NYTÅRSFORSÆT, GRÆNSEKONTROL OG KUNSTEN AT UNDGÅ ALZHEIMERS

NØDDEKNÆKKEREN OG ALZHEIMERS

NØDDEKNÆKKERE FRA STEINWAY

Der er jo ingen grænser for sundheden af alskens nødder og omegn. Ja, men min nøddeknækker brast allerede før jul iti under henrettelsen af en paranormal paranød - velsagtens forlods præpareret af Uri Geller. Så et betydeligt parti blandede nødder står endnu i venteposition i forfængelige forhåbninger om udsigt til benådning.

Omtrent ligesom ved mislykkedede henrettelser i visse lande med taxameter-ordninger, privatiseret retspleje samt meget bogstavelige tolkninger af dødsdommes ordlyd.

Professionelle bødler holder sig derfor klogeligt til de berømte Damascener-klinger fra Steinway & Sons, men man er jo kun amatør i branchen. Omtrent lige som obligatoriske og derfor for længst professionaliserede emner keder mig akkurat lige så dybt, som det omvendt morer mig at piske de forhåndenværende søm og tilsyneladende uorganiske ingredienser op: til noget, som ligeledes ikke kan tages helt alvorligt.

Ja, med mindre det stik modsatte da lige pludselig bedyres af kulturlivets autoriserede hyggeonkler - for ikke at glemme utraditionelle hjerneforskere med et autoriseret sexet glimt i øjet. Nogle hjerneforskere sværger således just til nødder - og formålstjenlige nøddeknækkere. Nice thing if you can get it...

Men hvad nu hvis en hjerneforsker en dag fortæller jer, at endnu bedre end nødder og gymnastisk eksekvering af livsbekræftende dødsdomme, så er det bedste middel mod Alzheimer måske at komponere dagens tankeret: men vel at mærke helt uden genbrug af professionaliserede og for længst fladtrådte emner?

Så ville der lige pludselig kommer andre boller på suppen, for alle større dagblade ville straks oprette kurser for de håbefulde. Men alle landets kendiser ville som sædvanlig få forret helt ubeset, så jeres eneste mulighed bliver alligevel den at like al denne opstadsede mosen og masen så konsekvent og uforbeholdent, at I har udsigt til også selv at komme i betragtning.Men helt ærligt, folkens: I så fald er Alzheimer måske alligevel at foretrække?

--------------

Men tilbage til Uri Geller. Retsmedicineren Preben Gertinger overværede i sin tid under en seance med Uri Geller, at en landskendt og tidligere fængselsdømt hypnose-morder, der tilfældigvis sad lige foran ham selv, tilsyneladende alene med tankens kraft bragte Geller komplet ud af fatning ved at inducere ham en oplevelse af, at nogen slog ham. "Hvem er det der slår mig, hvem er det der slår mig?", råbte Geller bestyrtet. Kun Gertinger og hypnose-morderen var klare over, hvad der foregik.

Forestillingen måtte derfor afbrydes og udsættes!

Uri Geller var vist nok bare tryllekunstner. Og skeptikere vil ligeledes hævde, at hypnosemorderen ligeledes bare var en slags trykkekunstner. Nåja, men i så fald er vi altså mindst tre om den sport...

Og vor øvelse har skam ikke været forgæves, idet den nemlig har formået at minde mig om uudsletteligt om det nytårsforsæt, at jeg forleden besluttede her på årets første helt ædruelige dag at købe en nøddeknækker fra Steinway & Sons. Så there you are.

Men i øvrigt: Det utroligste ved det hele er dog, hvordan pokker alle jer ude på arbejdsmarkedet egentlig talt har tid til at læse sådan noget i arbejdstiden - lige undtagen hvis det er noget som alle og enhver i forvejen kæfter op om. Hør engang: Det er vist da også en slags tryllekunst?

DAGEN DERPÅ....

Vi lovede omsider at købe en ny nøddeknækker i stedet for den gamle der brast i første runde i kampen mod en tyre-nakket paranød.Der ser I ulempen ved al den genvinding af metal med en molekylær konsistens som havregrød.

Gårdagens smøre foregav at være en ny kur mod Alzheimers. Og prøven skulle derfor være den, om vi nu omsider kunne huske at købe en nøddeknækker, inden alle de sunde nødder, der ligeledes skulle modvirke Alzheimers, mugner og tværtimod bliver rent livsfarlige.

Lad os (første person ental er frygteligt privat og bare for småt) straks indrømme, at vi jo sjældent sadler før vi rider og derfor atter må melde pas. Men det skyldes nu ikke Alzheimer, for nævnte nytårsforsæt har skam plaget os, lige siden vi aflagde vort nytårsløfte.

Men hverken Fakta, Irma eller Brugsen sælger nøddeknækkere - og her kommer så en anden hurdle ind, som hedder målrettethed eller "perseverens". Den egenskab kendetegner al social opstigning - men ulykkeligvis fordrer den en helt umådelig tolerance over for påståelige og mekaniske gentagelser både selskabeligt, tankemæssigt og sprogligt.

Og den egenskab går nu engang ikke i spænd med sjælelivets højere ytringer og befordrer dertil i tidens løb tværtimod Alzheimer ultra-light: - som vi daglig ser det i tidens prosa, der jo er formelig besat af en febrilsk gentagelses-tvang såvel i form som i genbrug af mediernes kollektive "dagrester": velsagtens som en hysterisk rituel besværgelse af førnævnte onde.

Lige p.t. skriver alle mulige således om 'plagiat', og endda uden nogensinde at have oplevet  eller tænkt over det - og det er dog en bedrift. (Et forældet ordsprog om kunsten at kassere overflødige legemsdele melder sig her i erindringen - alene i protest mod gamle doktor Alz, der som sagt også kan undvære).

Men når det hidtil apokryfe bliver allemands-snak for eliten, så er det på høje tid at indse, at man selv bør gøre noget helt andet. For den vise søger kun anerkendelse for noget han i grunden ikke mestrer helt - det som man nemlig rigtigt kan, behøver ingen anden anerkendelse end udelukkelsen. Alene derved indser I måske, at smiger nærmest per definition i reglen er ubegrundet... Men hvorfor så egentlig rende efter den?

Javel, men hvis vi altså som de eneste skal afholde os fra emnet 'plagiat, så er vi jo allerede næsten dumpet ved nu at nævne det: - ganske som ved køreprøven, hvor nåde ligeledes fik lov at gå før ret, fordi man dog i sidste øjeblik fik rettet op og skiftet til højrekørsel efter et tørt og ureglementerede sufflør-vink med ordlyden "Nu har vi jo altså hørekørsel her til lands...". Jo, men hvorfor skal det hele være så kedeligt?

Vor overlevelse ved den lejlighed skyldtes alene den skolastiske fiffighed, hvormed vi svarede, at der aldeles intet var i vejen med den valgte kørebane endsige "vejens beskaffenhed" - og at en ædruelig motorsagkyndig i givet fald snarere burde have rettet sin kritik mod kørselsretningen. - Hør, er i med, I hundehoveder?

Kort sagt stod sagen altså 1-1 i kraft af to ligeværdige selvmål. Og i sådanne situationer indgår fornuftige forhandlere altid stiltiende forlig og fortsætter diskret business as usual.

På lignende vis håber vi også denne gang at have klaret frisag trods et enkelt uforsigtigt skridt på tabueret grund.

Men med hensyn til den nøddeknækker, så havde vi i dag medbragt en uhyre god undskyldning for trods klar erindring om vort forsæt endnu engang at udskyde nævnte fornyelse af vor bohave.

For man havde egentlig planlagt at afprøve grænsekontrollen over Sundet ved Helsingborg, hvor jeg nemlig afgjort ville satse, hvis det altså var mig der var en terrorist, der således ville gå over åen efter vand. Og hermed kommer mit tvivlsomme førerbevis altså omsider til sin ret: Endnu mere tvivlsomt, fordi mit oprindelige kørekort blev stjålet af en lommetyv for tre år siden just ved denne grænseovergang - tillige med min øvrige formue.

Og da mit nye kørekort er helt uskelneligt fra det stjålne, må det siges at udgøre et højst upålidelig identitets-garanti. Om den sluttelige ihændehaver af originalen gælder jo, at enten har han udskiftet fotoet på snedig vis - eller også har han fået foretaget et ansigts-kirurgigsk indgreb: vel vidende at plagiat jo er tidens højeste mode - og tillige alle dage har været en langt bedre forretning end det stik modsatte.

Imidlertid: I medfør af nævnte vidtløftige rejseplaner bliver der jo hverken tid eller grund til netop i dag at anskaffe en nøddeknækker.

Men nu har vort skriveri, der af samme grund udtrykkelig ikke indgik i dagsplanen, jo forlængst forpurret vor rejse - hvorefter vi så ikke længere har nogen undskyldning for yderligere udskydelse.

Dvs. det har vi måske alligevel: For vi husker skam endnu klart, hvad vi ovenfor røbede om vort private syn på den også for social opstigning nødvendige perseverens....

En egenskab, som vi som sagt kan prale af ikke at besidde andet end i form af ubændige besættelser helt uden fornuftigt sociale og paylovske koblinger: som f.eks. dengang den purunge mand byggede et nødtørftigt skjul højt oppe i et grantræ for i sene nattetimer at klatre ubemærket op - og efter daggry fotografere en statelig duehøg fodre sine unger på sin uhyre malerisk beliggende rede.

Kort sagt: Det er slet ikke utænkeligt, at man opsporer en nøddeknækker just i dag. Men i så fald sker det ved en pludselig beslutning uden nogen som helst tvingende nødvendighed af f.eks. at skulle bevise, at Onkel Alz atter må vente, til det muligvis engang bliver hans tur...