Hvad Søren - hænger I stadig på? Vi har ellers ligesom Ødipus gjort vort bedste for at undslippe vort ulønnede lod: Således rejste jeg med megen bagage mod Sverige, men grundet sporarbejde nåede jeg ikke færgen. Med alternativet Sundbussen var der en teoretisk chance for at fange mit tog, og fra landgangen i Helsingborg bestormede jeg derfor i veritabelt firspring togstationen - og nåede da også at se toget forlade perronen. End ikke en olympisk løber kunne have klaret det, hvorfor jeg vendte hjem med en Sisyfos' tilfredshed over at have gjort mit bedste og brugt alle ressourcer i mit Camus'ske oprør mod tilværelsens absurditet.
Allerede udturen var meditativ, for jeg bestilte intet andet end at stirre buddhistisk ufokuseret ud af togvinduet i det lejlighedsvise gråvejr, hvor landskab og vegetation gør sig bedst, ikke mindst den neonviolette gederams langs jernbaneskrænterne. Det apatiske helles gribende udfrielse af egoet samt ens sociale karma, hvorunder sindets stormpiskede vande lægger sig spejlblanke til ro, ville jeg ikke ofre for murmeldyrenes hektiske verdensforstandighed i døgnets rejsestald - hverken den indbildt nyttige orientering eller den sportsmæssige indhu, hvormed andre går til soduko, krydsord eller noget tredje for at fordrive den rene tomhed og forvisse sig om at de stadig er "konkurrencedygtige" på arbejdsmarkedet og berettigede til tyve forskellige slags piller - for sådan har vi jo så forskellige ambitioner og overlevelsestricks.
Som fremgået af sidste indlæg holder jeg for min egen del mere på "to gange minus" som recept - om end der ganske som ved dannelse af rim og snekorn kræves en prosaisk støvkerne, kort sagt en bagatel, for at kondensationen kan begynde, spørg os ikke hvorfor. Men det var nok derfor at selv Gud måtte inkarnere sig for at blive lidt klogere.
Nuvel; ligesom Sørens Regine i Det Kongelige Teater opnåede jeg altså til fulde forventningens glæde - og i tilgift hjemkomstens glæde: Ingen fredsforstyrrere ved endnu at man er hjemme, nisserne og dæmonerne har endnu ikke opdaget ens desperate krumspring, og som den snu og erfarne hare håber man derfor at være undsluppet ørnens kløer. Men ganske som med haren er det oftest kun et spørgsmål om tid, for også ørne lærer af erfaringen - ja, unge ørne er ligefrem uduelige jægere og henviste til smuler fra de riges bord.
Hjemturen forløb lige så meditativt, tilføjet den fysisk rensende forløsning efter mit hestesprint med fuld bagage. Ombord på færgen stod en svensk brevomdeler med arbejde i Helsingør - tidligere lærer, forstod jeg af hans samtale med en flok børn. Hans afklarede blik mindede mig om, at jeg tidligere på dagen havde talt med ejeren af Café Blå Time. Den levantiske uprætentiøse visdom hinsides al gold "kritik" lød dér således: "Når vi rejser, ser vi at livet lader sig leve på tusinde måder; så hvis én mulighed går galt, er det ikke verdens undergang. Gode bekendte kan man også hurtigt få overalt - virkelige venner er dog noget sværere, men kun familien uerstattelig. Den elementære glæde ved at være til her og nu gør os i stand til at udholde mange genvordigheder, dette "hvorfor lever jeg?": Stranden, solen, friske oliven, nybagt brød, en ren samvittighed, samt troen på at ens gode vilje til at give andre en chance på en eller anden vis i sidste ende tillige betaler sig karmisk."
Grækeren Zorba - ja, men den er jo god nok: Nogle er nærmere det væsentlige, og en kafé-ejer risikerer jo heller ikke at blive fyret, omplaceret eller noget andet urkomisk. Min snart 80-årige kafé-ejer i Lapland hylder i samme ånd glæden ved at møde alle mulige mennesker i arbejdet - mennesker som ofte betror sig som til en ufarlig gammel skriftefader. Kaffe og et venligt smil kan trods alt ikke digitaliseres i den dumme omstillingsparatheds navn. De arkaiske servicefag - herunder også Marie Magdalenes - kan åbenbart i tidens fylde befordre en hjertets renhed og en levevisdom, som man ikke kan læse sig til. Alle er lige overfor kafé-ejeren, døden og Gud. Måske skulle man overveje at blive kirketjener på en bar? Men min sjæl er nok for urolig i længden også for det.
Flere af de piger der har fattet godhed for mig i tidens løb, har trods gode evner været en anelse skøre, for krage søger opad inden for sin egen stand. Engang kørte en af dem i sin bil forgæves fra Sverige til København, hvor det lykkedes hende at få at vide at jeg besøgte en bekendt i Sverige - hvortil hun så ankom uanmeldt sent om natten og bortførte mig ambulant med 150 kilometer i timen, utilgængelig for al motorsagkyndig diplomati. Heldigvis havde hun fortræffeligt boldøje samt motorik og var en ypperlig bilist, så vi overlevede. Pointen er nu, at hele dette nervepirrende postyr morede hende katarsisk og kongeligt normaliserende, da hendes kaotiske Bond-mission omsider lykkedes. Og hun hørte til dem, der kan slå brat over fra gråd til perlende katarsisk latter, for hendes komiske sans fejler aldeles intet. Men historien minder en hel del om vor egen forløsende erfaring med lejlighedsvis tumultuarisk inkarnation i det virkelige liv.
Og nyhederne? Jeres prosaiske spørgsmål får mig til at mindes en excentrisk gammel engelsk pensionatsværtinde, der engang i min bedstefars påhør irettesatte en anden gæsts støjende børn med disse ord: "You behave in my house as if it were a hotel!"
Nå, men hvad de nyheder angår: En længe eftersøgt folkefjende er blevet anholdt, forklædt som alternativ behandler - som om han ikke i forvejen var rigeligt alternativ. Og en "Quisling-agtig" nyudklækket akademiker bedyrer fromt, at det er de arbejdsløses arbejde at være jobsøgende dagen lang - held og lykke på den lukkede afdeling! Vort eget forhold til arbejdsmarkedet er derimod et forbilledligt eksempel på fredelig sameksistens og derfor genstand for konfliktforskernes store bevågenhed - væbnet neutralitet er derimod i længden kedsommelig for alle arbejdsmarkedets parter. Og ligefrem at afvise en arbejdsgiver ville være ugalant: Således har jeg netop modtaget et tilbud, og det var dog en slags nyhed.
Allerede udturen var meditativ, for jeg bestilte intet andet end at stirre buddhistisk ufokuseret ud af togvinduet i det lejlighedsvise gråvejr, hvor landskab og vegetation gør sig bedst, ikke mindst den neonviolette gederams langs jernbaneskrænterne. Det apatiske helles gribende udfrielse af egoet samt ens sociale karma, hvorunder sindets stormpiskede vande lægger sig spejlblanke til ro, ville jeg ikke ofre for murmeldyrenes hektiske verdensforstandighed i døgnets rejsestald - hverken den indbildt nyttige orientering eller den sportsmæssige indhu, hvormed andre går til soduko, krydsord eller noget tredje for at fordrive den rene tomhed og forvisse sig om at de stadig er "konkurrencedygtige" på arbejdsmarkedet og berettigede til tyve forskellige slags piller - for sådan har vi jo så forskellige ambitioner og overlevelsestricks.
Som fremgået af sidste indlæg holder jeg for min egen del mere på "to gange minus" som recept - om end der ganske som ved dannelse af rim og snekorn kræves en prosaisk støvkerne, kort sagt en bagatel, for at kondensationen kan begynde, spørg os ikke hvorfor. Men det var nok derfor at selv Gud måtte inkarnere sig for at blive lidt klogere.
Nuvel; ligesom Sørens Regine i Det Kongelige Teater opnåede jeg altså til fulde forventningens glæde - og i tilgift hjemkomstens glæde: Ingen fredsforstyrrere ved endnu at man er hjemme, nisserne og dæmonerne har endnu ikke opdaget ens desperate krumspring, og som den snu og erfarne hare håber man derfor at være undsluppet ørnens kløer. Men ganske som med haren er det oftest kun et spørgsmål om tid, for også ørne lærer af erfaringen - ja, unge ørne er ligefrem uduelige jægere og henviste til smuler fra de riges bord.
Hjemturen forløb lige så meditativt, tilføjet den fysisk rensende forløsning efter mit hestesprint med fuld bagage. Ombord på færgen stod en svensk brevomdeler med arbejde i Helsingør - tidligere lærer, forstod jeg af hans samtale med en flok børn. Hans afklarede blik mindede mig om, at jeg tidligere på dagen havde talt med ejeren af Café Blå Time. Den levantiske uprætentiøse visdom hinsides al gold "kritik" lød dér således: "Når vi rejser, ser vi at livet lader sig leve på tusinde måder; så hvis én mulighed går galt, er det ikke verdens undergang. Gode bekendte kan man også hurtigt få overalt - virkelige venner er dog noget sværere, men kun familien uerstattelig. Den elementære glæde ved at være til her og nu gør os i stand til at udholde mange genvordigheder, dette "hvorfor lever jeg?": Stranden, solen, friske oliven, nybagt brød, en ren samvittighed, samt troen på at ens gode vilje til at give andre en chance på en eller anden vis i sidste ende tillige betaler sig karmisk."
Grækeren Zorba - ja, men den er jo god nok: Nogle er nærmere det væsentlige, og en kafé-ejer risikerer jo heller ikke at blive fyret, omplaceret eller noget andet urkomisk. Min snart 80-årige kafé-ejer i Lapland hylder i samme ånd glæden ved at møde alle mulige mennesker i arbejdet - mennesker som ofte betror sig som til en ufarlig gammel skriftefader. Kaffe og et venligt smil kan trods alt ikke digitaliseres i den dumme omstillingsparatheds navn. De arkaiske servicefag - herunder også Marie Magdalenes - kan åbenbart i tidens fylde befordre en hjertets renhed og en levevisdom, som man ikke kan læse sig til. Alle er lige overfor kafé-ejeren, døden og Gud. Måske skulle man overveje at blive kirketjener på en bar? Men min sjæl er nok for urolig i længden også for det.
Flere af de piger der har fattet godhed for mig i tidens løb, har trods gode evner været en anelse skøre, for krage søger opad inden for sin egen stand. Engang kørte en af dem i sin bil forgæves fra Sverige til København, hvor det lykkedes hende at få at vide at jeg besøgte en bekendt i Sverige - hvortil hun så ankom uanmeldt sent om natten og bortførte mig ambulant med 150 kilometer i timen, utilgængelig for al motorsagkyndig diplomati. Heldigvis havde hun fortræffeligt boldøje samt motorik og var en ypperlig bilist, så vi overlevede. Pointen er nu, at hele dette nervepirrende postyr morede hende katarsisk og kongeligt normaliserende, da hendes kaotiske Bond-mission omsider lykkedes. Og hun hørte til dem, der kan slå brat over fra gråd til perlende katarsisk latter, for hendes komiske sans fejler aldeles intet. Men historien minder en hel del om vor egen forløsende erfaring med lejlighedsvis tumultuarisk inkarnation i det virkelige liv.
Og nyhederne? Jeres prosaiske spørgsmål får mig til at mindes en excentrisk gammel engelsk pensionatsværtinde, der engang i min bedstefars påhør irettesatte en anden gæsts støjende børn med disse ord: "You behave in my house as if it were a hotel!"
Nå, men hvad de nyheder angår: En længe eftersøgt folkefjende er blevet anholdt, forklædt som alternativ behandler - som om han ikke i forvejen var rigeligt alternativ. Og en "Quisling-agtig" nyudklækket akademiker bedyrer fromt, at det er de arbejdsløses arbejde at være jobsøgende dagen lang - held og lykke på den lukkede afdeling! Vort eget forhold til arbejdsmarkedet er derimod et forbilledligt eksempel på fredelig sameksistens og derfor genstand for konfliktforskernes store bevågenhed - væbnet neutralitet er derimod i længden kedsommelig for alle arbejdsmarkedets parter. Og ligefrem at afvise en arbejdsgiver ville være ugalant: Således har jeg netop modtaget et tilbud, og det var dog en slags nyhed.
Informations Anne-Grethe Rasmussen indrømmer offentligt, at kanoniserede amerikanske romaner fra de brølende tyvere intet siger hende: Hun frygter at det beror på dumhed - men ret beset appellerer sådanne maskuline drømmescenarier nok mest til unge mænd. Selv nåede jeg heller aldrig helt igennem "Jørgen Stein".
Det minder mig om en fandenivoldsk dame, som overfor mig ofte provokerende bedyrede at hun fandt langt mere menneskelig erfaring og livsvisdom i populære serier og tårepersere end i den verdenslitteratur som hun i tidens løb havde læst. Og hun havde måske ret i den forstand, at når vi selv havner i saksen og jamrer, så er også vi oftest såre banale og ikke længere spor glimrende, uanset vore selvvigtige små kunster, vor anerkendthed eller vor eksklusive miskendthed. Det sjove var blot, at hendes komiske blik og egenrådige sigøjnernatur havde en del til fælles med just de sind, der kan skabe verdenslitteratur - blot tålte hendes stejle væsen ikke nogen art konventionelle spændetrøjer.
Min i tidligere indlæg omtalte kunstmaler havde en lige så mærkeligt begavet moder - ligeledes maler og med en lignende støbning som den omtalte dame. Blot var hun tillige sprænglærd - skønt børnehjemsbarn helt uden ydre stimulanser. Men måske kan kedsomheden undertiden være en bedre stimulans end emsige forældre. Vi kender skam flere eksempler på sådan proletarisk mønsterbrydning.
Også vi selv forsøgte jo i dag heroisk at bryde vort anderledes esoteriske skæbnemønster - men som I ser forgæves, ganske ligesom Sisyfos og Ødipus.
Det minder mig om en fandenivoldsk dame, som overfor mig ofte provokerende bedyrede at hun fandt langt mere menneskelig erfaring og livsvisdom i populære serier og tårepersere end i den verdenslitteratur som hun i tidens løb havde læst. Og hun havde måske ret i den forstand, at når vi selv havner i saksen og jamrer, så er også vi oftest såre banale og ikke længere spor glimrende, uanset vore selvvigtige små kunster, vor anerkendthed eller vor eksklusive miskendthed. Det sjove var blot, at hendes komiske blik og egenrådige sigøjnernatur havde en del til fælles med just de sind, der kan skabe verdenslitteratur - blot tålte hendes stejle væsen ikke nogen art konventionelle spændetrøjer.
Min i tidligere indlæg omtalte kunstmaler havde en lige så mærkeligt begavet moder - ligeledes maler og med en lignende støbning som den omtalte dame. Blot var hun tillige sprænglærd - skønt børnehjemsbarn helt uden ydre stimulanser. Men måske kan kedsomheden undertiden være en bedre stimulans end emsige forældre. Vi kender skam flere eksempler på sådan proletarisk mønsterbrydning.
Også vi selv forsøgte jo i dag heroisk at bryde vort anderledes esoteriske skæbnemønster - men som I ser forgæves, ganske ligesom Sisyfos og Ødipus.
