Monday, August 18, 2014

POMPIDOU OG DE AFDØDE KOMIKERES KLUB


Alt minder som bekendt om alt. Og derfor er det slet ikke så svært at skrive noget om hvad som helst - lige undtagen hvis det er erklæret højaktuelt. For hvis masser af kompetente folk allerede debatterer det, så behøves min sopran nok ikke i koret, for less is more - ja, måske lige undtagen ved demokratiske valg.

Nu har jeg således bestemt mig for at causere om selvmord - for det er dog knap så stor en dødsynd som ligefrem at begå det. Men hvad gør man hvis nu inspirationen ikke prompte melder sig? Man gør som salig Rohrshack og ser sig omkring.
Og på den vis stødte jeg på spørgsmålet: "Hvorfor hører man aldrig mere om Pompidou?"

Men begik præsident Pompidou da selvmord? Nej, men jeg forbinder nu alligevel Pompidou's navn med et tilfælde, der ret beset godt kunne betragtes som selvmord.

Det allersidste som den senest guilliotinerede i Frankrig nemlig tænkte på, var just Pompidou: For han var nemlig kommet alle sine behjertede forsvarere i forkøbet og skriftligt bedt præsidenten om for alle parters samt verdensfredens skyld at lade dommen eksekvere trods alle protester. Og hvordan kan man ignorere et menneskes allersidste ønske?

Præsident Pompidou var ganske vist ikke til stede, skønt han havde modtaget invitation til den reserverede plads på første række - men i henhold til vidner spejdede det afhuggede hoved i sit sidste vågne sekund ivrigt rundt i den eksklusive tilskuerskare i håb om at udveksle et snedigt indforstået blik med præsidenten: "Vi to forstår sgu da i det mindste hinanden - i modsætning til alle de andre fæhoveder" .

Hvordan kan en komiker dog begå selvmord? Svar: Det kan han normalt heller ikke. Således fortæller en bekendt mig om et tilfælde, hvor en lige så ansvarlig familiefader som Robin Williams åd en stor håndfuld sovepiller, skar pulsåren i armene over og hængte sig i trappen: Rimeligvis i den her nævnte rækkefølge, logistisk set....
Men det nyttede intet, for dels bristede trappens træsprosser. Og dels havde han skåret pulsåren over på tværs, hvorved forblødningen forløb så langsomt, at en clairvoyant fornemmelse hos en søster i et naboland førte til en akut opringning til naboen, der reddede hans liv i sidste øjeblik.

Derimod kendte jeg en avantgarde-komponist med et fler-årigt legat fra Statens Kunstfond, som han dog formøblede i en imponerende fart på de lokale værtshuse - under flittig henvisning til at alle de store forgængere som Mozart og Chopin døde unge. Og når man nu engang ikke længere kan få tuberkulose, behøves velsagtens andre metoder.
Han endte dog af lutter utålmodighed med at skyde sig med en arvet pistol. Vi andre fik det først at vide en uge senere - men en forbavset bekendt, der heller intet vidste, mente helt bestemt at have hilst på ham på gaden nogle dage efter hans død.
Tja, nogle er nu engang bare sejlivede, men det lykkes heldigvis ikke dem alle af den anledning ligefrem at grundlægge en ny religion; For det forholder sig med religioner ligesom med komponister og våbenfabrikker, at vi allerede har mere end rigeligt til at forsyne det globale marked.
Tænk således blot på Muhammed Ali, der nu har levet forbilledligt med Parkinson i mere end tyve somre uden at være til mindste fare for andre end: de andre....Mere end en halvgud bliver den mand aldrig - men heldigvis for ham er han nu også beskedenheden selv.

Apropos selvmord mindes jeg en præst som jeg besøgte i Nordjylland sammen med min daværende stedfader - inklusive Skagen i en tid, inden celebriteternes ros og dettes endnu mere overbefolkede halehæng havde indtaget det for alvor.

Præsten var en elskelig mand, men allerede en måned senere skød han sig gennem hovedet i sin hyggelige bogstue med et haglgevær - og resultatet der desværre ikke udeblev, var ikke noget kønt syn og næppe helt i Blichers ånd.
Præsten havde et passioneret og hemmeligt forhold til en af de bedste stedlige venners hustru, men frygtede i den sammenhæng mere sin egen både temperamentsfulde og velbegavede hustrus vrede end elskerindens rare mand.
Denne kom imidlertid til en nat ikke så længe efter at påkøre en nabos lille datter med sin sportsvogn i rasende hastighed på vej hjem fra en forretningsrejse eller konference. Han tog nu ikke sit liv af den grund, men måtte jo rejse bort, og hans eget ægteskab holdt naturligvis heller ikke til mosten.
Min egen mor havde taget sit liv to år før, men det er en anden historie.

 En endnu levende præst i Hovedlandet udbeder sig nu alle gode grunde til at afstå fra selvmord. Om det er ment som en øvelse for menigheden eller som et nødråb, vides ikke med bestemthed.
Opgaven er nu heller ikke så nem at løse: Hvis man vinder den store gevinst i lotto, vil man ganske vist nok suspendere så kul-sorte tanker: Ja, selv stafylokok-manden, hvis indrømmet afskyelige ansigt med hans egne ord får børn til at græde - men som til gengæld nok kan lære andre at leve bedre med deres ansigt og sågar tilbyder stor trøst til alle os der har tabt ansigt på aktiemarkedet - ville hermed skimte plastik-kirurgiens skarpe lys for enden af tunnelen.

Men hvis man nu efterfølgende taber lodsedlen på gaden, vil det omvendt kunne få selv en hidtil fordringsløs og ubekymret sjæl til at overveje selvmord.

En amerikansk komiker fortæller i anledning af Robin Williams' selvmord, at alle komikere kæmper mod indre dæmoner og typisk siden barndommen tror, at vi andre alene værdsætter dem på grund af deres vitsers aldrig hvilende skjold mod omverdenen.
Tja, hvem i alverden havde dog forestillet sig, at vi bare sådan kunne holde af dem som de er i virkeligheden? Hvad ville Hovedstaden således være uden Rådet for Hovedstadens Forskønnelse - og ihukommende Skjern Å's omtumlede skæbne gælder noget lignende tydeligvis også Hovedlandet.
I øvrigt kan det med grinets skjold nu ofte have en del på sig. Da en klassekammerat i første G således i en gymnastiktime fik svar på sit nysgerrige spørgsmål, hvordan min mor ugen før havde taget sit liv, udløste det således et ubehersket fnise-anfald, der varede lige til der blev ringet til frikvarter.
------------------
I øvrigt havde jeg 20.8 en kronik i Politiken om dette emne - til orientering helt uden sammenfald med det her bragte, for jeg hader gentagelser uden god - f.eks. artistisk - begrundelse: undtagen når det sker mod honorar.