Friday, May 18, 2018

SOMERSET MAUGHAM 1930: "CAKES AND ALE"








Når jeg noget sent læser min afdøde bedstefars yndlingsforfatter Maugham, må jeg sande den velkendte snak om klassikerne som vore virkelige venner. På en måde rent vås, da vi jo – heldigvis - ikke kan vide, om vor kærlighed mon ville være blevet gengældt, eller vi ville passe dem bedst i rollen som deres mest tumpede fans.
Men når man sammenligner selv højt anerkendte menneskers daglige manipulation og ubeviste tarvelighed på sociale medier, er det befriende at læse et menneske, som kunne se med sine egne øjne, hvad der i virkeligheden foregår og ikke skeløjet labbede alt i sig som et narkotisk ammesygt og let bestikkeligt pattebarn.
Maugham fortæller om en forfatter med stor succes, der selv meget vel vidste at han ikke var så god igen, men var kommet langt ved flid, høflighed, stadig lærevillighed og social takt. Men han ingenlunde kyniker endsige hykler og i grunden en morderlig flink og jovial fyr.
Og han havde slet ingen problemer med at ignorere og parere anmasselser fra mindre succesfulde kolleger, uanset om de forsmåede fejlagtigt måtte anse ham for snobbet og hyklerisk.
Maugham beskriver i den forbindelse det mere komplekse sinds forlegenhed ved nænsom, skønt påtvungen høflig omgang med de mindre succesrige kolleger og ungdomsvenner:
Man bagatelliserer høfligt sin egen succes, hvorpå ungdomsvennen bekræfter det og venligt tilføjer at ingen af ens bøger kommer på højde med ens første rodebutik, hvorefter alt tydeligvis har været et sørgeligt forfald.
Når så pligt-middagen omsider er forbi, agter man at spadsere om til den baggyde hvor man betænksomt har skjult sin fine bil. Men vennen insisterer på at eskortere en helt hen til bus-stoppestedet, hvorfor man må spille rollen til ende og hente bilen i smug den næste dag. For det er ikke så let igen at spille god.

Rent Woody Allan – og derfor aldeles uforståeligt for vor moderne middelklasse-elite helt uden den slags kompliceret bevidsthed, og som tværtimod tænder på at trykke den helt af som beviset for deres storhed.

MEN den slags selvskabte problemer og nøkker var også fortællerens gamle ven Roy helt fri for - som sagt ikke fordi han var kynisk, men fordi han var herligt ligetil og praktisk på en afvæbnende måde, som ingen kunne tage varigt anstød af.
Han fik aldrig storhedsvanvid, og helt til det sidste inviterede han konsekvent negative kritikere til lunch for at bede om gode råd til sine fremtidige skriverier - som derfor faldt i god jord selv hos tidligere skeptikere.
Hver eneste dag læser man på Facebook lovpriste opslag fra tydeligvis velrenommerede folk. aldeles blinde i deres naive og let smigrede forfængelighed helt uden et gran af den løbende og rislende selverkendelse som kendetegner vore virkelige venner fra fra litteraturen.
Og så må vi ellers håbe at disse sidste ikke siger på akkurat samme måde om os til DERES virkelige venner i det hinsides....


Men tilbage til Maugham i ”Cakes and Ale” fra 1930.
Titlen er et Shakespeare-citat: ”Dost though think that virtue will give you more cakes and ale?”
Den kvindelige hovedpersoner er nemlig en særdeles udydig dame, men af et rent og godt hjerte helt uden skyldfornemmelser i forbindelse med hendes erotiske generøsitet og inkluderende ligefremhed.

Fortælleren har uventet modtaget en "presserende" henvendelse fra den ovenfor skitserede succesforfatter – og drager straks den slutning at sagen nok er mere presserende for den kendte forfatter end for ham selv. Og det er i forlængelse af denne tanke, at han giver os den rammende karakteristik af hans type.

De aftaler uformelt telefonisk at mødes som ungdomsbekendte i samme boldgade; og samtalen ledes hen på en for nylig afdød kollega, som mod alle forventninger og trods skandaler i sine sidste år og endnu mere efter sin død er blevet ophøjet til en en national litterær stjerne.
Hans enke havde været hans kurator og uselviske hjælper, men det fremgår at han havde haft en første hustru af mere tvivlsomt ry.

 Fortælleren mødes med Roy, men henvendelsens egentlige grund henstår i det dunkle. Dog med en antydning om den tvivlsomme og (formodet) afdøde første hustru, som fortælleren dog til Roy's store undren kun har gode minder om... Samtalen fører til gengæld bagefter til fortællerens og Maugham's refleksioner om litterær udødelighed: herunder det vilkår at den kanoniske udvælgelse nødvendigvis er begrænset til de i samtiden allerede nogenledes kendte og anerkendte og derfor på forhånd udelukker de dengang oversete eller fravalgte. Så den litteraturhistoriske doms langsigtede troværdighed er derfor ingenlunde forsikret i kraft af en art guddommelig nemesis.



En anden refleksion som man ligeledes genkender fra forfatterens erindringer, er den, at næsten alt hvad der engang glimrede som skabt for evigheden, vil blive enten derangeret eller helt glemt på lige fod med datidens døgnfluer, og at det på forhånd er umuligt at sige, hvad der vil ende som klassikere. Litterær bagklogskab kan vi derimod alle diske op med: ja, undertiden endda på forhånd som dengang Politikens redaktion profeterede at den unge digter Ali Hassan vill blive husket om 200 år. Men selv om han blev glemt allerede efter 2 år, undtagen af kriminalregisteret, så udelukker dette ikke, at Politikens redaktion alligevel kunne gå hen og få ret. Men end ikke tiltaltes navn husker jeg længere helt korrekt - og så kan ingen injurie-lovgivning vel straffe os, hvad vi end påstår om vedkommende. Livet lærer os dog desuden, at uhøflighed alene anses for umoralsk, når den rammer de stærke i riget: Så vi ser ingen grund til videre "research" i denne fjollede sag.




Mødet med Roy udløser et erindringsafsnit om fortælleres barndom i byen Blackstable og hans første indtryk af den afdøde - som nemlig af den lille bys spidser ansås for både social lav-klasse og tarvelig i sit valg af sin (første) hustru. Hvortil kommer at han faktisk også endte med aldeles uhørt i byens lilleverden at løbe fra en bunke regninger sammen med sin unge hustru.

Allerede dagen efter deres møde modtager fortælleren en opringning fra den afdøde stjernes enke Amy, der får ham til at aftale at møde hende snart sammen med Roy. Denne aftale fremkalder et erindringsafsnit om fortælleres sidste møde 6 år tilbage med afdøde - og dertil hans eneste møde med hans anden hustru Amy. Her havde afdøde underholdt selskabet med, at han skam i sin tid havde lært selskabets nye og måske en smule ubekendte gæst at cykle.



Erindringen om denne spøjse replik er anledning til et meget erindrings-kapitel om den nu aføde mands kriminelle forhistorie i Blackstable, hvor han som i forvejen ikke stod i ret høj kurs og endte med bedrageri og flugt fra mangfoldige gældsposter. Noget som afdøde selv ikke sidenhen i sine velmagtsdage skammede sig det mindste over, men tværtimod gerne underholdt sine beundrere med.



Fortælleren har endnu et møde på tomandshånd med Roy - og just med den afdøde forfatter som samtaleemne. I den anledning reflekterer han om afdødes sene ophøjelse til litterær stjerne - samt de meget forskellige mode-kvaliteter, man dernæst i forskellige perioder har tilskrevet ham og hyldet. Herunder som et sidste stilistisk skønhed: en egenskab som fortælleren dog relativerer som litterært kedsommelig og umulig at skrive på, fordi den ikke som f.eks. seksualdriften har et klimaks og et anti-klimaks og derfor ikke rigtigt lader sig forløse i f.eks. latter eller orgasme.

Endvidere er der refleksioner om om en særlig britisk forkælighed for geronter i litteraturen – men dog endnu mere i politik. Maugham får her forløst sine ideer om hvorfor de unge oftest gerne betaler deres obligatoriske tribut til de gamle og i dag helt ufarlige koryfæer, selv mod bedre vidende – og selvsagt i endnu højre grad hylder alderdommen, efterhånden som de selv når skels år og og alder og dermed omsider selv får gavn af illusionen om alderdommens særlige modenhed og klarsynede visdom.

Denne overvejelse er forresten  helt i tråd med min egen hyppige private refleksion om mandlige filminstruktørers typiske forkærlighed for gamle mænd i rollen som de unge skjønheders superelskere: De gamle bestemmer nemlig typisk i branchen og vil gerne selv opreklamere deres egen (mangel på) alder – og de unge kommer såmænd tids nok til også selv at høste rigelige renter af denne alderdomsforsikring, den dag de ikke længere kan leve højt alene på deres naturlige fortrin.

Under selve mødet med Roy presser denne ham og afslører omsider sin planer med ham i hans egenskab af den eneste overlevende kilde omkring afdødes tvivlsomme forhistorie – som dog vil være nødvendig i en planlagt litterær biografi, hvormed Roy sin natur tro og helt uden misundelse vil høste de lavt hængende frugter af det afdøde koryfæ.

Denne indvielse udløser et langt erindringsafsnit om fortællerens ungdom som studerende i London samt hans forhold til den dengang kun moderat lovende forfatter - samt til hans kvindelige litterære gudmoder Mrs. Barton Trafford: en kulturel rugemor for unge forfattere hvis anderledes tørre ægtemage af fag var ekspert i "prehistoric man", men som dog fik andel i hustruens unge mandlige investeringer i form af nyttig litteraturhistorisk bistand af en støvet saglighed som verden ikke kunne afvise. Mrs. Barton Trafford selv sammenlignes med Madame de Pompedour i Ludvig XV's Frankrig.

Dette afsnit bruges tillige til at lufte kåde forslag om nye opgaver for tidligere ”peers” i Englands efterhånden overflødige Overhus ”House of Lords” såvel som deres fruer i form af eksklusive og velafgrænsede litterære domæner som deres nye og mere tidssvarende adels-privilegier og en ny form for uundværlighed.  Disse tanker fra 1930 minder en nutidig læser om vor moderne intrigante karriere-middelklasses komisk intuitions-forladte bogliggørelse og territoriale akademisering af såvel helt almenmenneskelige som finkulturelle områder som deres eneret: og just med en art adelsfornemmelser og en affekteret forkærlighed for lejlighedsvis gammelagtighed og fornemme ordvalg der meget ligner de revolutionære franske jakobinernes samt nogle visse socialisters perverse fascination og efterligning af just den religionskult, den kongelighed og det adelsvæsen som de hævder at hade.
Fortælleren mindes sin egen hemmelige affære med forfatterens erotisk komplet sorgløse hustru og gør sig i den anledning tillige genremæssge betragtninger omkring nogle litterære autoriteters skepsis mod romaner med en jeg-fortæller som værende forældet og snæver.
Selv mener han tværtimod, at i et uendeligt univers med så mange ubekendte faktorer er det mest objektive og sandfærdige tværtimod at vedgå sit begrænsede perspektiv i stedet for at lege alvidende gud. Og i den forbindelse morer han sig over, at en periodes store forfattere gerne bekender sig til en roman-teori der foreskriver at forfattere forsøger at skrive just som de selv.

Under eget navn har Maugham i sin selvbiografi "The suming up" tillsvarende sagt, at en forfatters romanteori typisk forsøger at ophøje hans egne professionelle mangler til en dyd: De som ikke kan skrue en interessant historie sammen, kalder gammeldags fiktion naiv og outdated, de humorforladte ser komik som folkelig populisme og mangel på seriøsitet; de som ikke kan fatte sig koncentreret, hylder det modernistisk rodedes litterære kompleksitet, osv. osv..

Det lange erindringsforløb slutter af med, at forfatterens letlevende hustru løber med en tidligere elsker fra hjembyen Blackstable - som hun tydeligvis trods hans alder og kun moderate sociale statuss alle dage har haft en særlig svaghed for – men som nødsages til at emigrere under falsk navn til USA grundet voldsomme gældsposter og vidtløftige kuldsejlede engagementer. Noget som den letlevende dame jo da forresten har været med til én gang før. Fortælleren nyder dog heldigvis forinden selv godt af den første hustrus erotiske sorgløshed, men kan jo ifølge sagens natur så ikke gøre moralske fordringer på eksklusivitet uden at slå sig selv på munden.

En forfatter kan imidlertid skrive sig ud af enhver ulykke – endog skæbnen som hanrej – og derefter glemme den komplet, ganske som en forfatter kan skrive sig ud af besættelsen af en mulig litterær figur ved simpelt hen at gøre alvor af at skrive personen ind i en historie. Noget som Maugham ret ofte indleder med at fortælle om sine historiers fiktive hovedperson. Så stjerne-forfatterens selvmord var ingenlunde at frygte i anledning af hustruens flugt.

Fortælleren sendes af Roy (i samforståelse med den så at sige professionelle enke Amy) til sin og afdødes fælles hjemby Blackstable for diskret at efterforske og udfritte omkring det katastrofale forløb omkring hans første ægteskab, der skønt biografisk uomgængeligt meget nødig skulle risikere at plette endsige slukke koryfæets udødelige stjerne. En stedlig tjenestepige fortæller ham da også om hustruens livslange kærlighed til den meget ældre og dengang gifte ægtemand og far, som hun til sidst stak af med til USA. Turen til Blackstable udløser samtidig fortællerens duft-erindringer om stedlige madelinekager: For den moderne taxa-bils læderduft genkalder på mystisk vis de gamle hestetrukne droskers staldlugt fra barndommen.

Fortælleren besøger til sidst sammen med Roy forfatterens anden hustru – og bliver forinden af Roy indviet i historien herom. For hun mødte ham i egenskab af sygeplejerske i forbindelse med en livstruende lungebetændelse – men indtil da havde den litterære gudmoder Mrs Barton Trafford skam vedholdende ført den bedragne ægtemand frem mod hans litterære stjernestatus. Dog med et foreløbigt antiklimaks da forfatteren begik en skandaløs roman om hvorledes hustruen i anledning af deres barns død af meningitis flygter ud i byen sammen med en tlfældig elsker for at dulme smerten – i stil med nogle blivende fædres tradition for at benytte fødslen som en legitim friaften til at rende de sidste horn og ruelser af sig.

Koryfæets enke får samtidig uventet besøg af to amerikanske litterære turister, hvilket får den snarrådige Roy, der selv har forelæst "over there", til med afvæbnende beskedenhed at bemærke, at de realistiske amerikanere trods deres europæiske nostalgi til enhver tid foretrækker en levende mus for en afdød løve. Mens han derfor giver den i rollen som cicerone og litterær kustode, udspørger enken fortælleren om afdødes første hustru. Men han overrasker ved at berette om hendes helt igennem elskelige væsen hinsides borgerlig dyd, der nu engang langt fra altid forøger mængden af ”cakes and ale” her i verden.

Da Roy må le ad hans sentimentale poetisering af den så løsagtige dame, reflekterer han over hvorfor verden altid ler ad ham, når han en sjælden gang er helt alvorlig: Måske fordi al vor patetiske alvor er absurd i det amoralske og blinde univers hvor vores moral og vores lykke ingen som helst rolle spiller.

Enken spørger om afdøde mon dengang havde været villig til at tage sin løsagtige første hustru tlbage, hvis hun var kommet. Fortælleren benægter det, for hun var nu en gang brugt op litterært. Enken tror dog endda tydeligvis at den første hustru er død forlængst.


Fortælleren der herefter sendes tilbage til sit pensionat for at nedskrive alt det som også vi læsere nu har haft fornøjelse af – afslører til sidst for læserene alene, at historien havde et hemmeligt efter-spil, idet han få år forinden på en litterær turné i USA var blevet opsøgt af sin tidligere hemmelige deltids-elskerinde, engang han som omsider også selv anerkendt forfatter forelæste i hendes by.

Han udfrittede hende ved den ljlighed om sandhedsværdien i den afdødes forfatters dengang skandaløse beretning om hendes tilfældige erotiske eskapade, dengang deres fælles barn døde – og som manden i det store hele havde gættet og beskrevet korrekt. Hun sammenligner det lille optrin med når vordende fædre undertiden benytter hustruens barsel til en sidste seksuel friaften med en den første den bedste tilfældige dame.
Om sin første ægtemands tolerance og distancerede uberørthed af episoden bemærker hun: ”You are queer fish, you writers”: Just dette at forfattere køligt og den skrupler kan bruge både egen og andres ulykke som materiale. I den forbindelse konstaterer fortælleren for sig selv, at folk af hans fag dybest set er de eneste frie mennesker i verden, fordi de formår at ophæve enhver byrde ved at forvandle den til litteratur.

Damens nye ægtemand er dog for længst død, men hun vil ikke giftes igen: For en gammel mand gider hun ikke, og en ung mand ville være en latterlig anskaffelse i hendes alder. ”I have had my time, and I am willing to call it a day”

Fortælleren havde til sidst spurgt hende hvad hun dog så i den langt ældre og tvivlsomme handelsmand med så moderat status i hjembyen Blackstable, og som hun havde forenet sig med i anledning af hans flugt fra sit fallerede liv. Jo, han var den eneste mand hun virklig elskede, og hans hemmelighed var den enkle, at ”He was always such a perfect gentleman”.
    -------------------------------------


    MAUGHAM har om denne lille roman senere sagt, at selv om verden aller mest hylder ham for romanen ”Of Human Bondage” fra 1916 (som jeg endnu har til gode), så står ”Cakes and Ale” fra 1930 hans eget hjerte nærmest – just grundet portrættet af den elskelige, klarsynede og muntre kvinde Rosie: en figur der meget længe havde spøgt i hans sind og ledt efter en passende ramme-historie, indtil den omsider blev forløst..


    Men portrættet af Rosie har en pendant i fortællerens gensyn og erindring om sin kære landlady i hans sin tid som ung medicinstuderende med hemmelige forfatter-ambitioner i London, hvor han oplevede den nu afdøde ældre forfatters rejse mod berømmelsens tinde. Hans "landlady "var altid i stand til at levere en komisk metafor og en rammende sentens og forenede sund fornuft med humor og et godt hjerte.

    Fortælleren opsøger hende efter de mange år, inspireret af erindringerne fra ungdommen. Og oplevelsen af det uforandrede værelse som han i sin tid beboede, udløser en øjeblikkelig genkaldelsen af alle ungdommens aspirationer, spænding, vækst, ærgrelser, smerte og usikkerhed på en gang. Da den nu selv anerkendte og velstående forfatter spørger hende, om der ikke er noget han kan gøre for hende, svarer den gamle dame: At det eneste hun beder om i livet, er styrke til at fortsætte sit arbejde og liv som ”landlady” mange år endnu. Det svar får ham til at bekende, at skønt han ellers ikke er sentimentalt anlagt, fik han en klump i halsen af bevægelse.

    Endnu en hyldest til madeleine-kagens princip, som Proust således ikke var ene om. Men også en hyldest til romanens særlige evne til at fiksere og udødeliggøre sanseligheden og erfaringens strøm. Men for det tredje tillige en hos Maugham ret sjælden hyldest til menneskesindets smukkeste og sundeste sider.

















Monday, April 30, 2018

ART AND CRAFTS


Naturen er mest charmerende, når den kunne ligne et arrangement. Og havekunst er mest charmerende når den kunne ligne naturens forening af tilfældighed og biologisk lovmæssighed.
Her dog ikke ligefrem The gardens of Frank Loyd Wright, men derimod mit seneste utopiske reservats-projekt, nævnt i foregående opslag og

aktualiseret af et storstilet tørvegravningsprojekt.

Resultatet er på ingen måde givet, men jægerkorpset udfører til orientering taktiske nøgleoperationer bag fjendens linier.

Tuesday, April 24, 2018

ROMANTISKE FREDNINGS-PROJEKTER


FØDSELSDAGSGAVEN ankom i år en dag for tidligt i form af to kæmpende tjur-haner 21 april. For første gang hidtil to tjur-haner i samme synsfelt og samme foto - de plejer nemlig fornemt ikke at anerkende hinanden som værdige modstandere, undtagen når det undertiden går til voldeligheder.
Hos menneskenene ses akkurat det samme, blot en tand mere socialt udspekuleret.

Nu i morges var der derimod ingen gaver, for man kan jo ikke forvente, at folk der tog fejl af fødselsdatoen, efter at være blevet berigtiget atter skal komme anstigende med nye gaver på den rette dag. Så "gjentagelsen" udeblev i morges samme steds, som skrevet står. .

 Langt de fleste gode fotos af tjur-haner afbilder til orientering for vort lands mange "debat-elskere-af-eksotiske-dyr" skruptossede og hormonforstyrrede tjurhaner.
Ganske som der findes enkelte sindssyge mennesker selv i junglen, har der nemlig alle dage fandtes enkelte sindssyge tjurhaner selv i helt uforstyrrede områder.
Nu kommer pointen. Hvad gør man ikke for at få et akkurat lige så godt foto af en kernesund tjurhane - også selv om enhver kender vil sige: "Den er god med ham - et så godt foto af en tjurhane kan da kun stamme fra politiets register over efterlyste tjurhaner." Ingen instans kan nemlig se forskel, så rent kommercielt er der slet ingen mulig gevinst ved denne art narkotisk lotto-slaveri.
Nej, ganske som ved uhyre sky dyr som lossen vil et uskarpt billede af et dyr i fangenskab tværtimod langt bedre kunne overbevise publikum om, at utopien omsider realiseredes uden snyd og bedrag.
Men hvis der nu er to tjur-haner i samme foto? Tosset krage søger vel mage, og den der søger, skal finde? Nej - for tossede tjurhaner vil nemlig hverken vide af hinanden eller af damerne. Hvis to tjurhaner undertiden ses sammen, så må de derfor være ganske ualmindelig hormonalt velforvarede.
Sådanne fotos er derfor de allermest eksotiske og atttråede. Verden vil derfor almindeligvis formode, at dyrene må være udstoppede eller foto-montager - og som oftest har verden såmænd nok også ret: for allerede Det Gamle Testamente lærer os, at menneskenes verden i styres af snyd og bedrag i kampen om fordele og goder...
--------------------------------------------

 HVAD MEDIERNE er fulde af, løber mundene over med:

Ulve som knap nogen af debattørerne har set skyggen af, og som de fleste af dem i virkeligheden giver fanden i. Prins Henriks afdøde røv. Samt Raket Madsens rædselskabinet.

Danmark er blevet en debat-klub af ulønnede sufffløser, meningsberettigede flinkeskole-elever med albuer og pension samt deres tusinde ydmyge landsdækkende ekkoer med lige våde drømme om samme spalteret omkring akkurat de samme fortærskede mode-emner.
Ulve på fed dansk muld morer og undrer mig skam som et spalteberettiget kuriosum på alles læber - men ligefrem slås for dem gider jeg nu ikke personlig i et så tæmmet landskab.

I går ved daggry ligesom ved fordums offentlige henrettelser gjorde jeg derimod alvor af mit løfte om at konstatere fast forekomst af urfugle og tjurer i et område som trues af et tørvegravnings-projekt - og endda klods op ad et stort svensk naturreservat - hvilket må siges at være en dårlig synergi samfundsmæssigt set. Især fordi reservatets tjurer tydeligvis har just det truede område som deres hævdvundne og umistelige parrings-arena og nøglebiotop.

Tørve-selskabets egen pligtskyldige forundersøgelse viste imidlertid slet ingen bevarings-krævende arter - og Miljödomstolen tog deres ord for gode varer. Jeg motiverede derfor i vinter Kronobergs Länsstyrelse til ud fra mine iagttagelser at forlange en ny undersøgelse nu i år; men jeg stoler ikke helt på bolagets natur-konsulent og forsøger derfor selv ulønnet at dokumentere de to nævnte Natura 2000 arter helt "på eget bevåg".
Dette er bureaukrat-snak, men betyder at Sverige har pålagt sig en EU-forpligtelse til at bevare disse arter og deres habitater, hvilket gør de anførte arter til en så at sige Tietgen'sk ærgrelse for sådan et tørve-selskab.

Natura 2000 arter behøver dog til orientering ikke som f.eks. ørnene at være rødlistede i det pågældende land. Det er nok at de er rødlistede i mange af EU-landene, samt at de anses for sårbare. Natravnen, der først kommer om nogle uger, er derimod rødlistet i Sverige - og også den findes da mig bekendt i området.

Men vist finder jeg samtidig hele området eventyrligt og naturskønt på dets egen karrige vis, for ellers kunne det næsten være det samme.
Ganske ligesom kultiverede ulve på en kedelig dansk pløjemark ikke for alvor kan engagere mig, selv trods al mulig sympati herfra.

Wednesday, April 04, 2018

PHILIP ROTH'S ALTERNATIVE HISTORE








"THE PLOT AGAINST AMERICA"
Philip Roth skrev i 2004 en kontrafaktisk roman om det scenario, at de nazi-venlige amerikanske helte Charles Lindberg og Henry Ford havde dannet regering i 1940 i stedet for endnu engang F.D. Roosevelt. Philip Roth finder dog det nuvärende forlöb med Trump langt mere usandsynligt og absurd end det nazistiske scenario i hans roman.
Lindberg og Henry Ford gik ind for isolationisme under mottoet ”America First” og så nazi-Tyskland som den eneste magt der både kunne og ville bekæmpe Sovjetunionen. Deres anti-semitisme var derimod blødere og tidstypisk mere kulturelt betonet – og dermed langtfra uspiselig for befolkningens flertal.
I romanen forulykker Lindberg omsider i sit privatfly, hvilket giver anledning til diametralt forskellige konspirations-teorier fra både hans egne nazi-venlige folk og fra Roosevelt et. al.
Tyske og tyskvenlige medier kolporterer således, at Roosevelt og hans jødiske kreds har skaffet Lindberg af vejen – ligesom de hævdes at at have instrueret mordet på en jødisk stjernerapporter og kompromis Lindberg-kritiker kort tid før for at opgejle en anti-Lindbergsk stemning: der atter sandsynliggør denne jødiske konspirationsteori.

Roosevelt's støtter samt engelske medier hævder omvendt, at tyskerne har kapret Lindberg for at mistænkeliggøre og kriminalisere Lindberg-regeringens modstandere og accelerere den nye verdensorden i form af amerikansk ”Krystalnat”.

En tredje teori vil hævde, at det i sin tid var på tysk kommando at Bruno Hauptmann kidnappede parret Lindberg's baby, der i virkeligheden blev opbevaret i Tyskland som gidsel – mod at Lindberg lod sig omskole til nazivenlig præsidentkandidat. Faktisk emigrerede Lindberg-parret allerede inden Hauptmann's henrettelse i 1936 midlertidigt til Europa, hvor den nære forbindelse til naziregimet opstod. Og Charles Lindberg tildeltes vitterlig i den periode medaljer af Gøring og Ribbentrop.

Hvorom alting er: Efter Lindberg's forsvinden vedtager vice-prædidenten undtagelsestilstand og internerer både Roosevelt's kreds og fru Lindberg.

Lindberg's enke undslipper dog og tager i ledtog med idealistiske radiofolk resolut föringen i en offentlig appel, hvor hun hævder at den frygtløse pioners forsvinden med al sandsynlighed var en ulykke, og at vicepræsidentens undtagelsestilstand og inddragelse af borgerrettighederne er anti-demokratisk, ulovlig og anti-amerikansk fascistisk tiltag – modsat alle Lindberg-kredsens tidligere forsikringer om lov og orden samt om Lindberg som garant for verdensfreden.
Det lykkes hende at vinde kongressens medhold, hvorefter Roosevelt atter vælges som präsident.
Dermed er også strategiske Lindbergs freds-alliance med bl.a. Japan slut - hvorefter Japan bomber Pearl Harbour og den kendte historie tager over. Genialt - for hvem gider det helt igennem kontrafaktiske?
------------------------------------

Hvad der gør romanen til stor kunst, er imidlertid ikke det sindrige og historisk troværdige komplot, men - som altid - det som ikke har direkte med sagen at gøre. Ellers kunne Roth have nøjedes med at skrive en debatartikel, som alle og enhver efter dernæst kunne have en berettiget "mening" om. For stik modsat en spalte-berettiget national-myte var Georg Brandes ord om aktuel debat som litteraturens højeste opgave ikke ment bogstaveligt, men var tværtimod i sig selv blot et dengang tiltrængt debatindlæg.

Historien fortælles i tilbageblik af den voksne fortæller "Philip Roth", der ganske som forfatteren vokser op i en jødisk bydel i Newark. Mestendels hårdt arbejdende jøder af østeuropæisk herkomst, der ser sig som ærke-amerikanere og er aldeles fremmede for orientalsk vidtløftige zionistiske drømme, ligesom de religiøst set alene er at betragte som "kulturjøder" - modsat deres ortodokse forældre fra pogromernes Østeuropa.

Både i kvarteret og i den nære familie finder vi karaktertyper inden for alle regnbuens farver: En farbror er halvt gangster, og en moster er en rygrads-løs snob helt til fals for magt og prestige. Men begge forældre er derimod trods deres yderst beskedne positioner kompromisløse sandhedsdyrkere og moralister i deres egen personlige livsførelse.

Sønnen skriver herom i reflekterende tilbageblik, at der gives to slags hårdkogte mænd: onklens type, der tænder på magt og forløses menneskeligt ved sejr og hævn - og så faderens moralske martyr-heroisme, der endog nægter at anerkende og bøje sig for magten ved i tide at flygte fra udsigten til retsløse tilstande.

Unægtelig en noget overraskende, men ikke desto mindre erfaringsmæssigt retvisende sidestilling: For mennesker foretrækker ofte ved nærmere eftertanke den første type, som de nemlig finder langt mere menneskelig og gemytlig end de stejle enegængere, som jo alene har deres egen realitets-foragtende stolthed at takke for deres livslange fortrædeligheder. Mennesker tilgiver nemlig erfaringsmæssigt sjældent, hvis man ingenlunde er til salg for at opnå deres "sympati": just den smigrende afhængighed, som ofte just er betingelsen for folks vedvarende sympati...

Det gamle testamentes Job begik med sin stædige snarere end forbilledligt fromme insisteren på sin uskyld selv helt uden vor kollektive støtte en synd så utilgivelig, at strafudmålingens pligtskyldige modregning af hans uskyld i selve den pålydende anklage ikke i praksis gjorde nogen forskel. For nok er troens styrke en dyd, men det kommer åbenbart an på hvad troen gælder. Dette lille apropos var til orientering (endnu) ikke noget citat - bare sagt for god ordens skyld og derfor som sædvanlig in vain.

Et andet sted hedder det da også med en verdensklog ironi, der er sjælden helt uanset etnicitet og kultur, om Philips opportunistiske storebroder: "Men måske var min brors opportunisme i grunden ikke andet end det voksne menneskes "mature weddedness to the ways of the world". "

Læg her mærke til, at ganske som hos Shakespeare beskrives det onde ikke journalistisk ligefrem og jovialt indforstået, men i et blomstrende sprog der med bryllup-billedets hjælp tilbagelægger den astronomiske afstand fra integritetens verden til dens modsætning med en så at sige pervers botanisk og artistisk nydelse - som vor aktuelle Ubåds-Madsen uden tvivl ville kunne påberåbe sig som sø-forklaring til sit dokumenterede hang til volds-vidoer, såfremt han dog bare havde kendt lidt mere til Shakespeare.

Det poetiske udtrykt "mature weddedness to the ways of the world" kunne et menneske, der selv lever op til denne beskrivelse, nemlig aldrig nogensinde have fundet på: For billedets artistiske puma-spring overvinder afstanden til en eksotisk galakse, som dermed synliggøres på en måde, som den samme verdens beboere aldrig ville kunne karakterisere så rammende.

Også humorens tilsvarende poetiske dimension (for al virkelig humor er har et surreelt islät, der modsat den blotte satire og karikatur relativerer sin anledning til et banalt, men kærkomment påskud og substrat) viser sig mange steder: F.eks. ved drengens beundring af den beredne politibetjents placering af parkeringsbøder fra sin elegante arabiske hesteryg i en elegant nedladende bue-bevægelse som et udtryk for den sidste ridders foragt over for maskinalderen.

Selv den mest konventionelle læser må finde formuleringen smuk, harmonisk og beroligende ukontroversiel. Men ret beset er den komplet surrealistisk: For dette er jo hverken politibetjentens hensigt eller drengens oplevelse heraf, men alene den modne og belæste fortællers helt private "som om"-association. Og akkurat det samme gælder al virkelig humor modsat aktuel satire og parodi, der jo alene overdriver en faktuel konstatering. Når ganske enkelte skarpe studieværter og nyheds-kommentatorer faktisk tillige er morsomme, beror det da også hver gang på eksistensen af sådanne surrealistiske elementer: Tænk blot på den amerikanske gummiansigt Jon Steward med ”The Dayly Show” - men såmænd også på vor hjemlige Signe Molde.

Enhver velorienteret og nidkær papegøje med medietræning ville løbende kunne opsnuse momenter hos vore politikere, som kan bringe dem i forlegenhed til seernes moro, eller i det mindste ”udfordre” dem. Men hos begge de nævnte udtrykkes altid en sideløbende bevidsthed om, at sådan er vi mennesker nu engang, ja måske endda også jeg selv – tilsat en pantomimisk indlevelse i hvordan det mon må føles for en bemyndiget personage sådan at blive taget med fingrene i kagekassen. Og det er ikke noget de har lært på endnu et kompetance-givende kursus, som de kan skrive på deres CV.
-------------

Men nu videre i handlingen...
Philip's storebror bliver kapret som ”nyttig jøde” for Lindberg-bevægelsen i et program for jødernes amerikanisering og af-ghettoisering, hvor jødiske drenge sendes på sundt landarbejde i det protestantiske Vesten – selv om det af forældrene gennemskues som det første skridt på vejen til tyske tilstande. Moderens søster er nemlig kæreste med en socialt ærgerrig rabbi, som reelt er købt af regimet til at gøre Lindberg ”kosher” for retsindige amerikanerne. Men Philip's forældre forbyder og afbryder resolut forbindelsen mod drengens vilje - og gør sig dermed upopulære i selv samme magt-nære kreds.

Forældrene opfostrer imidlertid tillige en forældreløs fætter af Philip med kriminelle tilbøjeligheder, men som grundet heltedrømme lokkes til at melde sig i krigen mod Hitler på Canadisk side – blot for at komme hjemme et amputeret ben. Herefter ender han snart i hårdkogt ledtog med jødisk mafia. Ikke mindst fordi han som anti-Hitler automatisk registreres af FBI og blacklistes som anti-Lindberg og dermed bliver en paria for legale arbejdsgivere.

Den mindreårige Philip er vidne til forældrenes slagsmål med hverdagen, ideologien og kampen for at opretholde deres integritet – samt til deres fortvivlelse over de to ældre drenges henholdsvis kynisme og blåøjede modtagelighed for magt og bestikkelse.
Den unge Philip omklamres konstant af en jævnaldrende lille overbo og planlægger derfor hemmeligt en fremtid på et katolsk hjem for forældreløse i kvarteret – han stjæler over en periode en del af drengens tøj og agter at troppe op i hans navn, for at slippe af med ham såvel som familiens daglige skænderier om regimet. Under hans natlige ekspedition til ”klostret” sparkes han dog af en stedlig arbejdshest – men reddes fra at forbløde af sin plageånd og overbo der nemlig har skygget ham og nu stolt kan omklamre ham endnu mere end før i sin egenskab af hans stolte redningsmand.


Nogen tid efter hænger plageåndens dødssyge far sig imidlertid – men den fantasifulde Philip frygter ved synet af sin mor sammen med politi og redningsfolk først, at det er hans egen far der er død. Han hengiver sig straks til drømme om i stedet at flygte over til gangster-fætteren og hjælpe ham med hans protese som først efter hans hjemkomst som krigsvrag. Kun langsomt forsikres han dog om, at hans egen far skam lever – selv om han skam - overvejer den risiko, at det måske bare er noget faderen foregiver (!). Jo, Woody Allan's og Philip Roth's humor er beslægtede – men jo desværre alt for håbløst udansk til, at vi tør præsentere den slags for vore oplyste abonnenter....

Philip har en daglig skræk for at gå ned i husets kælder, som han tror er hjemsted for afdøde slægtninges genfærd som en slags moralske hævnånder der ser alt. Han storebror plejede i samme alder at råbe ”Bad guys, I know you are down there, I have got a gun!”. Den mere defensive Philip undslår sig i stedet altid med gode undskyldninger og fromme forsæt, hver gang han sendes ned for at hente noget vasketøj.

Familien varsles imidlertid en dag om snarlig forflyttelse og genansættelse i en protestantisk landbrugsstat som led i en storstilet jødisk af-ghettoisering, men undgår det dog med store omkostninger. Philip opsøger sideløbende hemmeligt moderens socialt ærgerrige og naive søster der er kæreste med Lindberg's ambitiøse jødiske PR-rabbi – og foreslår hende, at de i stedet flytter overboen til prærie-staten. Philip får uventet kort efter sin vilje – men ved overboernes afrejse græder Philip alligevel nostalgisk over mindet om dengag plageåndens altid uselviske mor reddede ham ud af hans forlegenhed, da han var kommet til at låse sig inde på toilettet. Herligt set: For selv tabet af en veritabel tyran eller en plageånd kan efterlade en i et tomrum uden den daglige ærgrelses pålidelige retningslinier og gode undskyldning for at lade stå til i egne gøremål. Så slem var vor gamle tyran ret beset heller ikke...

Da plageåndens mor imidlertid nogen tid efter dræbes under stedlige anti-jødiske optøjer, drager Philip's som altid kompromisløst retlinede far sammen med den ellers Lindberg-venlige storebror med fare for liv og lemmer afsted gennem ukendt bølleland for at hente Philip's nu forældreløse plageånd.

En ny irsk overbo har en døv søn. Da denne monterer sit høreapparat på Philip, spørger denne betænkeligt, om han mon dermed også selv risikerer at blive døv. Hvilket minder mig min egen helt op i gymnasietiden slidstærke automat-forestilling om, at handikap-toiletter ikke alene var juridisk strengt ”no-go” for fuldt førlige mennesker, men tillige anatomisk umulige at betjene uden et reglementeret handikap: ja, endda muligvis noget med omvendt tyngdekraft.

Philip kommer nu i tanker om et arbejdsgiver, der er blevet radio-berømt (jvf. Allan's ”Radio Days”) på at ansætte og oplære døvstumme: og Philip undfanger naturligvis straks en drøm om at opsøge ham, nu i rollen som på engang døvstum og forældreløs – også denne gang under sin jævnaldrende plageånds efterhånden temmelig misbrugte navn. For udsigten til snarlig genforening med hans slaviske beundrer piner ham.

Philip plages dog samtidig nu af bevidstheden om at være skyld i drengens moderløshed – og han affinder sig derfor langmodigt med udsigten til som bod og soning herefter at måtte udholde ham som sin sted-broder og ikke blot som overbo.
Men herudover forudser Philip med frygt og bæven, at genfærdet fra plageåndens afdøde mor naturligvis ikke agter at blive boende alene i sin tvungne anti-semitiske eksil vestpå, men tværtimod må forventes snarest at flytte ind i familiens spiritistiske kælder for at være nær både sin stakkels søn – og den endnu ustraffede bagmand til dennes forældreløshed...

Set i den voksne Philip's tilbageblik sammenfalder denne formelig ”Donald Duck”-agtigt forsmædelige nulstilling (”Ryk tilbage til Start”) imidlertid med Lindberg-regimets endeligt og genindsættelsen af good old F.D. Roosevelt som præsident. Dette sikrer romanen en komisk finale ved relief-virkningens globale modvægt til den tænksomme drengs private perspektiv på familie-forviklingernes tragikomiske udfald – som derfor i erindringens lys alligevel må opleves som en happy ending...

Romanen er utallige steder absurd morsom, men det er som antydet en humor som man kun sjældent finder hverken i den moderne etniske danskhed eller i vor selvbevidste medie-diaspora af assimilerede karriere-folk og selvbestaltede arvtagere til Georg Brandes med deres utrættelige "debat" om, hvad denne eller hin nu har "udtalt" om f.eks. den gode mosaiske skik ”circumcision”.

Dette sidste emne minder os imidlertid sluttelig om, at Philip af sin gangster-onkel engang har ladet sig belære om, at alle jødernes afskårne forhuder genbruges til at fabrikere FBI-agenter - hvilket dog i min egen lykkelige fejlerindring efter første gennemlæsning blev Freudiansk forvandlet til det anderledes nærliggende: "katolske nonner" - nonne-hætterne, I presume....










































Tuesday, February 27, 2018

OMSKÆRINGS KOMIK: ETNISK RELATIVITETSTEORI FOR BEGYNDERE




Jødernes mytologiske fællesskab omkring initiations-riter i lovlig ung alder til selv at fatte galoppen andet end baglæns - er rimeligvis noget som man ikke sådan kan ”forstå”, endsige troværdigt vælge at tilslutte sig rationelt.
Men hvis blot det omgærdes af en ritualiseret familie- og stammetryghed, tager nok kun de aller færreste børn spor skade af det.

Selv udviklede jeg som barn et slidstærkt kastrations-kompleks, efter at et meget korpulent kvindeligt Jehovas Vidne – og tillige ejendommens selvbestaltede conscierge - havde truet med at afskære mit dengang åbenbart en smule ekshibitionistiske lem. Men jeg tror nu stadig, at der gives langt værre onder i verden at bekæmpe end netop omskæring.

Det kan være svært at mobilisere den helt store medfølelse med denne verdens mange omskårne: For dels må vor i forvejen beskedne kvote af medfølelse rationeres; og dels er omskæring åbenbart næppe så slemt igen, siden de fleste af behandlingens ofre anbefaler det så varmt – og det endda med de knibsk eksklusive etniske forbehold som vi mennesker kun har, når der er tale om goder og særrettigheder.
Dette med kønsdelene er desuden allerede i forvejen forbundet med ungdommelig smerte, som langt fra altid rimer særlig harmonisk på "hjerte". En sjat kortvarig smerte oven i hatten gør derfor næppe den store forskel.

Som barn fik jeg endnu et chok ved at se en lyserød lille gris blive kastreret uden bedøvelse med et raskt førergreb over en nypudset og funklende metalskål af passende størrelse. Genitaliernes metalliske svanesang i deres frie fald mod blikskålen glemmer jeg aldrig: kammertonen, I presume...
Men grisen led modsat jeg selv ikke varig overlast af operationen - også selv om den i overensstemmelse med drejebogen skreg som en stukken gris og dermed brød metal-skålens kammertone på en måde, der må have gjort både Stravinskij og Schönberg grønne af misundelse.

Nej, for i henseende til varighed kunne grisens smerte nemlig ikke måle sig med min medlidenheds og min rædsels raffinerede smerte. Medfølelsens smerte slukkes nemlig aldrig, men genfødes - ligesom Tuborg i følge Storm P.- hver gang lige frisk i erindringen. For dette at det skrækkelige overhovedet skete, er gruens genstand, helt uanset det historiske tidspunkt.. Hvorimod rent fysiske smerter ganske ligesom valgkampagner slutter og glemmes, så snart de er forbi.

Grisen selv lever skam i bedste velgående og har angiveligt Donald Trump som sit erklærede forbillede. Den nyder imidlertid ligesom fordums eunukker den særlige fordel, at intet hunkønsvæsen siden den dag har kunnet bringe den fra snøvsen og forstyrre dens karriere.

Grisen beder mig derfor fortælle, at den undrer sig gevaldigt over den højrøstede deltagelse omkring denne længst glemte episode. En medfølelse som den nemlig ikke just oplever ret meget af i alskens andre sammenhænge, der ikke på samme viser tilbyder folk mulighed for helt gratis at udstille deres moralske fortrin. Grisen nærer ganske vist ej heller selv særligt rørstrømske tilbøjeligheder: Men den foregiver det så heller ikke – og er heri næsten lige så stor en hædersmand som dens idol Donald Trump.

Nej, der ligger således nok andre dagsordner bag al denne humane bekymring for de omskårne – selv om det forhåbentlig ikke altid behøver at være lige akkurat anti-semitisme, der driver dette specielle hjørne af godheds-industrien?

Men en tilsvarende skepsis har jeg nu ikke desto mindre også over for mange omskærings-tilhængeres indædte forsvar for den mytiske ortodoksi.
For man kan af den hede debat undertiden få det indtryk, at omskæringens betydning for jødisk identitet langt overgås af betydningen af at forsvare omskæringen offentligt som en slags musketer-ed. Ja, for mens det trods alt er de færreste forundt sådan at kunne inspicere og certificere andres kønsorganer, så er offentlig "debat" derimod en anderledes effektiv og vidtrækkende arena for markering af såvel indbildte som reelle identiteter og tilhørsforhold.

For kvinders vedkommende er denne måde at markere deres jødisk-hed jo desuden langt mere troværdig, al den stund kvinder i følge sagens natur er udelukkede fra deltagelse i selve omskæringens gymnastiske disciplin: dog rimeligvis med undtagelse for transvestitter, som jo ellers ville forekomme endnu mere anstødelige for enhver ortodoksi, end de er i forvejen. (Kvindelig "omskæring" er jo ret beset noget helt andet og derfor "a misnomer".)

En helt anden side af sagen er imidlertid, at etniske identitets-markører akkurat ligesom individuelle identitets-præg a la geni ofte mest eksisterer i indbildningen. Både svenskere og dansker praler således af misundelsen som deres erklærede national-last: Omtrent på amme måde som alle svenske tror at ”Olsen-Banden” er kalkeret over deres egen ”Jönsson-Ligan” - mens vi i Danmark lider af det stik modsatte optiske bedrag.
Ja, og ganske ligesom jødedommen rettelig kan være stolte af Groucho Marx, Woody Allan, Viktor Borge og mange andre med rødder langt tilbage i talmudisk tradition – således bryster også vi danske os af vor anarkistisk befriende humor.

Javel, men i omskærings-debatten synes begge parter sjovt nok aldeles at have glemt humoren af lutter skolastisk iver.

Apropos ungdommelig debat-iver derfor: På gammeldags beværtninger afvæbnedes jeg mere end ën gang i min ungdom med følgende sokratiske spørgsmål fra garvede og flegmatiske stamkunder af den stoiske skole og uden hang til idealistiske markeringer: ”Betyder den sag meget for dig personligt?”
Jeg følte mig hver gang forsmædeligt afklædt ethvert anstændighedens figenblad: For nogle af fordums danske øl-typer var overraskende klart skuende og skulle trods deres flade næser og tomme-tykke pandebrask ikke undervurderes – men bør tværtimod erindres med en palæontologisk agtelse i stil med den som vi nu om stunder nærer for neandertalerne.
Lad os derfor slutte af med i al national fairness at give ordet til en original og fandenivoldsk svensk humorist. En længst hedengangen svensk bajads af kirkelig herkomst fra Selma Lagerlöf's eget ”Ak Värmland du sköna” - og med det standsmæssigt latiniserede slægtsnavn ”Nileus” - fortalte mig nemlig i sin tid følgende om en gamling, som han havde haft lejlighed til at beskue i landsbyens sauna:
"Gubben hade min själ så mycket skinn på kuken, att det räckte til minst tjugo kukar!".

Genialitetens umiskendelige - og derfor lidet pressegnede - feltkendetegn var her, at den banale og forudsigelige sex-vinkel på forhudens uundværlighed blev surrealistisk forbigået til fordel for en ikke engang anatomisk, men nøgternt skrædder-mæssig økonomi-betragtning: helt i stil med spørgsmålet, hvor mange pudetræk, der mon ved snild beskæring kan blive ud af to kvadratmeter kostbar kinesisk silke...

P.S. Verdenspressen har for god ordens skyld fået tilbuddet: For en konspirationsteori der ikke tør prøve kræfter med verden, er nu engang empirisk set ikke meget bevendt. Naturligvis kunne jeg sagtens uddrage de saglige psykologiske pointer til en gængs "debat-artikel": I ved: den slags som alle indvandrere tvangsndlægges til at lære på kurser, så vi alle kan kalde os forfattere.
 Ja - men som fremgået fandt jeg ikke emnet morsomt nok i sig selv til at fremtvinge den slags demokratisk kedsommelige skriveøvelser.

Forresten mener jeg at huske, at ej heller Thomas Mann forsagede humoren i sin voluminøse roman om Abrahams slægt og dens anatomisk skinsyge troskabspagt med Jahve.

Men også den fjerde statsmagt forlanger skinsygt monomant troskab - og tilbyder endda faderligt resocialiserende kurser i at rette ind, Javel - men med det så velkendte overskud af kosteligt redaktionelt vid må vort svar hertil dog lyde: "Tak - men nej tak!" Eller med et litterært citat: "Imidlertid ville jeg foretrække at lade være..."







Thursday, February 01, 2018

MAUGHAM OM ÆGTE GODHED; "THE NARROW CORNER" (1932)

Marcus Aurelius: "Short is man's life, and narrow is the corner of the earth wherein he dwells."
----------------------------------------
En ældre britisk læge har gennem sit mangeårige virke i Kina og Britisk Malaya erhvervet såvel et næsten overmenneskeligt professionelt ry og en betragtelig portion menneskekundskab. Den efterhånden velstående mand opsøges i Kina på vegne af en stenrig handelsmand bosat på en af de Hollands-Ostindiske krydderi-øer i akut behov for en dengang risikabel stæroperation. Lægen afslår og henviser til en højt kvalificeret kollega i Malaysia, med mindre Muhammed da er villig til at komme til bjerget. Dette er som bekendt under en Muhammeds værdighed, hvorfor hans udsendte sønner lægger efterhånden så mange tusinddollar-sedler på bordet, at bjerget til sidst må kapitulere og pakke sin rejsekuffert.

Efter vellykket operation og et efterfølgende ferie-ophold under storkøbmandens jurisdiktion venter vor doktor på den næste postdamper hjemad, men tilbydes uventet at blive midlertidig medpassager hos en skurkagtig, men charmerede britisk kaptajn i en nok knap så selvvalgt udlændighed - samt en noget hemmelighedsfuld mission og kun én anden passager udover det minimale indfødte mandskab.

Medpassageren er en påfaldende flot ung australier med både dannelse og manerer, men også med en utilsløret modstand mod kaptajnens enevældige tilbud til lægen. Den lyssky unge mand må dog bøje sig for kaptajnen, der nemlig håber at den ypperlige læge er manden som kan kurere hans kronisk tilbagevendende fordøjelsesbesvær ("dyspepsia").

Under den tidsubestemte rejse lægger den bramfri kaptajn ikke skjul på, at australieren måske har god grund til sin selskabelige vagtsomhed: For kaptajnen er blevet højt betalt af en tydeligvis velbeslået australsk borger med politiske kontakter for at tage den unge mand som passager et årstid af ikke nærmere angivne grunde. Den unge mand selv angiver dog helbredsgrunde, som dog åbenlyst modsiges af hans glimrende fysiske habitus. Kaptajnen gætter sig derfor til en forbrydelse så stor, at selv højtstående og velhavende protektorer ikke formår at skærme ham mod lovens lange arm på anden vis end ved midlertidig emigration under en ny identitet.

Den stenrige gamle kinesiske købmand har åbenbart dårlige professionelle erfaringer med den tydeligvis vidtløftige kaptajn og fraråder derfor lægen at tage imod tilbud fra ”a velly bad man”. Men den fyndige og tolerante læge svarer fonetisk indforstået: ”You are not a velly good man yourself, Kim Ching!”. Hvilket handelsmanden kinesisk smilende og helt uden modsigelse noterer som en anerkendelse.


Ej heller kaptajnen lægger skjul på, at han til enhver tid kan forventes at sætte en stor gevinst over både lov og moral, og på at han anser et skurkagtigt ry for et langt bedre og mere overbevisende skudsmål end dumhed og inkompetence. Og dr. Saunders morer sig over, at kaptajnen, der gerne praler af sine snedige meritter, helt uden behov for undskyldende omstændigheder,  ikke fatter det mysterium at folk som han snød så vandet drev, kan bære nag over hvad ethvert fornuftigt menneske dog ville have gjort i hans sted. På den anden side bebrejder han dem med samme storsind heller ikke deres irrationelle nag...

Og selv om den unge australier, der efterhånden overvinder sin frygt, fortæller dr. Saunders om sin afsky mod kaptajnen, så bliver han under en orkan uforbeholdent imponeret over hans nautiske mesterskab, hans udholdenhed, humør og mod – stik mod den almindelig moralske lærdom, at skurkes begrædelige væsen bedst afslører sig i modgang.

Lægen smiler ad den unge mands famlende forsøg på at ræsonnere fornuftigt omkring menneskets sammensatte natur. Men med samme ret morer dr. Saunders sig over kaptajnens stadige udfrittende hentydninger til, at den så fremragende læge må have gjort sig umulig i sit hjemland, siden også han åbenbart foretrækker et virke inkognito i den uciviliserede del af verden. I den forbindelse noterer han tillige privat, at kriminel opfindsomhed så ofte synes at være én ret sløj geschæft i længden, siden en så dygtig kaptajn efter årtiers virke dog ikke har drevet det videre end til ejerskabet af en noget noget luvslidt skude.

Undervejs overnatter de på en øde ø, hvor en australsk kaptajn viser sig ligeledes at have lagt til med en døende japansk perlefisker. Men da den afdøde skal kastes overbord som en hund, insisterer vor britiske skurkagtige kaptajn med oprigtig indignation på at improvisere nødtørftigt, men dog nogenlunde hjemmevant i rollen som vikarierende skibspræst under værdige former ved at give japaneren den ceremonielle ”send off” som dog er ethvert menneskes ubestridelige ret uanset både levned, race og hudfarve: For dette er nu engang sand kristendoms kerne, forkynder vor forunderlige kaptajn autoritativt. Kaptajnens ukomplicerede kristentro og hans britiske lighedstanke er tydeligvis slet ingen skinhellig fårekåbe, hvilket undrer den unge australier såre – men derimod ikke menneskekenderen dr. Saunders.


Men den gamle læge har allerede for længst fattet nogen sympati for kaptajnen, idet den alvidende fortæller nemlig kan supplere med, at doktor Saunders var både selvtilstrækkelig og fordomsfri - og derfor lige så utilbøjelig til partiskhed og moralsk fordømmelse som han var nysgerrig i sit private studium af menneske-naturen for den rene fornøjelses skyld og helt uden akademiske bagtanker. På samme vis hedder det at han kun læste bøger for fornøjelses og nysgerrighedens skyld, men aldrig ”to improve his mind”. Og skønt han var elskværdig både af professionel rutine og instinkt og ikke brød sig om at slå fluer ihjel, hvis mindre kunne gøre det, så var hans umiddelbart vindende væsen dog aldeles ”disinterested” og aldrig udtryk for nogen dybere personlig interesse eller deltagelse endsige hengivenhed.

Doktor Saunders er lige så røget som som den forgæves udfrittende kaptajn er speget, og han pacificerer ham drilsk med den besked, at en læges professionelle gerning bedst understøttes, hvis hans fortid henstår mystisk i det uvisse – men at selv den bedste læge omvendt slet intet kan udrette såfremt patienten ikke har fuld tillid til ham...

Kaptajnens modsætningsfylde bliver ikke mindre slående, da han indvier lægen i sin egen teori om at hans plagsomme dyspepsi dybest nok beror på hans lige så uoprettelige ægteskab med en stolt dame af nobel byrd, som det er den handlekraftige mand aldeles umuligt at sætte sig op imod endsige flygte fra – hvilket sidste den vidt berejste mand nemlig adskillige gange har forsøgt gennem årene.

Hver gang står hustruen lige pludselig foran ham på en fjern kyst med en clairvoyant selvfølgelighed som en hjemvendt brevdue ved sit dueslag og beklager som det første straks mandens uplejede skæg og hans atrofierede bordskik i mangel på moderligt opsyn – helt uden at finde anledning til hverken spørgsmål omkring mandens flugt eller forklaring på sin egen uventede adkomst som ferie-eventyrets bratte afslutning.

Dette højst barokke og lystspil-agtigt karikerede motiv figurer tillige i mindst to forskellige af Maugham's ofte ret autentiske noveller. Vi har derfor grund til at tro, at han vitterlig engang af en søens mand er blevet betroet en sådan lige så uforglemmelig som utrolig historie, der har inspireret og forpligtet til kreativ genbrug.

En ekstra komisk krølle på dette (hartad episk emanciperede) surrealistiske side-motiv får vi, da lægen og kaptajnen under rejsen kommer over en avis, som den unge mand dog med synlig nervøsitet som den første har gennemlæst – og dér falder over en kort notits om en australsk dame der har hængt sig efter at have blevet frifundet for sigtelse om mord på sin ægtefælle grundet mangel på beviser. For hertil udbryder kaptajnen med en Strindbergsk selvbestaltet videnskabelig autoritet, at en ondsindet hustru aldrig ville lade en mand slippe så billigt som ved at dræbe ham, og at de få undtagelser fra denne regel altid beror på fejlberegning og hændeligt uheld.
Næste stop under denne pikareske odysse bliver Molukkerne, hvor portuguserne i deres storhedstid havde monopol på de eftertragtede muskatnødder, indtil hollænderne overtog øerne. Her falder de i snak med en sprogligt behjælpelig og romantisk eventyrlysten dansker udsendt af et hjemligt handelsselskab – en lidt klodset, men bomstærk mand med et ligefremt og vindende væsen, En ung mand af borgerlig og kultiveret familie, og som udover den lokale historie om fordums forfaldne pragt gerne foredrager lange passager af Shakespeare med drenget begejstring, men aldeles blottet for trang til at imponere.

Han vinder hurtigt den lidt yngre australiers fascinerede, men også undrende hengivenhed, hvorunder hans vagtsomhed ganske glemmes. Det morer dr. Saunders med en sjælden snert af sentimentalitet at kunne iagttage den ak så kortvarige ungdoms entusiastisk pludrende frejdighed og kejtede forsøg på i fællesskab at formulere en første livsvisdom.
Den såre jordbundne australier finder samtidig danskerens romantiske besættelse af en meget uforpligtede post med rigelig tid til fantasi og læsning en smule forrykt og noget uvirkelig – hvortil danskeren svarer ved at henvise til modpartens egen rejseberetning om nogle aldeles forjættende grønne øer under sejladsen, der havde vist sig at være et stinkende og utilgængeligt morads fyldt af kryb: For var ikke australierens drømmebillede af de grønne øer langt virkeligere og mere mindeværdigt end de skuffende fakta?

Danskeren lokker dem til at blive et par dage, hvorunder han foruden at vise den unge australier og lægen de falmede portugiske mindesmærker præsenterer dem for en excentrisk ligesindet ældre brite af betydelig lærdom samt boglige ambitioner, og som sammen med sin skønne datter og sin skurkagtige og diametralt modsatte svigerfar driver en muskatnød-plantage.
Danskeren fortæller dr. Saunders, at moderen var endnu skønnere og tillige både god og klog, men døde for kort tid siden. Samt at hun forinden bad danskeren – som hun behandlede og rådgav som en søn – om i tidens fylde at gifte sig med den smukke datter for alle umage parters skyld som den eneste løsning. Men datteren er stadig lovlig ung, og hendes far foretrækker desuden et mere solidt og løfterigt jordbundent parti end en sympatisk drømmer af hans egen slags.

Under denne eksklusive selskabelighed med ledsagelse af en grammofon betages den flotte unge australier og den unge pige af hinanden, uden at andre end vor kaptajn noterer det, idet han ikke kærer sig om det kulturelle og historiske stof. Dagen efter spørger danskeren på pensionatet til den unge australier, hvortil kaptajnen med et sikkert instinkt for ondsindet moro svarer, at hun nok lige nu hygger sig ganske gevaldigt på tomandshånd sammen med den flotte nye yngling.

Danskeren slår den usandsynlige tanke hen som en skændig spøg, men opsøger alligevel sent om aftenen pigens hjem og bliver dér vidne til at den unge mand i smug kravler ud af et vindue. Den bomstærke mand lægger i sin chok-tilstand kvælertag på ham, men slipper ham snart igen og går hjem. Den næste dag får de at vide at den brave dansker er fundet skudt i sit hjem – og den kyndige vagthavende giver straks med verdensmandens rutine diagnosen ”hjemve og desperat udlændighed – the usual story”.

Da den australske yngling af doktor Sanders får at vide hvad den afdøde betroede ham aftenen før, bliver han både bestyrtet og indigneret: For hvis han havde vidst, at de to var forlovede, ville han med afsky have afvist pigens tilnærmelser – som i tilbageblik forekommer ham så utilgivelige, at han under den i tropeklimaet hastige begravelse senere samme dag nægter at udveksle et eneste ord med hende.

I sin fortvivlelse betror australieren, der har mistet både en ny ven og en lovende kærlighed, lægen sin historie.
Hans far er en yderst indflydelsesrig politiker med magtfulde venner – herunder også en hvis hustru forelskede sig over hals og hoved i den unge mand og insisterede ikke blot på et passioneret sidespring, men også på skilsmisse til fordel for den anderledes reserverede Adonis. Han måtte til sidst afvise hende, hvorefter hun besnærede ham til en sidste elskovs-sceance, hvorunder kun hun selv vidste - og sørgede for -, at ægtemanden ville være i huset. Den fysisk større og overlegne ægtemand tog dem på fersk gerning og kastede sig nu rasende over den unge mand – hvorunder hustruen snarrådigt stak drengen mandens pistol, som han affyrede i desperat nødværge. Hustruens plan var at det skulle ligne selvmord, for hun havde købt en biografbillet til samme aften, mens manden officielt skulle på en forretningsrejse - som hun dog i sidste øjeblik telefonisk bad ham aflyse med et helt privat og hemmeligt påskud.
Australieren nægtede imidlertid pure at deltage i kvindens afsindige plan og flygtede hjem til sine forældre, der så valgte at lade ham indlægge under en samtidig influenza-epidemi – idet faderen herunder lod foretage en identitets-ombytning med en døende patient uden pårørende. I hvis navn australieren altså nu lever videre til søs, indtil sagen er glemt.

Den afdødes hustru blev løsladt trods mistanker, men den unge mand betror dr. Saunders , at hans fader ikke er den som lader nogen dø i synden, og at han helt sikkert må have fortalt enken, at hans søn just var død på hospitalet, men forinden nåede at fortælle den virkelige historie, som han nu vil videregive til politiet – for at tvinge den handlekraftige dame til at komme sin egen dødsdom i forkøbet og skaffe dette livsfarlige og uberegnelige vidne af vejen.

Dagen efter danskerens begravelse taler dr. Saunders med den unge pige, der viser sig i besiddelsen af et overraskende klarsyn og pure nægter enhver art skyld i ulykken. Hun vidste at den afdøde dansker var en drømmer ganske ligesom hendes far, og som i virkeligheden forgudede hendes afdøde mor og i datteren derfor alene ville se moderens udtrykte billede – men ikke formåede eller for alvor ønskede at forstå hendes indre liv: Også selv om han registrerede det og over for Saunders sammenlignede hende med H.C. Andersens lille havfrue, der heller ikke formåede at finde sig til rette på landjorden. Men også den så indignerede unge australier beskriver hun som en drømmer, der straks inddrog hende i egne fremtids-scenarier helt uden at spørge til hendes eget væsen og vilje.

Dr. Saunders fascineres nærmest evolutions-biologisk af pigens selvsikre styrke og tro på hvad livet engang vil bringe hende som hendes ret; og han henfalder i kontemplation over livskraftens suveræne, men også frygtindgydende evne til at sætte sig hensynsløst igennem trods vilkårene: Jævnfør således den desperate australske morderske. Livet er ikke for de sarte - og dr. Saunders har måske af samme grund valgt iagttagerens humoristiske, men udeltagende position.

Men historien får en sidste komiske krølle, der på engang bringer hovedhandlingen til en dramatisks og realistisk afslutning og samtidig knytter elegant an til den før omtalte næsten genre-sprængende ægteskabsfarce, som derved insisterer på at blive taget realistisk på ordet.
Ja, for mens kaptajnen og ynglingen drager videre på deres togt som den flyvende hollænder, venter dr. Saunders på den næste postbåd mod mere civiliserede egne. Men da han således efter nogle uger havner i Singapore for derfra i tidens fylde at begive sig hjem til Kina – møder han på en restaurant helt uventet ingen ringere end vor farverige kaptajn.

Saunders spørger snart til drengen – hvorpå kaptajnen fortæller at han desværre faldt over bord i en brandert og at hajerne nok gjorde kort proces. 
Her må vi så fortælle, at kaptajnen under hele rejsen af kedsomhed har spillet kort med australieren og konsekvent tabt hver gang. For australieren morede under sejladsen dr. Saunders ved at fortælle, at skønt den undrende kaptajn selv var bombesikker på, at det handlede om rent held, idet han nemlig selv anså sig for en garvet kortspiller – så var sandheden tværtimod den enkle, at i lige akkurat det spil havde den så fabelagtige kaptajn bare ikke en kinamands chance over for ham.

Med denne viden i erindring overrumpler dr. Saunders derfor kaptajnen med det kammeratligt underfundige spørgsmål, om han mon ikke selv har været mand for at hjælpe hajerne med det daglige brød for således trods sine akkumulerede tab at kunne beholde den betragtelige sum, som knægtens far betalte ham for at redde sønnen fra mistanke og dødsdom. Kaptajnen besvarer ikke selve spørgsmålet, men bider hans spørgsmål af som irrelevant med den oplysning, at drengen ærgerligt nok havde båret alle de vundne penge i et bælte om livet frem for i sin kuffert, og at kaptajnens eneste belønning for sin indsats derfor blev selve den skude som til lejligheden blev købt til den rettelig oftest arbejdsløse, men for sin snarrådighed dog så navnkundige kaptajn.
Og nu kommer så historiens burleske slut-krølle. For dr. Saunders mærker i samme nu, at kaptajnen ligbleg stirrer stift på noget en smule ved siden af og bagved ham selv – for hvem ankommer nu aldeles uventet og komplet uforklarligt, hvis ikke den legendariske kaptajn-frue?
Og ganske rigtigt overtager hun øjeblikkeligt kommandoen over vor formelig rygmarvsbedøvedte Kaptajn Skræk, omtrent som når parasit-hvepsenes dronning ved sit blotte nærvær kemisk usurperer et fremmed hvepsebo. Hun irettesætter ham myndigt med moderligt skæmtsom overbærenhed: så at sige i ”klassekammeratens” indforståede påsyn som hendes momentant forfremmede ligemand. Hvorefter hun resolut drager af med den fatalistisk forlegne og undskyldende kaptajn ved vingebenet for at retablere tingenes gudsgivne og uforanderligt borgerlige orden.
-----------------
Så langt er der tale om en moderne sørøverhistorie. Men det slår mig samtidig, at Maugham til fulde besad en Thomas Mann's dybde og intuition - plus vel nok en hel del mere reel menneskelig erfaring.
Germaneren fremturer med (og overdriver gerne) sin viden og begavelse, mens englænderen som en sand gentleman understater - og derfor af parnasset ofte afskrives som trods alt en smule second rate. Skam ikke fordi parnasset elsker en Mann – nej tværtimod. Men hvis han først har opnået udødelig status, flokkes de om ham for at få demokratisk andel i æren – f.eks. ved at skrive afhandlinger og holde jubilæums-foredrag om ham.
Vi
 har nemlig endnu ikke fortalt om den væsentligste grund til dette udførlige referat.
Vi så ovenfor den ubændige darwinistiske livskrafts frygtindgydende mysterium omtalt på observatørens sikre afstand. Men denne lille roman skildrer med en buddhistisk eller gnostisk undren tillige et godt og gennem-hæderligt menneske i en verden af nådesløs kamp for overlevelsen og egne fordele: Noget så mystisk at alle fornemmer det kontemplativt. Dostojevskij's Aljosa i ædruelig britisk udgave.

Om den unge australier hedder det nemlig, at han i sin logiske og forretningsmæssige jordbundenhed var ganske blottet for højere inspiration og ej heller lod sig henføre det mindste af grammofonpladerne med Wagner i plantage-familiens hjem. Men derimod var det for dr. Saunders tydeligt, at den akkurat lige så nøgterne og irreligiøse yngling uden selv at kunne formulere det stærkt fornemmede at stå over for et nærmest ærefrygtindgydende mysterium i form af et gennem-redeligt, grundlæggende venligsindet og troskyldigt menneske: nemlig den drømmeriske og bomstærke udstationerede dansker med det så triste endeligt.

Som om Maugham her vil sige, at det godes mysterium dog ikke kan andet end aftvinge os en særlig beundring helt fri for dennes tvillingebroder misundelsen – og dette var den dybere grund til den unge australiers begejstring over dette besynderlige menneske helt uden rænker. Men der var heri intet egentligt religiøst: For danskeren fortæller dr. Saunders om sit dukkeagtigt hyggelige hjemland og sit forældre-hjem, hvor selveste ateisten Georg Brandes var en hyppig og højt agtet gæst.

Men må ikke just skeptikeren og misantropen hensættes i mystisk undren ved synet af de måske ikke rasende almindelige - men nu nok især meget oversete – undtagelser?

Vor brandesianske helgen med en tiltagende interesse for østens visdom har imidlertid ganske som kaptajn-fruen en pendant en miniature i Maugham's novelle-univers. For Maugham har faktisk har en ultrakort novelle, der begynder med en uforståelig mumlen om, hvorvidt ”dette her overhovedet lader sig gøre”. Efter fire sider får denne mumlen sin forklaring, for eksperimentet gik såmænd ud på, om det mon var muligt at skrive en blot nogenledes læseværdig novelle alene omhandlende et hjertens godt, langmodigt, tilgivende og sagtmodigt accepterende - men ikke på anden vis spor interessant endsige dramatisk menneske.

Og skal sandheden frem, så er den novelle rettelig heller ikke en af Maugham's mest kendte. Men i romanen ”The Narrow Corner” kommer motivet derimod til sin fulde ret – og måske just ved at være et undseligt side-tema der ikke trænger sig prædikende ind på læserens bevidsthed, men tværtimod står aldeles i skyggen af den humoristiske fremstilling af alskens skurkagtighed som er genstanden for historiens direkte meddelelse. For den Maugham'sk altskuende og ingenlunde helgenagtige dr. Saunders observerer i smug både fænomenet selv og den ordløst undrende betagelse, som det hensætter den 
så nøgterne australier i.

Maughams eget syn på godt og ondt i menneskelivet er i flere steder lagt i munden på hans personer, men står også at læse i hans selvbiografiske bekendelser: Han forundres nemlig til stadighed over alt det onde som ofte kommer fra de gode - men også over hvor meget godt skurke undertiden kan indeholde.

Jeg erindrer ikke at Thomas Mann har forsøgt noget lignende – det skulle da være i form af den mindeværdige sardoniske sanatorie-læge dr. Behrends i romanen ”Troldfjeldet”. Dette nævner jeg, fordi også Maugham især kendes som skeptiker og misantropisk iagttager – ja sågar britisk efterretningsmand under Første Verdenskrig: Og i kraft af sine noveller om denne kortvarige løbebane tillige erklæret inspirationskilde for Ian Flemming's ”James Bond”.
Skønt Somerset Maugham blev meget velhavende, blev hans dybde aldrig anerkendt helt efter fortjeneste. Som ung har man selv langt mere hang til de store og tunge - det hører ungdommen til at ville binde an med de tunge ting, men det er samtidig også naivt.
Jeg tør uden videre hæve, at den i sammenligning ordknappe Maugham i begavelse turde stå fuldt på højde med den verbost respektindgydende Thomas Mann. Men han har næppe bifaldet Mann's moderne encyklopædiske roman, men har nok anset den for et prangende og dybest set en smule vulgært misfoster, som en sand gentleman rettelig bør afholde sig fra.
Ikke dermed sagt at "sådan er det bare". Langt fra – men synspunktet lader sig i det mindste hævde og til en vis grad endda begrunde – og jeg mener at fornemme, at sådan ville Maugham nok have sagt. For det er da påfaldende at den garvede verdensmand over alle, Somerset Maugham, i sin overlegne og også litterært vidtspændende, om end koncist affattede selvbiografiske bog ”Summing up” fra 1938 ikke med et eneste ord nævner Mann – men derimod nok Joice, hvis store indflydelse han ganske rigtigt tillader sig at beklage.
----------------------


Monday, January 08, 2018

PETER SELLERS OG STRINDBERG OM MEE-TOO




Om forskellen på to slags sex-afpresning

Der er forskel på nogle kvinders selvvalgte prostitution for at opnå en fortrinsstilling - og en chefs pression til sex som en betingelse, ikke blot at opnå en fortrinsstilling, men for overhovedet at komme i betragtning fremover.
I begge tilfælde er det unfair i forhold til andre kandidater og derfor umoralsk – men kun i det sidste tilfælde tillige person-retligt krænkende.

Hvis derimod en chef helt uden trusler stiller belønninger i udsigt til gengæld for seksuelle ydelser, er det en derimod alene en grov professionel forsømmelse – såvel som en usaglig forskelsbehandling af bedre ansøgere. Men disse kan ikke kaldes personligt krænkede: For ingen har jo ligefrem retskrav på at få en velfortjent post eller lønforhøjelse. Ej heller den belønnede part kan kalde sig krænket over det smigrende tilbud, blot dette er helt straffrit at afslå og ikke forbundet med trusler.
Magt-pression i kriminel forstand er der først tale om, hvis chefen benytter sig af frygt for afstraffelse: For dette er ikke kun sagligt unfair samt i strid med firmaets professionelle interesse, men tillige en intimidering af modpartens menneskelige værdighed. For hvis kandidaten indvilliger, så er der stadig stor forskel på sådan nødtvungen prostitution for ikke at blive negativt forskelsbehandlet - og så det selv at tage det tilsvarende initiativ for at opnå en positiv fortrinsstilling.

At beskyldninger om sex-afpresning sikkert ofte er opspind og må ses som en modsat form for afpresning, har folk f.eks. Berlingske's Søren Hviid Pedersen megen ret i. Men selv mord-anklager kan jo være ondsindet opspind – hvilket dog ikke ændrer på, at mord er og bliver en forbrydelse.

Nogle af de kvinder som lader sig afpresse seksuelt, ville nok selv diskret have foreslået en lignende handel, hvis ikke farmand så generøst var kommet den generte pige i forkøbet. Jo - men jo langt fra alle: Og derfor kan vi ikke slå magthaveren og offeret i samme hartkorn.

I henhold til akkurat det samme gode princip slap en svensk stormand i sin tid da også for at blive halshugget for sin underskrift på deltagelsen i en sammensværgelse mod kongen. For han havde med rettidig omhu tilføjet: "Hertil er jeg af nøden tvunget...." Men i f.eks. ”Ålens tilfælde” ville den samme påstand jo unægtelig forekomme temmelig utrolig...

Også nødtvungen betaling af homoseksuel tribut for dedikerede mandlige aspiranter har man undertiden hørt om - så selve kønnet spiller principielt set ingen rolle.

Peter Seller's vidunderlige klassiker ”The Party” fra 1968 (genudsendt nytårsaften) illustrerer, at også emnet ”Me-Too” er klassisk. For filmen viser, hvordan en moderne Klodshans med sin kejtede menneskelighed vinder den ulykkelige unge sangerinde, der nægter at underkaste sig sin impresarios magtfuldkomne nøkker og derfor kasseres.

Apropos litterære fortilfælde så beskyldtes August Strindberg i sin samtid for misogyni, men endte tværtimod som en radikal foregangsmand i sin respekt for kvindens personlige integritet.

Således giftede han sig for tredje gang med den purunge skuespillerinde Harriet Bosse, men overlod dog udtrykkeligt afgørelsen af projektet til pigen.
Harriet Bosse præsterede nemlig helt uden nogen sufflør sin mest berømte replik: "Kunne De tænke Dem at få et lille barn med mig?" - "Ja tak!" svarede Strindberg.

Eller også var det omvendt Strindberg der ærbødigt og helt uden pression stillede hende det samme utvetydige spørgsmål - og fik ja.

(Tilbudt Berlingske Debat/Sofie Hermanssen.)