"JOHANNES BEVIS - DER VAR EN AFTALE!"

"JOHANNES BEVIS - DER VAR EN AFTALE!"

Så Johannes Døberen havde altså vitterlig en klar aftale med Jesus om efter sin død at lade ham overtage koncernstyringen, der således ikke beror på bekvemme retoriske tilsnigelser over det endnu varme lig?

Nattens drøm om ved uagtsom omgang med en el-installation at have forårsaget nedbrænding af hele to københavnske kirker trods forsynets adskillelse af dem med flere københavnske havnekanaler bemyndiger mig muligvis ikke just til så evangeliske associationer blot i anledning af en endog kulturradikal avisoverskrift. Og dog, og dog: Thi tilsiger ikke allerede Luther os at synde dygtigt for således gennem angeren at komme langt nærmere Gud end alle de skinhellige og gerningsretfærdige? Således forlyder det jo også at skurken Barabbas endte i Kristi efterfølgelse.

Hvis vi nu "Freudiansk" skiftede drømmens københavnske kirker ud med larmende københavnske bladhuse, der jo efterhånden helt har overtaget deres plads, så fik vi tillige en god overensstemmelse med det umotiverede kulturradikale islæt. - Samtidig med at vi klogeligt ikke alt for grundigt brænder vore broer tilbage til den kirkelige velsignelse - hvis rundhåndethed jo som bekendt er anderledes radikal end den blot kulturradikale ditto, som sjældent er det papir værd den er skrevet på.

For ganske som der er forskel på ægte kristendom og kulturkristendom, så må der skelnes mellem eftersnakkende kultur-tolerance og en intuitiv human dybde som hos den nylig afdøde maler Ruben Gelardi med sin arianske og nærmest jødekristne-islamiske kristendom, der stædigt, men lavmælt undsagde Treenigheden som en langt senere noget barok og ret beset blasfemisk tildigtning - der dog heller ikke skal have lov til at ødelægge vor økumeniske samdrægtighed. For kun fladbundede sind uden eget liv tiltrækkes og lyser op af unødigt politiserende konflikter med al deres ydre "dramatik" - såsom den dagens avisoverskrift i virkeligheden henviser til.

Også vor drøms fatale løse elektriske forbindelse har skam spor i den personlige empiri, hvormed til almindelig orientering og med særlig hensyn til mediernes psykiatriske darling Henrik Day Poulsen dog ikke ligefrem hentydes til el-stimulering af oxiderede hjernereceptorer. Vor beretnings kulturradikale islæt hentet fra dagens "Politiken" tilhører derimod ikke drømmen selv – med mindre vi da stadig drømmer... Men såfremt vi virkelig stadig drømmer, da kan også dette ubudne element med dets sære forening af kollektiv strømlinethed og amatøristisk selvfedme spores og forklares empirisk:

 For læste vi ikke forleden sammesteds, at Carsten Jensen nu er havnet på livsvarig kunststøtte – mens den netop afdøde maler Ruben Gelardi omvendt for nylig blev afslået et helt beskedent arbejdslegat under henvisning til talentets og arbejdernes kvalitet? Dette på trods af at han kom på akademiet allerede som 15 årig og tidligt blev anerkendt som noget nær et vidunderbarn på sit felt – indtil Janteloven indhentede ham…

Om journalisten Jensen, der i stil, humor og anliggender til forveksling minder om sin gamle fjende Georg Metz, intet ondt ord, for han er vist nok en flink fyr uden intrigevæsen under den ydre fromheds noget luftige kappe. Men jeg tør dog ydmygt bedyre, at jeg i de nævnte henseender desværre trods de største anstrengelser har så ringe lighed med Jensen, at det ikke behøver nogen forklaring, at ikke også jeg er blevet uopfordret betænkt af sagkyndige og stilsikre underjordiske udvalg af myreflittige gnavere, der aldrig sover og intet glemmer.

- Aktuel anledning har sluttelig også drømmens kirkelige islæt, der således ikke alene beror på drømmelivets velkendte forvrængninger: For jeg blev sent i aftes ringet op af en præst, der følte både Folkekirken, Loven og sig selv forbigået af afdøde Ruben Gelardis uformelle pårørende, der i mangel af familie har tilladt sig egenmægtigt at arrangere hans bisættelse i Metodistkirken i Rigensgade uden først at cleare deres forehavende med den retmæssige "begravelsesmyndighed".

Thi således hedder det nemlig – lidt i stil med det imponerende tyske ord ”Begrabungs-unternehmer”, der dog betyder ’bedemand’. Og ligesom alle andre praktikanter må også jeg straks med barnligt drengesind plapre autoritativt ud med hver nyt ord jeg hører, som havde jeg selv udmejslet det møjsommeligt, drevet af års stædigt gentagne og uafviselige erfaringer.

Vor kirkelige mands forurettelse er dog måske lige så meget på egne vegne som på Folkekirkens. For helt i humoristen Albert Engströms ånd - "Liget har selv bagt kagerne - værsgo og tag!" - påberåber vor mand sig nemlig en gammel aftale med afdøde uden hverken angivelse af udløbsdato eller promille, om at måtte forestå hans begravelse i tidens fylde. Hvem af de to, der dengang tog det både behjertede og fremsynede initiativ, vedrører i øvrigt ikke sagen, så lidt som den aktuelle promilles fordeling ved hin festlige lejlighed – og kan derfor allerhøjst have formiddagspressens interesse….

 Og ganske som en egenrådig gammel same i sin tid betroede mig, at han såmænd udmærket kendte havørnens rede og sagtens kunne skyde ørnen, hvis han ville - således betroede kirkens mand mig, at han såmænd den dag i dag ville kunne få begravelsen aflyst, hvis han ville: ja, at det i grunden næsten var hans pligt at berigtige denne procedurefejl – der nemlig tillige formelt må anses for at være i strid med ligets vilje som trofast betalende medlem af Folkekirken på de velkendte og gældende vilkår.

Nuvel, jeg tænder ikke på forhandlinger, administration og manipulation, der alene ejer den øjeblikkets uskønne sociale magt, hvori jævne folk gerne benovet ser ”begavelse” – men helt savner ånd til at modstå vejr, vind og tidens tand;- og jeg er da indrømmet heller ingen ørn til sligt.

Men det var heldigvis ikke svært at overbevise Kirkens mand om det pligtskyldige hensyn til alle de gæster der i tilfælde af aflysning i ellevete time ville komme til at gå forgæves til gravøl – og som næppe alle er stærke nok i troen til at vedligeholde både gejsten og branderten, indtil Marmorkirken med en træghed i stil med den bibelske jætte Goliats og Den Spanske Armadas omsider bliver mobiliseret – om så også med både Kristi og Pavens velsignelse.

Som et appendix til vor beskrivelse af Vesterlandets undergang skylder vi sluttelig at føje den eftertænksomme iagttagelse, at vor diskurs jo blev foranlediget af en aktuel avisoverskrift: For denne rummer nemlig en tvetydighed beroende på begrædelig moderne retskrivning: Således skelner man i moderne dansk retskrivning ikke længere mellem ”Johanne’s bevis” og ”Johannes’ bevis”, men skriver i begge tilfælde ”Johannes bevis”. Ved brug af gammel retskrivnings apostrof ville vor fatale forveksling af Enhedslistens ypperstepræstinde Johanne med Biblens Johannes Døberen således have været undgået og forebygget fra første færd.
Men heraf ser vi til gengæld endnu engang hvor inspirerende og livgivende fejltagelser, forvekslinger og ufuldkommenheder undertiden kan være – idet det nemlig også på tankens område gælder, at man skal vogte sig for den skinhellige gerningsretfærdighed, der bryster sig af under alle forhold at efterstræbe at tænke så fejlfrit og uklanderligt som muligt.

Dog tør vi ikke tage ansvaret for at opfordre andre til at følge i vort antikke fodspor: For hvis nogen nemlig skulle nære ønsker om at komme i betragtning som kommende ihændehavere af legater fra Statens Kunstfond, så ville en sådan grammatisk atavisme udløse en øjeblikkelig abort, idet man nemlig da vil genbruge den ubetalelige, ja næsten opfindsomme formulering hos et andet lærd udvalg engang, hvori det hed: ”…alene ansøgningen må ved sin ekstravagante facon anses for diskvalificerende i sig selv”.