SKOLEN FOR LIVET
At arbejde i folkeskolens afgangsklasser giver respekt for den hårdtprøvede lærerstand: En garvet bekendt i branchen fortalte mig til ringe trøst, at tysk- og religionslærerne er de mest forhadte - thi just disse ere fagene. Nå, personpåkørsel risikerer man som bekendt især der hvor man er til gene for andres forfængelighed, og så fuldbefaren er jeg ikke. Hvad de unge mennesker angår, er de desuden så herligt fri for de voksnes arvesynd i form af just sådanne følelser. Trods nogen larm er de derfor en lise for sjælen, og det gælder i grunden også de fleste af fagets udøvere – for de levnes hverken tid eller lejlighed til at dyrke den art følelser, som nu får visse andre brancher til at rasle mod afgrunden, med internettet som tabernes evige dårlige undskyldning (ha!). Den selv samme moderne forkælethed der angiveligt undergraver folkeskolens arbejdsdisciplin, rammer nemlig også de mest privilegerede stænder.
Kort sagt er de unge uskyldige dog livgivende bekendtskaber, og kun en misantrop vil hævde at skolens eneste formål er at hindre de unge i at skade sig selv og andre. På den anden side er det jo sandt, at næsten alle senere originaler sov i nogle af fagene, mens de gennemgående ug-børn omvendt kører frem ad fastlagte spor. Men én ting er at sove i et eller to fag – hvis man sover i dem alle, ender man let som en art ulvebarn uden adgang og associationsbaggrund. Man kan derfor tale om en art kritisk masse af total dannelse, som det må være skolens opgave at sikre – så skal de nok klare resten, når det bliver nødvendigt. I vores tid lod det sig gøre, blot man ikke larmede så meget at det gik ud over de andre.
Man er taknemmelig for dygtige elever, men et eller andet sted har jeg al forståelse for de uvorne – for nogle af dem kan måske en dag blive et eller andet uventet, og da er det den ægte vare. Sagen er jo at den moderne voksne verden er stopfuld af dygtige elever, der skal snakke med om alt det samme som de andre – en slags intellektuel flokmentalitet, hvor der ikke er grænser for vor geskæftighed: Og da alle er myreflittige, forlanger vi alle UG og bliver højligen fornærmede på den ægte vare. Men som før sagt, hvis ikke det var for Charlie Parker og hele banden, ville vi andre kvæles i vor egen stræbsomhed. Sådan er det på alle felter, og uden at spille Goethe-ekspert kan jeg citere mesteren: ”Vi kan ikke udstå de bedste, men vi kan heller ikke undvære dem.” Om det så er filosofi, truthorn eller sær litteratur, er ligemeget.
Min skjulte kjerlighed til de uvorne skyldes således, at det oftest er fra den kant det personlige kommer, fordi de drives af alle mulige og umulige følelser og fødselskvaler, som ug-børnene helt slipper for. Men som lærer foretrækker man jo de sidstnævnte. Hvad man lærte i skolen var dog lige så meget alt der skete mellem linierne og mellem timerne som selve de officielle fag og læreprocesser: Hvad man grinte af, alle mulige associationer og episoder osv.
Det komiske er imidlertid at just det som vi som lærere efterspørger hos de store elever, er det som vi vånder os over i den voksne verden: Ja, for når det pludselig giver høj status at skrive, at male eller ”mene” noget om H.C.Andersen, så vil alle til fedtefadet, og så går det som vi dagligt ser: Lutter honette ambitioner. Kort sagt: Mennesker kan tidsnok blive voksne, kritiske og kedelige status-dyr, og hvor kan man ofte savne ærlige mennesker der siger: ”Det og det emne tænder jeg i grunden slet ikke på, men jeg er helt vild med van Gogh”. For når de uvorne pludselig tænder på noget, sker der ofte noget interessant. Men disciplenes decibel-niveau er ofte højere end det faglige niveau - men det kan hurtigt ændre sig.
Og fra det virkelige liv? Vor lille maler hjemsøges af gale og bedyrer: "Intet er så kedeligt som galskab." Også han elsker modsætningerne, og et sted har han jo ret: Tænk blot på de gales urokkeligt fastlåste livstemaer, trods vor hyppige tvivl om normaliteten. Ja, selv Strindberg har næppe været særlig sjov i sine værste stunder, trods at selv de mest bornerte akademi-litterater i vore dage sikkert vil bedyre, at han var genial hele tiden, simpelt hen fordi det er vedtaget på bjerget.
Men uden sådan velsignelse fra oven skal der omvendt yderst lidt til for at blive erklæret halvtosset af de selv samme mennesker - snart af vaskeægte naiv vantro, snart af snu bekvemmelighed. Men vi vil omvendt hævde at det halve "Over-Danmark" snart er ret tossede og moralsk ret utilregnelige af lutter hysterisk opskruede ambitioner, hentede i den blå luft. Næsten ligesom fordums romerske kejsere i den dekadente periode: Det ender som kultisk teater og en art aseksuel transvestisme med menneskeofringer.
Nå, men tilbage til vor lille maler, som angiveligt gik nynnende ned ad trappen fra Statens Museum efter at have set Kirkebys retrospektive udstilling - ja, for han synes helt oprigtigt at det meste er noget bras (selv er jeg for ukyndig til at mene noget). Men han er skam ikke nogen smålig misantrop og bedyrer tværtimod at de fleste mennesker i grunden er ret storartede og den rene ondskab undtagelsen. Well, well - men under livets og ærens tortur kan vi tabe moralsk og empatisk højde i foruroligende grad. Arvesynden, I presume...
Der går kuk i den når vi med vold og magt skal være noget vi ikke er, snart af forkælelse, snart af misforstået forventningspres: "Alle kollegerne er blevet veritable stjerner, det er sikkert og vist - nu vil jeg sgu også være det." Bliv endelig stjerne, men i det du gør - ja, måske er du det allerede! Men selv en hare kan finde på at sparke, når den trænges op i en krog.
