Monday, March 16, 2009

FORFATTEREN DANIEL SJÔLIN OG ANDRE ØRNE


DANIEL SJÖLIN OG ANDRE ØRNE
Det slog mig forleden, at selv når jeg skriver på min egen bærbare, bruger jeg ikke dansk ø og æ "hinsidan". Det er en meget bogstavelig og autistisk tolkning af hvad der er muligt hvor - ganske ligesom jeg indtil for få år siden forestillede mig at man måtte være grundigt handikappet for overhovedet at kunne betjene et handikaptoilet. Som om der gjaldt omvendte tyngdelove bag den hemmelige dør, eller som var der tale om en formelig loge.

Dette må dog på den anden side honoreres som en forbilledligt demokratisk tolkning af begrebet 'handikap'. Men det er jo i ganske samme progressive ånd at vi her på bloggen vender enhver art handikap og anden misære til en stilistisk force - nu altså også just nævnte autistiske lille lapsus. Hvad min bil angår, er den dog snart hel igen, takket være en ungarsk fusker: Det var den slags kunster man skulle kunne for at leve af det uden at være en art plattenslager. Man kan sågar leve af at forvandle sin stilistiske svaghed til en økonomisk force - men ikke omvendt. Ak, ak - apropos virkeligheden, så er denne en stor misforståelse. Inspireret af Freuds ord efter sin Amerika-turné: "Amerika er én stor misforståelse!"


Dog skal vi ikke klage, idet det at blive betalt for at kæmpe mod vindmøller må siges at være et ønskejob for en sand Don Quijote. I hvert fald gælder det om at finde så mange sjældne og følsomme arter som muligt for at ændre placeringen af skidtet. Derfor indledte vi dette indlæg med et billede taget fra kongeørnens rede med udsigt over urfuglenes vældige højmoser, som endnu er bundfrosne som Sibiriens tundra. Ørneparret har tydeligvis flere reder og er det første regionale par i mere end en menneskealder - og alt tyder på at et nyt er under etablering just i det kriminelle felt.
Den sidste is smelter vel i ugens løb på søerne, trods nattefrost, og de fleste lokale traner er allerede ankommet. Grågæs var en sjældenhed i min barndom, men er blevet talrige, hvorimod tjur og urfugl lider under det moderne skovbrugs grankulturer. Derfor rydder jeg privat masser af små graner i naturskovsarealer, så enebær, blåbær og tyttebær trives. Ellers behøves der skovbrand, men det tillades normalt ikke i vore dage.


På et hjemligt besøg kom jeg for skade at læse kulturtillæggenes puerile bogdebat med nogle modsatrettede drengeklubber af yderst begrænset underholdningsværdi. Det forekom mig så fjernt og barnligt - disse folk der sætter så stor en ære i at fægte om, hvad nogen andre har sagt om en helt tredje, der vist nok har skrevet en bog. Al denne selvalvor blottet for selvironi og proportioner. Det slipper man heldigvis for stedt i eksil og i kamp mod vindmøller.


Men ugen inden læste jeg faktisk en yderst moderne svensk "roman", selv om jeg litterært er konservativ, lidt doven og skeptisk:
Det er en rablende svensk selvbiografisk roman af Daniel Sjölin, kendt yngre TV-litterat, som er så centrifugal i sin selvreflekterethed, at jeg køber den – ikke mindst fordi forfatter-jeget ligeledes gør sig mange tanker om mennesket som en efterligningsabe. Hvorvidt også det beror på imitation, skal vi selvfølgelig ikke kunne sige, men det virker nu personligt tilegnet og troværdigt. En stor del af romanen består i forsøg på at fange moderens Alzheimer-ramte sprogmaskine og knække koderne bag, hvilket må forstås som en art stiliserende og potenserende fiktion i virkelighedens tjeneste – næsten lige som når man ”oversætter” en udenlandsk dialekt eller sociolekt til en dialekt på et helt andet sprog.

Svært at afkode, men forfatter-jeget gør sig mange desperate associationer om sin rolle i medieverdenen, herunder mange af de samme ting som vi her beklager os over. Hvis det nu ikke er en svensk medieabes forsøg på at usurpere endogså sine modstanderes (dvs. mine svenske dobbeltgængeres) sidste forsvar og stjæle ofrenes skrig a la Stjernfelt og SUT, er det godt gået – og tekstens respektløse overskud får mig til at tro det. Forfatter-jegets hån mod forceret oplyste og lærde romaner, der skal give os den respekt som handlingen og sproget selv ikke indgyder, er morsom, for på sin egen måde er også denne roman encyklopædisk i sit desperate forsøg på at knække virkelighedens koder med alle til rådighed stående midler. Daniel Sjölin har det litterære TV-program Babel, som jeg er gået glip af, og bogens titel er ”Verdens sidste roman”. Fortælleren kalder sig selv mediestrateg – men han indrømmer det dog selv, og hans tour de force er et ægte forsøg på erkendelse.

Uden at være den store litteraturfortolker kan jeg godt afkode forfatterens intentioner. Modsat f.eks. Bashev Singer fra ghettoernes Polen har vor helt ikke megen historie at fortælle, og han ved det. Men han ved at (i mangel på sådan) vil alle romaner kun desto mere handle om forfatteren selv, og han kan ikke tage alskens dannet forklædning alvorligt, historiske kulisser osv. Han bliver dog derved selv encyklopædisk både i respektløst indforstået brug af alskens terminologi fra alle genrer og områder og ved referencer til de nyeste modeller af kosmos, hjerneforskning og what not.

På en måde helt forståeligt, for når man ikke døjer under at måtte forstå, hvad der skete i KZ-lejrene eller i ens barndom (moderen har derimod en historie, som fortælleren forsøger at gætte og kode sig ind til), bliver ens personlige historie blot historien om hvorledes man klippede og klistrede sig ind i verden og videns-verdenen. Fortællerens flittige spark til alle slags illusioner om forfatterrollen kan derfor nok forstås som afreagerende selvindsigt.

Dette er romanmæssigt set atypisk, for skønlitteraturen ejer ikke midler til at erkende hverken kosmos eller hjernen – men selve det vilkår at måtte leve ved at hægte sig på og efterligne alskens viden, som man ikke kan kontrollere selv, men må tage for pålydende – selve dette er faktisk en genuin menneskelig erfaring og et vilkår, som litteraturen faktisk kan beskrive, enten naivt eller som Sjölin en smule spotsk. Ganske som litteraturen jo ikke kan ”usurpere” kemi og fysik, men meget vel kan omhandle en kemiker eller fysiker – men hvor dette er tilfældet, er den nødt til at inddrage faglig viden, eftersom hovedpersonens historie langt hen er historien om hans/hendes forhold til denne viden, der for forfatteren selv må forblive udvendig som noget der må stå til troende.

Daniel Sjölins Alzheimer-ramte moder har ifølge fortælleren af samme navn muligvis engang begravet en ”voldtægtsfrugt”, og forfatteren udkaster nogle realistiske scenarier om dette og en eventuel politiopklaring, der drømmeagtigt gør brug af jævnaldrende ”hovedpersoner” fra hans egen barndom. I et afsnit forestiller han sig, at hans barndomskammerats far også var hans egen virkelige far, modsat den sut han normalt regner for sin far. Bogen ”handler” således mest om hvordan hjernen klipper og klistrer tingene sammen med alle mulige metaforer og ved associative befrugtninger i slægt med drømmeverdenens. Fortælleren udvikler her en orgiastisk billeddannelse hentet fra amorfe naturprocesser såsom svampenes altinficerende mycelium, der minder ham om vor lige så amorft svampede hjerne.

Men i dette tilfælde er der næppe nogen seriøs gåde at knække, og plottene er derfor blot overskudskonstruktioner omkring bagatelagtige begivenheder som associationernes og afreaktionernes katalysatorer og krystallisationskim – og ikke en desperat søgen efter en biografisk sandhed. Men processen gennemskuer sig selv som blot endnu en mycelieagtigt infiltrerende hjerneaktivitet. Dette er i grunden ikke spor mærkeligere end at en uhyre lærd persons selvbiografi som afdøde professor Billeskov Jansens memoirer ikke tegner noget mønster, men blot er en fornøjelig kronologisk opremsning af læsefrugter og -miljøer.

Fortælleren uddeler mange overmodige hug til samtidig litteratur af mange slags såvel som til enhver art tro på sjæl og højere mening. Men så aggressivt og uforfærdet kan man kun angribe en virkelighed som man trods alt tilhører, og hvor selv ens uforskammethed har grønt lys. At angribe en virkelighed som man hverken kan eller må leve i, er psykologisk umulig, for hvis man hverken har rigtig sympati eller rigtig respekt for det man er oppe imod – føles sådan beskæftigelse syg, hvorimod nålestiksaktioner i spontan frihåndstegning som vore giver sundt afløb, så man igen kan glemme elendigheden og mere helhjertet dyrke smukkere ting.

Jeg misunder Sjölins sorgløse optimisme og hans ret til sågar at håne sit eget forlag, for et helt normalt borgerligt bogprojekt ville måske i dag vanskeligt kunne fange mig. Når en tanke har fundet sin smukkeste pytagoræiske form, føles det unaturligt uopfordret at drøvtygge den til døde. Derimod er det altid morsomt med en så at sige journalistisk anledning der kan aktivere og levendegøre en idé eller en dybdeobservation ved at forbinde den på overraskende vis med noget konkret og i en vis forstand tilfældigt, der giver det en lighed med kunst: For også kunsten krydsbefrugter jo det almene og det personligt oplevede – forskellen er blot den at i kunsten er der ikke meget alment før syntesen, fordi oplevelsen er primær; hvorimod i filosofiske sager er de abstrakte sandheder oftest blevet formet og slebet til på forhånd, deraf deres sjove goldhed i deres så at sige ”partenogenetiske” tilstand – selv om de jo i sin tur yderst også beror på oplevelser i en eller anden forstand.

I så henseende holder jeg af avisgenren (ideelt set altså...), fordi den korte form tvinger til æstetisk og tankemæssig koncentration foruden en konkret anledning som krystallisationskim, som skal ”legitimere” så abstrakt stof på avisplads. Overdreven plads er derimod usmagelig uden en tilsvarende konkret anledning, kunstnerisk eller for den sags skyld pædagogisk – men det kunne nu også bestå i en invitations grønne og vækstfremmende lys, der befordrer fine rodtrådes ængstelige prøvende skridt ud i en farlig verden. En vis skamfølelse ved at brede sig umanerligt er dog klædelig og befordrende for en vis refleksion - og den skamfølelse har også at gøre med at vi dog også agter højere ting end vort eget ellers så klaustrofobiske rum. Denne naive fromhed er måske en akilleshæl, snævert karrieremässigt set, men jeg gider som sagt ikke de drengeklubber og har vel egentlig aldrig gjort det: For det kräver en anden art social naivitet som heldigvis savner.

Plagiatorerne elsker omvendt at blæse tingene op til debatbøger for at gøre dem til deres egne og overdøve forlægget, og ifølge sagens natur kender de ikke til leden ved at tarveliggøre det én gang formgivne. Det er udover deres spiselighed en af grundene til deres gennemslagskraft; en anden grund er at man ikke nærer blufærdig frygt eller perfektionsbekymringer i forhold til lånt gods – ganske som pædofile jo heller ikke deler forældrenes undertiden overdrevne bekymring for afkommet ve og vel.

Nuvel, måske er jeg for min egen del måske mere til jazzens intense ”little Bang”s a la ”Jorden rundt på 80 sekunder”, billedligt talt. Noble og kritiske sammenskrivninger af års læsestof i murstenstykke danske stile kan måske ikke antænde mig, selv om jeg godt kan læse det – lidt på samme måde som man en dag opdager at man simpelt en er vokset fra at ”gå i byen” om aftenen på må og få: Man gider ikke rigtigt længere, og støjniveauet er – både i bogstavelig og overført forstand – desuden for højt. Der er ingen forjættelse i det længere, så hellere gøre noget enten enten nyttigt (hvordan?) eller morsomt, for den borgerlige ære er for dyrekøbt hvis man ikke engang kan tage den alvorligt andet end som savn. Men det skal nu ikke hindre os i at læse dem der gider, blot ikke de falske og derfor så højtråbende nattergale.

Sjölin har præsteret kunststykket at gøre en mikrokosmisk tour de force til en hel roman; og just fordi jeg ikke kender ham, behøver jeg ikke døje under eventuelle minusser af den art, som jeg beklager hos visse af mine landsmænd. På denne måde bekræftes atter det gamle ord, at profeter sjældent er velsete i deres hjemby. For strengt taget kan jeg jo ikke vide om Sjölin er en svensk pendant til ”mediestrategerne” SUT eller Stjernfelt, der oven i købet æder og usurperer de få der har gennemskuet dem. Men dels er han langt mere kompromisløst udfarende og uforskammet til alle sider (også selv om han ”har lov”), dels er han så frontalt fabulerende og aggressivt grænseafsøgende, at det gør ham eksistentielt troværdig.

Fortælleren Sjölins mere ”hjernefilosofiske” overvejelser om at al empati for ikke at sige kærlighed er simuleringer i vore såkaldte spejlneuroner og derfor kun fordækt egenkærlighed, minder måske lidt om hvad vi selv undertiden siger om alle ”menneskeaberne” omkring os – som han ganske rigtigt ser rigtigt mange af i sin verden, og da især i det køn som vi begge tilhører. På den anden side må man skelne mellem hjernens virtuelle simulering af andres lidelser og så en beregnende udvendig simulering af sådan ægte simulering: Dette lyder måske som en fortænkt skelnen, men der er dog forskel på forestillet og ægte medfølelse, ganske uanset hvad der foregår i hvilke neuroner, de sidde nu i højre eller venstre hjernehalvdel. Medfølelse er nok i sig selv en art simulering, men den er ikke af den grund simuleret medfølelse.

Sjölin er sprogligt set encyklopædisk i mangel på historie samt af informationsoverskud, men foragter folk der behøver lærdom for at peppe en svag historie op. Han foragter også forfatterskoler, men har vistnok gået på en selv. Hans egen historie er så cerebralt ladet og så faktuelt tom, at man ikke kan skelne mellem historien og så dens samtidsencyklopædisk rablende konstruktion som eksploderende tekst omkring fragmentariske erindringskerner. Små optrin strækker sig derfor over mange siders vild ”mycelievækst”, men fortælleren har skam også øjne i hovedet.

Men naturligvis er det ikke verdens sidste roman eller romanens endeligt – for verden vil altid have konkrete rædsler, og ethvert liv må fordøjes på sine vilkår. Bashev Singer kunne ikke have flygtet over i det encyklopædiske, og selv om vi fremover vil se stadig flere ikke-romaner – hvoraf kun ganske få vil være lige så læseværdige som Sjölins – så foretrækker vi nok i længden lidt mere traditionelle romaner, der trods al mulig refleksion ikke forsøger at ophæve historien. Hvorfor vil Sjölins ”efterabere” ikke være lige så læseværdige? Fordi de enten ”ved” alt for meget og bliver uudholdelige. Eller også fordi de omvendt ved for lidt og derfor bliver rablende og frejdige amatører med gode anbefalinger. Romaner udforsker vel altid den menneskelige "væren i verden", under disse eller hine kår - i vore dage med al den virtuelle virkelighed til disposition. I romaner uden handling eller udvikling kan det minde om et langt digt om fremmedgørelsens tomgang - som i Camus' "Den fremmede". Og enhver menneskelig forestilling eller konstruktion må naturligvis være tilladt i den genre der nu har det menneskelige univers som genstand.