Friday, November 13, 2015

VEJENE OMKRING MCHANGAMA...

Nogle husker vel endnu at den unge digter Ali Hassan, hvis digtsamling blev spået en levetid på linje med Aarestrups - siden morede sig med at afbilde Henrik Dahl i naziuniform som en demonstration af den kunstneriske ytringsfriheds velsignelser, som han ganske vist selv havde bekendt sig til.

 Muligvis var Ali Hassans happening også et fandenivoldsk dække over velbegrundet frygt for at ryge i fælden som parnassets nye Onkel Tom og islamisternes nye arvefjende - samt Politikens alibi for nu omsider at bøje sig for Weekendavisens frække drenge, herunder jo sågar flere nu sågar udstyrede med professor-status.

Hele den spøg havde ellers ikke meget at betyde, så her præsenterer vi nu en ny af slagsens, men naturligvis opstået helt spontant, idet vi først efterfølgende ser parallellen. Cepos' og Weekendavisens egen jurist med det vanskelige navn, der kunne minde om den navnkundige Patricia Lomumba's, havde sin vane tro slået et slag for ytringsfriheden - denne gang tillige på Facebook.

Min egen vane tro tillod jeg mig at gøre opmærksom på, at selv ytringsfrihedens dedikerede vogtere straffer ubekvemme ytringer, blot uangribeligt og derfor desto mere ødelæggende: idet de socialt ressourcestærke heldigvis ikke behøver at bryde nogen love for at opnå deres mål.

-------------
I forlængelse heraf inspireredes jeg en anden af mine vaner tro privat til en skriftlig happening der forhåbentlig tåler sammenligning med både poeterne Ali Hassan og Emil Aarestrup. National-digteren S.U.T. skal derimod være fredet i denne omgang - ganske ligesom jægerne aldrig jager vildsvin og elge på en og samme tid. Hvilket minder mig om min bedstefars ord, da hans hushjælp for tiende gang i træk serverede forloren hare: "Jamen er der da slet ingen fredningstid for forloren hare?"

Og så kan vi måske få lov at fortsætte?

Vor litterære happening der følger for neden, udstyrer ingenlunde Lomombas's efterfølger på posten i Kongo med nazi-uniform, for efterligninger overlader vi til forfatter-aspiranter.

Men kære Mc Lomomba!

(håber det lykkedes mig at stave rigtigt i første forsøg, selv om det jo nok forholder sig hermed som med køreprøven i sin tid):

Altså: Man straffes skam allerede alene for at sige hvad man anser for sandt, selv på de sociale medier - hvortil man måske i sin tur har søgt sin tilflugt grundet lignende strafbare forhold i de gamle medier.

Og det bedste bevis herfor, Mchomba (ja, for er det ikke lovlig plat allerede at spille dus og på fornavn med "Holger", alene fordi man endnu ikke kan stave til "Beck"?) - det mest slående praktiske bevis for, at man allerede i dag risikerer at straffes hårdt selv for demonstrativt civiliseret åbenmundethed, er dette:

Hvordan vil du nemlig ellers forklare, at dygtige og allerede ret velbjergede folk på de sociale medier (samt deres hustruer) panisk støtter og flirter med alt hvad der på nogen vis kunne have mindste indflydelse på deres fremtid? For hvis selv de ret velbjergede skælver som espeløv - så er der jo nok en grund til det?

Man straffes heldigvis endnu ikke i juridisk forstand - dvs. ved lov. Nej, men man beskyttes sandelig heller ikke juridisk i medfør af nogen art arbejdslov-givning eller vedtagen policy for ordentlig personale-praksis.
"Three strikes and you are out" - gælder således ikke kun juridisk. Og derfor tør jeg da heller ikke for tredje gang prøve kræfter med dit efternavn.
Men mellem os Jacob: - med det svære navn må du sgu da stamme fra Tjekkoschzqk... - øh, nå nej: Tjekkiet.
Men måske kun godt at man ikke kan stave: Ja, for det næste bliver efter sigende, at man straffes alene for at kunne skrive..."

–-----------------------------------------------------

FUGA MED VARIATIONER
Ovenstående spontane penneprøve er i sig selv et eksempel på hvad den omhandler: nemlig at hverken tolerance eller ytringsfrihed i praksis rækker længere end hvad den menneskelige natur vil stå model til i så henseende.
På den anden side ville det være pointeløst at fornærme folk eller vanære dem i forhold til egne erklærede idealer helt uden grund, blot for at teste deres respekt for lovens ånd: ud over den respekt for loven, som loven selv forlanger.

Med andre ord: Ganske som vi er juridisk uangribelige så længe vi holder os fra injurier eller trusler - så er modparten ligeledes uangribelig i sin hævn, så længe han ikke bryder love og arbejdsmæssige forpligtelser og professionelle kodex. Men at der
ligefuld ofte kan være en hævnvilje, det er menneskeligt elementært og ingen hemmelighed -og behøver derfor ikke at demOnstreres ved nogen slags kunstnerisk happening.

Nej, det interessante er
derimod at se hvor svag den menneskelige natur er, selv hvor der ret beset vitterlig ikke findes et gran af ægte personlig eller faglig fornærmelse at komme efter.

I ovennævnte tilfælde ville mangen uerfaren læser således nok finde, at det var mægtig morsomt, hvis en Rifbjerg havde begået det - men derimod umådelig frækt og udfordrende - og måske tillige ret dumt - såfremt det var skrevet af en person uden en beskyttet platforms helle. Hvis det er Rifbjerg lever man sig empatisk i forfatterens triumf ved at kunne spidde modparten offentligt, uden at denne kan stille noget op trods sin vrede. Den slags fryder os, så længe vi identificerer os med den overlegne part - og det vil enhver tiskuer gøre, der har valget.


Hvis nu den samme tekst var skrevet af en ubeskyttet person, vil publikum ubevidst straks vælge at identificere sig med den person der i sidste ende er udstyret med både netværker, autoritet og anden magt. Og ud fra den position vil publikum sammen med den stærke opleve den sårbare provokatør som en dumrian, der turde eksponere sig med sådan umådelig frækhed.
Selv om publikum måske ikke går så langt som til også at føle den stærkes raseri, så oplever de dog noget beslægtet i form af deres egen misundelse mod en der tør gøre noget trods alt en smule spektukalært, som de aldrig selv ville turde. Og denne misundelse slår over i et ønske om, at den dumristige nu – som vi klogt advarende forudså - må smage den stærkes overhånd så stærkt, at han må forbande sin egen åbenmundethed.

Og denne lille forargelse vil da automatisk og ubevidst søge legitim udtrykskraft ved at læne sig op ad den voldsomme krænkelse som synderen har udsat den stærke for: "Når man i den grad selv er ude om det, så fortjener man også
en lektie - ja altså for en anden gangs skyld, sådan helt principielt".
–--------------------------------
Men hør engang: I ovenstående tekst hverken siges eller blot antydes der det mindste forklejnende om vor juridiske modpart hr Mchangamas fortræffeligheder - hverken fagligt, moralsk eller menneskeligt.

Hvori består da hånen? "Jo, du gjorde
jo tykt grin med hans navn - og selv om du så fiffigt leger den leg med, at han med denne salat af konsonanter velsagtens må være tjekke, så ved du udmærket godt, at manden er sort. Og derfor er der bag det hele tillige et helt legalt, men dog ondskabsfuldt anstrøg af racisme: "Ja, vi ved jo godt at disse buskmænds såkaldte sprog mest består af kliklyde, som for en hvid man kan være vanskelige at skelne fra mange abers - og vel næppe ret meget lettere for en abe..."."

Åh ja, vi tillod os den lille spøg med navnet i forbifarten, men det var på ingen vis planlagt, og den lille krølle til sidst med de slaviske konsonanter kom ligeledes helt uden at være inviteret - og man afviser da vel ikke kræsne asylsøgere med så smigrende præferencer? Var dette med navnet således ikke faldet os ind, ja så ville vor intention have været akkurat den samme. Og da vi først var slået ind på det spor, så erindrede dette os atter ved næste staveforsøg om den forkætrede amerikanske retspraksis "three strikes and you are out": For her var jo en relevant associativ kobling til selve emnet, hvorledes det egentlig talt forholder sig med straf kontra tolerance over for ytringsfriheden. For på den måde bringer vi jo selv det aktuelle spørgsmål på banen, hvor mange gange hr Mchangama mon skal se sit navn udstillet som genstand for vor moro, før han ville ønske at hans egen arm var endnu længere end lovens.

"Jamen som du selv erkendte ovenfor, så ved vi jo alle, at personlige fornærmelser ikke kan forventes at blive honoreret med velvilje - og at der heri intet odiøst er, så længe man holder sig på lovens grund: Og kendetegnes en mand med magt og indflydelse ikke just derpå, at han på ingen vis ligesom den afmægtige behøver at overveje at krydse et så risikabelt Rubicon for at få afløb for sin umådelige vrede?"

Javel, men siden I nu selv tager mig på ordet, må jeg vel også selv have lov at gentage, hvad jeg sagde i samme åndedrag: nemlig at der ret beset i vort tilfælde ikke var anstrøg af krænkende insinuationer om dr Mchangamas egenskaber, faglighed eller levned. Navnet er noget helt udvendigt, som alene i kraft af vore frie associtioner bringes i eksemplarisk relation til vort emne. Og havde navnet ikke inspireret os, så havde vi såmænd nok ladet os inspirere af noget helt andet lige så irrelevant til at gøre også det relevant "likförbannat" ved associationens magt.

For den uerfarne kunne vor spøg ligne en krænkelse, men i vor verden af alskens sære navne på alle niveauer af magt og anerkendelse kan kun en sinke for alvor forestille sig, at dette med navnet skulle kunne kunne virke som en art påmindelse om et skjult og smerteligt mindreværd. Derimod må vi medgive, at vi altid vil have en erindrings-reminiscens af, at sådan spøg ofte og især i barndommen har været forbundet med anden spøgefuldhed på den pågældendes bekostning - og at vi således her har et nærmest bogstaveligt eksempel på fænomenet "guilt by association".

Men netop derfor er det da også, at vi siger: "Ret beset" er der heri intet fornærmeligt - og det vil en klog og veluddannet mand esom Mchangama let selv kunne se også uden støttepædagog, hvorimod en mere enfoldig person øjeblikkelig ville fiksere sig på sin spontane forventning om en ond hensigt.
Den sofistikerede modpart vil derimod læse teksten i sin sammenhæng og herunder intuitivt sande, hvorledes den er melodisk skruet i ét pennestrøg: hele tiden under hensyntagen til selve det debatterede emne - og uden mindste personlige perfidi.

Godt, men hvordan vil du så forklare, at manden jo utvivlsomt nu er blevet ude af sig selv af raseri over din frækhed til at lege med hans navn i stedet for som alle ordentlige mennesker at gå ind i hans debat på dens egne vilkår.”
Vilkår og vilkår - altså, debattens vilkår er da nu engang dette, at man undertiden risikerer at blive besvaret på en måde der stiller ens indfaldsvinkel og blinde vinkler i relief – endda måske på en måde der kalder på smilet. Og den smule forlegenhed som dette kan være forbundet med, er vel ikke psykologisk spor anderledes end forlegenheden ved at blive stillet momentant til vægs i en helt ordinær debat på dens noget snævrere og mere farveløse vilkår: f.eks. i en "debat-konkurrence" med mere strikte regler for associationernes frihedsgrader.

At en persons så at sige emne-relevante svagheder risikerer at komme for dagen, det er hur som helst enhver debats vilkår: Og dette kan på ingen vis sidestilles med faglig fornærmelse. For at lade modparten selv vise sine begrænsninger, er ikke det samme som selv at påstå, at han har faglige svagheder. Selve oplevelsen af ydmygelse kan imidlertid
alligevel være mindst lige så stor og slår let over i animositet og uforsonlighed: en uforsonlighed der blot yderligere giver belæg for vor skepsis med hensyn til menneskenes evne til at tolerere ytringsfriheden også i praksis – selv hvor der hverken foreligger injurier eller ringeagts-ytringer.
"Ja, du snakker da også bukserne af folk – men stadig må du da indrømme, at den gode mand tydeligvis nu er blevet meget opbragt på en måde, der ville have været helt utænkelig i en sober debat, selv hvis vi hypotetisk tænkte os at han undtagelsesvis var kommet til kort i en fair duel. Og det kan du vanskeligt bortforklare, når du jo tværtimod selv erkender, at dr Mchangama er en både kløgtig, afbalanceret og veluddannet mand."

Nu er der jo altså ingen som aner, om dr. Mchangama overhovedet har reageret følelsesmæssigt eller blot tænkt: Sikke dog et omstændeligt snakketøj. Og så længe ingen ved om han er blevet "opbragt", som I siger, har vi på vor side endnu mindre anledning til på nogen vis at undskylde eller på anden vis forklare os.
Alligevel går I sådan ud fra, at manden må være blevet alvorligt vred. Men lad os se engang – kunne man måske vitterlig begrunde en sådan almen formodning om, at når hædersmænd og anerkendte autoriteter på denne eller hin vis om ikke gøres nar ad, så dog bruges som anledning til egen spøgefuldhed – så vækker det typisk vrede?

Jo, der er faktisk god grund til en sådan antagelse. Dels har vi nemlig til orientering allerede rig erfaring for, at just sådan forholder sig ofte – hvilket ingen af jer vist finder spor grund til at betvivle. Og dels kan vi gennem sjælelig indlevelse forstå, hvilke mekanismer der her kan vær på spil.
Det tager rigtigt mange år at nå så langt som prof. Mchangama, selv om han så endda har formået at gå en del hurtigere end almindeligt, hvis man ellers i hans tilfælde kan bruge ordet "almindelig". Og under denne lange march er man nødt til mange gange at udvise stor selvbeherskelse, ikke alene fagligt, men også når det gælder at udholde forbigående forlegenhed samt nødvendig tolerance over for små urimeligheder eller urigtigheder begået af foresatte, der fristes til at bruge ufine midler på deres egen forfængeligheds og selvagtelses vegne.

Endvidere er det nu engang ungdommens lod tit og ofte at komme i tvivl om sin egen fortræffelighed – og når man så omsider har overvundet denne tvivl, så kan man selvpinerisk befrygte, at ens velafgrænsede og lokale fortræffelighed dog langt fra er stor nok til at opveje alle ens hemmelige mangler på andre felter. Og netop det begavede menneske besidder oftest tillige langt mere fantasi til således at male fanden på væggen – selv hvor det paradoksalt nok gælder egne begrædelige mangler. For universal-geniet er jo nu engang undtagelsen - og selv det sammenligner sig velsagtens så med Gud og døjer på samme vis under de hårde odds.

Netop den dygtige akademiker lider ofte af denne frygt – hvorimod ingen flyttemand formår at betvivle at han kan sin metier: han være nu nok så tænksomt anlagt i fritiden.Og just derfor er det muligvis, at der ikke behøves megen uventet og anderledes åndsoverlegenhed hos en modpart i det offentlige rum, før den indre usikkerheds djævel, som man ellers troede at have manet i jorden gennem alle læreårene, atter springer op igen,som en trold af en æske, udhvilet og forynget og forlanger revanche.

Og netop den ypperlige, der med sin langt større fantasi i ånden i ét nu skuer sit liv som et selvbedragerisk og langsommeligt fejlgreb dømt til forlis – kan da i uheldigste fald blive forståeligt bragt så meget ud af fatning, at han trods de bedste evner og kvalifikationer vitterlig i situationen ikke længere formår at sande vort ovennævnte snusfornuftige "ret beset". Men dette står ikke desto mindre stadig til troende.
Sluttelig må vi i forlængelse af vor sidste betragtning tilføje, at nybagte autoriteter og nyslåede riddere må forventes at være de aller mest sarte på deres sejt erhvervede æres vegne. For stik imod den vante historie, at djærve ungdomsoprørere gør den tolerant imødekommende og velmenende rektor komplet til grin ved at låse den naive mand snart inde i, snart ude fra sit eget kontor – så viser al erfaring, at netop de gamle oftest har sandet, at ovennævnte ungdommelige frygt er et almenmenneskeligt vilkår og ikke specielt begrundet i netop deres fatale savn og mangler.
Endvidere har de gamle nydt og udbygget deres position uden ubærlige ydmygelser gennem mange år, ligesom de hen ad vejen har overvundet eller er kommet rundt om de faktiske små fagrelevante begrænsninger, som jo ligeledes er alles lod.
Kort sagt har vi derfor god grund til at formode, at dunskæggede autoriteter og standspersoner langt snarere en gråskæggede gamle borgmestre, professorer og rektorer kan forventes at gå i harnisk og se helt uhørte krænkelser i, hvad der reelt alene er en tand mere farverigt og sindrigt, end hvad de er blevet oplært til at håndtere.

Men som sagt: Alt dette er blot hypotetisk, for ingen mors sjæl aner jo, om prof. Mchangama - hvis navn vi nu omsider formår at stave lige så rutinemæssigt som navnet "Pedersen" – overhovedet har fundet mindste anledning til at skænke vore fjollerier blot en eneste tanke.
Og vi må i benægtende fald derfor selv indrømme, at vi ved ovenstående afhandling alene har formået at opfinde en meget omstændelig, men til gengæld aldeles ufejlbarlig metode til at lære at stave til den unge professors svære navn – endog i søvne. Og lidt har nu engang også ret!