I nogen grad er der således tale om noget memoteknisk: At det hele bliver lidt mere håndterbart mentalt ved en art orkestrering eller samordning i form af et dagblads komposition. Men at gøre det til noget tvingende nødvendigt fører til den kedsommelighed, at vore indbyrdes kommentarer skulle være det mest åndfulde i verden. For så ville ethvert spontant og selvbærende indspark kunne afvises som "uaktuelt" - for hvis alle skal tale om nøjagtigt det samme i takt, kan alt originalt jo lukkes ned: Med mindre det med godt humør forstår at forklæde sig, læs "inkarnere" sig, i samtidens historiske klædebon - læs "korset" med tryk på valgfri stavelse; ganske som jo visse lande i underholdningens navn beviljer dødsdømte frit valg af henrettelsesmetode.
Den samme vildfarelse ses i kulturkritikkens enorme selvbevidsthed – det vigtigste er vel selve musikken, kunsten, erkendelsen osv., ikke alle vore meninger om dem, hvor rigtige de end kan være. Anette Olesens film ”Lille soldat” om den kvindelige soldat der kommer hjem fra Afghanistan til sin fars bordelforretning, er som mange gode film ren terapi at se, og det er langt sjældnere tilfældet med kritikken. En kritik der som kunsten også udleverer sig selv og inddrager andre dimensioner uden at svigte emnet, er nok mulig, men den ville snart vække smålighed og blive lukket ned. Der er således tale om meget forskellige bevidsthedsformer, selv når de i en vis forstand handler om det samme.
Men i nævnte uhøjtidelige ånd kan vi godt lade os inspirere af nyhedsmedierne. Berlingernes store korsfarer Lars Hedegaard er nu blevet frigjort af ”Groft sagt” panelet og ser heri en socialistisk sammensværgelse, hvori Katrine Winkel Holm i Jyllandsposten kommer ham til undsætning. Interessant hvor lidt der skal til for at bundnormale folk bliver småparanoide, skønt de dog partout og aldeles modstandsfrit får gehør også for deres vrede – og blot en anden offentlig person giver dem medhold, er de ikke gale. Selvkritikken fejler da heller intet – for det var nu i længden lovlig forudsigeligt og endimensionalt.
Men når folk med noget på hjerte deruimod klynker over at blive udstødt, afskrives de bekvemt af parnasset som paranoide – og ingen siger et kvæk, eller rettere: Vist er der det, men ingen etablerede. For rettesnoren er her gerne denne: ”Gør mod andre hvad I måtte holde for den værst tænkelige ulykke hvis det ramte jer selv. Og hvis de mod forventning tåler mosten, kalder vi dem sindssyge, for det er sgu ikke normalt.”
Jeg læser oftest ”Groft sagt”, men har en stærk formodning om, at den især læses af mænd. Forklaringen er utvivlsomt at i en konkurrenceverden nyder vi ubevidst at se andre stræbsomme mænd blive nedgjort. En empirisk undersøgelse ville garanteret også bekræfte at mænd med mere udprægede dominanstræk læser spalten hyppigere end mænd i servicefagenes ”blødere” positioner.
- En magasinredaktør m.m. af mit bekendtskab overlod for et år siden firmaets tøjler til sin søn – der nu som tak har fyret både faderen og alle hans medarbejdere. Det er jo Kong Lear om igen: Sønnen vil tydeligvis frasige sig enhver gæld. Når selv ens børn opfører sig sådan, hvad kan vi så forvente moralsk fra driftige unge mænd som vi end ikke kender personligt. De gamle kaldte det arvesynden, men i dag ville vi nok se det i et hormonalt lys.
Den sympatiske og saglige biolog Kåre Fog, der både har kritiseret Bjørn Lomborg løbende og bekendt sine egne vanskeligheder som blød og ærlig mand i fagbiologiske kønsovervejelser, ville sikkert give os ret heri. Men nu skriver han i Information, at skønlitteratur for ham er ren underholdning. Nogen har fortalt ham, at skønlitteraturen gør folk til bedre og visere mennesker, og det piner ham – for han læser ikke skønlitteratur.
Stalin læste angiveligt Dostojevskij, og det gjorde ham jo ikke til et bedre menneske. Og hverken forfatterne eller litteraturkritikerne opfører sig altid så nobelt - og menneskeligt mere umodne kritikere anser endog deres umodenhed for kunst, skønt de trods al viden og dygtighed savner kunstens visdom, integritet og selvindsigt - deraf deres forcerede forms mangel på rummelighed.
Lone Scherfig åbenbarede derimod alle disse dyder i et fjernsynsprogram, og det gælder tydeligvis samtlige vore brave filmskvinder. Modsat det mandstyrede kulturlivs mange loyale skødehunde der bestikkes med en symbolsk flig af indflydelse for at give magten og dens jalousier et menneskeligt ansigt - og dermed gør 100 års kvindekamp komplet til grin.
Kåre Fog ser garanteret film. Og han er velsagtens som naturmand også lidt drømmende i sin naturdyrkelse, trods sin store fagkompetance – f.eks. kan vi jo håbe på at se et sjældent dyr, og det tilfører vort liv noget eventyrligt og uverdsligt. Selv de mest videnskabelige naturforskere har denne utopiske dimension, og den virker helende, uanset om man blot dyrker sin have eller rejser til Borneo. Jeg kender på den anden side fornuftige folk, der holder af både fortællinger, film og musik, men som blankt bekender, at naturen ikke siger dem noget: For den siger jo ikke noget. Så Kåre Fog har nok ret i, at folk her er forskellige - således er jeg selv næsten kun til prosa, og helst med nogenledes reglementeret tegnsætning.
Det er svært at sige, hvad det er kunsten kan gøre, men en god roman minder ligesom en god film om verden i dens brogethed – blot har vi ikke selv noget på spil og kan derfor opleve fiktionen uden personlig bekymring. Faglitteraturen tager derimod ét emne ad gangen og er dertil ifølge sagens natur meget oplevelsesfjern. Kunsten griber tillige alt det nære, men upartisk og empatisk fordelt i rum og tid på mange personer, og på betryggende afstand. På den måde er dens bevidsthedsform vitterlig genuin – men hvis man føler sig tvangsindlagt, duer det ikke. Så er det bedre at læse længst glemte ting, som ingen taler om – for vist er det ufrugtbart hvis alle læser nøjagtigt det samme.
Men en god film eller bog har en art samlende form, fortælling eller motiv, og det virker terapeutisk helende i forhold til når vi selv er kastet ud i verden – helt modsat fagvidenskabernes skarpe opdeling, som ikke kan hjælpe os eksistentielt, fordi den ikke forbinder sig organisk med eksistensens egen bevidsthedsform. En verden uden billeder, film, fortællinger, optrin og musik ville være som et liv uden drømme – vi ville blive syge. Men ingen skal tvangsindlægges, for det historisk akkumulerede udbud er jo enormt.
Aristoteles’ gamle katarsistanke er nok rigtig: Når vi ikke har vor egen røv på spil, virker det rensende, sublimerende og afspændende at se lidenskabernes skæbnetunge rasen på scenen eller lærredet. Når vi læser hård kritik, er vi derimod selv aktive deltagere i stenkastningens ædle kunst ved en banal identifikation, og det virker nok afreagerende – men ikke rensende eller forædlende. Katharsis hos Aristoteles indebærer derimod også medlidenhed, og den dimension i kunsten savner kritikken ofte. Også humoren indeholder i sine højere former oftest medlidenhedens sans for livets skrøbelighed hos såvel os selv som vore fjender.
Og vist er det da også synd for Lars Hedegaard - for når man nu engang må synge med sit eget næb, er det da slemt at få just det næb lukket ned, det være nu nok så skingert. Men snart kommer Hedegaards samlede og illustrerede værker i bogform i arabisk oversættelse med kultur- og eksportstøtte : Så får araberne da omsider deres tiltrængte oplysningstid, med Lars Hedegaaard som muslimernes egen Voltaire - blot lige så højt hævet over denne, som Profeten er hævet over sin beskedne forløber Jesus.
