Før nævnte BNP bør lige som Jehova, men modsat trolde, ikke nævnes ved sit rette navn - for bordet fanger. Det går let ud over vor husflid på bloggen, men vi har endnu et par skjulte kort. I mellemtiden kan vi overveje, om vor tvivl om det trykte medies fremtid er begrundet. Længere tekster er indrømmet behageligst på tryk, herunder print on demand. Førsteudgaver er dog mere charmerende - men hvad så med de utrykte ditto, som højst figurerer i Borges' fiktive bibliotek med alle de bøger der ikke er blevet skrevet?
"To be or not to be", så at sige. Vore lejlighedsvise avisindlæg bliver da også læst af flere, men de er så knap så flyvsk opfindsomme. Men gode melodier tåler bestemt at blive spillet straight, også af elskere af Charlie Parker, Oscar Peterson osv. Ja, nogle vil endda hævde at det er det væsentligste.
Nye læsere bør dog fornemme at vi har en art "poetik" eller et "koncept" for vor blog, der forvandler den til en helt egen genre, litterært set. I bloggens "DNA" (som jeg intet ved om) ligger, at selv om indlæg kan forbedres eller slettes, så står selve dateringen klippefast - og den ender derfor undertiden med at blive en sandhed med modifikation. Tidslinien er kort sagt bloggens charme ganske som i jazzmusikernes improvisationer her og nu, som vi andre kun kan måbe over. I jazzen ligger takterne også fast, således at de garvede med besvær altid kan fastslå hvor i melodien man er, selv i de vildeste improvisationer. Forresten er også de forberedte af årelange processer, og ændringerne sker oftest gradvist.
Men vist kan nogle udgaver være i valsetakt og dermed få en meget anderledes karakter: Den helt anderledes rytme og timing nødvendiggør jo ofte helt andre melodiske figurer. Men det geniale i en bestemt valseudgave af "Take the A-train" er, at grundkarakteren af noget lokomotivisk kraftfuldt frembrusende er bevaret. Der er ikke tale om at "lave noget om til noget andet" - klassisk til jazz, lokomotiver til sødsuppe osv. Bevaringsprincippet er vigtigt, kraftens identitet eller sådan noget.
Bloggens kunst kunne også sammenlignes med Zen-kunstnerne der efter dages meditation laver billedet i et hug. Samlede værker og normale bøger bør helst ikke lægges på bloggen andet end som surrogat-løsning: Den slags er ligesom atomkrig noget man truer med og taler om - men man gør det nødig, modsat kjerlighedens gjerninger. Men omvendt kunne en særligt original blog meget vel fortjene at udgives i bogform. Omtrent ligesom posthume brevsamlinger og andre litterære genbrugsprodukter.
For nu at gå til indholdet møder vi undertiden det spørgsmål om vi ikke ofte graver vor egen grav ved at sige uvelkomne ting. Det gælder nok så meget visse avisindlæg. Men svaret er, at også de intrigante og verdenskloge betaler en pris for deres forsigtighed: Poesien og humoren går nemlig fløjten og atrofierer til tarvelige og negative former, der sjældent tåler at genlæses. Men da går også prosaen tabt, og det er også en høj pris, uanset alle indbyrdes roser og skåltaler. Det er også karakteristisk at når de veletablerede lejlighedsvis skriver om unge dages litterære og virkelige oplevelser, bliver deres sprog gerne anderledes strømmende - simpelt hen fordi de så at sige regredierer tilbage til tiden før alle positioner der skulle tilkæmpes og forsvares, og før alle geskæftige intriger om hvem der "skal have lov" til hvad i kulturens henrivende små sandkassser. Ærens verden er svær at håndtere, og alle bliver vi dens narre, selv trods vore drengede krumspring.
