GUDS SPILDTE SKIDEBALDE TIL VORE ABONNENTER…
Af hvem ville vi helst roses? Spørgsmålet er retorisk, for vore abonnenter tilkendes ingen klageret, før de har fået deres gældssanering i forhold til vor betrængte redaktion bragt i orden. Åh-ja, hvordan går det egentlig i den sag? Ikke at vi på nogen måde vil antyde kriminelle forsæt, for tværtimod hjælper vi Dem netop mod den slags urimelige mistanker ved at erindre Dem om vort lille økonomiske mellemværende.
Af hvem vil vi ikke roses? Af alle de maliciøst småtskårne og plebejisk ambitiøse små kulturdrenge der intet kan gøre uden bagtanker, og som slås med hinanden om hvad stressede og anstændige læsere partout skal mene om deres komiske lille holmgang - eller om nogen der siges engang at have slået en prut. Alle disse sagesløse borgere der tvangsindlægges til en bunke ugentlig andenhåndslæsning, der kun sjældent gør dem hverken gladere, morsommere, bedre eller visere.
Men som sagt, af hvem ville vi helst roses? En pensioneret svensk forbryder med sammenlagt tyve år bag tremmer betroede mig engang, at han tilhørte den hæderlige klassiske gamle stamme af bankrøvere, modsat vor tids perverse afskum helt uden stil. Kort sagt, han var højt respekteret af såvel landets største banker som politiet og var således i grunden en hædersmand. Kort sagt vil vi mennesker helst roses i de anerkendtes samfund.
Hvis nu Klaus Rifbjerg roste vor blog, ville vi da indrømmet heller ikke fortie det ude i byen, og det så meget mere som han jo dårligt kan mistænkes for at være blevet besnæret til det på vort kære lille "Over-Danmark"s sædvanlige børnehavefacon. Det bliver jo ofte lidt pinligt når meget anerkendte folk offentligt roser hinanden, for folk i samme klub vil naturligvis altid gerne jobbe klubbens kurs op efter denne recept: ”Siden Over-Danmark anerkender også Dem på Deres felt, tvivler jeg ikke et sekund på Deres kvaliteter”. Hvis de ukendte roser hinanden, kan også det dog have samme psykologiske karakter: ”Alle os, der holdes udenfor, blot fordi vi er for gode…”.
Ja, faktisk er sådan miskendthed ret anerkendt, hvis ikke ligefrem frygtet i smug ude i byen, for De skulle vide hvor mange gange uklanderlige akademiske gulddrenge ligesom i en art solidaritet har betroet mig, at de skam ”også” var en slags outsidere i miljøet. Det er sådan en art indirekte indrømmelse, og mere må man ikke forvente – så meget mere som det, når sandheden skal frem, ikke sker ret tit.
Det mest tilforladelige er når en kendt roser en ukendt, samt når en ukendt roser en kendt. I begge tilfælde kan det nemlig oftest tages for pålydende, for i begge tilfælde er der sjældent bagtanker. Dog sker det at folk roser de forkerte blot for at undgå at rose de rigtige: Således kan en af samfundets spidser udmærket give den som ”storsindet” ved at skamrose et Guds ord fra landet, blot for desto mere troværdigt og effektivt at kunne fortie andre ukendte, som i virkeligheden imponerer den store mand en hel del mere.
Men hvis jeg nu betror Dem, at Jørgen Nørgaard på Strøget engang fortalte mig, at det var sjovest at tale med almindelige mennesker, så er det interessant: Her forelå tydeligvis ingen skjult dagsorden. Og selv om vi ved at fremhæve den kendte mands ord let kunne minde om førnævnte bankrøver, der varmede sig ved de lovlydiges angiveligt høje respekt, så er det nu med god grund at vi nævner fyndordets herkomst: For som fremgået ovenfor ville udsagnet jo ikke virke nær så stærkt og oprigtigt, hvis denne hyldest til det almindelige var blevet fremført af et ”almindeligt” menneske. Så vi er lovligt undskyldt.
Men i øvrigt er det indrømmet sjovt, hvorledes vi det ene øjeblik kan fremhæve det almindelige og i næste øjeblik klandre mange af ”Over-Danmark”s store mænd for at være ret ordinære. Men det er jo nu engang langt mere rosværdigt at vise sig af højere værdi end pålydende, end det modsatte.
I almindelighed vil vi dog helst roses af folk med en helt anden baggrund end vor, for det er det eneste ordentlige fingerpeg og udelukker såvel faglig jalousi på den ene side som professionel klubforbrødring på den anden. Men er personen oven i købet højt anerkendt på sit eget felt, kan vi bekvemt og autoritativt henholde os til hans eller hendes ord over for andre, selv om det ikke nødvendigvis varmer så meget mere i sig selv. Jo-da, også dét er skam overgået os nogle gange, tag ikke fejl.
Men når vi her f.eks. kan nævne en Benny Lautrup, er det ikke fordi vi inkonsekvent udvælger en bestemt elite, men en fysikprofessor kan udadtil bruges som social "dåseåbner". Og vor pointe er her, at han trods en ret angiveligt forholdsvis jævn baggrund roste os for noget, som en litteraturprofessor vel snarere burde have nævnt - hvis ord derfor tæller mindre. Postbudets og andre vidt forskelliges ord er af samme grund en umiskendelig anerkendelse, men det ville parnasset blot aldrig indrømme - ikke kun grundet de halvbegavedes fornærmede stædighed, men også af ren og skær naivitet.
Dertil kunne de ukendtes roser indrømmet være vort eget påfund og derfor ignoreres. Men vor fantasi forslår nu i almindelighed kun til at viderebringe det selvoplevede, gerne udsat for passende mutationer og krydsninger, så vi lyver alene af denne grund sjældent - undtagen om vore forbrydelser: for siger man A, må man også sige B. Af samme grund dømmes mordere rettelig ikke strengere fordi de tillige benægter deres bedrifter.
Eftersom vi jo skriver for et udvalgt publikum med en højst virtuelt betalingsdygtighed, skal dets fortsatte gunst imidlertid ingenlunde underkendes. For så snart man er ude over forskningsfasen, så at sige, føles det lidet tilfredsstillende at fremlægge sine resultater for lukket skærm i andet end algebraisk form. Vi kan heri henholde os til Montaigne, der jo på lignende vis skrev for et ret imaginært og utopisk publikum i en hidtil uset halv-privat stil, hvis hele diktion og leje var unikt betinget af just disse produktionsbetingelser.
Ganske på samme måde forholder det sig jo for os; hvorimod en af Gyldendal forhåndsbestilt ”blog” af et korifæ omvendt nødvendigvis vil blive enten endnu et notorisk Stjerne-plagiat, et redaktionelt misfoster eller en meget tynd kop te – kort sagt en ret barnagtig affære, der dog givetvis ville blive rost af anmelderne og købt af lærevillige bloggere med forhåbninger om en lignende ydre medgang.
Ha! Her vil vort ærede publikum med deres såre virtuelle betalingsdygtighed kunne genmæle: ”Hør engang, skal De nu også give den som Montaigne? Og forholder det sig ikke med Dem som med de vidtløftige personager der anser sig for inkarnationer af en bunke verdenshistoriske figurer gennem tiderne, men hvis så at sige ”alternative” anerække slet ikke tæller nogen almindelige mennesker – der jo ellers, som vi så ovenfor, skulle være de allerfineste? Ja, for snart giver De den som Kierkegaard, snart som Jesus, snart som kommissær Columbo, snart som Allah og altså nu tillige som Montaigne. Men i samtidig lader De med ubetalelig frækhed konstant skinne igennem, at De – Deres formente kvaliteter taget i betragtning – i grunden burde kåres som det hidtil mest fordringsløse menneske, selv om De som konsekvens heraf er afskåret fra at sige det ligeud.
Undskyld os, men hvad fanden er meningen? Styr Dem dog, menneske, og udfyld som vi andre en anstændig rolle i tilværelsen i stedet for denne umandige flagren! En smule beskedenhed og proportionssans ville være klædelig, også selv om der indrømmet er noget afvæbnende over selve den naive troskyldighed, hvormed De så frejdigt fremturer hinsides alle fornuftige grænser.”
Vi indrømmer, vi indrømmer, dér fik I os omsider i saksen – lige bortset fra at en mere blasfemisk anlagt blogger uimodsigeligt kunne replicere med det retoriske modspørgsmål, at hvem andre end just Gud formår uden selvmodsigelse således at inkarnere en hvilken som helst rolle uden at stå til indlæggelse? Det minder os for resten om en blasfemisk anekdote fra det virkelige liv, idet psykiateren Erling Jacobsen spurgte en skizofren patient, hvordan i alverden denne på engang kunne være indlagt på lukket afdeling og samtidig angiveligt have sæde i de højeste engles råd i himlen. Patienten svarede nemlig uigendriveligt: ”Jo, jeg kan godt, for jeg er skizofren”.
Nuvel, så blasfemiske tør vi ikke være her, men kunne vi mon ikke ligesom det svenske ”Aftonbladet”s yderst jævne blogger-stjerne og skamløse dyneløfter (der sidenhen først skammede sig og nu er sprunget ud som uhyre seriøs forfatter…) forsvare vore skandaløse eskapader ved at erklære dem for et litterært eksperiment hinsides vor egen borgerlige person? Ja, der er sågar dem der anser Jesus for just et sådant litterært eksperiment fra Guds side, og dermed tilsvarende hinsides Guds borgerlige person og ansvar. Karen Blixen erklærede af samme grund ligefrem Jesus for et taktløst påfund fra Herrens side.
Ak, ak – dér ser I selv: Vi bliver ikke spor mere mådeholdende, selv når vi oprigtigt forsøger efter bedste evne, for nu giver vi den jo pludselig som litterære kolleger til Gud, vel at mærke blot knap så taktløse. Men som allerede Job’s Bog bør have lært jer, så får Gud altid det sidste ord. Således også her: Ja, for hvad bliver det egentlig til med den gældssanering? Sker der mon snart noget i den sag, så vi måske kunne komme lidt videre i teksten? For det er en dum gammel overtro at guder skulle kunne klare sig uden penge.
Næste gang vil vi dog moderere os og nøjes med at tage Nils Bohrs navn forfængeligt i forbindelse med hans ægte kærlighed til westerns; men på en måde der har en overraskende anderledes brod mod allehånde rygradsløst plagierende automatskrift, der forsvarer sig mod enhver anklage ved straks at blive også dens umandigt flove ekko - men på fornem spalteplads - og som roses for stor originalitet af alle de leflende undersåtter der forsøger at kopiere dem i håb om en lignende medgang hos tidens højt betitlede proletariat, der heldigvis snart har sejret sig både til grin og til døde...
