Som I ved, kan kærlighed bringe os til utroskab: Ulykkelig kærlighed kan sågar få os til at være utro med den urette, mens lykkelig kærlighed kan gøre os utro med den rette. Det gælder dog enhver slags kærlighed, og det er ingen hemmelighed at en kærlighed der ikke engang gælder en anden kvinde, men noget fritsvævende og tilsyneladende umotiveret, indebærer en så at sige dybere og mere grundlæggende utroskab over for Kvinden, som grundet dens uforudsigelighed og fremmedhed hinsides al kontrol kan gøre selv den bedste vanvittig, ja endog få selv de helt unge til instinktivt at føle et stik af så at sige kollektiv fornærmelse, når deres "anti-virus-program" aldeles ubevidst forud registrerer sådanne brud på tingenes rette orden. En mand der hvert andet øjeblik kan foretrække at rejse til Sibirien eller Afrika, er utroværdig, især hvis der er tale om ægte kærlighed.
Nuvel, jeg ved at også jeg hyppigt svigter mine læsere, som derfor kunne tænkes at svare igen ved at give efter for deres utro tilbøjelighed til at kaste et lys på hvad bogmarkedet og dagspressen bringer – også selv om I af erfaring efterhånden må vide at I bliver slemt skuffede i længden. Ganske som med cigaretter er det imidlertid muligt at vænne sig helt fra og forvandle mainstream til en lejlighedsvis aperitif fra de rå metropoler.
Nuvel, mine meldinger kommer altså af sådanne grund noget ujævnt og i klumper eller pakker. Men glemt jer har jeg altså aldrig, selv når jeg render rundt i Smålands højmoser, på Skånes åse eller endog i Nordsveriges og Lapmarkernes urskove og fjelde og leder efter elge, urfugle, ørne, traner og bjørne. Og da jeg er det eneste menneske i kongeriget der ikke ejer en mobiltelefon – som alligevel ikke altid kan bruges, fordi der er et bjerg i vejen, så kan jeg altså vitterlig ofte være uden for spørgende læseres rækkevidde.
Jo jeg fotograferer også gerne dyrene , selv om det i en vis forstand kun er om landskaber man kan sige at de undertiden er endnu bedre på billedet end i virkeligheden – hvorimod dyrene dog bør opleves live. Ja, selv levende billeder gør de vilde dyr uret ved at forvandle dem til gentagelig og "virtuel" virkelighed og således bringe dem ned fra deres så at sige zen-agtigt intense over-virkelighed hinsides den menneskeskabte og trætsomme hverdag. Javel, vi taler vel her især om oplevelser og ikke om metafysik og tingenes eget inderste væsen, men nevertheless…
Men hvad så med karrieren? Til helvede med karrieren, for det er min erfaring at det virkelig interessante ikke opstår ved denne tvangsindlagthed til evigt og altid at følge med og mene noget om de samme ting. Karrieremennesker kopierer dybest oftest blot hinanden – og paradoksalt nok da især de meget dygtige. Jeg møder selv af og til mennesker, der inspirerer og ofte ser ting som vi andre ikke har blik for – just fordi de uden kynisme dog formår at give en god dag i det hele. Ikke helt sjældent kan det dreje sig om kvinder, der efterhånden som børnene har vist sig "levedygtige", og skællene falder fra deres øjne, folder deres hidtil hemmelige bohemiske væsen ud – i dette tilfælde ofte til den forvænte ægtemands fortrydelse, men altså i grunden på ganske samme vis som jeg indledningsvis skrev.
Nuvel, især om foråret og forsommeren har jeg mine nøkker og kvier mig ved den blotte tanke om at skulle parlamentere og trække tov med forudsigeligt "realistiske" forlæggere eller andre, der vantro og frygtsomt vel kun kan forestille sig og have fidus til hvad der ligner noget atter der ligner noget, som en masse andre "dygtige mænd" for tiden synes at gøre vældig lykke med. Hele dette globale "Esmann"-univers trætter mig allerede inderligt at tænke på – men som sagt skal jeg undlade at hælde "samlede værker"over jer: For selv om det vitterlig er imponerende og respektabelt hvis nogen har kortlagt og endda forklaret en uregelmæssighed i forekomsten af akkusativ i tyrkiske sprog eller et bestemt enzyms lidt uventede (!) opførsel ved en bestemt temperatur, hæfter der også noget uskyldigt komisk ved upfordret at fremture dermed, især hvis man ikke selv er klar over dette skær. Og sådan er det med megen ekspertise, hvorimod det alment inspirerende henvender sig til alle og forbliver evigt ungt.
Dette er forklaringen på det tilsyneladende paradoks, at når et menneske slås ud af kurs, holdes nede eller spændes tilstrækkeligt meget ben for, så kan det efterhånden komme til at vurdere sine primære og oprindelige bestræbelser som mindre presserende, både for den pågældende selv og for menneskeheden. Hvem der nemlig end forklarer hemmeligheden ved den tyrkiske akkusativ, opnår han nemlig ét af to: Enten bliver "den store ide" rutinemæssigt stjålet af de mere velpositionerede, der øjeblikkeligt vidste det i forvejen, grundet et lille maskulint selvbedrag – som spiller en helt kolossal rolle i den sammenbidte karriereverden hvor fantasi jo er en yderst sjælden fugl; eller også gør man en anden ulykkelig, som nogenlunde samtidig har fået eller været på vej til samme ide og håbet på en art gennembrud i livet – og måske vitterlig også behøvede det i endnu højere grad end man selv. Men udefra set er det tillige lidt komisk.
Derfor er der undertiden grund til også at være vore egne ambitioner og talenter utro af pure skuffelser, men det kan ende med trods uskønne ardannelser at gøre os rigere og bredere, ja mere vitale og i hvert fald mere interessante end hvis vi havde været belastede af den adstadige værdighed og evigt selvbevidste vægtfylde som nu engang gerne følger med verdens gunst, undtagen hos charlatanerne som er et kapitel for sig og i øvrigt derfor ofte foretrækkes af verden frem for den ægte vare. Nuvel, blot de har underholdningsværdi, skal meget vitterlig også tilgives dem, hvorimod pølsesnak og intellektuel humbug uden gnist af et sådant charmerende sigøjnervæsen er en pestilens og tyveri af folks tid.
Men ejendommeligt nok kan denne vor ikke uden videre helt igennem sunde tilbøjelighed til opgivelse og utroskab mod vore oprindelige projekter altså vise sig bæredygtig. Umiddelbart skulle man ellers tro, at det dog var bedre at blive direktør i firmaet eller i værste fald for et andet firma end at udbrede sig om alt det som man vil give skylden for at man ikke blev direktør i firmaet. Men så opdager man, at mens ingen gider at høre om hvordan det er at være direktør, trods al forståelig interesse i ens tegnebog, så inspirerer fortællingen om den ændrede livsbane langt mere.
Vor officielle og alvorlige bestræbelse ender da let med at tage sig lige så autistisk ud som et ambitiøst, men jo uhelbredeligt privat morgengymnastik-program – hvorimod det førhen private og negative, kort sagt ligtornene – for da slet ikke at nævne sproget selv – i stedet sejrsikkert som H.C.Andersens berømte "skygge" indtager rollen som det for alvor vedkommende, ja endog det eneste virkeligt alvorlige.
Men naturligvis må De da gerne stille spørgsmål om ejendommeligheden ved den tyrkiske akkusativ, om end jeg må tilstå, at jeg næppe kan besvare dem, og det plager mig ikke. Ejheller ærgrer det mig ikke at blive inviteret til internatioale konferencer for folk der i grunden fagligt kan så nogenlunde det samme som jeg selv, blot ad kedeligere og mere konventionel veje. For ikke at tale om hvorledes alle geografiske og kulturelle forskelle uden for vinduerne nihileres og ignoreres i denne grå og selvalvorlige globale tristesse. Javel, hvis det nu drejede sig om at udvikle en forbedret neutronbombe der tillige skåner alt liv undtagen fjendens, så lod sådanne sammenkomster sig unægtelig høre. Og således bliver det altså også her sandt hvad vi lagde ud med, at hvis ikke det var sand kærlighed der bragte os til utroskab, så bliver det dog til sidst til sand kærlighed.
Men nu må I altså have mig undskyldt. Jeg er kun på kort visit, idet min tandlæge Nils Ruben, der tillige er den ejendommelige australske pianist David Helfgotts danske impresario – havde inviteret mig til en koncert med Helfgott i Birkerød. Da Nils Ruben, der forresten tillige selv er uddannet koncertpianist, ynder at kalde mig det nærmeste man kan komme David Helfgott bortset fra forskellen i metier – hvortil vel desværre også kommer mine noget ringere udsigter til førtidspension –, kunne jeg dårligt undslå mig for dette charmerende gensyn med civilisationen i disse forårsdage hvor den nordiske og selv den danske natur ellers slår alt i sart skønhed. I øvrigt kunne man jo fromt håbe på at vor impresario en dag udvider registret og skaffer mig plads i sin stald og ikke kun i tandlægestolen.
