Aviserne fortæller at den globaliserede universitetsverden med internettet bevisligt har medført en eskalering af plagiering. Bortset fra at vi selv har forudset og intuitivt skuet det (da jævn empiri ganske ligesom roeplukning venligt overlades til indvandrere), samt beskrevet det såvel her som i dagbladene - så viser det fordelene ved at have en temmelig hemmelig blog. Man slipper lettere fra at blive plagieret, eftersom man hverken kan eller vil profilere sig selv.
Måske lidt uklogt after all. Men sådan er vi: defensive og tilbøjelige til at snyde fjenden ved at gemme juvelerne under en bunke rod så "impressive", at den gør en indbrudsforsikring aldeles overflødig. Til gengæld burde man måske tegne en ansvarsforsikring for ikke at skulle stå som den ansvarlige for professionelle indbrudstyves behandlingskrævende nervesammenbrud.
Nettet viser sig nu også at fremme retssikkerheden i Kina, samt de stedelige avisers åbenhed for ikke at tabe al troværdighed og relevans - og på samme måde sikrer nettet os selv muligheden for at sige det hele og det værste, hvis der skulle blive lukket helt af i de gængse kanaler. Og derfor bliver der nok heller ikke lukket helt af. Ja, det forholder sig her ganske som i visse ægteskaber, hvor den svage part ulykkeligvis ofte glemmer at modparten er lige så afhængig af hende/ham som omvendt: Den "stærke" lader kort sagt den "svage" få patent på at være den afhængige, der derfor lader sig tryne og presse hver gang. Kender eksempler.
Ligervis med pressens og vores klemme på hinanden. For vi skulle nok mene at være konkurrencedygtige i alt det som vor tid just savner, og som kunne blive avisernes akilleshæl og fallit, hvis de ikke kender deres besøgelsestid. Kort sagt er en vis grad af offentlighed på nettet alligevel ikke helt at foragte, just in case.
Men lige for tiden er der nu hul igennem - men for hvert år udklækkes stadig større hold af nye samlebånds-filosoffer osv. der naturligvis med alle midler vil ind i den ene eller den anden åndssvage klub af folk der "også" er filosoffer, trapezkunstnere, doktorer i humor eller hvad nu. Og det er måske meget naturligt, for man kan jo ikke anklage folk for deres selvopholdelsesdrift.
Hvad man derimod kan ærgre sig over, er ængstelige redaktører hyppige forkærlighed for det yderst normale og "tilpasningsdygtige" uden sjæl, som ikke kan ophidse nogen læsere. Inderst inde ved redaktørerne det godt selv, for ofte fremfører de selv bravesnak om "den danske Jantelov" osv for at føle sig som folk af vældigt format. For den snak er deres forsvarstale mod den dårlige samvittighed over deres egen redaktionelle favorisering af alt hvad der ikke støder deres egen forfængelighed. Ja, forfængeligheden, æren og jalousien i mændenes verden er et yderst overset emne, for det er højst sprængfarligt og påvirker ulykkeligvis ikke blot verdenssituationen (jævnfør Første Verdenskrig), men også min egen.
Men man bliver sgu holdt i form, om end det i længden ville være sjovt med lídt andre typer af sjælelig gymnastik, for på dette felt må jeg sgu snart stå til tredje Dan Sort Bælte, eller måske et æresdoktorat af den art man undertiden giver kunstneriske stjerner, der dermed anerkendes officielt som institutioner i sig selv.
Men kan de så tåle det? Næppe, og derfor klæder det os menneskeligt langt bedre at være en smule undereksponerede. Også inden for erotikken gælder jo, at det anede virker langt stærkere end det åbent blottede, så man skal nok ikke tragte efter alt for megen medgang. Desuden: Er man et ordentligt menneske, så kan overdreven medgang let medføre en art selvdestruktiv dårlig samvittighed og frygt for nemesis; men hvis man omvendt er lidt mere rå i det, vil man snart fremture aldeles uden blusel og blive en plage for sine omgivelser i rollen som direktøren for det hele. Og råheden er måske i længden det mest sandsynlige scenario, for selv den svage vil efter sin opvågnen i baronens seng snart nok udarte og glemme meget af fordums menneskelighed.
Og husk endelig på: "Jævne folk" (som vi jo også selv er på de fleste områder) kunne netop godt lide Sokrates, og af lignende grunde kan selv forbryderne ofte på bunden godt lide kommissær Columbo. Dem der vanskeligere kan døje dem, er derimod den selvgode elite, der konstant føler sig "udfordrede" på en måde de hverken kan eller vil fatte: "For hvad fanden får den nar dog ud af fremture - han kunne jo have haft det lige så godt som vi, hvis han for fanden bare havde spillet sine kort i livet fornuftigt i stedet for at være så hellig. Tror han mon han er Gud, eller hvad?"
Nix, det er bare sådan en rolle vi spiller, men det er den eneste vi efterhånden kan huske, anset hvor lidet overbevisende vi formår at spille den; og når galt skal være, så foretrækker vi altså den frem for jeres - pensionsordninger eller ej. For som fru Blixen yndede at nævne, så var det ikke spor sjovt at være Judas: Det slog sig på humøret, trods alle pensionsordningerne. Nej, så hellere vide hvorfor man af og til også selv jamrer os lige så "umandigt" som den elite, der så dygtigt beskytter sig selv mod den "konkurrence" hvis sundhed de ellers offentligt priser.
Nu er vi dog selv blevet udvalgt til DR Kaffeklubben.
