Eftersom man nu ønsker at fratage os kunststøtten, burde vi måske strejke, så I herefter kunne være overladt til typografers og kulturkommissærers forgodtbefindende. Men Allah er stor, og hans nåde er endnu større. Så vi nøjes med denne markering.
Om kunststøtte til de bedst sælgende kun dette, at i forvejen nyder de godt af en art "merværdi" i form af langt større både offentlig og privat bevågenhed end de mindre sælgende. Denne selvforstærkende efterspørgsel ud over hvad deres reelle fortrin berettiger, giver dem allerede al mulig både symbolsk og reel anerkendelse fra alle tænkelige instanser undtagen læserne: For hvad skal vi dog ellers finde på som jule- og fødselsdagsgaver, til vor begavede søn der er i tvivl om hvorvidt han skal blive kunstner eller filosof, og som derfor behøver krisehjælp fra rigets ypperste eksempler?
Selv om det er småting, virker det komisk og uklædeligt når skribenter på moden jamrer
over kultursektioners helsider. Selvfølgelig vil de helst beholde de penge, men deri ligger intet symbolsk - bortset fra deres egen nagende tvivl der ikke tåler at stimuleres af påmindelser udefra. For jo mere "selvagtelse" folk påduttes, desto mere har de også at forsvare med næb og kløer...
Det mest diskvalificerende for alle de anerkendte syrehoveder er dog i grunden dette: Hvis de vitterlig var "Guds udvalgte", ville de også være i stand til at skrive klageindlæg så morsomme og underholdende, at alle hjerter måtte overgive sig. Men de er blot kedsommelige og uklanderlige, hvilket som bekendt også kendetegner kulturkommissærerne - men disse har dog i det mindste den undskyldning, at det nu engang er deres job.
