Saturday, January 12, 2019

FORSIKRINGSVIDENSKAB OG NATURFREDNING



HOW BIG IS BEAUTIFUL?
Er et værdifuldt, men trods alt mindre naturområdes beliggenhed klods op ad et stort allerede eksisterende reservat et argument for dets inddragelse i reservatet? Eller er det tværtimod et argument for, for at "enough is enough"?



Også inden for naturbevarelse gælder det velkendte forhold, at jo mere du allerede ejer, af et gode, desto mindre betyder en ekstra sjat af det samme gode. Jo større et eksisterende reservat tilsvarende er, desto mindre vinder du ved en udvidelse med et vist areal.
Javel. Men på den anden side kan man hævde, at jo mere vi allerede har investeret i et projekt, desto ærgerligere ville det være, hvis dele af formålet ikke i længden lod sig indfrie, fordi området alligevel ikke var helt stort nok: ikke mindst under hensyntagen til løbende små forringelser i omgivelserne og i den pågældende region generelt. Man tænke her blot på vore sidste danske urfugles sørgelige endeligt for en snes år tilbage, trods gode, men forsinkede tiltag.
Loven om den synkende værdi af ekstra goder af en given art gælder således kun, når man har over et vist minimum af det pågældende gode. Et menneske med moderat, men ikke livstruende vitaminbrist kan således vinde meget ved at få vitamintilskud, idet forskellen på at være kernesund og at være svag og uoplagt er dramatisk.

Hertil kommer så yderligere den mulighed, at en areal-mæssigt set marginal udvidelse af et stort reservat undertiden kendetegnes af særlige naturtyper og -elementer såsom uhyre gammel skov, der kun er sparsomt repræsenterede i det eksisterende reservat: men i så fald er gevinsten i henseende til just disse naturtyper og deres karaktiske flora og fauna ingenlunde blot  marginal.
Kort sagt må vi veje den forhåbentlig begrænsede risiko for at tabe vor investering på gulvet mod omfanget af det mulige tabs omfang i givet fald. Jo mere kostbaret et bohave du har, desto mere er du jo også villig til at betale for at forsikre det mod ulykker og tyveri. Det vi vinder ved for en sikkerheds skyld at foretage en generelt og måske tillige specielt kvalificeret udvidelse af reservatet, er at vi tager højde for den mulighed, at området derved akkurat når op over en kritisk tærskel af afgørende langsigtet betydning for områdets mest sårbare og krævende arter.
Denne overvejelse er aktuel i en aktuel sag i Ljungby Kommune Kronobergs Län, hvor jeg indsætter min arbejdskraft løbende gennem nu henved halvandet år. Nøglebiotoper for tjur og urfugle trues af et planlagt tørvegravnings-projekt i stor skala - klods op ad et stort naturreservat, hvor især tjurens foretrukne levesteder desværre kun er sparsomt representerede. Og både tjur og urfugl har i de senere år været i kraftig tilbagegang i Sydsverige generelt. Hertil kommer at de langsigtede muligheder for holdbar etablering af på en gang spektakulære og uhyre sky arter såsom kongeørnen beror på eksistensen af mange alternative redemuligheder med skjult beliggenhed.

Hvis Tibet ikke på samme vis havde haft både et betragteligt areal og en begrænset tilgængelighed for publikum, ville Himalayas Afskyelige Snemand da også forlængst være blevet enten udryddet eller fordrevet på lige fod med Dalai Lama og hans mere apatiske følge af fredselskende buddhister. Vist kan vi da sagtens overleve også uden Den Afskyelige Snemand: Ja, men Verden ville blive et kedeligere sted - selv med forbehold for hvad f.eks. en Putin eller Trump kan finde på i den globale underholdnings tjeneste...

Friday, January 11, 2019

DEN EVIGE GENKOMST


Endog de allermest gerontisk trættekære må på det udløbende år livsaften imødese den snarlige "time-out" for deres faste kanaler til håbløse gamle yndings-ideers trofaste forsvar mod lige så trofaste modstandere fra et andet og velsagtens lige så pensioneret landshold. For selv om de er modstandere, så er det dog immervæk vore fikse ideer de diskuterer - og ikke deres egne knap så fikse ditto.
Men bevares, det er vel her som med gamle biler, at de skal motioneres regelmæssigt for at holde mekanikken velsmurt.
Men som Fugl Fønix vil hele debatten gentage sig uændret efter årsskiftet, nødtørftigt vitaliseret af det nye årstals forpligtende incitament og andre pacemakere.
Nietzsche's sene lære om den evige genkomst var muligvis hans mest syfilitisk forrykte raptus;  men men tillige den mest mindeværdige.
For så vidt huskes, gik den ikke så meget ud på, at det hele virkelig vil gentage sig uendeligt, men derimod på, at vor ukuelige livsvilje bør forlange, at det hele gentager sig for evigt uden mindste censurering - ellers er vi nogle livsuduelige skvat:
Ingen tømmermænd her.
Nietsche's ultmative "Ja!" kunne godt ses som et modstykke til den sene Kierkegaards lige så forrykte ide om, at hvis ikke Kristus er det absolutte og uløselige paradoks for intellektet, så kan det være det samme med al jeres flove salmesang og selvglade godgørenhed i Jesu navn.
Disse selvopholdelsens vanvids-ytringer er dog et langt mere pragtfuldt skue end autoriserede hædersmænds dumstædige daglige forsvar af møjsommeligt erhvervede positioner med alskens armodige og billige tricks, som ovenikøbet indbilder sig at være spontane livsytringer af stor fornemhed og agtværdighed.
For min egen del har jeg i stedet afhentet en frisk forsyning af nedfrosne, selvdøde høns så forpjuskede og medtagne af gensidig mobning grundet pladsmangel på den stadig mere redundante medieflade af autoriseret eftersnak, at det ville være en forbrydelse mod livet at forlange deres evigt kaglende genopstandelse. Og nu ikke et ord om "Kagling-prisen"....
Nej, i stedet vil hønsene blive udlagt på en faste og tophemmelig lokalitet som føde for et par lige så hemmelige kongeørne, der såmænd nok kunne klare sig også uden: - men som jo også sagtens kunne finde på at skifte boplads. Hvilket jeg af flere grunde fraråder dem.
Det forholder sig således med mit ørnepar som med de mange miskendte forfattere, kunstnere og mavedanserinder, som trods deres evige mismod over lille Danmarks provinsielle mangel på format og kvalitetssans alligevel vælger at forblive i fædrelandet: - takket være al den gratis julemad som supermarkederne falbyder efter nytår, grundet datomærkningens ultimatum.
Mit ørnepar er dog kun ukendt og ikke miskendt. Denne lille forskel belyser forresten tillige, hvorfor nogle mennesker selv i moden alder lige pludselig forsvinder sporløst og eftersøges af landsdækkende TV-kanaler akkurat som i sin tid den lige så glorværdige dr. Livingstone.
Skal det nemlig være på den måde, så foretrækker de nemlig Fremmedlegionen eller at bosætte sig et sted i Asien helt uden barberer og frisørsalonger, hvor de i det mindste kan være åbenlyst og indiskutabelt ukendte, hellere end der hvor de selv af velmenende mennesker tilskyndes til også i det nye år at affinde sig med noget, som de velmenende dog aldrig selv ville nøjes med endsige anbefale deres nærmeste.


Sunday, January 06, 2019

NYTÅRSFORSÆTTERNE PÅ FORSÆDET...



Griber stadig oftere mig selv i at holde kaje: - slet ikke kun over for de vankundige, men nok så meget over for de kyndige og berettigede i riget, hvis komisk sarte vanitas og stolthed i sin hartad islamiske over-dimensionering "more often" than not overgår deres reglementerede og demokratisk upåklagelige anledning.

Og hvorfor forresten fremture naivt håbefuldt med helt gratis leverancer af service og reservedele? Nytårs-deklarationer og -deklamationer er derimod et komplet misfoster, fordi de selvdementerende tilkender det selv samme umådelig tyngde og betydning, som man dog just deklamerer sin renoncering på.
Det har jeg gennem alle årene set talrige gange hos alle de spalteberettigede snakkemaskiner af begge genus, der i tide og utide har deklameret deres forudsigeligt kortvarige afsked med Facebook: velsagtens af ærgrelse over, at retten til offentlig small talk nu om stunder er lige så universel som retten til uddannelse.

Jeg har derimod aldrig nogensinde deklameret min renoncering på lovhjemlet bakspejl til bilen under indigneret henvisning til forkastelig forskelsbehandling til fordel for lastbilchafförerne, der både må og kan klare sig med sidespejlene alene..
Nej, hver år kort inden syn klistrer jeg skam pligtskyldigt på ny mit bakspejl op med markedets bedste tape. Men efter en uges tid ligger det atter et år til som en lydig vovse på passager-pladsen som fikst håndspejl til ambulant brug for de cases skyld, hvor min personlige vanitas overgår min vanitas på min bils vegne. I denne vekseldrift indgår ingen som helst komiske nytårsdeklarationer.

Sig mig din bil, som Harley Davyson engang sagde. 
Men slige sociologiske tommelfinger-regler gälder nu engang kun for jer andre. For ingen Dahl kunne vel dengang gætte at jeg om en kort stund atter skal transportere et trafik-ramt rådyr ud i bushen, hvor det skal slæbes modvilligt ud til min top-hemmelige offerplads til fryd for himlens hellige fugle, som vi tibetanere nu engang bruger. Nok burde de vel kunne klare sig uden subsidier - jo, men her er i virkeligheden også snarere tale om huslejetilskud, omtrent som når kommuner begunstiger lokaliseringen af de mest ydedygtige skatteborgere og virksomheder.   

Thursday, December 13, 2018

LYKKE-PEER:SÆSON ARBEJDE FOR LOKE SOM FOR THOR


En bekendt af mig insisterer på sin selvagtelse ved i protest mod samfundets ringe faglige værdsættelse kun at arbejde som årlig juletræ-sælger på en offentlig plads. Ingen kan mistænke ham for dér at sælge sin sjæl - og hans stoisk standhaftige fakir-gestus afføder immervæk en vis uvilkårlig respekt.
Selv muslimske asylsøgende kan med fordel vælge juletræ-branchen: Enhver islamistisk narkohandler hylder da ligesom forlængst alle fornuftige jøder det liberale forretnings-princip, at køberens præferencer alene er en sag mellem køberen og hans Gud. Moralsk afgørende er alene hvad sælger bruger pengene til...
Julemand i Magazin du Nord er også et helt neutralt sæson-job: Og en agtet højesterets-dommers noget drikfældige søn insisterede i henhold til min bedstefar tilsyneladende også på aldrig i sit liv at påtage sig noget andet løn-arbejde end dette: Og vel nok også mest for julegløggens skyld. For selv om julen varer helt til påske, risikerer man som julemand ikke at blive udbrændt.
Henrik Pontoppidan's landskendte "Lykke-Peer" havde det på samme måde: Når man endelig bliver anerkendt og budt velkommen i riget - så må man ligesom Freud, da han sin alderdom kom for skade at skrive en bestseller, alvorligt frygte, at man denne gang må have lavet noget tyndbenet bras: en omvendt  proportionalitet som vi hver eneste dag kan bevidne på de sociale medier - men som tilsyneladende slet ingen bemærker, og da slet ikke den akademiske restgruppe der politisk korrekt bærer titlen "medie-forskere".

Nej, så er det bedre at holde op, inden legen bliver endnu dårligere:
Vej-assistent i Vest-Jylland som Lykke-Peer - det er et agtværdigt og sundt job hvor man ikke sælger sin sjæl, hvis man da ellers skulle være belastet af sådan en størrelse.
Den brave Peter Tudvad som omvendt offentligt synes at afstå fra ethvert privatliv, og som vel ingen djævel kan have noget imod - ja, med mindre man da anser den blege guldalder-kustode Joakim Garff for en arisk djævel in disguise - udtalte i sit levneds jubelår, 200-året for Søren Kierkegaard, under stor applaus, at i vore dage ville Kierkegard ganske givet have været på Facebook...
Såh? Og Lykke-Peer velsagtens også? Men i så fald ville Peter Tudvad selv jo være blevet arbejdsløs - vel at mærke, hvis det ikke havde været for et trofast landsdækkende bagland, der som en bøje eller redningskrans barmhjertigt forhindrer notoriske landkrabber i at omkomme, hvor de måske ikke altid helt kan bunde.
LYKKE-PEER'S
virkelige privilegium var, at han tidligt fik tilbudt al verdens herlighed på et sølvfad.
Ja, for derefter var han endeligt kureret for at drømme om den. Af samme grund tog borgerskabets ansvarlige fædre i de gode gamle dage efter sønnens konfirmation denne og hans kammerater med på bordel. Ja, for mere romantisk var det så heller ikke...
Tanken var velsagten, at faderen som den eneste i verden ikke lod sig kurere - og derfor kun at betragte som et pædagogisk afskrækkende eksempel, at sammenligne med Judas' verdenshistoriske nødvendighed som offerdyr for for universel indignation i henhold til visse kætterske teologer.

For min egen del lægger jeg både både liv og sjæl i at fælde juletræer året rundt - men jeg får til gengæld ikke en eneste krone for det, selv om jeg ved at begrænse udbuddet af juletræer er med til at holde priserne oppe. Til gengæld - og af just samme grund - har jeg kongeligt monopol i branchen.
Den kæmpestore gran  forneden omfavner og har for længst kvalt de omkringstående gamle enebær-buske: De står nu som en pallisade af rafter omkring den meter-tykke stamme, under katedralens tag af de lange gran-grenes statelige paraply.
Dyrehaven ved Klampenborg blev oprindelig indhegnet med ene-stolper, som grundet deres tæthed og og deres høje terpentin-indhold er endnu mere holdbare end ege-stolper. Så de kvalte enebuske under kæmpegranen kan meget vel stå fast selv den dag granen falder for råd og storm. Den som ler sidst ler bedst.
Enebærbuskene i venstre foto lever derimod og blev befriet i tide.

Det underste foto viser en mange-stammet thuja fra Fuglsang på Lolland. Endnu mere katedral-agtig end kæmpe-granen.

Tuesday, November 13, 2018

"ALEXANDRIA-KVARTETTEN" af Lawrence Durrell

EN NÆRLÆSNING MED AUTENTISK EFTERSPIL
Da jeg i sin tid læste Lawrence Durrell's"Alexandria-kvartetten" i dansk oversættelse (hvor enkelte nørdede paragraffer er udeladt) var det ikke grundet elitære anbefalinger, men begejstrede ikke-faglige læsere i min omgangskreds. En menneske-klog og medrivende eksotisk skildring fra slutningen af den engelske kolonitid – fuld af visdom, filosofiske allusioner samt farverige mytiske og historiske referencer til antikkens Alexandria.


At værket samtidig er et ambitiøst modspil til den tids mest respektindgydende intellektuelle fyrtårne Proust og Joyce, var hverken jeg eller mine bekendte vidende om. For trods bogens nærmest ekstravagante begrebs- og ordforråd er handlingen elementært spændende og beskrivelserne impressionistisk fængslende.
Det samme gælder de fire binds komplementære skildring af den samme historie, som alle må læses for at forklare ikke blot selve handlingen og de dramaturgiske vendepunkter, men også de erotiske relationer: som nemlig trods Durrell's Henry Miller-inspirerede drifts-romantik ingenlunde er selvbærende, men viser sig plastiske nok til samtidig at kunne bruges som dække over andre og mere strategiske motiver.


Af samme grund har nogle fag-litterater siden hen villet reduceret værket til en populær-litterær tour de force med lovlig store prætentioner. Tværtimod ville jeg her hævde, at den store kunst er, at bogen trods sin intellektuelle opbud ikke opleves som forceret eller kringlet i andet end den forstand hvor enhver spændingsroman er ”fortænkt” ved bevidst ikke at afsløre alt så hurtigt som muligt, men tværtimod oparbejde en suspense samt nogle gåder og paradokser som fordrer forløsning.



Selve Lawrence Durrell's idé med fire komplementære fortællere, som vel at mærke alle er dele af historien og indgår i afgørende dynamiske relationer til både hinanden og det øvrige persongalleri - er ganske vist både original og udført med symfonisk grundighed. Men alligevel er der intet heri som virker fremmedgørende og nørdet på den læge læser uden en litteratur-faglig tilgang. Durrell er nok intellektuel – men appellerer naturligt til en langt bredere målgruppe. Fortællernes psykologiske overvejelser henviser undertiden til både esoteriske og dybdepsykologiske begreber, men i en farverig oplevet sammenhæng, hvor begreberne på ikke opleves som fremmedlegemer i fortællingen eller som avantgardistiske forsøg på at ”ophæve subjektet”. Tanker i den retning luftes ganske vist af flere af personerne, men helt igennem erfaringsbegrundet og dermed ikke som forcerede abstrakte analyser endsige medie-akademiske mode-diller.


Ved den grundigere og sprogligt mere krævende gennemlæsning for nylig af den engelske originaltekst blev jeg i mere moden alder klar over værkets sindrighed, dybde og format. Og det slog mig efterfølgende, at værket kan læses som en moderne pendant til Goethe's udviklingsroman ”Wilhelm Meisters Læreår”: For det handler om menneskers veje til forskellige stadier af modenhed – og herunder ikke mindst kærlighedens modning fra hensynsløs erotik til en græsk agape, som dog slet ikke fremstilles med bevidst kristen inspiration. Det engelske ord ”tenderness” benyttes af adskillige af boges personer, og ved gentagne læsninger forstår man at det er et ledemotiv.


Selv om de fire bind centreres om hver sin iagttager og deltager i historien – så fortælles de tre af historierne dog til syvende og sidst af det første binds forfatter – som nemlig siden i bind 2 og bind 4 i særlig grad indkorporerer disse to binds hovedpersoners erfaringer og versioner, som nødsager ham til at tage sine første tolkninger op til revision.

Bind 3 fortælles derimod, som Durrell selv har gjort opmærksom på, hverken af den trods alt gennemgående fortæller og redaktør, men er en traditionel fortælling fortalt i tredje person af en ”alvidende fortæller” - og altså ikke af dette binds egen hovedperson: den stedlige britiske ambassadør Mountolive, som selv først i løbet af historien erhverver sig fortællerens eget bevidsthedsniveau og forståelse.

Hvor de øvrige bind således godt kunne tænkes eller forestilles at være den gennemgående fortællers autentiske forsøg på at forstå sin egen livshistorie – så springer bind 3 denne fiktions-ramme og gør dermed indirekte læseren opmærksom på, at det hele er en roman. For i modsat fald ville også bind 3's alvidende forfatter kunne udpeges som enten deltager i forløbet eller en nærstående observatør.

Dog kunne den som vil insistere på autenticitet, hævde at hvor den gennemgående fortæller i de tre andre bind simpelt hen forsøger at rekonstruere sin historie, så er bind 3 den samme erfarne fortællers forsøg på i romanform at rekonstruere dette binds hovedperson, hans perspektiv og hans livshistorie: og fortællerens alvidenhed bliver da ikke noget større mysterium end hans vækst og modning i de øvrige bind, for den viden han må antages at omsætte i roman og digt, er naturligvis erhvervet i hans vekselvirkning og kontakt med med både bindets hovedperson og værkets øvrige hovedpersoner. Blot må man da forestille sig, at bind 3 i så fald må være skrevet efter bind 4 og med det suveræne og sejt erhvervede overbliks afklarede ro – i stil med enkelte alvidende indslag i bind 1 og 2.

I en sådan læsning kommer sjovt nok just den traditionelle alvidende fortællers historie i bind 3 til at fremstå som et drevent litterært eksperiment – hvorimod de tre andre bind trods al kompleksitet og alle spidsfindigheder da må læses som forfatterens autentiske og redelige forsøg på at komme undervejrs med forløbet og dets dynamik.

En læser-illusion om værkets selvbiografiske sandhed ville således ikke helt kunne afvises. Men omvendt kan det heller ikke afvises, at samtlige fire bind kunne være fiktion. Sandheden ligger i henhold til Durrell selv et sted midt imellem: Således er første binds hovedperson den fascinerede og begavede, men også traumatiserede og komplet hensynsløse man-eater Justine angivelig inspirereret af Durrells anden hustru Evy Cohn: der ganske som Justine var en koptisk jødinde som Durrell mødte som i egenskab af engelsk gesandt i Alexandria – om end ikke sidst i trediverne hvor meget af handlingen foregår, men derimod under Anden Verdenskrig. Clea i sin tur er angivelig inspireret af Durrell's tredje hustru: Thi hvad skal vi med kvinder?
.

Justine er eksponent for den hedensk uimodståelige intelligente skønhed og beskrives mytisk som var hun en inkarnation af den Dronning Cleopatra, der kunne forblænde både Cæsar og Antonius. Justine er selv bevidst om at hun ikke ejer den ”tenderness”, som den tuberkuløse prostituerede Melissa er eksponent for – og som flere af bogens hovedpersoner efterlyser. Fortælleren Darley kan som sagt ses som en moderne Wilhelm Meister der – om end for sent – bringes til at sande, at han overså og svigtede den som elskede ham, og som også hele tiden stod hans hjerte nærmest, til fordel for en farlig erotisk forbindelse: som oven i købet viser sig at være et bedrag motiveret af en politisk intrige iscenesat af den skønne ”Cleopatra” og hendes velhavende ægyptiske mand den i grunden venlige Nessim.


Nessim og Justine er hovedkræfterne i et netværk der arbejder for at undergrave englændernes i forvejen svindende magt, der nemlig frygtes i praksis at berede vejen for et islamisk barbari, hvor den gamle ægyptiske overklasse af kultiverede og veluddannede kristne koptere og jøder vil blive forudsigeligt marginaliserede efter Englands exit. Jødinden Justine er her en vigtig brik, idet planen nemlig tilsigter et jødisk-koptisk herredømme over Mellemøsten: ejendommeligt nok dog med importerede tyske våben, idet englænderne ses som venstreorienteret naive i deres politisk korrekte strategi med at tækkes og naivt uddelegere stedse mere magt til ægyptens islamiske majoritet snarere end til landets civiliserede kristne overklasse med dets rige historiske erfaring i både forvaltning og virksomhedsledelse.
Den britiske efterretnings-medarbejder Darley's nære venskab med Nessim og hans offentligt kendte ”hemmelige” og farlige romance med Nessims skønne viv er således et figenblad der skal camouflere deres anti-britiske konspirationer – samtidig med at Darley kan indvie dem løbende i hvad englænderne tænker, frygter og ved herom. Kompleksiteten er dog endnu større, for forfatter-aspiranten Darley er selv politisk set kun en gråspurv, som ikke er nogen kanonkugle værd – hvorimod den hyper-begavede forfatter Pursewarden har en langt mere central efterretningsmæssig placering: Hvorfor Justine da også med en helt anden grad af diskretion – men åbenbart ligeledes med ægtemanden Nessim's vidende – sideløbende plejer en erotisk affære med Pursewarden. Ironisk nok udvikler Justine ikke desto mindre en erotisk besættelse af Pursewarden – just fordi han er kynisk uimodtagelig for egentlige romancer og plejer et særdeles prosaisk forhold til kvinder: dvs. lige undtagen hans blinde søster som han nemlig har et inderligt erotisk forhold til: hvilket dog først åbenbares i bind 4. I samme bind får læseren også omsider forklaringen på Pursewarden's gådefulde selvmord.
Inden sit selvmord skriver Pursewarden i bind 3 et brev til samme binds hovedperson den britiske ambassadør Mountolive, hvori han uden at angive hverken kilder eller bevismateriale gør opmærksom på eksistensen af ovennævnte komplot – som han hidtil havde anset for en tosset ide fostret af en snæversynet britisk efterretnings-ledelse. Pursewarden forklarer i sit brev sin exit som en fej flugt ud af det dilemma det er at måtte vælge mellem landsforræderi og angiveri af nære venner til likvidering.
Men i bind 4 fortæller dette binds hovedkilde - den elskelige, begavede men erotisk sent opvågnede skulptør Clea – Darley om Pursewarden's utrolige incest-historie. Efter Pursewarden's selvmord ankommer hans blinde søster nemlig til Alexandria som eksekutor af den nu berømte forfatters litterære bo – men – viser det sig nu – tillige som stedt i et kærlighedsforhold til ambassadøren Mountolive, som hendes afdøde broder et årstid forinden havde præsenteret hende for i London.


Den blinde søster fortæller Clea, at hun få dage før sin broders selvmord i et brev havde betroet ham, at hun nu omsider havde mødt kærligheden, og at hendes forhold til broderen derfor måtte ophøre. Og Pursewarden skrev aftenen før sit selvmord et brev til søsteren , hvori han erklærede sin død for at være hans bryllupsgave til hende i form af et psykologisk nødvendigt offer: ellers ville hendes frigørelse være dumt til at havarere.
Samme Pursewarden nærer ellers ikke just høje tanker om kristendommen eller den jødiske religionshistories fiksering på skyld – men ligesom Nietzsche der omfavnede den piskede hest i Turin, ender han dog som en Kristus-figur. Den som dagen før hans selvmord indviede ham i komplottet, er ironisk nok den kristne græske prostituerede Melissa, som på den ene side lider dybt under Darley's opslugthed af den dæmoniske Justine: men på den anden side klart fornemmer, at Justine i virkeligheden misbruger Darley som dække og alibi helt uden hensyn til Darley's endsige Melissas følelser.

Hovedpersonen i bind 2, den jødiske læge Baltazar er ganske vist også ideologisk involveret i komplottet, men er dog en elskelig person, der ligesom Clea er på lige fortrolig fod med alle. Men det er nu hans lige så elskelige kollega Amaril, der om den døende Melissa siger til Darley, at hendes eneste lægelige redning kunne være hvis nogen virkelig elskede hende: men uden bebrejdelse, for han ved at den besatte Darley tænker på Justine fra morgen til aften – ligesom Melissa ved at han tænker på Justine når de er sammen.

Alligevel beder Melissa før sin død inderligt Clea om at ”overtage” og elske Darley i hendes sted når hun er død – for han behøver det. Den jødiske tanke om stedfortrædende straf og skyldbyrde – der af Paulus som et anakronistisk levn er blevet smuglet ind i Kristendommen – er således hos Melissa erstattet af en sand kristen tanke om stedfortrædende kærlighed Melissa betror Clea den kærlighedsgerning som hun selv ikke længere vil være i stand til.

Clea forener Justines veluddannethed, velstand og begavelse med Melissa's altruistiske sind. Clea er den person der kommer tæt ind på livet af alle de andre - også fordi hun i egenskab af skulptør nemlig påtager sig at afbilde dem alle og herunder kommer på særlig fortrolig fod med dem. Således har hun sågar en kortvarig lesbisk affære med Justine – men hun ender med at opfylde Melissas profetiske ønske som den helt rette kvinde for Darley.
Men så enkelt er det heller ikke. Clea er nemlig i årevis blevet hemmeligt forgudet af Nessims uuddannede og grimme, men koptisk fromme broder Narouz med hareskåret, der bestyrer slægtens landejendom, hvor han bor sammen med deres belæste og højt dannede moder: for år tilbage den unge Mountolive's læremester i kærlighed og hans åndelige mentor på samme tid – men nu skjult bag slør for verden, efter at hendes blændende skønhed blev ødelagt under en koppe-epidemi.
Den grimme søns hareskår forbyder ham at opsøge byens selskab andet end formummet under en munkekappe ved det årlige kristne karneval – og trods utallige hemmelige tilløb har har udyret aldrig turdet henvende sig til Cleo.

Men just under et karneval kommer han til i forfærdelse at dræbe en forklædt person, som han fejlagtigt tager for Justine, der jo er gift med hans smukke bror Nessim: I virkeligheden er det dog en homoseksuel mand, der pikant har lånt Justines karakteristiske ring og forgriber sig på Narouz . I sin fortvivlelse over sin automat-reaktion på hvad han opfattede som den troløse svigerindes skændige umoral betror Narouz den ulykkelige Clea sin årelange kærlighed til hende – som hun ikke på nogen vis ser sig i stand til at imødekomme, selv om hun til gengæld efter en opringning kan berolige Narouz med, at Justine skam stadig lever i bedste velgående.

Narouz med hareskåret, der også i moderens hjerte var nummer to efter Nessim, må ikke blot leve uden kærlighed. Han bliver også udset til syndebuk i det nu afslørede komplot. Den islamisk befuldmægtigede under kongens sygdom lader sig nemlig bestikke af Nessim til at se gennem fingre med, hvad englænderne har indviet ham i – og vælger for at beholde denne guldkalv i stedet at befale likvidering af Nessims primitive landlige bror med hareskåret som komplottets sande hovedmand. Den i sit enfold noget brutale, men dog i sit hjerte komplet uskyldige og tillidsfulde Narouz opnår ikke som fortælleres Darley nogen stedfortrædende kærlighed, men høster derimod den arkaiske stedfortrædende straf for sin broders gerning.


Men både Narouz' ulykkelige forelskelse og hans likvidering får et nærmest okkult efterspil. Han dør nemlig ikke før et døgn efter attentatet i slægtens landejendom– og den døendes eneste ønske er da at se Clea. End ikke dette sidste ønske opfyldes, for han udånder kort inden hendes ankomst fra Alexandria: Men den forvildede døende oplever dog den nåde, at lægen Baltazar taler kærligt til ham på dødslejet i Cleas navn som et kristeligt modstykke til det Gamle testamentes historier om bedrag i kærlighed og velsignelse: Jakob og Esau. Bedraget virker heldigvis – for ellers ville læseren næsten ikke kunne bære denne skæbnens kroniske uretfærdighed.

Efterspillet kommer dog, for postbudet ringer som bekendt to gange. Clea udses af Nessim til arving af en moderne harpun, som Narouz lidenskabeligt dyrkede – bl.a. i sine forgæves holmgange med en kæmpestor fisk ud for en hemmelig ø, som han opsøgte i sin fritid.

Tilfældet vil, at Clea og Darley ved krigens slutning i deres kærligheds-eventyr på havet finder just den lille ø – som de historisk identificerer med den lille ø ”Timonion” hvor Antonius i sin tid angivelig måtte vente på sin død for sejrherren Octavian's hånd som straffen for hans farlige alliance med den dragende magtspiller Cleopatra.

Efter nogen tid bryder den besindige Clea dog forholdet op af grunde, som hun ikke selv kan gøre rede for, men som har med hendes kunstneriske modning at gøre: Hun er ikke helt klar. Darley tager konsekvensen og søger et job andetsteds i Middelhavet. Men inden afrejsen genbesøger de kærlighedens ø sammen med vennen Baltazar – og Baltazar kommer herunder til at affyre Narou' førnævnte harpun, der spidder Cleas højre hånd til en skibsskrog dybt under vandet. Darley skærer hende fri og genopliver hende under opbydelse af en nærmest dyrisk desperation – men hendes hånd må efterfølgende amputeres. Den ulykkelige Narouz fik hende således næsten til sidst med sig i dødsriget i stedet for den mytiske kæmpe-fisk som han aldrig fangede: måske et billede på hans uheld og forbandelse i livet overhovedet: Med Henrik Ibsen ord ”Guds stedbarn på Jorden”.

Darley frelser således på et hængende hår Clea fra dødsriget. Miraklet er dog, at ikke blot får hun en fungerende protese: Hun modnes efterfølgende som skulptør på en måde som hun aldrig før havde turdet håbe på. Og vi forstår på deres efterfølgende brevveksling, at også Darley modnes til omsider at skride til værket (”Alexandria-Kvartetten”?). Vi mere end aner udsigten til en utopisk happy ending hvor ”tenderness” - Melissa's modne Agape – vil sejre i tidens fylde. Men endnu mangler Darley at forløse sin langstrakte menneskelige og kunstneriske modning, som dog markeres i han brev til Clea: bogens afsluttende ord.

Melissa's ”tenderness” er modstykket til Justines dæmoniske eros-magt. En vigtig biperson er lægen Amaril, der om den tuberkuløse Melissa siger, at hvis dog blot nogen kunne elske hende helhjertet, så kunne hun muligvis blive rask – i stedet for at vansmægte og sygne hen under Darley's kroniske besættelse af Justine.

Amaril har engang haft et kortvarig – men frugtbar – affære med den renfærdige Cleo, som efter nøgterne overvejelser valgte at abortere. Men ved den lejlighed opdagede den kyske kvinde, at hun trods episoden med Justine ikke var lesbisk – for hvem kunne ikke blive betaget af Justine?

Lægen Amaril er en stor romantiker og forelsker sig under karnevalet i en kvinde, hvis ansigt han aldrig ser. Ved det næste års karneval genkender han hendes stemme og hænder – og hun viser sig at være et modstykke til Narouz med hareskåret: For skønt engang billedskøn er hendes næse rådnet bort under et tuberkuløst angreb.
Ganske som Narouz med hareskåret benytter hun årligt karnevalet som sin eneste selskabelige mulighed og lever ellers skjult sammen med sin far, akkurat ligesom Narouz lever på familiegodset sammen med sin mor – der ligeledes gemmer sit af et koppe-angreb vansirede ansigt for verden, men i sin tid har været en af Alexandrias mest beundrede og åndfulde skønheder – hvorunder hun som nævnt oplærte den langt senere britiske ambassadør Mountolive i kærlighedens kunst såvel som i forståelsen af kunst.

Den næseløse skønhed viser til sidst nødtvungent Amaril sit sande ansigt: Men modsat Clea, der frastødes af den aristokratiske Nessim's grove skifting af en bror, så sætter den evige romantiker sig for at videre-uddanne sig i plastik-kirurgi i Paris for at bygge en næseprotese efter nøje stilistiske overvejelser i samråd med sin forlovede. Ved historiens opløsning er de gift og venter et barn.
Romanen er også af Durrell selv blevet beskrevet som en fortælling om en – ja flere – personers ”coming of age” som kunstner. Jeg ser tillige en parallel til Goethe's berømte udviklingsroman om Wilhelm Meister deri, at kunstnerisk og etisk-menneskelig udvikling begge steder behandles som sider af samme sag: Kunstneren ses ikke som en dekadent eller dæmonisk "undtagelse fra det almene” med eller uden særlig dispensation, men derimod som en hero, der formår at forædle livet ”heraldisk” til en mindeværdig fest uden tømmermænd.

Uden menneskelig modning ingen sand kunstnerisk modning; og romanen beskriver da også den langsommelige overvindelse af de hensynsløse erotiske besættelser, der sætter alt til side. Darley døjer længe efter Melissas død med den erkendelse, at vi i vor erotiske besættelse typisk vender vor kolde og kærlighedsløse side just mod den som elsker os mest – og kommer til at gøre ham eller hende fortræd.
Hvem af os kan sige os helt fri af den art smertelige erindringer – som siden hen paradoksalt nok piner os langt mere end mindet om vore egne pubertære Werther- lidelser i tidens løb? Dette er i grunden et af vore aller pæneste træk som mennesker – og derfor nok klogt at nævne for Sankt Peter i tidens fylde, hvis vi da ikke har noget bare lidt mere overbevisende at komme med...

Kærlighedens dobbelte ansigt afspejles kompositorisk i mange episoder. Den amerikanske littarat Paul Curtis har gjort opmærksom på to forskellige scener, hvor en person betragter et kærligheds-optrin gennem Nessims astronomiske kikkert. I bind 1 er det Darley der finder Nessim's kikkert rettet just mod stedet for hans affære med Nessims hustru Justine på stranden en halv time forinden – men i sandet ses tillige Shakespeare's ”King Lear”: hvis hovedtema just var, at Kong Lear forblændet forstøder den ene advarende datter som virkelig elsker ham – ganske som Darley ikke ser Melissa for bare Justine.

I en parallel, men tillige symmetrisk modsat scene i bind 4 er det Clea, som genem samme kikkert ser Mountolive med hans nye kærlighed den afdøde Pursewarden's blinde søster.
I denne scene løber den blinde dame ud i havet for at drukne sig – fordi hun et øjeblik ikke kan tro på sig selv i rollen som den britiske ambassadørs blinde hustru. Men Mountolive henter hende i land, hvor det ender i fryd og gammen. Paul Curtis ser en kompositorisk symmetri deri, at hvor første binds kikkert-scene viser Darley's selviske blindhed over for Melissa's kærlighed, viser fjerde binds pendant Mountolives modne kærlighed til en fysisk blind dame – hvilket atter er et varsel om Clea's og Darley's modne kærlighedsforholdi tidens fylde.

Faktisk har det andet kikkert-optrin tillige et barokt modstykke i en anden redningsaktion i samme bind: Den franske og erotisk kuldslåede diplomat Pombal ”fyrer” en tilfældig, men lovlig håbefuld elskerinde, som på samme vis løber grædende ud i bølgerne, hvor den modstræbende gentleman må hale hende i land og tale hende til fornuft.

Digter-figuren Pursewarden er i særdeles fortaler for et nærmest Goethe'ske syn på kunstens vej. Men i sin så at sige hensynsløse indsigtsfuldhed tager han sarkastisk komplet afstand fra enhver bevidst kunstner-dyrkelse og ser i kunstens vej alene et middel eller en stige, som for det første ikke kan forceres, men kun kommer hvis og når den skal, og på de særeste anledninger – og som for det andet ikke nødvendigvis alle behøver for at blive ”Meister”, kunstnere i livet og opbyggelige værker i sig selv.

Det er en misforståelse at gøre selve kunstværkerne til professorale feticher samt genstand for endeløs næsegrus analyse: deraf Pursewarden's sarkasme over for ungdommeligt indbildske forfatterdrømme. Her kan vi ikke andet end erindre om det forhold, at det moderne borgerskabs mest feterede dyrkere af velkendte kunstneriske og litterære afguder såsom Kierkegaard, Shakespeare osv. ofte helt savner alle de træk som de priser hos forbillederne, men snart beklager, snart benægter hos deres nulevende åndsbeslægtede: - og som de af vor medie-offentlighed og dens impresarioer i fuld alvor hævdes at repræsentere med den kongeniale fortolkers autoritative komiske ambassadør-værdighed. Ikke desto mindre fortjener store værker som dette undertiden en andægtig vedholdenhed i forsøget på at kigge forfatteren respektfuldt over skulderen. Lutter intetsigende - og oftest noget tvungne - "likes" inddrevet i  medgang på linje med renter af pantebreve er jo dog for alle parter en ufestlig og noget tarvelig tribut...



ROMANENS BIPERSONER er ofte kostelige. Således den homoseksuelle og transvestøse brite Scobie med et stående lager af odiøse kostskole-eventyr og skabs-katolske røverhistorier, som minder os om vore dages katolske skandaler. Clea og Darley ynder efter at have fundet hinanden at imitere ham i gengivelsen af de skandaløse eventyr som i sin tid har tvunget ham til at vælge en oversøsisk løbebane med knap så snerpet retshåndhævelse som hjemme i England, som også Pursewarden håner.
Scobbie opnår efter at være blevet pågrebet og tævet ihjel i ”trans”-kostume af britiske matroser og begravet under kraftige kanonader fra det selv samme krigsskib hvis matroser dræbte ham – men tillige under kongenialt kostelige optrin, idet graverne midt i det hele forlanger lønforhøjelse.

Efter sin død slår de lokale Scobie sammen med en halv-glemt helgen i den samme karre, hvorunder Scobie's barokke badekar med krokodille-fødder ophøjes til frugtbarheds-befordrende relikvie for den sagnomspundne syriske eremit, som nu i den folkelige erindring kommer til at bære Scobie's navn. Badekarret brugte han til kort før sin dø at destillere en livsfarlig alkoholisk drik, som medførte en halvsnes dødsfald i hans kølvand, idet hans hjem blev plyndret af hoben for brugbare værdigenstande.


Scobie's fødselsdag 23 april – samme dag som Shakespeares – fejres som legitim anledning til alskens fest og ceremoniel såsom rituelle omskæringer. Hvilket omvendt minder os om, at den fordomsfri Fallstaf'ske bajads Scobie uventet havde alvor nok til ikke at tøve et sekund med at angive venner i omskæringsbranchen til strafforfølgelse, såfremt de mod hans bud udstrækker deres praksis til piger. For at det ikke skal være løgn, bevogtes helligdommen af en ven og frisør, som Scobie angav for omskæring af piger, hvilket kostede ham hårdhændet strafforfølgelse samt efterfølgende tab af både hans erindring og forstand. Clea ser Scobie's posthume sammensmeltning med en halvglemt eremit som et billede og eksempel på, hvor umuligt det er at tilstræbe eksakt endsige udtømmende viden om et andet menneske.

Ligeledes fremhæver den tænksomme Clea den barokke figur Scobie som et forbilledligt eksempel på, at selv en ikke specielt velbegavet person inden for sine begrænsninger dog kan blive en mester i fuldkommengørelsen af sin egen stil – hvilket minder mig om Scobie's egne ord om hans personlige herostratiske forbillede den skabs-katolske homoseksuelle livsnyder Tobe Mannering, som altid var mand for kostelige repliker selv stedt i den største personlige og moralske forlegenhed: ”It takes breeding to give such a quick answer”.

Her tænker Scobie ganske vist på social og kulturel arv – men for så vidt som dette for et vidsynet blik i grunden står for erfaringsmæssig bredde og resonans, tradition samt selvbiografisk tilegnelse, så er det helt rigtigt set. ”Faked” overklasse er typisk håbløst umorsom, forceret stræbsom og menneskeligt småtskåren, hvormod man i de gamle overklasser på begge sider af lovens grænser undertiden kunne være heldig mellem allehånde playboys at støde på kostelige personligheder, ofte med mere stil end ”moral”.


Scobie's kongenialt blasfemiske og skandaløse amazon-papegøje, der ved en lejlighed kunne have udvirket en muslimsk lynchning, er ligeledes en værdig biperson – som alles ven og skytsengel Clea arver, og som længe holder Scobie's ånd og talemåder levende. Papegøjen viste sig nemlig at kunne recitere Koranen på fejlfrit arabisk, akkompagneret af lige så fonetisk overbevisende prutter.

Også den geniale Pursewarden fæstnede sig sig især ved livets barokke brudflader og sprækker, som når aviserne bringer petit-historier såsom ”Great Religious Leader Trapped In Lift” eller ”Lutanic Breaks Monte Carlo Bank”: der nemlig retvisende illustrerer livets ufornuftige tilfældigheder hinsides vore egne indbildske planer og ideer.

Men også etisk forbindes Scobie med en tematisk ledetråd i romanen: For flere gange nævner Scobie nemlig selv savnet af menneskelig ”tenderness” som et fattigdom og et kors ved at være henvist til mere eller mindre forbudne og tilfældige homoseksuelle udsvævelser. .

For Clea og Darley er Scobie således på sin vis er en værdig repræsentant for romanens udviklings-idealer: For skønt ingen Goethe så har han forløst og virkeliggjort sine potentialer menneskeligt og artistisk yderst mindeværdigt i udførelsen. Relikvie-dyrkelsen på Scobie's – og Shakespeares – fødselsdag er paradoksalt nok blevet en folkelig fest i hans egen barokke og burleske ånd: helt i stil med det menneskelige kunstværk han trods sit beskedne format dog formåede at være. Til historien hører også, at den aldeles irreligiøse og lidet kontemplative mand ikke desto mindre ved flere lejligheder grådkvalt clairvoyant forudså senere hændelser alvorlige såsom den uhyggelige begivenhed med harpunen og manden med hareskåret.
Selv den for verdens blik og i sin valgte livsstil lidet åndfulde kan undertiden overraske med både etik og menneskelig indsigt – her endog af clairvoyant art. For vist har denne esoteriske udviklingsroman en mystisk-romantisk åre.

Sélv den fandenivoldske skeptiker Pursewarden betror på samme vis tidligt sin blinde søster, at hun en dag vil møde ”the dark stranger”, og at det vil blive enden på deres incestuøse kærlighed. Og da Purewarden ironisk nok selv tilfældigt præsenterer hende for Mountolive i London, ved hun øjeblikkelig at klokken er faldet i slag.

Den selvopofrende og sorgløst elskelige Melissa spår i sin tur spontant Pursewardens snarlige død – med en tilsvarende skæbneironi umiddelbart efter selv i et afskedsbrev til Mountolive at have oplyst om just den politiske hvepserede, som er med til at motivere Pursewarden selvmord.

Mysteriet og udviklingens mulighed findes kort sagt over alt. Men man går i henhold til den kyniske Pursewarden helt fejl af både kunsten og livet det, hvis man dualistisk gør livets forædling og fuldkommengørelse til noget transcendent på bekostning af det levede liv: Ja, Pursewarden ser ligefrem religiøs renhedsdyrkelse som en arkaisk forløber og en primitiv erstatning for, hvad jeg her har valgt at beskrive som en Goethe'sk fuldstændiggørelse i stil med ”Wilhelm Meister”.

Endog den bornerte britiske militærmand Maskeline som professionelt er Pursewardens plageånd og yndlingsobjekt for spot, kommer til værdighed. For ikke alene får han helt uventet ret i sin stædige teorier om en politisk intrige: Efter hans død i et ørken-krigens sidste slag erkender Clea og Darley via hans få personlige efterladenskaber dette spartanske pligtmenneskes patetiske slægts-historie, der har destilleret den pligtopfyldende militær-mand som sin traditions værdige fuldkommengørelse.

Den sande kunstner tager ikke sin kunst så alvorligt igen,  men betragter den som en udviklingsvej eller åndelig stige – ellers er det ikke kunst, men nørderi. Dette gnostiske syn på liv og menneskelig udvikling er da også en gennemgående ledetråd i bogen, ligesom lægen Baltazar leder et hemmeligt selskab der studerer gamle gnostiske og hermetiske tekster. Den dæmoniske erotiker Capodistra, der i sin tid forgreb sig på og traumatiserede den purunge Justine til hendes nymfoman karriere, er medlem af selskabet og foretager angiveligt endog alkymistiske eksperimenter af den farverigt odiøse art som vi kender fra Goethe's "Faust" og siden fra Jensens ”Kongens Fald”– og som i sin tid notorisk blev straffet med bålet.

En interessant bifigur er journalisten med samme navn som den berømte digter engelse Keats. Først beskrives han som en overfladisk sensationssøgende og sorgløs snushane med indbildske forfattergriller. Men hans erfaringer som krigsreporter modner ham både åndeligt og moralsk: For ved gensynet med Darley har han helt af sig selv udviklet et lige så overbevisende formuleret syn på kunstner-identitetens forfængelighed som Pursewarden – et syn der paradoksalt nok skal just forstås som den sande forfatters ridderslag og adelsmærke.
Ved deres afsked betror han i en indskydelse Darley, at han umotiveret har den fikse ide, at Darleys nuværende kæreste Clea i tidens fylde vil blive hans egen hustru. Denne så at sige clairvoyante uforskammethed som dog aldrig indløses, skal muligvis læses som et forfatter-hint om, at Keats modnes parallelt og fuldt ligeværdigt med den akademisk selvbevidste Darley som dennes parallel-figur i romanen.

Både Darley og Clea fremskrives i romanens slutning som forenede og på vej mod det eksistensens sande mesterskab, som den sarkastiske og i de øvrige personers øjne skræmmende begavede Pursewarden profeterede, men med sin karakteristisk forkærlighed for paradokser selv kun kunne indfri i kraft af sit heroiske selvmord. Cleas forvandling både i kraft af og symboliseret af hendes hånd-protese kan ses som en parallel til Amarils forlovede, hvis næse-protese på samme vis både udvirker og symboliserer hendes forvandling.

Selvmordets gestus frigjorde Pursewardens blinde søster til stik modsat ham selv at overvinde barndommens incestuøse lænker til fordel for et modent kærlighedsforhold – men befriede tillige ham selv fra dilemmaet i hans britiske embeds-og borgerpligt til at angive den elskelige og fornemme Nessim for højforræderi: for dermed i stedet blive en personlig forræder. Herunder betænkte Pursewarden nemlig tillige Melissa og Darley klækkeligt økonomisk som kompensation for udstået tort og svie: Pursewarden påtager sig således skylden Justine's dobbeltspil, der. skulle aflede Nessim's opmærksomhed fra hendes forhold til Pursewarden: selv om Pursewarden til sidst forstår, at også denne romance oprindelig var politisk motiveret.


Melissa havde engang i sin fortvivlelse sladret til Nessim om Justine og Darley (selv om Nessim jo vidste alt om det) – hvorefter de to kortvarigt fandt hinanden, resulterende i den syge piges graviditet. Men takket være den testamentariske donation fra Pursewarden formår Darley at overtage faderskabet for det moderløse barn, som Nessim selv de første år ikke vil vide af, fordi også er han er helt besat af Justine og i sin tur kun formår at fascinere hende i kraft af det hemmelige – men altså nu spolerede – komplot.

Stedt i sit forbilledligt klassiske dilemma uden udveje vælger Pursewarden med sit vanlige ironiske smil at træde genialt i karakter i et lige så forbilledligt eksistentielt springs kierkegaardske paradoks.

Roman-værket karakter af palimpsest med simultane parallel-spor varsles så enslydende af både Baltazar og især af den geniale Pursewardens , at det kan læses "meta-litterært" som forfatterens ironi over sin egen fiktion og som et signal inde i historien om, at værkets virkelige forfatter har opfundet de forskellige forællere, idet også Darley's selvbiografiske ramme-fortælling er fiktion.

I samme retning peger også andre iagttagelser, der gøres parallelt af flere hovedpersoner. Således erkender både den skyldtyngede Darley og lægen Baltazar, at vor menneskelige omsorg mindre bør rettes mod de endnu levende, eftersom vor anger jo alligevel kommer for sent til at rette op på det forsømte

Almindeligvis – f.eks. i en kriminalroman – ville vi finde sådan meta-litterær selvironi upassende og ødelæggende for illusionen – men her er historien alligevel så kompliceret og ”dekadent” raffineret, at den selvbiografiske autenticitet alligevel flimrer. Romanen søger ikke at skjule sin komplekse histories uigennemskuelige virkelighedssubstrat (der naturligvis findes) og bliver på den vis også en roman om sin egen tilblivelse. Det gør den også af før-nævnte grund, at det ene bind har en traditionel alvidende fortæller – men tillige fordi allerede de to første bind har enkelte indslag som er en alvidende fortæller værdig, men som alligevel fremføres med autoritet.

Værket er endvidere rigt på nærmest musikalske ledemotiver og episoder der spejler hinanden i stil de to kikkert-optrin som Paul Curtis analyserer. Et af dem er også bogstaveligt talt musikalsk, idet både en dengang populær melodi og en parfume opkaldt efter den optræder igen og igen: ”Jamais de la Vie”. Melissa's tidligere elsker den nærige Cohen – som er med i komplottet – betror på dødsleje sin for sent erkendte kærlighed til Melissa, akkurat ligesom siden Darley selv efter Melissas død: og han klamrer sig herunder til en af Melissas små efterladte flaconer med just denne billige pargume som var den et relikvie.
Cohens seng på hospitalet bliver ligeledes et ledemotiv: For også Melissa i akkurat den samme seng, med den lige så elskelige skytsengel Clea ved sin side. Og Clea selv vågner efter sin undersøiske rejse i dødsriget op i just den seng i romanens fjerde bind.

Romanens dybeste tematiske ledemotiv og bekendelse er dog begrebet ”tenderness” - som et ekko af Paulus ord om tro, håb og kærlighed: For ved genlæsning opdager man at just ”tenderness” prædikes ikke kun af de som selv repræsenterer ”tenderness” – Clea, Melissa, Baltazar samt dennes lægekollega Amaril - men til syvende og sidst tillige af både den spotske Pursewarden, den vidtløftige Scobie, den ubodeligt selvcentrerede Justine og på sit ensomme dødslejet altså også af den griske jødiske vekselerer Cohen.
---------------------------------------------------
Ved flere gange at gennemtygge dette romanværk for at kunne yde det den retfærdighed som det fortjener, risikerer jeg at gøre det til en fetich på just den måde som Pursewarden læsterligt håner yngre forfatter-aspiranter såsom Darley for: For på den måde når man aldrig nogensinde selv frem til det forjættede land, men bliver højst præsident for et litterært selskab.

Det er i henhold til Pursewarden selve den forfængelige sociale ambition om at blive kunstner, som spænder ben for den personlige og den kunstneriske vækst. Men vist gives der skam i England alligevel et Lawrence Durell selskab, ganske som vi herhjemme har selskaber for både Holberg, Andersen, Kierkegaard og Blixen. Graden af kongenialitet må vel her til enhver tid komme an på en prøve, hvis man da ikke for alle parters bedste skønsomt lader det forblive en trossag...
----------------------------------------------------

EFTERSPIL

Javel, men her kan vi så fortælle en noget anden historie fra det virkelige liv.
På et velrenommeret, men dog kun næsten kongeligt københavns værtshus i nærheden af både Amalienborg Slot og rige bade-lejligheder mødte jeg for tre år siden en ejendommelig og skarpsindig ældre dame fra kvarteret, som fortalte mig sin livshistorie. I sit voksne liv havde hun ud over et tre ægteskaber med hver sit afkom i en periode boet på Grønland, hvor hun havde oprettet kontinentets første auktionshus for genuine ”indigenous” antikviteter.

Men hvad der fangede mig, var at den initiativrige og slagfærdige dame var vokset op som enebarn af adoptivforældre så gamle og så anderledes, at de aldrig fristedes til i misforstået beskyttertrang at hemmeligholde en forhistorie, der erfaringsmæssigt alligevel før eller siden kommer for en dag – og oftest med en personlig krise som resultat. Jeg er nemlig personligt bekendt med just et sådant eksempel...

Pigen blev tidligt opdaget i skolen og kom i gymnasiet, hvilket var en ren åbenbaring – for adoptiv-forældrenes egen baggrund og udsyn var yderst beskeden. Allerede først i tyverne kom den begavede pige ikke desto mindre i en art u-personlig eksistentiel krise, hvorunder hun henvendte sig til C.G. Jung-Instituttet i Hellerup.

Sligt sværmeri for en floromvunden og karismatisk afdød guru og hans elever er som bekendt ingen sjældenhed – og instittets leder Eigil Nyborg afviste hende derfor i første omgang som alt for ung til at gå i Jung'sk analyse. Erotikken var åbenbart heller ikke problemet, for så kunne han i stedet enten have henvist hende til en freudiansk kollega – eller måske personligt taget sig af den lille sag helt i fritiden og uden beregning: en udvej der som bekendt er just jungianske terapeuters helt legitime privilegium, eftersom seksualiteten fagligt set er irrelevant og bør nyde privatlivets fredhellighed. Men den på engang så selvbevidste og dog så usikre unge kvinde insisterede og forsvarede sit særlige behov så overbevisende, at hun til sidst fik dispensation. Og grundet sin beskedne personlige økonomi fik hun endda et kraftigt afslag i prisen.

Men terapi skal ikke være livsvarig, hvorved den i stedet ofte bliver en livserstatning. Så derfor smed det jungianske ægtepar hende samdrægtigt på porten igen efter halvandet års analyse med den besked, at nu måtte hun selv arbejde videre med sit liv – og eventuelt komme tilbage en anden god gang, hvis så skulle være.

Det skulle det nu ikke, selv om – eller just fordi – forløbet havde været yderst forløsende. Men det var i de samme år, at damen tillige var faldet over Durrell's ”Alexandria Kvartetten”, som dengang have vakt litterær sensation og for hende blev en lige så stor øjenåbner som Jung – men til forskel fra Jung en livslang samtale-partner. Jeg har selv for længe siden læst romanen i den danske udgave, men huskede mest selve stemningen og kun kun få detaljer.
Men for nævnte dame handlede romanen især om, hvor lidt vi i grunden ved om hinanden, hvor lidt vi forstår den smule vi ved – samt om, at uanset nære venner og familie så er vi dog alene i verden med hver vores sandhed og historie. Men selve den skæbne er vi til gengæld dybest set fælles om.

Min tanker drages i den forbindelse til Fremmedlegionen, hvor alle misforståede og havarerede eksistenser med nogen førlighed er lige velkomne og nyder lige stor tiltro til deres personlige historier - samtidig med at de godt kan glemme alt om at sovse sig selv og andre ind i deres misære: for en del af kontrakten lyder, at selv om det såmænd nok skal stå til troende i denne verdens jammerdal, så er det tabu i arbejdstiden: hvilket som bekendt vil sige alle døgnets 24 timer. For Fremmedlegionens opgave er som bekendt at forandre verden - ikke at fortolke den.

Imidlertid må aspektet med menneskers personlige uudgrundelighed både være og opleves langt stærkere hos en begavet person med et så unaturlig og kryptisk udgangspunkt i livet i stil med fordums forbyttede børn.

Jeg dyrker ikke nyudgivelser i denne barnlige tid, hvor sund selvkritik behandles som en neurotisk lidelse, og foretrækker at falde helt tilfældigt over læsestof. I fjor var det Somerset Maugham, og i år faldt jeg på samme vis over den engelske original-version-version af Durrell's hovedværk, som den gengivne samtale et par år før havde erindret mig om.
Som sagt følte jeg allerede tidligt under genlæsningen, at skønt det ikke burde forceres, så ville jeg trods alle mine egne hængepartier dog ikke få fred i sjælen, før jeg som min borgerpligt i åndens verden påtog mig det hverv at nærlæse værket og omsætte det i en så vidt muligt retvisende gengivelse, helt uden karrieremæssige bagtanker - som jeg overlader til mine socialt fiffigste smuglæsere.

Jeg kunne her slå to fluer med et smæk, idet jeg jo derved fik endnu en god anledning til at udskyde hængepartierne til en anden god gang: omtrent som man i unge dage kunne bruge eksamenstidens opstemmede og sublimerede ungdommelige energi til "lige først" med forbilledlig omhu at læse alt muligt andet end just pensum - det billige skidt.

Friday, July 27, 2018

VINLANDS OPDAGELSE...





SILKEHALENS rede blev første gang fundet af en excentrisk englænder i Lapland i midten af 1800-tallet.
I vore dage er der ingen excentriske mennesker og derfor heller ingen virkeligt interessante romanfigurer - men kun "repræsentative" og tidstypiske person-gallerier.
Langt de fleste enegængere er eller bliver nemlig i vore dage snart vitterlig småtossede af lutter afhængighed af omverdenens dumme og mekanisk forudsigelige gunst: Så deres hovedrystende omverden af sædvanligvis veluddannede flokdyr ender som regel med at få sørgeligt ret i deres dom, hvis de da ikke allerede havde det i forvejen.
Imidlertid, imidlertid: Ganske som med Amerika (de norske vikingers "Vinland")


, den dybe tallerken og så meget andet, som mennesker tydeligvis sætter en stor ære i at have enten opfundet, forbedret eller i det mindste "kritiseret",- så er der utvivlsomt en del finner og lapper der fundet silkehalens rede langt inden hin excentriske engelsmand.
Og omvendt: Hver gang nogen gør en opdagelse, vil der altid være en bunke mennesker der bedyrer, at det havde de skam allerede forlængst tænkt på. Forfængelighedens selvbedrag nemlig hærger på komisk uhæmmet vis både blandt de kendte og de mindre kendte: Ja for helt ukendte er der formodentlig ikke ret mange af - jeg kender i hvert fald ingen...
Spørgsmålet om berettigelse har derfor intet som helst at gøre med dette dumme, men indrømmet ofte praktiske spørgsmål om kendthed.

Faderen til en god ven af mig opfandt f.eks. i 50-erne en sindrig, men vist nok i princippet ret enkel ("...my dear Watson") mekanisk ind-og udåndings-device til brug ved genoplivning af alle og enhver: - dvs. alle lige undtagen de døde, thi manden var ateist og kunne jo derfor dårligt tilige give den som religionsstifter...
Og kun tusenkunstnere formår at blive alt muligt på engang. Men ikke desto mindre blev manden derved både selv udødeliggjort og uhyre velhavende.
Hvorom alting er: Især inden han fik sit patent godkendt, men såmænd også af og til sidenhed, mødte han højt meriterede kolleger rundt omkring i verden, der med et faderligt skulderklap bedyrede: At den fjollede bagatel havde de skam da allerede selv udtænkt i en kaffepause for mange år siden uden at gøre sådan ståhej af det....
SILKEHALERNE er invasionsfugle uden synderlig patriotisk forkærlighed. Så hvor de havner, når de om foråret trækker mod nord efter at have spist sig både mætte og høne-fulde i gærede rønnebær, er de derfor ikke så nøje med.
Også på de meget spredte og uforudsigelige nordlige ynglepladser i taigaen ser man dem oftest i noget der kunne ligne bitte-små kolonier spredt i de for året valgte regioner.
Men forklaringen er vel bare den, at silkehalerne trækker i småflokke, som efterhånden fordeler sig i smågrupper af fugle, der så danner par i samme område det pågældende år. Så måske har grupperingerne ingen andre fordele end den, at kønmodne fugle har let ved at finde en mage: undtagen hvis gruppen indeholder flere individer af det ene køn - de overskydende kan så få rollen som tragikomisk husven eller gammelmø, velegnet til baby-sitning...
I sommerperioden lever silkehalerne af myg og andre små-insekter som de snupper i flugten med en svals behændighed og utrættelighed, som man aldrig ville have tiltroet de buttede, spoleformede fugle. Heri kan de ligne stære, der med deres lige så robust trekantede vinger ligeledes er at betragte som bittesmå flyvende torpedoer..


Tuesday, July 24, 2018

MED PETER TUDVAD OG CASPAR DAVID FRIEDRICH I ALPERNE


POLITIKEN har publiceret et interview med filosoffen Peter Tudvad om det at vandre alene in der Schweitz. Men man kan da vel ikke interviewe nogen der foregiver at vandre alene?
Det minder mig om dengang Jacob Holdt fortalte mig, at han den sommer havde besluttet at lunte ene mand helt til Kalmar Slot ved Sveriges østkyst - velsagtens for at afblæse Kalmar Unionen engang for alle med fynd og klem. 
Og naturligvis med tilbud om kontinuerlig medie-opdækning på linje med andre moderne opdagelsrejsende.
Jacob Holdt tilføjede nemlig på sit velbevarede sindige jyske, at hans hustru dog bestemt havde frarådet det sidste af lignende grunde som den jeg her antyder.
Jeg svarede min natur tro slet intet, men tænkte i mit stille sind: "Den mand har i det mindste været så heldig at finde en hustru der ikke taber hovedet bare på grund af et par umodne mikrofonholdere....
Og hvornår er nogen forresten for resten sidst blevet "filosof" af at skrive om en filosof? Det minder mig om en nylig afdød dyrker af den amerikanske national-filosof William James.
- Manden blev nemlig i samtlige amerikanske nekrologer andagtsfuldt beskrevet som den skinbarlige inkarnation af sit berømte forbilledte: endog hvad skæggets vækst , drøjde og farve angår. For skægget var skam blevet DNA-testet, og den var god nok: Det var ikke købt i "Spøg og Skæm".
Så hermed er reinkarnationen omsider endegyldigt verificeret : For lige som med den sorte svane er et enkelt case nok til at kuldkaste den gængse opfattelse.
Et lige så uigendriveligt argument kunne lyde: William James er død; mr. NN er død: Ergo er mr. NN identisk med William James. Heureka!
MEN som GROUCHO MARX udbryder ved sit tlfældige gensyn med en gammel ex-veninde: "Everything about you reminds me of You - except You...."......

MEN nu skal vi heller ikke blive ondskabsfulde. Og dog, og dog: Alle krigsreportere kan nemlig bevidne, at efter fuldendt herostratisk dyd viser selv de værste forbrydere sig at være de mest ejegode og fredsommelige mennesker.
Hvorimod vegetariske og veganske pacifister skal være de aller mest krigerske gemytter,- både indadtil og udadtil. Med teologerne på en sikker anden plads.
Eksistensens kabale er ikke nem.