STORE ORD OG SMALL TALK
Overskrifter har vi altid været gode til, her drejer det sig om intuitionens øjeblikkelige kortslutning, der finder den korteste linie der forbinder samtlige de anslåede strenge eller motiver – og uden at skulle stå til ansvar, for en overskrift er jo dog kun en overskrift, og et kys kun et kys (”Jeg elskede dig i går” er vist brugt før, ellers måtte man opfinde den, for også det ligner en overskrift, selv om det denne gang blot er en digression). Man skulle måske have været reklamemand. Nuvel, det var så de store ord, og så er vi allerede halvvejs.
Min gamle ven fra proletariatet ”country dweller” kan ikke ofte nok foreholde mig det urealistiske og i en vis forstand utilstedelige i mine høje moralske krav til andre. ”Life is hard, and then you die”. Og et eller andet sted må jeg give ham ret: Hvis far og mor ville vort bedste, så kan vi nok ikke forlange meget mere i den retning – men vi skal selvfølgelig tage imod det med kyshånd når det alligevel uventet kommer. Hvor mange andre måtte ikke ligesom vi selv tage til takke med en lidt mere kompliceret forældrepakke, læser just EDWARD SAID’s erindringer (han var som min far kristen palæstinenser) – og hvor meget hensyn kan vi så atter forvente eller forlange fra deres hånd? Kort sagt er der heri noget forkælet, og ved at dyrke det graver vi os let ned i en afmagt som vi ikke kan tage os ud af ved egen kraft.
Nå, vi er i øvrigt enige om at bloggen som medium har sine egne dogmeregler som genre: Således går ”country dweller” og jeg begge som en hovedregel normalt ikke ind og forbedrer tidligere indlæg. Erstatning for normal karriere i form af faglige indlæg hører sig heller ikke til, for hvem gider at læse noget der blot er surrogat? Det er som at skrive kærestebreve til sin udkårnes slyngveninde, eller som at søge et job, blot fordi det er ledigt. Vor ven afholder sig desuden fra name dropping for ikke ad dum og kunstigt vej at tildrage sig en masse ”hits” fra unge bloggere og blottere med søgemaskiner.
Han ved modsat jeg selv en masse om sådanne ting, men jeg agter nu herefterdags netop at droppe nogle navne for at frie til de anarkiske kræfter og ad den vej at blive fundet lidt oftere og udfordre skæbnen.
Dermed kan jeg samtidig overvinde en fejl som vor ven tidligere har foreholdt mig: Når jeg angriber folk offentligt eller på bloggen, nævner jeg sjældent navne; og jeg opfatter det gerne som en art overlegen videnskabelig og filosofisk sublimering fra hint enkelte røvhul til røvhullernes dybdepsykolog, en sublimering hvormed jeg atter hæver mig op over det lave niveau som de anerkendte kan slippe af sted med under smagsdommernes bifald for deres kostelige humor og sprogkunst – men ”country dweller” ser heri tillige en art fejhed, hvormed jeg intet risikerer for alvor og derved blot sætter mig selv mellem alle stole: For en angriber, der ikke tør nævne ens navn, behøver man jo ikke at tage alvorligt endsige besvare.
Kort sagt vil jeg herefterdags offentliggøre røvhuller frit efter erindringen.
Et eksempel: Før jul foreholdt jeg Georg Metz som uafhængig opmand den uanstændige måde jeg var blevet skåret næsten helt væk på Information trods mange års flerdimensionalt overkvalificerede bidrag (naturligvis inden for mine velkendte grænser, dvs. minus politik og social organisation mm), helt uden honorar. Metz lovede i rollen som den store mand at forhøre sig og melde tilbage – men da jeg nogen tid senere atter mødte ham og erindrede ham om det, svarede han lakonisk, at ”Der var ikke noget”, og at ”Ting går op og ned”.
Naturligvis vil de mistænkte altid bedyre, at der ”ikke er noget”, og at tingene blot går op og ned sådan af sig selv. Metz er for klog til at tage sådanne reaktioner for pålydende, for de miastænkte kan jo ikke bruges som jury. Men bekvemmeligheden og forfængeligheden sejrede over et retsind, som åbenbart ikke er meget værd når det ikke vises på en TV-skærm og honoreres med anmelderbifald.
Da jeg nogen tid efter nævnte denne og lignende episoder for en offentligt kendt litteraturprofessor, bekræftede denne i sin tur sympatisk, at min ”tilstand” var lidet misundelsesværdig. Javel, men skulle han ikke snarere have sagt ”situation”? Måske er jeg denne gang for hurtig på aftrækkeren, for folks uvilkårlige første association er dog modsat deres handlinger toldfri – men er der ikke her igen en tendens til at gøre det moralske til noget psykologisk, privat eller endda patologisk, som andre desværre ikke kan hjælpe på? Det viser hvilke kræfter vi er oppe mod, og hvad vi inviterer til ved vor blotte eksponerethed.
Sådan bondesnu verdensklogskab er – ganske som et betydeligt omfang af løbende plagiat – reglen hos de privilegerede: For som kommissær Columbo jo også til stadighed erfarer, så stoler de magtfuldkomne så meget på deres privilegier og deres heppekor, at de – stik modsat de paranoide – ikke gider gøre sig alvorlig umage med at gardere sig mod kritisk indsyn samt tage højde for alle tænkelige spørgsmål og indvendinger: For de er jo vant til at ingen alligevel tør sige noget. Magtfulde folk formår derfor ligesom forkælede enebørn sjældent at skjule deres følelser – og de behøver det som sagt heller ikke. Og de er nästen alle sådan - og mange gange endnu värre.
Det rammer dem til gengæld som skribenter – for uanset alle klubbens priser og roser når de aldrig de dybeste spadestik endsige den sande humor, selv om de i kraft af grønt lys fra jævne klatrere med honette ambitioner og nøgleposition på de største forlag (ha!) kan brede sig over forbløffendé spalteplads. Grønt lys er indrømmet inspirerende (har prøvet det), men ikke altid på den fede måde. Det er her ligesom med selvtillid, at for meget fordærver lige så meget som for lidt.
Min allerførste oplevelse af ”pæne menneskers pokerface”, var dengang jeg for godt 10 år siden røg endeligt ud af Weekendavisen. Jeg nævnte dengang forløbet for den humanistiske og flittige skribent Stig Dalager, som ingen vist kan have noget imod. Han burde have svaret: ”Det lyder mærkeligt, jeg kan jo nok intet gøre, men vil da forhøre mig og give udtryk for min undren, over det du der fortæller”. Men ved I hvad han svarede: ”Den slags skal man ikke gå og tænke over, det kan man gå hen og blive síndssyg af”. Altså: Accepter din skæbne og vær du glad for at du trods alt får lov at gå løs i vort velfærdssamfund – og lad så i øvrigt os andre beholde vore sejt tilkæmpede privilegier i form af ubegrænset spalteplads til vore ihærdige stileøvelser. Atter engang den uhelbredelige normalitets ”Der er ikke noget”.
Nå, på den anden side er det rørende, at nogle stadig gider bruge spaltekilometer på at diskutere med pastor Krarup og dermed få revanche for at de gik glip af fordums obligatoriske ”Filosofikum”. Men det hedder et sted: ”Mesteren siger det kun én gang” – så det er måske meget godt at der gives så mange snaksomme lærlinge…
I øvrigt synd at Filosofikum blev afskaffet: Dels fordi vi så skal trækkes med alle disse forsinkede og trælse logikøvelser i det offentlige rum – men også af følgende grund: Dengang alle skulle have Filosofikum for at tage et universitetsstudium, bildte de sig ikke ind dernæst at være filosoffer. Men i vore dage vælger kreti og pleti et meriterende kursus på orlov i filosofi, videnskabsteori eller sågar ”semiotik”, og dernæst kalder de sig filosoffer. Som alle på Kierkegaards tid var kristne og kunne leve godt af det, så kan alle i dag kalde sig filosoffer og leve godt af det.
Nå, måske bør vi endnu engang give vor ven fra proletariatet ret i, at alt dette måske bare er som det nu engang er. Hvad forlanger vi af en børnehave eller en zoologisk have, og holder vi måske ikke alligevel af både dyr og børn? Men tilsvarende er det vel så også kun naturligt, at vi i det mindste nævner alt dette, så at sige uden beregning: For den ene art sladder kan vel være lige så naturlig, formålstjenlig og forståelig som den anden.
Men har vi da slet intet godt at sige om nogen? ”Jo, men hvis vi sagde det, ville de få storhedsvanvid.” Ha, denne replik har jeg stjålet fra Strindbergs ægteskabsdrama ”Dødedansen”, hvor hustruen nemlig svarer således på spørgsmålet, om hun da slet intet godt har at sige om sin ægtemand. Men helt alvorligt, så opførte Christian Braad Thomsen sig i førnævnte sag på Weekendavisen faktisk som den sande og sjældne hædersmand og sendte mig sågar et brev, som jeg faktisk undlod at bruge – fordi det i sin tur måske kunne bringe ham selv i miskredit. I brevet dementerede han nemlig at han over for den daværende bogredaktør Bo Bjørnvig skulle have kritiseret mit virke i avisen, idet han tværtimod havde rost mig – hvad jeg også selv vidste, hvorfor Bjørnvigs udflugt på skrift (har stadig begge breve, hoho!) for at give døden en årsag var noget barnagtig. Kort sagt løb Christian Braad Thomsen her en risiko for en mand helt uden magtposition, klakører, beskyttere – helt uden udsigt til en sammenlignelig belønning. Men derfor skal han nu have den alligevel.
For det gængse, reglen, er som sagt at pæne mennesker med ordner, titler og klubfællesskaber ikke røber en mine, men nyder at lade spillet gå sin gang – men det hævner sig: For selv bliver de som ved en ubekendt naturlov eller nemesis år for år mere kedelige, triste og bitre, taber højde indadtil og sprogligt i samme omfang som de vinder højde socialt med sæde i alle hånde komiske små akademier, råd og udvalg. Deres konventionelle små terminsstile publiceres årligt på det store forlag, under en eller anden umiskendelig klatrers faderlige auspicier, ingen ler – og dog udbasunerer deres trofaste klakører og protegeer offentligt, at de er ubetaleligt morsomme. Og de har virkelig ret.
Men har vi da ikke selv mangler, begrænsninger, fejl samt helt ubegavede sider? Ok jo, men helt i tråd med Strindberg-citatet ovenfor må vi sige: Hvis vi fortalte det, ville det straks blive brugt imod os. Dermed hentyder jeg til den alt for hyppige personlige erfaring, at når man i en art misforstået bodsgang fortæller om sine svagheder i håb om så til gengæld at få lov til at beholde og udøve sine talenter – så fører det næsten altid til at pæne mennesker tager én på ordet og dernæst bortforklarer ens talenter og stærke sider som blot kunstfærdige manifestationer af ens mangler. Ja, alene dette overhovedet at ville undskylde sine stærke sider tages som et svaghedstegn, der kan få brave folk til oprigtigt at betvivle de stærke siders realitet – for under naturligt barbariske forhold undskylder den stærke netop aldrig sin styrke, ja end ikke virkelige overgreb.
Som en tidligere stjerne-teolog, nu popstjerne, har sagt, så er jeg nok en stor skabskristen. Bortset fra at nævnte træk angiveligt også findes i de mere avancerede udgaver af jødedommen, hvorfra Jesus har arvet det, så har vor teolog nok ret – og Nietzsche ville derfor begræde min tilstand, så meget mere som han alt for vel kendte den fra sig selv. Denne store Kristus-fornægter endte jo med grædende at omfavne en noget forbløffet arbejdshest på gaden i Turin og bede om tilgivelse for sine og menneskehedens synder. Hvorefter den for længst med spot, spe og påfølgende glemsel detroniserede professor blev spærret forsvarligt inde. I vanlig ordning blev han så efter sin død ”genopdaget” af nøjagtigt samme fantasiløse typer – for hvis noget er lovlig excentrisk, tør de trods alt ikke stjæle det i eget navn, men dækker sig klogt ind under navn af ”forskning”. The usual story…
Det med KRISTEN SELVFORNEDRELSE har jeg for resten også set hos kvinder fra de ”hårde” fag. Hvis de nemlig samtidig ser godt ud og helst vil anerkendes for det, kan de for ikke at skræmme mændene væk underspille deres faglige meritter eller forsonende berolige med at bekende deres totale ukendskab til dette og hint. Og de har ret: For hvor mange gange har man ikke i de yngre år ladet sig skræmme ned i et musehul af mindre…
NÅ; nu har I så omsider fået den dosis ynkeligt selvoptaget small talk, som I så længe har efterlyst. Må jeres Søgemaskine være med jer, og må jeres forlægger være jeres sjæl nådig – fat mod, for også han foretrækker ubevidst det lidt jævne og andenhånds, kort sagt Frank Essman og hele det øvrige ”Over-Danmark” (morsomt udtryk). Og spar os for surrogater i ventetiden, thi det er som sagt en fornærmelse. For resten kan man lige så godt lægge fagtekster på bloggen, for hvad man end gør, bliver det kopieret. For også udgivne bøger nævnes kun, hvis de er skrevet af folk med en formel position og ucensureret spalteplads. Kun kilden selv opdager det uvægerligt ved umiskendelige tegn såsom de tidligere en gang nævnte ”radioaktive sporstoffer”, der udeluKKer tilfældigt sammentræf..
Opdagede just i dag en umiskendelig afskrift fra mit fortiede opus magnum "Filosofiens Univers" fra -91 i en svensk avisartikel af en universitetsfolosof - simpelt hen alt for särt og gennemfört til at väre sammenträf: og sammenträffene går altid, ALTID med tidsforskydningen udenbords. Disse ting sker ubevidst i kraft af hvad jeg kalder det typisk maskuline selvbedrag - hvortil kommer den intrigante majoritets tavse indforståethed. Og det samme sker utvivlsomt i alle fagkredse, at de sande osv. tit mobbes ud af gribbene. I Går fortalte en svensk opfinder her i Lapland mig om stjålne patenter, og det kan sagtens passe, for også også på andre felter gälder vel, at de sande "autistiske" typer ofte ikke kender de sociale spilleregler. Den dag disse ting bliver velkendte, vil charlatanerne tillige stjäle rollen som "autister" og give den som fortiede, forlegne, klodsede, socialt underdrejede typer - naturligvis med landsopdäkkende spalteplads. For som vor gamle ven fra proletariatet siger: Den kan simpelt hen ikke blive for tyk her i livet.
Men Gud hvor I snart må kede jer - og dog: For dette kan jo dårligt väre det sädvanlige, dvs. afskrift. Eller hvad tror I? Og dog, endog vort interessante dödsskrig vil engang blive os berövet som alt tidligere, og så må vi atter finde på noget nyt. Gid man også havde originalt musiktalent, for så kunne man glemme ordenes prostituerede univers, men selv om smerte over et vist niveau måske kan forlöse nye udtryk, sker det näppe: for så havde jeg jo forlängst opdaget det för. Kend dig selv... Og så må vi tröste os med, at det er sundest at rejse sig der hvor man faldt - men ak, det er jo netop det der forbydes mig undtagen sindrigt og uklanderligt skjult i anmeldelser af ting så harmlöse at ingen endnu misunder mig dem. Men det er så min sidste nye kunst.
Derimod forekommer hard core filosofi (for slet ikke at tale om"filosofiske miljöer", der vitterlig aldrig har interesseret mig) som ovennävnte mig i dag ikke längere ophidsende läsning, og derfor reagerer jeg ikke så voldsomt på tabet - smerten består som så ofte tidligere i selve opdagelsen af, at siden noget åbenbart er originalt mange år efter i andres navn, så må det jo også have väret det i mit navn så länge för. Det er som ved psykoanalyse eller husoprydning en slags genopdagelse af noget nedgravet og glemte, som man dog på bunden hele tiden vidste uden at yde retfärdighed, men som ligesom ikke kunne nävnes, som et apokryp skrift eller som et fotografisk negativ som ingen reproanstalt tör röre ved. Smerten består mere i den forsinkede oplevelse af at andre har levet ens liv, at man mister alt undtagen helbred og statsborgerskab i et velfärdsland - dvs. selv ens radikale tab bliver forbundet med en forkälet uvärdighed, som atter gör at det ikke kan nävnes undtagen på ens blog.
ALTSÅ: Det her begynder sgu snart at ligne det der kaldes post-kolonial litteratur, Naipaul har jeg läst flere gode ting af, og der har man en lignende og aldeles udansk kompleksitet og indadrettet opmärksomhed. Det er som om sådanne folk heller ikke rigtigt vil eller tör leve. I gamle dage kunne man i det mindste blive munk eller yogi og nyde en vis respekt. Nå, folk er nu ikke helt blinde, så helt miskendt bliver man aldrig - blot giver det ingen gevinster, når det ikke er socialt manifesteret. Men er det selve livsviljen der er blevet fatalt böjet? Vokser rödderne efterhånden indad? Ender man mon til sidst som en tavs og dum stodder uden sympati for ret mange? Mister vi til sidst al livsappetit, så at pengene i livets regnskab på denne perverse måde kommer til at passe?
SOM en både ærbødig og verdslig gestus over for jeres SÖGEMASKINE vil vi til sidst helt uden kommentarer til sidst opremse nogle dokumenteret effektive hit-navne: George Bush, Tøger Seidenfaden, Klaus Rifbjerg, Jesus Kristus, Buddha, profetens snot, skæg og briller, Allah’s tørklæde, Hara Krishna’s beskidte underbukser, Jomfru Marias aflagte tamponer, Mother Teresa’s BH samt Hamlet’s kranium som barn (Storm P.). Hermed skulle så vor herostratiske verdensberømmelse være forsvarligt sikret – og det så meget mere som vi nu endnu engang har bidraget til at realisere bloggens unikt genrespecifikke egenart: For et papirmanuskript eller en trykt bog ville jo modsat en blog aldrig meningsfuldt kunne påkalde eller besværge nogen søgemaskiner – lige så lidt som Helligånden eller Hamlet’s faders genfærd ville drømme om at løse togbillet til Jerusalem eller Helsingør. Dvs. selvfølgelig kunne vor blog sagtens publiceres i bogform, men netop kun i egenskab af enten en forhenværende blog eller en fiktiv blog – ganske som der jo også trykkes fiktive dagbøger. MÅ JERES SÖGEMASKINE VÄRE MED JER.
