Saturday, November 19, 2011

KVINDERNES KRIG

Kvindernes blodige meningskrig i strid med alle FN-konventioner er underholdende og fik med Politikens Per Michael Jespersens nylige indspark et tiltrængt maskulint islæt. Men erfaringsmæssigt er det risikabelt at forsøge sig som opmand i et værtsshusslagsmål. For der sker her let det samme som jeg engang oplevede i Dyrehaven, hvor den svagere af to kæmpende hjorte i stedet kastede sig over mig, så jeg formelig måtte søge tilflugt hos dens overlegne modpart: For jeg vidste jo at jeg som kombattant var langt under hans værdighed. Muligvis digter jeg her en smule på virkeligheden on location – men mere spændende er virkeligheden altså ikke, for den er noget opreklameret .

Tidligere på året gav LA’s mand i Havanna kvinderne en uforbeholden bredside i ”Damefrokosten”, idet han noget ugalant pure frakendte kvindekønnet alle civiliserede dyder, uagtet alskens yngelplejeinstinkter. Men damerne lod ham skam galant komme til orde – på samme måde som fordums rødstrømper ofte blev neutraliseret ved at man galant indrømmede dem spalteplads nok, om ikke ligefrem til bekvemme selvmål, så dog til at afgive en grundigt forebyggende injektion af deres dengang endnu ret uorganiserede bakteriestammer. Sådan taktik kaldtes dengang ”repressiv tolerance” – men vi bør ikke gentage os selv, for det er der så mange andre små drenge i titelland der frygteligt gerne vil.
At forsøge sig som mægler er derimod anderledes betænkeligt, for i tilfælde af jævnbyrdighed mellem de stridende parter vil disse ofte enes om at bruge den rare idiot som belejlig syndebuk på konfliktløsningens alter: For begge parter kan på den vis kan aflyse eller udsætte deres slidsomme og farlige holmgang uden at tabe ansigt. PM tillod sig således at anføre, at kvindekrigen foregår i en forkælet elite af højtråbende damer. Men en samdrægtig damefront parerede prompte og overbevisende med den lige venstre, at også mændenes debatter jo mest udspilles på business class.

Ikke desto mindre kan man af og til godt få den oplevelse at en endnu meget begrænset kreds af hårdtslående damer tilstedes ubegrænset plads i forhold til hvor repræsentative de mon er. En suveræn undtagelse fra tidens overuddannede tristesse er imidlertid her den begavede skøge Susanne Møller, der spontant excellerer i hvad der ellers fattes i vort fagre nye DK: Sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke, som Storm P. kaldte det.
I den særligt brutale filial af kvindekrigen der handler om prostitution, siger fru Møller således ikke kun, hvad en og anden rapkæftet moster fra et lurmærket ”undervisitetscenter” vel også nok kunne finde ud af: Nemlig at luderen skam ikke sælger sin krop, men kun en bestemt tidsbegrænset ydelse, ganske som andre håndværkere. Nej, fru Møller tilføjer i forbifarten og helt uden Forfatterskolens endsige den sakrosankte meningspoet SUT’s velsignelse: at det hun tilbyder, bedst kan lignes med en halv times brydekamp eller nogle fælles øvelser.

På den måde får hun så at sige kastreret sine allerede i forvejen blegnæbbede modebattører ved at opløse prostitutionskrigen i en guddommelig latter, som ingen BNP-bekymrede uddannelsesministre nogensinde har taget højde for i al deres socialpædagogiske geskæftighed på nationens vegne. Samme fru Møller er for resten også en af de kvinder som man i et svagt øjeblik kunne overveje at gifte sig med – men dels er hun allerede gift, og dels hedder hun trods alt ikke Mærsk, så lige den krig dropper vi i håb om større medgift...
-------------------------------------------------------------------------