formation af illegitime kombattanter, der straffes med den unævnelige tavshed før the Big Bang, som ingen ellers ønsker selv for sin værste fjende – men som alle dog misunder af hele deres hjerter som den ypperste og mest uforfalskelige æresbevisning: omtrent lige som den nobelpristager i fysik der bliver yndlingsgæst hos alle studieværter fra samme generation og sociale lag, fordi de i sin tid kom til de samme rockkoncerter.

Som sagt tidligere indebærer allerede en asymmetrisk fordeling af hyppighedskurven fra toppunktet dog en ret høj abstraktion: For vi lader da én fugl med 14 dages ”forsinket” æglægning modsvares af 14 fugle der er en dag tidligere end gennemsnittet, som om afkommets ”aldre” kunne lægges sammen på samme måde som når vi adderer månedsindkomster til årsindkomst. Men selv om ”aldre” ikke eksisterer og derfor ikke reelt kan adderes som æbler, så modsvares billedets helhed alligevel af en realitet, og udligningsprincippet er helt gennemskueligt. Det egentlig interessante er dog ikke gennemsnitsdatoen i sig selv, men derimod det at denne asymmetriske fordeling svarer til den gennemsnitsdato der tillige reelt er den hyppigst dag for æglægning.

------------

Nu vi er ved hvepsevågen, må jeg fortælle om en anden opdagelse af samme herkomst (Vagn Holstein 1944).

Hvepsevågens efterårstræk er fordelt i to "hold": Dels et tidligt hold typisk de allersidste augustdage og udelukkendee bestående af gamle fugle; dels et træk to uger senere bestående af både ungfugle og et begrænset antal gamle hvepsevåger.

Sammenholdt med observationer ved redepladserne i Jægerspris Nordskov gennem årene foreslog Vagn Holstein, at efterårstrækkets første hold udgøres af hvepsevåger, der har opgivet at yngle, samt par der har mistet deres æg eller unger.
Det andet træk-hold består af alle årets ungfugle samt et noget begrænset antal gamle fugle: færre end antallet af forældre. Holstein fandt ud af, at hos ca. hvert andet ynglepar trækker én af forældrene - snart hannen, snart hunnen - sydpå allerede når ungerne er blevet flyvefærdige: dvs. typisk i de aller sidste augustdage og således i selskab med de barnløse hvepsevåger. Den anden forælder bliver derimod og fodrer de flyvefærdige unger i to uger, hvorefter de i ét hug sammen trækker sydpå fra den ene dag til den anden.

I det hele taget er hvepsevågernes arbejdsfordeling i øvrigt uhyre ligestillet - også i henseende til rugeaktivitet..

Friday, August 04, 2017

ENDEMISKE FUND PÅ BORNEO

GRØNKÅL?
Nej - dette er Sveriges nordligste elmetræer: en helt isoleret relikt fra Stenalderens varme tid, som varmer sig i midnatssolen på den stejle, men soleksponerede sydskråning af et fjeld i Lapland.
Men sommeren er for kort til at elmene kan blomstre og sætte frø, så de skyder fra de samme gamle stenalder-rødder og står i stampe. Men ingen elmesyge her - for de fatale biller og den snedige svampeorganisme med fordøjelses-enzymer har endnu ikke opdaget dem og fandtes åbenbart ikke på denne egn i Stenalderen.
Her vokser henved 30 elme på størrelse med æbletræer. Bliver klimaet bare endnu engang mildt nok, kommer de urgamle elme til ligesom Biblens Sara at genopleve ungdommens frugtbare kærlighed.
Billederne er optaget stavrende på en bunke sukkerknalder i kæmpeformat på den stejle bjergskråning - heraf en del i ustabile positioner. Og naturligvis livsfarligt promenade-grus efter regnvejr. Men heldigvis lider jeg hverken af højdeskræk eller sukkersyge.

LYKKE I BHUTAN

LYKKE I BHUTAN
Genfandt forleden i terrænget på et skovklædt bjerg i Dalarna dette charmerende brandtårn, bygget som en beskeden Pagode i det aller fjerneste Asien - men desværre med noget forsinket omhu året efter en legendarisk skovbrand i 1902. Beregnet til brand-overvågning, men fuldt beboeligt for nøjsomme munke uden andre gøremål.

Heldigvis har endnu ingen vittig hund af lutter mangel på en satirisk klumme-plads som afløb for sin genialske inkontinens fået den herostratisk lysende idé at sætte ild til brandtårnet en sibirisk kold nytårsnat: Ja, for egnen er et kontinentalt kuldecentrum i læ af det bjergfulde Norge, hvor dettes BMI er størst grundet bugfedt og usunde vestlige spisevaner – så sandt som jeg sidder på Hotel Kontinental og plejer min egen verbale inkontinens over en bayersk Falcon.
Ikke hotellet, men brandtårnet ligger i fredet urskov på Sveriges næst største militære område, kendt for en stor bjørnebestand. En ung mand ved en bålplads ved en lille elv insisterede ved synet af min luvslidte tweedjakke på at tale engelsk. God øvelse i civiliseret og fordomsfri omgang for begge parter.
Han arbejdede på militærområdet og havde engang snakket med en bjørn: Han sad på elgjagt over et lille bål, og bøssen lå nogle meter borte; en bjørn stod så pludselig 5 meter fra ham og gloede - hvorefter den gik hele to gange med uret rundt om hans snorkende jagt-kammerat på en klapstol - hvorefter den forlod scenen med nogle sagte undrende gryntelyde.
Hvorvidt bjørnen afleverede uret igen efter lån eller gik sin vej med det, glemte jeg helt at spørge om. Ja, for en bekendt oplevede nemlig engang noget lignende da et kæmpebrød i New York sagde: "What a fancy camera you have got there – may I have a look?” Og så slentrede bamsen uanfægtet smilende videre med sin retmæssige nyerhvervelse. Tyven var i øvrigt sort, men det er vel ingen grund til af den grund ligefrem at kalde ham neger, for man kan jo også gøre skarn uret.
I Härjedalen 30 km længere mod nord ligger der i øvrigt et ægte buddhistisk meditationskloster, ligeledes i vejløst land: flot bygget af lokale med egnens tømmer og i regi af en søgende kosmopolit, der heldigt nok havde købt returbillet og derfor til sidst kunne vende modnet hjem som Biblens fortabte søn. Også denne statelige bygning er åbent for alle konfessioner - bare man formår at holde bøtte..

Men det kloster har jeg derimod ikke set - og så er det jo også lettere at holde bøtte, når man som her er klostrets eneste besøgende...

Thursday, July 27, 2017

ELME-TRÆERNES ELITE


ELMETRÆERNES ELITE
Eliten bliver af mediernes ufokuserede og pjattede debat herom (der som en anden Nato-øvelse giver disharmonisk genlyd selv i Lapland) at dømme tydeligvis enfoldigere dag for dag i både sprog og tanke i sin snakkesalige inkontinens. Og fordummelsen kan kun skyldes tiens hysteriske optagethed af, hvad de andre snakker om - nu omstunder med den begrundelse, at "de andre" vist nok er så kloge at de kunne undvære hovedet. Men det er der ingen af os der kan.
Men derfor er det kun følgerigtigt, at alle betaler fashionable måneds-abonnementer for at følge med.
Nej, en gammel veninde havde ret: At være udelukket fra noget så tarveligt bør - hvor ærgerligt det så end er - ikke ses som en personlig ulykke, men derimod som noget der var dømt til at indtræffe før eller siden: selv helt uden den mindste kejtethed eller fodfejl.

Men man kunne for sig selv overveje to diametralt forskellige bud på hvad elite indebærer.
A)
Hvis man kan sige ganske det samme som tusinde andre: enten en smule før eller lidt mere veloplagt eller udførligt, eller også ti gange oftere og højere end tusinde andre - så er alle straks rørende enige om at kåre én som demokratisk og derfor uangribelig elite og ubestrideligt på forkant.

Hvis både folk og fæ er pavestolte over at blive både brugt og citeret af én uden referencer, så tilhører man eliten.
Hvis alle og enhver indbilder sig, at det er fordelagtigt og socialt forjættende at få lov at "kommentere" ens tråde med et pip, i stedet for helt uden persons anseelse at kunne finde på noget anderledes begavet og frugtbart i anledning af enhver tråd - ja, selv den dummeste - så er man elite.

B)
Elite er den øretæveindbyende uforskammethed i modsætning til alle os andre ikke at føle sig pisket til - trods sit både inderligt og løbende offentligt erklæret gode og korrekte hjerte - at holde andre og måske især større talenter på ens felt nede og ude med alle midler og i smukt empatisk fællesskab. Samtidig med at vi uden smålighed ”citerer” dem.
---------
Tror da pokker at den sande elite (A) kvier sig ved offentligt at vedgå B's uhyrlige og udemokratiske arrogance...
.

-----------
Nej nedenfor skal I se en knap så sludrevorn botanisk elite: Nattens ekskursion gjaldt nemlig Europas nordligste forekomst af elmetræer - endda helt uden elmesyge: ja, for de dér biller og den svamp som de så snedigt medbringer, finder nok aldrig herop.
Og derfor kan det endda være, at nattens forkomne elmetræer en dag ender som en endemisk bestand: dvs. en art med en helt isoleret forekomst og uden mulighed for naturlig spredning, ganske som på visse øer i verdenshavet såsom Galapagos med dens skildpadder og Madeira med dens dessert-chokolader.
De lærdes forklaring på denne isolerede elme-forekomst lyder, at det er en overlevende rest fra Stenalderens varmeperiode, hvor der voksede eg, lind, elm og ask højt mod nord.
På på et par stejle, sydvendte skråninger med god jord og rigelig sol-eksponering i den højnordiske sommer har det dog været muligt for grupper af elmetræer at overleve selv gennem meget kolde senere perioder omkring Kristi fødsel - også kaldet "Fimbul-vinteren".
Det pikante er nu, at disse elme ikke kan formere sig, idet sommer-temperaturen ikke varer længe nok til at medgive vellykket blomstring og frødannelse. Træerne overlever derfor kun som kloner ved at skyde fra det samme gamle Stenalder-rodnet. Ikke noget med bredbånd her....
At de sårbare elme ikke forlængst er blevet kvalt af den nu om stunder hjemmehørende demokratiske opvækst, beror paradoksalt nok på, at de vokser helt oppe under fjeldet ovenfor et stejlt skred af klippeblokke.
Længere ned ad skråningen ville de trods vel endnu bedre temperaturforhold være prisgivet. Men på en ganske smal bræmme af muldjord mellem klippeskreddet og den bratte fjeldvæg ovenfor har de altså bidt sig fast.
En lang, stejl og forgæves terræn-vandring i går aftes gav dog ikke resultater, og ethvert forsøg på igen at komme ned fra fjeldskovens frodige og uvejsomme jungle på sjældent god og fugtig jord endte blot med udsigt over en skræmmende smuk afgrund - samt formelig arkæologiske fremtids-scenarier på egne vegne...
Ad lange omveje lykkedes det dog til sidst at komme ned, men jeg måtte gå flere kilometer for at genfinde min bil - først i den rigtige retning, men bare for kort, så i den forkerte retning og så til sidst atter i den rette, bare en del længere. Ligesom ved investeringer havde det været langt smartere fra start at lægge alle sine æg i den samme kurv - ja, hvis altså man havde gættet rigtigt....
Men nu i morges opdagede jeg så et forkomment og farveløst skilt om elmene. Men en eventuel sti op mod fjeldet er forlængst begravet under vindfælder og mandshøj staude-vegetation.
Men det lykkedes dog - selv om antallet af elme er højst 30, og de højeste kun er knap 8 meter høje.
I fjeldvæggen ynglede passende nok et vandrefalke-par med smag for eksotiske og elitære boligforhold med høje grundpriser. Vandrefalkene var selv engang i elmenes situation, men i dag har de atter levedygtige bestande i mange europæiske lande.








Tuesday, July 25, 2017

BAGDAD CAFÉ

INTERVIEW MED EN POLITIMORDER
På Bagdad Café kommer så få, at det er meget svært ikke at udveksle nogle ord, idet allerede den tilfældige udvælgelses karrighed helt overflødigør enhver sortering efter forhånds-relevans.
I går således en ældre nordmand i et pudsigt motorkøretøj og med en samisk far - samt en mor, der tidligt drak sig ihjel. Han var vokset op på børnehjem og i familepleje med både vold og misbrug: erklærede missionske typer og derfor hævede over enhver mistanke. Den samme historie igen og igen. Havde siden boet i ungdomsfængsler og -herberger, hvor indbyrdes drab langtfra var nogen sjældenhed, men aldrig fik medieomtale, for ingen djævel savnede dem.
Hans karriere endte med at han en nat på gaden dræbte en velkendt politibetjent der var notorisk sadist. Jeg får altid en personlig respekt for de få, der ejer mandsmod nok til at slå i det mindste en enkelt af dem hjel, der burde slås ihjel, og betale prisen frem for at henleve en ukontroversiel alderdom i hemmelig skam og græmmelse trods noget så tarveligt intetsigende som "et godt ry".
Han blev idømt psykiatrisk forvaring - lige indtil en kvindelig læge talte med ham gennem en længere periode og fandt ud af, at han ikke var spor sindssyg. Og en annulleret psykiatrisk dom konverteres ikke til fængselsstraf - så han blev løsladt efter få år.

Han havde også været heroinmisbruger, i en periode boet på Christiania, - men var forlængst helt tørlagt i Minnesota-regi med nådesløs selverkendelse og fuld ansvarlighed.Så han gik nu ind for den hårde linje over for enhver form for misbrug: misbrugere lyver for alle og snyder på alle måder, hvis de kan slippe afsted med det. "Giv dem ikke en krone - og sygemeld dem fremfor alt ikke!"
For nogle år siden er han så ad mange omveje landet nær fjeldene på denne svenske egn.
Da han for nogle år siden vandt næsten 2 millioner i lotto, syntes omgivelserne at han var godt tosset at give en tredjedel af beløbet til sin ex-hustru, der forlængst havde forladt ham med børnene. Men hun var i sin gode ret til at forlade ham dengang - og uanset hvad så har de dog børn sammen.
Han satte bare et kæmpebeløb ind på hendes navn, helt uden forklaring - så hun troede først at der måtte være tale om en misforståelse.
Han fik dengang megen medieomtale - hvorefter han naturligvis fik en syndflod af henvendelser, dels fra slægtninge han ikke havde set i årtier, dels fra kvinder der forsikrede ham om, at det skam ikke var hans penge, men hans væsen de fandt så vindende.

Vist havde dagens mand da pådraget sig men - hvortil i de seneste år kommer en art cancer, som han dog ikke tillader at påvirke sit livsmod, sine aktiviteter eller humør det mindste. For der er ikke noget han er bange for.
----------------------------
På den samme Café mødte jeg også for mange år siden den allerede dengang forhenværende svenske statsminister Ingvar Carsson. Men ganske som de der har mødt Robert Redford personligt, blev jeg især slået af mandens fysiske lidenhed, men udvekslede i øvrigt kun almindeligheder - og dette var indrømmet gensidigt...

For min egen kriminalitet taler jeg nu engang af princip aldrig om, men på billedet I ser hvordan - men nok ikke hvorfor. Men allerede Somerset Maugham kan fortælle om morddømte, der så langt fra at angre begik forbrydelsen af samvittighedsgrunde og for at få fred i sindet.

.

Wednesday, July 19, 2017

EVIGT EJES KUN DET TABTE - AMATØRISTISKE OVERVEJELSER OM PROFESSIONALISME

EVIGT EJES KUN DET TABTE
Almindeligvis lader jeg mig ikke ligesom børn samt folk i mediebranchen (og overraskende mange akademikere) styre af "likes", men i morges gjorde jeg en undtagelse.
Sagen var den, at en almindeligvis yderst diskret person som det eneste herfra havde liket ét af fem fotos på nok nævnte sociale medium - hvilket jeg tog som udtryk for en ægte og spontan præference af det mindst ringe helt uden skelen til hverken mode eller kendte forbilleders uforpligtende og ofte løsagtige tilkendegivelser.
Just det foto var dog desværre professionelt set trods alskens moderne anti-vibration mere rystet, end hvad der kunne rettes helt op på. Derudover har jeg som alle romantikere en lidt usund forkærlighed for både det uopnåelige og det uigenkaldeligt tabte.  Jeg kørte derfor 60 km meget tidligt i morges for at gentage motivet og derved få en ærgrelse mindre i evigheden. ------------------- Dette "professionelt set" er en fiks idé, for jeg er en elendig forretningsmand - men alligevel bæver alle seriøse amatører ved forestillingen om "professionel" standard. Men en professionel er jo ret beset ikke andet end en, der gør det for penge - al respekt for nødens lov, men alligevel.
Professionelt set har jeg dertil allerede mere end rigelig af beslægtede motiver - og det er ikke den tekniske kvalitet der begrænser bruttonationalindkomsten. Havde det nu drejet sig om en konkret kunde-forespørgsel, så havde det været en helt anden sag.
Men sagen er den, at med "kunder" forholder det sig ligesom med den afskyelige snemand. For hvis de virkelig findes, hvordan vil I måske så forklare, at ingen hidtil har kunnet fremvise et overbevisende pasfoto af nogen af dem - rystet eller ej? For hvis man nemlig fik sådan et foto: så kunne der derimod tjenes penge. Men penge interesserer jer åbenbart ikke, ligesom de fleste clairvoyante som bekendt ikke interesserer sig for travløb?
Men godt det samme: For ligesom ingen avis med respekt for sig selv snart gider trykke andet end plagiater og gentagelser, så gider vi på denne redaktion heller ikke publicere fotos af den afskyelige snemand, med mindre redaktionen bagefter kan hente endnu en Cavling-pris hjem ved at "dokumentere", at det bare var en forfalskning. ------------------------ Ganske vist holder jeg altid den benzin-mæssigt optimale hastighed og kører friløb ned af bjergsiderne, men særlig miljøvenligt er det stadig ikke at køre 60 km for et bedre foto af noget som ingen har bedt om. Det gængse alibi lyder her, at man håber at ens fotos vil inspirere andre til at passe bedre på naturen. Men nu det alligevel er gjort, ville jeg da være et skarn ikke at lægge billedet ud.
Det samme gælder gentagelsens uforudsete tillægsgevinst i form af et foto af en såkaldt "naturvårds-bränning": En kontrolleret efterligning af naturlige skovbrande i naturreservater for at sikre skovfyrrens formering samt reducere mængden opvoksende smågraners kvælertag på anden opvækst.
Kontrolleret skovbrand må dog ikke være for grundig, for hvis der ligger mængder af frisk og brændbart materiale som optændingsbrænde, futter det hele af. Men døde træer der har ligget i årevis, er gennemtrukket af fugtigt svampe-mycelium og derfor brandresistente.  At afbrænde heder og overdrev for at hindre tilgroning samt få overgødende kvælstof tilbage til harmløs luftform er en såre enkel sag i sammenligning.
I Nordsverige og Finland er forårs-afbrænding af rydninger inden genplantning er gammel tradition. Her handler det dog om at frigøre næringsstoffer der i det bistre klima ligger fastlåste i mos og sur humus.
Frø af fyr - men også asp - har desuden vanskeligt ved at spire uden kontakt med mineralsk jord og er derfor brand-elskende pionerer, hvorimod både birk og gran skyder op overalt, selv på mosgroede gamle træstammer.
Også i menneskelivet er vi nogle, der defaitistisk afskyer spiring, hvor bunker af beslægtede ting allerede vokser som tæt ukrudt og bekræfter hinanden statistisk i deres enfoldigt sammenbidte sociale mobilitet.

Tuesday, July 18, 2017

GENTAGELSER III: GENSYN MED JAGTFALKENE


GENSYN MED JAGTFALKEN – MED ANTROPOLOGISK SIDEBLIK

Jagtfalkene – verdens største falke – boede i år langt mere utilgængeligt i det lapske fjeld, end da jeg besøgte dem for tre år siden. Men jeg kunne alligevel ikke undslå mig for atter at forevige dem, selv om det er gjort bedre. Efter nogle timer ankom en falk til reden og fodrede den halv-store baskende unge. Men som jeg vidste i forvejen, var afstanden for stor til at medgive professionel billedkvalitet.

Alligevel er der en særlig privat tilfredsstillelse ved også at have fotograferet fuglen på dens nye rede:
For fuglefotografer er ganske ligesom æg-samlere og andre samlere uanset kommercielle påskud i virkeligheden en smule besatte.
En yderst velanskreven dansk advokat ved Landsretten, der i sin tid blev taget med en imponerende stor ulovlig æg-samling, havde således sat en personlig ære i at have stjålet og udførligt etiketteret både storke-kuld og vandrefalke-kuld fra Danmarks sidste reder: Æg stjålet i lande hvor de fugle er mere almindelige, var der ligesom ingen sport i, selv om de var akkurat lige så meget værd på den sorte børs: For oprindelsen kan man jo ikke bevise.
Til gengæld var der så heller ingen sport for anklagemyndigheden i at knalde den garvede advokat: for i dette tilfælde kom ordet ”tilståelsessag” da omsider til ære og værdighed.
Det sidste lærer livet os ellers at vi ikke uden videre kan gøre fordring på – så vi må bare lære at finde på noget andet og bedre i mellemtiden.
På tilbagevejen fra falke-reden passerede jeg en kyndig herre, der gennem sit Zeiss-teleskop lod mig se fjorårets rede – som han åbenbart troede var aktuel også i år, skønt der ingen falk var at se. Han havde dog set fuglene passere forbi..
En lille indre djævel forenede sig imidlertid nu med en pervers form for høflighed over for den belærende autoritet, så jeg lod ham forblive i sin vildfarelse. Men ved eftertanke havde jeg intet som helst belæg for at tro, at manden kun yderst nødig ville berigtiges af en yngre udlænding.
Senere på parkeringspladsen ved vejenden mødte jeg ham dog sammen med en interesse-fælle; og heldigvis havde han i mellemtiden selv spottet den nye rede med ungen - og oven i købet set en fortræffelig flyveopvisning, hvor jagtfalken blev ivrigt mobbet af en bitte tårnfalk, som derved kun formåede at understrege slægtningens massive format.
Kor sagt havde den svenske herre både fået fuldt udbytte og beholdt sin autoritet - og jeg selv slap for at føle mig som et røvhul. Men jeg måtte jo i medfør af, hvad Kierkegaard kaldte ”syndens konsekvens”, nu simulere både forbavselse og taknemmelighed for den nye oplysning.
.
Til gengæld slog det mig pludselig, at de to herrer delte nogle fysiogno-metriske træk – samt et lidt gammeldags menneskeklogt blik fra før vor tids moderne professionalisme. Så jeg tillod mig at spørge, om de mon var brødre.
"Nej, men meget gode venner - og alle fuglekiggere ligner hinanden".

Her kom jeg så til at tænke på at mennesker ret ofte søger (eller må tage til takke med?) kærester med en ejendommelig morfologisk lighed – ja, som nu f. eks sumo-brydere. Men det sagde jeg dog ikke højt...
Men apropos fysiognomier så genkendte en servitrice på en lokal sommerkafe mig straks fra forrige år – og det var skam ved eftertanke gensidigt...
Dette mindede mig atter om, at den berømte neurolog Oliver Sacks selv led af et af de sære syndromer, som han udforskede: nemlig prosop-agnosi, som er manglende eller bortfaldet evne just til umiddelbar ansigts-genkendelse – selv trods både glimrende hukommelse, god forstand og skarpt syn. Endnu en af de mange lidelser, som man heldigvis ikke har.

Oliver Sacks udviklede med årene en næsten overnaturlig sans for at spotte sådanne anomalier på gaden: Så mens han havde svært ved at genkende familie og venner, så kunne han standse en forbipasserende fremmed og sige: ”Jeg ser tydeligt på dig, at du lider af prosop-agnosi – du kan få en tid hos mig på mandag klokken 10”.
Dette erindrer os sluttelig om afdøde professor David Favrholdts anekdote om de to behaviourister der møder hinanden på gaden: ”Men goddag, hr. NN – jeg kan se, at du har det aldeles fortræffeligt. - Hvordan har jeg det selv?”



FRA FUGLE-KIGGERNES OVERDREV...

STUDIER I FUGLEKIGGERNES ANTROPOLOGI

SMÅ OG STORE SYNDER
På ornitologiske brændpunkter kan man støde ind i de særeste eksistenser. Forleden gubberne der var kørt gennem det halve Sverige på en nat alene for at se en vildfaren og helt uanselig sibirisk sangfugl - som tilfældigvis var nødlandet nær Sverige højeste vandfald: som den med en selvbevidsthed på højde med præsident Putin's præsterede at overdøve.
Dagen efter et par lignende ildsjæle, som dog havde nogle yderligere punkter på dagsordenen. Den ene lignede i forbløffende grad vor jævnaldrende danske poet Henrik Nordbrandt både i statur, fysiognomi og mimik, men syslede i fritiden med at lede efter mulige ørnereder i oplandet nede omkring Jönköping.
Den slags bør slet ikke undre: - For under forskjellige livsforhold vil fænomenet 'sjæl' ytre sig på vidt forskjellige måder. Og det ville være meget naivt at tro, at en genfødt Mozart bare ville fortsætte hvor han slap. Genfødsler skulle jo tværtimod lige som prøveløsladelser bruges som en chance for ligesom i sin tid Paulus at sadle helt om.
Ligner mennesker af samme udseende mon også hinanden indeni? Selv er jeg tilbøjelig til at tro det - men min bedstefars begavede gamle husholderske med kun 7 års skolegang affyrede i sin tid fra hoften i en lignende anledning en forbløffende skarpsindig grund til at betvivle denne naive antagelse. Noget i stil med, at bare fordi du har vundet stort i lotteriet, kan du vel ikke forvente så tillige at vinde på travbanen og på casinoet. - Men time will show...
Den endnu ukendte digter nåede dog helt uden biografisk briefing at konstatere intuitivt, at jeg var "en dansk vilde".
Og redaktionen må her tilføje, at en "vild" er en der ikke anerkender de gængse sociale og statistiske kriterier - og den vilde kan såmænd derfor undertiden vælge en fredsommelig linje just hvor andre i demokratisk orden stemmer for fars hammer.
-------------------------
I går genså jeg den udslukte og derfor i vore dage ufrivilligt fredsommelige vulkan Städjan i Dalarna - men med den ekstra krølle, at en stockholmsk fuglekigger dagen før havde fortalt, at kun få hundrede meter fra parkeringspladsen ved vejs ende havde han dér set fjeldpiberen med unger - på dansk "pomeransfugl": en due-stor vadefugl på fjeldhederne, og med pomerans-farvede bryster (!)
Ja, for hør nu efter: Hos fjeldpiberen er det nemlig hannen der udruger æggene og opfostrer afkommet. Hunnen nøjes med tålmodigt at lade sig parre, mens hun sammenbidt tænker på The British Empire, og dernæst lægge sine nok temmelig hårdkogte æg - hvorefter hun rejser langt sydpå igen: Noget for noget...
Endvidere er fjeldpiberen ikke spor bange for os landkrabber - og det slipper den langt bedre fra end i sin tid dronterne på øen Mauritius, som alle blev spist af hønefulde hollandske sømænd.
Ja, for vi tænker: "En fugl der slet ikke er bange for os, kan da heller ikke være værd at spise - for så ville den nok vogte sit skind mere jomfrunalsk." Omtrent ligesom vi om de borgerligt kun beskedent meriterede tænker: "Hvis de havde haft bare en lille smule begavelse, så ville de bestemt ad åre være kommet nogenlunde op af skidtet og op i lyset ligesom alle andre."
En tydeligvis ligesindet svensker ankom samtidig med mig og gik under alvorlig modtagelse af mobil-instruktion resolut i den angivne retning. Han beordrede mig faderligt til at gå parallelt med ham i passende afstand i stedet for i hans fodspor for at opnå bredere visuel dækning. Men til sidst opgav vi, så han vendte vredladent berigtigende sin mobile avatar tilbage til bilen som en skuffet mand.
Selv måtte jeg dog blive lidt endnu i området for at lade mig bjergtage af udsigten - og så lige pludselig stod fjeldpiberen med sine to unger foran mig.
Men er det ikke i grunden frygteligt dekadent at brænde al den benzin af langt op i bjergene bare for at se en pipfugl, som selv næsten ingen energi forbruger? Tænk, hvis alle mennesker opførte sig sådan!
Det er ganske rigtigt. Men hvis derimod en million mennesker alle flyver til Rio tur retur for at se en VM fodboldkamp og danse samba, så er der anderledes fornuftig og berettiget balance i tingene, ikke sandt? Forholdet er helt analogt med det paradoks, at når en feteret kunstner eller forfatter taler og skriver om sine egne arbejder, anses det for almengyldigt og aktuelt. Men hvis en helt ukendt lejlighedsvis formaster sig til det samme, anses det for pinligt selvoptaget.
Sagen er den, at når de uskyldige af og til synder en smule, så kan alle og enhver se kontrasten - hvorefter de udråbes til skamløse hyklere. Men når helhjertede forbrydere synder med anderledes forslag og med hjertets renhed, så kalder vi det konsekvens og sund naturlig fremdrift.
------------------
At sidde i timer over morgenkaffen og dermed måske gå glip af noget af det jeg kom for at se, alene for at skrive uden hverken løn eller nytte (det skulle da være den at give berettigede folk "inspiration") - kan i overført forstand ligeledes opleves som en "synd": ikke i etikkens forstand, men i samme forstand, som når vi taler om dårlig "kampmoral" eller "arbejdsmoral".
Men andre ville sige det stik modsatte: For hvad der ses som fornuftige mål, og hvad der ses som umoden faneflugt og fej undslåelse for livets strenge fordringer, er jo relativt. Og hvad gør man, hvis man nu har flere parallelle, men bare komplet uforbundne livsmål? For så vil man jo altid få en smule dårlig samvittighed, uanset hvad man vælger...
Tja, så må man som landmændene dyrke en art vekseldrift mellem skiftende jorder og afgrøder. Men man kan vel også undertiden forsøge at bygge en mental bro mellem sine forskellige mål og virkeligheder...
Og det være hermed gjort. Også selv om vi erfaringsmæssigt udmærket ved, at det går som med broen over River Quai, der måtte genopbygges hver måned.
Den slags holder nemlig en både en Sisyfos og en Don Quijote i topform - på samme vis som vor ukendte digter ovenfor muligvis er tvunget til at holde sig bedre i form end hans mere berømte tvilling.



Monday, July 03, 2017

NÆSEHORNET ULRIK HØY - OM PRESSENS GENTLEMEN

NÆSEHORNET ULRIK HØY 


Ulrik Høys nylige båltale om den elitære presses heksejagt mod præsident Trump besad en frodighed i ordvalg og associationer på niveau med hans klassiske æra på WA.
Høy er en undtagelse i dansk journalistik ved sin stilsikre, men sprudlende sproglige kreativitet, der helt naturligt undgår eller rettere slet ikke tiltrækkes af tidens akademiske og journalistiske floskler.

Et andet kendetegn for Høy er at han arbejder på intuition og mavefornemmelse, hvor journalister om akademikere ellers er aldeles henvist til at ”debattere” og ”diskutere” hvad andre har sagt og skrevet: hvilket sågar regnes som kriterium for aktualitet og relevans. Sui generis anses generelt for en uting, en formastelse og en autistisk afvigelse.

Intuitionen og mavefornemmelsen har næsten altid fat i noget sandt. Men risikoen er til gengæld den, at man undertiden kommer til at rette bager for smed og sender sin ammunition til en forkert adresse, ligesom næsehornet der vejrer en fjende, ser noget bevæge sig i krattet og rasende tramper alt ned på sin vej mod målet.
I sin båltale udråber Ulrik Høy han Trump til en i længden dømt og forsvarsløs genstand for den elitære presses pøbelvælde. Diagnosen lyder på pressens sårede magtbrynde og fornærmede forfængelighed mod en magt der frejdigt giver fanden i alle korrekthedens gyldne regler, som Trump end ikke respekterer så meget, at han gider hylde dem i form af hykleri.

Når jeg her kommer til at tænke på næsehornet, skyldes det to ting. For det første overser Høy, at der jo tillige er en række helt saglige grunde til både pressen og mange andre instansers bekymring og frygt i forbindelse med fænomenet Trump – helt uanset spørgsmålet om personlig sympati. Og denne afstandtagen kan ikke uden videre slås i hartkorn med psykologisk begrundet heksejagt.

Alligevel er det rigtigt set, at heksejagt oftest beror på forurettet stolthed og forfængelighed: Den heks der i middelalderen nægtede at modtage vort højmodige tilbud om nåde og straffrihed mod, at hun krøb til korset – hånede dermed kristenheden og blev genstand for hævngerrigt had i ly af religionen.
Men hvad beror fornærmelsen da på? Den beror på, at vor indbildte højmodighed udstilles som et falsum, idet vor modstander ydmyger os på vort privilegerede og eksklusive gebet – nemlig værdighedens, integritetens og moralens.
Men her passer præsident Donald Trump slet ikke ind. Hans verden og hans facon er nemlig genstand for den elitære presses inderlige og oprigtige foragt – og selv om hans uventede sejr vakte afsky såvel som skuffelse i pressen over vælgernes uagtsomhed, så fornærmede han ikke pressens gentlemen: Det ville han derimod have gjort hvis han havde sat dem i forlegenhed ved at overstråle dem med en integritet og en moralsk værdighed, som de hylder med pompøs selvfølelse uden altid selv at besidde den. Og kendetegnet for den uforsonlige og afmægtige fornærmelse er tavsheden og græmmelsen – hvorimod Trump tværtimod er genstand for hidsig udskældning.

Så Ulrik Høy har med sin sikre sporsans vejret og fornemmet ugler der vitterlig findes ude i mosen – men han er trods sin frihedsfordrende sjæl blevet så vænnet gennem alle sine år i branchen til tvangskriteriet om graden af omtale og mængden af likes som beviset for relevans og aktualitet, at han udnævner Trump til den oplyste presses heks per preference.
Ulrik Høys diagnose a pressens gentlemen er skam rammende nok – men det samme gælder ikke nødvendigvs tillige hans diagnose af fænomenet Trump....