Sunday, January 11, 2009

”FOLK AF DØDBIDERSLÆGT, UNDFANGET HALVT I SØVNE…”

CARL FRIES, PALLE LAURING OG DE STORE FØLELSER...
Sibirisk vinter i sydsvensk taiga, og midlertidig permafrost i højmosernes øde: Drivhuseffekten midlertidigt sat i bero. Læser en bog af en for længst afdød svensk landskabshistorisk skildrer, Carl Fries, fuldt i klasse med vor egen Palle Laurings gamle "Danmark i Skåne". ”Poesi i sak”, som svenskerne siger: den passionerede sagligheds og den livslange kærligheds egen gobelinkunst, og aristokratisk prosa i ordets bedste forstand, båret af ydmyg respekt for naturkræfterne såvel som for folkets livskamp gennem generationer. Tillad os at oversætte et par alt for korte stikprøver, så I fornemmer den smittende vitalitet og afstanden til de honette ambitioners dekadente og småpsykopatiske landeplage.

Om kronhjortenes brunst skriver Fries, at de helt unge hjorte holder til ”i udkanterne af hovedkvarteret, lidt urolige, på en gang vigende og påtrængende, som det er naturligt for en udelukket, driftsplaget ungdom”. Intuitivt og kraftfuldt, helt uden de blinde muldvarpes evige bekymring om ”den seneste forskning”s slette uendelighed af smånotitser: Ja, for hvad mener I f.eks. om ”toleranceforskere” og ”tillidsforskere”? Småborgerskabet og kapitalpensionen længe leve…

Et andet skriftsted: ”Melankolsk dis, en grædende himmel, en livstræt jord – ”sextio-elleva” (hallo –spontan surrealisme frit fra hoften og helt uden studentikose anstalter, før al litteraturdebat!) poeter misbruger landskabet som en sjælstilstand; men hvis sjælen kunne glemme sin belastning og leve, virkelig leve i landskabet – se det ville være helse.
….Dyrkningens landskab er et samspil mellem arbejde og jord, en vekselvirkning som former jord og bonde. Hele dette landskab i vor hånd lever med os gennem årets tider og forandres med os; vi fornemmer dets åndedrag og hvile som en funktion i vor egen organisme. Jorden sunder sig efter et langt arbejde. Sådan forholder det sig med ”livsleden”.”

Om de sidste rester af parkagtigt herregårdslandskab med ældgamle ege hedder det, at vi ”nyder sorgløst en rigdom andre har opbygget, disse andre som nu mister grebet om gods og skov. Vi må forstå dette for at begribe det ansvar som nu hviler på os, de mange i folkehjemmet. Lad os sammen påtage os de byrder som et fåtal ikke længere magter at bære”.

Ingen smålig klassesnak af hverken den ene eller anden observans her, som når en ung universitetsklatrer for at gøre sine kulturradikale hoser grønne på parnasset sammenstykker og udgiver ”sextio-elleva” fortærskede og kanoniserede fornuftsgrunde til at nedlægge både folkekirken og kongehuset, under landsdækkende applaus fra alle Bermudas benovede små oprørs-praktikanter. Alt sammen lige så håbløst uopfindsomt og kedsommeligt som det er snusfornuftigt – og derfor en ret fornuftig grund til i stedet at foretrække den rene ufornuft, så vi dog har noget festligt at le ad i stedet for den begrædelige udsigt til, at endnu en emsig og med nervøs utrættelighed kindposeklaprende hamster under fuld mandsopdækning bjergtager en anæmisk studine med dobbeltsidigt hareskår, just ankommet med firetoget, til at lade sig forsørge og besvangre af vor lovende professorspire til fremskyndelse af vor races endelige forfald – eller med madam Blixens vidunderligt syfilitiske visdomsord: ”Folk af dødbiderslægt, undfanget halvt i søvne”.

Carl Fries døjede med en dødbiderånd, for hvem såvel vildmarken som alle bygninger af ældre dato end socialdemokratiet var udviklingsfjendske. Siden er der heldigvis sket meget godt, også med sosserne, trods prosaens forfald - hvorimod det svenske Moderat-parti altid har været de værste på naturfeltet og mangler en Connie. Desværre må vi dog nu kæmpe for at undgå at vindmølleparker sættes op som formelige hegn rundt om hårdt tilkæmpede store naturreservater, herunder også et som beror på undertegnedes vedholdende ungdomsiver.

Bedst at samle civilisationen hvor den i forvejen er, for ellers bliver vildmarksoplevelsen musealt kastreret - selv hvis dyrelivet måske skulle kunne tåle mosten. Også den lille håndfuld radartårne i Gribskov står således samlede i deres eget lille "reservat" - og har efterhånden fået en antik hygge, ganske som de omgivende krogede oldingebøge af den oprindelige lokale stamme.
NEXT: BUDDHISTISK NYTÅR