Her i huset er vi slemme til at gå ind og perfektionere. Men det er jo ikke bloggens væsen, så for øvelsens skyld må vi her supplere det foregående indlæg med en ny one liner. "Min omgangskreds er langt større end nogen i min omgangskreds aner". Det lyder som noget ævl der næste dag kan læses yderligere forsludret som ekkoer hist og her. Gekkoer holder i det mindste bøtte, og så kan de ovenkøbet gå op ad vægge og ned ad stolper, ja på en god dag endog på vandet - men det sidste er som bekendt en dårlig forretning.
Nå, men det med omgangskredsen betyder blot at hvis man ikke rigtigt har et egentligt miljø, så besøger man måske til gengæld en del ret forskellige af slagsen: Temmelig forskellige venner og bekendte uden særlig indlysende fællesnævnere. Hellere det end tidens evindelige netværkssyge, hvor man desperat klamrer sig til et bestemt miljø og ikke tør være fraværende en uge af frygt for intriger.
En psykiater og overlæge betroede mig for nylig, at det var så iskoldt på toppen og lægeverdenen så ond (!), at han hurtigst muligt ville skippe topstillingen og hellige sig sin private praksis. Det minder mig om en pensioneret psykiater, der ligeledes på mit spørgsmål om han savnede sine kolleger, svarede: "Nej, men jeg savner sgu mine patienter".
Samme ældre herre mente i øvrigt at den glimrende psykiater Erling Jakobsen vistnok begik selvmord grundet mobning. På mit spørgsmål hvorfor, svarede han: "Jeg tror rent ud sagt det var fordi han var for begavet". Og i dag skriver Lægeforeningens formand i Politikens Kronik, at lægestanden har en rekordhøj selvmordsfrekvens. Hvorfor er det forresten altid de forkerte der begår selvmord, og hvorfor myrder morderne altid de forkerte? Tag den, Hitchcock!
I sin tid kunne man derimod læse at journalisters selvmordsfrekvens var høj, men de mest hårdhudede af racen har formodentlig overlevet og breder sig nu. Til gengæld begår aviserne selvmord dag for dag af den grund vi tidligere har publiceret (en redaktør fra Information i julestemning sov vel i timen) : Den nidkære rivaliseren og intrigeren, når krybben er tom, fører til rædsom konformitet og skader branchen som helhed. "Makropsykologi" for begyndere, men jeg taler for døve øren, for frygtens og jalousiens onde cirkel er jo selvforstærkende, for det gale er jo netop selve de professionelles reaktion på "aviskrisen". Stadig færre har en genuin stemme, og de få overlevende undtagelser bliver mobbet stille og roligt ud til fordel for åleglatte akademikerdrenge, der kalder sig forskere og alle om det samme i takt og i det samme sprog. OG når en af dem har sagt noget i deres fjollede små klubtidsskrifter for europæisk eftersnak, skal det atter drøftes på aviserne kultursider. Blot nogen har gidet svare lidt imod, er emnet nemlig "kontroversielt" og smådrengene dermed kætterske provokatører.
Til gengæld skrev en gammel lærer Chr.Sauer 9.8 en fortræffelig kronik i Berlingerne om sin metier, helt fri for skolefolks kedsommelige pseudovidenskabelige klichesprog. Genuint og jomfrueligt dansk på en måde, som altid enstemmigt roses hos Rifbjerg, skønt det dog er knap så imponerende hos en så trænet forfatter med en livstids carte blanche.
Fortæl nu noget oplivende fra det virkelige liv! Ok, jeg har mødt en skæg syrisk pige og socialrådgiver tilhørende et lille zarathustrisk bekendende folkeslag bosat i den kurdiske region. Hendes 104-årige farmor "tager imod solen" hver morgen. Se det var et ordentligt pragtfuldt dansk. Bemeldte herboende barnebarn beklagede sig i øvrigt fandenivoldsk og halvt på skrømt over at hendes vitale 75 årige fars nye kæreste på 55 er for gammel til ham - hun havde forestillet sig noget mere i retning af "farligt begær". Bemeldte uimponerede dame erklærer tillige sin kærlighed til Kierkegaards sprog og er modstander af overdreven sprogfusion, det være sig med indvandrerslang eller engelske managementgloser. Så skulle hun bare se mit sprog...
Min situationsfornemmelse er derimod mere tvivlsom. I går kørte jeg op med et legetøjskødben til en bekendts nyerhvervede mopsehvalp - men den lille kinesiske tempelhund kunne slet ikke gabe over sit gave, der øjensynligt var designet til en grand danois.
