Avis-branchen og dens sprog er for alvorlig en sag til at spöge med, i modsätning til alt andet i verden. Thi vi ved fra os selv, at de skrivende er de allermest fölsomme själe, og derfor ofte også de mindst tilgivende. Men som turist i fremmed land nyder man heldigvis en vis "license", omtrent ligesom moderen ved börnefödselsdagsselskaber gerne fremhäver og skamroser födselarens sidemand og bonkammerat, hvor umulig han end i virkeligheden er.
Imidlertid har en björn i går dräbt en jäger samt hans hund lige uden for den lille Valsjöbyn i Jämtland, hvor forfatterinden Kerstin Ekman i årevis boede. Tilsyneladende forsögte manden at forsvare sin hund - og ombyttede roller er et uhyre farlig eksperiment, omtrent som dengang Gud forsögte sig som menneske, eller som når höje folk i råd og nävn samt hang til kontrol forsöger at give den som skabende kolleger til dem som de langt bedre egner sig til at kontrollere - eller som når kreative typer forsöger at holde den kedsommelige og derfor höjt agtede röde tråd.
Åh, apropos röd tråd: Var björnejägerens skäbne for hård? Tja, når vi ofte jamrer over vor egen skäbne, er det jo fordi vi holder vort helbred, vort fädreland og andre fordele rationelt adskilt fra vore klagepunkter og plageånder i livet. Men folk med religiös eller anden skäbnetro har den styrke at de så at sige holistisk kan udligne livets plusser og minuser på tvärs af saglige gränser og derfor kan takke Herren for alle de store fordele, som vi andre tager for givet som noget vor klagesag uvedkommende.
På den anden side skal man vogte sig for folk der siger, at man kan sagtens, for ikke själdent er det de mere privilegeredes måde at forsvare deres privilegier. Det er den slags folk der kollegialt begräder ens "tilstand" og tilråder én at acceptere sin skäbne for ikke at blive sindsyg, men som underforstået desvärre ikke er professionelle behandlere og udtrykkeligt slet, slet ingen indflydelse har...En indbrudstyv taget på fersk gerning kan ligeledes ofte have helt ret i, at man kan sagtens, men det forbedrer jo själdent hans retlige eller moralske position.
Läsere af verdenslitteratur henvises til det foregående indläg - og vist nok også det efterfölgende. Hvorfor er jeg forresten ikke kommet videre? Fordi jeg karakterneurotisk ikke kan beslutte mig angående bilens deponering, hvortil kommer bedre vejr igen. I går länge ude, til slut så jeg min gamle ven kongeörnen, som tydeligvis genkender mig, men som ikke desto mindre har flyttet sin redeplads. De er nemlig mestre i at skjule deres kämpereder i en träkrone med nästen lutter blinde vinkler fra jordperspektiv. Stakkels mig...
