Monday, December 09, 2013

TIMING ELLER SKÆBNE?




Knap var jeg kommet inden for døren hos den gangbesværede enke (kan dette begreb mon illustreres visuelt?), som jeg jævnligt bistår - før hendes roterende vaskemaskine med bulder og brag styrtede ned fra sit repaux (pardon my French) og herunder ubetænksomt autistisk sønderrev sin egen elforbindelse til virkeligheden.

Badeværelse-døren var grundigt blokeret - så var jeg nu ikke ved et skæbnens sammentræf af mirakuløs timing kommet hjem just i går aftes, ville enken være blevet låst inde på sit eget (bevares, men alligevel) toilet uden telefonforbindelse - eller også spærret ude og dermed nødsaget til at forrette det unævnelige efter samme opskrift som hendes kat. Begge to scenarier, der som sagt næppe fuldt og helt lader sig illustrere visuelt. Jeg er ikke just nogen handyman - men når man er vant til i jobbet at flytte lig, er sådan en opvaskemaskine barnemad at bakse på plads - mens det dér med virkelighedsforbindelsen nok bør overlades til helt andre typer.

Nu til morgen måtte jeg så ude i byen påhøre en mordtruet og absolut kvik dames beretning fuld af livligt udpenslede sideskud - gennemført med velkendt kunstnerisk selvbevidsthed aldeles uden skelen til prosaisk relevans, som nemlig kun gælder for almindelige dødelige - hvorfra hun dog altid vendte helskindet tilbage, idet hun nemlig ingenlunde agtede at lade mig slippe så let.

Efter moden overvejelse besluttede jeg jeg mig for ikke at anse hende for mere paranoid end hun havde grund til at være - vel vidende at paranoikere nu ellers ofte er overraskende velformulerede og logiske.
Om det så er mere paranoidt som hun at mene sig forfulgt af et enkelt navngivent mastermind med en eller endda to undersåtter, eller at anse sig for stræbt efter livet af flere indbyrdes helt uafhængige fjender - er et godt spørgsmål, og følgelig svært at besvare.
I det sidste tilfælde må der nemlig siges at være tale om en djævelsk timing fra skæbnens side: Hvilket forholder sig pænt og symmetrisk til den skæbnemæssigt mirakuløse timing, som jeg indledte med at fortælle om - og som på samme vis godt kunne bringe mig til smigrende spekulationer om Forsynets højere hensigter med min eksistens.