Sunday, July 08, 2018

SCHINDLER'S LIST OG DØDE SJÆLE





Forbavsende mange mennesker mener selv at stå på en hemmelig mobbe-liste i deres metier - men de kan bestemt ikke alle have ret, for det både en højst eksklusiv ære - og af samme  grund også en temmelig ekstravagant prætention...
Og alle relevante instanser vil naturligvis også blankt bestride den påstand: Både når det er vås - og især når det er den rene sandhed.
De uvildige der som engang i sin tid Georg Metz med humanistisk værdighed påtager sig rollen som opmænd og at give spørgsmålet videre med kollegial diskretion, ved derfor også selv, hvad svaret må og vil lyde.


De kan derfor heller ikke være i god tro, når de ved næste tilfældige sammentræf adspørges om det forudsigelige svar og leverer dette med et afvæbnende pokerface, som handlede det om om togtiderne i Berlin.

Ejvind Larsen sammesteds sagde derimod senere hen om min egen udlægning: "Hver eneste ord du dér skriver, er sandt."
------------------------------------
DAGENS emne er imidlertid: HØNS. Men hvorfor så dette med "Schindler's List" ? Fordi jeg ligesom herr Schindler i dag måtte bruge list for at redde dem der står på min egen hemmelige liste.

Mit stedlige Birkenau er et lidet hyggeligt hønseri med 40.000 burhøns hvis arbejde og livsopgave er at lægge æg. Det er således arbejdsafdelingen og ikke afdelingen for målrettet folkedrab - om end det jo siger sig selv, at mange arbejdere omkommer dagligt selv om de fodres forsvarligt.
Mit ønske var nu ikke ligesom i Gogols's roman "Døde Sjæle" posthumt at købe herremændenes afdøde livegne, hvis navne man derfor kunne skrive som sin egendom og lånegaranti for at dupere udenbys standspersoner nok til at lade dem betale alle hotel- og værtshus-regninger grundet en midlertidig og helt tilfældig mangel på kontanter.
Min påståede hensigt var nu heller ikke den ædle a la Jesus og Lazarus at genoplive de afdøde høns, men den lige så ædle at redde nogle forældreløse duehøge-unger: ved at fodre dem med mine døde sjæle...
MEN dette var nu en smuk nødløgn, for de voksne duehøge lever i bedste velgående. Mit virkelige forsæt var det at lægge de døde høns ud for at opnå rovfuglenes undtagelsesvise tillid til just denne person. Voksne rovfugle hos større arter genkender nemlig glimrende mennesker på deres gangart selv trods forklædning -, så tilliden risikerer ikke at blive overført på enhver ejer af et haglgevær.


Den her i juli så at sige mytologisk enerådende guddom og driftsbestyrer for hønsenes odiøse massefabrik haltede så svært, at han måtte betragtes som så at sige ikonisk invalid og dermed hinsides al socialrealistisk ferielovgiving, som nemlig alene gælder for jordiske arbejdspladser.

Ej heller Julemanden kan eller må man forestille sig som havende sommerferie: For selv om sommeren tænker han i døgndrift alene på de kommende julegaver samt på optimal transport-logistik, markedspriserne på rensdyrfoder etc.. Nej - de eneste tilladte pauser er forbeholdt skolastiske munke-overvejelser pro et contra den teoretiske mulighed undertiden også at befordre julegaver til mennesker, som hverken tror på den sande gud eller på den sande julemand.

Vor invalid viste sig ganske rigtigt også at være akkurat lige så ejegod som Klokkeren fra Notredame. Da jeg nemlig havde spadseret en snes meter med to støvede høns, der så ud til at være døde af tørst og dernæst kejtet udstoppet engang i konservator-kunstens barndom, kom klokkeren fra Notredame ud igen fra sit landlige Hades og råbte: "Vent engang: Hvis vi går hen til den anden længe, så kan jeg nok finde et par høns der er finere!"

Vi begav os derfor til afdelingen for privilegerede fanger af fornem herkomst - for selv i døden er vi åbenbart alligevel ikke ens.
Men jeg måtte dog ikke komme med ind og bevidne den sidste ærefulde udvælgelse, som tillhørte denne Karon's per definition uledsagede og højtideligt ensomme virkekreds på grænsen til dødsriget og derfor hinsides al hyggelig palaver. For grundet smitte-risiko var det forbudt for ubehørige at betræde hønsenes bygning.
Om det nu var risikoen for at smitte hønsene eller risikoen for selv at blive smittet, fremgik ikke.
Det forholdt sig åbenbart akkurat ligesom med den obligatoriske toilet-hygiejne: Nogle vasker nemlig ligesom Pilatus deres hænder inden de tisser - mens den gængse skole som bekendt først vasker deres hænder, når de er færdige med at tisse.

Et eksistentielt dilemma af en art som også enhver optiker er fuldt bekendt med: Nogle tager således brillerne af, når de skal tisse, hvorimod andre just tager briller på når de skal tisse. Dette spørgsmål er derfor også altid det første som optikerne i fortrolighed stiller en ny kunde.
--------------------
Hønsene blev samme aften med held afleveret til mine duehøge som morgengave, forhandlings-udspil samt afsæt for videre tilnærmelser. Jeg opnåede for år tilbage i Nordsverige en tilsvarende tillid hos et par kongeørne ved konsekvent at gebærde mig så tumpet og ufokuseret, at jeg ved nærmere eftertanke måtte om-klassificeres som komplet ufarlig. Dette ihukommende et gammelt venne-råd i en ganske anden situation: "Spil bare idiot - det burde ikke falde dig svært...."
Gennem tre somre aftog ørnenes skyhed og kritiske distance derfor drastisk år for år.


Men høns er naturligvis den korteste vej til rovfuglenes hjerte via deres mave: En vej der nu engang ikke findes i kongeørnenes Lapland – men som i tilgift indebar et indblik i en hidtil mig aldeles ubekendt underverden.












Monday, July 02, 2018

VM I KLATRING - MED AL RESPEKT FOR BRØDRENE BRANDES


VM I KLATRING - MED AL RESPEKT FOR BRANDES....
En kongeørne-rede i toppen på en for år tilbage storm-brækket, men tydeligvis meget vital gran med et særdeles solidt grenværk hele vejen op - blev efter længere tids bekymring besteget manuelt trods sommervarmen for endeligt at bekræfte mistanken om, at ørnens lille unge er pist forsvundet.
Området er militærets og belagt med adgangsforbud. Men da bøden for ulovlig betrædelse kun er på sølle 15.000 svenske kroner, måtte udsigten til Verdensmesterskabet i klatring trods alt veje tungere. Desuden kan ingen jo kan dømmes for en kun indrømmet forbrydelse uden teknisk beviser: For ganske som ved de mest fashionable og  - i moderne jargon "ikoniske" - mord uden vidner kan der jo også her være tale om et sindsforstyrret menneskes heroiske eller herostratiske fantasi....
En ravn, en mår eller sågar en fremmed ørn kan have snuppet ungen. Men der findes også eksempler på, at kongeørne har flyttet deres unge fra en rede til en anden i tilfælde af grove forstyrrelser – et begavet træk, taget i betragtning at den slags udveje næppe er en nødvendig instinktiv ”app” i medfør af ørnenes evolution. Dette i modsætning til skovsneppen, som nemlig ved akut fare formår at lette fra jorden med sin yndlings-unge fastklemt mellem benene: noget jeg selv engang oplevede.
Det er omvendt flere gange blevet dokumenteret, at et par kongeørne har adopteret en musvågeunge - ja, i et enkelt tilfælde hele to! Men her var dog ikke tale om en frustreret barnløs gammel-møs fortvivlede selvhjælp i stil med forsvundne barnevogne uden for Irma – der nemlig tydeligvis altid foretrækkes frem for Brugsen (for stik modsat en udbredt myte så går de sindssyge lige som reinkarnationens dyrkere ofte endnu mere op i stamtavler og rang end de raske i riget)- , men derimod om, at ørnen har taget en stor musvågeunge som foder: kun for ved hjemkomsten til sin rede at opdage, at det endnu spillevende bytte både ligner og arter sig akkurat ligesom dens eget barn i en spædog endnu aldeles uimodståelig udgave.
Og er der blot rigelig med føde, kan den adopterede skifting godt overleve uden at blive mobbet ihjel af sin adoptiv-søsken.
Hvis krybben derimod er noget tom, så hjælper på den anden slet ingen biologiske certifikater. Tværtimod: For ganske ligesom i menneskelivet opleves en åbenlyst egnet og vaskeægte faglig artsfælle som en langt mere irritirende plageånd og rival end en sløv og harmløs musvåge med opholdstilladelse bevilget af lutter overbærenhed og i tolerancens hellige navn. Men  nok især fordi den som undtagelsen der bekræfter reglen, pædagogisk kan illustrere forskellen i forhold til vore egne, som vi nu engang professionelt set er piskede til at foretrække: også selv om vi med god ret bryster os af de fornemste humanistiske traditioner og ædle mottoer lige fra Voltaire og frem brødrene Brandes.
Ja, for hverken Voltaire eller brødrene Brandes var skeløjede pladderhumanister, for de var dog med forlov i første række Oplysningens mænd.
Så fik vi også lige det på plads. Hvorefter vi måske kan se frem til en sommer helt fredet for fjollede læserbreve fra rettelig forsmåede talenter med sørgeligt urealistiske prætentioner - samt alt for god tid til at ærge sig, her i det mest privilegerede hjørne af den bedste af alle mulige verdener: og så endda på det aller heldigste tidspunkt i verdenshistorien.
Men tilbage til det hersens VM. Kunsten er i alle discipliber og da især de mest artistiske at lave sit eget VM, i stedet for at alle skal tvangsindlægges til i munden på hinanden at kommentere hvad en tilfældig Peter Madsen mon for nylig har præsteret i Byretten eller i DR-Deadline. Og her behøves hverken nogen dommer eller en demokratisk læser-votering for at afgøre, om man faldt ned fra træet eller ej....Men det ville på den anden side også have været noget af en kunst med så et så tæt og solidt grenværk.

Med Schrödingers berømte og noget ubeslutsomme kat i sin tid var det ganske vist en helt anden sag – javel, men den kat var nu også en helt elendig klatrer og må efter alt at dømme have været en gepard.


Monday, June 11, 2018

KONGERNES NATIONALPARK



KONGERNES NATIONALPARK MISTEDE SINE GULDHORN


Karsten Ifversen anmeldte forleden vor seneste nationalpark ”Kongernes Nordsjælland” i Dagbladet POLITIKEN uden at lægge skjul på, at han i så fald også selv er lidt kongelig: For han knyttede følsomt an til sine erindringer fra dengang han ligesom i sin tid Carsten Jensen så verden begynde.


Ifversens betragtning var ment som en begrundelse for, at nationalparken sagtens tillige kunne have omfattet både Mølleå-dalen og Sletten Strand – ihukommende at en dansk nationalpark nu engang dårligt kan henføre sig til de samme kyske jomfruelighedskriterier som Serengeti og Yellowstone.

Helt i tråd hermed kan det nævnes, at vore gamle kongeskove bærer rigt præg af de forstmestre, som kongerne lod hidkalde fra Tyskland. Især von Langen er berømt for de mange kolossale lærke, douglasgraner og ædelgraner, som nu over 200 år senere drypvis pryder de nordsjællanske skove og endda bidrager med hver deres helt karakteristiske harpiksduft.

Ingen af de træer er naturligt hjemmehørende i Danmark: Men de fleste ville alligevel begræde, hvis Gribskov blev omlagt til en genuint dansk urskov helt uden erindring – lige så intolerant mod sine historiske mindesmærker som de mest radikale kommunister og islamister. At udsætte ulve ville omvendt føles kunstigt og Disneyland-agtigt malplaceret efter så mange hundrede år uden ulve: Ulvene kan være nok så ægte – men i vore dage må de nok behandles på lige fod med andre asylsøgende.

Tankegangen lader sig imidlertid også overføre på flytningen til Jylland af Jagt-og Skovbrugsmuseet i Hørsholm. Museet var nemlig intet neutralt naturvidenskabeligt museum, men et kultur-og naturhistorisk egnsmuseum, hvis indhold og hvis bygninger var en integreret og levende del af den historie museet fortalte.

At Jagt-og Skovbrugsmuseet blev sløjfet i samme åndedrag som indvielsen af Kongernes Nordsjælland, er således et herostratisk paradoks, der bedst lader sig sammenligne med rovet og omsmeltningen af Guldhornene i sin tid.




(Ovenstående har på venlig opfordring af Karsten Ifversen været tilbudt Politikens Redaktion - men heldigvis for ham turde han dog ikke slå et væddemål af på, at det naturligvis ikke ville finde optagelse grundet Oplysningens sande tilstand. Pyt med det, men vi skylder da vel lige at oplyse om det.)

Tuesday, May 29, 2018

ÅRSHULTSMYREN - TORV-TÄKT ELLER RESERVAT?



I höstas fick vi informationer om, att Aneby Torv AB söker tillstånd för en torvtäkt om 82 hektar på Kyrkängen vid Krokån på gränsen till naturreservatet Årshultsmyren.

Länsstyrelsen reserverade sig med hänvisning till Natura 2000-reglerna, men ärendet överklagades till Miljödomstolen. Aneby Torv framlade en miljöinventering sammanställd av deras naturkonsult, som ej observerat några känsliga arter i eller intill området.

Mot den bakgrunden ansåg domstolen, att torvtäkten inte strider mot Natura 2000- bestämmelserna, och länsstyrelsen fick böja sig för det utslaget. Men Aneby Torv AB har tydligen missat rapportera Natura 2000-arter, som jag redan 2009 konstaterade under en översiktlig inventering för länsstyrelsen inför planerad vindkraft. Då området dessutom har höga naturskogsvärden med många lämpliga boträd för örn och uggor, så har länsstyrelsen tagit upp frågan till förnyad prövning och begärt en ny naturinventering av Aneby Torv AB.
Både området intill reservatsgränsen vid Krokån och den skogbevuxna högmossen håller uppenbara skogliga värden, som redan framstår omedelbart från skogsvägen mellan Slättevrå och Kränkeboda. Visserligen finns några gamla diken; men dels kvarstår de skogliga värdena, dels har dikena ej tydligen missgynnat orren och har i detta fall t.o.m. gynnat tjädern genom att öka arealen av god tjäderbiotop. Helt i analogi med t.ex. Hornborgasjöns och Dravens delvis människo-skapade faunavärden.

Det finns många eksempel på, at man ej alltid kan lita på naturkonsulter anställda av intressenten. Jag har därför återigen nu i år på eget bevåg inventerat och dokumenterat området och tjäderspelet. I oktober hade mården dödat två tjäder-tuppar på spelplatsen, men fortfarande håller den ett starkt spel, vilket även framgår av mängden av tjäderspillning lite överallt.
Vid ett tillfälle hade jag med mig Staffan Bengtsson, reservatshandläggare med skog som specialitet sedan 1973 på Hallands Länsstyrelse, som kan intyga mina observationer. Här finns dessutom Årshultsmyrens ända spelplats för tjäder - förutom ett mindre orrspel på den öppna delen av mossen.

Därutöver finns ett sedan länge dokumenterat stort orrspel (10 tuppar) bara en dryg km öster om den planerade torvtäkten och väl inom dess bullerzon. Även sparvuggla har jag hört i vår, och ett veritabelt förband av spelande nattskärror konstaterade jag alldeles nyligen tillsammans med Staffan Bengtsson längs den lille skogsvägen över den den aktuella mossen. Likaså intill Krokån med dess ståtliga furor, enebuskar och trollska korvsjöar.

Vid samma tillfälle hördes återigen från vägen en tjädertupp spela i nattmörkret: Enligt den framlidne tjäder-forskaren Ingemar Hjort brukar enstaka tuppar finnas tillgängliga ändå in på försommaren för att kunna betäcka hönor som förlorat sin första kull.

Slutligen: Alldeles söder om den planerade torvtäkten bildar en hittills okänd urskogsartad moränås långt från skogsväg en idealisk häckningsbiotop för kungsörnen, som ganska regelbundet har observeras kring Årshultmyren. Kungsörn häckade 2008 men möjligen också 2009.


Både tjäder, orre, nattskärra och sparvuggla är Natura 2000-arter, som Sverige har åtagit sig ett officiellt EU-ansvar för. Enligt "Birdlife Sweden" (tidigare SOF) har dessutom tjäder och orre under dem senaste 10 åren klart minskat i södra Sverige samt i hela Europa söder om Norden. Och nattskärran var dessutom tills helt nyligen rödlistad även i Sverige.

Slutligen gränsar området till Årshultsmyrens Naturreservat - och den planerade torvtäkten skulle drastiskt reducera värdet av den samhällsinvestering som reservatet utgör. I alla investerings-sammanhang är det mest kostnads-effektivt at eftersträva synergi och undvika kontraproduktiva effekter.
I reservats-sammanhang är det väldokumenterat att "big is beautyful" - väl att märka om man beaktar kvaliteten av dem arealer man väljer att säkerställa. Att komplettera ett urskogsreservat med färska kalhyggen ger sålunde i regel minimal effekt.

I själva verket borde Årshultsmyrens Naturreservat därför mot bakgrund av dem nya kunskaperna på sikt utvidgas med det beskrivna området och dess kärn-biotoper för ovan nämnda Natura-2000 arter.







Friday, May 18, 2018

SOMERSET MAUGHAM 1930: "CAKES AND ALE"








Når jeg noget sent læser min afdøde bedstefars yndlingsforfatter Maugham, må jeg sande den velkendte snak om klassikerne som vore virkelige venner. På en måde rent vås, da vi jo – heldigvis - ikke kan vide, om vor kærlighed mon ville være blevet gengældt, eller vi ville passe dem bedst i rollen som deres mest tumpede fans.
Men når man sammenligner selv højt anerkendte menneskers daglige manipulation og ubeviste tarvelighed på sociale medier, er det befriende at læse et menneske, som kunne se med sine egne øjne, hvad der i virkeligheden foregår og ikke skeløjet labbede alt i sig som et narkotisk ammesygt og let bestikkeligt pattebarn.
Maugham fortæller om en forfatter med stor succes, der selv meget vel vidste at han ikke var så god igen, men var kommet langt ved flid, høflighed, stadig lærevillighed og social takt. Men han ingenlunde kyniker endsige hykler og i grunden en morderlig flink og jovial fyr.
Og han havde slet ingen problemer med at ignorere og parere anmasselser fra mindre succesfulde kolleger, uanset om de forsmåede fejlagtigt måtte anse ham for snobbet og hyklerisk.
Maugham beskriver i den forbindelse det mere komplekse sinds forlegenhed ved nænsom, skønt påtvungen høflig omgang med de mindre succesrige kolleger og ungdomsvenner:
Man bagatelliserer høfligt sin egen succes, hvorpå ungdomsvennen bekræfter det og venligt tilføjer at ingen af ens bøger kommer på højde med ens første rodebutik, hvorefter alt tydeligvis har været et sørgeligt forfald.
Når så pligt-middagen omsider er forbi, agter man at spadsere om til den baggyde hvor man betænksomt har skjult sin fine bil. Men vennen insisterer på at eskortere en helt hen til bus-stoppestedet, hvorfor man må spille rollen til ende og hente bilen i smug den næste dag. For det er ikke så let igen at spille god.

Rent Woody Allan – og derfor aldeles uforståeligt for vor moderne middelklasse-elite helt uden den slags kompliceret bevidsthed, og som tværtimod tænder på at trykke den helt af som beviset for deres storhed.

MEN den slags selvskabte problemer og nøkker var også fortællerens gamle ven Roy helt fri for - som sagt ikke fordi han var kynisk, men fordi han var herligt ligetil og praktisk på en afvæbnende måde, som ingen kunne tage varigt anstød af.
Han fik aldrig storhedsvanvid, og helt til det sidste inviterede han konsekvent negative kritikere til lunch for at bede om gode råd til sine fremtidige skriverier - som derfor faldt i god jord selv hos tidligere skeptikere.
Hver eneste dag læser man på Facebook lovpriste opslag fra tydeligvis velrenommerede folk. aldeles blinde i deres naive og let smigrede forfængelighed helt uden et gran af den løbende og rislende selverkendelse som kendetegner vore virkelige venner fra fra litteraturen.
Og så må vi ellers håbe at disse sidste ikke siger på akkurat samme måde om os til DERES virkelige venner i det hinsides....


Men tilbage til Maugham i ”Cakes and Ale” fra 1930.
Titlen er et Shakespeare-citat: ”Dost though think that virtue will give you more cakes and ale?”
Den kvindelige hovedpersoner er nemlig en særdeles udydig dame, men af et rent og godt hjerte helt uden skyldfornemmelser i forbindelse med hendes erotiske generøsitet og inkluderende ligefremhed.

Fortælleren har uventet modtaget en "presserende" henvendelse fra den ovenfor skitserede succesforfatter – og drager straks den slutning at sagen nok er mere presserende for den kendte forfatter end for ham selv. Og det er i forlængelse af denne tanke, at han giver os den rammende karakteristik af hans type.

De aftaler uformelt telefonisk at mødes som ungdomsbekendte i samme boldgade; og samtalen ledes hen på en for nylig afdød kollega, som mod alle forventninger og trods skandaler i sine sidste år og endnu mere efter sin død er blevet ophøjet til en en national litterær stjerne.
Hans enke havde været hans kurator og uselviske hjælper, men det fremgår at han havde haft en første hustru af mere tvivlsomt ry.

 Fortælleren mødes med Roy, men henvendelsens egentlige grund henstår i det dunkle. Dog med en antydning om den tvivlsomme og (formodet) afdøde første hustru, som fortælleren dog til Roy's store undren kun har gode minder om... Samtalen fører til gengæld bagefter til fortællerens og Maugham's refleksioner om litterær udødelighed: herunder det vilkår at den kanoniske udvælgelse nødvendigvis er begrænset til de i samtiden allerede nogenledes kendte og anerkendte og derfor på forhånd udelukker de dengang oversete eller fravalgte. Så den litteraturhistoriske doms langsigtede troværdighed er derfor ingenlunde forsikret i kraft af en art guddommelig nemesis.



En anden refleksion som man ligeledes genkender fra forfatterens erindringer, er den, at næsten alt hvad der engang glimrede som skabt for evigheden, vil blive enten derangeret eller helt glemt på lige fod med datidens døgnfluer, og at det på forhånd er umuligt at sige, hvad der vil ende som klassikere. Litterær bagklogskab kan vi derimod alle diske op med: ja, undertiden endda på forhånd som dengang Politikens redaktion profeterede at den unge digter Ali Hassan vill blive husket om 200 år. Men selv om han blev glemt allerede efter 2 år, undtagen af kriminalregisteret, så udelukker dette ikke, at Politikens redaktion alligevel kunne gå hen og få ret. Men end ikke tiltaltes navn husker jeg længere helt korrekt - og så kan ingen injurie-lovgivning vel straffe os, hvad vi end påstår om vedkommende. Livet lærer os dog desuden, at uhøflighed alene anses for umoralsk, når den rammer de stærke i riget: Så vi ser ingen grund til videre "research" i denne fjollede sag.




Mødet med Roy udløser et erindringsafsnit om fortælleres barndom i byen Blackstable og hans første indtryk af den afdøde - som nemlig af den lille bys spidser ansås for både social lav-klasse og tarvelig i sit valg af sin (første) hustru. Hvortil kommer at han faktisk også endte med aldeles uhørt i byens lilleverden at løbe fra en bunke regninger sammen med sin unge hustru.

Allerede dagen efter deres møde modtager fortælleren en opringning fra den afdøde stjernes enke Amy, der får ham til at aftale at møde hende snart sammen med Roy. Denne aftale fremkalder et erindringsafsnit om fortælleres sidste møde 6 år tilbage med afdøde - og dertil hans eneste møde med hans anden hustru Amy. Her havde afdøde underholdt selskabet med, at han skam i sin tid havde lært selskabets nye og måske en smule ubekendte gæst at cykle.



Erindringen om denne spøjse replik er anledning til et meget erindrings-kapitel om den nu aføde mands kriminelle forhistorie i Blackstable, hvor han som i forvejen ikke stod i ret høj kurs og endte med bedrageri og flugt fra mangfoldige gældsposter. Noget som afdøde selv ikke sidenhen i sine velmagtsdage skammede sig det mindste over, men tværtimod gerne underholdt sine beundrere med.



Fortælleren har endnu et møde på tomandshånd med Roy - og just med den afdøde forfatter som samtaleemne. I den anledning reflekterer han om afdødes sene ophøjelse til litterær stjerne - samt de meget forskellige mode-kvaliteter, man dernæst i forskellige perioder har tilskrevet ham og hyldet. Herunder som et sidste stilistisk skønhed: en egenskab som fortælleren dog relativerer som litterært kedsommelig og umulig at skrive på, fordi den ikke som f.eks. seksualdriften har et klimaks og et anti-klimaks og derfor ikke rigtigt lader sig forløse i f.eks. latter eller orgasme.

Endvidere er der refleksioner om om en særlig britisk forkælighed for geronter i litteraturen – men dog endnu mere i politik. Maugham får her forløst sine ideer om hvorfor de unge oftest gerne betaler deres obligatoriske tribut til de gamle og i dag helt ufarlige koryfæer, selv mod bedre vidende – og selvsagt i endnu højre grad hylder alderdommen, efterhånden som de selv når skels år og og alder og dermed omsider selv får gavn af illusionen om alderdommens særlige modenhed og klarsynede visdom.

Denne overvejelse er forresten  helt i tråd med min egen hyppige private refleksion om mandlige filminstruktørers typiske forkærlighed for gamle mænd i rollen som de unge skjønheders superelskere: De gamle bestemmer nemlig typisk i branchen og vil gerne selv opreklamere deres egen (mangel på) alder – og de unge kommer såmænd tids nok til også selv at høste rigelige renter af denne alderdomsforsikring, den dag de ikke længere kan leve højt alene på deres naturlige fortrin.

Under selve mødet med Roy presser denne ham og afslører omsider sin planer med ham i hans egenskab af den eneste overlevende kilde omkring afdødes tvivlsomme forhistorie – som dog vil være nødvendig i en planlagt litterær biografi, hvormed Roy sin natur tro og helt uden misundelse vil høste de lavt hængende frugter af det afdøde koryfæ.

Denne indvielse udløser et langt erindringsafsnit om fortællerens ungdom som studerende i London samt hans forhold til den dengang kun moderat lovende forfatter - samt til hans kvindelige litterære gudmoder Mrs. Barton Trafford: en kulturel rugemor for unge forfattere hvis anderledes tørre ægtemage af fag var ekspert i "prehistoric man", men som dog fik andel i hustruens unge mandlige investeringer i form af nyttig litteraturhistorisk bistand af en støvet saglighed som verden ikke kunne afvise. Mrs. Barton Trafford selv sammenlignes med Madame de Pompedour i Ludvig XV's Frankrig.

Dette afsnit bruges tillige til at lufte kåde forslag om nye opgaver for tidligere ”peers” i Englands efterhånden overflødige Overhus ”House of Lords” såvel som deres fruer i form af eksklusive og velafgrænsede litterære domæner som deres nye og mere tidssvarende adels-privilegier og en ny form for uundværlighed.  Disse tanker fra 1930 minder en nutidig læser om vor moderne intrigante karriere-middelklasses komisk intuitions-forladte bogliggørelse og territoriale akademisering af såvel helt almenmenneskelige som finkulturelle områder som deres eneret: og just med en art adelsfornemmelser og en affekteret forkærlighed for lejlighedsvis gammelagtighed og fornemme ordvalg der meget ligner de revolutionære franske jakobinernes samt nogle visse socialisters perverse fascination og efterligning af just den religionskult, den kongelighed og det adelsvæsen som de hævder at hade.
Fortælleren mindes sin egen hemmelige affære med forfatterens erotisk komplet sorgløse hustru og gør sig i den anledning tillige genremæssge betragtninger omkring nogle litterære autoriteters skepsis mod romaner med en jeg-fortæller som værende forældet og snæver.
Selv mener han tværtimod, at i et uendeligt univers med så mange ubekendte faktorer er det mest objektive og sandfærdige tværtimod at vedgå sit begrænsede perspektiv i stedet for at lege alvidende gud. Og i den forbindelse morer han sig over, at en periodes store forfattere gerne bekender sig til en roman-teori der foreskriver at forfattere forsøger at skrive just som de selv.

Under eget navn har Maugham i sin selvbiografi "The suming up" tillsvarende sagt, at en forfatters romanteori typisk forsøger at ophøje hans egne professionelle mangler til en dyd: De som ikke kan skrue en interessant historie sammen, kalder gammeldags fiktion naiv og outdated, de humorforladte ser komik som folkelig populisme og mangel på seriøsitet; de som ikke kan fatte sig koncentreret, hylder det modernistisk rodedes litterære kompleksitet, osv. osv..

Det lange erindringsforløb slutter af med, at forfatterens letlevende hustru løber med en tidligere elsker fra hjembyen Blackstable - som hun tydeligvis trods hans alder og kun moderate sociale statuss alle dage har haft en særlig svaghed for – men som nødsages til at emigrere under falsk navn til USA grundet voldsomme gældsposter og vidtløftige kuldsejlede engagementer. Noget som den letlevende dame jo da forresten har været med til én gang før. Fortælleren nyder dog heldigvis forinden selv godt af den første hustrus erotiske sorgløshed, men kan jo ifølge sagens natur så ikke gøre moralske fordringer på eksklusivitet uden at slå sig selv på munden.

En forfatter kan imidlertid skrive sig ud af enhver ulykke – endog skæbnen som hanrej – og derefter glemme den komplet, ganske som en forfatter kan skrive sig ud af besættelsen af en mulig litterær figur ved simpelt hen at gøre alvor af at skrive personen ind i en historie. Noget som Maugham ret ofte indleder med at fortælle om sine historiers fiktive hovedperson. Så stjerne-forfatterens selvmord var ingenlunde at frygte i anledning af hustruens flugt.

Fortælleren sendes af Roy (i samforståelse med den så at sige professionelle enke Amy) til sin og afdødes fælles hjemby Blackstable for diskret at efterforske og udfritte omkring det katastrofale forløb omkring hans første ægteskab, der skønt biografisk uomgængeligt meget nødig skulle risikere at plette endsige slukke koryfæets udødelige stjerne. En stedlig tjenestepige fortæller ham da også om hustruens livslange kærlighed til den meget ældre og dengang gifte ægtemand og far, som hun til sidst stak af med til USA. Turen til Blackstable udløser samtidig fortællerens duft-erindringer om stedlige madelinekager: For den moderne taxa-bils læderduft genkalder på mystisk vis de gamle hestetrukne droskers staldlugt fra barndommen.

Fortælleren besøger til sidst sammen med Roy forfatterens anden hustru – og bliver forinden af Roy indviet i historien herom. For hun mødte ham i egenskab af sygeplejerske i forbindelse med en livstruende lungebetændelse – men indtil da havde den litterære gudmoder Mrs Barton Trafford skam vedholdende ført den bedragne ægtemand frem mod hans litterære stjernestatus. Dog med et foreløbigt antiklimaks da forfatteren begik en skandaløs roman om hvorledes hustruen i anledning af deres barns død af meningitis flygter ud i byen sammen med en tlfældig elsker for at dulme smerten – i stil med nogle blivende fædres tradition for at benytte fødslen som en legitim friaften til at rende de sidste horn og ruelser af sig.

Koryfæets enke får samtidig uventet besøg af to amerikanske litterære turister, hvilket får den snarrådige Roy, der selv har forelæst "over there", til med afvæbnende beskedenhed at bemærke, at de realistiske amerikanere trods deres europæiske nostalgi til enhver tid foretrækker en levende mus for en afdød løve. Mens han derfor giver den i rollen som cicerone og litterær kustode, udspørger enken fortælleren om afdødes første hustru. Men han overrasker ved at berette om hendes helt igennem elskelige væsen hinsides borgerlig dyd, der nu engang langt fra altid forøger mængden af ”cakes and ale” her i verden.

Da Roy må le ad hans sentimentale poetisering af den så løsagtige dame, reflekterer han over hvorfor verden altid ler ad ham, når han en sjælden gang er helt alvorlig: Måske fordi al vor patetiske alvor er absurd i det amoralske og blinde univers hvor vores moral og vores lykke ingen som helst rolle spiller.

Enken spørger om afdøde mon dengang havde været villig til at tage sin løsagtige første hustru tlbage, hvis hun var kommet. Fortælleren benægter det, for hun var nu en gang brugt op litterært. Enken tror dog endda tydeligvis at den første hustru er død forlængst.


Fortælleren der herefter sendes tilbage til sit pensionat for at nedskrive alt det som også vi læsere nu har haft fornøjelse af – afslører til sidst for læserene alene, at historien havde et hemmeligt efter-spil, idet han få år forinden på en litterær turné i USA var blevet opsøgt af sin tidligere hemmelige deltids-elskerinde, engang han som omsider også selv anerkendt forfatter forelæste i hendes by.

Han udfrittede hende ved den ljlighed om sandhedsværdien i den afdødes forfatters dengang skandaløse beretning om hendes tilfældige erotiske eskapade, dengang deres fælles barn døde – og som manden i det store hele havde gættet og beskrevet korrekt. Hun sammenligner det lille optrin med når vordende fædre undertiden benytter hustruens barsel til en sidste seksuel friaften med en den første den bedste tilfældige dame.
Om sin første ægtemands tolerance og distancerede uberørthed af episoden bemærker hun: ”You are queer fish, you writers”: Just dette at forfattere køligt og den skrupler kan bruge både egen og andres ulykke som materiale. I den forbindelse konstaterer fortælleren for sig selv, at folk af hans fag dybest set er de eneste frie mennesker i verden, fordi de formår at ophæve enhver byrde ved at forvandle den til litteratur.

Damens nye ægtemand er dog for længst død, men hun vil ikke giftes igen: For en gammel mand gider hun ikke, og en ung mand ville være en latterlig anskaffelse i hendes alder. ”I have had my time, and I am willing to call it a day”

Fortælleren havde til sidst spurgt hende hvad hun dog så i den langt ældre og tvivlsomme handelsmand med så moderat status i hjembyen Blackstable, og som hun havde forenet sig med i anledning af hans flugt fra sit fallerede liv. Jo, han var den eneste mand hun virklig elskede, og hans hemmelighed var den enkle, at ”He was always such a perfect gentleman”.
    -------------------------------------


    MAUGHAM har om denne lille roman senere sagt, at selv om verden aller mest hylder ham for romanen ”Of Human Bondage” fra 1916 (som jeg endnu har til gode), så står ”Cakes and Ale” fra 1930 hans eget hjerte nærmest – just grundet portrættet af den elskelige, klarsynede og muntre kvinde Rosie: en figur der meget længe havde spøgt i hans sind og ledt efter en passende ramme-historie, indtil den omsider blev forløst..


    Men portrættet af Rosie har en pendant i fortællerens gensyn og erindring om sin kære landlady i hans sin tid som ung medicinstuderende med hemmelige forfatter-ambitioner i London, hvor han oplevede den nu afdøde ældre forfatters rejse mod berømmelsens tinde. Hans "landlady "var altid i stand til at levere en komisk metafor og en rammende sentens og forenede sund fornuft med humor og et godt hjerte.

    Fortælleren opsøger hende efter de mange år, inspireret af erindringerne fra ungdommen. Og oplevelsen af det uforandrede værelse som han i sin tid beboede, udløser en øjeblikkelig genkaldelsen af alle ungdommens aspirationer, spænding, vækst, ærgrelser, smerte og usikkerhed på en gang. Da den nu selv anerkendte og velstående forfatter spørger hende, om der ikke er noget han kan gøre for hende, svarer den gamle dame: At det eneste hun beder om i livet, er styrke til at fortsætte sit arbejde og liv som ”landlady” mange år endnu. Det svar får ham til at bekende, at skønt han ellers ikke er sentimentalt anlagt, fik han en klump i halsen af bevægelse.

    Endnu en hyldest til madeleine-kagens princip, som Proust således ikke var ene om. Men også en hyldest til romanens særlige evne til at fiksere og udødeliggøre sanseligheden og erfaringens strøm. Men for det tredje tillige en hos Maugham ret sjælden hyldest til menneskesindets smukkeste og sundeste sider.

















Monday, April 30, 2018

ART AND CRAFTS


Naturen er mest charmerende, når den kunne ligne et arrangement. Og havekunst er mest charmerende når den kunne ligne naturens forening af tilfældighed og biologisk lovmæssighed.
Her dog ikke ligefrem The gardens of Frank Loyd Wright, men derimod mit seneste utopiske reservats-projekt, nævnt i foregående opslag og

aktualiseret af et storstilet tørvegravningsprojekt.

Resultatet er på ingen måde givet, men jægerkorpset udfører til orientering taktiske nøgleoperationer bag fjendens linier.

Tuesday, April 24, 2018

ROMANTISKE FREDNINGS-PROJEKTER


FØDSELSDAGSGAVEN ankom i år en dag for tidligt i form af to kæmpende tjur-haner 21 april. For første gang hidtil to tjur-haner i samme synsfelt og samme foto - de plejer nemlig fornemt ikke at anerkende hinanden som værdige modstandere, undtagen når det undertiden går til voldeligheder.
Hos menneskenene ses akkurat det samme, blot en tand mere socialt udspekuleret.

Nu i morges var der derimod ingen gaver, for man kan jo ikke forvente, at folk der tog fejl af fødselsdatoen, efter at være blevet berigtiget atter skal komme anstigende med nye gaver på den rette dag. Så "gjentagelsen" udeblev i morges samme steds, som skrevet står. .

 Langt de fleste gode fotos af tjur-haner afbilder til orientering for vort lands mange "debat-elskere-af-eksotiske-dyr" skruptossede og hormonforstyrrede tjurhaner.
Ganske som der findes enkelte sindssyge mennesker selv i junglen, har der nemlig alle dage fandtes enkelte sindssyge tjurhaner selv i helt uforstyrrede områder.
Nu kommer pointen. Hvad gør man ikke for at få et akkurat lige så godt foto af en kernesund tjurhane - også selv om enhver kender vil sige: "Den er god med ham - et så godt foto af en tjurhane kan da kun stamme fra politiets register over efterlyste tjurhaner." Ingen instans kan nemlig se forskel, så rent kommercielt er der slet ingen mulig gevinst ved denne art narkotisk lotto-slaveri.
Nej, ganske som ved uhyre sky dyr som lossen vil et uskarpt billede af et dyr i fangenskab tværtimod langt bedre kunne overbevise publikum om, at utopien omsider realiseredes uden snyd og bedrag.
Men hvis der nu er to tjur-haner i samme foto? Tosset krage søger vel mage, og den der søger, skal finde? Nej - for tossede tjurhaner vil nemlig hverken vide af hinanden eller af damerne. Hvis to tjurhaner undertiden ses sammen, så må de derfor være ganske ualmindelig hormonalt velforvarede.
Sådanne fotos er derfor de allermest eksotiske og atttråede. Verden vil derfor almindeligvis formode, at dyrene må være udstoppede eller foto-montager - og som oftest har verden såmænd nok også ret: for allerede Det Gamle Testamente lærer os, at menneskenes verden i styres af snyd og bedrag i kampen om fordele og goder...
--------------------------------------------

 HVAD MEDIERNE er fulde af, løber mundene over med:

Ulve som knap nogen af debattørerne har set skyggen af, og som de fleste af dem i virkeligheden giver fanden i. Prins Henriks afdøde røv. Samt Raket Madsens rædselskabinet.

Danmark er blevet en debat-klub af ulønnede sufffløser, meningsberettigede flinkeskole-elever med albuer og pension samt deres tusinde ydmyge landsdækkende ekkoer med lige våde drømme om samme spalteret omkring akkurat de samme fortærskede mode-emner.
Ulve på fed dansk muld morer og undrer mig skam som et spalteberettiget kuriosum på alles læber - men ligefrem slås for dem gider jeg nu ikke personlig i et så tæmmet landskab.

I går ved daggry ligesom ved fordums offentlige henrettelser gjorde jeg derimod alvor af mit løfte om at konstatere fast forekomst af urfugle og tjurer i et område som trues af et tørvegravnings-projekt - og endda klods op ad et stort svensk naturreservat - hvilket må siges at være en dårlig synergi samfundsmæssigt set. Især fordi reservatets tjurer tydeligvis har just det truede område som deres hævdvundne og umistelige parrings-arena og nøglebiotop.

Tørve-selskabets egen pligtskyldige forundersøgelse viste imidlertid slet ingen bevarings-krævende arter - og Miljödomstolen tog deres ord for gode varer. Jeg motiverede derfor i vinter Kronobergs Länsstyrelse til ud fra mine iagttagelser at forlange en ny undersøgelse nu i år; men jeg stoler ikke helt på bolagets natur-konsulent og forsøger derfor selv ulønnet at dokumentere de to nævnte Natura 2000 arter helt "på eget bevåg".
Dette er bureaukrat-snak, men betyder at Sverige har pålagt sig en EU-forpligtelse til at bevare disse arter og deres habitater, hvilket gør de anførte arter til en så at sige Tietgen'sk ærgrelse for sådan et tørve-selskab.

Natura 2000 arter behøver dog til orientering ikke som f.eks. ørnene at være rødlistede i det pågældende land. Det er nok at de er rødlistede i mange af EU-landene, samt at de anses for sårbare. Natravnen, der først kommer om nogle uger, er derimod rødlistet i Sverige - og også den findes da mig bekendt i området.

Men vist finder jeg samtidig hele området eventyrligt og naturskønt på dets egen karrige vis, for ellers kunne det næsten være det samme.
Ganske ligesom kultiverede ulve på en kedelig dansk pløjemark ikke for alvor kan engagere mig, selv trods al mulig sympati herfra.