Rejsekongen Simon Spies foretog engang det eksperiment slet intet at sige et helt år. Vi kunne som variation lave det eksperiment herfterdags i en periode udelukkende at udtrykke os i one-liners. Dette drabelige løfte ligner allerede i sig selv en one-liner, men her er en bedre: "Hvis det ikke var for mit ubodelige hang til bisætninger, ville jeg herefterdags kun udtrykke mig i one-liners." Denne one-liner minder i sin tur om hvis en seksualforbryder erklærede: "Hvis det ikke var for mit hang til smådrenge, ville jeg beslutte herefterdags kun at voldtage professionelle kvindelige skønheder".
Apropos: Beviser vore betænkelige associationer íkke alligevel en hel del om vort indre liv? Nuvel, men for det første er der en verden til forskel på uvilkårlige og nærmest ubevidste associationer og så at sige musikalsk motiverede idé-sammenstød. Desuden vil De have bemærket, at vi omhyggeligt skrev "seksualforbryder" og ikke det mistænkeligt fortrolige og infantilt hyggelige "sex-forbryder" - for det kan I sgu selv være.
Nåja, undskyld vor bramfrihed, men uhøvisk tiltale er langt bedre end slet ingen, tro mig: Jeg kommer lige fra Lapland, hvor jeg trods al træning gik lovlig meget alene med mine indre pubertets- samt midtvejsnisser i samdrægtigt tolvtone-kor; det vil sige de var nærmest blinde tommelfingerpassaserere, idet jeg førte bil med kun tilnærmelsesvis, men desto mere ædruelig hjemmel. Men kort sagt, undskyld vor uhøviske tiltale, men dels gør vi det således kun af terapeutiske grunde, og dels gælder terapien som antydet nærmest os selv, for intet er mere fremmeligt for den mentale helse end tvingende gøremål, der fordrer - og derfor tillige be-fordrer - mental fokusering.
Hvad tiltale af læseren angår, skal denne dog ikke alene anses for en privat konstruktion, for det er ganske vist, som Voltaire's one-liner siger, at hvis ikke Gud fandtes, måtte vi selv opfinde ham. Og det samme gælder vore læsere, der jo netop ifølge Blixen for en forfatter spiller Guds rolle. Hvis vore læsere således vitterlig blot skulle være en fantasi, må denne derfor siges at være den absolutte apoteose af høflighed. Og hvis læserne allerede eksisterer i forvejen, er det den stadig den næsthøjeste grad af høflighed. Kun at yde folk det næstbedste kunne ganske vist også ligne en uartighed, men på den anden side er det vel ikke altid så dårligt at være i live - jeg mener, når man derved har mulighed for at læse vor blog.
Et af vore principper er jo i øvrigt dette, at modsat bøger, der kan handle om hvad som helst, bør en blog egentlig helst være genre-specifik, just for at kompensere for at vi jo indrømmet gør en dyd af nødvendigheden ved ikke at publicere for markedet. Dette pinlige moment, som dog i vort tilfælde måske mest skyldes upraktiskhed og socialt ubehag ved moderne konforme direktørtyper og deres dørvogtende halehæng, må derfor kompenseres til fulde ved så at sige at benytte lejligheden til at opfinde noget vi ikke har i forvejen - kort sagt vore læsere. Disse inddrages derfor mere i vor end i andre offentlige genrer, men modsat i brev-genren har de kun begrænsede muligheder for at gribe ind. For nok kan de kommentere, men de skal ikke regne med at det påvirker vore himmellegemers vandring på det indre firmament.
Kort sagt, hvis ikke Sankt Hans Torv helt kan gøre det ud for Sankt Hans, så gør vi det i stedet til noget andet og hyggeligere, selv uden den beroligende udsigt til Roskilde Fjord. Men med hensyn til det med Sankt Hans, skal I nu ikke være sikre på, om vi ikke alligevel kunne tage konkurrencen op og i det mindste komme på en pæn anden plads.
Trods vor kompositoriske dans kan vi således ikke helt sige os appelsinfri m.h.t. Sankt Hans, hvilket stærkt betænkelige læsere af vore monologer fra Lapland måske kan bekræfte. Men som I ser, terapien virker allerede, så vi klarer en runde til. Apropos sindsyge scenarier kunne De spørge, om man ikke nærmest per definition må være sindssyg for at begå selvmord uden tvingende grunde så som afkortelse af ubodelig og utålelig smerte. Umiddelbart set lyder det overdrevet, for selvmord kan jo begås med fuldt overlæg og fuld bevidsthed om tid, sted og person. Men dette slet ikke at se muligheder kan faktisk kaldes sindssygt - for selv om mulighederne jo så at sige netop ikke findes som virkelighed og kan peges på, så hører til den mentale sundhed en evne til så at sige at konstruere dem visionært. Ja man kunne endda sige at det ikke at kunne se muligheder allerede per definition må være sindssygt i biologisk forstand, fordi det gør det umuligt at leve, og så må det jo kaldes sygt.
I det virkelige liv kniber det dog indrømmet ofte gevaldigt at se mulighed, men på bloggen går det ærligt talt strygende, og det er lige før vi burde have EU-støtte for såvel vor kreativitet som den ihærdighed hvormed vi arkaisk underholdende for turisterne fremturer med at opdyrke vore marginale, men desto mere pittoreske jorder.
Annonce-indtægter kunne være morsomme som eksempel og prøve på reklamefolkenes påståede evne til at kende deres besøgelsestid og se mulighederne for at booste et tilsyneladende undseeligt fænomen op til dets ideelle og velfortjente dimensioner. Ja, det var bare et forslag, nu må vi se hvad Google siger. Sidstnævnte replik giver anledning til i en one-linier at fortælle hvorfor vi aldrig har ladet os indlægge: Den psykiatriske klinik-dame spurgte mig nemlig dengang for en snes år siden, om jeg skulle have medicin. Da vi nægtede pure og en kende stødt på manchetten, svarede hun overbærende: "Ja, ja, nu må vi jo høre, hvad doktoren siger!" Så var der en der var skredet - trods smukke udsigter til både Roskilde Fjord og snarlig helbredelse. Min skizofrene klassekammerat fra gymnasiet kommenterede i øvrigt siden mit behandlingsmæssige frafald med denne profetiske one liner: "Men hvem i hele verden skulle også kunne hjælpe dig?" Men vi må her langmodigt supplere med psykiateren Gordon Livingstone's faglige devise og one-liner: "Det er kun ulykker der sker hurtigt." Værdien af uhjemlet bilisme på linie med kanindræber-kurser i terapeutisk øjemed synes således desværre at kunne bestrides.
Nå, men førstepræmien inden for psykiatriske one-liners går dog til en bekendt af mig, der adspurgt af en maler om hvad han syntes om hans udstilling, svarede: "Jeg ved det ikke - jeg er ikke psykiater".
Nuvel, den som ingen kan hjælpe, må hjælpe sig selv. Jeg havde således forleden min første køretime efter sommerferien med henblik på stadig større legalisering af mit tålte ophold på Jord. Og hvis ikke det havde været for trafikreglerne, ville køretimen være gået ypperligt. Forresten - hvordan kan man som autist forholde sig seriøst til noget så socialt og udvendigt som trafikregler? Jo, man kan adoptere dem helt i eget regi som en art selvvalgte dogme-regle, rimfødder eller musikalske forlæg. Ja, faktisk var det netop befriende efter timevis af natlig drømmekørsel i Laplands blånende ødemark atter at få en solid mur med kontant afregning at spille bolden op ad. Det hele blev ligesom lidt mere interaktivt - omtrent som hvis vore tænkte læsere pludselig gav sig til at insistere på deres eksistens også uden for vort drømmerum.
Nå, vor næstsidste one- liner vier vi en anden hovedperson, som et eksempel på vor lille selvpålagte prøvelse at lade som om der eksisterer andre mennesker. En kammerat der kender mig særdeles godt, udtalte således engang at hvis Hegel havde været min samtidige, ville jeg sikkert have anklaget ham for at stjæle nogle af mine ideer. (Man kunne have svaret ham med den flabede one-liner, at den eneste grund til at Hegel ikke har osv. , er den simple, at han gudskelov døde før jeg blev født). Brian MacGee skriver tilsvarende i sin lille selvbiografiske bog, at når han undertiden fortalte filosoffen Karl Popper om en tanke han havde haft, svarede Popper altid naivt og spontant: "Jeg forstår at De har læst og endda forstået min artikel om ..." Det havde MacGee langtfra altid. Det er også MacGee der som næsten den eneste ud over mig selv bryder det institutionelle tabu og siger lige ud at forskellen på en filosof og en filosofiekspert er nøjagtigt den samme som forskellen på en maler og en kunstkritiker, eller forskellen på en digter og en kritiker. At de to roller af og til bestrides af samme person, er en anden ting, men det ene følger ikke af det andet.
Nå, men for nu at demonstrere en u-autistisk generøsitet over for bemeldte Hegel, må vi citere ham for hans berømte one-liner: "Hvis automobilkørslen sker på bekostning af trafikreglerne, er det værst for trafikreglerne." Karl Marx gik som bekendt endnu videre med sin kendte one-liner: "Hidtil har bilisterne fortolket trafikreglerne - nu gælder det om at forandre dem".
Vort eget små-autistiske grænsetilfælde rammes i øvrigt af den bagklogt betragtet meget indlysende boomerang, der hedder: De, der til fulde har udviklet kunsten at sælge, spille deres kort social, "netværke" osv, har netop aldrig brugt tiden på at udvikle sære drivhus-ideer; hvorimod de der til fulde har det sidste, omvendt ofte står og råber i en lydisoleret osteklokke som næsten kun bemærkes af nogle få, der i sin tur oftest lader som om ejheller de har bemærket den.
Nuvel, helt så galt er det vel ikke altid, for langmodighed og sejhed parret med en vis fandenivoldsk defaitisme og livsvilje trods alt skal man nu ikke kimse af. Verden overgiver sig undertiden til sidst, og det behøver ganske som med laviner og tsunamier ikke at ske gradvist: Verdens metaltræthed kan usynligt eskalere sig, indtil Jerikos mure pludselig styrter sammen med et drøn, af lutter lede ved sig selv, så at sige. Så her kommer vor sidste one-liner: "Næste år i Jeriko!"
