I mit kvarter bor en sjov lille maler, siger jeg - dvs. han blev i rekordung alder optaget på kunstakademiet for en snart en lille menneskealder siden, stort talent ligesom sin mor, forresten - men han insisterede ligesom hun på naturalisme og kan holde lange moralske foredrag om modernismen som humjanismens forfald, og temmelig indsat i hebraisk og tidlig islamisk kulturhistorie - ikke i betydningen leksikon, men belæst visdom, sådan tilpas subjektiv til at være åndfuldt. Sund fornuft plus intuition. Nuvel, men den er selvfølgelig lidt fordrukken, men en indre værdighed hinsides næsten alt hvad medierne bringer, er ikke til at tage fejl af.
For et årstid siden omtalte han den høje fagforeningsmand, der havde svindlet med midlerne for at købe dyrt indbo - og som efter at være blevet knaldet hængte sig i sine gardiner. "Der ser man - de taler om Islams ære og skam, men det er nøjagtigt det samme hos os. Sådan et fæ, han skulle bare have undskyldt over for sin kone og børn og sagt: Jeg har været et stort fjols, men jeg gjorde det jo for jeres skyld". Men det kunne han ikke få sig selv til og hængte sig i stedet i de dyre gardiner han havde købt for fagforeningens penge".
Alverdens belæste sludrechatoller slår sig op med deres halvdumme borgerlige massekulturelle titler. Men når der endelig er en der siger noget der er på engang smukt, rigtigt og lidt sjovt, skal man altså høre det på en lokal bar. Læste i Information om en fransk "filosof" der oprindelig var bankrøver og som i fængslet besluttede sig til at læse filosofi - forresten en masse af det mest våsede og hyperintellektualistiske, efter min næse. Nu er han bankrøver på en ny måde og udgiver flere bøger om året, leder et eller andet med kunstformidling på Center Pompidu - og alle mikrofonholderne strømmer næsegrus til, fordi det er for sent at spænde ben for manden, fordi de beundrer hele denne larm som indbegrebet af storhed i dere øjne. Hans kone er nu blevet hans sekretær og diktafon - ord ord og atter ord, lidt nye gryderetter af andre modefilosoffer, "alt er sublimering", lidt om begær, kapitalismen og alt muligt, altsammen med en smule rigtig viden i. Men efter den sædvanlige devise: Hvad gør de andre, og endnu mere og fyldigere af det samme. Men Pytagoras beviste det med hypotenusen af den retvinklede trekant på en enkelt side - men ikke fordi det var let: Ellers havde han ikke som tak til guderne ofret 200 okser. Stakkels okser forresten - men no one is perfect.
Men hos bankrøveren derimod intet helt genuint slående som vor lille ovennævnte vismands iagttagelse. Og sådan er moderne mediekultur: At kunne sige mest muligt af det samme som flest mulige af de andre, med de samme udtryk, floskler osv, men måske i lidt andre kombinationer, måske her og der med modsat fortegn, kaldes originalt. Og den blotte kvantitet anses for ensbetydende med kvalitet.
Men sådan opstår ægte erkendelse ikke - Tværtimod lærer erfaringen én, at jo bedre man har forstået et fænomen, desto mere alment og koncentreret, ja undertiden endda enkelt kan man til sidst sige det uden at tabe højde eller effekt. Det andet kaldes med rette for højttænkning og består af lige dele mangel på selvkritik og hysterisk udbasunering af alt hvad man har hørt. Unge ambitiøse mænds tydelige benovelse over andre mænds storhed og deres kombination af tilbedelse og hyæneagtig biden i haserne er et sikkert hormonalt fænomen, fuld af ustabilitet. det fører altid til en form for kannibalisme der dog ikke vil vide af at det forholder sig sådan. Ganske som det ses hos "stærke mænds" sønner der ender i vore samfunds lederpositioner efter mange neglebidende og knap så beundringsværdige genvordigheder.
De tidlige etnologer beskrev efter sigende noget de kaldte "big man" kulturer - øer hvor høvdingen og nogle andre stormænd kappedes om hvem der kunne svine hinanden mest til og prale mest veltalende, for det var statuskriteriet. I vore øren naturligvis uhørt latterligt, men kvantitet og ukritisk produktivitet uden selvtvivl var altså deres kriterium. Og med vor lille malers ord om den skamfulde svindler: Er det egentlig anderledes i vore dage?
Men hvorfor beklage det kritiske i stedet for bare at lave det ægte, som vor lille maler. Bare rolig, børnlille, that's is not the problem. Og folk vil i virkeligheden også godt se og høre det- men de får kun undtagelsesvis lov, fordi næsten hele den indbildte elite af stræbsomme efterlignere med næb og kløer forargede og fornærmede bekæmper alt hvad der er ægte, men mindre det på forhånd er lurmærket og "for sent at spænde ben for", for nu at citere os selv.
Det er sgu ikke landet og folket der er for småt, sådan noget pompøst sludder- nej, men "eliten" er for landsbyagtigt sammenspist i små lande, og endnu værre er det i et "informationssamfund" af sladder og atter sladder, hvor eksperter i nedrig sladder kaldes spindoktorer og er indbegrebet af moderne visdom.
Altså nu denne bankrøver i fængslet besluttede sig til at studere sin tids toneangivende forvrøvlede franske modefilosoffer med al deres kinesiske ordsalat, som næppe tåler at blive oversat uden at falde sammen, langt fra genuin og holdbar tænkning, der skal være lige så evident også om hundrede år. Nej, han ville være stor på en ny måde og valgte at gå i magtfulde stormænds fodspor. Men en ægte bankrøver-filosof ville ikke have kastet sig så begærligt over succesrige mænds opreklamerede makværker, men mediteret og gået i sig, læst helt andre ting eller noget tredje - man beslutter sig sgu ikke for at blive "filosof", "maler" eller noget andet.
Nej, det er en halvbøsset machokultur, men altså helt naturligt - men hvor er det store, smukke, sjove i det, udover at han han blev belønnet for sin tilpasningssyge med at ende som leder for et eller andet fimset kulturcenter af løsagtig og kælen snak, der garanteret intet genunt skaber. Hvorfor beundres det af andre unge mænd - fordi de netop har dette storhedskriterium: Hvem får lov til at score mest af det hele? De forveksler det med kvalitet, og sjovest at betragte er det hos unge mænd med vitterlig begavelse.
De vakler hele tiden mellem deres så at sige bedre jeg og så denne benovelse over magten. En ung teolog of my aquaintance fik overvældende verdslig succes i en helt anden boldgade, hvilket fik den dybsindige mand til i sine mange oprømte stunder at erklære sig "større" end både denne og hin stjerne, simpelt hen fordi der stod en international concern bag ham nu. Rørende så længe det endnu er så uskyldigt, og selv siger jeg intet. Sandheden er blufærdig og ønsker ikke at blive sagt for tidligt endsige af de forkerte, hvilket ville være den største hån.
Nå, lad os sige noget opbyggeligt. Forleden mødte jeg en velbegavet pige fra min kollegietid, og og udover at have holdt sig sjældent godt havde hun fået et markant smukkere og sjæleligt forædlet blik. Det kan man ikke snyde sig til, så meget er vist. Gad vide hvordan vort eget blik forresten ser ud these days? Spørg Deres frisør. Nej, fri os fra alle de korrekte ord uden dækning, så hellere dem der i praksis er bedre en deres principper og meninger.
Nå, men ellers er unge kvinderne nu sjældent meget "bedre" i praksis, fordi de af lutter menneskelig uvidenhed præmierer det forkerte, og hvorfra skulle de også vide bedre uden at have erfaret det i al sin gru, som regel for sent. Men bevares, magt og penge er altid hvad de er.
Nå, gudskelov er det jo ikke altid sådan, men det er en kendsgerning at mænd i høje positioner uvilkårligt nærmest hypnotiserer selv velbegavede kvindelige ansatte til ubrydelig loyalitet, selv mod bedre vidende inderst inde. En ejendommelig blanding af ægte beundring for den store mand og moderlig beskyttelse af hans forfængelighed mod alt, hvad han kunne opleve som en uvelkommen trussel mod jeg ved ikke hvad. En meget nedslående cocktail at opleve, og også en massiv faktor at frygte. Deraf nogle mænds idealpornografiske modforestilling til alle tider om den ædle skøge, et modbillede hentet snart i undergrunden snart blandt tempelpræstinderne.
Bevares, endnu en fantasi, for selv i de lag skal man næppe forvente for meget for tit, men noget er der nok af og til om det. Den klassiske femme fatale er derimod nok et lige så begrædeligt "offer" som sine medsøstre, men vælger bare at slå en lidt anderledes handel af end de. At have kendt 30 hertuger, 100 geheimeråder og 50 professorer i riget gav næppe automatisk så megen indsigt eller erfaring i dybere forstand. Og blikket afslører det trods en vis slangeagtig selvbevidsthed: Billeder af svundne tiders femme fatales forekommer os i hvert fald temmelig flove og lidet æggende.
Endelig skal man ikke glemme at kvinder skam helt bevidst kan holde med "de forkerte" mænd af nøjagtigt samme grund som mændene selv alt holder sammen indbyrdes i en slags bander, klubber eller kulturer : Af almenmenneskelig snu bekvemmelighed og holden på majoriteten og magten. Man mærker nok hvilken vej vinden blæser.
Nedslående, men hvorfor skulle de være bedre end andre folk?
Som sagt bør det negative ikke opfylde os, hvis vi snarere skulle dyrke alternativerne. Men skal vi ikke ende som jøderne i ghettoerne der gjordes mindre og mindre, indtil..., så er vi nødt til at slå tilbage med jævne mellemrum, selv om vi straffes også for det, og selv om vi risikerer selv at blive smittede af "forbrydelsens element" - omtrent som spindoktorernes hjerter utvivlsomt er fulde af alt det de snakker så behjertet om. Mange mænds seriøst indstuderende benovelse for hvordan andre mænd har vundet slag, narret de andre, vundet magthaverne for sig osv er et lignende fænomen - men vel naturligt nok, considering the circumstances. Men selv orker jeg ikke sjæleligt, men foretrækker i så fald gladiatorkampe i al deres primitive enkelhed, hold bare sjælen uden for.
Den lille maler har ret, og mange andre også; og det smukke findes - men forsvarer det sig ikke, bliver det glemt. Og hvor mange husker den lille maler, når han går bort? Nå, nu er han da foreviget - men hvor mange læser så dette her? Bare rolig, der kommer sikkert både en Garff og en Tudvad - og beviser det så mere så megen anden succes? Danmark har ikke desto mindre en særlig demokratisk og individualistisk tradition, som altså for tiden er ved at gå op i limningen til fordel for en art bandeagtig feudalisme af opløbne knægte, deres ægtefæller og deres yngel. Men blot der er tilstrækkelig meget af det smukke og sjove osv som modvægt, så kan vi måske punktere virkningen af hele denne inflationskultur af "sensation" og "scoring".
Det siges at gamle A.P Møller hyldede den opfattelse at hvad der ikke kan stå på en A4 side, er løgn. Med alle tænkelige undtagelser og forbehold havde han nok ret et sted, for det er halvvåset og det intellektuelt voluminøse og hastigt sammenbragte som fylder, og som hæmningsløst kan blive ved og ved, mens sandheden sejt søger sin bedste formulering, undertidejn i spring, men oftere langsomt. Kort sagt må vi hellere slutte af nu, for ikke at ende som den franske bankrøver med munddiarre´og sekretær. Men apropos avancement: I et gammelt leksikon stod om en kendt person: Forhenværende advokat, nu negersanger. Det var da i det mindste mere originalt end en bankrøver der går hen og bliver et tilpasningssygt snakkedyr.
