Tvunget af reklamebureauerne må vi efterhånden øve os i en lidt mindre virtuel eksistens ved af og til at gå de gængse nyhedsmedier i bedene, men kun hvor det falder os helt naturligt. Lad os derfor bringe den udrindende dags kommentar i Information, men tro nu ikke at det skyldes stofmangel. Men denne smukke aprildag fortjener nu en hyldest til virkeligheden. Jeg præsterede således at skræmme en natugle ud af sit hule egetræ i Gribskov for at forsikre mig om at den også bor der i år - og forhåbentlig lader den sig denne gang fotografere. Den art brutalitet er en del af virkeligheden, og alle får således deres at slås med: Livet fordrer en hel del medicinsk tolerance. Men kommer vi snart op over tyve par havørne hertillands, risikerer vi at blive så medicinsk tolerante, at ørnene ikke længere vækker transcendente sindsbevægelser - så det bør forhindres. Og reklamerne? De kommer, bare rolig, men jeg behøver som ISO-certificeret idiot savant både teknisk og personlig assistance, så hav tålmodighed.
Og så til dagens kommentar.
TOLERANCEN I MØRKETS HJERTE (Information 7.4)
Thomas Bredsdorff og Lasse Horne Kjældgaard har skrevet en bog om tolerance, hvori de bl.a. viser kunstens forpoststilling med læseværdige eksempelanalyser. Og mon ikke kunstens murbrækkerevne beror på, at kunstnere snart langsommeligt, snart umiddelbart fornemmer og til sidst ”ser” – og ikke kun ”mener” noget. Vore meninger om andres mening ligner i sammenligning mekaniske algoritmer, der som bekendt fylder lovlig meget i mændenes verden.
Retssikret tolerance er imidlertid ret beset blot en logisk følge af vore frihedsrettigheder, der jo byder os at respektere og tolerere andres tilsvarende frihedsrettigheder – ihukommende at vi er lige for loven. Helt uproblematisk er juraen dog ikke: For i et samfund hvor majoriteten tilhører en bestemt religion, kan man jo sagtens vedtage en lov der forbyder andre religioner. Denne lov gælder lige for alle, men favoriserer just eliten og majoriteten – så ligheden for loven retfærdiggør ikke i sig selv loven. Men misforholdet er heldigvis let at påvise.
Den individuelle tolerance hinsides det retssikrede minimum er derimod et anderledes mineret felt, for man har jo ikke pligt til at konversere, invitere endsige ansætte hvem som helst. I livets skole er tolerancen langt sværere end i skolen for livet: For så snart vi har ”the upper hand” i et afhængighedsforhold, professionelt eller socialt – så kan vi straffe kritikere, ”rivaler” samt ubekvemme afvigere med repressalier, som ingen jura forbyder os. Vi forbigår dem således til fordel for folk, som ingen har ondt over – og det er vor ret, ganske som når vi hyrer håndværkere af denne eller hin herkomst. Kort sagt kan vi straffe og banke folk på plads ved at fratage dem virkemuligheder, indtægt og status – eller ved at forholde dem vort venskab, vort selskab og vort netværk.
Afgørende er det her, at håndhævelse af en art moralsk jura nemlig ville forudsætte synlighed: For det kan ikke teknisk bevises at vor udøvelse af vor personlige frihed er diskrimination eller personlig afstraffelse. Dvs. det er nu ofte let at se og fornemme, samt overbevise vore bekendte derom – men at bevise det for en udenforstående instans er oftest umuligt: For hvordan dokumentere hvad folk sagde og med hvilke gestus, miner og tonefald? Og derfor er vi inde på forhold uegnede til jura.
Der findes dog eksempler som alligevel involverer juraen – men i form af dennes misbrug! En journalist fra Ekstra Bladet viste i praksis, at man med lethed kunne svindle sig til et kørekort ved at få en anden til bestille et nyt med det påskud at han havde ”tabt” det: For der var ingen fotokontrol. Journalisten påviste således en juridisk lemfældighed – men som straf blev han sigtet for dokumentfalsk, selv om hans aktion netop tilsigtede at standse dokumentfalsk. En schweitsisk embedsmand blev i sin tid sågar anklaget for forræderi, da han afslørede hjemlige kemikoncerners miljøforsyndelser over for EF-kommissionen.
Nuvel, misbrug af jura er også jura – og det sker derfor at sandheden kommer frem, om end ofte for sent. Under juraens niveau ligger det administrative niveau, og her er der masser eksempler på, at når borgere sætter en administrativ instans i forlegenhed eller gør modstand, trynes de i en uoverskuelig jungle af paragraffer, forholdes aktindsigt og kvæles under urimelige økonomiske byrder, undertiden sågar uden lovhjemmel. Disse tilfælde opdages kun, når en behjertet og garvet kender af det pågældende system træder hjælpende til med en terriers vedholdenhed. Således er mange husejere kommet alvorligt i klemme i forbindelse med byfornyelsessager under Københavns Byfornyelsesselskab, herunder den manglende kontrol med entreprenørers svindel og lemfældighed i udnyttelsen af denne lettilgængelige guldmine.
Hvad der sker på niveauerne under både administration og jura, er knap så pikant – men desto mere massivt, for det ligger i mørke og hinsides teknisk bevis. Men psykologien er den samme – og langt mindre trivielt end retssamfundets obligatoriske ”tolerance” over for andres lovsikrede rettigheder.
For her handler det om hvordan vi agerer når vi har partsinteresse i sagen – for slet ikke at nævne forfængeligheden, der med god grund ofte er mest sart i de højere luftlag... Vor lovbefalede tolerance med naboens religion, blot den ikke er for larmende, er derimod ingen sag – just fordi den kun kræver fornuft og en portion ligegyldighed. Men i praksis tror jeg såmænd gerne at en Søren Krarup måske er bedre til at snakke med sin egen muslimske kioskmand end mange af dem der holder tolerante foredrag om ”dem” – men som ikke aner hvad de dog skulle sige i kiosken ud over selve varebestillingen.
Den herskende majoritet samt folk højt på strå tolererer kun sjældent forbehold, endsige at man trækker på smilebåndet. At man tolererer hvad man retsligt set er nødt til at finde sig i udefra, siger derimod sig selv. Men sine egne straffer man med siciliansk ”omerta” – for frihed bliver ganske ligesom magt og tillid før eller siden misbrugt.
