En selvbevidst blog som vor ville aldrig indrømme sin kompensatoriske karakter i forhold til de trykte medier, og vedgår derfor sine helt egne selvskabte genre- og dogmeregler. Derfor ville det være komisk på bloggen at fejre at vi i dette nummer af Weekendavisen efter mange års fravær bringer en kronik om Bermuda-trekanten – endsige udgive den i dens uforkortede udgave.
Apropos verdslig ære mødte jeg for nylig en pige der har begået to romaner for en del år siden, helt uden at forsøge at afsætte dem. Da hun er maler og kvinde, har hun slet ingen problemer med det – men da hun med det samme spottede vor stils kvaliteter, skulle det slet ikke undre om også hendes romaner holder vand. Det stille vand og den dybe grund.
Kompensation, sagde vi: Ja, for lad os betro jer, at visse ting kun er mulige i form af genuin kompensation og derfor hartad umulige for de privilegerede. Ingensinde har cornflakes med ymer smagt så overjordisk godt og smagssansens goder forekommet mig at stå så himmelhøjt over alle andre nydelser, som da jeg engang var faret vild et døgn i Lapland og kun drømte om dette måltid som den forjættende belønning for min ørkenvandrings arkaiske overlevelsesdrift. Jeg har mange gange siden forsøgt at efterligne situationen ved frivillig udsultning, men forgæves. Kierkegaard havde ret: Den fuldkomne Gjentagelse er en umulighed.
Når de privilegerede kan være sarkastiske og ironiske, men sjældnere egentligt morsomme, skyldes det den samme mekanisme: De forkælede har ikke den desperation, der kan bringe hypofysen op i stormfuld flyvehøjde for at sammentvinge alle tilværelsens og sindets modsætninger – og selv ikke raseriet derover nytter noget, for raseri er noget andet end fortvivlelse. Humoren er ufrivillig som livet selv, hvilket jeg oplevede så sent som forleden. Jeg havde i min ferie haft min cykel stående ulåst i min lejlighed, men cyklede nu ud i et fjernt ærinde – og låste den. Da jeg skulle hjem, opdagede jeg at jeg havde glemt cykelnøglen, og måtte derfor praje en taxa for at få cyklen med. Chaufføren spurgte om jeg kunne bevise, at den låste cykel var min. Dette aftvang det forløsende svar: ”Den der vil stjæle en så ramponeret cykel, har ikke råd til en taxa.”
Svaret fandt jeg ganske vist på for sent – som de fleste replikker og de fleste kys i mit liv. Men til gengæld fandt jeg også selv på spørgsmålet, så det var i praksis intet problem. For to gange minus giver plus, og just sådan skabte Gud the Big Bang ud af intet: Keine Hexerei, nur Behändighet. Og således kompenserer vi her i firmaet altid for intet mindre end – virkeligheden i al dens syndige kedsommelighed: Åhja, for selv syndernes forladelse er vi såmænd også mand for at uddele på en god dag, men kun hvis folk selv beder om det. Og det sker sjældent i vore dage – måske fordi vi ganske som Herren selv kun sjældent kommer i kirken: Thi hvor Herren er, der er også vi.
Jo mere der skal kompenseres, desto større komisk flyvehøjde – og den hurdle kan ”Bermuda” ikke klare, for alt andet kan tilsyneladende kopieres – men ikke humoren. Vi mangler som Richard den Tredje en hest og en impresario, så vor desperation er heldigvis ægte nok. Men i dag var der som sagt hul igennem – med et par forkortelser, som jeg i yngre dage var blevet ked af. Men når det som her skyldes rubrikkens formelle grænser, er det OK – selv om det er sjovt at tænke på den enorme plads og alvor hvormed ”Bermuda”s legitime kombattanter skælder hinanden ud over den rette læsning af hinandens bøger af jævn dansk landrace med areal-støtte fra EU. Men sig os dog, hvor bliver den braklægningsstøtte egentlig talt af?
For hvad vedkommer alt det dog eneforsørgende mulatmødre med kolikbørn, en sindssyg fætter, en syg mor og en psykopatisk ex-mand? Og hvorfor køber folk overhovedet spillet og føler sig forpligtede til at ”følge med” og ”mene noget” om denne og hin holmgang? Men jo, vi ved det godt: Deres egen virkelighed er jo endnu tristere, og Morten Sabros velrettede salver mod kritikerne kan vi skam godt le ad, uanset om han lyver eller ej. Men apropos løgn: Hvem kommer ikke til af og til at overskride den lovbefalede hastighedgrænse - og hvem i al verden gider dog af den grund at lade sig aktivere som hastighedskamera med løntilskud?
Den sande humor ser på engang indad og udad og ville øjne komikken i al denne prætention: I en verden hvor kineserne – eller hvem fanden det nu er for tiden – sulter, og hvor endog folk som os går ene rundt uden hverken hest eller impresario. Humoristen har nemlig også skam i livet, men gennemskuer også denne og ser det oppustede i sit selvpålagte ansvar for sin skyldfølelses højere kosmiske balance – især når man end ikke kan bestyre sin egen tilværelse.
Om kompensation kan vi endvidere fortælle, at redaktionel udeladelse af et guldkorn erfaringsmæssigt altid fører til kompensatorisk genbrug i en anden sammenhæng: Der kommer nemlig altid en pige og en sporvogn til – og hvis de skulle udeblive, opfinder vi dem bare selv på ovennævnte vis.
De undseelige på livets skyggeside kan kompensere på en helt anden og sagtmodigere måde: Alle de gange, hvor Du føler dig tilsidesat, bør du betænke følgende: De privilegerede er sjældent genstand for varme følelser; så hvis du af og til er lidt sølle, så kan du til gengæld være forvisset om, at vi andre har desto lettere ved at holde af dig – også fordi forkælelse (ganske ligesom kronisk mishandling) vitterlig ofte fører til arrogance samt til mindre forståelse for andres smerte. Omvendt bliver man altid som Biblens Josef smidt i brønden, netop som det gik lidt for strålende – og den skæbne undgår du ved at blive holdt på det jævne. Same old story, same old story – bye, bye, Casablanca.
Lad til sidst verdensånden uden hverken hest eller impresario demonstrere lidt selverkendelse. Vi talte om desperat kompensation som vort uforfalskelige løsen. Og belønningen er at kompensationen ikke blot erstatter, men overstiger og nærmest fordamper det der skulle kompenseres for, som et midlertidigt fatamorgana.
Hvis du ikke får den du vil have, trøster du med din bamse – indtil du nogle år efter finder en anden kæreste, der kan være lige så god som den første. Det første er et surrogat og det andet en fuldgod erstatning. Men hvis du nu i din sorg vælger at emigrere socialt eller geografisk og i dit nye liv møder den ”Helt Rette”, så vil du ovenikøbet takke dit fordums håb for, at hun i sin tid afviste dig: For den sorg blev jo nøglen til din sande lykke. Det er erstatning i betydningen dobbelt op – hvortil altså kommer at der her består en ejendommelig indirekte årsagsforbindelse mellem det oprindelige håb og dets senere erstatning.
Men den desperate kompensation, som vi selv dyrker, går endnu et trin videre: Selve forvandlingen af vore ulykker til noget kvalitativt helt inkommensurabelt og ”højere” gør også her den første ulykke til den senere lykkes nøgle; men denne gang er selve ulykken så at sige bevaret og indoptaget i den sande lykke som dennes ur-tema, klangbund og alkymistiske substrat. Det var det Karen Blixen mente med, at livet havde lært hende at gøre Satan til sin bedste ven og forbundsfælle – for dermed kunne hun med egne ord se en velsignelse i hvad der måtte forekomme andre at være den største ulykke.
Sådan sker det altid når vi ophæver virkeligheden til en practical joke – og prisen er så høj, at vi ikke behøver nogen patentbeskyttelse. Desuden kan enhver let se forskellen – og det er just derfor at verden med sådan søvngængeragtig sikkerhed oftest foretrækker klamphuggerne. Problemet er således ikke stort – men just derfor er det i praksis uløseligt.
Til Blixens recept kan vi dog heldigvis som trøst føje den omvending, at mens klovnerne gør forbandelsen til en velsignelse, så bliver velsignelsen omvendt ofte de privilegeredes forbandelse: Ikke blot fordi de som sagt derved er afskåret fra den dyrekøbte alkymistiske forvandling – men også fordi de i tænksomme stunder må spørge sig selv: ”Når sådanne folk render uglesete rundt på vand og brød, mens vi andre årligt udveksler priser for vore danske stile og indbyrdes offentlige skænderier – er alle de priser og ærestitler som vi får, så en velsignelse, eller er de ikke snarere tilværelsens dybe hån mod os og et uafvaskeligt kainsmærke?”
