OLE THYSSEN, HENRIK DAHL, S.U.T og STJERNFELT

DE MISKENDTE SEJRHERRER...
(INFORMATION april 18.4.07) Hermed så den tidligere bebudede lille sag.

Ole Thyssen og Henrik Dahl vakte forleden furore i Blågaardsgade Beboerhus, hvor de dystede med socialpsykologisk forening om deres syn på tabere og vindere. De følte sig imidlertid miskendte, idet deres ærinde slet ikke er politisk, men blot det filosofiske at beskrive tre typiske formationer i forhold til behovet for anerkendelse. Og den anstødelige pointe er her den, at i vore dage kræver vi anerkendelse selv i vor egenskab af tabere.
Vi hørte et år tidligere det samme budskab hos Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen, og de knyttede det til vor kristne tradition for at ophøje de fornedrede og kyse vinderne. Nietzsche var jo inde på de samme, og Henrik Pontoppidan havde ligeledes et godt øje til det i sin skildring af mislykkede prædikanter, der til sidst indbilder sig at være Jesus selv.

Kort sagt er der heri intet nyt under solen, men vist har de ret: Således kan hvem som helst, der i nogenlunde samme uanstødelige medie-akademiske esperanto som alle andre siger nogenlunde det samme, i dag gøre fordring på at være filosoffer og forfattere og holde mængder af foredrag om det samme. De anser sig alle for banebrydende og provokerende sejrherrer – og ingen ler. Hvis det fortsætter på denne måde, så er vi snart alle adjungerede professorer ved Farum Universitetscenter – men nej hvor er det fantasiløst.
Når noget bliver mode eller toneangivende, vil alle snart være det – og det medfører psykologisk set altid, at der snydes på vægten: For majoriteten på holdet vil altid sørge for at redde sit skind og kalde sig krigere. Hvis det blev højeste mode at være som Jesus, ville Kierkegaard få ret i at Kristendommen ville blive forvandlet til pjat – og de få sande kristne ville blive ignoreret med den indbildte elites dødelige fornærmethed på sandheden og ”the real thing”. For karakteristisk for os mennesker er, at forfængeligheden og begæret vokser med graden af forkælelse, og så fordamper selvkritikken. Alle på solsiden skal både skrive bøger, være terapeuter, mønsterbrydere, fredsforskere, meningsmaskiner og spindoktorer, i takt og fodslag. Og ingen ler – nej, må vi ikke snart bede om en ærlig flyttemand.
Men hvorfor køber folk disse mange synkroniserede debatbøger begået af store drenge der ubevidst kopierer hinanden? Svaret er allerede antydet: Just grundet nævnte kopi-instinkt køber folk tvangsmæssigt ”det ny” for selv aflure de succesrige kunsten – og det er ganske rigtigt ingen kunst. Derfor kalder vi dem banebrydende, for når vi selv kopierer dem, så er vi dermed også selv banebrydende. Kort sagt kan Dahl, Thyssen, S.U.T. og hvad de nu ellers hedder, godt have nogen ret – men deres tro på deres budskabs dybde bekræfter på en ironisk måde deres tale om taberne. Nuvel, tabere er de indrømmet ikke – men hvis dette er vinderne, så er der desto mere grund til at hold med taberne.
Og her når vi så frem til et kontant og nøgternt argument mod det nye evangelium. For vel har den mangehovede klon af tilpasningsguruer da ret i, at tabere tit bekvemt henholder sig til Jesus eller van Gogh som tragiske forbilleder og ”berettigede undtagelser”. Men også vinderne har et selvbedrag, som er et symmetrisk spejlbillede af tabernes: For hver gang der opstår ægte ”berettigede undtagelser”, hos hvem anerkendelse og reelle kvaliteter vitterlig er ude af proportion – så vil det nye evangeliums apostle straks hyle i kor: ”Se nu bare, atter en af disse dårlige tabere der indbilder sig at være en ny van Gogh.!”
Kort sagt er vindernes selvbedrag akkurat lige så letkøbt som tabernes. Ja endnu mere, for ”vinderene” er den solide majoritet samt dennes guruer, og de er vidunderligt fri for tvivlens nådegave, som taberne og da især just de berettigede undtagelser altid kæmper med. Modeguruer kendes på, at jo højere deres honorarer er, desto sikrere er de på at at være alle pengene værd; berettigede undtagelser får omvendt næsten skyldfølelse ved at forlange honorar. I begge tilfælde fordi vi mennesker desværre tager verdens dom for pålydende.
Men når ingen af de nye apostle giver et eneste nutidigt eksempel på berettigede undtagelser, er det fordi de forbeholder denne status til de forlængst afdøde, som de ikke behøver at frygte eller misunde. Åh – lige én ting til: Når også krigerne vil give den som ”undtagelser”, så er det fordi de tillige vil stjæle det, som de officielt benægter eksistensen af: For ”vinderne” vil helst have det hele – og ingen ler.

NETVÆRK

Nu læser man atter om bloggens fortræffeligheder som afløser af det gammeldags CV, som bog-genre og som instrument for ens sociale netværk. For fremtiden vil Arbejdsdirektoratet vel af folks blogs kunne læse, om de står til rådighed for arbejdsmarkedet eller måske omvendt har gjort sig fortjent til førtidspension, internering eller eksil.
Nå, som I ved, har jeg dårligt med neværk. Vil vi bevare negrene eller udrydde hvalerne, er netværk skam en god ting - ligeledes ved arbejdsfællesskaber og sociale skæbnefællesskaber: Fagforeninger, patientforeninger - således kunne man begå den logiske bommert at oprette en forening for autister, for det er jo lige den ting de/vi ikke duer til. Så det ville være en ny udgave af Russells paradoks, eller for den sags skyld Groucho Marx' , der jo søgte en forening og en kvinde der ikke ville have ham som medlem. Ak, ak - vi kender syndromet; og hende der piner mig, gør det muligvis også, jeg tror næsten hun foragter sit eget køn og har et ambivalent og måske endda misundeligt forhold til de mænd hun drages mod, stikflammerne sidder i hvert fald løst den dag man taber terræn... Ak, gid dette var et sidespring - men til sagen.

Netværker ser vi til overflod en masse kulturagtige steder - også filosofiske netværk, hvor man promoverer hinanden i flok ved sammen at læse og diskutere de samme gennemsnitsakademiske artikler hvor dygtige middelmådigheder kommenterer hinandens tekster i "anerkendte fagtidsskrifter" efter devisen: Filosofi og humaniora kan vi sgu alle snakke med om, og kan han, så kan jeg også. Men det handler reelt blot om i kraft af flokken at opnå fortrinspositioner, hvorved man kan komme uden om mere oplagte typer på det givne område: kort sagt handler det om at forvride eller ødelægge markedsmekanismerne og derved "komme i betragtning", når studieværter og redaktører skal indhente en filosofisk kommentar om det ondes problem apropos en ny roman eller film.
Den dag et filmselskab søger en autist, ville der jo melde sig en masse der netop ikke er det - for autisterne opdager jo slet ikke markedet, endsige den forening der gerne vil have dem som medlem. Så et eller andet sted er dette netværksfnidder ofte de måske egnedes metode til under civiliserede former at udelukke de egnede, de passionerede og de barnefødte i riget.

Omtrent som når en anmelder roser Jørn Lunds sidste Gyldendal-publikation med dissse ord: "Han skriver som en (morsom) engel". Som min gamle ven fra proletariatet siger: Den kan i smigrens verden simpelt hen ikke blive for tyk! For en gennemkontrolleret og socialt forsigtig mand kan godt være både dygtig og velbegavet - men skrive som en morsom engel kan han umuligt.
Så hvis nu bloggernes forskellige netværk skal udvikle sig på samme vis, er det trist. Synliggørelsen handler meget om at gøre de gode på feltet usynlige. Snart er alle "synlige", og til sidst gider ingen læse lortet længere. Men indrømmet: Er det mig, NN, eller en tredje, der skal opgive deres drømme om dette eller hint? Det er altid de andre der er "uberettigede", Rifbjerg bryder sig heller næppe om mange andre nulevende forfattere. Men nevertheless: De der allerførst undersøger hvordan man kommer frem i verden, er de der intet har på hjerte, og som ejheller søger andet end det berømte "embede" - og som derfor instinktivt altid søger ind mod midten af flokken.