NETVÆRK

Nu læser man atter om bloggens fortræffeligheder som afløser af det gammeldags CV, som bog-genre og som instrument for ens sociale netværk. For fremtiden vil Arbejdsdirektoratet vel af folks blogs kunne læse, om de står til rådighed for arbejdsmarkedet eller måske omvendt har gjort sig fortjent til førtidspension, internering eller eksil.
Nå, som I ved, har jeg dårligt med neværk. Vil vi bevare negrene eller udrydde hvalerne, er netværk skam en god ting - ligeledes ved arbejdsfællesskaber og sociale skæbnefællesskaber: Fagforeninger, patientforeninger - således kunne man begå den logiske bommert at oprette en forening for autister, for det er jo lige den ting de/vi ikke duer til. Så det ville være en ny udgave af Russells paradoks, eller for den sags skyld Groucho Marx' , der jo søgte en forening og en kvinde der ikke ville have ham som medlem. Ak, ak - vi kender syndromet; og hende der piner mig, gør det muligvis også, jeg tror næsten hun foragter sit eget køn og har et ambivalent og måske endda misundeligt forhold til de mænd hun drages mod, stikflammerne sidder i hvert fald løst den dag man taber terræn... Ak, gid dette var et sidespring - men til sagen.

Netværker ser vi til overflod en masse kulturagtige steder - også filosofiske netværk, hvor man promoverer hinanden i flok ved sammen at læse og diskutere de samme gennemsnitsakademiske artikler hvor dygtige middelmådigheder kommenterer hinandens tekster i "anerkendte fagtidsskrifter" efter devisen: Filosofi og humaniora kan vi sgu alle snakke med om, og kan han, så kan jeg også. Men det handler reelt blot om i kraft af flokken at opnå fortrinspositioner, hvorved man kan komme uden om mere oplagte typer på det givne område: kort sagt handler det om at forvride eller ødelægge markedsmekanismerne og derved "komme i betragtning", når studieværter og redaktører skal indhente en filosofisk kommentar om det ondes problem apropos en ny roman eller film.
Den dag et filmselskab søger en autist, ville der jo melde sig en masse der netop ikke er det - for autisterne opdager jo slet ikke markedet, endsige den forening der gerne vil have dem som medlem. Så et eller andet sted er dette netværksfnidder ofte de måske egnedes metode til under civiliserede former at udelukke de egnede, de passionerede og de barnefødte i riget.

Omtrent som når en anmelder roser Jørn Lunds sidste Gyldendal-publikation med dissse ord: "Han skriver som en (morsom) engel". Som min gamle ven fra proletariatet siger: Den kan i smigrens verden simpelt hen ikke blive for tyk! For en gennemkontrolleret og socialt forsigtig mand kan godt være både dygtig og velbegavet - men skrive som en morsom engel kan han umuligt.
Så hvis nu bloggernes forskellige netværk skal udvikle sig på samme vis, er det trist. Synliggørelsen handler meget om at gøre de gode på feltet usynlige. Snart er alle "synlige", og til sidst gider ingen læse lortet længere. Men indrømmet: Er det mig, NN, eller en tredje, der skal opgive deres drømme om dette eller hint? Det er altid de andre der er "uberettigede", Rifbjerg bryder sig heller næppe om mange andre nulevende forfattere. Men nevertheless: De der allerførst undersøger hvordan man kommer frem i verden, er de der intet har på hjerte, og som ejheller søger andet end det berømte "embede" - og som derfor instinktivt altid søger ind mod midten af flokken.