"GENEREL INTELLIGENS"

Både adel og löfter forpligter, selv om man skal vogte sig for ikke at forlöfte sig på sin adel. En vis lejlighedsvis konsekvens er vi også forpligtede til, og derfor kan vi bruge vort foregående indläg om "social intelligens" som springbrädt til et forsigtigt causeri over det kontroversielle begreb "generel intelligens". Området er betändt, for hvor der ud over forskningsmidler også er griller og personlig äre på spil, kan käpheste få selv de dygtigste til at snyde gevaldigt på vägten.

Det synes at väre en naturlov at så snart vi får lov at nyde et bestemt privilegium, mener vi ikke blot at have gjort os fortjent til dette, siden vi åbenbart fik det ... Nej, vi mener samtidig at når andre ikke fik det samme privilegium, var også dette udtryk for tilvärelsens viselighed. Egentlig logisk nok, for fidusen ved at väre direktör, professor eller hvad nu skulle jo gerne väre at markere en forskel - ellers kunne man jo nöjes med at kalde sig dansker, mand eller skaldet. Og den forskel vil man typisk begynde at bygge et bolvärk om fra dag ét efter sin kåring.

I den forstand korrumperer alle privilegier - for ikke så snart man er blevet hädersborger, indmeldt i Det Danske Akademi, Byldendals Go-klub eller jeg ved ikke hvad - så vil man pludselig som Björn Nörgaard omvurdere alle sine tidligere värdier. Kun dengang man selv stod udenfor systemet, var der noget galt med dette - og var nävnte lapsus åbenbart systemets eneste skönhedsfejl, så var den desto mere graverende. Og himlen gläder sig som bekendt mere over én omvendt synder end over ti retfärdige. Enhver kritik af Bermuda-trekanten forstummer derfor gerne, så snart man selv er blevet taget til nåde og pacificeret.

Nuvel, denne indledning er kun relevant fordi samme art betragtning kan overföres til al snak om intelligens. Vi er tilböjelige til at hylde de intelligenskriterier hvorefter vi også selv ligger lunt i svinget, og det samme gälder naturligvis åndelige del-områder eller facetter af en tilsvarende attråvärdighed og status. Tänk således på at når akademikere roser hinandens arbejder for stor originalitet, er der meget ofte tale om et vidunderligt selvbedrag, idet de roste arbejder vitterlig ofte har deres forträffeligheder - men blot slet ikke denne ene! Når nävnte träk så undertiden spottes, og da jo oftest helt uden for nummer, gör det gode selskab derimod korsets tegn eller ignorerer det - ofte for derefter selv at overtage byttet.

Nuvel, på samme måde vil vi ofte med större gläde offentligt hylde den intelligens vi selv kan vurdere, og som vi fölgelig også selv må besidde, end al den intelligens som vi ikke besidder. Folk med specialtalenter som tegning vil helst bedyre at dette er en art intelligens, mens andre tvärtimod helst vil slå det hen i stil med negrenes medfödte irrationelle rytmesans. Dyrkerne af ideen om en generel intelligens, som er den "virkelige", vil sandsynligvis derfor själdnere väre bärere af sådanne särtalenter.

Til sagen hörer også at når vi först har fået så meget sans og kärlighed til et kunstnerisk felt, f.eks. musik,, at vi forsöger at forbedre os seriöst , får vi virkelig respekt for al den indsigt og historie i stoffet der på ingen vis kan reduceres til irrationelle griller, vaner eller instinkt. Snarere er det sådan at jo dybere vi tränger ind i et specialfelt, desto mere respekt får vi for dettes iboende intelligens i forhold til vor egen håbefulde slingrekurs. Og vi vil meget själdent finde på at reducere denne respekt ved i stedet at påberåbe os selv en desto höjere "generel intelligens".

Selve ideen om en generel intelligens udsprang i sin tid af den iagttagelse at folk der er gode til nogle ting, oftest også duer til flere andre ting - hvorfor der rimeligvis måtte väre nogle fällesnävnere. Og vist ville det også väre naivt at tro, at der findes lige så mange "evner" som der findes emner: Således at nogle har talent for botanik, andre for zoologi, nogle for håndbold, andre for fodbold, osv. Også på särområder måtte man på samme vis så hävde at nogle har talent for at tegne fugle, andre for at tegne henholdsvis blomster, mennesker og bygninger. En lignende naivitet ser vi i kulturlivet, når man i stedet for at slås velvilligt placerer hinanden i veldefinerede små båse, hvor vi så kan få rose hinanden for at holde os på måtten.

Givetvis en måde at löse sameksistensens sväre kunst, og da bestemt også langt hen fornuftigt - men naturligvis misbruges det ubevidst af bornerte smagsdommere og ordstyrer med honette ambitioner til at amputere et områdes helt genuine talenter til af empatisk pladshensyn at holde sig inden for en komisk prokrustesseng, fordi det er blevet en demokratisk menneskeret at väre filosof, kunstner, videnskabsmand, martyr eller hvad nu. Til sagen hörer nemlig at de der med forkärlighed går efter og nöje udvälger hinanden til ordstyrere, meget själdent selv er genuine talenter og netop derfor nidkärt häger om det domesticerede og bundnormale for at udgränse de selvskrevne.

Kort sagt har ethvert talent en art generalitet eller universalitet, som ingen jobbeskrivelse kan begränse. Men samtidig er det dog stadig sådan, at et talent i musik ikke behöver at väre lige så godt på helt andre områder. Den påståede näre korrelation mellem de klassiske intelligensområder er argumentet for at udskille särtalenter fra den generelle intelligens. Men meget tyder på at denne er et fantom, for virkeligheden opviser jo de besynderligste kombinationer af ekstrem duelighed og uduelighed sameksisterende selv på felter der normalt alle henföres til bemeldte generelle intelligens.

Omvendt oplever vi som nävnt ikke den dybe intelligens hos et felts store kunstnere som spor "specialt", når vi selv forsöger at nå ind i det. Ikke mere specielt end alt muligt andet, bortset måske fra i den biologiske forstand at det kan väre et felt uden helt umiddelbar praktisk overlevelsesvärdi, til forskel fra praktisk og teknisk duelighed. Tvärtimod oplever vi enhver intelligensytring som umiskendelig og genkendelig - selv på områder vi ikke tidligere kendte til. I den forstand er selv de mest ekstreme specialintelligenser generelle. Og denne påstand kan vi belyse ved at citere et skriftsted, hvor en anmelder tilkender Oscar Peterson "the greatest general intelligence" på sit felt. For det sjove er, at anmelderen her med "generel" vel alene sigter til alt under det musikalske gebet hörende. Og dog forstår man så udmärket hvad han mener: For i både henseende til kreativitet, melodisk formsans, harmonisk indsigt og rytmisk mangfoldighed er det formidabelt.

Lad mig nu i stedet fortälle mom min bedstefars vise hushjälp nästen uden skolebaggrund. En gang spurgte jeg hende, om mennesker med dobbeltgängere mon også i psykisk henseende lignede hinanden. Hun svarede straks, at det kunne hun ikke tro, for der var nok så mange indviklede arveanläg i spil, at et sådant sammenträf ville väre mirakulöst. Helt genialt tänkt, for hvis alle vore anläg er indbyrdes uafhängige, så er det irrationelt at forvente total lighed mellem "dobbeltgängere". På ganske samme vis forventer vi jo heller ikke at en flerdobbelt vinder i lotto fortsätter med at vinde - med mindre der altså er tale om snyd.

På samme vis kan det faktisk også väre sådan at nogle anläg er koblede, måske for at vi lettere kan tage bestik af hinanden i tide ved at skue hunden på hårene. Men hursomhelst så er hushjälpens tilbagevisning af min naive forhåndsantagelse overväldende skarpsindig, hendes manglende skolebaggrund taget i betragtning. Og tilfäldet var ikke enestående, om end det nu oftest handlede om psykologisk indsigt. Derimod tror jeg ikke at hun besad mere end de allertarveligste färdigheder i de gängse skolediscipliner, og hun havde også psykisk haft en ret kummerlig barndom.

Igen tvivler jeg ikke et sekund på at hendes intelligens var "generel", og dog ville jeg ikke af den grund bedyre at nogen bestemt test kan kortlägge en så mangedimensional generalitet - ejheller hvis man kunne se bort fra alle själelige og eksperimentelle vanskeligheder, forskellig baggrund osv. For selv om fänomenet har en genkendelig generalitet, et karakteristisk "väsen", så er det dog ikke derfor givet, at der også på anlägssiden er tale om en tilsvarende enkelthed: Ganske ligesom benmuskler og armmuskler jo bestemt ikke er det samme, selv om begge dele umiskendeligt er muskler.

Biologen Steven Jay Gould argumenterede i sin tid for at alle intelligensfelter havde noget generelt fälles med deres nabofelter - men näppe med meget fjerntstående felter. Intet felt var derfor i sig selv mere "generelt"end andre. Og hvis man alligevel udvalgte en bestemt region af felter til at väre den centrale, var det derfor helt vilkårligt - hvorfor musikanmelderen var i sin lige så gode ret til at tilskrive Oscar en formidabel generel intelligens i hans egen region.

Spörgsmålet om en helt generel intelligensfaktor med varierende betydning for alle specialfelter, men især for de klassiske fornuftsfelter, er stadig uafklaret, for så vidt som nævnte skole stadig har sine fortalere. Kunne det mon i stedet väre en mulighed at vort intellektuelle udstyr tvärtimod består af en bunke "mikro-evner", som alle er generelle - men blot således at hver mikro-evne har forskellig vägt på forskellige färdighedsområder. Selv musikere visualiserer rudimentärt for at holde sammen på skidtet, men vel ikke så meget som billedkunstnere, de foretager også aritmetik-lignende operationer, men ikke så meget som statistikere; de analyserer sindrige harmonier, men er måske ikke dialektiske begrebsanalytikere. Tegneren er ikke kun visuel, men besidder nok også nogle geometrisk-matematiske "forstadier" osv.

Omvendt ved vi fra specifikke hjerneskader, at folk kan miste enhver elementär aritmetisk evne, mens de stadig formår at räsonnere logisk uklanderligt og nuanceret i sproglige deduktioner. Og alene dette viser, at ideen om en bestemt generel intelligensfaktor af störste betydning for isär de klassiske skolefelter må väre forkert. Kort sagt kunne man foreslå den eventualitet, at vi besidder en bunke generelle faktorer - men at et givet felt, en given färdighed får sin specifikhed alene i den forskellige vägtning af disse mikroevner. Og dette kunne så atter forklare den ofte gådefulde variation i folks talentsammensätning - selv på områder som vi klassisk opfatter som hinanden närstående.

Vort forslag har nemlig den fordel frem for en total afskrivning af g-faktoren, at det anerkender eksistensen af umiskendelige fælles "mikroskopiske" ur-operationer på ret forskellige områder - men derudover tillige forklarer det genkendelige intelligenselement også i de umiddelbart set meget specielle funktioner. Således kan man nok hævde at selv om harmonisk analyse forudsætter et indre øre, der atter skal optrænes, er den analytiske komponent umiskendeligt klassisk.

Efter denne vor dumdristigt anmassende fremtrængen mod Nilens og visdommes kilder hinsides ethvert velment kulkturredaktionelt råd skylder vi sluttelig at henlede opmærksomheden på, at der gives såvel østlige og vestlige skoler som bekender sig til den tro at de fleste mennesker på bunden har nogenlunde de samme intellektuelle potentialer, uanset hvad de kan præstere her og nu. Tanken er smuk og kan endda have megen sandhed; især er den pædagogisk sund både ved sin opbyggelighed og ved at honorere hvad der skal honoreres: En verdensmester på et felt vil anerkendes for sin præstation, men behøver ikke derfor at pukke på sin medfødte udvalgthed - for skæbnens og lidenskabernes veje er uransalige. Og i övrigt kommer intelligensen lige som kärligheden själdent når vi jagter efter den.

En modificeret variant af nævnte skole kunne lyde, at hvis nu vort intellektuelle udstyr i virkeligheden består af en bunke mikroskopiske ur-operationer, der i vid udstrækning er indbyrdes uafhængige, også genetisk, så vil af rent statistiske grunde vore indbyrdes forskelle på de mange forskellige mikro-områder oftest udligne hinanden, således at vi overordnet set næppe har meget at lade hinanden høre, når alt kommer til alt. En pensioneret og derfor legitimt beruset hjerneforsker bedyrede således forleden på Palæ Bar: "Vi mennesker har den hjerne vi skal have - det afgörende er hvordan vi bruger den." Og fra fulde folk skal vi høre sandheden.

Hvis vort beskedne forslag til en oplösning af den beskrevne gordiske knude nu uventet skulle indbringe os Nobel's Fredspris i selskab med Henry Kissinger og Frank Esmann, vil det väre en oplagt anledning for os til omgående og ambulant at omvurdere såvel Nobels Fredspris som Henry Kissinger og Frank Esmann. For ingen skal beskylde os for at väre urokkelige stivnakker, der hviler på laurbärrene i strid med al god empirisk tradition.

"SOCIAL INTELLIGENS"

Kedelige og komplet holdningslöse personager i stil med den vidunderlige siderolle hr. Julmand i filmen "Headhunter" anser sig i deres ubetydelighed ofte for i besiddelse af en uhyre "social intelligens". Og beviset derfor er naturligvis deres mangeårige manövredygtighed renset for enhver art uagtsomhed, ubalance eller fremturen uden mandsopdäkning.

Alene fra mine år i avisernes verden ved jeg at der på hver redaktion og velsagtens i ethvert andet stort firma sidder mindst én sådan helgarderet mandsling gennem årtier, fredet selv i den värste storm. Deres hemmelighed er dog ikke deres sociale intelligens, men at de er for bekvemme til at have nogen art etik eller holdning i forhold til nödvendigt beskidt arbejde, for feje til selv at gå efter magten og derved udfordre ledelsen, samt alt for ordinäre til at provokere branchens grasserende jalousi og forfängelighed. Sagen er nemlig at det er ledelsens mere end deres egen sociale intelligens de kan takke for deres urokkelige position.

I övrigt er det ikke absurd at tale om social intelligens, men selv om naturligvis det er biologisk interessant, er det dog ikke andet end hvad enhver abe kan prästere i sövne. Når middelmådige og karakterlöse personer så ofte dyrker denne disciplin, er det da typisk også mest i mangel af bedre - for det er klassisk at når folk med Ikaros-drömme begynder at flyve for höjt, indhentes de gerne af nemesis, om end ikke fra Gudernes himmel, men altid fra neden. Biblens Josef-figur er her klassisk, som Thomas Mann viste. For kan man selv ikke finde på noget bedre, kan man altid finde ud af at intrigere og puste til jalousiernes glöder, pavestolt over egen snedighed.

Et eksempel på hvorledes jeg selv dummede mig i så henseende var da WA juli 08 trykte en siden hen meget rost kronik om mediernes Bermudatrekanter, som Politikens kronikredaktör havde afvist (som alt andet) helt uden forbehold trods god samarbejdsvilje. Man udbad sig nemlig i den forbindelse nogle konkrete eksempler - for at gøre stoffet mere avisaktuelt. Og det blev hororeret med fyring på bemeldte dagblad, og vel netop fordi det var umiskendeligt stuerent og derfor desto mere uafviseligt i sin pytagoräiske algebra. Ja, nogle mente endda at jeg gik frejdigt i en fælde som ethvert barn i syvende klasse ville have gået langt uden om...Men et er at vide at fænomenet findes, noget helt andet at erfare dets massive "hormonale" vælde.

En af de få gange hvor jeg omvendt selv har udmärket mig i så henseende var, da jeg i sin tid blev tilknyttet bemeldte dagblad som anmelder og free lancer. Instinktivt sendte jeg forinden kulturredaktionen nogle velskrevne, men dog ikke virkelig interessante småting, og den bed man på. Senere dummede jeg mig naturligvis ved at vise min virkelige force, og lige så mange roser det indbragte fra abonnenter med vidt forskellig baggrund og alder, lige så meget mishag vakte det efterhånden hos overordnede kolleger af samme kön. Så gik det slag i slag ned ad bakke med årlige "suveränitetsoverdragelser" til harmlöse ug-drenge af typen "højerere samlere", så småligheden kunne tage sig ud som storsind over for de nye. Og naturligvis uden megen kollegial protest...

Den lille historie illustrerer i sin banalitet, at laden hånt om al social snedighed typisk er et overskudsfänomen der oftere ses hos de nogenledes begavede. Naturligvis vidste jeg fra begyndelsen, hvad der kunne väre vindende - men fristet af sejrsrus slår man det snart hen. Hertil kommer endnu et punkt: Et er nemlig at kende til eksistensen af en bestemt dimension som der må tages höjde for. Noget helt andet at erfare hvor stärk en faktor der er tale om - ganske som nyslåede indehavere af körekort slet ikke er i stand til at kalibrere sikkert med inertien af store biler samt höje hastigheder og derfor let skrider ud i vejsving - også selv om de naturlígvis kender til inertiens eksistens.

Mit anderledes held i svensk fredningsarbejde skyldes vel til dels ligeledes, at jeg, foruden at väre en ildsjäl, som amatör og enegänger aldrig har udgjort nogen professionel trussel som "intruder".

PUBLIC SERVICE OG VIRTUAL REALITY

Vor public service forpligtelse ligger os på sinde, og heri indgår også bredere virkelighedsrapporter. Disse behøver dog ikke alle at hvile på vor egen autoritet, idet det ellers ville blive for smalt. Naturligvis kan vi ikke garantere for vore vidners troværdighed, men dette stiller jer nu ikke værre end det forhold, at I jo heller ikke har nogen garanti for vore egne rapporters troværdighed. Men ganske som I her støtter jer til det forhold, at vi endnu aldrig har svigtet jeres tillid desangående, lige så lidt har vi selv fundet mindste grund til reservation i forhold til de vidner vi henholder os til.

Sådan tillid fortyndes imidlertid led for indtil det rent homeopatiske, hvis jeg refererer til troværdige vidner, der atter kender troværdige iagttagere, der i deres tur på tro og love bedyrer at troværdigheden ligefrem tiltager med graden af fortyndelse, idet homeopatiske blandinger angivelig skulle være de mest helsebringende. Ja, i henhold til yderst troværdige homeopater skulle det allerypperste ligefrem være de blandingsforhold, hvor vandet vitterlig er destilleret til helt rent H2O og blot erindrer at det vist nok engang har været i berøring med det saliggørende stof.

På samme vis kommer svindlere ofte langt ved at henholde sig til, at de engang har været bonkammerater med en yderst troværdig person – indtil det viste sig, at denne beklageligvis ikke var hans store tillid værdig. Ja, personligt kender jeg en passioneret plattenslager, der ligefrem anbefaler sig med den personlige maksime, at han af princip kun låner penge af ordentlige mennesker. Og hans ord er selvopfyldende: For hvor mange ordentlige mennesker kan helt stå for den anbefaling?
Kort sagt kan I roligt stole på de øjenvidner vi inddrager i vor nyhedstjeneste, om ikke andet fordi de med garanti er væsentlig mere underholdende bekendtskaber end hvad I ellers tilbydes for jeres egne penge. ”Det offentlige rum”s prætentiøse vulgariteter vil vi ikke byde jer; men I tilbydes derimod at sidde på første parket, hvis I ellers formår at afholde jer fra abeagtig gnasken og febrilsk fingereren med medbragt forplejning, knitrende emballeret i alle regnbuens farver. For her bliver såmænd såvel som brød og skuespil nok til alle.

En bekendt fortalte således at han fra sit hus i Skåne havde overværet hvorledes en stor duehøge-hun ihærdigt jagtede en af hans brevduer i henved to minutter, indtil offeret slap tilbage i dueslaget på målstregen. Høgen vandt ind på de lange, lige stræk: men kun et enkelt sted har jeg læst, at de store høgehunner kan nå op på særligt høje hastigheder og undertiden tillige opvise sjælden udholdenhed. Nuvel, jeg tog med mit vidne derop, men skønt haven vrimlede med egnede ofre i stærekasser, stengærder og huller i laden, havde vi ikke held til at opleve en "gjentagelse", selv om han næsten daglig får høgebesøg.

Men jeg tror ham alligevel, for han har den besindige flegma, som de gode og nøgterne naturobservatører oftest har, og som giver de bedste resultater. For dels har de opmærksomheden vendt udad i stedet for mod indre drømmescenarier bekvemt henlagt til Kamtjatka; dels indgyder de deres medskabninger en grundlæggende tillid ved deres økonomiske indstilling til forholdet mellem energiudfoldelse og plausibelt udbytte: For i al slags omgang når man længst ved at udstråle en vis solid forudsigelighed.

Om natten havde jeg sære, men let tolkelige drømme, som altid når organismen er lovligt undskyldt og spænder af under fremmede vingers anonyme beskyttelse. Tolkning af andres drømme føles som skarpsindige gæt, hvorimod tolkning af egne drømme føles som erindring af hvad man godt vidste. Ha – dér var jo dagresterne fra gårsdagens oplevelser, aha – og dér var temaet. Men selv de helt konfliktfri behøver angiveligt at drømme, selv om de intet har at drømme om. Folk på den grønne gren holder derfor gerne drømme for absurde og hælder som fysikeren Benny Lautrup til at se drømmene som en art hjerneaffald uden mening.
Well, måske i deres tilfælde. For fjollede drømme er åbenbart lige så gode til at smøre hjernen som fjollede bøger, fjollede aviser, fjollede konversationer samt fjollede digressioner – eller fjollede bondestudenters livtag med karrieren, Gud og kærligheden på de lokale værtshuse.

Nuvel, også afhandlinger bliver som drømmene futile, hvis det genuine dramatiske stof mangler. Derfor behøver de nu ikke at være så dumme. De fleste af os er jo kun middelgode på de fleste felter, selv uanset et vist talent, og det er helt i sin orden, blot vi ikke forbyder det gode af malplaceret skam. For uden det gode ville vi snart kede os ihjel, for nyttige genier er lige så mentalt nødvendige for os som nyttige idioter og fjollede digressioner.

Nuvel – nattens drømme har jeg atter glemt, men katarsiseffekten lå i oplevelsen af deres organiske rod i noget ikke-spekulativt med egen stemmeret. Den næste dag skulle jeg selv vise mine egne territorier en breddegrad længere mod nord frem til en gæst og lod mig køre derop. På vejen satte hans bil et par gange ud – men som i en drøm mødte vi straks ved ankomsten min private bil-fusker, der var mand for på stedet at udlægge bilens drømmetale og tilbyde en kur hinsides al forhandling.

Min egen guidevirksomhed den næste morgen blev ligeledes truet af transportkomplikationer tillige med uheldigt vejrlig. Derfor kørte mine gæster ned til et menneskeskabt fugleeldorado nær kysten – en såkaldt kvælstof-fælde, idet vådområder på engang hindrer overgødning af lavbundede havbugter og beriger fuglelivet. Udmærket tænkt – men atlantisk blæsende og sjælløst kedeligt for os drømmere, der hellere vil se et enkelt tranepar i taigaens sarte sumpe end en bunke skræppende og overgødede ænder og strandskader fra et kollektivt turistskjul.

Den permanente observationsfacilitet lignede en mellemting mellem et cykelskur og en offentlig retirade forsynet med glughuller af hensyn til voyeurer fra begge sider. I skuret sad såvel passionerede som pensionerede fuglefolk linede op med fotografisk ”high end” udstyr af den art, som vi nu alle har, men som for blot få år siden vakte uforbeholden benovelse og signalerede, at her var sad en af de udvalgte, som kunne leve af sin hobby.

Men det er hermed akkurat som med finkultur, at der er gået inflation i det, på godt og ondt efter demokratiets og fremskridtets egen natur. Snart når vi måske det punkt, hvor stadig flere dropper det hele og begynder forfra på et rent hobbyplan. For at leve af noget ikke alt for opslidende med fritid nok til at drømme er i vore dage ikke så svært som tilforn. Først bliver de eksklusive hobbies umulige at leve af; dernæst falmer deres høje status efterhånden ganske i stil med universets tålmodige afkøling siden Big Bang. Kort sagt falder hele det stræbsomme halehæng falder fra til fordel for det sidste ny. Så bliver der måske omsider lidt ro, hvorefter vi uforstyrrede kan dyrke den ægte vare.

Snart kan vi således alle i den rige del af verden være så misundelsesværdige, at vi end ikke behøver at leve af det for at være det. Vore superobjektiver vil da blot være ærligt legetøj uden bagvedliggende forhåbninger. Men på den anden side: Hvis vore drømme ikke længere er drømme om noget andet og mister deres eksistentielle fokus som håb om forløsning, så bliver de måske netop absurde, fjollede og sjælløse ligesom de heldigt stilledes natlige drømme? Og det samme gælder måske naturoplevelsen?

Naturinteressen er ganske rigtigt dalende, også i skoleregi. Ikke underligt, for på TV kan vi opleve de mest fantastiske naturscener gratis og på kommando uden noget som helst mellemværende med virkeligheden. Den virtuelle naturoplevelse overhaler vor naive fascination af eventyrets næsten religiøse ”dybere inde i skoven”, ”længere vestpå” med medietilbud hinsides hvad vi realistisk kan håbe på at opleve i virkeligheden – og dermed overflødiggøres den virkelige natur måske som en art tidsrøvende kitsch. På det erotiske område bliver det vel ligeledes snart muligt ved hjælp af særlige chips at opleve perfekte samlejer med udvalgte stjerner i 3D og hele registret uden at risikere hverken vor dyd, vort helbred eller vor civilstand.

Den ægte stand selv kan imidlertid næppe simuleres af nogen virtual reality, og således beholder virkeligheden beholder alligevel et sidste trumfkort af uforudsigelighed og transcendens hinsides kedsomheden – som ikke kan indfanges og plagieres ved hjælp af tenologiske fiks af modernitetens ”endimensionale menneske”. Åbenbaringens præg af unik transcendens – ”Hold da op – nu sker det virkeligt, nu letter flyet, for sent at stå af, hun sagde sgu ja, nu kommer tigeren og denne gang er det hverken film eller drøm” er således tæt på hvad Kierkegaard kaldte ”det etiske-religiøse”. Ejvind Larsen er inde på det samme i sin stædige undsigelse af vor civilisations abstrakte og næsten gnostiske dyrkelse af pengenes og intellektets ”rene” abstraktion. Kroppen, naturen og den kødelige virkelighed reduceres dermed til en åndsforladt og foragtelig emballage – og af samme grund hylder mange ortodokse kristne såvel som jøder læren om kødets opstandelse.

Jeg drømte selv engang om at leve af mine naturfotos, men gjorde kun lidet for at markedsføre dem. Personlighedstypologiens klassiske komplementaritet, you know.. Nu fortsætter vi både det og skriverierne, blot gratis og uden illusioner. Mennesket er ikke skabt til den virtuelle realitets udramatiske vægtløshed, business class eller ej. I gamle dage stod man til søs og skelnede med naiviteten i behold mellem drøm og virkelighed...

Også nutidens bloggeri bliver let ugudeligt og relationsløst – men ikke vor egen blog: Hvis I nemlig påstår noget andet, røber I jo dermed netop at vi skam har virkelige læsere af kød og blod – oven i købet trods deres nærighed som abonnenter så velbeslåede konsumenter, at vi jo nyder reklamesponsorering af vor virksomhed. Men vist ligger der i blogfænomenet en solipsistisk emancipering fra virkeligheden, der kan sammenlignes med pornografiske rum i cyperspace. Bloggens virtuelle rum synes som en kuvøse at befri os fra bindingen til andre mennesker – idet læserne så at sige bliver en del af fiktionen i form af et livagtigt forestillet påskud for at skrive. Når først teksten foreligger, kan vi atter ophæve dette befordrende trick til opnåelse af gensidighedens psykiske intensitet.

Men helt det samme kan det aldrig blive, lige så lidt som pornografiens virtuelle rum: Bevidstheden om at gensidigheden netop ikke er blot forestillet, er som at knibe sig i armen og vågne op. Det virtuelle rums herligheder kan genfremkaldes vilkårligt så tit det skal være – men den sande virkelighed kendes netop på, at når toget er kørt, er det for sent at skifte mening. Kommer du for sent til din mors dødsleje – kan du ikke siden gøre det om. Dette er også en afgørende dimension af naturoplevelsens næsten bibelske ”det skete, og jeg var der”.
”You-tube”s mange fantastiske faunascener er netop uvirkelige, fordi de kan genfremkaldes på kommando, hvorved mysteriet går tabt. Så selv om forskellen mellem drøm og virkelighed sløres stadig mere, kan den ikke ophæves – ganske som der altid vil være forskel på prostitution og fuld erotisk gensidighed. Og af samme grund foretrækker nogle som bekendt det første...

BOHRS FORNEMMELSE FOR WESTERNS...

INSTINKT OG BEREGNING - EN STUDIE I PLAGIATETS ANATOMI
Atomfysikeren Werner Heisenberg fortæller i sine erindringer om en samtale med Niels Bohr på en af deres skiferier. De morede sig tit om aftenen med at se westerns, og Bohr spurgte herunder sig selv, hvordan det mon kan være at helten altid når at skyde først, selv om han per definition altid kun trækker i selvforsvar. At westerns er ren fiktion med sine egne uskrevne regler om den godes sejr, er naturligvis her uden interesse - for hvad Bohr tænker på er, om der også i virkeligheden kunne findes en sådan tendens. Og Bohrs intuitive og spontane svar lød her: At den der trækker i selvforsvar, slet ikke har tid til at tænke og beregne, men handler per instinkt – hvorimod den overlagte og gustne drabsmand omvendt altid vil have en forsinkelse mellem tanke og handling, selv uden at vi inddrager nogen moralsk eller forretningsmæssig tvivl.

Men hør så her: En tilsvarende mekanisme kan man tænke sig gør forskellen mellem den ægte vare og plagiatoren - men desværre her med den stik modsatte virkning, idet vi her ser en favorisering af skurken. Forklaring følger: Barnets sande mor vil altid sit barns bedste og vil derfor ustandselig bekymre sig unødigt om dets ve og vel, hvorimod den uægte moder-prætendant, selv hvor hun drives af en ustyrlig trang til at være moder, vil være langt mere fokuseret på handling her og nu i den korte tidslomme hvor den sande moders magt er suspenderet.

Nok handler kidnapperen ikke med selvopholdelsesdriftens øjeblikkelige og instinktive snarrådighed - men netop fordi hun dog drives af et genuint rovbegær og samtidig er pisket til at overhale barnets sande moder, så befinder hun sig psykologisk set i en lignende forsvarssituation og må indhendte modpartens naturlige forspring.

På samme vis i ideernes verden: Den sande ophavsmand vil ofte forsinke sit "afkom" aldeles unødigt grundet rene bagateller, som ingen djævel ville opdage, såsom muligheden af enten et par ekstra krøller eller en endnu smukkere, morsommere eller kortere formulering end den fundne: For i den rene tankes verden gælder at kortheden kendetegner den mest koncentrerede gennemtænkning, hvorimod fuskerne altid garderer sig med flest mulige krydsreferencer, og snakkesalige forbrødringer med alt hvad der kan krybe og gå af standspersoner på området – af ganske samme grund som fuskere af alle grader fra dag ét netværker på kryds og tværs, hvorimod den tanke oftest ligger den sande moder fjernt og derfor først kommer til allersidst: Ikke mindst fordi den ægte vare ofte naivt går ud fra at han eller hun er den eneste i verden der har gjort sig lige disse tanker. Hertil kommer at den ægte vare er et indre anliggende om erkendelse og udtryk, der kun i anden række er forbundet med sigte efter embede, erhverv eller autoriteters lovprisning i skåltaler.


Kort sagt vil den ægte vare være hæmmet af allehånde introspektive spindelvæv – hvorimod plagiatoren er på en gang aldeles koldsindig og besat af sit instinktive hang efter for enhver pris at lægge vanterne på eller i det mindste få andel i alle hånde ledige varer af en vis kvalitet og især status. Og han vil være mester i at præsentere en synopsis og forhåndssælge sig selv, hvorimod det byder mennesker imod at lære deres egne ting udenad, holde forsvarstaler for dem (som om de overhovedet behøvede forsvar) eller blot præsentere dem koldsindigt i hovedpunkter som var det en skolemæssigt tilegnet lektie, endsige en jobansøgning.

Vil den forelskede måske bryde sig om i venners lag at karakterisere sin udvalgte drøm i morfologiske og fysiognomiske hovedpunkter? Dette betyder at selv hvor den ægte vare tager sin fornuft til fange for at komme plagiatorerne i forkøbet, vil han oftest alligevel komme for sent grundet nævnte ulyst og tvivl såvel som kærkomne flugtmanøvrer undervejs i dette – i deres egne øjne – lidt uværdige forehavende. Åndslivets hyæner, krager, skader og gribbe helmer derimod ikke, idet de per definition er helt uden personlig risiko for at miste deres sjæl og derfor handler uhæmmet ud af det rå begær efter mest mulig ære, anerkendelse og territorium uden nogen naturlig forkærlighed – og det så meget mere som de jo kun kaster sig over et bytte efter at have forvisset sig om dets næringsværdi – og i denne metier har de ofte den garvede antikvitetsopkøbers sikre blik.

Naturligvis kan man ganske vist kun stjæle hvad der allerede forligger hos urkilden - men den der besidder den største basun og den mest massive mandsopdækning fra ligesindede, tildeles offentligt æren - først kollektivt af sine "peers" og i den grad mod bedre vidende - sidenhen af kreti og pleti i god tro: Først fortier man urkilden i en stiltiende kollektiv fortrængning med autoritativ gennemslagskraft - og derefter plagierer man den, i fuld tillid til at hvis den arme djævel virkelig skulle få held til at offentliggøre en patetisk indsigelses enlige svale, for ikke at sige selvmord, så vil man overbevisende kunne bedyre, at den bog eller de artikler havde man skam aldrig hørt om. Keine hexerei, nur behändigkeit.

Javel, Bohr og Heisenberg kan således bruges til meget når vi mindre ånder søger alliance med dem i kraft af en art magisk smitte ved optræden i beslægtede sammenhænge. Men selv om der nu i vort tilfælde er fuld saglig dækning for vor sammenligning, faldt denne desværre mod forventning ud til skurkens fordel. For plagiatoren tøver ikke og lider ikke af nogen hæmmende fornemmelser for barnets tarv. Og dette bør den vise Kong Salomon skrive sig bag øret.

To autentiske eksempler skal nu gives som eksperimentelle beviser for vor iagttagelse - der som fremgået forholder sig komplementært til Bohrs egen psykologiske komplementaritetsteori om overlæg versus instinkt. En gang i min studietid blev jeg taget sammen med en kammerat i et S-tog uden gyldig rejsehjemmel og blev afkrævet personlige data – men heldigvis så langt ude på landet at udokumenterede mundtlige oplysninger endnu dengang stod til troende. Nuvel, skønt i andre henseender en nervøs knægt faldt det mig ikke svært på stedet at opdigte et andet navn og tilskrive det en yderst betalingsdygtig adresse i Kongens Kjøbenhavn.

Hvad der imidlertid duperede min kammerat fyrsteligt var, at jeg bagefter spurgte den brave embedsmand om jeg dog ikke nok kunne slippe for min bøde for denne gangs skyld. Rent instinktivt – for denne min fingerede tryglens virkelige formål var alene at forvisse manden om, at den opgivne identitet og adresse åbenbart måtte stå til troende. En sådan verdslig snarrådighed lå mig ellers på alle måder fjernt – men var mig altså ikke desto mindre mulig, netop fordi jeg på ingen måde havde min sjæl i klemme, men kun min röv....

Dette leder os til vort andet selvoplevede eksempel, atter med os selv i skurkens rolle. Dette eksempel supplerer den bohr'ske facet med en forklaring af hvorfor den falske moder heller ikke efterfølgende behøver at frygte gengældelse eller afsløring.

Sagen er den at jeg i sin tid boede i samme opgang som en fordrukken, men dog notorisk cykeltyv - der en sen nat dinglede ind ad porten med to splinternye cykler samt et saligt smil. Pedalerne sad endnu i en pose på bagebærerne, så at vor mand kom frisk fra cykelhandleren, var åbenlyst.

Nu til vor bekendelse: Snarrådigt og koldblodigt lagde jeg beslag på den ene af de to stjålne cykler - som jeg nogen tid efter fik en kammerat til at låse op med en boltsaks. Men nu kommer pointen: Når jeg sidenhen af og til mødte opgangens autoriserede cykeltyv, smilede han altid kollegialt anerkendende bag sin rus og gjorde på ingen måde fordringer på "sin" cykel. Grunden var enkel: Tilknytningen til tyvekoster er af enhver art er per definiton andenhånds - så når man stjæler tyvekoster fra den "retmæssige" tyveknægt, bliver denne ikke det mindste slået ud af det. Så stjæler han da bare noget nyt, for hans sjæl er jo netop ikke i klemme. Men den der mister sine genuine børn, bliver derimod hylet ud af den og tænker sidst af alt på hurtigst muligt at skaffe sig nye børn - sin dokumenterede fertilitet til trods.

Og derfor kan plagiatoren ikke blot ekspropriere snart sagt alt fortløbende, men han gør tillige ofrene ukampdygtige ved så at sige at berøve dem deres sjæl: For ganske som Andersens uheldige helt i "Skyggen" vil den virkelige person på alle måder blive suggereret til mod bedre vidende at opleve det som om det alligevel er ham der er skyggen: For den mest anerkendte, efterspurgte, brugte, omtalte, højst betalte osv. vil jo snart af både sig selv og andre opleves som uhyre virkelig og massivt nærværende, hvorimod ideernes målløst blegnende ophav snart kommer til at tage sig ud som et uheldsvangert flimrende og utroværdigt flakkende genfærd uden krop.

Hvorledes man ikke desto mindre beviser plagiater, har vi i vore langt tidligere indlæg om afslørende "radioaktive sporstoffer" været inde på; ligeledes har vi suppleret med common sense argumenter ud fra den afslørende tidmæssige rækkefølge mellem ophav og plagiat - som nok i det enkelte tilfælde kan bero på ren tilfældighed, men jo ikke hvor der er tale om en systematisk genkommende tidsforskydning.

Men just alt dette har været os aldeles umuligt at publicere i aviser, selv hvor vi har kunnet benytte os af bekvemme aktuelle anledninger i form af de alt for sjældent opdukkende plagiatskandaler. For ganske som i etniske og professionelle sammenhænge vil en "stamme"s mere fremtrædende dørvogtere meget snart fornemme hvis de har mere til fælles med ens modpart end med en selv. For et miljø vil helst anerkende en af deres egne for dog at have en art andel i æren.

Sandheden er at de få plagiatskandaler (såsom Esmann/Kissinger-sagen) der undtagelsesvis gøres et stort nummer ud af, er så barnagtigt åbenlyse og amatørmæssige og i øvrigt kun begrænset dybsindige indholdsmæssigt set, at Over-Danmarks hæderkronede plagiatorer føler sig aldeles uberørte af dem - og derfor meget belejligt pudser deres egen glorie grundigt ved at piske de arme amatører med skorpioner. Ordentlige mennesker plagierer nemlig altid med rettidig omhu - og stjæler følgelig kun fra de fattige...

SKOLEN FOR LIVET

Visdom er oftest bagklogskab, opnået gennem livets sløjfer og digressioner; og også denne erkendelse er blot bagklogskab. Desværre er al bagklogskab måske ikke uden videre visdom – og dog: Hvorfor egentlig ikke? På analog vis hedder det da ellers at man ikke kan blive fagidiot, hvis man ikke er idiot først. Men måske er denne sidste påstand blot idioternes snedige måde at beskytte deres titel på, siden ingen lovgivning åbenbart gider forsvare deres sag. Ellers kunne det let gå som med de teologer der overhales indenom af dilletanterne fra pastoralseminariet, og de gammeldags lærde doktorer der overhales indenom af moderne Ph.d.- folk.

Men nævnte forsvar er i så fald slet ikke så tosset tænkt af idioterne, considering the circumstances: For så snart en hidtil ringeagtet afvigelse pludselig tager sig uopnåelig og eksklusiv ud, bliver den betragtet som attraktiv med akkurat den samme mangel på selvkritik som dengang man ringeagtede den – og så vil Gud og hver mand for enhver pris kunne føje også dette træk til deres umættelige cv, om de så skulle tabe den sidste rest af charme undervejs. Og pensionsrettighederne? Åh-nej, tal venligst slet ikke om dem, for så bliver vi almindelige idioter da først rigtigt grønne af jalousi.”

Men apropos farver: Sig os, hvorfor er jalousien mon altid grøn?” Ha, elementært, kære Watson: Det er nemlig af nøjagtigt samme grund som hvorfor den røde tråd altid er rød. Men hvorfor lige den tråd tillige er så vigtig at følge – se det ville være et anderledes svært spørgsmål at stille. Men vor overskrift forpligter os ikke desto mindre til at besvare det, nu troldens navn er blevet nævnt – hvis I ellers kan lade være med at distrahere os yderligere... Hør her: Jeg læser næsten aldrig erklæret højkulturelle magasiner. Ja, selv læsning af de allerlødigste blade forbliver stadig oftere ved pligtskyldigt rituelle tilløb, uagtet egne jeremiader over gratisavisernes niveau. For når intellektuel formstøbthed indbilder sig at være den højeste individualitet, når korpsånd uden hverken grænser eller læger tror at være progressiv, og når klubagtig protektionisme indbilder sig at være på engang ubetaleligt provokerende og aristokratisk guldalder på kongelige marmorgulve i antik Danish Design – så får jeg fysisk ildebefindende. Kort sagt: ”Jeg vil ikke!” – som jeg angiveligt skreg til præsten, da han i sin tid puritansk forsøgte at døbe mig i iskoldt H2O uden først at spørge, om jeg var på vandvognen.

Nå, det sidste var et sidespring – men det mente præsten nu ellers ikke. Men hvad mit syndrom angår, så er det nok af lignende grunde at store digtere ude i byen altid sidder og læser Ekstra Bladet – når lige undtages anmeldelser af deres egne udgivelser. Men også dette er nu under forandring, for i dag vil vi alle være alt, og derfor skal nu også digterne udtale sig pinligt ædrueligt om samfundet og verdenssituationen i årlige højtidelige essaysamlinger – begåede efter den sædvanlige glædesløse klippe-klistre metode, som et eller andet internationalt måle-indeks tvangsindlægger hele generationer til at bruge deres ungdom på, af hensyn til verdenssituationen og fremskridtet.

Men bevares: Hvis alternativet i praksis er hærværk og terrorisme, så er det indrømmet det mindste af to onder – akkurat ligesom anbringelse af børn i Folkeskolen, trods alle komiske erklæringer om læringsprocesser og udviklingsaftaler.Nå, vi gør efterhånden så mange sidespring, at det må kaldes vort komponerende princip – og så kan de jo ikke længere kan kaldes sidespring.

Hvem ved, ender det måske endda med at en lovende mønsterelev vil forelæse om vor ”metode” med samme art kærlighed som den hvormed insektsamlerne altid først kvæler deres studieobjekt med æter.Men altså, når man som vi pines ved det erklæret højlødige, sker det til gengæld at man ramler over noget uventet sjovt. Således er det f.eks. sjovt at tænke på, at hvad der end måtte stå i ”Illustreret Videnskab”, så vil mange højkulturelle mennesker stædigt insistere på, at det er under niveau i forhold til visse internationale magasiner – som de dog aldrig læser: Med andre ord kan der ikke tænkes nogen situation, hvor disse folk ville gøre indrømmelser til sådant et blad.

Det forholder sig nemlig her, ligesom det i henhold til filosoffen Popper forholder sig med religion: Ingen tænkelig situation kan få de troende til at indrømme at de tog fejl.Bortset fra at sådan standhaftighed også kendetegner bekendende ateister, så er den et rent overlevelsestrick og derfor hinsides terapeutisk rækkevidde. Lad derfor også dette sidespring ligge, så vi kan indrømme, at det nu slet ikke var ”Illustreret Videnskab” jeg ville snakke om. Nej, jeg kom på en svensk jernbanestation til at købe et amerikansk magasin med psykologi som månedens tema. Dér læste jeg, at kvinder oftest foretrække morsomme mænd, også selv om de holder dem for knap så kløgtige som deres mere alvorlige medbejlere. Det lyder godt, men så snart vi gør humoren til en veldefineret og formstøbt rubrik, bliver også den ligesom alt det guldrandede afsporet til en træls kamp om hvem der skal ”få lov”.

Under mine eksperimenter i folkeskolen har det ofte slået mig, at de dygtige og ambitiøse nok kan være både spidse, ironiske og sarkastiske, men næsten aldrig morsomme. Men det kan nogle af de umulige: En erklæret rod havde således for vane at forstyrre i mine tysktimer hellere end at deltage i sin egen klasseundervisning – hvilket jeg i øvrigt tog som en anerkendelse, når jeg nu alligevel ikke magtede at smide ham ud. Da jeg bad mine egne elever om at finde nogle henholdsvise positive og negative tillægsord på tysk – brød nævnte dreng ind som en shakespeare’sk nar, med følgende replik: ”Hvis en cykel er gammel, er det en positiv egenskab, for så gider ingen stjæle den. Og hvis en pige er grim, er det et positivt træk, for så bliver hun ikke voldtaget”. Det var sgu lige før at jeg bad om hans autograf, men desværre var jeg ikke hans lærer og kunne derfor ikke honorere ham med et velfortjent 13 tal samt dispensation for fortsat skolegang.

Knægten boede sammen med sin far der var langturschauffør og følgelig sjældent hjemme – og da kun i uskyldigt snorksovende tilstand. Kort sagt fik knægten lov at gå i fred i en formelig Rousseau’sk naturtilstand hinsides alle læringsstrategier og udviklingsaftaler. Men hvis nu han havde været skolens idol, ville han snart være blevet ødelagt og hans kunst smadret til ren kliché. For knægten havde nemlig endnu mere ret end han selv vidste: For det er bedre at gå undervurderet i fred end at blive beundret, ødelagt – og til sidst usurperet af en flok kopister.

Men ikke nok med det. Faktisk genopfandt knægten uden at vide det Bertrand Russells såkaldte typeteori. Denne skelner mellem logisk trinforskellige niveauer, der kun for sjov må sammenblandes eller sidestilles: Således er menneskeheden ikke selv et menneske og er derfor hverken ond eller god – for ond eller god kan kun det enkelte menneske være. Omvendt kan det enkelte menneske ikke være talrigt – for talrig kan kun menneskeheden være. Hvad knægten gjorde, inspireret af lutter kedsomhed, var altså at fange et højere logisk niveau hvor nogle negative træk pludselig bliver positive, og de tilsvarende positive egenskaber omvendt bliver negative – for dernæst at behandle det høje niveau på linie med det lavere som dettes negation.

Helt alvorligt ment ville det jo være vås – men et livsklogt paradoks er det, med humorens umiskendelige flerdimensionalitet hinsides ærens snævre trædemølle. Og langt mere interessant end den mønsterelev, som derhjemme har hørt om Bertrand Russell og straks ”mener” et eller andet alvorligt om hans ”teori” – og som derfor partout skal belønnes ved at blive sendt på en eliteskole, hvor han kan slippe for fremover at skulle distraheres af langturschaufførens og tømrersvendens afkom.For hvad nu hvis vort eksempel slet ikke var nogen undtagelse, men tværtimod illustrerede reglen? Hvad nu hvis vejen til visdommen og bagklogskaben næsten altid går via digressionernes kratskov – simpelt hen grundet verdens, livets og sindets kompleksitet?

HVOR FRÆK MÅ MAN VÆRE?

Graden af frækhed bedømmes og vurderes uvilkårligt, men aldeles ubevidst, under systematisk hensyntagen til social position. Således hæftede ikke engang vi selv os ved, at Claes Kastholm i det forrige gang omtalte interview i WA autoritativt frakendte Carsten Jensen ethvert niveau samt ære og værdighed helt uden eksempler eller argumentation. For en mindre etableret ville den slags være særdeles risikabelt undtagen i læserbreve, hvor redaktører jo gerne med kyshånd lader udenforstående sige, hvad de end ikke selv tør.

Det minder os om et ekstremt eksempel, idet journalist og forfatter Leif Davidsen i TV blev interviewet omkring tre sympatiske kenderes vurdering af hans seneste roman. Alle tre holdt af hans tidligere ting, men fandt den seneste sjusket og mindre vellykket. Hverken deres gode tro eller deres gode vilje stod til diskussion, men ikke desto mindre reagerede Davisson ved at kalde dem smålige misundere og intellektuelle undermålere samt ved ordret at sige, "Jeg er større og mere end I er", under henvisning til egen succes som bevis.

Ved eftertanke er det slående at ingen bagefter gjorde indsigelse eller fandt seancen pinlig - men havde en mindre anerkendt og etableret i en tilsvarende situation sagt blot det mindste pip, ville han være blevet grint ud som en dårlig taber, paranoid navlebeskuer og opblæst nar. Kravene til selvkritik er således omvendt proportionale med graden af anerkendthed, og det ser vi jo også når von Trier regelmæssigt forlods forlanger "De Gyldne Palmer" som et forurettet naturbarn.

Det samme fænomen ses helt generelt. Jo sikrere man sidder i sadlen, desto mindre behøver man at bryde sig om former og korrekthed - men med mod har det naturigvis intet at skaffe, så lidt som når veletablerede pressenavne hænger kendte mennesker ud hinsides enhver kvalitetskontrol. Et særligt grelt eksempel var da Politikens unge litterat Mikkel Zangenberg som en anden Rifbjerg tillod sig at tilsvine Torben Madsen helt uden proportion. Vort eget indlæg desårsags i april præsenteredes her på bloggen i historien "En pikant litterær brevveksling", hvori Thomas Bredsdorff for resten skuffede ved både en lovlig lav profil og et lovligt lavt niveau. Lige dette tilfælde var nu en undtagelse, fordi en ung fredet mand kom til at slå på en ældre mand der uventet, men velfortjent ligeledes nød nogen beskyttelse på Rådhuspladsen.

Men reglen er, at det anses ikke alene for det klogeste, men også for god tone at lade etablerede folk tilsvine sig infantilt uden at sætte dem i uflatterende relief ved at skifte niveau - og da i følge sagens natur opad. Man må til nød gerne besvare deres eget infantile plan, men at forlade planet anses for "ufint": velsagtens fordi det efterlader dem uden mulighed for at redde ansigt, hvorimod barnagtige ukvemsord af samme skuffe intet beviser og derfor langt bedre tolereres. Jeg oplevede sågar engang efter at have leveret et sådant sindrigt og indirekte svar at høre, at man ikke må tage angreb personligt - som om det selve udløsende personoverfald uden nogen art kvaliteter var veritabel højkultur og formelig guldalder, blot fordi det kom fra landets mest kendte forfatter. Samme systematiske optiske forvrængning ses når der ofte råder enighed om at selv ret pinlige litterære betaljer mellem kamphaner blottet for selvironi er ubetaleligt morsomme, blot de kommer fra lurmærkede steder.

Det samme gælder når sådanne litterære fejer mellem håbefulde brushoveder markedsføres af kulturaviserne som uomgængeligt kulturstof samt kanoniserede og obligatoriske danefæ. Jo mere spalteplads og jo grovere skyts der anvendes, desto mere gigantisk antages niveauet for "elefanternes kamp" for at være - velsagtens også fordi enhver typografisk gadedreng med lidt øvelse kunne gøre dem kunsten efter. Og den blotte mangel på enhver selvkritisk proportionalitet tages som det håndgribelige bevis for at emnet følgelig må være af samme tyngde som tidens største problemer og Newtons love tilsammen.

Denne komiske illusion fra demokratisk benovet gulvhøjde har dog sig egen konsekvente logik: For hvis det virkelig var sandt at Rifbjerg eller hvem nu var en art kosmisk elefant, ja så måtte selv hans mest private og personlige følelser jo ganske rigtigt også anses for lige så uafviselige verdensanliggender som vulkanudbrud samt galaklernes mindste rystelser.

Den samme betragtning gælder navlebeskuelse med fuldmagt på vegne af afdøde berømtheder: For det jo ikke en hr. hvemsomhelsts navle, der beskues. I øvrigt kunne sådanne berettigede undtagelser sagligt meget vel forsvares, men da måtte målestokken rigtignok gå på selve navlebeskuelsens "videnskabelige" og associative kvaliteter og ikke på navlens ejer endsige persons anseelse.

Omvendt opfattes forsvar der underfundigt og selvkritisk netop tager højde for enhver art indvendinger af nævnte art, som selvoptagen og forfængelig formastelse. Måske nok så meget fordi man fornærmer både elitens og offentlighedens liggen på maven for det vedtagne ved at sætte sig hinsides deres målestok - og tillige immuniserer sig mod den sædvanlige anklage for naiv navlebeskuelse ved som her at påpege, at sidstnævnte træk åbenbart er de privilegeredes legitime forret, efterret og tillægsgevinst, men hos de mindre heldige derimod et uskønt skue, der bør sættes på plads under såre bekvem henvisning til klodens værst stedte, der således endnu gang - ved held snarere end forstand - formår at gøre sig en smule nyttige.

FRA KASTHOLM TIL KONGEHUSET

Genialitet viser sig ofte i en ejendommelig forening af egenrådige konstanter og komplet uforudsigelighed. Et eksempel var min afdøde kollega Peter Zinkernagel, der ikke ofte nok kunne komme til orde for at bevise den ydre verdens objektive eksistens. Lige så konstant gentog det sig herunder, at siden ikke en mors sjæl modsagde ham, blev dette anledning til efterfølgende opråb og indlæg hvor han beklagede sig over, at ingen i Kongeriget åbenbart forstod vidden af hans tese.

Men her kommer det geniale moment: For hvor enhver anden nemlig fornuftigvis heraf havde taget anledning til at forlange Kongehuset afskaffet, så faldt dette aldrig Zinkernagel ind. Dels var han alt for fin en mand til sådan smålighed, dels indså den store logiker velsagtens at nævnte drastiske foranstaltning hverken var en nødvendig eller en tilstrækkelig betingelse for at opnå den tilsigtede filosofiske effekt.

Kongehusets inkarnerede modstandere er akkurat lige så stædigt selvgentagende som salig Zinkernagel, men af mangel på såvel uskyld som genialitet savner de aldeles det uforudsigelige moment - heldigvis, for den dag den beregnende nye klasse beslutter sig for også at ville dette, vil der nok som sædvanlig være tale om "import", for nu at sige det pænt. Genialskhed er ligesom gode gerninger og kjerlighed kun sjov når det er den ægte vare - og den ægte vare forudsætter en vis tilfældig falden i staver, der snart ikke længere findes uden for de psykiatriske afdelinger.

Sidstnævnte kendetegnes derudover ved som de eneste offentlige rum at være undtaget fra rygeforbud - for selv om der ikke må ryges på gangene og værelserne, sker dette desto flittigere i rygelokalet, hvor samtlige alumner af samme grund konstant opholder sig, til største gene for personalet såvel som for de pårørende, idet jo sjælehyrder ganske som andre hyrder må følge trop.

Ellers må man sige at pårørende har den sekundærgevinst af deres omsorgspligt, at den tvinger dem til at holde sig i vigør for at kunne støtte op. Således blev den blinde forfatter Borges plejet af sin moder til denne var 99 år gammel, og først på dødslejet anerkendte hun en yngre kvinde og overrakte hende modvilligt stafetten. Den 80-årige forfatter kom dermed for første gang til at opleve en art fuldbyrdet gnostisk kærlighed.

Nå, men den generalpræventive virkning af de psykiatriske afdelingers hidsige rygning skal nu ikke undervurderes, for mens det næppe påvirker tilbagefaldsprocenten specialpræventivt, så vil selv inkarnerede gæsterygere trods alle hånde genvordigheder have sig frabedt tvangsindlæggelse til den art gruppeterapi.

En anden hage ved indlæggelse er, at det forhindrer én i at foretage sig noget virkeligt sindssygt, hvis man omsider skulle blive mandfolk nok til at tage den fulde konsekvens i stedet for uværdigt at lade uhelbredeligt normale menneskeaber kollektivt spekulere i ens naive forhåbninger om ligesom inden for fængselsvæsnet at kunne udvirke strafnedsættelse i kraft af kronisk henvisnende uskyld. For den slags fromhed hopper ingen overlæge på.

Overraskende genialsk indforståethed kan man dog godt finde mellem læge og patient. Således fortalte en bekendt af mig afdelingens overlæge at han nu var blevet tilbudt et revalideringsjob på Universitetsbiblioteket og derfor ville udskrives. Overlægens bryske svar lød: "Nå, Universitetsbiblioteket - jamen så skal du ikke udskrives, du skal bare overføres!".

Moroen var gensidig, og det samme gælder en symmetrisk modanekdote, som psykiateren Erling Jacobsen oplevede fra en patient med solide vrangforestillinger. Da han nemlig forsøgte at overbevise denne om at man da ikke på en og samme tid kan være indlagt i Risskov og have permanent sæde blandt ærkeenglene i himlen, svarede patienten fiffigt: "Nej, men jeg kan godt - for jeg er jo skizofren!"

En bekendt af mig med tilløb til samme diagnose blev engang velfortjent tilbudt et højt lønnet job i et reklamefirma som tegner, men det var desværre under hans kunstneriske værdighed. Livet lærer os nu ellers efterhånden at give lidt køb på dette punkt: Således må vi her på afdelingen sande at vore to nedarvede Louiz Seize spejle også bortset fra finanskrisen nu står i en lovlig beskeden kurs, stik mod alle grundprincipper for antikvarisk værdi, sammenlignet med Danish design.

Denne sørgelige erkendelse disponerede mig forleden til ved synet af underkopper med asymmetrisk placeret fordybning til kaffekoppen at udklække følgende columbusæg, der forhåbentlig kan udvirke forfremmelse til en velfortjent diagnose: Kunne man mon ikke vinde indad hvad udad tabtes, både for fædrelandet og for privatøkonomien, ved at designe et toilet efter samme geometriske princip? Uheldigvis gik det dog få sekunder efter op for mig, at den asymmetriske placering af fordybningen i underkoppen gav bedre plads til en kage. For spørgsmålet er jo her, hvor langt man bør udstrække nævnte stædige analogi.

Eksemplet demonstrerer hvorledes funktion og æstetik helst bør opfattes under ét - ja, for "integreret" lyder som en mellemting mellem endnu et prærieuniversitet i lighedens navn og et flygtningeasyl i dronningens navn.
Nuvel, dette med æstetik og funktion vidste vor anden udødelige kollega Viktor Borge tydeligvis også, jævnfør følgende replik: "Do you know why there are always three pedals on the grand piano? Well, the pedal in the middle is there to seperate the two others - which might be bad news for people with three feet..."

Crazy humor? Al god humor er crazy ved at forene en vis stædig konsekvens med uforudsigelighed, men ikke alt tosset er spor sjovt. Tænk på hvorledes den udbredte mediesyge får ellers fornuftige mennesker til at tro, at det er særligt ærefuldt at snakke med om alt hvad kendte mennesker snakker om, og i samme jargon. Men tænk på at hvis von Trier var lige så følgagtig som sine fans, ville han slet ikke kunne lave de film. På den måde sætter et ret snævert udsnit af befolkningen sig på tidsånden, i oplysningens og individualismens navn. Hvis en udgivelse har fået god omtale, så får den på samme vis straks en bunke efterlignere, forklædt som moddebattører, og af samme grund sker der generelt en voldsom sproglig og billedmæssig ensretning i elitens og globaliseringens navn.

Undtagelser som Lene Andersen kan fortælle, hvorledes store og anerkendte forlag velsagtens i god tro behandlede dem som notoriske vildskud, som det ikke var værd at spilde den mindste opmærksomhed på. På den måde belønnes og opelskes abernes planet. For tiden læser jeg derfor aviserne opmærksomt hver anden uge og dropper dem helt de andre uger.

Et langt interview med Clas Kastholm i WA var dog en afveksling, for heller ikke han kan angiveligt døje flokmentalitet, uanset politisk olbservans. Men avisen gav ham nok ikke spaltepladsen alene af den grund, men også fordi han trods alt tilhører familien - for så ubevidst er majoriteten af de oplystes skare, netop fordi de fleste modsat Kastholm er flokdyr. Og de snu der ikke har naivitetens kongelige undskyldning, men meget vel ved hvad de gør - de ved til gengæld ikke, at den art beregnende smålighed slår umiskendeligt igennem i sprog, billeder og stil. For personligheden slår altid igennem - og åndløshed i Kierkegaards etiske forstand er også en slags personlighed.

Og humoren? Jo, den kan man heller ikke snyde, og samme Kastholm er da også groft sagt lidt af en undtagelse i det moderne mediebilledes kroniske overvægt af perfid sarkasme, ved tillige ofte at yde en velgørende modvægt i retning af det surrelle tankeeksperiment.