AD ISLAGTE VEJE ...
Med eneret og arveret
En genre behøver ingen højtravende legitimation, lige så lidt som en elefant eller en trane. Men det kan alligevel være sjovt engang imellem at reflektere over denne og hin genres væsen. En blog som vor egen, der ikke er afledt af et borgerligt hverv eller en politisk eller anden interesse, finder og udvikler sit iboende væsen så at sige ubevidst, omtrent som musikken, hvis genrer jo heller ikke udspringer af planlægning. Det irrationelle tals pi’s decimaler viser sig ligeledes først i praksis, og man kan ikke komme til det tiende decimal uden først at have beregnet de foregående decimaler.
Dette såkaldt rekursive træk er kimen til den selvreference, som i en eller anden udstrækning findes i al litteratur. Blot noget så kedeligt som at holde den røde tråd kræver jo at man ser sig tilbage uden dog som Lots hustru at forfalde til tavs stupor; og endnu mere krævende bliver den kunstart, når en tekst løbende udvikler sig med tilbagevirkende forbindelser på flere niveauer på en så kompleks måde, at den resulterende komposition næsten kan minde om en organisme – lige bortset fra at en organisme præsterer selvopholdelse som fysisk realitet, hvorimod en tekst kun lever når den læses eller skrives.
Hos folk med særligt hang til de mentale processers rekursivitet kan det ytre sig ikke blot i den komponerende bevidsthed, men også manifest i teksten selv på indholdsplanet. Men hvis ikke det sker spontant og så at sige ægte patologisk, mister det den ægte sygdoms dekadente charme. Som med alt andet gælder derfor også her, at når først det bliver mode, bliver det forfusket og plat og mister den iboende idé-genererende højspænding.
Men hur som helst kan bloggen ganske som brevet eller romanen udvikle sine iboende muligheder, hvilket så atter kan give anledning til selvrefleksion. Et blogindlæg kunne således bestå i en analyse af den rekursive udviklingslogik i et enkelt eller i en serie tidligere indlæg. Således kan vi nævne, at indlægget ”Dogmeregler fra Jesus til gratisaviserne” helt og holdent tog afsæt i en indrømmelse af, at vi havde forbedret vort foregående indlæg og dermed forbrudt os mod vore selvvalgte dogmeregler. Det blev så anledning til en lille surrealistisk forestilling.
Indlægget ”Guds opsang til læserne” tog tilsvarende udgangspunkt i det forhold, at vi tidligere har mindet vore abonnenter om, at de er i økonomisk restance; og dets hovedtema var spørgsmålet, af hvem vi helst ville anerkendes, som ganske vist ikke var eksklusivt blogspecifikt, men dog ret blogspecifikt – på samme måde som forelskelse ikke er eksklusivt ungdomsspecifikt, men alligevel temmelig ungdomsspecifik.
De to nævnte indlæg ville grundet deres blogspecifikke træk ikke kunne trykkes separat som kronikker eller en art noveller uden en indledende kort forhåndsoplysning herom. Nogen praktisk hindring er dette imidlertid kun for den, der allerede på forhånd har besluttet, at det er umuligt: For nævnte forhåndsinformation er jo lige så let at bringe som den oplysning, at det der følger er en et uddrag af en afdød politikers dagbog. På samme vis offentliggør man som bekendt også dele af en brevveksling med et par indledende linier som forklaring.
Det fjollede er blot, at hvis først man er oppe mod lænkehunde der obsternasigt stiller sig på bagbenene, fordres der i praksis oftest megen selvhøjtidelighed til at fremture uberørt, da sagen jo ikke tjener et så at sige højere formål. Når man tvinges til at kæmpe for sin ret, fikseres man let i en ucharmerende blindgyde, hvor selv samme ret risikerer at forvandles til sin egen parodi. Og heri ligger just den perverse form for genialitet i de benspænd, som hine enkelte ”more often than not” må regne med. Man smittes så at sige af dem der kaster rådne lig ind over ens belejrede palisader, og overlader måske til slut hellere byttet til hyænerne for ikke at ende som Ibsens ”folkefjende”.
Nå, men nu kom vi pludselig til at referere til bloggen som potentiel udgivelse, hvorved vi faktisk igen kommer ind på noget genrespecifikt, selv om det umiddelbart var en digression. For bloggens latente bagvedliggende bevidsthed kredser netop altid i nogen grad om spørgsmålet om læsernes eksistens som andet end en tænkt størrelse, såvel som drømmen om en mere uomtvistelig og påviselig virkningshistorie – omtrent lige som Gud jo i sin tid til sidst ikke kunne nære sig for også at springe ud som menneske på inkarnationens vilkår, om så også forsynet med en nødraket samt en officielt lurmærket vetoret, just in case.
Vi skal ikke tærske langhalm, men sluttelig må vi nævne, at udover at bloggen ligesom brevet og romanen har sin særlige selvbevidsthed, som undertiden bryder manifest ud på indholdets plan, har alle disse forskellige litterære genrer naturligvis også nogle genre-neutrale fælles træk. Således kunne man sagtens analysere det kompositoriske forløb også i de blokindlæg, der helt eller næsten savner blog- specifikke træk. På samme vis kan et meget sagligt brev undertiden helt savne brevets genrepræg på stilens og indholdets plan. I sådanne tilfælde er det derfor alene selve præsentationens ydre ramme, der som det definerende logiske minimum gør genren åbenbar: For modtageren af et frankeret brev med afsenderangivelse og indledende adressattiltale kan naturligvis ikke tvivle om at der er tale om et brev – uanset om indholdet så er et digt, en afhandling eller tørre fakta om hårde hvidevarer.
Et sådant brev savner på indholdets plan brevets unikke genretræk, som således ikke er logisk nødvendige træk ved et brev – omtrent ligesom en balkon nok er et bygnings-specifikt fænomen (Månen kan således ikke have en balkon), men dog ingen logisk nødvendig og obligatorisk egenskab ved enhver bygning.
Men et sådant brev har naturligvis så nogle andre tekstlige egenskaber. Og hvis der nu er tale om en komposition af indtryk og tanker, så vil kompositionen i sin kompleksitet naturligvis også kunne belyses og artikuleres på linie med andre litterære tekster. Vi tænker her på samspillet mellem forskellige logiske niveauer, f.eks. når en digressions digression undertiden fører overraskende tilbage til den røde tråd i henhold til den gamle regel, at to gange minus giver plus, eller på anden vis kan legitimere sin parentetiske fremturen ud over enhver berammet taletid.
Et eksempel på et blogindlæg af denne art er ”Zen og kunsten at undgå klip i kørekortet”. Indlægget nævner ganske vist indledningsvis blogge som fænomen, men kun som et eksempel på vor tiltagende emancipering fra arbejdet som universalnøgle til vor identitet og sociale adkomst – og til slut nævner teksten da også sig selv som blog. Men ellers handler hele det farceagtige stykke om livets forvirrende, men desto mere underholdende karma i modsætning til den Nirvana-lignende klarhed i enhver art højere oplysning – såsom just nævnte oplyste frigjorthed fra arbejdets og den trykte publicering som legitimation. Og tekstens surreelle farcetræk illustrerer da også selv inkarnationernes anderledes høje underholdningsværdi – men antyder tillige derigennem at der gives former for oplysning, der ligesom tallet pi’s decimaler ikke kan opnås på anden vis end gennem de mange underholdende inkarnationers trinvise træk af tilsyneladende omveje og vildveje.
Af til kan det således være interessant at oparbejde artikuleret bevidsthed om noget, som man ellers blot afkoder fortløbende – og det gælder tekstens forfatter i samme grad som tekstens læser. Men skribenten som læseren fornemmer skam undervejs, om teksten holder, og om den svinger, med erfaringen som ballast og intuitionens sporhund som detektor, og de efterprøver det også tit – omtrent ligesom sporhunden der stikker snuden verificerende helt ind i den fundne klump hash, med fare for at nyse så kraftigt at bevismaterialet spredes for alle vinde.
Men ellers kommer analytisk artikulation oftest først ind i billedet, når man skal forklare og beskrive sin intuition for andre, samt når man skal overbevise tvivlere om dens rigtighed: F.eks. folk der hævder at savne den røde tråd eller noget andet. Men tvinge nogen mod deres vilje er umuligt: Pytagoras kunne således nok bevise sin læresætning, men vrangvillige ville altid kunne fastholde, at for dem var beviset noget farligt rod, samt at alle Pytagoras forsøg på at gøre det uigendriveligt blot bekræfter deres indtryk – vel at mærke så længe de er i majoritet og derfor ikke risikerer selv at blive til grin.
Derfor kan hin enkelte ikke besejre et kollektiv af konsekvent vrangvillige på anden vis end ved at indhente støtte hos instanser, hvis autoritet de aldrig har anfægtet og derfor er nødt til at tage til efterretning for ikke at slå sig selv på munden. Men hvad gør hin enkelte så, hvis nu nævnte instanser er lige så vrangvillige som de der anerkender deres autoritet. Nævnte vrangvilje kunne således om selv den mest geniale blog bedyre, at den er noget slemt pjat – samt henholde sig til at det jo nok også er derfor, at den rettelig ikke har fundet nogen forlægger, og at selv forfatteren trods alt ikke har haft frækhed nok til at stjæle en seriøs forlæggers tid, men nøjes med at spilde sin egen desto mere uhæmmet (tabet er til at overse, skulle vi hilse og sige).
Men anyhow – hvis nu vi lægger nærværende lille afhandling ud på bloggen, vil den netop ikke være noget særlig blog-specifikt indlæg, selv om den rigtignok omhandler bloggen som litterær genre – lige bortset fra at vi just nu alligevel kom til at referere til nærværende tekst som endnu et knopskud på vor blog. Ja, for ganske som det er afhandlingsspecifikt når en afhandling af og til omtaler sig selv som sådan (” I sjette kapitel vil vi uddybe dette problem nærmere osv.”), og ganske som det er brevspecifikt når et brev omtaler sig selv som brev (”Som jeg flere gange tidligere har mindet dig om, osv.”) – således er en blogtekst blogspecifik hver gang den omtaler sig selv som sådan eller tiltaler (de virtuelle) bloglæsere som sådanne.
Som fremgået er det indholdsmæssigt særdeles blogspecifikt, når en blog bekymrer sig om sine læsere – og just af samme grund bliver en blog for alvor interessant, når den overskrider, besejrer og forvandler ethvert anstrøg af surrogat, ligesom når ørnen går op mod vinden til hidtil usete højder. For derved sublimeres det inferiøre erstatningspræg til en uerstattelig kunstart i sin egen ret, "sui generis".
Dagens tekst kunne derimod næsten lige så godt have været en kronik eller en forelæsning – men det interessante er da netop, hvorledes en sådan helt uventet drejning dog organisk kan fremgå af bloggens iboende logik – ikke som bondeangerens frygtsomme og vantro tilbagefald til anerkendte former, men som en evolutionær gen-opfindelse; omtrent ligesom når helt forskellige dyreslægter parallelt udvikler nogle fælles træk.
Vor langt ud over bloggens berammede taletid parentetisk fremturende afhandling adskiller sig endvidere fra normale blog-indlæg ved at være skrevet på håndholdt maskine uden net-forbindelse, i en bil hvori jeg alligevel er nødt til at tilbringe natten uden andre underholdningsmuligheder, strandet et sted i Nordsverige med islagte veje.
Hvis vore læsere er stedt i en lignende situation, vil de forhåbentlig være lige så taknemmelig for vor udvej som vi selv.
Hvis læserne imidlertid stadig keder sig ved dog at blive mindet om for længst omskårne gamle former, skrevet af pligt og læst af pligt – så kan de dels trøste sig med at være i godt selskab; dels kan vi underholde og godtgøre dem ved at fortælle om, hvorledes vi med nød næppe uden vinterdæk overlevede en lang og slingrende rutsjetur på islagte landeveje ned gennem Härjedalens snepudrede bjerglandskaber – hvor vi sammen med vor blog endda nær var røget med som illegal bifangst, da en altædende snerydningsmaskine kom fornøjet masende i ekspresfart op ad bakke for med stolthed at yde sit bidrag til beskæftigelsesstatistikken i den nærmeste by.
Se, den historie ville vi jo aldrig have fortalt, hvis dette havde været en kronik eller en forelæsning, for disse forventes netop ikke ligesom dogmerigtige blogindlæg at blive afskibet simultant med deres tilblivelse i ”real time”; og derfor vedkommer skribentens fortløbende tilstand samt alle hånde tilstødende tildragelser såsom distraherende toiletbesøg og andre inkassosager ikke læserne. For selv om enhver skribent jo ret beset ligeledes befinder sig i én eller anden situation i ”real time”, så forventer vi at bog- og kronikskrivning netop sker i de kedelige, begivenhedsløse mellemrum og tilstande af ro – just som en art kærkomne undtagelser fra livets forbandede ”real time”.
Og således blev også dette indlæg dog til slut temmelig blokspecifikt. Og selv om det ganske vist ikke blev konciperet dogmerigtigt i netforbindelsens ”real time”, som genrens ortodoksi foreskriver, så blev det altså i en noget anden forstand i højeste grad til i ”real time”, trods megen efterfølgende og lige så uortodoks korrektur. Velsagtens som en moderne pendant til klassikeren ”Zen og kunsten at køre på motorcykel”. For alle veje fører til bloggen.
