Forleden blev en kendt kulturpersonlighed hyldet i Jyllandsposten på sin 72 års dag som den ædle dannede. Andre dannede skulle vel her påskønne finten til den gamle myte om den ædle vilde. En myte som nutidige antropologer med den bagkloges forkærlighed ynder at dementere. Jeg tilslutter mig nu alligevel hellere romantikerne og vil i den forbindelse referere Georg Brandes ord i en tale holdt til en af vore gamle grønlandsfarere – ord som mere dannede muligvis atter vil tilskrive oplysningstidens Montesqieu der ligesom renæssancens Montaigne allerede gjorde sig sådanne overvejelser. Tankegange som vi for resten allerede finder udtrykt i den civilisationstrætte romer Tacitus’ skrift om germanerne.
Nuvel, Brandes forestiller sig imidlertid i sin tale at når højt uddannede mennesker som Brøndlund kan foretrække naturmenneskenes selskab frem for kulturens metropoler, så kan det skyldes visdommens erkendelse af, at mens i civilisationen uværdige i rigt mål kan opnå position, magt og anseelse, så er det nok umuligt at blive agtet og værdsat blandt naturfolk, hvis man ikke vitterlig har gjort sig fortjent sig til det og bevist sin menneskelige integritet. Brandes ord er værd at notere, for i naturnære tilstande lader nødens lov realiteterne tale, mens hos os penge, sladder, intriger og magt taler med mere gennemslagskraft. Således havner ikke sjældent de mest intrigante og sjæleligt middelmådige i kraft af stædighed, forsigtighed og kløgtige alliancer i tidens fylde i agtværdige og uklanderlige råd og nævn. For hos den hvis behov for anerkendelse ikke har rødder og jordbund i det de vitterligt står for og virker med, kender den kompensatoriske forfængelighed i sin tomhed ingen grænser.
Ulykkeligvis betyder det så også at selv når en meriteret person hyldes for just sådanne egenskaber som man netop ikke skal regne med hos civilisationens agtværdige yndlinge, så kan man ingenlunde uden videre gå ud fra at det er sandt og ikke blot yderligere et eksempel på grænseløsheden af den moralske perversion. For hvor ofte giver bødlerne og medløberne den ikke med forkærlighed i rollen som ofre, og hvor ofte hyldes ikke kulturlivets massive opbud af mimicry som den ægte vare? Ja, hvad mere er, så kunne man endda mistænke at så uforbeholdent rosende omtaler man i civilisationen kun andre, hvis man i virkeligheden slet ikke mener det. For hvis vi virkelig mente det, ville vi misundeligt forargede fortie det. Men vist gives der undtagelser, og man må i det tilfælde forestille sig at portrættets forfatter selv hører til de ædle dannedes eksklusive kreds. Og helt utænkeligt er det ikke, for samme kreds må der i hvert fald være tale om.
Selv fejrer jeg altid mine egne fødselsdage og da især de runde i de svenske skove, som netop i sidste del af april viser sig fra deres mest livgivende og medrivende side. Efteråret stemmer til andagtsfuld og kontemplativ vemod og forsoning, mens det endnu bladløse forår har den ungdommeligt medrivende friskhed og vårflodens naivt håbefulde hengivelse til genfødslens årlige mysterium, at alt bliver nyt. En opfattelse der i øvrigt også gennemsyrer den russisk ortodokse kirkes syn på skabelsens forløsning.
Men kort sagt lægger jeg af nævnte grunde aldrig op til at blive hyldet på min fødselsdag, blot folk til gengæld husker at hylde mig desto mere resten af året, ikke mindst for just nævnte ædle fordringløshed. Af og til kniber det nu ærligt talt gevaldigt med at holde denne aftale, men no one is perfect, så det bærer vi over med og sætter vor lid til alderdommens satisfaktion. Men kort sagt skyldes mine overvejelser i anledning af ovennævnte hyldest til den ædle dannede ikke barnligt nag over ikke også selv at blive portrætteret på slig glorværdig vis.
Til gengæld kan jeg fortælle Dem at jeg for nylig blev inviteret til en anden kulturfødselar, omtrent jævngammel med førstnævnte og fuldt så flittig og velfortjent anerkendt. Ulykkeligvis fylder begge de nævnte ædle dannede ligesom jeg selv år i sidste del af april, og allerede af den grund kan det ikke nytte, for jeg véd så vel at jeg ganske som et utålmodigt barn der opslugt i øjeblikket ikke kan finde nogen ro og fortrøstning i forventningen og derfor ikke tåler at udsætte sit ønske, ville vansmægte synligt ved tanken om i stedet at kunne indsuge duften fra fyrreskovene og de optøende højmoser med lydtæppet af traners råb og urfuglenes skogren i baggrunden. Kort sagt nothing personal.
Men der var nu i dette tilfælde også en anden grund som i mangel på bedre ditto kunne have gjort sig gældende. Sagen er nemlig den at jeg for 18 år siden personligt tilsendte nævnte jubelfødselar min første bog Syndefaldet (who cares, men anyway). Naturligvis blev den til den naive ynglings fortrydelse ikke anmeldt i Kongens Kjøbenhavn, hvor man jo kender sine lus på gangen, og altså ej heller i det dagblad hvori vor mand havde sit virke samt nogen indflydelse.
Men som sagt var han heri ingen undtagelse, skønt en undtagelse just i sådanne tilfælde ville have været desto mere klædelig – men sådan er civilisationens uædle verden: Jo flere der spænder ben, intrigerer og fortier, desto sikrere kan De være på at også vi andre følger solidarisk trop, for det ville være ufint krukkeri sådan at ville skille sig ud som værende mere ædel end andre mennesker. For som svenskerne siger: "Lagom är bäst".
Hvorom alting er: Mange, mange år senere begynder vor helt af og til tentativt at fraternisere med mig, idet jeg ikke alene bor i samme kvarter som han, men tillige i mellemtiden mod alle odds periodisk har gjort mig gældende i den skrivende offentlighed og således undertiden lignet en joker som man ikke kan være helt sikker på og derfor måske hellere burde tage i ed for alle tilfældes skyld. Men det hindrer skam ikke vor lejlighedsvise kontakt i at være velment og ægte nok samt til begges behag.
Nuvel, i samme åndedrag som nævnte invitation åbenbarer vor mand nu for første gang hvor begejstret han med flere (hvem?) i sin tid var for nævnte bog. Og skønt hans kærkomne indrømmelse utvivlsomt også skyldes en ægte og ædel bekymring på mine vegne, så er det jo noget sent at vise flaget. Det forholder sig her ligesom når man i moden alder for første gang møder sin far eller mor: No offence og interessant nok – men til gengæld heller ingen illusioner om den store "reunion". For sent er jo nu engang for sent. Har prøvet det… Hvis De aldrig havde mødt Deres far, og han pludselig inviterede Dem med til en rund fødselsdag, ville De så ikke også føle Dem i en sær forlegenhed og spille død? Men det er indrømmet hverken særlig ædelt eller særlig dannet.
