Friday, May 26, 2017

DENNIS NØRMARK OG UWE MAX JENSEN: STUDIE I TERRORENS NICHE-PROFESSIONER

FULD YTRINGSFRIHED ELLER PENGENE TILBAGE: BLOT TIL LYST

Ytringsfriheden er en fuldt så agtværdig profession som tolerancen - der nemlig ganske lige som svundne tiders karetmageri og palads-byggerier giver plads til en rigdom af sindrige niche-håndværkere så som stukkatører og guldsmede. I vor tid et geskæftigt trip-trap-træsko i hinandens fodspor lige fra professoralt gråskæggede honoratiores og disses velintegrerede mønsterpraktikanter og ungdoms-aspiranter til alle hånde gøglere, trubadurer, gadesangere og taskenspillere i deres larmende følge.
Senest er en vis Dennis Nørmark blevet genstand for hidsig debat, hvorunder han beskyldes for at "håne" terroristernes ofre med sit forslag om tavshed - et forslag som jeg forresten også selv her for flere år siden luftede sådan mere spekulativt: Nemlig at dette kroniske fokus på det onde ud over at give det PR risikerer at smitte os selv med, hvad von Trier genialt kaldte "Forbrydelsens element". Et monomant, tunnelsyn hvor bødler og ofre til sidst bliver uskelnelige.
Jeg bemærkede her spagfærdigt, at hvad der ikke er ment som en hån, undertiden nok kan misforstås som en hån - men stadig uden virkelig at være en hån. Og dermed frikendes også denne Nørmark (er der mon andre?) for et enkelt punkt i denne Nürnberg-proces. Og det så meget mere, som vi da ellers i henhold til trådens indehaver Uwe Max Jensen har ytringsfrihed: også - ja endda især - til at håne...
Vor mand konstaterede derpå med uformel kammeratlighed, at jeg siger mange dumme ting - og at vi jo netop ikke har ytringsfrihed, når vi ikke engang må bruge Koranen til fjernvarme. Ja, frit gengivet i medfør af min ulyksalige konstitution, som er en ren dårskab for unge professeurs som for ditto redacteurs, knap tørre bag deres flyveøren trods al letbenet medvind på cykelstierne...
Og jeg måtte da også medgive, at påstanden om fuld ytringsfrihed i følge Uwe Max Jensen nu kun var ment normativt. Dvs.:
"Uwe går som bekendt ind for uindskrænket ytringsfrihed og vil vel derfor ikke forbyde en Dennis Nørmark at sige ting, som af de berørte (hvis de ellers havde overskud til i denne svære stund at læse kronikker) let kunne misforstås som en hån. For sandheden må vel være det vigtigste."
En ironisk undertone som Uwe Max Jensen vist fangede, skyldtes min mistanke om, at måske heller ikke han er nogen undtagelse fra reglen: Nemlig at de selvsamme der så hidsigt foreskriver ytringsfrihed (eller på den modsatte fløj "tolerance", for jeg bejler uklogt slet ikke til nogen instanser i Hamlet's pestramte kongerige) - i praksis ville være de første til at lukke folk ned, der irriterer dem, på de måder og i den udstrækning det nu måtte kunne lade sig gøre.
Det kan jeg dog indrømme ikke vide, men alene formode: Og det gør jeg grundet menneskers - herunder også Uwe max Jensens - lethed på aftrækkeren til at slå over i en på samme tid fornærmet og gadedrenge-agtigt intimiderende tone (præget af den kækhed der alene kommer af majoritets-bevidstheden om klogeligt sammenhold), så snart de normer som man så smukt foreskriver, pludselig ikke er til deres egen fordel.
Uwe Max Jensen havde således allerede en gang tidligere i samme tråd foreslået mig at holde bøtte - skønt jeg ellers ikke havde sagt noget, der kunne at bringe ham i forsinket tvivl om ytringsfrihedens tilrådelighed. Så meget mere som jeg bestræber mig på altid at skrive, så det tåler at blive læst højt - uanset om jeg har mandsopdækning i ungdomspressen eller ej.
Selv på bålet siges denne bevidsthed om rene papirer nemlig at give mennesker stor styrke. Og det er vel da værd at vide, når vi nu ikke har fuld ytringsfrihed? Hvilket sidste jeg så sandelig må give Uwe Max Jensen ret i: selv trods mine noget mere beskedne fordringer i så henseende.
Men hvor sært at just ytringsfrihedens (samt tolerancens) hidsigste forkæmpere altid er de aller-sidste til at blive kendt værdige som bidragydere til Dansk Fjernvarme. Og sig så ikke igen at jeg skulle være "miskendt"...

--------------------------------
EN af de åbenlyse ting ved sociale medier er hvorledes umodne brushoveder samt barnerumper med forbavsende held løbende kan bruge døgnets mest herostratiske tildragelser og andres reaktion på dem til i fællig med ligesindede, men svagere undersåtter samt en tand mere "agtværdige" personager at profilere deres egen infantilt-parasitiske "gang-i-gaden"-karriere i en art sindrigt anærobt, men ligefuldt en smule inferiørt stofskifte.
Dette være dog sagt helt uden moralske gebærder: For hvad pokker kan vi egentlig forlange, considering the circumstances: I ved - heksejagten på de arbejdsløse og den slags...


-------------------------
MEGET kan man sige om de mange brushoveder der ophidser sig over Dennis Nørmark's forslag om at tie terroristerne ihjel.
De tror overhovedet ikke på hans metode - men forbilledligt konsekvent forsøger de da heller ikke just at tie ham ihjel, men prøver i stedet at tale ham ned i en fantasiforladt alfabetiseret monomani.
En kollektiv besættelse, der gør det både forståeligt og tilgiveligt, hvis både manden selv og andre til sidst tror, at hele verden handler om Dennis Nørmark, og hvad man nu i samlet kor skal "mene" om ham. På denne vis har Nørmark dog præsteret at gøre sit liv til et antropologisk eksperiment - alene sponsoreret af Politikens Hus med dets velkendte svaghed for de forfulgte og markante enere, som verden hylder.
Men "engang massemenneske, altid massemenneske", som Eichmann besindigt skal have udtalt ved galgens fod: - så man forsøger skam ikke forfængeligt at bringe sin egen beskedne person i betragtning, men bliver klogeligt ved sin læst.

-----------------------------------

EN INGENLUNDE UKENDT skribent og forfatter med rødder tilbage til ungdomsoprørets dage sagde forleden, at jeg skriver som en der vil undgå at blive ramt af en kanonkugle. Det er ganske rigtigt set: Men den paradoksale sandhed er samtidig den, at kun fordi jeg ene af alle har har måttet udvikle denne lille sportsgren, ønsker så mange veluddannede og oplyste mennesker trods deres løbende erklærede mishag mod terrorisme at ramme mig med en kanonkugle: Men naturligvis uden selv at ville indse det....
Men just grundet deres gratis pacifistiske levned har de folk ingen som helst erfaring endsige rutine med kvalificeret våbenbrug. Og derfor vil de heldigvis aldrig trods alskens litteraturhistorisk kælenhed kunne gøre Karen Blixen's ord til deres egne: "I was a fairly good shot...". Noget som ingen passive studier i komisk forgræmmet tavshed til orientering kan ændre på...
Siden alt i disse dage nu engang partout skal handle om enten terrorisme eller også Dennis Nørmark (ej at forveksle med hans navnebroder skytten Finch Hatton), så vil vi dog til sidst gøre opmærksom på, at Nørmarks udmærkede forslag om fortielse skam ingenlunde er nyt:
For de fejeste terrorister betjener sig skam allerede i samlet flok just af fortielsens uangribelige metode, som deres naive fans nemlig finder fuldt forenelig med deres gratis humanistiske tilkendegivelser i tide og utide - og helst mod linjebetaling, i henhold til devisen: "Uden en hyre på VIP-niveau med ville vor gode sag jo ikke tiltrække landets bedste hoveder...".

P.S. Vi forventer selvsagt at blive citeret i verdenspressen - med eller uden anførselstegn: det billige skidt...







Friday, April 07, 2017

ALZHEIMERS: ET KLASSISK PARADOKS OG NOGLE LØSNINGSFORSLAG



1.    Ufrivillig humor må være vel lige så legitim som ufrivillig sædafgang? Og dertil rimeligvis en del hyppigere...
Dette slog mig, da jeg under reciteringen af en rapport om rimelige kaffe-dosers signifikant - om end ikke drastisk - forbyggende virkning mod diabetes II, Parkinsons , blodprop i hjernen samt hjerneblødning, tillige dristigt nævnte Alzheimers Syndrom: - men dog følte mig nødsaget til at tilføje, at jeg ikke huskede med fuld sikkerhed, om lige Alzheimers nu også var med på listen...
-------------------
Men en helt anden rapport viser til fulde, at placebo-medicin vitterlig påvirker en række målbare og specifikke biokemiske hjerneprocesser såsom dopamin-produktionen nok til at matche rigtig medicin, selv endog ved Parkinsons - om så trods alt næppe for evigt.
Så herefter vil jeg ikke længere tilføje mit forbehold omkring kaffes forebyggende virkning også mod Alzheimers...
---------------------
Men nu har jeg dog for god ordens skyld atter tjekket min videnskabelige kilde: BT’s lægepanel!
Og den er god nok: Koffeinet samt et par anti-oxidanter synes nemlig tilsammen at hæmme dannelsen af det skadelige protein beta-amyloid - som det fatale plak menes at bestå af. Så tak for kaffe!

---------------------
 2. IMIDLERTID: Kunne det mon tænkes, at dr. Alzheimer på en og samme tid var opdageren af det syndrom som han lagde navn til - og den første genstand for den selv samme diagnose?
Dette spørgsmål er i virkeligheden en variant af den fornemme gamle tanke, som mange øremærkede succes-skribenter - afdøde som nulevende - siden har gentaget med stort udbytte i eget navn: "Er vor hjerne mon så kompliceret at den aldrig vil blive i stand til at forstå sig selv til bunds?"
Spørgsmålet er endnu mere interessant, end den aforistiske form afslører: For man kunne jo så omvendt foreslå, at blot vor hjerne er kompleks nok, så vil den også være i stand til at forstå sig selv.

Kort sagt er det store spørgsmål følgende: Vil en forøgelse af vor hjernes kompleksitet mon forringe eller tværtimod forøge dens mulighed for at forstå sig selv til bunds? I det første tilfælde synes konsekvensen at blive den absurde, at kun de allermest primitive dyr er i stand til at forstå deres egen hjerne til bunds. I et koordinatsystem svarer dette, til at linjen starter højt oppe på Y-aksen (selverkendelsens dimension) og så forløber mere eller mindre stejlt mod højre ned til det nulpunk hvor den rammer X-aksen (dimensionen hjerne-kompleksitet).
Men i stedet for en lineær og proportional sammenhæng kunne man jo forestille sig en kurve: F.eks. kan vi tænke os en hyperbel, idet den embryonale hjerne da atter forstår sig selv ypperligt, mens den moderat komplekse hjerne derimod nu havner på bunden af selvforståelsens dimension – hvorefter selvforståelsen atter vokser, idet de mest geniale hjerner kan slå følge med de mest primitive.

Men omvendt kan vi tænke os kurven som en parabel, hvor den helt embryonale hjerne slet intet forstår, men udvikler sig til et optimalt forståelsesniveau ved en moderat kompleksitet - hvorefter selverkendelsen igen daler ved endnu højere hjerne-kompleksitet.
I så fald er det fuldt tænkeligt, at dr. Alzheimer's hemmelighed var denne: At just han grundet sit syndrom var landet på det optimalt moderate kompleksitet-niveau for hjerners selverkendelse.
Men så er det kun følgerigtigt, at just han kom til at lægge navn til det syndrom, som han immervæk selv opdagede.
Åh ja: For i vore dage er den art sammenfald ved at blive undtagelsen, idet man i demokratisk ligemageri har ladet princippet om magtens tredeling udbrede sig også til ærens verden.
Det demokratisk optimale menes således at være, at man konsekvent forgylder og tilskriver æren til de velfortjente spytslikkere, som blot kopierer tankerne. Hvis vi i nemlig skulle lønne de allerede fra naturens side forkælede, så ville den resulterende ulighed derimod blive uantageligt stor...
----------------------------------
3. Hvorom alting er, så vil en mere afspændt og vidsynet refleksion bemærke, at hjerneforskernes problem i grunden blot er en ny variant af oldgrækeren Zenon’s klassiske paradoks med Achilleus og skildpadden. Hver eneste gang Achilleus indhenter halvdelen af skildpaddens forspring, vil også skildpadden have flyttet sin position et stykke frem: hvorfor Achilleus – i henhold til Zenon - kan blive ved i det uendelige med samme sløje resultat.

Hjerneforskernes paradoks beror nemlig ganske tilsvarende på to logisk-dynamisk forbundne størrelser: Hver gang hjernens kompleksitet forøges, vil ikke alene forstanden vokse - for også opgavens vanskelighed forøges jo samme hug. Og spørgmålet er derfor hvilken af faktorerne der vokser hurtigst.

Overført til musklernes verden kunne vi tilsvarende sige, at store muskler ikke alene er mere ydedygtige end små muskler, men tillige tungere at bære. I aerodynamikenss verden mener man således vitterlig, at fugle over en vis tyngde ville miste deres flyveevne. På lignende vis kunne man spørge om en elefant mon kan blive så stor, at den ikke længere kan bevæge sit korpus.

Men i teologiens verden formuleredes det tilsvarende paradoks allerede af Middelalderens kætterske skolastikere: Formår Gud mon i sin almagt skabe en sten så tung, at han end ikke selv kan løfte den? Så ret beset er der altså heller ikke her så meget nyt under solen...
.

Sunday, February 26, 2017

TAIGA-FANTASI

TAIGA-FANTASIER


Fantasi og drømme er altid i lav opløsning, så det nøjes vi også her med.




















Monday, January 16, 2017

IRVING STONE OM DET GRÆSKE DEMOKRATI, SOKRATES og "SANKT TIPPE" - MED RETSFILOSOFISK EFTERORD...


Irving Stone skrev sammen med sin hustru en kritisk ugevis lige fra Mc Carthy-perioden I 1953 til 1977. Klassisk baggrund, men fremragende journalist. Da han trak sig tilbage 1977, tilbragte han sine sidste 13 år med at skrive et værk om ytringsfrihedens og retssikkerhedens tidlige historie.
En bog, som næsten overflødiggør den nylige obligatoriske bogklub-mursten herom begået af en uklanderligt velintegreret mønsterbryder (hvorfor er der forresten aldrig nogen der nævner vore mange mønsterboksere?) - som udover sin professorale mentors og sidekammerats ærværdigt grånende Brüll-chreme kan påberåbe sig en immuniserende Obama-”light” effekt, der ganske som i Yassan Hassans tilfælde endog giver dispensation til lejlighedsvis politisk ukorrekte svinkeærinder.
Jeg har selv ikke læst den hjemlige udgivelse, men stoler på Peter Wivel's ord herom i hans anmeldelse i Politiken: at bogen langt hen har et ”andenhånds” præg. Ja, mon dog ikke? Eichmanns gebis var jo heller ikke så let at løbe fra i længden – for nu at gå over Atlanterhavet efter vand, ihukommende at de mest oplagte sammenlignende billeddannelser vel per definition tillige er overflødige...
-------------------------------
Irving Stone argumenterer med både filologisk grundighed, kildebevidst uklanderlig research samt lærde referencer for, at Athens demokrati faktisk var ganske velfungerende, i hvert fald af en debutant at være: Ja, for endog psykiatriske debutanter er jo heller ikke altid helt overbevisende i starten.

Ingen kunne således dømmes uden hjemmel i nogen lov – og ej heller uden enten sejrrig eller også uimodsagt argumentation. Hertil kom at domme i strid med ”retsbevidstheden” – dvs. med lovenes ånd – undertiden kunne tages op til revision. ”Grundloven” var således underforstået, selv om begrebet grundlov endnu ikke var opfundet. Dette er nok rigtigt set: For dette at personer kun kan dømmes i henhold til vedtagen lov, må vel ret beset være det logisk nødvendige fundament og prototypen for enhver grundlov? Jeg giver forresten en kasse øl, såfremt dette også står at læse i tvangsgaven fra Paven.
Ytringsfriheden og den fordomsfri gæstfrihed var endvidere Athens stolthed, som allerede Perikles praler af i en berømt tale som et unikt eksempel til efterfølgelse – hvorimod Sparta og Kreta var diktaturer, hvor enhver fritænker ville være dødsdømt, og hvor der af samme grund hverken fandtes tragikere, digtere eller komedie-forfattere.
At Athen skulle have dødsdømt eller landsforvist sofisten Protagoras og ”astronomen” Anaxagoras for gudløshed, omtales i følge Stone intet sted af de samtidige historikere Xenofon og Thukydides, og vi har alene komedie-forfatterne som reference. Havde det været sandt, ville Sokrates have nævnt det i sin forsvarstale, ligesom Platon efterfølgende med indignation ville have fremhævet så prominente fortilfælde af justitsmord i sin kamp mod det skrækkelige demokrati.
Tværtimod henviser Sokrates i sin forsvarstale netop til sofisten Protagoras som en nulevende person, man underligt nok endnu ikke har anklaget trods et ganske tilsvarende virke. Endvidere udgør just komedie-forfattere såsom Aristofanes solide beviser for, at der herskede en nærmest uindskrænket ytringsfrihed i Athen: For hverken guderne eller de politisk valgte ledere blev skånet for latteren. Ingen lov forbød ateisme eller blasfemi – dog muligvis med undtagelse for i den forstand, at selve Athens demokratiske ånd og skytsgudinden Athene i praksis blev opfattet som en helt ukrænkelig national guddom.
Men hvordan kunne man så alligevel begå justitsmord på Sokrates?
Irving Stone's opsigtsvækkende svar lyder, at den spartanske Sokrates konstant ytrede foragt for demokratiet og dets ledere, ganske som han havde kritiseret tidligere udemokratiske regimer. Og selv om han et par gange havde udvist betydelig politisk civilcourage, så havde han dog aldrig selv bidraget politisk til demokratiets genindførelse eller til generel vaccination mod dets slemme børnesygdomme.
Retssagens hovedanklager garveren Anytos var derimod gået i landflygtighed efter en bølge af justitsmord og havde derfra forberedt omstyrtelsen af det terrorvælde, som efter Sparta's sejr over Athen i to kortere perioder herskede. Sokrates var derimod slet intet ”politisk dyr” – og han viste ingen videre respekt for sådanne, selv om han personligt nød godt af demokratiets fordele.
Men der herskede jo altså ytringsfrihed?
Ja, men Sokrates insisterede selv på martyriet ved med forsæt at undgå at benytte de mest indlysende argumenter til sit forsvar: nemlig at påberåbe sig den selv samme ytringsfrihed og øjesten, hvormed Perikles i sin berømte tale havde brystet sig på byens vegne i forhold til byens tidligere diktatur-regimer.
Stone affyrer fra hoften en indlysende alternativ og helt uigendrivelig forsvarstale, som Sokrates sagtens kunne have holdt. Men i stedet valgte han lige til et sidste med sin ubetalelige indirekte og underfundige form at udstille nævningenes forsamling på 500 borgere som en samling æsler. Han ville være martyr og undte ikke Athen nogen art indrømmelse endsige sejr.
Heraf kom det, at skønt Sokrates blev kendt skyldig med en helt ubetydelig majoritet – så blev strafudmålingen dog vedtaget med stor majoritet. Altså stemte også mange af dem, der fandt Sokrates uskyldig, dog efterfølgende for hans dødsdom!
Dermed lykkedes det Sokrates at gøre Athens demokrati komplet både til grin og til skamme for al evighed. – Og, siger Stone: Just dette må åbenbart have været hans mål. Hvis derimod Sokrates havde forsvaret sig fornuftigt og var blevet frikendt eller havde fået en symbolsk parkeringsbøde – så ville Athen tværtimod være gået af med sejren ved at vise, at endog den evigt kværulerende Sokrates blev tålt, hvorimod han ville være blevet myrdet i enhver anden af de græske stater, som han så ofte retorisk lovpriste som eksempler på spartansk værdighed helt uden kvindagtig retorisk pyntesyge - uden dog nogensinde selv at turde besøge nogen af dem.
I øvrigt tænker jeg her, at Sokrates' hyppige roser til det "sovjetiske" Sparta, som for ganske nylig havde besejret Athen og faktisk vist langt mere skånsel og respekt end frygtet: – at disse roser nok bedst kan sammenlignes med, når ens klassekammerats mor i opdragende øjemed undertiden hånende kunne fremhæve den unge middagsgæst som et eksempel til efterfølgelse – i reglen på skrømt og aldeles uden det grundlag, som nemlig først langt senere skulle blive en sokratisk provokerende og efterhånden landsdækkende realitet i vor hjemlige demokratiske bystat, hvorfra vi selv så ofte lovpriser både Folkhemmets og Sibiriens lyksaligheder.

Selv hvis Stone har ret, så må vi imidlertid samtidig konkludere, at retsstaten Athen åbenbart endnu var så skrøbelig i forhold til ”the human factor”, at naturen i særlige tilfælde alligevel godt kunne gå over optugtelsen. Og det minder mig i sin tur om en interessant snak, jeg for nylig havde med en dommer og en sprogprofessor om brugen af ordet ”forbrydelse”. Spørgsmålet var nemlig her, hvorvidt vi bør betragte det som forkert sprogbrug indigneret at omtale en ugerning som ”en forbrydelse”, med mindre den vitterlig er forbudt ved lov.
Dommeren holdt selv sagt på juraen, hvorimod sprogmanden mente at man ikke meningsfuldt kan afvise en så vidt udbredt og alment accepteret sprogbrug som ”ugyldig”: For den har jo åbenbart en mening.

Ikke desto mindre illustrerer Sokrates' sag risikoen for at tvetydighed kan resultere i ”dobbelte standarder”, når en endnu ikke fuldt udviklet retsstat skal tage stilling til, hvorvidt en fornærmelig eller usympatisk person ligefrem bør behandles som en "forbryder". Selv om vi mener, at en bestemt handlemåde er så forkastelig, at den burde forbydes ved lov – så kan man som fremgået ganske vist ikke dømme synderen juridisk, før en sådan lov faktisk er vedtaget. Men en retorisk dygtig anklager eller demagog ville i en endnu embryonal retsstat uden formaliseret grundlov alligevel let kunne argumentere for, at da vi jo alle ved, at denne eller hin handlemåde bestemt fortjener at blive kaldt en ”forbrydelse” – så må den følgelig også betragtes som både forbudt og strafbar: Elementary, my dear Watson...
----------------------
Et rent psykologisk spørgsmål, som Stone slet ikke tager op, er hvilke grunde som mon kan have motiveret Sokrates til at søge martyrdøden. For han var jo ingenlunde hverken overset eller miskendt i Athen og var dertil notorisk fri for både sociale og politiske ambitioner. Det mest nærliggende svar er nok, at selve dette at hans egen hjemby Athen overhovedet kunne finde på at rejse en retssag mod ham, må have krænket hans personlige integritet og ære i en sådan grad, at han teatralsk valgte at løbe linen ud for at gøre sine anklagere maksimalt til skamme. Derved opfandt Sokrates samtidig tragi-komedien, som vi ellers bedst kender fra de langt senere Shakespeare, Ibsen og Strindberg.

Jo: Slig over-reaktion forekommer faktisk undertiden her i verden, når et menneske af skæbnen tilbydes en stor karakterrolle, alt for god til refusere.... Men som regel har det nu knap så drastiske personlige omkostninger som ved den faustiske djævlepagt, der altså i Irving Stones øjne må have været tale om i Sokrates' tilfælde.

Irving Stone's bog lever op til alle akademiske krav, men er alligevel forbavsende letlæst. Det er en bog, som man ikke nænner at skille sig af med – selv om den sjovt nok ikke indbyder til genlæsning. For i ordets aller bedste forstand journalistisk, så er bogen i sin forbilledlige klarhed også helt uden knaster, digressioner og uforudsete billeddannelser – endsige tilløb til den art interessante selvmodsigelser, der ikke lader sig forklare som blotte logik-fejl. Forfatteren Joseph Conrad var nok heri Stone's diametrale modsætning.
Nej, Irving Stone er den ubestikkelige advokat, som med både et knivskarpt intellekt og barnets uskyldsrene hjerte uden hverken tvivl eller effektsøgen har kulegravet sagen efter bedste evne – og taget parti derefter.
Således er det rørende at opleve den aldrende mands moralske indignation på mere end 2000 års afstand over den dovne Sokrates' kølige ligegyldighed over for sin evigt opofrende hustru Xantippe før hans selvvalgte død af skarntydesaft: Hensynet til hende og børnene talte åbenbart slet ikke i den heroiske og verdenshistoriske sammenhæng.

Joseph Conrad's mesterlige roman ”Lord Jim” fra år 1900 handler om en person, der på lignende vis vælger som en æressag at gå lige lukt i døden helt uden at betænke hensynet til sin familieløse hustru, som herefter vil være ene og forlist i Borneo's dengang komplet jomfruelige jungle – til fortællerens psykologiske undren og lavmælte beklagelse. For Joseph Conrad var på trods af et lige så rent hjerte som Stone's tillige et drømmende og grublende sind med en højst mangfoldig erfaringsbaggrund.
Mange har ligesom Kierkegaard set Sokrates som en forløber for Jesus. Men krypto-feministen Irving Stone kårer altså i stedet hans hidtil oversete hustru Xantippe til – Sankt Tippe.





Wednesday, January 11, 2017

SØRØVER-HISTORIER OG SØFORHØR - OM FORBRYDELSENS SEMANTIK





EMERI-TUDSER MED IMPRESSARIO

Belært af de emeri-tudser som af frygt for denne svigefulde verdens Alzheimer-glemsomhed snarere end for deres egen nedlader sig til som støttepersoner og impresarioer at opsøge og give dyrt betalte håndslag til vort trojanske heste-markeds mefistoliske medie-personager markedsført af bogklubberne som på en gang guldalder og selveste Thomme-lidens beskedenhed - således vil også vi i dag tillade os at skryde sammen med "de högsta hönsen", som svensken siger.


Nytårsaften tilbragtes nemlig med kongelig havudsigt i eksklusivt selskab med en fyrstinde og en dommer ved Østre Landsret - mindre kunne ikke gøre det, og det øvrige selskab må åbenbart have ment noget lignende.
Landsretsdommeren havde været med til at frifinde en absolut udadlelig søkaptajn af mit bekendtskab, som Byretten uretfærdigt havde dømt for vold - ikke i hans embedsførelse som kaptajn, men i egenskab af ejer af en maritimt indrettet restaurant i Dronnings Tværgade.
Den polske søkaptajn Josef Conrad skrev for 100 år siden den dybe roman "Lord Jim" om en tredje søkaptajns tragiske og heroiske kamp for æres-oprejsning efter et odiøst skibsforlis.


-------------------------------------------
Herfra førte samtalens kunst til det spørgsmål hvorvidt ordet "forbrydelse" bør forbeholdes grove lovovertrædelser frem for alskens handlinger som vi privat måtte finde dybt forkastelige. Fyrstinden og dommeren var forventeligt ikke aldeles enige. I går aftes forelagde jeg så - endnu engang i eksklusivt og derfor også skinsygt ekskluderende selskab - sagen for professor i dansk sprog Lars Brink.
Jeg havde her egentlig forventet den uhyre stringente mands udslag til fordel for juraen, men livet har lært ham sagtmodighed, idet han måtte medgive, at private vurderinger af dette og hint som "forbrydelser" meget vel lader sig forstå - hvorimod det ville være absurd at "synes", "hævde" eller "mene", at røveri er en forbrydelse i lovens forstand, hvilket jo er en elementær positivistisk kendsgerning og ingen vurdering.
Dertil er selve det danske ord "forbrydelse" rimeligvis ældre end nogle nedskrevne love, hvilket åbner en luge på klem for den personlige vurdering, som jo også oprindelig ligger bag og før de nedskrevne love.
Kort sagt frikender Landsretten altså også i dette tilfælde den først i Byretten dømte. Hertil kunne man dog spagfærdigt indvende, at selv stammer uden skriftsprog jo har både love og tabuer - hvoraf de sidste jo af gode grunde end ikke MÅ skrives ned.
Hertil kommer, at hvis vi af defaitistisk respekt for virkelighedens mangfoldighed godkender og tinglyser enhver sprogbrug som for den talende selv giver mening, og som opleves som relevant af mange andre, så bortfalder snart muligheden for at anse ret hyppige ordvalg og udtryksmåder for misvisende eller endda forkerte. For enhver, der bruger et ord til at betegne noget andet end det hævdvundne, kan jo så henholde sig til, at han og hans nærmeste skam ved hvad han mener - selv om en puritansk sprogpedant vil hævde at han vrøvler, idet han vil fastholder sprogbrugeren på ordenes klassiske betydning.
Sprogpuristen vil omvendt hævde, at enten kender og bruger sprogbrugeren faktisk ordets gængse betydning, men tænker bare lige så sagligt forkert som den zoolog der i hastværk tager en elefant for en flodhest. Eller også tænker han fagligt nogenlunde klart: men dog ikke mere, end at han i farten kan vælge ukorrekte - om end naturligvis nærliggende - termer, på trods af at han er en indfødt sprogbruger uden hverken uvidenhedens eller den mangelfulde integrations undskyldning.

Hur som helst er det i dag den erklærede praksis blandt vore officielle sprogfolk udelukkende at regulere normativt, hvor det gælder retskrivningen, som allerede i sin natur er noget vedtagent. Udtale og betydning tilhører derimod det naturlige og spontane talesprog, som er dynamiske og foranderlige størrelser med de såkaldte pendul-ord som det mest markante eksempel. Her nøjes de fleste sprogfolk i dag derfor med nøgternt at beskrive og forklare den forekommende variation.
-----------------------
Ingen indfødt dansker ved sine fulde fem ville imidlertid finde på at kalde en elefant for en "forbrydelse"; så heldigvis er der lagt låg på vore babelsk forvirrede sproglige nytårs-tosserier. Hvilket minder mig om dengang min klassekammerat i ramme alvor spurgte min mor, om han måtte tage "låget" af vores fåmælte - og ved denne lejlighed tillige målløse - græske landskildpadde, som utvivlsomt må have tænkt sit ved udsigten til denne snarlige forgribelse på dens personlige integritet
Men kort sagt er der heldigvis lagt et låg på sprogforbistringen. I modsat fald havde vi måttet henvende os til nutidens medie-professorer i kognitiv semiotik - som om der fandtes andre former for semiotik: Ja, hvis nu semiotik ellers overhovedet eksisterer andre steder end på visse humanistiske fakulteters forkætrede budgetter: Det sidste i øvrigt til vor egen professors ærgrelse...




Monday, January 02, 2017

NYTÅRSKUR OG UBÆRLIGE ÆRESTAB


Fejrede nytår med torskerogn samt næsten kongelig havudsigt fra min loge til Slaget på Reden.
Værtinden gad som alle fødte mere end passionerede royalister og modsat nidkære, autoriserede og betitlede oprørere ikke nødvendigvis høre endsige kommentere Dronningens nytårstale - for hun har jo dog selv sit eget lille fyrstedømme at passe. 
Derimod bifaldt hun, at Troels Kløvedal har fået Ridderkorset: Nærmere bestemt både morede og skuffede det hende, at den dødsmærkede sømand og dermed kollega til Carsten Jensen ligefrem kunne anse dagen for denne udmærkelse for den største i sit liv. Ja, for hvad så med himlen, havet, stjernerne og hvalerne? Derimod har anti-royalister den aller største forståelse for Kløvedals sikre prioritering selv i sandhedens time.
Det minder mig om en kunstekspert og auktionarius hos Bruun Rasmussen, som for mange år siden skød sig selv med en uhyre antik sølv-beslået pistol af lutter skuffelse over at blive forbigået af den samme Dronning ved årets nytårskur. Dum-dum-kugler, formoder jeg...
Nytårskur er jo ellers ikke helt så fint som Ridderkorset, men manden var nu engang også beskedenheden selv. Og at blive skuffet i sine mest undselige forventninger til livet slår til orientering langt hårdere end ikke at blive olympisk vinder grundet en dårlig dag - som jo endog guderne kan have, når de undtagelsesvis nedlader sig til at besøge os på lige doping-vilkår samt på egen risiko.
Men hvis man nu i stedet udramatisk lader sin antikke pistol ligge i rokoko-kommoden og med dansk flegma udsætter sagen til næste nytårskur, så går livet dog som regel videre. Ja, måske ender man sågar med ikke at have synderlig respekt i behold for dem, hvis indrømmelser og fairness man engang mente sig berettiget til.
Ja, ligesom Sokrates kunne man måske endda ende med noget blasfemisk at betragte sit jordiske kors som den højeste olympiske udmærkelse under de gældende barnlige og demokratiske forudsætninger? Ja, for lad os ikke glemme, at just Sokrates' uretfærdige endeligt var grunden til Platons stejle modvilje mod demokrati.

Men kan vi da virkelig ikke tale om andet end grandios heltedåd? Tja, at blive frikendt grundet mangelfuldt bevis, eller fordi forseelsen ligger under bagatelgrænsen, opfattes ofte som ensbetydende med heroisk format i forening med ufuldbyrdet martyrium. Og selv de frikendtes forsvarere opnår derved nogen heltestatus ved ”guilt of association” - for den som hjælper en helt, er vel også en slags helt? Ganske ligesom den der er Facebook-ven med en bunke kendisser, snart bliver næsten lige så landskendt: som kendissernes hofnar...

I nytårselskabet befandt sig imidlertid en ikke ukvindelig dommer ved Landsretten, som havde medvirket i frifindelse af en højt certificeret sø-kaptajn. Når sagen ikke fandt sted i Sø- og Handelsretten, beror det alene på, at vor mand til sidst havde kastet anker for i stedet at drive en maritimt indrettet restaurant i Dronnings Tværgade. I hvert fald havde en hysterisk kvinde anklaget ham for vold, fordi han havde set sig nødsaget til bestemt at gelejde hende ud af restauranten meget mod hendes vilje. Han blev først dømt i Byretten, men siden enstemmigt frikendt i Landsretten.
Men som en af dommerne skælmsk kommenterede dommen: ”Du skal dog også lige vide, at vor dom ikke beviser, at du er uskyldig...” Men at vor mand således selv frejdigt gengav disse ord, bekræfter hans faktiske uskyld – sagt til orientering, såfremt sagen skulle gå videre til Højesteret...

Josef Conrad, der selv var gammel kaptajn, skrev romanen ”Lord Jim” om en ung helte-aspirant, der forsmædeligt fradømmes både sin moralske ære og sit skibs-certifikat, fordi han under et skibsforlis lader dødsangsten sejre over styrmandens forventede heroiske offervilje selv ved meget dårlige odds. Resten af Jim's liv bliver et tragisk storladent forsøg på at opnå oprejsning i egne øjne – om så også under de mest primitive og eksotiske forhold, glemt af verden.
Men vor egen sande anekdotes kaptajn må i hvert fald hermed siges at have opnået al mulig æresoprejsning. Og som sagt bør vi vel ikke i den forbindelse beskedent frakende os selv en vis ”guilt by association”.

Thursday, December 29, 2016

IMMUN MOD SMIGER - JULEMANDEN OG JESUS

OM KUNSTEN AT FINDE EN GAVE TIL JULEMANDEN
En café-kunde med på en lytter spurgte engang, om jeg havde studeret teologi. Tja, jo det kunne man vel egentlig godt sige. "På universitetet?" - "Nej - i virkeligheden..."
Det surreelle aha-effekt skudt fra hoften snarere end fra Forfatterskolen og andre febrilske resocialiserings-tiltag, beroede her på, at kun en bogstaveligt troende ville kunne sige sådan i ramme alvor. Så hvis en religiøs lytter nu havde anholdt mig for egenrådighed, ville han dermed blot have afsløret sin store svaghed i troen.
For ting må jo være virkelige for at kunne studeres live - hvilket også er grunden til at den bedste humaniora sjældent kommer fra universiteterne, der hovedsagelig samler op, katalogiserer, kommenterer og konserverer, hvad andre har sagt mere rammende: Fordi de formastelige nemlig selv har set det i virkleigheden...
I "Godfather" er der et herligt replikskifte i scenen, hvor helten dræber sin fars attentatmand under et forligsmøde. Skurken bedyrer på sit oprindelige fædrelands sprog: "Jeg beklager meget det med din far - du skal vide at jeg er en mand af ære og hæder". - Svar: "You don't need to tell me - I already know...."
Skurken udbryder spontant med et yderst vantro og næsten lidt frustreret blik: "So you already know?"
Samme komik som ovenfor: For hvis en person virkelig er en hædersmand, behøver man i reglen ikke at sige det.
Og nu kommer vi til hvad vi ville sige: Sent belært af livets skole har vi omsider fattet, at man selv uden hverken talent eller etik kommer langt i verden ved på både runde, lige og skæve dage at skamrose alskens medie-kendte personager for alle de dyder som de enten savner eller kun besidder i helt ordinær grad og måske endda kun på anden hånd.
Men mit problem er nu bare: Hvordan skal man dog skamrose folk for fiktive dyder, når de slet ikke aspirerer mod fiktive dyder, idet de nemlig allerede besidder dem i virkeligheden og derfor er lige så immune for smiger som Gud: Der i henhold til skolastikkens kirkefædre kendetegnes ved som den eneste at besidde alle egenskaber i den højeste potens.
At smigre Gud er kort sagt per definition lige så krop-umuligt som at give Julemanden en julegave. Derimod ville det jo nok være muligt at smigre nogen der ikke er direktøren for de hele, ved at skamrose ham for faktisk at være det...
HEUREKA: Jamen var det så ikke en idé at smigre Julemanden med, at han ligefrem er Gud - alt imens vi med den anden hånd smigrer Gud ved ligefrem at antage ham for Julemanden selv?
Omtrent ligesom folk i kulturlivet og mediebranchen sørger for at holde alle veje åbne ved med omhu offentligt at gratulere alt hvad der med fordel kan gratuleres - idet de med storsindet højmod ser helt gennem fingre såvel med mindre forbrydelser som med, hvad verden naivt opfatter som spændende og undertiden drabelig rivalitet eller uenighed.

Men er alt ovenstående ikke blot Goldberg'ske variationer over den velkendte umulighed af at finde en gave til den som allerede har alt?
Kort sagt: You already knew....
-------------
Åh - det må I sørme undskylde, og læsernes redaktør beklager meget det indtrufne: For hæder og retsind er de redaktionelle dyder som vi sætter aller højst: ja endda så højt. at de endog nyder streng beskyttelse mod den satire, som alvorsfulde professorer ellers landsdækkende kappes om at katalogisere og lovprise i kanoniserede afhandlinger, som må være uomgængelige ved enhver tidssvarende indfødsrets-prøve.