Saturday, October 18, 2008

MED KLAUS RISKJÆR OG TØGER TIL BERMUDA

BUDDHISTISK NULSTILLING OG RUSSELLS LOGIK
Omtrent som mine yndlingselever forhindrer mig i at undervise dem i tysk, forhindrer mine læsere mig i at opnå en hurtig kursgevinst. Den slags kan nok interessere mig tankemæssigt, men for sent opdager jeg den praktiske fidus i at sælge skidtet mens det endnu ser pænt ud, og købe tilbage når det står i bund. Det filosofiske liv er nu engang temmelig hypotetisk, og derfor hedder det da også hypoteksbanken.

Vi fortalte for nylig om en Shakespeare'sk- Rabelai'sk replik fra en elev, der vendte verden på hovedet ved at insistere på at det var en positiv egenskab ved en pige at være grim, for så bliver hun ikke voldtaget, og for en cykel at være gammel, for så bliver den ikke stjålet. Vi gjorde os i den anledning vor sædvanlige refleksion over reaktionen på de bonede gulve, men indrøm i det mindste at vi varierer temaet.

Men inden vi forfølger det endnu engang, vil vi spørge om drengens betragtning var filosofi. Shakespeares nar kunne have sagt den, så lad os kalde det ”philosophy”, som Shakespeares personer jo kalder det. Men i klassisk forstand filosofisk bliver betragtningen først for alvor, hvis den suppleres med følgende refleksion: Nævnte egenskaber kan kun være positive i kraft af at de i første instans trods alt er negative – ja, for kun fordi cyklen er ret værdiløs, gider ingen stjæle den. Den positive værdi er således sekundær og afledt i forhold til den negative værdi; det er derfor at replikken virker drilsk provokerende, og da især når den kommer fra en ”fagligt svag” elev.

Af akkurat samme grund virker narrene altid provokerende, og af samme grund er alle vi der ud fra en undtagelsesposition taler magten imod, så øretæveindbydende: For hvad fanden har narrene at have det i? Var de blot mangemillionærer, var det derimod en helt anden sag, og så ville vi både forstå og acceptere dem i al deres gratis frækhed.

Nuvel, men vor fagfilosofiske refleksion er et eksempel på hvorledes tanken vender sig undersøgende mod sig selv og siger ”stop en halv”. Ganske som den positive værdi af nævnte egenskaber er afledt af deres negative værdi, således er atter selve denne vor refleksive betragtning sekundær og afledt i forhold til den primære livsfilosofiske iagttagelse som et analytisk derivat deraf, så at sige – da vi jo nu har forpasset chancen for at score på det økonomiske livs derivater.
Dette belyser meget godt filosofiens komiske cirkelbevægelse: Først opdager den, at verden kan vendes på hovedet; og dernæst opdager den, at verden trods alt først må ses retvendt, før man sådan kan vende den på hovedet. Og i tredje instans indser den, at selve denne anden opdagelse ligeledes først kan gøres på basis af den første opdagelse. Og dermed har vi gjort en tredje opdagelse, osv. Det hele er således ligeså formfuldendt autistisk indfoldet og indpakket, som det er praktisk nytteløst, og derfor ender vi i en art tankens æstetik – der atter grundet sin futilitet i anden instans kan kaldes barok. For også her gentager niveauerne sig: For det er netop selve æstetikken der i næste moment bliver barok, når den sådan svæver i hypoteksbanken – og som sagt desværre post festum.


Bertrand Russell var den første der for alvor opdagede betydningen af sådanne logiske niveauer, selv om gode skribenter og pædagoger i praksis nok kender dem, når de skal strukturere et stof i logisk rækkefølge. Russell opdagede at hvis man ikke strengt adskiller de logiske niveauer, kan man ryge ud i uløselige paradokser, eller praktisk formuleret: Åbenlyst vås, der ikke desto mindre tvinger sig på med logisk uimodsigelighed. Lad dette være nok her i vort grænseland, for ellers ender det med ren manuduktion. Men for Justus Hartnack var Russells lære en afgørende aha-oplevelse, og den blev det derfor også for mig i min gymnasietid. Jeg internaliserede den så at sige efterhånden til en art anden natur – og snarere end at tilskrive det skylden for alle hånde skørhed, er det måske snarere denne introverte linedanserfærdighed der har hindret mig i siden at løbe vild i diasporaens tilbagevendende mentale tjørnekrat i Dantes helvede, utvivlsomt til nogles fortrydelse.

Nuvel, men også i det virkelige liv gives der logiske rækkefølger: For man beskriver ikke så dybtgående restløst Bermuda-trekantens psykologi (WA, kronikken 18.7) uden at det får følger. Bemeldte trekants ene ben har således venligst opsagt det i forvejen efterhånden minimale samarbejde i den hellige og almindelige fornyelses navn – skønt fornyelsen vist ikke har ramt andre og derfor nok er mere helligt end almindelig. I et meget paranoidt øjeblik kunne jeg endda forestille mig, at man det ene sted lod mig begå selvmord det andet sted, så at sige; men man tænker ikke stilistisk ustraffet i så lousy baner – så det vil jeg nu nægte at tro at man har gjort... For på den måde ville hele Over-Danmark jo snart ende som ét stort akademisk proletariat af nidkærhed, men aldeles blottet for det sande proletariats charme og fandenivoldskhed.

Men også enhver art organiseret avantgarde bliver let blot en spejlvendt udgave af parnasset. Avantgarden har som bekendt sågar deres egne autoriteter og gudfædre, der ikke opfører sig spor ædlere eller spor mindre forudsigeligt og netværksagtigt end etablissementets gamle mænd. Og ganske som renæssancefyrsten holdt dværge klædt som sin egen naragtige karikatur, således har nomenklaturaen også råd til at sponsorere sådanne dværgudgaver og karikerede kopier, som i deres infantile rebelskhed nok på skift kan irritere enkelte af dens repræsentanter, til hemmelig fryd for resten af flokken som en art terapeutisk lynafleder for alle dens interne jalousier – men som på ingen vis udfordrer etablissementets selvforståelse.

På lignende vis lønnede Tøger Seidenfaden jo en overgang en fræk ung mand, der næppe var helt tør bag ørerne, fyrsteligt for at lave barokke, men helt indholdsløse karikaturer af sig – joda, bevares, men den slags er nu for let til at imponere os her i tugt-og-forbedrings-space. Shakespeare vidste det også, for hans ideelle hofnarre lignede ikke nogen af de virkelige hoffers narre.

Åh, men tilbage til derivaterne. Ja, for kan Klaus Riskjær vende sin fængselsstraf på hovedet som en buddhistisk udfordring, så vil vi her gøre det samme og i vor fritagelse se en chance og den sande åndelige frihed. Det skulle jo nødig hedde sig at vor overmand udi derivaternes verden tillige er en større ”philosopher”. Bevares, rigtigt hellige er ingen af os nu, for Riskjær nyder dog formiddagspressens bevågenhed, nu i sin nye egenskab af løbende samtidsskribent – og på samme vis har også vi vore herostratiske velyndere. Ja, det skulle såmænd slet ikke undre om også Klaus Riskjær nu tilhører vor voksende læserskare.

Han udtalte ganske vist ved sin indsættelse i sin nye stand, at han ikke agtede at hellige sig studiet af Tolstojs værker, for den slags blev man bare tosset af. Mindre og fornøjeligere doser som vore kunne han dog nok tåle uden at risikere sin nødvendige førlighed i cyperspace. Eller kunne det mon tænkes at nogen vil sætte os op mod hinanden som hinandens inkommensurable karikaturer, rivaler og plageånder på engang? Nix, den går sgu ikke Granberg, thi: ”Proletarer i alle lande: Forener Eder!"