Friday, June 27, 2014

EKSOTISKE JAGTEVENTYR - OG DØDEN I VENEDIG




På en afsides flække i det svenske høje nord - men langt fra ud af en moderne faciliteter - har jeg i forleden tilfældigt mødt Sveriges førende kongeørne-ekspert Martin Tjernberg, en ung tysk biolog, der for EU-midler sporer og informerer om ulve i Sachsen...; en af Sveriges beste fugletegnere Håkan Delin - samt en pensioneret svensk ingeniør Brostamm i et firma der laver de laser-maskiner, hvormed man i Hele Verden laver chips til moderne TV-skærme etc. (Hvis jeg nu forstod ham ret...). Når maskinerne går i stykker, rejser han øjeblikkelig did, med lige så kort varsel til at pakke det fornødne som Fremmedlegionens folk, af hvilke jeg i øvrigt har mødt flere just i det høje nord: For de maskiner er alt for dyre til at lade stå stille.

Men ingeniøren er samtidig global fuglesamler og artsjæger med en formidabel hob af arter både set og fotograferet - en samlerdille, som jeg med min selektive monomani aldrig selv helhjertet har delt, men som på linje med fodbold ingenlunde er forbeholdt de enfoldige. Manden har skam også arbejdet i kernekraft-branchen, hvortil ørne-doktoren udbrød: "Jamen så är du jo för fan ett teknik-snille!" - "Jovist, tackar, tackar..." lød det troværdige svar som ingen af os turde udfordre. Selv måtte jeg her supplere med, at jeg omvendt er teknik-idiot – og at han derfor roligt kunne betragte mig som en fagligt ligeberettiget kollega.

"Jobbar du själv?", spurgte ingeniøren dernæst med den geniales naturlige fordomsfrihed og syvmileskridt hinsides alle "embarrassing" tvangsbekendelser, udløst af sociale klamphuggeres nærgående spørgsmål a la ”Hvilket er dit yndlingshotel i Paris?”; - hvorefter vi med den selv samme genialitet straks gik videre til langt vigtigere emner på dagsordenen:

JAGTFALKEN -verdens største falk - med nu flyvefærdige unger har nemlig i år sin rede i en alpinsk afgrund, som hjertet ej forstår. - Ufrivilligt, men desto flittigere bevidnet af en international skare af fantaster – de fleste undtagen jeg selv velbeslåede pensionister, der med anderledes god ret nyder deres otium.
De rige europæiske pensionister antager mig for en ungdommelig jævnaldrende og ligestillet - skønt sandheden tværtimod er den, at jeg er fattig, men gengæld endnu ganske ung. Eller som en ven engang diplomatisk svarede en udviklingshæmmet dame, der foreslog ham ægteskab: "Tak, jeg ville frygtelig gerne - men jeg føler mig endnu lidt for ung til at binde mig...."

Men pyt nu med alt det: Faktorernes orden kan vel være lige meget. Når jeg engang bliver gammel, så bliver der såmænd nok rigeligt med arbejde til os alle.

Nej, min største bekymring er derimod den, om disse attråede halv-arktiske kæmpefalke kan tåle alt det rampelys uden at blive ødelagte. De er nemlig allerede i forvejen fuldt bevidste om at stå i endog særdeles høj kurs hos arabiske sheiker med passion for den gamle falkonerkunst.

Hvis man skulle forsone de stridende eneherskere i Orienten, så burde men forlods foruden Nobel's Fredspris give dem hver just sådan en falk som en ekstraordinær mellemstatslig æresbevisning.

Jeg fandt engang for mange år siden en anden jagtfalke-rede langt inde i en ubesøgt afsides beliggende klippedal i Lapland - men den nu aktuelle falk kom af vanvare i marts til at bosætte sig nær en turiststation, og valgte så at udholde pinen. Men næste år tænker den sig med garanti bedre om, klog af skade. For så let skal det heller ikke være at blive medlem af denne eksklusive fugls fanklub: Jagtfalkenes samlede nordiske bestand skønnes nemlig at ligge på kun 400 par.


Professor Glob foretog i sin tid som rigsantikvar arkæologiske udgravninger i Barein - og som tak donerede han kongen en hvid islandsk jagtfalk. Dette førte til adskillige forespørgsler fra andre arabiske sheiker til Islands regering om køb af jagtfalk. Men regeringens svar lød - trods voldsomme beløbsforslag - at Islands snehvide jagtfalke kun blev givet som en særlig æresbevisning og ikke var til salg for ussel mammon.

---------------------



 Kørte flere hundrede kilometer i nat på vej mod en anden jagtfalkerede - selv om jeg ikke engang ved om den er beboet i år. Men falken bor smukt (som en kritiker engang skrev om den noget svage sangfugl, der boede i en operasangerindes bryst) - og samtidig uhyre foto-bekvemt. Så lad os for en gangs skyld være systematiske, som var vi udsendte af The Royal Geographical Society.
 Men ak, det kniber med professionalismen: For efter overnatning i bilen på Stekenjokk-vägen NV Strømsund lod jeg mig driste til noget så fashionabelt som "Pilgrimshotellet" før al civilisations ophør, - hvor jeg med udsigt til Norge indtager morgenmaden og lader det medbragte vente til en anden god gang. Dårlig stil sådan at falde til patten med risiko for at have kørt forgæves - for falkeungerne kan i givet fald meget vel forlade reden netop i dag, for det er hur som helst i 11-te eller endda 12-te time. Og kun 60 km endnu...
 Nej, man burde være kørt direkte i mål og så efterfølgende fejret det - eller også trøstespist - på hotellet....
 Det er ofte den slags små karakterbrist, der forklarer så meget i menneskers karriereforløb: Nu man har bevist at man kan, kan det næsten være lige meget med de sidste praktiske, formelle og sociale (oh, befri os for sidstnævnte dumme rædsel) bagateller, som alle stræberne excellerer i med ganske særlig fornøjelse, som om det var på dem at alt kommer an. Men stræberne har ganske ret: Det er just på dem at det hele kommer an - mens resten har mindre at betyde og om fornødent altid kan plankes ude i byen...

En anden fælde i kølvandet på den allerede klappede består i nu at håbe, at falkene alligevel ikke er der, så jeg intet har ødelagt med min slaphed.
 Men det er ligesom at håbe på, at man ikke ser en bjørn den ene gang man har glemt sit kamera - som om det at se en bjørn lige pludselig kunne gå hen og blive noget dårligt.
 Men på den anden side kunne man også sige, at det ville være dårlig stil sådan at ville gabe over det hele på engang som en mand, der ligger i pendulfart mellem to elskerinder. Jeg fik dog i den forløbne uge så gode falkebilleder, at de næppe kan fås smukkere - om end nok tættere på. Så måske gjorde man alligevel ret i at lade det blive ved tanken for i stedet at give den som en ung herremand på dannelsesrejse.
Og i den forbindelse faldt man forhåbentlig heller ikke aldeles i den fælde bevidst at sætte kunsten over livet - for så forvandles alt skriveriet straks til halvdum småborgerlig karrierestræb til 12 i både Gyldendals og WA's socialpædagogiske Bogklub: For 12 er jo som bekendt ikke godt nok, hvis nu der partout skal gives karakterer....

-------------------
 Kloge folk har rådet mig til knibsk kun at skrive dumme ting på de sociale medier, men dels behøver man jo ingenlunde at sige alt (forkortede piratudgaver i paperback), og dels er det bedre med en dårlig forretning end helt at lukke forretningen.
 Således havde jeg to nætter et helt vandrerhjem for mig selv solo mio, hvilket nok heller ikke var nogen lysende forretning:- meget passende ejet af en italiensk naturfotograf der i sin tid forelskede sig i Norden og flyttede hid - og intet har til fælles med Berlusconi. Han skriver ydmygt og tankefuldt i ledsagende tekster og udgav for et par år siden en italiensk-engelsk fotobog "Mia Suecia" eller noget i den retning.
 Ikke så biologisk sagkyndigt, men reflekterende impressionistisk og ofte rammende. Således skriver han, at vi tilsyneladende behøver det ikke menneskelige for at udfolde og virkeliggøre det menneskelige - inspireret af den spontane glæde og lettelse ved at møde ligesindede omkring en naturoplevelse eller -passion.
 Jeg genkender udmærket den følelse og aha-oplevelse: - nærmest som at blive befriet fra fjendens fangelejre og omsider vende hjem.- Men har ikke selv gjort det til en tanke og erkendelse.
 Sociale medier kan ofte give den stik modsatte oplevelse: For op i røven da med, at nu på torsdag (altså første torsdag i juli, hallo!) kan I alle sammen høre mig fortælle om mit forhold til Thorvaldsens moster, og jeg kan på forhånd sige jer bonderøve så meget, at amerikanerne var meget, meget begejstrede for min bog, og flere japanske forlag står på spring
 Men som med aviserne er det på den anden side også her sådan - at helt uden den art adspredelse eller i det mindste snakken derom keder vi os til sidst lidt og griber os i efter et langt fravær endog at savne den slags en smule.
 Det samme gælder jo undertiden vore medmennesker. Indlandsisen er derimod vanskelig at kommentere, med mindre man er meget sagkyndig - men det tager alt for mange år at blive det, og så kan det være det samme...
Men som allerede antydet ovenfor: dette var naturligvis den helt korte udgave...