Wednesday, July 11, 2007

TIDSÅNDEN: "MALSTRÖM", PAULO COELHO, "VOLVO LASTVAGNAR" SAMT EN PSYKIATRISK LOGIK-ÖVELSE

"Efter en lille ekspedition läser jeg på nettet Thomas Harders anmeldelse i Politiken af en ny international roman Malström", fuld af intertekstualitet og sindrige metaniveauer. Jeg bliver kvalm, for skönt den roses, så ved jeg jo at nästen ingen af disse nye forfattertyper har fundet på den slags selv ud af en slags hypofysens overstyring eller selvsving. De har lärt det på forfatterskoler i "creative writing", og det er lutter behändighed.

Overambitiöst overdrev af det systematisk tillärte applauderes af benovede akademikere som stort og overbevisende mesterskab. Det er lige så unaturligt som hvis nu jeg gik hen og lärte at skrive en realistisk kriminalroman - for alle ved at det af forskellige grunde bare slet ikke er mig. Og det man ikke er, skal man blufärdigt lade ligge til de oplagt egnede. Derimod läser jeg netop helst ret "realistiske" ting, for den dimension savner jeg og mit liv jo selv. Man skal måske netop ikke nidkärt studere det man er allerbedst til, ideelt set. Ha, men realistisk set skal man netop sovse sig ind i det pågäldende miljö, for ellers ender man som mig.


Så hellere spanieren Paul Coelho's new age agtigt uskyldige sögen i "Alkymisten" - samt hans seneste bog Zahiren, som jeg nu har läst. Dér er langt mere ägte visdom og ingen leflen for Pariser-vrövlet, som han forresten også selv har gennemskuet som tom forfängelighed. At Coelho trods sin store läserskare så muligvis ikke er den störste kunst, kan muligvis nok väre, for gengivelse af vise samtaler a la Carlos Castaneda er nok opbyggeligt, men ikke altid kunstnerisk tvingende.
Det samme kunne siges om selvbiografiske böger om terapi-sessioner af forskellig art, men også de kan i heldige tilfälde give langt mere näring og inspiration end indadvendte kunstneriske konstruktioner, der mest läses af pligt.

Når man ser mange af dem der läser finlitteraturen, overbevises man jo desvärre ikke altid om dennes forlösende eller transformerende kraft, trods alle kvaliteter. Andres geni forlöser ikke nödvendigvis altid ens egen lille genius. Men "terapi-litteratur" kan til i sin tur let blive en art själens pornografi i betydningen fromme og nemme löfter om "udvikling", der hjälper én over ulvetimen, men dog intet ändrer: For man har ikke selv oplevet troldmanden, transcenderingen, forvandlingen eller hvad der nu er krumtappen. Denne forbliver let et litterärt postulat set fra läserens synspunkt, men kan det skabe tillid og åbenhed, kan sådan litteratur på en god dag göre en stor forskel.

Tro håb og kärlighed er store ting, hvorimod "oplysende foredrag" om store folk ikke gör nogen forskel, for det smitter ikke, skulle vi hilse og sige - for også der handler det forresten ofte mest om håbet om smitte gennem beröring med de store og deres liv. Når en kendt litteraturprofessor har väret syg eller frygtet at väre det og derfor skriver en smagfuld erindringsbog derom, mödes de to slags litteratur på midten. For når en professor i elegant akademiprosa siger nöjagtigt det samme som min tandläge og min svigermor, så först er det lige pludselig blevet dybt reflekteret finliteratur og pligtläsning for de dannede. Coelho vil derimod trods sin med forlov större autentiske eksistentielle erfaringsdybde af mange straks afskrives som "new age", blot fordi han omgås Kazak-steppens shamaner og tror på deres klarsyn og ikke refererer til de rigtige. Men langt hellere ham end alle de unge ego-mane akademiske syrehoveder der har läst alt for meget, men intet gennemprövet selv.

Sådanne typer som Weekendavisens benovede läsere lapper i sig håb om selv at komme i närheden af deres klögt - men de bliver blot mere og mere klatöjede, humorforladte og livlöse uge for uge, og med skribenterne står det ikke stort bedre til. Ulrik Höy har dog både bredde og humör og nok også et bedre hjerte end så mange, men han bliver trods alt hypnotiseret af avisens lovlig höje renommé, den korte produktionsfrist og den hurtige foräldelse. Her går det godt og måske også tit lidt hurtigt, men hvad pokker. Og det moralske skidt de andre begår, har man heldigvis ikke noget at göre med selv, så hus forbi, og fortsat held og lykke med det altsammen. Og hils Deres kone - nå ikke, men så Deres mor, vi har så meget om örerne her i huset.
Men värre er tidsånden: Det udvendigt tillärte skamroses, for det bekräfter majoriteten i retten til riget - for når noget får status, vil alle väre det, og så bliver det den bredeste fällesnävner der sätter normen. På den måde får man samtidig de virkeligt oplagte talenter frosset ude, og man ser det i alle, alle, alle sammenhänge - men straffen er, at til sidst gennemskuer de fleste det, og alle disse ting vil så igen miste deres status.
Det er i dag langt häderligere, dybere og mere imponerende at ville väre blikkenslager end at ville väre forfatter, filosof osv. Men selv savner jeg desvärre praktiske talenter - ha! Jeg bräkker mig over dem alle. Redaktionerne befolkes stadig mere af den slags folk, og de forstärker og cementerer selvsagt det hele på en måde der bringer fordums sovjetiske centralstyring af kulturlivet i tankerne. Små synligt intrigante skoledrenge med runde barneöjne og hamsteragtigt nervöse sideblikke i gangsystemets sindrige forgreninger, samtidig med at de snakker salonfähig konferencesnak om menneskerettigheder, oplysning og demokrati, og med at reflekterede böger om nazi-Tyskland og det onde har kronede dage. Skamlösheden og ubevidstheden tager hinanden i hånden og favner tilsammen vidt.
Käre venner, Primo Levi var ikke "uddannet sociolog" og ejheller udvalgt af lejrkommandanten til at holde ugentlige foredrag i ventetiden.
Men heldigvis har naturen sörget for at vi faktisk kan SE hvem et menneske er, ja i hvert fald i nogen udsträkning. Og derfor må jeg af biologiske grunde give Oscar Wílde ret i hans fyndord, at kun overfladiske mennesker bedömmer ikke folk efter udseendet og det förste indtryk. I en tid af lutter spytslikkeri er der snart intet andet tilbage at gå efter.

Og heldigvis har alle disse umandige og bange netvärksaber en rigtigt kedelig udstråling, og deres sociale aura er helt og aldeles afledt: Dvs.: selv de der klogeligt flokkes om dem, gör det slet ikke ud af en instinktiv beundring eller fascination, men kun fordi de ved at det betaler sig, og fordi de håber på at opnå lignende fordele i livet. Ganske vist gennemskuer alle disse skräkkelige små disciple ikke selv at det forholder sig sådan, men det gör det ikke desto mindre -og forresten er deres beundring bestemt ikke noget at angle efter, uanset om den er genuin eller afledt.
Afledt beundring er der også tale om når man läser en opreklameret bog af pligt.For sagen er inden for det almenmenneskeliges områder langthen: Hvis noget er virkelig godt, kan nästen alle straks se og fornemme det. Kun det mellemgode kräver en "professor"s sagkyndige gennemsyn. Hvis musik er hamrende god, gälder som en hovedregel det samme: Selv om det ikke er ens egen stil osv, så kan man straks höre når noget er godt. Inden for jazzen har nogen f.eks. sagt, at uanset hvad skal man kunne danse til den -tanken er den samme, og den er rigtig: Uanset hvor dissonante harmonier og uanset hvor säre synkoperede rytmer - så skal det sätte ild i själ og krop, som om det var let at forstå. Dvs. man skal kunne stige på selv på meget elementäre forståelsesniveauer.
I naturvidenskaberne går den derimod ikke - for der gälder helt andre kriterier: Man kan ikke bedömme Einstein på et förste indtryk af manden eller hans läre. Ejheller på, om man kan lide den eller svinger godt til hans kosmologi. Humaniora er anderledes, selv om nogle helst så at den kom til at ligne naturvidenskab - det er en misforståelse, der näres af falske tempelpräster a la Stjernfelt. Inden for humaniora er lägmands dom ofte mest pålidelig, isär hvis der er enighed på tvärs af forudsätninger.

Nå. Det ejendommelige er at når man har mistet den fundamentale menneskelige respekt for en person, så har man vitterlig ingen som helst önsker om at opnå hans eller hendes respekt eller beundring. Og det märker de snart instinktivt, hvilket foröger deres kulde. Man skal helst indbilde folk at man beundrer deres eksempel. Og sådanne personer udvälges nu af hele medieverdenen samt den humanistiske universitetsverden, oftest mod bedre vidende, men undertiden også i en naiv og fölgagtig tro på, at man skal ligne de andre der er valgt ind ind.
Men som sagt: Ingen af de folk kunne man näre genuine önsker om at omgås privat - sådanne önsker vil altid, altid, altid udspringe af verdensklog beregning eller autoritetstro frygt for at väre udenfor. For de er humorforladte og uden selvindsigt, u-menneskelige, u-genuine og uautentiske i hele deres knastörre og komplet uorganiske associationsverden. Selv det mest levende kan de dräbe i deres termit-agtigt fortärende assimilation af det til eget ucharmerende brug: Åndlöst og uskönt fästningsbyggeri uden vinduer.
Hvis jeg en meget själden gang går til et foredrag på det humanistiske fakultet, får jeg det fysisk dårligt. Så det gör jeg simpelt hen ikke, lige så lidt som jeg läser "kulturtidsskrifter". Selv Weekendavisen må jeg mande mig op til med lange intervaller, trods mange gode indslag.

Uskyldige läsere kunne tro at vi har storhedsvanvid -men det handler ikke om det. Selv er jeg ret uduelig på flere områder og indrömmer det endda gerne. Det uläkre er når folk vil anerkendes på områder, hvor de vitterlig ikke er kaldede eller har gjort det virkelige arbejde, har väret sögende, gjort erfaringer osv.
Undertiden kan det skam også väre ret "ok"- folk, som blot i deres naivitet tror at de uden selv at have erfaret, lidt, sögt, tänkt eller hvad nu, sådan kan blive "forfattere" eller andet på en skole. Disse unge kan såmänd sagtens väre i god tro og kan for så vidt også have en vis grad af talent "after all". Men de sätter blot naivt "the cart before the horse". Og så får vi disse romaner osv der lige så godt kunne väre genererede af et computerprogram eller en sindrigt opdateret roman-algoritme.


Det forfärdelige er at selv i grunden ret godlidende og normalt set flinke redaktörer osv. af lutter ängstelighed og nervösitet ved den ägte vare, som de kun på historiens afstand kan elske, konsekvent fravälger det ägte til fordel for det studentikose og andenhånds, det politisk korrekte osv. Trofaste og loyale undersåtter, der siger normale, tillärte kedelige ting om normale kedelige emner, gör dem simpelt hen mere trygge, fordi de föler sig usikre og ufortrolige med alt hvad der ikke tilskriver sin egen betydning udnävnelse, men naivt fremturer i sin egen ret. Det sorglöst uskyldige gruppemenneske kan simpelt hen ikke forestille og forlige sig med individualisme som andet og mere end noget man med applaus holder taler om på tinge. "Oplysningens ånd", "kulturradikalisme" osv, osv - lutter frejdig skolesnak, men de ved det i fölge sagens natur ikke selv: For den velfornöjet "udvendige" ved jo af logiske grunde själdent selv at han er udvendig - hvorimod den lovlig "indvendige" type per definition omvendt udmärket ved at han er ret indvendig. Ak - oplysningens ånd ville ganske som den vestlige civilisation väre " en god ide".


Disse gode humanister ved slet ikke, hvor tät de selv er på såvel Gulag som koncentrationslejrene og Dogville - af lutter forträngning kunne mange af dem göre hvad som helst mod "jöderne" eller hvem der nu måtte fremture i sin egenart; og glidebanen, skråplanet er aldeles ikke spor snigende, men tvärtimod särdeles stejl. Jeg fornemmer og ser det klart: Enhver anständig gränse overskrides lynhurtigt, blot man indbyrdes i banden instinktivt og ordlöst fornemmer at man i grunden vil det samme. Dette er dagens "Over-Danmark". Godt udtryk - man skulle nästen tro at jeg havde fundet på det. Ha,ha - nu forstår I nok hvordan jeg får så mange "fjender" på tinge. "Dogville" og Guillaus "Ondskaben" viser dagens DK.

Nå, man må også gribe i egen barm. Läste en besynderlig men rammende lille bog "Volvo Lastvagnar" af den norske forfatter Erland Loe, som netop foregår i den svenske ödemark. Langt hen realistisk, også med den historiske og velgörende down to earth dimension, som titlen signalerer , - men også med en rammende skildring af en type med et farligt flip lidt a la mit eget kroniske, og sätter det i morsomt relief som en art "time out". Ikke dårligt, og det kan kun göres af en der ikke selv lider under det, men som kender nogen af slagsen. Sådan en bog er sund, for den viser at just som man tror sig aleles alene, får man selskab. Alt er sket för, basalt set - og derfor bliver vi dog alle genkendt og anerkendt trods allehånde nulstillende krumspring.

Bedst at slutte. Ingen zoologiske sensationer, men dog en meget lang pilgrimsvandring på 12 timer i terränet, der kunne väre endt skidt grundet truende uvejr og letsindigt fravalg af kompas og kort. Lapsk lokalkendskab i al äre, men uden god sigtbarhed kan man hurtigt miste orienteringen, eller komme i tvivl om hvorvidt man har holdt kursen eller er gået i ring. Jeg var selv lige ved at tro det sidste: Og dét fejlagtigt at tro man har vendt op og ned på det indre kompas, er akkurat lige så fatalt som at gå vild i god tro.

Sidstnävnte dialektiske lille räsonnement minder i övrigt logisk set lidt om fölgende, som jeg i morges konciperede ud af öjenkrogen: Hvis en person der tror sig forfulgt af CIA, har en psykiater, så må han/hun kunne mödes med denne i fölgende rationelle forudsätning: nemlig, at det er lige så fatalt, hvis patientens historie er sand, men psykiateren ikke tror ham - som hvis den er falsk, men psykiateren tror ham. Behandlingen er kort sagt ikke sandhedsneutral, så at sige, og derfor er sandhedsspörgsmålet afgörende.
At den filosofisk begavede patient selv indser og fremlägger denne analyse, er for övrigt et godt tegn, men dog ingen garanti - for paranoikere kan jo väre särdeles velformulerede og analytiske og minder i så henseende slående om velfungerende borgeres fabelagtige evne til at fortränge og transformere ubehagelige sandheder i den grad mod bedre vidende. Hvad er så forskellen? Måske blot graden af ensomhed og derfor også desperation i livslögnen - den gode samfundsborgers mere acceptable eller endda yderst velkomne selvbedrag om de ubekvemme forekommer blot langt mere harmonisk og objektiv, just fordi den er i samklang med det gode selskab.

Og naturligvis har den ensomme livslögner det helt ad helvede til, sammenlignet med den gode borger og ender derfor let som "sindssyg" i populär, synlig og praktisk forstand, dvs. totalt opgivende, usoigneret, efterhånden helt ude af kontrol osv. - men nogen primär, diagnostisk sikker forskel er der langtfra altid grund til at fremture med. Det betyder ikke at sandheden er relativ, men blot at det socialt og diagnostisk set er afgörende, om man er alene eller ej med sin livslögn. Forresten er det her et paradoks at päne, bange borgere skriver böger om afdöde enere, der gik alene med sandheden - men hvis nogen nutidig gör det samme, afskriver de ham som en notorisk nar, hvis enegang er bevis nok mod ham. "For sådan ville en normal borger aldrig göre". Nej, De har De helt ret i.

Faktisk bliver jeg ofte chokeret over livslögnens omfang i det gode selskab: Uanset alle tvingende beviser indrömmer man slet intet, men fornägter eller fortränger hurtigt alt. Alle beviser har allerhöjst korttidseffekt, at sammenligne med en midlertidig opholdstilladelse, tålt ophold. De folk er dog sikkert flinke og dygtige på deres egne beskyttede og kontrollerede vilkår, men deres frygt gör dem livsfarlige.

Mit eksempel med psykateren er forresten nok tänkt, men dog ikke helt uaktuelt. Jeg gik nemlig to gange til en psykiater uden helt gennemfört at indvie ham i situationen - for sagen er dels at han vil tro at jeg overdriver, og dels at hvis min historie er sandheden, så kan en psykiater jo slet intet udrette. I tilfälde af väbnet röveri er det jo heller ikke psykiateren, De först tänker på at tilkalde, vel? På den anden side, hvis De vitterlig tilkalder en psykiater i den situation, så behöver De ganske rigtigt en psykiater, så velbekomme: De kan overtage min, der som sagt nu mangler en patient, for han sidder nok i stort hus og gäld. Men så skör er jeg altså endnu ikke selv og foreträkker snarere en fängselspräst - blot ikke Möllehave, som er et lösagtigt snakketöj, der forlängst har mistet al jordbindelse af lutter manisk selvforbländelse. For meget succes ödelägger sev de gode, og det kunne måske tröste en bedre fange end mig.

Vi lavede denne digresson om logiske vildfarelser ud fra ledemotivet at fare vild i ödemarken - og synes dernäst selv at väre faret vild i filosofi. Så tilbage til ödemarken. En engelsk dame med börnene og manden godt i vej har slået sig ned med fotoataljer og driver vandrerhjemmet i kraftvärksbyen, klondyke-byen Porjus. Nyt liv, ny mand, imponerende og livsbekräftende. Hun forelskede sig ved förste blik i landskabet og slog sig ned for et dussin år siden, koste hvad det ville. Ingen särlige forudsätninger.
Hvorfor fortäller jeg aldrig sådanne mennesker om min evige historie med Uni., Filosofisk Institut, Kierkegaardselskabet, WA, Information osv. osv. osv? Fordi det grimme ikke må med, og fordi folk alligevel fornemmer det der skal fornemmes. Og for ikke at blande tingene sammen. Men som princip kan det indrömmet diskuteres, for det er måske ikke spor sundt for ens sociale integritet kun lejlighedsvis og da desto mere ensomt forbitret at insistere på sin "identitet", men i övrigt foreträkke at opträde inkognito. Anonymiteten medbringes hjem og giver social usikkerhed der hvor man absolut ikke må udstråle tvivl. For derhjemme vil enhver blufärdig anständighed, beskedenhed osv straks blive misbrugt, og man vil blive frataget alt. Selv ens private bekendte vil i et betydeligt omfang på denne vis tage én på ordet.

I går aftes mödte jeg et hold forskere der med helikopter undersöger vandrefalkeungers indhold af den nye truende gruppe miljögifte "bromerede flammehämmere". Blodpröver blev sat i köleskabet. Kendte dem udmärket af navn og virke, en af dem kendte sågar også godt den side af mig - den slags "sammenträf" har jeg mange af heroppe. Jeg minder snart om Karen Blixens figur Pellegrina Leoni i fortällingen "Drömmerne" - parallelle og nästen helt uforbundne liv, som dog alle til slut ender blindt, verdsligt set. Hvad bliver det näste - mord? "Vi andre kan slet ikke forstå det - han plejede aldrig at slå folk ihjel og var jo slet ikke den type." Nå, spög til side. Men det var måske slet ikke spor sjovt? Åh, så må De virkelig undskylde. Mit navn er Asperger...