Friday, July 27, 2018

VINLANDS OPDAGELSE...





SILKEHALENS rede blev første gang fundet af en excentrisk englænder i Lapland i midten af 1800-tallet.
I vore dage er der ingen excentriske mennesker og derfor heller ingen virkeligt interessante romanfigurer - men kun "repræsentative" og tidstypiske person-gallerier.
Langt de fleste enegængere er eller bliver nemlig i vore dage snart vitterlig småtossede af lutter afhængighed af omverdenens dumme og mekanisk forudsigelige gunst: Så deres hovedrystende omverden af sædvanligvis veluddannede flokdyr ender som regel med at få sørgeligt ret i deres dom, hvis de da ikke allerede havde det i forvejen.
Imidlertid, imidlertid: Ganske som med Amerika (de norske vikingers "Vinland")


, den dybe tallerken og så meget andet, som mennesker tydeligvis sætter en stor ære i at have enten opfundet, forbedret eller i det mindste "kritiseret",- så er der utvivlsomt en del finner og lapper der fundet silkehalens rede langt inden hin excentriske engelsmand.
Og omvendt: Hver gang nogen gør en opdagelse, vil der altid være en bunke mennesker der bedyrer, at det havde de skam allerede forlængst tænkt på. Forfængelighedens selvbedrag nemlig hærger på komisk uhæmmet vis både blandt de kendte og de mindre kendte: Ja for helt ukendte er der formodentlig ikke ret mange af - jeg kender i hvert fald ingen...
Spørgsmålet om berettigelse har derfor intet som helst at gøre med dette dumme, men indrømmet ofte praktiske spørgsmål om kendthed.

Faderen til en god ven af mig opfandt f.eks. i 50-erne en sindrig, men vist nok i princippet ret enkel ("...my dear Watson") mekanisk ind-og udåndings-device til brug ved genoplivning af alle og enhver: - dvs. alle lige undtagen de døde, thi manden var ateist og kunne jo derfor dårligt tilige give den som religionsstifter...
Og kun tusenkunstnere formår at blive alt muligt på engang. Men ikke desto mindre blev manden derved både selv udødeliggjort og uhyre velhavende.
Hvorom alting er: Især inden han fik sit patent godkendt, men såmænd også af og til sidenhed, mødte han højt meriterede kolleger rundt omkring i verden, der med et faderligt skulderklap bedyrede: At den fjollede bagatel havde de skam da allerede selv udtænkt i en kaffepause for mange år siden uden at gøre sådan ståhej af det....
SILKEHALERNE er invasionsfugle uden synderlig patriotisk forkærlighed. Så hvor de havner, når de om foråret trækker mod nord efter at have spist sig både mætte og høne-fulde i gærede rønnebær, er de derfor ikke så nøje med.
Også på de meget spredte og uforudsigelige nordlige ynglepladser i taigaen ser man dem oftest i noget der kunne ligne bitte-små kolonier spredt i de for året valgte regioner.
Men forklaringen er vel bare den, at silkehalerne trækker i småflokke, som efterhånden fordeler sig i smågrupper af fugle, der så danner par i samme område det pågældende år. Så måske har grupperingerne ingen andre fordele end den, at kønmodne fugle har let ved at finde en mage: undtagen hvis gruppen indeholder flere individer af det ene køn - de overskydende kan så få rollen som tragikomisk husven eller gammelmø, velegnet til baby-sitning...
I sommerperioden lever silkehalerne af myg og andre små-insekter som de snupper i flugten med en svals behændighed og utrættelighed, som man aldrig ville have tiltroet de buttede, spoleformede fugle. Heri kan de ligne stære, der med deres lige så robust trekantede vinger ligeledes er at betragte som bittesmå flyvende torpedoer..


Tuesday, July 24, 2018

MED PETER TUDVAD OG CASPAR DAVID FRIEDRICH I ALPERNE


POLITIKEN har publiceret et interview med filosoffen Peter Tudvad om det at vandre alene in der Schweitz. Men man kan da vel ikke interviewe nogen der foregiver at vandre alene?
Det minder mig om dengang Jacob Holdt fortalte mig, at han den sommer havde besluttet at lunte ene mand helt til Kalmar Slot ved Sveriges østkyst - velsagtens for at afblæse Kalmar Unionen engang for alle med fynd og klem. 
Og naturligvis med tilbud om kontinuerlig medie-opdækning på linje med andre moderne opdagelsrejsende.
Jacob Holdt tilføjede nemlig på sit velbevarede sindige jyske, at hans hustru dog bestemt havde frarådet det sidste af lignende grunde som den jeg her antyder.
Jeg svarede min natur tro slet intet, men tænkte i mit stille sind: "Den mand har i det mindste været så heldig at finde en hustru der ikke taber hovedet bare på grund af et par umodne mikrofonholdere....
Og hvornår er nogen forresten for resten sidst blevet "filosof" af at skrive om en filosof? Det minder mig om en nylig afdød dyrker af den amerikanske national-filosof William James.
- Manden blev nemlig i samtlige amerikanske nekrologer andagtsfuldt beskrevet som den skinbarlige inkarnation af sit berømte forbilledte: endog hvad skæggets vækst , drøjde og farve angår. For skægget var skam blevet DNA-testet, og den var god nok: Det var ikke købt i "Spøg og Skæm".
Så hermed er reinkarnationen omsider endegyldigt verificeret : For lige som med den sorte svane er et enkelt case nok til at kuldkaste den gængse opfattelse.
Et lige så uigendriveligt argument kunne lyde: William James er død; mr. NN er død: Ergo er mr. NN identisk med William James. Heureka!
MEN som GROUCHO MARX udbryder ved sit tlfældige gensyn med en gammel ex-veninde: "Everything about you reminds me of You - except You...."......

MEN nu skal vi heller ikke blive ondskabsfulde. Og dog, og dog: Alle krigsreportere kan nemlig bevidne, at efter fuldendt herostratisk dyd viser selv de værste forbrydere sig at være de mest ejegode og fredsommelige mennesker.
Hvorimod vegetariske og veganske pacifister skal være de aller mest krigerske gemytter,- både indadtil og udadtil. Med teologerne på en sikker anden plads.
Eksistensens kabale er ikke nem.

Thursday, July 19, 2018

KONGEØRN OG HVEPSEVÅGER I SMÅLAND: OM MOBNING OG INDIKATOR-ORGANISMER




For 20 år siden så jeg i Pyrenæerne over trægrænsen et par lamme-gribbe, akkompagnerede af sortspættens karakteristiske skrig og tromme-virvler nede fra skoven af velduftende ædelgran.

 Lammegribben forbinder vi ellers snarere med Tibet og omegn, hvor der næppe findes sortspætter, men langt flere afskyelige snemænd - selv om de som har talt med dem, kun har godt at sige. Og dermed kom også sortspætten til at fremstå som yderst eksotisk. Den samme aha-effekt kender vi når vi langt hjemmefra ser en fugl, som hos os er en almindelighed.

Kongeørnen forbinder vi i nyere tid især med højnordisk natur samt høje bjergkæder med et lignende klima. Men dette har delvis historisk grunde, for vist overlapper kongeørnens naturlige europæiske  udbredelsesmråde mere sydlige arters såsom den besynderlige hvepsevåge: på svensk "bivråk".

Hvepsevågen ankommer sent i maj og trækker tilbage til Afrika først i september: For den ernærer sig hovedsagelig af larver fra jordboende hvepse - gedehamse - hvis bo den graver op og transporterer hjem til reden.

For 10 dage siden så jeg straks nord for en stor fredet smålandsk højmose Årshults-myren en jagende kongeørn - af den moderate størrelse at dømme en han. Den blev mobbet af et par urolige hvepsevåger - ligeledes efterhånden et særsyn. Hvepsevågerne er gået stærkt tilbage i nyere tid, både grundet ringere forhold i det afrikanske overvintringsområde og det moderne landskab med stadig mindre indslag af lysåben skov med græsningsområder og enge.

Ganske som i menneskelivet er mobning oftest en kollektiv frygt-reaktion over for en oplevet trussel på et eller andet plan, dette være nu nok så forfængeligt: Og på denne måde blev den uventede kongeørn altså en indikator-organisme, som effektivt aktiverede de hemmelighedsfulde og yderst diskrete hvepsevåger til at gå på vingerne og afsløre deres skjulte yngleområde. Men omvendt kunne jeg lige så godt have opdaget ørnen på grund af hvepsevågernes aktivitet.

At blive mobbet af så fornemt og respektabelt folk som hvepsevågerne er naturligvis forsmædeligt. Men det må dog ved nærmere eftertanke tværtimod ses som et umiskendeligt kvalitets-certifikat hinsides alskens falsk smiger, hvis man kan få selv de mest noble og højpandede tilhængere af frihed for Loke såvel som for Tor til helt konsekvent at vise sig fra deres værste side.

De elegante hvepsevåger med de lange haler og de slanke vinger kendes med en smule træning snart fra de vanlige og mere buttede musvåger (svensk "ormvråk"). I aktiv flugt har de intet at frygte fra ørnens side - men naturligvis kunne det hænde, at en jagende kongeørn opdagede deres rede og tog deres afkom.

Det er velkendt at ænder nyder god beskyttelse ved at bo midt i en koloni af hættemåger, der kan mobbe krager og ravne væk.  De store koloni-rugende drosler ved navn sjaggere (svensk "björktrast") lader omvendt gerne den superhurtige dværgfalk (svensk "stenfalk") bo i deres midte, fordi den hjælper dem særdeles effektivt med at mobbe større rovfugle bort.

Men uden for redeområdet tager dværgfalken ikke notits af større rovfugle, for ganske lige som lærkefalken er den bitte mundfuld aldeles umulig at fange. Og de helt store rovfugle som ørnene er de hurtige små-falde bedøvende ligeglade med.

Tårnfalken er et sjovt mellemtilfælde: Denne forholdsvis langsomme falk bor tydeligvis gerne som nabo til kongeørnen og benytter sågar undertiden dens reserve-reder - for ørnen hjælper den med at holde farlige større falke og høge på afstand. Men for en sikkerheds skyld driller den samtidig også gerne ørnen lidt i ny og næ - åbenbart af mangel på tillid til sin egen aeronautiske ufejlbarlighed .


Som sagt: I størstedelen af kongeørnens europæiske udbredelsesområde er det normalt ikke muligt at opleve den og hvepsevågen samtidigt.
Men enkelte par kongeørne er i de senere år begyndt at yngle i Sydsverige. Og der er næppe grund til at betvivle, at kongørnen har haft en langt større europæisk udbredelse indtil for 200 år siden. Men den bryder sig aldeles ikke om få sit afkom ringmærket under stort påstyr af en jakkeklædt eksekutions-kommité - og vil derfor typisk året efter ansøge om en beskyttet bolig. Ringmærkede ørne gør sig desuden heller ikke på fotos....

Sunday, July 08, 2018

SCHINDLER'S LIST OG DØDE SJÆLE





Forbavsende mange mennesker mener selv at stå på en hemmelig mobbe-liste i deres metier.  - Men de kan bestemt ikke alle have ret, for det en højst eksklusiv ære - og af samme grund også en temmelig ekstravagant prætention...
Og alle relevante instanser vil da naturligvis også blankt bestride den påstand: Både når det er vås - og især når det er den rene sandhed.

De uvildige der som engang i sin tid Georg Metz med humanistisk værdighed påtager sig rollen som opmænd og at give spørgsmålet videre med kollegial diskretion, ved derfor på forhånd selv, hvad svaret må og vil lyde.


De kan derfor heller ikke være i god tro, når de ved næste tilfældige sammentræf adspørges om det forudsigelige svar og leverer dette med et afvæbnende pokerface, som handlede det om om togtiderne i Berlin.

Ejvind Larsen sammesteds sagde derimod senere hen om min egen udlægning: "Hver eneste ord du dér skriver, er sandt."
------------------------------------
DAGENS emne er imidlertid: HØNS. Men hvorfor så dette med "Schindler's List" ? Fordi jeg ligesom herr Schindler i dag måtte bruge list for at redde dem der står på min egen hemmelige liste.

Mit stedlige Birkenau er et lidet hyggeligt hønseri med 40.000 burhøns hvis arbejde og livsopgave er at lægge æg. Det er således arbejdsafdelingen og ikke afdelingen for målrettet folkedrab - om end det jo siger sig selv, at mange arbejdere omkommer dagligt selv om de fodres forsvarligt.
Mit ønske var nu ikke ligesom i Gogols's roman "Døde Sjæle" posthumt at købe herremændenes afdøde livegne, hvis navne man derfor kunne skrive som sin egendom og lånegaranti for at dupere udenbys standspersoner nok til at lade dem betale alle hotel- og værtshus-regninger grundet en midlertidig og helt tilfældig mangel på kontanter.
Min påståede hensigt var nu heller ikke den ædle a la Jesus og Lazarus at genoplive de afdøde høns, men den lige så ædle at redde nogle forældreløse duehøge-unger: ved at fodre dem med mine døde sjæle...
MEN dette var nu en smuk nødløgn, for de voksne duehøge lever i bedste velgående. Mit virkelige forsæt var det at lægge de døde høns ud for at opnå rovfuglenes undtagelsesvise tillid til just denne person. Voksne rovfugle hos større arter genkender nemlig glimrende mennesker på deres gangart selv trods forklædning -, så tilliden risikerer ikke at blive overført på enhver ejer af et haglgevær.


Den her i juli så at sige mytologisk enerådende guddom og driftsbestyrer for hønsenes odiøse massefabrik haltede så svært, at han måtte betragtes som så at sige ikonisk invalid og dermed hinsides al socialrealistisk ferielovgiving, som nemlig alene gælder for jordiske arbejdspladser.

Ej heller Julemanden kan eller må man forestille sig som havende sommerferie: For selv om sommeren tænker han i døgndrift alene på de kommende julegaver samt på optimal transport-logistik, markedspriserne på rensdyrfoder etc.. Nej - de eneste tilladte pauser er forbeholdt skolastiske munke-overvejelser pro et contra den teoretiske mulighed undertiden også at befordre julegaver til mennesker, som hverken tror på den sande gud eller på den sande julemand.

Vor invalid viste sig ganske rigtigt også at være akkurat lige så ejegod som Klokkeren fra Notredame. Da jeg nemlig havde spadseret en snes meter med to støvede høns, der så ud til at være døde af tørst og dernæst kejtet udstoppet engang i konservator-kunstens barndom, kom klokkeren fra Notredame ud igen fra sit landlige Hades og råbte: "Vent engang: Hvis vi går hen til den anden længe, så kan jeg nok finde et par høns der er finere!"

Vi begav os derfor til afdelingen for privilegerede fanger af fornem herkomst - for selv i døden er vi åbenbart alligevel ikke ens.
Men jeg måtte dog ikke komme med ind og bevidne den sidste ærefulde udvælgelse, som tillhørte denne Karon's per definition uledsagede og højtideligt ensomme virkekreds på grænsen til dødsriget og derfor hinsides al hyggelig palaver. For grundet smitte-risiko var det forbudt for ubehørige at betræde hønsenes bygning.
Om det nu var risikoen for at smitte hønsene eller risikoen for selv at blive smittet, fremgik ikke.
Det forholdt sig åbenbart akkurat ligesom med den obligatoriske toilet-hygiejne: Nogle vasker nemlig ligesom Pilatus deres hænder inden de tisser - mens den gængse skole som bekendt først vasker deres hænder, når de er færdige med at tisse.

Et eksistentielt dilemma af en art som også enhver optiker er fuldt bekendt med: Nogle tager således brillerne af, når de skal tisse, hvorimod andre just tager briller på når de skal tisse. Dette spørgsmål er derfor også altid det første som optikerne i fortrolighed stiller en ny kunde.
--------------------
Hønsene blev samme aften med held afleveret til mine duehøge som morgengave, forhandlings-udspil samt afsæt for videre tilnærmelser. Jeg opnåede for år tilbage i Nordsverige en tilsvarende tillid hos et par kongeørne ved konsekvent at gebærde mig så tumpet og ufokuseret, at jeg ved nærmere eftertanke måtte om-klassificeres som komplet ufarlig. Dette ihukommende et gammelt venne-råd i en ganske anden situation: "Spil bare idiot - det burde ikke falde dig svært...."
Gennem tre somre aftog ørnenes skyhed og kritiske distance derfor drastisk år for år.


Men høns er naturligvis den korteste vej til rovfuglenes hjerte via deres mave: En vej der nu engang ikke findes i kongeørnenes Lapland – men som i tilgift indebar et indblik i en hidtil mig aldeles ubekendt underverden.












Monday, July 02, 2018

VM I KLATRING - MED AL RESPEKT FOR BRØDRENE BRANDES


VM I KLATRING - MED AL RESPEKT FOR BRANDES....
En kongeørne-rede i toppen på en for år tilbage storm-brækket, men tydeligvis meget vital gran med et særdeles solidt grenværk hele vejen op - blev efter længere tids bekymring besteget manuelt trods sommervarmen for endeligt at bekræfte mistanken om, at ørnens lille unge er pist forsvundet.
Området er militærets og belagt med adgangsforbud. Men da bøden for ulovlig betrædelse kun er på sølle 15.000 svenske kroner, måtte udsigten til Verdensmesterskabet i klatring trods alt veje tungere. Desuden kan ingen jo kan dømmes for en kun indrømmet forbrydelse uden teknisk beviser: For ganske som ved de mest fashionable og  - i moderne jargon "ikoniske" - mord uden vidner kan der jo også her være tale om et sindsforstyrret menneskes heroiske eller herostratiske fantasi....
En ravn, en mår eller sågar en fremmed ørn kan have snuppet ungen. Men der findes også eksempler på, at kongeørne har flyttet deres unge fra en rede til en anden i tilfælde af grove forstyrrelser – et begavet træk, taget i betragtning at den slags udveje næppe er en nødvendig instinktiv ”app” i medfør af ørnenes evolution. Dette i modsætning til skovsneppen, som nemlig ved akut fare formår at lette fra jorden med sin yndlings-unge fastklemt mellem benene: noget jeg selv engang oplevede.
Det er omvendt flere gange blevet dokumenteret, at et par kongeørne har adopteret en musvågeunge - ja, i et enkelt tilfælde hele to! Men her var dog ikke tale om en frustreret barnløs gammel-møs fortvivlede selvhjælp i stil med forsvundne barnevogne uden for Irma – der nemlig tydeligvis altid foretrækkes frem for Brugsen (for stik modsat en udbredt myte så går de sindssyge lige som reinkarnationens dyrkere ofte endnu mere op i stamtavler og rang end de raske i riget)- , men derimod om, at ørnen har taget en stor musvågeunge som foder: kun for ved hjemkomsten til sin rede at opdage, at det endnu spillevende bytte både ligner og arter sig akkurat ligesom dens eget barn i en spædog endnu aldeles uimodståelig udgave.
Og er der blot rigelig med føde, kan den adopterede skifting godt overleve uden at blive mobbet ihjel af sin adoptiv-søsken.
Hvis krybben derimod er noget tom, så hjælper på den anden slet ingen biologiske certifikater. Tværtimod: For ganske ligesom i menneskelivet opleves en åbenlyst egnet og vaskeægte faglig artsfælle som en langt mere irritirende plageånd og rival end en sløv og harmløs musvåge med opholdstilladelse bevilget af lutter overbærenhed og i tolerancens hellige navn. Men  nok især fordi den som undtagelsen der bekræfter reglen, pædagogisk kan illustrere forskellen i forhold til vore egne, som vi nu engang professionelt set er piskede til at foretrække: også selv om vi med god ret bryster os af de fornemste humanistiske traditioner og ædle mottoer lige fra Voltaire og frem brødrene Brandes.
Ja, for hverken Voltaire eller brødrene Brandes var skeløjede pladderhumanister, for de var dog med forlov i første række Oplysningens mænd.
Så fik vi også lige det på plads. Hvorefter vi måske kan se frem til en sommer helt fredet for fjollede læserbreve fra rettelig forsmåede talenter med sørgeligt urealistiske prætentioner - samt alt for god tid til at ærge sig, her i det mest privilegerede hjørne af den bedste af alle mulige verdener: og så endda på det aller heldigste tidspunkt i verdenshistorien.
Men tilbage til det hersens VM. Kunsten er i alle discipliber og da især de mest artistiske at lave sit eget VM, i stedet for at alle skal tvangsindlægges til i munden på hinanden at kommentere hvad en tilfældig Peter Madsen mon for nylig har præsteret i Byretten eller i DR-Deadline. Og her behøves hverken nogen dommer eller en demokratisk læser-votering for at afgøre, om man faldt ned fra træet eller ej....Men det ville på den anden side også have været noget af en kunst med så et så tæt og solidt grenværk.

Med Schrödingers berømte og noget ubeslutsomme kat i sin tid var det ganske vist en helt anden sag – javel, men den kat var nu også en helt elendig klatrer og må efter alt at dømme have været en gepard.


Monday, June 11, 2018

KONGERNES NATIONALPARK



KONGERNES NATIONALPARK MISTEDE SINE GULDHORN


Karsten Ifversen anmeldte forleden vor seneste nationalpark ”Kongernes Nordsjælland” i Dagbladet POLITIKEN uden at lægge skjul på, at han i så fald også selv er lidt kongelig: For han knyttede følsomt an til sine erindringer fra dengang han ligesom i sin tid Carsten Jensen så verden begynde.


Ifversens betragtning var ment som en begrundelse for, at nationalparken sagtens tillige kunne have omfattet både Mølleå-dalen og Sletten Strand – ihukommende at en dansk nationalpark nu engang dårligt kan henføre sig til de samme kyske jomfruelighedskriterier som Serengeti og Yellowstone.

Helt i tråd hermed kan det nævnes, at vore gamle kongeskove bærer rigt præg af de forstmestre, som kongerne lod hidkalde fra Tyskland. Især von Langen er berømt for de mange kolossale lærke, douglasgraner og ædelgraner, som nu over 200 år senere drypvis pryder de nordsjællanske skove og endda bidrager med hver deres helt karakteristiske harpiksduft.

Ingen af de træer er naturligt hjemmehørende i Danmark: Men de fleste ville alligevel begræde, hvis Gribskov blev omlagt til en genuint dansk urskov helt uden erindring – lige så intolerant mod sine historiske mindesmærker som de mest radikale kommunister og islamister. At udsætte ulve ville omvendt føles kunstigt og Disneyland-agtigt malplaceret efter så mange hundrede år uden ulve: Ulvene kan være nok så ægte – men i vore dage må de nok behandles på lige fod med andre asylsøgende.

Tankegangen lader sig imidlertid også overføre på flytningen til Jylland af Jagt-og Skovbrugsmuseet i Hørsholm. Museet var nemlig intet neutralt naturvidenskabeligt museum, men et kultur-og naturhistorisk egnsmuseum, hvis indhold og hvis bygninger var en integreret og levende del af den historie museet fortalte.

At Jagt-og Skovbrugsmuseet blev sløjfet i samme åndedrag som indvielsen af Kongernes Nordsjælland, er således et herostratisk paradoks, der bedst lader sig sammenligne med rovet og omsmeltningen af Guldhornene i sin tid.




(Ovenstående har på venlig opfordring af Karsten Ifversen været tilbudt Politikens Redaktion - men heldigvis for ham turde han dog ikke slå et væddemål af på, at det naturligvis ikke ville finde optagelse grundet Oplysningens sande tilstand. Pyt med det, men vi skylder da vel lige at oplyse om det.)

Tuesday, May 29, 2018

ÅRSHULTSMYREN - TORV-TÄKT ELLER RESERVAT?



I höstas fick vi informationer om, att Aneby Torv AB söker tillstånd för en torvtäkt om 82 hektar på Kyrkängen vid Krokån på gränsen till naturreservatet Årshultsmyren.

Länsstyrelsen reserverade sig med hänvisning till Natura 2000-reglerna, men ärendet överklagades till Miljödomstolen. Aneby Torv framlade en miljöinventering sammanställd av deras naturkonsult, som ej observerat några känsliga arter i eller intill området.

Mot den bakgrunden ansåg domstolen, att torvtäkten inte strider mot Natura 2000- bestämmelserna, och länsstyrelsen fick böja sig för det utslaget. Men Aneby Torv AB har tydligen missat rapportera Natura 2000-arter, som jag redan 2009 konstaterade under en översiktlig inventering för länsstyrelsen inför planerad vindkraft. Då området dessutom har höga naturskogsvärden med många lämpliga boträd för örn och uggor, så har länsstyrelsen tagit upp frågan till förnyad prövning och begärt en ny naturinventering av Aneby Torv AB.
Både området intill reservatsgränsen vid Krokån och den skogbevuxna högmossen håller uppenbara skogliga värden, som redan framstår omedelbart från skogsvägen mellan Slättevrå och Kränkeboda. Visserligen finns några gamla diken; men dels kvarstår de skogliga värdena, dels har dikena ej tydligen missgynnat orren och har i detta fall t.o.m. gynnat tjädern genom att öka arealen av god tjäderbiotop. Helt i analogi med t.ex. Hornborgasjöns och Dravens delvis människo-skapade faunavärden.

Det finns många eksempel på, at man ej alltid kan lita på naturkonsulter anställda av intressenten. Jag har därför återigen nu i år på eget bevåg inventerat och dokumenterat området och tjäderspelet. I oktober hade mården dödat två tjäder-tuppar på spelplatsen, men fortfarande håller den ett starkt spel, vilket även framgår av mängden av tjäderspillning lite överallt.
Vid ett tillfälle hade jag med mig Staffan Bengtsson, reservatshandläggare med skog som specialitet sedan 1973 på Hallands Länsstyrelse, som kan intyga mina observationer. Här finns dessutom Årshultsmyrens ända spelplats för tjäder - förutom ett mindre orrspel på den öppna delen av mossen.

Därutöver finns ett sedan länge dokumenterat stort orrspel (10 tuppar) bara en dryg km öster om den planerade torvtäkten och väl inom dess bullerzon. Även sparvuggla har jag hört i vår, och ett veritabelt förband av spelande nattskärror konstaterade jag alldeles nyligen tillsammans med Staffan Bengtsson längs den lille skogsvägen över den den aktuella mossen. Likaså intill Krokån med dess ståtliga furor, enebuskar och trollska korvsjöar.

Vid samma tillfälle hördes återigen från vägen en tjädertupp spela i nattmörkret: Enligt den framlidne tjäder-forskaren Ingemar Hjort brukar enstaka tuppar finnas tillgängliga ändå in på försommaren för att kunna betäcka hönor som förlorat sin första kull.

Slutligen: Alldeles söder om den planerade torvtäkten bildar en hittills okänd urskogsartad moränås långt från skogsväg en idealisk häckningsbiotop för kungsörnen, som ganska regelbundet har observeras kring Årshultmyren. Kungsörn häckade 2008 men möjligen också 2009.


Både tjäder, orre, nattskärra och sparvuggla är Natura 2000-arter, som Sverige har åtagit sig ett officiellt EU-ansvar för. Enligt "Birdlife Sweden" (tidigare SOF) har dessutom tjäder och orre under dem senaste 10 åren klart minskat i södra Sverige samt i hela Europa söder om Norden. Och nattskärran var dessutom tills helt nyligen rödlistad även i Sverige.

Slutligen gränsar området till Årshultsmyrens Naturreservat - och den planerade torvtäkten skulle drastiskt reducera värdet av den samhällsinvestering som reservatet utgör. I alla investerings-sammanhang är det mest kostnads-effektivt at eftersträva synergi och undvika kontraproduktiva effekter.
I reservats-sammanhang är det väldokumenterat att "big is beautyful" - väl att märka om man beaktar kvaliteten av dem arealer man väljer att säkerställa. Att komplettera ett urskogsreservat med färska kalhyggen ger sålunde i regel minimal effekt.

I själva verket borde Årshultsmyrens Naturreservat därför mot bakgrund av dem nya kunskaperna på sikt utvidgas med det beskrivna området och dess kärn-biotoper för ovan nämnda Natura-2000 arter.