HEKSEJAGT PÅ ANNE-GRETHE RASMUSSEN?

HEKSEJAGT?

Politikens Bettina Heltberg citerer den gamle franske årgangsvin Chateubriand for de ord, at originale skribenter ikke kendes på, at de ikke plagierer - men derimod på, at de selv er umulige at plagiere.


Ret beset vel at mærke: For her e vist nok tale om en af Niels Bohr's såkaldt dybe sandheder: som Bohr nemlig definerede derved, at det modsatte udsagn af en dyb sandhed ligeledes er en dyb sandhed. Ja, for tag endelig fejl - de asner prøver skam, for den gode vilje fejler heldigvis sjældent noget.

Hvorvidt nu plagiat-beskyldningerne mod Anne-Grethe Rasmussen og den hæftige opfølgning i WA ligefrem er udtryk for heksejagt, er svært at vide. Den massive venne-opbakning tyder måske ikke så meget på det - for hekse har sjældent mange venner. For "venner" er folk der med rette eller ej mener at være i en lignende situation, klasse, fagforening osv. - Og derfor forsvarer de kollektivt dem som de opfatter som deres egne - for næste gang kunne det blive dem selv.

Andre benytter lejligheden til at demonstrere storsind og ridderlighed dér hvor det ikke står i vejen for deres personlige forfængelighed, grådighed og ambition. For så afleder det vor opmærksomhed og sløver vort blik.

For at aktivere en forsvarshær skal man have et solidt netværk - hvilket forhåbentlig også er en garanti for, at selv hvis slaget skulle være tabt, så skal noget nyt heldigvis nok snart vise sig. De virkelige hekse vil typisk kun få forsvare - for ingen har personlig fordel af det i form af en art "kredit". Hvem gider pleje kredit hos en bums? Og hvorfor mon Sokrates ikke kunne stable en tilsvarende forsvarshær på benene ligesom den skadelidende i den aktuelle sag?

--------------------------

 WA's artikel om sagen, giver mig følgend eindfald. Journalister synes ofte at være af den opfattelse, at alt hvad der ikke er plagiat, så må være originalt. Men originalitet er tværtimod undtagelsen - såvel i sprog som i indhold, og selv hos ret velbegavede folk.

Men derfor er det måske, at lovlig vidtgående sproglig dovenskab i gengivelser af sagforhold af naive sjæle kan opfattes som "plagiat". Plagiat er dog noget ganske andet, og langt mere almindeligt - som slet ingen på bjerget har interesse i at nævne: Almindeligt hos de svage, fordi de føler sig nødsagede til det, omtrent som med eksamens-snyd i nødens stund.

Og almindeligt hos de stærke med en forgudende og naiv fanklub, fordi de kan slippe afsted med det - og sågar selv mod bedre vidende likes og roses af alle deres underordnede og klienter. Men også fordi de som står stærkt, gerne lider af forkælelsens umættelighed og magtbrynde - skjult af helt gratis "generøsitet" af ovennævnte art. Af samme art som den børnevenlige diktators hjertevarme folkelighed

Jagten på nævnte lille dovenskab er sandsynligvis en måde at fortrænge bevidstheden om det grundlæggende islæt af ægte plagiat, som snarere er det normale end undtagelse - med andre ord en skinhellighed, der skal styrke de "rene" i troen på egen ærlighed og endda originalitet, selv i det ret ordinære.

Selv måske lovlig mange tilfælde af nævnte lille genvej hos i en øvrigt myreflittig person, der naturligvis med venstre hånd kunne have omformuleret de ting hun refererer, til sit eget sprog - beviser intet. For der var jo ikke tale om originale kunstneriske, morsomme eller billedmæssigt slående forlæg.

-------------------

MEN hvis sådan en sag bliver kendt, så kunne det muligvis hos nogle vække den mistanke, at når man ikke er bleg for det ene, så er man måske heller ikke så nøjeregnende i tungere sager? Og den mistanke bliver så enten anstødsstenen - eller også bare den bekvemme anledning: Efter devisen, at Cæsars hustru må ikke kunne mistænkes.

Omvendt kunne man så ridderligt komme anklagede i møde med den hypotese, at mennesker med så meget omløb i hovedet som A.G. R. måske ikke altid gider spilde tid på helt elementære omformuleringer af faktuelle oplysninger - et rutinearbejde der mere appellerer til de jævnere ånder, der så kan indbilde sig at være uhyre "kreative". Og som til gengæld så kan forarges over en A.G.R.'s lejlighedsvise sorgløshed i så henseende.

Andre kunne dog her tværtimod hævde, at glæden ved at formulere gennem sit eget fordøjelses-system aldrig fornægter sig hos det ægte sprogmenneske, så at selv det tørreste faktuelle dog bibringes en personlig duft og charme:- ganske som ved fingeraftryk, der jo heller ikke gør persons forskel, men hæfter ganske upartisk, hvad enten der rapses bajere i redaktionens køleskab, eller man som Egon Olsen går efter pengeskabe af det fornemme gamle mærke Franz Jäger. For den sproglige personlighed - kunne man altså hævde - findes der intet så banalt, at det slet ikke kan - ja må - sublimeres til noget bedre: ej at forveksle med det mindst ringe.

På ganske samme vis er ingen melodi så banal, at den musikalske personligheds besynderlige mysterium ikke formår at løfte den op til et niveau, som vi dødelige aldrig kunne have forestillet os. Her må vi taknemmeligt så bare slå ørerne op.

Men hvis vi går ud fra at vi skam alle her er jævnbyrdige, ganske som alle som bekendt er jævnbyrdige på Facebook - så er vi dømte til livslang demokratisk jalousi og benspænd mod alle egenrådige "hekse": der til forskel fra A.G.R. næppe ville kunne håbe på at mobilisere nogen forsvarshær - men allerhøjst "hine enkelte, hvem vi med sandhed tør kalde vore læsere".

Sådan er det - og sådan har det altid været. Men når vi læser det, lader alle vi lovligt højt på strå, som om det bare er det sædvanlige sludder - der dog kun er sædvanligt i den forstand at ingen andre har skrevet det...Og så i den forstand, at også dette velsagtens ender med den sædvanlige historie, der trofast elsker at gentage sig - og som heller ingen nogen sinde har skrevet om...Simpelt hen fordi nævnte forbrydelses allerførste trin nu engang altid er og må være tavsheden.

CITAT AF

CARSTEN HØEGH BRØNNUM:

"Journalistik har altid været kopiering af andre i et eller andet omfang. Lige siden - og længe før - jeg i 1969 af min første redaktør, som ny journalistelev (!) ved min tiltræden fik udleveret "en journalists vigtigste redskaber", blyant, blok, saks og en rulle tape, har kopiering i større eller mindre omfang være en kendt og anerkendt del af daglig journalistik."
-----------------------------------------------

  Ja - det er vist det normale - også i moderne humaniora. Men skødesynd er dog stadig en synd, når det 1: ikke er nogenlunde åbenlyst at se - men skjult ved omformulering ; 2 dels rammer folk uden stor megafon, dvs. uden reel klageret eller vetoret, og som kun har en begrænset læserkreds - og i tilfælde af klogeligt refuserede manuskripter sågar ingen læsere....Elementary, dear Watson..
En berømt amerikansk professor eller avis skal derimod nok klare skærene og kan jo tværtimod bruge sådanne sager som god reklame.

De der anklages for plagiat, har næsten per definition altid blot dummet sig ved at sakse velkendte ting utilsløret. Men herregud - det skader jo hverken Shakespeare eller New York Times: For den føste er både stor og død, mens den sidste er død og levende - og det er vel heller ikke så ilde.
De der rettelig burde anklages for plagiat - er derimod næsten altid hædersmænd, som alle vil stå sig godt med.
Ja, og vi forventer da rigtignok nu at blive plagieret af hædersfolk -, for det er endnu mere smigrende..
Må man i øvrigt henvise til en kronik om plagiatets psykologi i Politiken 2011,

MEDIERNES EGET ANSVAR?

Til sidst et godt indspark fra Lars Holmgaard Christensen:

"JOURNALISTISK DOPING?

Forklaring: Medieindustriens etiske udfordringer minder om dopingskandaler i cykelsporten.

Du har cykelholdet, mediehusene, der lever af at kultivere og hyre journalistiske talenter, hvis opgave det bliver at levere overskrifter og gode resultater for holdet. De bliver så ledet i det hold, de indgår i af en holdleder, som oftest er en tidligere fagprofessionel. Det er et hold, hvis overordnede mål er at vinde og komme først med det sidste og være stærke på analyserne.

Journalister som ynder autonomi er samtidig indbyrdes konkurrerende alle journalister imellem uafhængig af hvilket hold eller mediehus, de er hos, og de kæmper for at vinde journalistiske priser og hæder. Via egne præstationer kultiverer de deres eget navn. Når en journalist doper sig med opdigtede kilder, kopierede tekster og lignende, så præsterer vedkommende og også holdet evt. bedre, og bliver vedkommende afsløret, ja så ryger vedkommende af holdet og holdlederen kender sjældent noget til snyderiet. Holdet kører videre med nye ryttere. Intet er forandret, ingen spørgsmål bliver stillet til, hvorfor kopiering, plagiering og digteri er nødvendig i den journalistiske opmærksomhedsindustri. Sjældent ser ledelserne det som en redaktionel problemstilling."

--------------------------------------------------------------------

Glimrende iagttagelse: Plagiat er nemlig efterhånden noget nær det normale både i den akademiske og journalistiske verden. Og de der påtaler de grovere af slagsen, fryses ud, såfremt synderen er højt på strå. - ja allerede originalitet er såmænd ofte forbrydelse nok til at begrunde fyring i tavshed...

Rivalitetens smålighed i denne komiske kamp om ære og priser for absolut vellykket normalitet skal heller ikke undervurderes.

I det seneste aktuelle fald er der så måske i jule-travlheden sket en praktisk bommert, som ikke rammer nogen eller fratager nogen hvad der var deres. Og hvor de udeladte citationstegn muligvis endda kan være underforståede: Omtrent som når folk citerer Newton, Storm P. eller Shakespare uden hver gang at nævne den velkendte kilde. Noget lignende kan også være tilfældet med de tilsvarende forseelser som nogle har klandret vor uddannelses-minister for.

Sådanne fodfejl er pærelette for enhver at påvise, når det glamourøse ophav jo ikke just er en miskendt sibirisk tugthusfange - og alene af den grund intet mister, men blot opnår god reklame: "Se bare : Selv dygtige folk i andre lande kopierer mig!".

Men dog alligevel stadig ret symptomatisk for tidens og den herskende nye klasses kultur - og derfor måske heller ikke helt uden en vis nemesis...

Hykleriet ligger i, at kun når magtfulde instanser der ingenlunde mister noget derved, kopieres selv i småting - så slås det stort op. Mindre privilegerede samt mindre organiserede uden megafon kan derimod rende og hoppe - også i anderledes grove cases, hvor den ramte jo samtidig reelt fratages retten til sit eget arbejde og tillige som uetableret reelt frakendes klageret. Ganske som i H.C. Andersens "Skyggen", hvor "skyggen" til demokratisk spot og spe for massepsykologiens veluddannede folkedomstol udpegede den arme mand som sin egen misundelige skygge - ynkeligt forgræmmet af lutter "negativ opbyggelighed"...,

Som det vist for tiden gerne kaldes i kulturafdelingen...

Kendere af branchen fremhæver også pressede arbejdsforhold som en faktor, der inviterer til hvad Holmgaard rammende kalder "doping".

Men nu er det jo altså ikke "medier", men mennesker der hugger fra hinanden.

For det andet er det yderst sjældent, at nogen fyres for manglende originalitet - for det dulmer tværtimod den indbyrdes rivalitet. Så modsat ved eksamensbordets skillevej her og nu, så er det som til daglig presser mennesker til plagiat (harmløst eller grovt), nok oftest deres egen forfængelighed.

Tænk blot på, at mange af de mest urokkeligt konsoliderede i både medierne og andre brancher ikke altid kendetegnes af hverken at være kontroversielle (slet ikke i forhold til ledelsen) eller specielt originale. Men derfor kan de skam godt være velbegavede.

I alle forhold gælder jo at den sidder tryggest, der ikke stikker for meget ud. Så det undgår de klogeste her i verden,,,