Wednesday, July 19, 2017

EVIGT EJES KUN DET TABTE - AMATØRISTISKE OVERVEJELSER OM PROFESSIONALISME


Almindeligvis lader jeg mig ikke ligesom børn samt folk i mediebranchen (og overraskende mange akademikere) styre af likes, men i morges gjorde jeg en undtagelse.
Sagen var den, at en almindeligvis ret diskret person som det eneste herfra på det rigeligt antydede medium havde liket ét af fem fotos - hvilket jeg tog som udtryk for en ægte og spontan præference helt uden skelen til hverken mode eller kendte forbilleders uforpligtende og løsagtige tilkendegivelser.
Just det foto var dog desværre professionelt set trods alskens moderne anti-vibration lidt mere rystet, end hvad der kunne rettes helt op på. Derudover har jeg som alle romantikere en lidt usund forkærlighed for både det uopnåelige og det uigenkaldeligt tabte.
Jeg kørte derfor 60 km meget tidligt i morges for at gentage motivet og derved få en ærgrelse mindre i livet.
-------------------
Dette "professionelt set" er en fiks idé, for jeg er en elendig forretningsmand - men alligevel bæver alle vi seriøse amatører ved forestillingen om "professionel" standard. Men en professionel er jo dog ikke andet end en, der gør det for penge - al respekt, men alligevel.
Professionelt set har jeg allerede mere end rigelig af beslægtede motiver - og det er sgu ikke den tekniske kvalitet der begrænser bruttonationalindkomsten. Havde det nu drejet sig om en konkret kunde-forespørgsel, så havde det været en helt anden sag.
Men sagen er den, at med "kunder" forholder det sig ligesom med den afskyelige snemand. For hvis de virkelig findes, hvordan vil I måske så forklare, at ingen hidtil har kunnet fremvise et overbevisende pasfoto af dem - rystet eller ej? For hvis man nemlig fik sådan et foto: så kunne der derimod tjenes penge. Men penge interesserer jer åbenbart ikke, ligesom de fleste clairvoyante som bekendt ikke interesserer sig for travløb?
Men godt det samme: For ligesom ingen avis med respekt for sig selv snart gider trykke andet end plagiater og gentagelser, så gider vi heller ikke publicere fotos af den afskyelige snemand, med mindre redaktionen bagefter kan hente endnu en Cavling--pris hjem ved at "dokumentere", at det bare var en forfalskning.
------------------------
Ganske vist holder jeg altid den benzinmæssigt optimale hastighed og kører friløb ned af bjergsiderne, men særlig miljøvenligt er det stadig ikke at køre 60 km for et bedre foto af noget som slet ingen har bedt om. Den almindelige alibi hedder her gerne, at man håber at ens fotos kan inspirere andre til at passe bedre på naturen. Men nu det alligevel er gjort, ville jeg da være et skarn ikke at lægge billedet ud.
Dagens sidste foto viser en "naturvårdsbränning": En kontrolleret efterligning af naturlige skovbrande på mindre arealer i naturreservater for at sikre skovfyrrens formering og holde granen tilbage.
Kontrolleret skovbrand må dog ikke være for grundig, for hvis der ligger mængder af frisk og brændbart materiale, futter næsten alt af. Men døde træer der har ligget i årevis, er gennemtrukket af fugtigt svampe-mycelium og derfor brandresistente.
At afbrænde heder og overdrev for at hindre tilgroning samt få overgødende kvælstof tilbage til harmløs luftform er en såre enkel sag i sammenligning.
I Nordsverige og Finland er en let forårs-afbrænding af rydninger inden genplantning er gammel tradition. Her handler det dog om at frigøre næringsstoffer der ligger ret fastlåste i mos og sur humus i det bistre klima.
Frø af fyr - men også asp - har nemlig svært ved at spire uden kontakt med mineralsk jord og er derfor brand-elskende pionerer, hvorimod både birk og gran skyder op overalt, selv på mosgroede gamle træstammer.
Også i menneskelivet er vi nogle typer, der inderligt hader at spire, hvor bunker af beslægtede ting allerede vokser som tæt ukrudt og bekræfter hinanden statistisk i deres en smule enfoldige lyksalighed.

Tuesday, July 18, 2017

GENTAGELSER III: GENSYN MED JAGTFALKENE


GENSYN MED JAGTFALKEN – MED ANTROPOLOGISK SIDEBLIK

Jagtfalkene – verdens største falke – boede i år langt mere utilgængeligt i det lapske fjeld, end da jeg besøgte dem for tre år siden. Men jeg kunne alligevel ikke undslå mig for atter at forevige dem, selv om det er gjort bedre. Efter nogle timer ankom en falk til reden og fodrede den halv-store baskende unge. Men som jeg vidste i forvejen, var afstanden for stor til at medgive professionel billedkvalitet.

Alligevel er der en særlig privat tilfredsstillelse ved også at have fotograferet fuglen på dens nye rede:
For fuglefotografer er ganske ligesom æg-samlere og andre samlere uanset kommercielle påskud i virkeligheden en smule besatte.
En yderst velanskreven dansk advokat ved Landsretten, der i sin tid blev taget med en imponerende stor ulovlig æg-samling, havde således sat en personlig ære i at have stjålet og udførligt etiketteret både storke-kuld og vandrefalke-kuld fra Danmarks sidste reder: Æg stjålet i lande hvor de fugle er mere almindelige, var der ligesom ingen sport i, selv om de var akkurat lige så meget værd på den sorte børs: For oprindelsen kan man jo ikke bevise.
Til gengæld var der så heller ingen sport for anklagemyndigheden i at knalde den garvede advokat: for i dette tilfælde kom ordet ”tilståelsessag” da omsider til ære og værdighed.
Det sidste lærer livet os ellers at vi ikke uden videre kan gøre fordring på – så vi må bare lære at finde på noget andet og bedre i mellemtiden.
På tilbagevejen fra falke-reden passerede jeg en kyndig herre, der gennem sit Zeiss-teleskop lod mig se fjorårets rede – som han åbenbart troede var aktuel også i år, skønt der ingen falk var at se. Han havde dog set fuglene passere forbi..
En lille indre djævel forenede sig imidlertid nu med en pervers form for høflighed over for den belærende autoritet, så jeg lod ham forblive i sin vildfarelse. Men ved eftertanke havde jeg intet som helst belæg for at tro, at manden kun yderst nødig ville berigtiges af en yngre udlænding.
Senere på parkeringspladsen ved vejenden mødte jeg ham dog sammen med en interesse-fælle; og heldigvis havde han i mellemtiden selv spottet den nye rede med ungen - og oven i købet set en fortræffelig flyveopvisning, hvor jagtfalken blev ivrigt mobbet af en bitte tårnfalk, som derved kun formåede at understrege slægtningens massive format.
Kor sagt havde den svenske herre både fået fuldt udbytte og beholdt sin autoritet - og jeg selv slap for at føle mig som et røvhul. Men jeg måtte jo i medfør af, hvad Kierkegaard kaldte ”syndens konsekvens”, nu simulere både forbavselse og taknemmelighed for den nye oplysning.
.
Til gengæld slog det mig pludselig, at de to herrer delte nogle fysiogno-metriske træk – samt et lidt gammeldags menneskeklogt blik fra før vor tids moderne professionalisme. Så jeg tillod mig at spørge, om de mon var brødre.
"Nej, men meget gode venner - og alle fuglekiggere ligner hinanden".

Her kom jeg så til at tænke på at mennesker ret ofte søger (eller må tage til takke med?) kærester med en ejendommelig morfologisk lighed – ja, som nu f. eks sumo-brydere. Men det sagde jeg dog ikke højt...
Men apropos fysiognomier så genkendte en servitrice på en lokal sommerkafe mig straks fra forrige år – og det var skam ved eftertanke gensidigt...
Dette mindede mig atter om, at den berømte neurolog Oliver Sacks selv led af et af de sære syndromer, som han udforskede: nemlig prosop-agnosi, som er manglende eller bortfaldet evne just til umiddelbar ansigts-genkendelse – selv trods både glimrende hukommelse, god forstand og skarpt syn. Endnu en af de mange lidelser, som man heldigvis ikke har.

Oliver Sacks udviklede med årene en næsten overnaturlig sans for at spotte sådanne anomalier på gaden: Så mens han havde svært ved at genkende familie og venner, så kunne han standse en forbipasserende fremmed og sige: ”Jeg ser tydeligt på dig, at du lider af prosop-agnosi – du kan få en tid hos mig på mandag klokken 10”.
Dette erindrer os sluttelig om afdøde professor David Favrholdts anekdote om de to behaviourister der møder hinanden på gaden: ”Men goddag, hr. NN – jeg kan se, at du har det aldeles fortræffeligt. - Hvordan har jeg det selv?”



FRA FUGLE-KIGGERNES OVERDREV...

STUDIER I FUGLEKIGGERNES ANTROPOLOGI

SMÅ OG STORE SYNDER
På ornitologiske brændpunkter kan man støde ind i de særeste eksistenser. Forleden gubberne der var kørt gennem det halve Sverige på en nat alene for at se en vildfaren og helt uanselig sibirisk sangfugl - som tilfældigvis var nødlandet nær Sverige højeste vandfald: som den med en selvbevidsthed på højde med præsident Putin's præsterede at overdøve.
Dagen efter et par lignende ildsjæle, som dog havde nogle yderligere punkter på dagsordenen. Den ene lignede i forbløffende grad vor jævnaldrende danske poet Henrik Nordbrandt både i statur, fysiognomi og mimik, men syslede i fritiden med at lede efter mulige ørnereder i oplandet nede omkring Jönköping.
Den slags bør slet ikke undre: - For under forskjellige livsforhold vil fænomenet 'sjæl' ytre sig på vidt forskjellige måder. Og det ville være meget naivt at tro, at en genfødt Mozart bare ville fortsætte hvor han slap. Genfødsler skulle jo tværtimod lige som prøveløsladelser bruges som en chance for ligesom i sin tid Paulus at sadle helt om.
Ligner mennesker af samme udseende mon også hinanden indeni? Selv er jeg tilbøjelig til at tro det - men min bedstefars begavede gamle husholderske med kun 7 års skolegang affyrede i sin tid fra hoften i en lignende anledning en forbløffende skarpsindig grund til at betvivle denne naive antagelse. Noget i stil med, at bare fordi du har vundet stort i lotteriet, kan du vel ikke forvente så tillige at vinde på travbanen og på casinoet. - Men time will show...
Den endnu ukendte digter nåede dog helt uden biografisk briefing at konstatere intuitivt, at jeg var "en dansk vilde".
Og redaktionen må her tilføje, at en "vild" er en der ikke anerkender de gængse sociale og statistiske kriterier - og den vilde kan såmænd derfor undertiden vælge en fredsommelig linje just hvor andre i demokratisk orden stemmer for fars hammer.
-------------------------
I går genså jeg den udslukte og derfor i vore dage ufrivilligt fredsommelige vulkan Städjan i Dalarna - men med den ekstra krølle, at en stockholmsk fuglekigger dagen før havde fortalt, at kun få hundrede meter fra parkeringspladsen ved vejs ende havde han dér set fjeldpiberen med unger - på dansk "pomeransfugl": en due-stor vadefugl på fjeldhederne, og med pomerans-farvede bryster (!)
Ja, for hør nu efter: Hos fjeldpiberen er det nemlig hannen der udruger æggene og opfostrer afkommet. Hunnen nøjes med tålmodigt at lade sig parre, mens hun sammenbidt tænker på The British Empire, og dernæst lægge sine nok temmelig hårdkogte æg - hvorefter hun rejser langt sydpå igen: Noget for noget...
Endvidere er fjeldpiberen ikke spor bange for os landkrabber - og det slipper den langt bedre fra end i sin tid dronterne på øen Mauritius, som alle blev spist af hønefulde hollandske sømænd.
Ja, for vi tænker: "En fugl der slet ikke er bange for os, kan da heller ikke være værd at spise - for så ville den nok vogte sit skind mere jomfrunalsk." Omtrent ligesom vi om de borgerligt kun beskedent meriterede tænker: "Hvis de havde haft bare en lille smule begavelse, så ville de bestemt ad åre være kommet nogenlunde op af skidtet og op i lyset ligesom alle andre."
En tydeligvis ligesindet svensker ankom samtidig med mig og gik under alvorlig modtagelse af mobil-instruktion resolut i den angivne retning. Han beordrede mig faderligt til at gå parallelt med ham i passende afstand i stedet for i hans fodspor for at opnå bredere visuel dækning. Men til sidst opgav vi, så han vendte vredladent berigtigende sin mobile avatar tilbage til bilen som en skuffet mand.
Selv måtte jeg dog blive lidt endnu i området for at lade mig bjergtage af udsigten - og så lige pludselig stod fjeldpiberen med sine to unger foran mig.
Men er det ikke i grunden frygteligt dekadent at brænde al den benzin af langt op i bjergene bare for at se en pipfugl, som selv næsten ingen energi forbruger? Tænk, hvis alle mennesker opførte sig sådan!
Det er ganske rigtigt. Men hvis derimod en million mennesker alle flyver til Rio tur retur for at se en VM fodboldkamp og danse samba, så er der anderledes fornuftig og berettiget balance i tingene, ikke sandt? Forholdet er helt analogt med det paradoks, at når en feteret kunstner eller forfatter taler og skriver om sine egne arbejder, anses det for almengyldigt og aktuelt. Men hvis en helt ukendt lejlighedsvis formaster sig til det samme, anses det for pinligt selvoptaget.
Sagen er den, at når de uskyldige af og til synder en smule, så kan alle og enhver se kontrasten - hvorefter de udråbes til skamløse hyklere. Men når helhjertede forbrydere synder med anderledes forslag og med hjertets renhed, så kalder vi det konsekvens og sund naturlig fremdrift.
------------------
At sidde i timer over morgenkaffen og dermed måske gå glip af noget af det jeg kom for at se, alene for at skrive uden hverken løn eller nytte (det skulle da være den at give berettigede folk "inspiration") - kan i overført forstand ligeledes opleves som en "synd": ikke i etikkens forstand, men i samme forstand, som når vi taler om dårlig "kampmoral" eller "arbejdsmoral".
Men andre ville sige det stik modsatte: For hvad der ses som fornuftige mål, og hvad der ses som umoden faneflugt og fej undslåelse for livets strenge fordringer, er jo relativt. Og hvad gør man, hvis man nu har flere parallelle, men bare komplet uforbundne livsmål? For så vil man jo altid få en smule dårlig samvittighed, uanset hvad man vælger...
Tja, så må man som landmændene dyrke en art vekseldrift mellem skiftende jorder og afgrøder. Men man kan vel også undertiden forsøge at bygge en mental bro mellem sine forskellige mål og virkeligheder...
Og det være hermed gjort. Også selv om vi erfaringsmæssigt udmærket ved, at det går som med broen over River Quai, der måtte genopbygges hver måned.
Den slags holder nemlig en både en Sisyfos og en Don Quijote i topform - på samme vis som vor ukendte digter ovenfor muligvis er tvunget til at holde sig bedre i form end hans mere berømte tvilling.



Monday, July 03, 2017

NÆSEHORNET ULRIK HØY - OM PRESSENS GENTLEMEN

NÆSEHORNET ULRIK HØY 


Ulrik Høys nylige båltale om den elitære presses heksejagt mod præsident Trump besad en frodighed i ordvalg og associationer på niveau med hans klassiske æra på WA.
Høy er en undtagelse i dansk journalistik ved sin stilsikre, men sprudlende sproglige kreativitet, der helt naturligt undgår eller rettere slet ikke tiltrækkes af tidens akademiske og journalistiske floskler.

Et andet kendetegn for Høy er at han arbejder på intuition og mavefornemmelse, hvor journalister om akademikere ellers er aldeles henvist til at ”debattere” og ”diskutere” hvad andre har sagt og skrevet: hvilket sågar regnes som kriterium for aktualitet og relevans. Sui generis anses generelt for en uting, en formastelse og en autistisk afvigelse.

Intuitionen og mavefornemmelsen har næsten altid fat i noget sandt. Men risikoen er til gengæld den, at man undertiden kommer til at rette bager for smed og sender sin ammunition til en forkert adresse, ligesom næsehornet der vejrer en fjende, ser noget bevæge sig i krattet og rasende tramper alt ned på sin vej mod målet.
I sin båltale udråber Ulrik Høy han Trump til en i længden dømt og forsvarsløs genstand for den elitære presses pøbelvælde. Diagnosen lyder på pressens sårede magtbrynde og fornærmede forfængelighed mod en magt der frejdigt giver fanden i alle korrekthedens gyldne regler, som Trump end ikke respekterer så meget, at han gider hylde dem i form af hykleri.

Når jeg her kommer til at tænke på næsehornet, skyldes det to ting. For det første overser Høy, at der jo tillige er en række helt saglige grunde til både pressen og mange andre instansers bekymring og frygt i forbindelse med fænomenet Trump – helt uanset spørgsmålet om personlig sympati. Og denne afstandtagen kan ikke uden videre slås i hartkorn med psykologisk begrundet heksejagt.

Alligevel er det rigtigt set, at heksejagt oftest beror på forurettet stolthed og forfængelighed: Den heks der i middelalderen nægtede at modtage vort højmodige tilbud om nåde og straffrihed mod, at hun krøb til korset – hånede dermed kristenheden og blev genstand for hævngerrigt had i ly af religionen.
Men hvad beror fornærmelsen da på? Den beror på, at vor indbildte højmodighed udstilles som et falsum, idet vor modstander ydmyger os på vort privilegerede og eksklusive gebet – nemlig værdighedens, integritetens og moralens.
Men her passer præsident Donald Trump slet ikke ind. Hans verden og hans facon er nemlig genstand for den elitære presses inderlige og oprigtige foragt – og selv om hans uventede sejr vakte afsky såvel som skuffelse i pressen over vælgernes uagtsomhed, så fornærmede han ikke pressens gentlemen: Det ville han derimod have gjort hvis han havde sat dem i forlegenhed ved at overstråle dem med en integritet og en moralsk værdighed, som de hylder med pompøs selvfølelse uden altid selv at besidde den. Og kendetegnet for den uforsonlige og afmægtige fornærmelse er tavsheden og græmmelsen – hvorimod Trump tværtimod er genstand for hidsig udskældning.

Så Ulrik Høy har med sin sikre sporsans vejret og fornemmet ugler der vitterlig findes ude i mosen – men han er trods sin frihedsfordrende sjæl blevet så vænnet gennem alle sine år i branchen til tvangskriteriet om graden af omtale og mængden af likes som beviset for relevans og aktualitet, at han udnævner Trump til den oplyste presses heks per preference.
Ulrik Høys diagnose a pressens gentlemen er skam rammende nok – men det samme gælder ikke nødvendigvs tillige hans diagnose af fænomenet Trump....


Saturday, July 01, 2017

KIERKEGAARDSKE GJENTAGELSER

GJENTAGELSER I:

NET-DATING TUR RETUR
To stavrende gubber steg ud af den bagved kørende bil ved skovvejens ende. Efter at have irettesat mig for min uhøfligt langsommelige kørsel fortalte de, at ved vejenden opholder der sig en sjælden sibirisk sanger, som er drevet ud af kurs. De havde kørt hele natten 450 km fra Uppsala alene for at se den fugl, så jeg måtte forstå deres irritation over denne sidste og komplet unødige stopklods.
Den trods sin stok mest usikre gubbe hørte sangfuglen i samme øjeblik han steg ud af bilen, hvorimod jeg, der klatrer lige så hurtigt og sikkert som som en mis, først kunne høre den, da gubberne havde ledt mig helt tæt på kræet: Thi således aldres vi nu engang så forskelligt.
Alle sangfugle er gråbrune og aldeles uanselige og ikke noget at fotografere. Net-ornitologi er mig desuden lige så aldeles sjælsfremmed som net-dating. Men de post-moderne gubber fortalte til gengæld noget, der indgød respekt for nordsangeren trods dens elendige geografiske sans. For samtlige Sibiriens nordsangere overvintrer nemlig i Syd-Vietnam og endnu længere sydpå.
At havternen overvintrer nær Sydpolen, kan ærligt talt ikke imponere mig: med en ung jysk ingeniør-kollegas ord til min bedstefar, dengang denne som hans mentor i sin tid viste ham Eiffeltårnet. For havternen har aerodynamisk forbilledlige vinger og henter sin føde i forbifarten over havene - hvor svært kan det være?
Men en bitte kortvinget mygge-ædende sangfugl, der dagligt under trækket forbrænder sin halve vægt eller så - det er sgu en kraftpræstation og en sand ironman.
Just dette eksemplar var så endda fløjet en eller to stationer for langt - og det er vel også en messe værd i regionalavisen?

Men vi må ikke glemme det morsomste: Den enlige nordsanger-han uden realistiske udsigter til giftermål sang på livet løs som en gal mestersanger fra Nürnberg , helt uden at ænse sit artsfremmede publikum, hvis kjerlighed var lige så umulig som hos H.C. Andersens prins, der havde forelsket sig i den lille havfrue. Så efter en lille halv time sagde gubben med stokken: "Bättre än så här får vi aldrig uppleva nordsångaren - så nu är det dags att vi åker tillbaka till Uppsala..."
Fænomenet inspirerede mig endnu i dag (ihukommende ”tidens, stedets og dramaets enhed”) til en lang og lidt mere kompleks smøre. Den slags ironmen vil dog erfaringsmæssigt mishage de kendte lige så meget som de ukendte: og det af grunde som ingen af de kategorier selv formår at gøre fyldestgørende rede for. Hvoraf man ser, at enten burde de ukendte være lige så kendte som de kendte - eller også burde de kendte være forblevet lige så ukendte som de ukendte. Så vær fremover forsigtige med at erklære dem, hvis positioner I misunder, for idioter...
De rigtigt vise fortæller os samstemmigt, at den kortest mulige form altid er den fornemste og mest modne frem for al mastodontisk kluntet stræben a la opløbne unge typografers dobbeltside-opslag - samt doktorafhandlinger, som for enhver pris skal bevise noget, der jo i givet fald slet ikke behøver bevis: også fordi de som stædigt efterlyser beviser, jo akkurat lige så stædigt ville nægte at tage dem for gode varer...

Javel – men det er nu engang bare social praktisk at få den fjollede doktortitel på plads, så I må have os undskyldt – ganske ligesom I skal tage den offentlige forsvarshandling som et stykke festligt folklore på linje med fordums folkekære offentlige henrettelser.

GJENTAGELSEN II – ”MADAM, IT MAKES NO DIFFERENCE”
Jeg var rejst til et fjeld i Dalarna for at gense den prægtige jagtfalk – verdens største – på en forholdsvis publikumsvenlig yngleplads, som da heller ikke er forblevet ukendt. For et par år siden fik jeg her i blødt lys en serie uhyre maleriske optagelser, der ledte tanken til den senromantiske svenske naturmaler Bruno Liljefors. Lignende optagelser fik jeg som ganske grøn ved hårdt arbejde fra et skjul i nabotræet til en duehøgerede, som kun jeg kendte – men med alderen bliver man mere bekvem.

Mit påskud for årets gentagelse var ønsket om supplerende optagelser – især i form af en langt mere usandsynlig gentagelse: Jeg fik nemlig dengang et noget rystet foto af falken ankommende med en brushane – det lignede et fabeldyr med to hoveder, hvoraf det ene bar nævnte fuglearts karakteristiske og i sig selv barokke allonge-paryk. I år ville jeg gentage scenen – blot helt uden rystelser...

Ihukommende konen i muddergrøften fik jeg i stedet et lynkursus i beskedenhedens kunst, hvorom et gammel ordsprog ganske vist siger, at man kommer længst uden: Javel, men i dette tilfælde kunne jeg så gøre en dyd af nødvendigheden, og så er det jo gratis.

For ganske ligesom Kierkegaards gensyn med Berlin (”Gjentagelsen”, 1844) blev en skuffelse, således havde jagtfalken for det første skiftet boligen ud med en noget mindre malerisk beliggende klippehylde og desuden også mere fysisk krævende. For det andet havde den kun en enkelt unge, hvilket indebærer et minimum af fodring og forældre-besøg; og for det tredje landede falken slet ikke på reden mens jeg var der.

Naturligvis kunne man fremture, nu man alligevel har kørt så langt, for stædighed og tolerance over for ensformighed er nu engang en af hemmelighederne ved succes. Men i stedet for flovt sejpineri blot for at opnå et ringere resultat end sidst fandt jeg det både mere bekvemt og mere mandigt at læse skæbnens vink og indse, at rejsens eneste fornuftige formål dybest set måtte være selve gensynet med stedet og falkene. Noget teknisk påskud behøvedes ikke – og det så meget mere som jeg mildest talt ikke er on assignment, for så havde det straks været en anden historie.

Jeg overnattede i bilen, og den næste morgen ankom to ældre herrer, der var kørt 450 km i et stræk helt fra Uppsala alene for at se en lille sibirisk sangfugl, der under trækket var kommet ud af kurs og var landet i nærheden, hvor den enlige nordsanger-han sang som en gal mestersanger i Nürnberg i forgæves håb om at finde en lige så geografisk tumpet mage.

Jeg fulgte med i bil som det tynde øl for at høste nordsangeren som trøstepræmie: Og den sad ganske rigtigt, hvor den skulle i en grantop og sang på livet løs: Sangen var ret uopfindsom, men til gengæld karakteristisk og let at genkende. Men selv ville jeg aldrig have opdaget den, for så fine stemmer hører jeg først meget tæt på. Den trods sin stok betænkeligt stavrende ældste herre hørte derimod nordsangeren i samme øjeblik han steg ud af bilen, mens jeg omtrent blev nødt til at klatre op i granen for at høre fuglen - hvilket jeg nemlig gør som en mis: for sådan aldres vi nu engang så individuelt.

Mit antikke super-objektiv genbrugt digitalt kom således efter den obligatoriske kvote af fejlskud (der bedst kan sammenlignes med den obligatoriske kvote af sociale tabere i selv de mest attraktivt beliggende almennyttige byggerier) omsider til sin ret: Ja, for upræcis fokusering er ikke spor bedre med Zeiss-optik end med billig kinesisk kopivare. Og herefter behøvedes som tillægsgevinst ikke mere vægtløftning den dag...
Nu fulgte en let konversation, der blev indledt med det for mit sprognemme fornærmelige spørgsmål, om jeg mon kom fra Danmark eller Tyskland. Javel, hans egen datter var skam gift med en mand fra Als – hvilket aktualiserede den lige så artige retur-oplysning, at just Als er et af de få steder i Danmark med ynglende lærkefalke.
Men så kom det morsomste: Den enlige nordsanger-han med sin elendige geografiske forberedelse og helt uden realistiske udsigter til lokale giftermål sang på livet løs som en gal mestersager fra Nürnberg – helt uden at ænse sit artsfremmede publikum, hvis kjerlighed til den var lige så ensidig og dødsdømt som prinsens kjerlighed til H.C. Andersens lille havfrue.

Dette med sangstemmen minder mig om en anekdote: En mand havde ægtet en kvinde med et ansigt som en hests – men med en aldeles vidunderlig sangrøst. Da han morgenen efter brylluppet vågnede op til synet af sin søvndrukne nyerhvervelse i morgenlys, råbte den i stil med Biblens Jacob nødstedte fortvivlet: "Så syng dog, for helvede – syng!"
Men synge kunne nordsangeren som sagt, så det forslog. Så efter en lille halv time konstaterede gubben med stokken tørt: "Bättre än så här får vi ändå aldrig uppleva nordsångaren - så nu är det väl dags att vi åker tillbaka till Uppsala..."

Egnens øvrige seværdigheder havde åbenbart ingen interesse – og i det hele taget var de to herrer tydeligvis ikke som jeg selv dyrkere af gentagelsens futile kunst.

Historien illustrerer dog tillige en side af gentagelsens umulighed, som Kierkegaard i sin morsomme lille rejseberetning fra Berlin ikke fik med: nemlig at i stedet for det man søgte, opnår man ofte noget helt andet som man aldrig ville have forestillet sig – bare man altså ikke er alt for stålsat ensporet.

Javel, men hvorfor er den nordsanger egentlig så interessant? Ja, for som næsten alle sangfugle er den aldeles uanselig og ensfarvet lysebrun med detaljer, som kun nørder samt artsfæller formår at skelne. Net-ornitologi er mig desuden lige så aldeles sjælsfremmed som net-dating.

Her må jeg derfor videregive en oplysning, som vitterlig var bevægende og gjorde oplevelsen eksotisk og ikke kun bizar: Den skrøbelige og fnug-lette sibiriske nordsanger opholder sig nemlig af ukendte evolutionshistoriske grunde om vinteren ingenlunde i de mest nærliggende varme lande, men derimod i Syd-Vietnam, Ny Guinea og Melanesien, hvortil ellers kun romantikere som Gaugain drager i håb om at pådrage sig de mest eksotiske kønssygdomme.
At havternen med sine lange aerodynamiske vinger årligt flyver næsten til Sydpolen, imponerer mig ærlig talt ikke: med en ung jysk ingeniør-kollegas ord til min bedstefar, dengang denne som hans mentor viste ham Eiffeltårnet. Havternens lange aerodynamiske vinger er jo som skabt til opgaven, og forplejningen finder den løbende i forbifarten på havet – men en fnug-let og kortvinget mygge-ædende sangfugl, der daglig må spise omtrent sin halve vægt for at kompensere for denne ironman-agtige slankekur? Nej, det lyder som evighedsmaskinen, cirklens kvadratur og anden halsløs gerning for ørkesløse og uduelige milliard-arvinger.
Og just dette eksemplar var så endda fløjet to eller tre stationer for langt - og det er vel også en messe værd i regionalavisen?

Javel, men ikke mindre bevægende er det, at menneskelige ildsjæle på hen ved hundrede kilo i tidens løb har kortlagt disse forhold så minutiøst og har levet sig så dybt ind i disse artsfremmede og helt unyttige små kræs liv og levned. Det gør hele historien til en romantisk og eventyrlig illustration af menneskesjælens storhed, når den viser sig fra sin bedste side – langt hinsides trættekær debat om kendte menneskers seneste udsagn, gøren og laden, som alene fascinerer i øjeblikket.

Men lad os nu slå koldt vand i blodet: Ja, for vi ved jo godt, at selv hvis det ikke havde været den eventyrlige nordsanger, men en hvilken som helst anden sibirisk sangfugl med en mere normal og plausibel trækrute, der var blevet slået ud af kurs og havnet i Dalarna – så ville de to ældre gentlemen have troppet op efter en lang nats kørsel. Og også jeg var nok igen fulgt med fra parkeringspladsen som det tynde øl – for ovennævnte eksotiske oplysning fik jeg nemlig først til sidst.

Det viser, at denne bevægende dragning til noget uanseligt og menneskenes gerning aldeles uvedkommende ikke behøver nogen art eksotisk alibi og derfor ikke kan være afledt alene af kolonialvarers velkendte evne til at sætte unge sødygtige mænds fantasi i drift.

At fuglen er fra Sibirien, og at den trods al menneskelig indifferens dog er en nordsanger og aldeles ikke hverken en løvsanger eller en gransanger, og at den således objektivt trodser vor fornufts og væsentligheds' sikre dom: ”Det er sgu det samme, og enhver eventuel forskel er akademisk og komplet irrelevant” - dette er underet og mysteriet.
Selv hvis en Newton med geniets sans for de største og mest generelle linjer vedtager, at det kan sgu være det samme, så insisterer det bitte kræ dog i kraft af sin blotte væren på, at : ”Nej, der er altså bare forskel – og den lille forskel er og forbliver til orientering bedøvende uanfægtet af jeres opfattelse af relevans: helt uanset hvor mange og hvor magtfulde og kloge I så end er.”

Det forholder sig til orientering hermed, som dengang en dame skulle gøre sig interessant ved først at rose en verdensberømt koncertpianist for hans udgave af Beethoven – kun for så at tilføje, at hun til gengæld fandt hans Mendelsohn knap så overbevisende... Virtuosens svar lød nemlig: ””Madam, believe me: It makes no difference....”
Og mesterens svar vil vi her genbruge forlods for det tilfælles skyld, at nogen blev skuffede over, at vi slet ikke har kommenteret den seneste hjemlige debat om, hvad nogen ikke burde have sagt og hvorfor. ”A rose is a rose is a rose” gælder nemlig også her – og så kan I komme med alskens naive og civiliserede majoritets-fordomme akkompagneret af kendte navne i sommervarmens dorskhed på Skagen eller hvor nu det er mest fashionabelt at slå mave.

Desuden har vi jo nu til overmål bevist on location og på den selv samme højlyse dag i henhold til dramaets klassiske regler: At gentagelsens umulighed i stedet kan blive indfaldsvinklen til ganske andre frugter og en helt anden høst. Og her tænkes ikke kun på de par vellykkede fotos, som alligevel ikke kan sige andre end nørder noget – og som jo dertil alene for mig selv besidder affektionsværdi som madeleine-kage og et symbolsk rejseminde.






Wednesday, June 07, 2017

TERRORENS PSYKOLOGI: PETER WIVEL ELLER GENETIKEREN ERIK BAHN?

PETER WIVEL OM TERRORISME OG SELVMORD
Nu skal vi som bekendt ikke give eventuelle terrorister på Facebook yderligere opmærksomhed, for terrorens kobling til den moderne nyhedssyge - blasfemisk utilgiveligt karrikeret af både Pontoppidan, Georg Brandes og Mann og sågar strafbart at citere -, har jeg nu længe spottet.
Men Peter Wivels interessante psykiatriske overvejelse om, at terrorister nok oftest er selvmordere, der så at sige gør en muslimsk dyd af nødvendigheden, får mig til at mindes en samtale way back med genetikeren Erik Bahn. Husker ikke hvordan vi lige kom ind på mord, men det var i hvert fald Bahn der sagde følgende:
"Har du ikke også af og til haft den tanke, at hvis du engang får en dødelig sygdom, så vil du benytte lejligheden til med fryd at skyde nogle af de værste sataner i dit eget eller nærståendes liv? - Ikke sandt? Javel - men hvorfor er der så alt for få syge, der virkelig gør menneskeheden denne store tjeneste - med risiko for enkelte fejlskud og fejlbedømmelser?
Ganske enkelt, Watson: For hvis du ikke har anlæg for mord, så vil hæmningen nemlig i reglen overvinde trangen til hævn og straf. Og så vil du dø med både skam og ærgrelse - omtrent som med pigen du ikke turde byde op til dans".
Indrømmet frit gengivet - for den kontante genetiker Bahn er ingen dekadent stilist. Og hvis han tillige skulle være død i mellemtiden, så kan vi konstatere at han åbenbart heller ikke havde anlæg for drab.
Om den nære sammenhæng mellem forbrydelse og kunst taler derimod både Dostojevskij, Strindberg og Egon Fridell alt rigeligt: Kunsten kan således undertiden erstatte forbrydelsen - lidt i stil med min gamle matematiklærers ord om matematik: "Matematik er kunsten at undgå at regne". Og ganske ligesom forbrydelsen betaler kunst sig oftest ikke.
I øvrigt mener de fleste mennesker tydeligvis ganske det samme som Erik Bahn: Ja, for ellers ville de nok opføre sig en smule bedre - og måske ville de sågar leve som de prædiker! Men det kan jo selvfølgelig være, at de i al hemmelighed bare anser deres ofre for så store kunstnere, at de kan tåle mosten og sågar formår at forvandle den til ædel årgangsvin.
Javel så, ser man det - men i så fald var det da pokker til nærig måde at fortælle det på....
--------------------------
Men hvorom al ting er: Hvis Erik Bahn har ret, så egner kun få selvmordere sig til mord og terror: nemlig de få der også uden selvmordsplaner kunne tænkes at blive mordere. Og spørgsmålet er vel også, om den fornødne fokuserede handlekraft er forenelig med selvmordstendenser? Men i nogle tilfælde er den det nok - især ved aktioner der ikke fordrer langsigtet planlægning og fokus.
...Omtrent som forholdet mellem ægte kunst og øjeblikkets provo-kunst, der behændigt kobler sig infantilt snyltende på de p.t. mest omtalte emner.
---------------------------
I øvrigt: Anders Jerichaw mener i dagens Politik, at forbryderes etnicitet og religion kun bør nævnes, hvis de skønnes at have betydning for forbrydelsen. Akkurat det samme må vel så også gælde selvmordshang: Ja, for ellers kriminaliserer vi jo som spot føjet til skade alle de arme djævle, som vi i solidarisk fællesskab mobber i håb om deres selvmord inden alt for længe...
Og i henhold til den samme logik var det vel så også en smule overflødigt, når kronikredaktøren i fjor nævnte, at samme Peter Wivel i sin kronik om Den Barmhjertige Samaritaner selv havde stået for oversættelserne fra oldgræsk: Vel at mærke med mindre Peter Wivels oversættelseslyst da var afgørende for udfaldet og resulterede i afvigelser fra den gængse og officielle danske ordlyd.

Sunday, June 04, 2017

VEJENE OMKRING SOMERSET MAUGHAM



OMVEJE OMKRING SOMERSET MAUGHAM

MAUGHAM og GAUGAIN

MAUGHAM's fiktive fortæller skriver i sin roman om Gaugain (”The moon and six-pence”), at han i "psykopatisk" var besat af en daimon og i virkeligheden konstant forsøgte at udtrykke noget bestemt, som næppe heller stod ham selv klart – men måske ikke i det rette medium.
På lignende vis kan man fristes til at tænke, at Maugham var for intelligent til at være skønlitterær forfatter. For han gennemskuer og analyserer de litterære genrer, sig selv, publikum og menneskene, samtidig med at han er skabende. Vel også i nogen grad deraf hans typiske koncentration og kortfattethed.
Ikke at forveksle med når vore dages lemmedaskere på den litterære mode pludselig beslutter sig for herefter at give den som "encyklopædiske forfattere" og flette noget evolutionær snik-snak fra tidens fodformede idé-magasiner behændigt ind - som allerede Maugham såmænd har sagt langt mere rammende.
Men den slags vurderinger er nu alligevel tvivlsomme. Gaugain valgte nok helt rigtigt og beskrives da også som fåmælt, usofistikeret og verbalt grovkornet. Og Maugham's fortæller gætter intuitivt rammende arten af hans besættelse og analyserer hans vision kunstnerisk overbevisende. Trods erklæret kunst-kendskab på blot almindeligt konversationsniveau.
Gaugain skildres som en mand der ser hvad ingen dødelig må se, og som insisterer på at spise af kundskabens træ direkte i Edens Have og ikke per overlevering og stedfortræder.
En mand der er forbløffende ligeglad med både komfort og anerkendelse - men som i sin menneskelige hensynsløshed dog bør sammenlignes med fordums eremitter og helgener, der på samme vis forsagede alle borgerligt hensyn.
Maugham øser tydeligvis af egen erfaring, når han lader en gammel kollega på Sct. Thomas Hospital i London fortælle om en stedlig ung kirurgisk stjerne Abraham, der – skønt i øvrigt ret fordringsløs - vandt alle medicinske priser på stribe for næsen af ham, men hvis pludselige frafald blev nøglen til hans egen lysende medicinske karriere kulminerende med adling og æresposter - som den evige nummer to.
Denne Abraham havde nemlig på en rejse besøgt Alexandria og følte øjeblikkeligt – akkurat ligesom Gaugain i Tahiti - ved indsejlingen i havnen med dens multi-etniske folkeliv, at han hørte til her, vidste straks hvor det hyggelige gamle græske hotel lå osv. - og besluttede sig øjeblikkeligt for at opgive alt.
Han henlevede herefter et yderst beskedent liv som almindelig huslæge, ægtede en lokal og beskrev siden sig selv som en lykkelig mand.
Læge-kollegaen kommenterer beklagende, at selv et lysende talent således intet nytter uden karakter. Hvortil Maugham svarer, at der vel tværtimod kræves karakter både for at tage en så drastisk og i verdens øjne åbenlyst tåbelig beslutning - og til siden aldrig at fortryde den...
I øvrigt ærgrer Maugham sig andetsteds over engang at havde betroet en kritiker, at han selv nok havde mere almenbegavelse end litterært talent - samt mere karakter end hjerne. Kritikeren vurderede nemlig siden kyndigt i eget navn, at den så "kompetente" Maugham nok havde mere karakter end hjerne...
Omkring al den snak om anerkendelse lader Maugham fortælleren ærgre sig gevaldigt over ikke i tide at have købt nogle af malerens ved første øjekast ubehjælpsomme og endda en smule frastødende og i farvevalget næsten obskøne malerier - men slår det så hen med, at de fleste andre dengang lige så ukendte eller nedvurderede malere jo også i dag er glemte og forbliver komplet usælgelige...
------------------------------
At Gaugain efter sine 6 år i paradiset døde med akkurat den samme tapperhed eller snarere sublime uberørthed af "leprasy": spedalskhed - det vidste jeg ikke.
Den gængse historie taler ellers om syfilis – men jeg har læst, at også den version er en melodramatisk myte uden diagnostisk dækning: en medieegnet myte der altså end ikke som den gode myte fanger og billedliggør fænomenets essens.
Hur som helst vælger Maugham altså i stedet spedalskhedens langt mere smitsomme og siden oldtiden aller-mest frygtede arketypiske menneskelige som guddommelige forbandelse. Derved opnår han den yderligere pointe omsider at vriste publikums opmærksomheden bort fra den frie seksualitets trods alt barnligt slappe (ja, selv trods den mest nærliggende anatomiske association næsten invertebrate) og lidt banale tema, som jo - med al respekt - hverken fordrer karakter eller begavelse.
Men måske så besættelse? Åh ja – men varig besættelse fordrer mig bekendt, at den attråede som gudinden Artemis i praksis forbliver forbuden frugt...

Nej, Gaugain skildres hos Maugham i stedet som en på engang sublim og grotesk størrelse hinsides godt og ondt – et fænomen som menneskene i deres evige afhængighed af andres dom – den afhængighed der i reglen forklarer såvel deres gode som deres onde gerninger - må frygte ligesom de frygter guder og hellige enemærker.
---------------



MAUGHAM OM LITTERÆRE GENRER – SAMT FAREN VED SUCCES
Dramaet et blev en tidlig og meget god indkomstkilde, der tillod Maugham at skippe den uhyre lärerige läge-gerning, der havde givet ham menneskeligt stof fra alle samfundslag, især de lavere.

Om succes skriver han, at den store fare derved er at du med ét bringes helt ud af den situation der just gav dig dine personlige erfaringer, tankeproblemer og emner. Derfor "dör" mange forfattere efter deres gennemslag. Fordelen er naturligvis mere selvtillid samt frihed til at disponere din tid hvor og hvordan du lyster.
Om dramaets fremtid har han ingen illusioner. Idé-dramaer er oftest döde for eftertiden, og dramaet egner sig kun til allerede nogenledes accepterede ideer, ikke til nytänkning. "Et dukkehjem" er derfor i dag lutter mekanik, selv om Ibsen var sin epokes störste dramatiker. Kun til revy, komik og satire er dramaet endnu egnet - men forvent ikke at nogen vil huske jer, så lidt som tidens skuespillere. Slut med dramaerne, der da også i dag er ganske glemt.
Den succesrige Maugham havde allerede tidligt mistet foräldrene, men manglede ikke midler. Hans tidligste romanforsög var heldigvis (!) blevet afvist, men omsider tog han sig sammen til at bruge sin egen historie, men tilsat elementer fra andre skäbner. På den ene side skriver alle uvægerligt efter virkelige modeller, ellers bliver det livløst - men hur som helst ved vi så lidt om andre, at det dog er og skal väre en "kreativ" proces". Overdreven realisme er derimod komisk og savner helt de nödvendige passioner og idiosynkrasier, som indlevelsen fordrer - trods risiko for tab af den objektiv lighed, der da heller ikke er målet:
Dramaer fordrer for ikke kede omslag og indslag der ikke er specielt "sandsynlige"; og den moderne "stream of consciousness" ser Maugham mest som et kedsommeligt moderne däkke over helt uinteressante personer med helt uinteressante historier.
Gamle Olof Lagercrantz elskede derimod Joyce's "Ulysses": For den viser os hverdagens, det helt banale menenskes homeriske livsdrama med de gamle evige temaer i legering med det mest uheroiske.
Maugham roser Henry James' concept med en romanhandling skildret ud fra en af deltagernes synsvinkel - om så også fortalt i tredje person. Men altså ingen Mann'sk alvidende fortäller. At Mann slet ikke nävnes, selv om også Maugham (og Olof Lagercrantz) pådrog sig en tuberkulose med indslag af akkurat den samme erfaring af tidlöshed og åndelig frisättelse på et skotsk sanatorium - siger en del. Endnu mere undrer det dog, at den lige så berejste og lige så fordomsfrie verdensmand og menneskekender Joseph Conrad slet ikke nävnes. Også selv om han jo i grunden var polak og ikke englænder..
Om skriveriet konstaterer Maugham, at det er og bliver en ”profession” - og derfor er det en stor fordel at have et stort sprogområde. De der kun skriver lejlighedsvis, bliver næsten aldrig lige så gode – selv om flid omvendt ikke er nogen garanti for talent.
Om forskellen mellem britisk og fransk litteratur og gemyt: Ulykkeligvis värdsättes åndsliv og digtervirksomhed höjt af borgerskabet i Frankrig og Italien, mens det i England ses som lidt umandigt og livsfjernt - og Maugham foreträkker det sidste. For dels er det ikke aldeles usandt, og dels ledes derfor ikke helt så mange unge mennesker på vildspor af "kulturen"s society-glimmer. Hallo derude!
I Frankrig nyder en mand stor tragisk sympati hvis han ruinerer sig og mister sin karriere af lutter forelskelse. I England anses det erotiske derimod for trods alt lavtstående og nödtörft-präget. Og derfor kan sådan en mand kun blive en genstand for komedien: Jalousi kan derfor ikke längere tages litterært alvorligt – og da slet ikke efter kvindernes tiltrængte frigørelse.
Omvendt närer engländerne en fjollet overtro på "realisme", der i bund og grund misforstår kunstens natur. Selv naturalistisk kunst bør iflg. Maugham väre idiosynkratisk for ikke at kede: f.eks. ved leksikalsk perfektionisme. Her har Maugham mere tiltro til den klassiske franske forkärlighed for det slående udtryk og den artistiske form (selv Shakespeare skrev jo i metrisk form), hvorimod engländerne typisk indbilder sig, at romanens svulmende formlöshed - gerne tilsat essyistisk langsommelige indslag - skulle väre särlig virkelighedstro. Længe leve æstetikken og åndens sejr over den usle materie - med min gamle matematiklærers ord.

Maugham indrømmer forresten at "nutiden" har mange forbløffende ferme unge skribentere af begge køn og undrer sig over, hvad der i så fald synes at kunne forkorte læreprocessen.
Ganske ligesom Olof Lagercrantz mener også Maugham, at de middelgode og hurtigt glemte forfattere ofte fortæller langt mere om deres samtids liv end genierne. Og dog mener Maugham lige som Egon Fridell, at geniet kendetegnes ved sin overraskende universelle normalitet: hvilken sidste han nemlig som ung mediciner lærte at se som noget nær en anatomisk sjældenhed. Og han regner sig ikke til den kategori.
Sluttelig skriver Maugham at humoristen har en medfödt sjette sans for humbug - men derfor også undertiden risikerer at overse den sande helgen ...

--------------------------
Om stil skriver Maugham, at indflydelsen fra King James' Bible længe virkede ødelæggende i England ved smitten fra al den orientalske storladenhed og svulstige billedrigdom - så fjern fra det angelsaksiske gemyt. Han lovpriser omvendt Voltaire som et stilistisk ideal af klarhed - som man dog ikke bør lægge sig efter: For enhver må vedkende sig sin tids sprog, og enhver uærlighed bevirker uvægerlig livløshed.
Derfor priser han den amerikanske litterære nøgternhed - og faktisk også journalistikkens sprog. Men som modvægt til dennes principielle upersonlighed mener han samtidig, at erfaring med litterære stilarter ikke alt for fjerne fra ens samtid kan virke berigende.
Hur som helst går det ikke at lægge sig efter egenskaber, som man bare ikke har: Selv roser han sig af logik, klarhed, menneskekundskab samt usnobbet common sense.
Men han medgiver, at han desværre hverken har den helt store fantasi og billedskabende evne. Større glæde ved spontant menneskeligt samkvem har han heller aldrig haft - men desto større psykologisk nysgerrighed. Hans erfaringer som læge var ham en stor kilde til menneskekundskab - for frygten for døden får mennesker til at glemme såvel deres forfængelighed som deres fordomme....
Overklassens liv, som han kendte så godt, har derimod aldrig inspireret ham synderligt litterært. Politikere, diplomater osv. har ofte forekommet ham ret kedsommelige at konversere med, og ofte endda ikke specielt begavede, endsige spor morsomme. Derimod lærte han meget i sine år i den britiske efterretningstjeneste.
Sluttelig forbavses han lige så ofte over de ondes lejlighedsvise godhed som det omvendte og mener i det store hele ikke, at menneskene har så meget at sige hinanden på...


SOMERSETH MAUGHAMS ERINDRNGER

Efter sit gennemslag som romanforfatter längtes Maugham ikke desto mindre igen efter virkeligt liv i stedet for letköbt glamour og kedsommelige society-mennesker af begge kön. Vel sagtens begavelsens modne gennemslag: ikke for alvor og vedvarende at kunne benoves af noget som helst socialt miljö - end ikke et miljö der "anerkender" dig...
Maugham engagerer sig derfor under Förste Verdenskrig som ambulanceförer og siden efterretningsagent i Rusland. Men revolutionen kom desvärre först i mål.
Så fulgte sydhavsöerne og verdenshavet, der förte til den Gaugain-inspirerede roman "The moon and sixpence". Maugham bekräftes i, at mennesker er lige almindelige og lige interessante under alle kår. Under eksotiske og primitive omständigheder bliver det almindelige og fällesmenneskelige helt tydeligt - men det medfödte og ekstraordinäre lige så.
Noget lignende fortalte engang en gammel "hippie" (1989), der sammen med sin käreste som de eneste blev boende i et kollektiv i Jämtland, hvor han slog sig på skovarbejde med hest - og siden på import af helse-kost...
De lokale typer var enten groteske - f.eks. en hel familie af ekstreme grov-ædere - eller også helt vidunderlige. I en by tvinges mennesker til indbyrdes afstemning og moderation: Ja I ved, tandbörstning, brusebad og den slags.
Maugham sammenligner bylivets gensidige afslibning med en bunke skarpe sten der rasler rundt i den samme pose - a la is-elvenes rullesten. 

Maugham udgav som 60-årig med rettidig omhu (han blev over 90) "A writer's notebook". Han indleder med forsikringer om, at succesen skam ikke er steget ham til hovedet, og at der heldigvis kun er tale om et udvalg - hvoraf især ungdommens må tages med overbærenhed.
Men da han altid har taget afsæt i virkelige personer og begivenheder og udsat dem for tanke-eksperimentelle ændringer eller overdrev, kan det biografiske måske alligevel interessere.
Egenlig dagbog skrev han aldrig, men han skrev altid - og i reglen ud fra en fornemmelse for litterær brugbarhed. For processen kører altid. Maugham kvier sig dermod ved at bruge ordet "inspiration".
Den slags skal ikke læses fra ende til anden, men man genkender mange replikker og tanker fra hans fortællinger.
Maugham var uhyre tæt på at drukne under en voldsom søgang ud for Borneo, hvor mandskabet bestod af to straffefanger. Han skrev efterfølgende til guvernøren og bad ham frifinde dem.
Guvernøren svarede at han allerede havde løsladt den ene - men med den anden lod det sig vanskeligt gøre, idet han nemlig på hjemvejen for god ordens skyld lige havde myrdet sin svigermor....
Maugham noterer at han ikke oplevede mindste dødsangst under sin druknen, men snarere oplevede døden som en befrielse efter en umulig kamp - nu kræfterne var ved at slippe op.
På lignende vis skriver han et sted, at unge mennesker fejlagtigt tror, at alderdommen må være en rædsel - simpelt hen fordi de ikke ved, at det gamle menneske slet ikke måler sig med ungdommens målestok og derfor er lykkeligt befriet for libidoens rasen samt for den meste forfængelighed og afhængig af andres dom.
Thomas Mann skriver noget lignende om de døende på sanatoriet i Davos: Raske unge mennesker oplever helt fejlagtigt de døende som livsglade og sunde sind i en syg krop og tilskriver dem derfor deres egen rædsel og afsky.


SOMERSETH MAUGHAM OM EROTIK
Frit oversat fra hans erindringer (1938): "Til min forbavselse har jeg ofte konstateret at mennesker der har set og dyrket den seksuelle forening som livets største og omtrent eneste formål, i deres alderdom gerne udtrykker fuld tilfredshed med deres livsgerning. Og ofte har jeg studset, når jeg blev præsenteret for genstanden for sådanne menneskers varige begejstring...
Selv har jeg på dette område haft en noget større reservation. Men det er klart, at for mennesker med grove smagsløg kan selv roe-toppe samt biksemad af fårekød fremstå som de rene lækkerbiskner."
Maugham's egen dobbelte orientering var derimod endnu i 1938 tabu - og jo hur som helst en privatsag...


MAUGHAM OM LOGIK
M. indrømmer at han ikke har så meget begreb om matematik. Men da han engang spurgte en fagmand, om ikke udtrykket "2+2=4" ret beset var tomt ordkløveri og rettelig hørte til i synonym-ordbøger - vakte det alene mishag...
Med nogen ret. Men han så nu heller ikke aldeles galt i den rene og ypperlige logiks begrænsninger: Woody Allen's ide i hans Rom-film om, at vi alle er lige gode mestersangere i Nürnberg, når vi står alene under bruseren - den idé kunne det efter sigende komplet humorforladte matemati-geni Isac Newton således aldrig nogensinde have fostret...

MAUGHAM
fortæller om to fanger i britisk Malaya, hvoraf den ene fik mange breve, men den anden slet ingen. En dag tilbød den brevløse fange sin makker at købe retten til hans tre-fire næste uåbnede breve for 5 pund.
Makkeren indvilligede, men siden blev han så nysgerrig efter at vide hvad der mon havde stået i de breve, at han var villig til at betale for at læse dem. Men forretning er forretning, handlen var gjort - og køberen insisterede nu skinsygt på, at retten til et privatliv var mere værd end pengene.
Morsomt at tænke på, at selve hans stædighed nok var nødvendig for at bevare hans illusion om at han nu havde fået et eksklusivt privatliv.


BARE FOR DUM...
Maugham beretter om en afholdt og uklanderlig embedsmand og ägtemand der helt uforsforståeligt for alle havde taget sit liv. Maughams kilde valgte dog at skåne mandens enke ved at sige, at hans död skyldtes et trafikuheld.
Enken udbröd: "Åh gudskelov nåede jeg omsider at betro ham at vores elskede sön faktisk ikke er hans sön : Jeg ville aldrig have kunnet tilgive mig selv, hvis jeg ikke havde fortalt ham ham sandheden"...
Tak for kaffe.
---------------

LIVSLØGNE OG EGO-PERSPEKTIVER
En civiliseret alkoholiker fortalte om en gammel bekendt, at han var slemt alkoholiseret. Men da jeg siden uventet mödte den pågældende, fortalte han om förstnävnte, at han ofte körer halvvejs til byen og tager bussen ind til Systembolaget - idet hans körekort allerede for längst er blevet inddraget.
----------------
En autoriseret chef-ornitolog beklagede over for mig, at visse nysgerrige kun spørger om sjældne tips, men aldrig giver noget tilbage. De selvsamme mennesker havde imidlertid overfor mig begrundet deres reservation over for chef-ornitologerne med akkurat den samme beklagelse over chef-ornitolgernes egenrådige samler- og kræmmermentalitet.
---------------------
En velkendt og sympatisk skribent med rødder i Ungdomsoprøret fortalte mig, at han engang blev tilbudt posten som debatredaktør på Infomation - men at blot en dag sammen med så mange store ego'er var mere end rigeligt.
Jeg tror ham gerne, selv om det siden da er blevet langt værre: For små egoer er nemlig endnu farligere end de store....
Men hør engang: Den rare afgående redaktør, som vor mand skulle have afløst, fortalte mig i sin tid tværtimod, at den valgte ansøger trak sig, da det gik op for ham, at posten som debatredaktør ikke var ment som en privat prædikestol og taleplatform.
--------------------------
En af de mest forbløffende ting man dagligt kan erfare på sociale medier, er just de anerkendte ego besynderlige og systematiske blindhed.
Men det forhindrer dem skam ikke i at skrive "bøger". Nej da - men når gamle Lagercrants lakonisk siger, at de store forfattere ligner hinanden langt mere end de adskiller sig indbyrdes - så fortæller min mavefornemmelse mig, at det nok var den slags ting han tænkte på.
Alle de virkeligt gode både kunne og ville nemlig se sandheden , også om sig selv – uanset om de så var til gråd eller til latter, prosa eller poesi. Tæno bare på at dette træk forener så forskellige folk som Dostojevskij, Ibsen, Strindberg, Blixen og Maugham. Det moderne socialrealistiske cirkus derimod er snart en stor forvekslingskomedie.
---------------------------
Maugham fortäller at platugler og lögnere selv typisk lader sig tage ved näsen af deres egen slags. En lögnagtig sladretaske fortalte ham således, at hendes svigerdatter havde vist sig at väre en stor lögner, hvortil Maugham svarer:" Du troede måske, at du var den eneste lögnhals i verden"?
Det ordinäre svar - som enhver demokratisk redacteur derfor ville have foretrukket frem for slig "finurlighed" (standens etablerede kliche og yndlingsalibi for sin Andersen'sk agtige allergi mod både degne talent) - ville have lydt: "Og du selv er altså en ren helgen og sandhedsapostel?"
Maughams raffinerede svar foregiver i stedet, at damens forargelse vel må skyldes, at hendes eneret er blevet kränket, som når en herremand beklager egnens krybskytte. Hvis damen nu ville benägte den tolkning og pukke på den klassiuske, men helt uden ironi, så ville hun göre sig selv komplet til grin. "A rose is a rose is a rose."
Om tilsyneladende "banale" bestsellere og melodramaer siger Maugham, at du kan ikke skrive en bestseller på beregning uden selv at tro på den - ganske som du ikke kan beslutte eller kalkulere dig frem til noget originalt. Det "originale" er for den pågäldende bare det helt naturlige. Bestselleren er ligeledes på sine egne prämisser helt naturlig i sine hang til melodramer og klicher, og han tror selv på dem.
.
Maugham og en bekendt skrev engang som eksperiment et veldrejet melodrama - men forlagene ville ikke tage det, for de kunne fornemme at det ikke var helt spontant, uden dog at kune pege på konkrete mangler.


PRIVATLIVETS FRED
Maugham fortæller om to fanger i britisk Malaya, hvoraf den ene fik mange breve, men den anden slet ingen. En dag tilbød den brevløse fange sin makker at købe retten til hans tre-fire næste uåbnede breve for 5 pund.
Makkeren indvilligede, men siden blev han så nysgerrig efter at vide hvad der mon havde stået i de breve, at han var villig til at betale for at læse dem. Men forretning er forretning, handlen var gjort - og køberen insisterede nu skinsygt på, at retten til et privatliv var mere værd end pengene.
Morsomt at tænke på, at selve hans stædighed nok var nødvendig for at bevare hans illusion om at han nu havde fået et eksklusivt privatliv.

SOMERSET MAUGHAM OM MORD
Maugham beretter, at han engang under en bar-konversation om en mordsag blev afbrudt af en for alle ubekendt mand der gjorde gældende, at helt uden motiv lader mord sig ikke opklare. Og han tilføjede at han selv engang havde begået et mord alene for at bevise sin tese - og forlod herefter baren.
-------------------
I USA i tyvere talte Maugham med en kvinde, der viste sig at være berømt for at være blevet frikendt for et mord. Men hun betroede Maugham, at hun faktisk var morderen - samt at hun til enhver tid ville have handlet på ganske samme vis. Hun har åbenbart haft sine gode grunde - men ingen kan jo dømmes alene på motivet.
Undtagen måske i det hinsides, hvor vi derfor alle vil blive kendt skyldige - om end forhåbentlig med just vore gode grunde som formildende omstændighed.
Men kunne det måske tænkes, at vi tværtimod i tidens fylde vil blive dømt for fejt at have udskudt og forpasset vore forpligtelser ikke alene i kjerlighed, men også udi sådanne retfærdighedens genringer? Ja, for stadig er der nu meget godt at sige om såvel generalprævention som specialprævention...
Mig kan I derfor helt uden risiko betro jeres bedste mord, bare I står ved dem uden bondeanger.
MEDLIDENHEDSDRAB
Maugham fortæller om en trofast ægtemand med en invalid hustru, hvis rigelige pleje han finansierede ved hjælp af regnskabsfusk.
Da han blev afsløret med udsigt til fængselsstraf - valgte han af medlidenhed med hustruens umulige fremtid at kvæle hende med en pude, hvorefter han meldte sig tilmyndighederne.


"SANDHEDENS TIME"
Somerset Maugham fortäller om en ägtemand, dödsdömt for at have myrdet sin hustru - og som bad sin advokat skaffe en bog, som fängselsbiblioteket ikke havde: Stern's "A sentimental journey".
Grunden til at netop den bog blev foretrukket i den dystre ventetid, forlyder der dog intet om.
Men hvis man ville vide, hvilke böger anmeldere og kritikere havde läst med störst udbytte, så burde man måske på samme vis på skrömt dömme dem til döden? Alene for at tvinge dem til at röbe deres virkelige präferencer frem for alt det almindelige, som de i tidens löb gratis havde lovprist som "ubetaleligt", "uomgängeligt" og "banebrydende".


JESUITISKE UNDSKYLDNINGER
Somerset Maugham fortællet om en meget bizar mordsag. En amerikaner i New York hørte rygter om, at hans nevø i Italien havde haft en affære med hans unge hustru. Han inviterede derfor nevøen på skrømt med grønne løfter om udsigt til særdeles gode og velbetalte jobs. Nevøen blev slået ihjel allerede straks efter sin ankomst...
For at redde manden fra enten livstidsdom eller dødsstraf vidnede hustru nu til fordel for ham ved i strid med sandheden at bekræfte rygterne om hendes utroskab. Manden fik derfor en ret mild dom og blev ret snart atter løsladt.
Men han skyldte nu til stadighed skylden på hustruen for herefter at måtte leve med rygtet som hanrej - men tillige for mordet på sin nevø. Og til sidst insisterede hun på at blive slået ihjel for fredens og retfærdighedens skyld - hvorefter han vitterlig dræbte hende med en kniv.
Hvordan han kunne gøre drabet af en sagesløs slægtning godt igen ved at dræbe en anden sagesløs slægtning, er rigtignok et metafysisk mysterium...
Men det virkelige liv er fuld af sådanne barokke og usandsynlige historier. Det minder mig om, at samme Maugham et andet sted finder "Othello"s blinde jalousidrab på sin elskede alene grundet et løst rygte fra en enkelt intrigant kilde ret usandsynligt - men netop nævner det som illustration af, at et godt drama netop ikke skal være "plausibelt" og "realistisk", men derimod virke så suggestivt stærkt, at realistiske banaliteter ingen rolle spiller for vor oplevelse af de sjælelige kræfters spil.


FLYULYKKER OG STATISTIK
En Cafe-gæst fortæller om en bekendt Knud, der hele tre gange har oplevet alvorlige fly-incidenter. I det ene tilfælde satte på vej over Atlanten først én motor ud, så en anden - og før landingen den tredje motor!
Og manden er endda slet ingen hyppig fly-kunde.
Men ved en senere lejlighed havde vor Cafe-gæst selv forberedt sig på et faldskærm-udspring. - Men da han nu hørte, at bemeldte ulykkesfugl ”Knud” også havde meldt sig på holdet - besluttede han at springe fra allerede i jordhøjde.
-------------------
På lignende vis fortäller Maugham om en mand i Sydöstasien, der havde overfört fordums koloniale ambitioner på sin enbårne sön. Men sönnen forelskede og fortabte sig helt og aldeles i en indfödt kvinde, til faderens store fortvivlelse. Nogle måneder senere blev kvinden fundet druknet. Hvorefter mandens sön bröd sprang fra og brød med ham for altid ham...
MAUGHAM og LAGERCRANTZ....
Når Maugham anbefaler unge forfattere Shakespeare, men får at vide at de skam læste både "Hamlet" og "Julius Cæsar" i gymnasiet, så trøster han sig med, at det dog er langt bedre end alskens affekteret og ufrugtbart snobberi.
Hvad ville han mon ikke have sagt til alle vor tids fjollede jubilæer, alene med det formål at den moderne karriereklasses usual suspects endnu engang skal eksponere hinanden som "aktuelle" med en smøre om koryfæet, som de langt fra altid selv har konciperet.
Gamle svenske Olof Lagercrantz skriver på lignende vis, at så snart mennesker læser fordi de tror det er fint, er de allerede på vildspor. Og han mindes i den forbindelse en munter gammel fisker fra hans barndom, der altid var god for levende beretninger, men som garanteret aldrig havde læst en bog. Men hans historier var ikke ringere af den grund.
I forlængelse heraf har Lagercrantz fuld forståelse for, at vi ofte bruger eller indirekte henviser til litterære motiver, som vi måske kun kender til på anden hånd: som i mit eget tilfælde Proust's berømte madeleine-kager.
Lagercrants nævner selv nærliggende navnet "Strindberg", der i svensk konversation straks udløser en bunke kommentarer og associationer baserede på ikke altid korrekt overlevering. Men heri ser slet han intet foragteligt, for sådan er det nu engang med kulturelt og nationalhistorisk arvegods: erindringens stikord..
Vi kan jo hur som helst kun kende en forsvindende brøkdel af litteraturen på første hånd. Både Lagercrantz og Maugham fortæller, at de i ungdommen læste en forfærdelig bunke uden at kunne gøre rede for ret meget af det, for den umættelige nysgerrighed før alle meninger er nu engang ungdommens kendetegn.
Men modsat Lagercrantz, der siden blev en passioneret og næsten rituel genlæser og nærlæser, fandt Maugham ikke genlæsning spor interessant: Frugtbart er alene det som kan inspirere dig naturligt i første "take" - hvortil dog nok må føjes, at genlæsning i en modnere alder ret ofte giver overraskende udbytte.


FRA STRINDBERG TIL MAUGHAM
Chimpanzer viser sig at blive i gennemsnit 32 år gamle, dvs. lige så gamle som stenalder-Rasmussen og hans lige så antikvariske samtidige. Vore berømte 98 % fælles gener er åbenbart rigeligt, så længe man ikke stræber højere.
Indbyrdes drab formodes af samme grund at være en af de hyppigste dødsårsager for schimpanzer, selv om vi nok også på det punkt overgår dem.
Jeg gætter på at gorillaer og orangutanger er noget mere fredsommelige og diskrete. Gorillaen var for øvrigt i henhold til Strindberg en krydsning mellem hun-aber og forliste sømænd - men den mand havde nu også meninger om alt. Derimod skal det stå til troende at orangutanger har endnu større trækkraft (biceps?) end gorillaer – og med deres arboretiske uvaner tror man det gerne. 



Alle afrikanske elefanter er vilde - lige undtagen Ha-ha-ha-Hannibal's i sin tid (ihukommende den spydige lektor Blomme i Det forsømte forår"); men ikke alle vilde elefanter er afrikanske. Henved 30.000 asiatiske, indiske elefanter lever nemlig stadig vildt - og vist især i det fjerne Assam i NØ Indien.
Alle svaner er hvide, men ikke alle hvide ting er svaner - som Aristoteles tilsvarende burde have sagt. Det gjorde han måske også - men i stedet husker vi ham alene for hans ukendskab til Tasmaniens sorte svaner. For sagen er denne: den nøgterne sandhed er ligesom det perfekte samfund noget kedsommelig i længden. Vi må nu engang have nogen at gøre grin med, for når vi ler ad vor næste har vi det altid helt fortræffeligt.
Dette får mig til at mindes Olof Lagercrantz' vise ord om Dantes besøg hos forfædrene i dødsriget: Alle vore døde - ikke mindst vore afdøde nære - lever i dødsriget i den forstand, at de ikke kan forsvare sig mod og berigtige de efterlevendes bagklogt bekvemme dom om deres livsgerning.
Samme Lagercrantz er livsklog og berigende gen-læsnng, skønt han egentlig ikke er nogen stor stilist og slet ingen humorist. Heri ligner han vor egen gamle Løgstrup - men det sjove er, at hos de to savner man ikke et sekund disse egenskaber: For sagen og indholdet hos dem er alt rigeligt. Som når Løgstrup møntede det retvisende nye udtryk "skikkelsesdannende" om romankunsten.
Lagercrantz er dog modsat Løgstrup alligevel stilist i den forstand, at han dyrker en sproglig enkelhed i beskrivelsen af livets og litteraturens største sjælelige dybder. For ingen kan beskylde ham for at mangle sproglig omhu - selv om denne især handler om økonomi, præcision og konkrete eksempler.

Men det træfsikre og uventede billede og den belysende association er ikke er hans sag - selv om han skam kan påskønne og beskrive det hos andre. Når han et sted i sine erindringer nævner den søster der efter sit selvmord så ud som om huN aldrig havde været levende, ser jeg det derfor som et ubevidst ekko af Somerset Maughams helt tilsvarende beskrivelse af et skyttegravsoffer i Første Verdenskrig i hans sene roman ”The razor's edge”.


UNTRIVIAL PURSUITS: FRA HOMER TIL MAUGHAM..
En frisk påkørt hare på hen ved 5 kilo ("nära skjuter ingen hare", som svensken siger - men denne gang var der bid)) blev fragtet ekspres små 20 kilometer, hvorefter apostlenes heste måtte aktiveres de sidste par kilometer.
Tilberedning? Oh - mennesket lever ikke af brød alene, for haren var nu tiltænkt en kongeørn og blev derfor lagt synligt på en stub nær det ene kendte redested, som forhåbentlig vil finde nåde i år.
Men med den frække drengs replik hos Storm P. efter belæringen om, at vi lever for at hjælpe vor næste: "Jamen, hvad lever min næste så for?"
Fornøjelsen er skam da også gensidig, for med et citat er synet af en ørn altid "en fest for øjet". Men festen udeblev dog i dag, for så let skal det heller ikke være.
Besynderligt hvad billeddannelser formår: Skønhedens immaterielle glæde sammenlignes pædagogisk med festens langt mere primitive glæde - og dog virker billedet. "Nå, jaså på den måde, ja hvis du oplever det sådan, så forstår vi straks din passion en smule bedre...."
----------------------------
Gamle Olof Lagercantz citerede et sted en Homer-kender for, at Homers billeder altid er ligetil og hentede fra det hjemlige. Folk der falder for sværet, sammenlignes hos Homer med valmuer, der nikker træt, tyngede af regnen; krigernes skare sammenlignes med stæreflokkene efter høsten, og med en flok arrige hvepse hvis bo nogle drenge har revet ned med en gren. Achilleus trygler om at få lov til at hævne vennen Patrokles død ved at slås mod Hektor - og sammenlignes heri med et tiggende barn der hænger i sin mors skørter for at få lov til at følge med hende.
At sammenligne en kriger med en løve ville være langt mere nærliggende, men helt uoriginalt og ikke spor så poetisk berigende.
Forcerede billeder virker dog heller ikke - de skal komme spontant uanstrengt og virke umiddelbart belysende.
-------------------------------------
Mere stringente ideer og sågar problemløsninger kan undertiden komme på samme vis - vel at mærke forudsat et beredskab med en lang historie, hvori også indgår viljestyrede processer.
Således slog det mig i dag, hvorfor aritmetiske udsagn såsom "57 + 83 = 140" trods alt ikke – som Somerset Maugham mente - kan sidestilles med pointe-løse sproglige synonymer såsom "skib" vs "fartøj". Snarere kan de sammenlignes med det kendte billede af skulptøren som en der blot frilægger hvad den rå sten allerede indeholdt.

Her sigter jeg til det forhold, at ligesom en marmorblok kan deles eller opdeles ("klip efter de stiplede linjer") på en uendelighed af måder, således kan en aritmetisk mængde også opdeles på en frygtelig masse forskellige måder - om end ikke uendelig mange.
Udtrykket "140" betegner her mængden, mens udtrykket "57 + 83" betegner en af de mange mulige opdelinger. I stedet for opdelinger kunne vi her arbejde med additive tilføjelser for at danne mængden "140".