Tuesday, May 06, 2008

BEGRAVELSE UDEN BREMSER + EN TEKSTANALYSE







BEGRAVELSE UDEN BREMSER
En besøgende ornitopat i mit svenske privatasyl for tilstrækkeligt sindslidende ansøgere spurgte mig for nylig, om min bil overhovedet besad bremser, idet jeg nemlig har udviklet en virtuos teknik til at klare mig uden. Mit sandfærdige svar lød, at da mine bremser efter et uklogt biludlån fra min side er omtrent det eneste ved bilen, der endnu er så godt som nyt, nænner jeg ikke at bruge dem uden tvingende årsager såsom statistikken over invaliderede elge på overførselsindkomst.

Det forholder sig nemlig med mine bremser ganske ligesom med de gamle svenske bondehuses dagligstue – ”finrummet” – som man nok måtte beskue andægtigt gennem en dør på klem, men ikke betræde, idet det nemlig også for husets ejere var forbeholdt den overlevendes fejring af sin ægtefælles begravelse engang i tidens fylde. Hvilket minder os om den svenske humorist Albert Engströms tegning af bonden, der på dødslejet over for lægen stønnende insisterer: ”Jag är inte dö’!” – hvortil hans mere pædagogiske end egentlig empatiske hustru utålmodigt svarer: ”Tyst med dig Gustaf – doktorn vet väl ändå bäst!”
I stil med Albert Engströms bonde kan jeg bedyre over for tvivlere, at endnu er jeg ikke blevet frataget kørekortet. Det ville nu også være upædagogisk, idet jeg først fik kørekort i fjor – for resten tillige med både digitalkamera og mobiltelefon. Kun min civilstand lader jeg dog bestå lidt endnu, for man kan jo ikke få råd til det hele på engang. Hvis min ægtefælle overlever mig, kunne hun dog på den anden siden få så lov til at arve verdens mest ubrugte bremser.

Hvad nu min omtalte bremse-filosofi angår, findes der for resten flere skoler, idet andre i den samme situation som bekendt ville henholde sig til, at det i så fald tværtimod gælder om at bruge bremserne inden de er slidt op. Men i den sag er jeg åbenbart mere på linie med hin skizofrene patient, der betroede en gammel læge of my aquaintance sin bekymring for, om han mon ved at tænke for meget risikerede at opbruge al sin intelligens på engang. Inspireret af hans økologisk forbilledlige indstilling til sine forhåbentlig endnu ikke alt for fossile ressourcer tillader vi os her at betro vor hastigt voksende læserskare, at vi lige som udviklingslandene har en betragtelig ubrugt CO2 kvote til gode efter så mange år som søjlehelgener; så der er intet at komme efter her, folkens.

Og dog, og dog… Hør engang: En bekendt af mig fra de hårde naturvidenskaber sagde for nylig, at han kraftigt betvivler al drømmetolkning og snarere hælder til at betragte drømmene som en art hjerneaffald. Nuvel, forleden nat vågnede jeg hele to gange i den største oprevethed efter at have drømt at have begået mord – i det ene tilfælde endda på en repræsentant for ordensmagten. Hvad ville vor sorgløst rationelle ”Homo Faber” mon sige til sådanne drømme? Mon dog ikke han alligevel ville foreslå, at jeg måske bekymrer mig for meget – eller snarere for lidt – om de bremser? Hertil er imidlertid at sige, at mine drømme nu ingenlunde handlede om uagtsomt manddrab, endsige fældede tårer desårsags… Ja, dette blot for at antyde at sund videnskabelig metode af og til meget vel lader sig overføre til drømmetydningens verden.

Nå, hvis vi til sidst skal have et helt normalt apropos næsten uden ”ad hoc” karakter, så lad os nævne, at vi forleden i et ældre nummer af Illustreret Videnskab faldt over en artikel om forskning i kreativitet. Ikke det mindste overraskende for denne husstand viser undersøgelser, at de få dokumenteret kreative blandt en bunke dygtige forsøgsstudenter på Harvard forenede en association belastet af forstyrrende og uaktuelle efterklange med den fornødne fornuft og vilje til dog at opfinde en slags orden i menageriet.
I Storm P.' s monolog fra galeanstalten kaldes syndromet "sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke". Nå, men efter forsøget blev de kriminelle studenter velsagtens relegeret i hast og tavshed. Ja, hvem ved – måske var nævnte videnskabelige forsøg i virkeligheden blot ordensmagtens kreative påskud for denne udskillelse af de formastelige...

Men omvendt belyser nævnte forsøg også, hvorfor vor uundværlige prügelknabe ”etablissementet” ofte er så lumsk kedeligt, trods megen forstand: Alt det som med omhu fejes ind under gulvtæppet, gør nemlig uvægerlig både sprog, billeddannelse og tanke blege og forarmede: For når folk er urokkeligt stædige som æsler, straffes de med at blive ufrugtbare som – muldyr! ”For vi indrømmer intet og giver absolut ikke ved dørene – det kan vi godt fortælle Dem! Og hvis De i øvrigt nu vil have os undskyldt, kalder desværre tvingende gøremål, som … – ja, med mindre De da skulle havde mere på hjerte end bemeldte sag, hvor vi som sagt ikke ser os i stand til at imødekomme de ubeherskede fordringer, som Deres noget rodede fremstilling lader skinne igennem.”

Kort sagt: Snarere end at særligt ”middelmådige” mennesker med Henrik Ibsens ord bliver livsløgnere, så formår alle livsløgnene måske at forvandle selv velbegavede mennesker til middelmådigheder. For på de fleste felter er langt de fleste af os indrømmet kun middelgode - men det gør os ikke til middelmådigheder.

Nå, men apropos kreativitet vil alle liberale guruer hævde, at kreativiteten fremmes af den fri entreprise. Nuvel, for vor egen del forholder det sig nu tværtimod sådan, at når vi skriver uden særlig hyppige, endsige særlig store vederlag, så tvinges vi dermed til at skrive desto bedre: For hvis man end ikke havde nogen privat fornøjelse af det, så skulle pokker skrive på de vilkår! Men mod økonomisk kompensation kan man derimod godt overtales til at begå anderledes trivielle ting – til glæde for hvem dette måtte vedrøre udover en håndfuld førtidspensionerede lærere fra Journalisthøjskolen, placerede i herostratisk uheldige aftægtsstillinger.

Men bare rolig, heldigvis forholder det sig hermed som med at køre bil: Litteraten Søren Vinterberg betroede mig således for nylig, at næst efter kjerlighedens gerninger var hans ligeledes sent erhvervede kørekort hans mest ufejlbarlige kilde til elementær livsglæde. Men hertil tør vi heldigvis også føje aldeles uplanlagte skriverier helt uden borgerligt perspektiv, begåede så at sige in fragrante og on location efter nogle strøtankers og spontane indfalds hastige indbyrdes rådslagning uden hverken dagsorden eller ordstyrer.

ANALYSE af ”BEGRAVELSE UDEN BREMSER”

Vi analyserer normalt ikke selvorganiserede teksters sindrige logik, lige så lidt som vi analyserer humor; men i dag vil vi gøre en undtagelse og begive os på en stringent opdagelsesrejse, der forholder sig kontrapunktisk til analysens genstand, på samme måde som en psykoanalyse forholder sig til det liv der analyseres. Forskellen er dog at hvor psykoanalysen tilsigter at ændre det levede liv til det bedre, så resulterer den litterære analyse i den aha-oplevelse at alt ved en art guddommeligt forsyn befinder sig i den smukkeste orden. Tekstens dramatiske ”eksposition” eller præsentation sker i form af oplysningen om vort (u)lovlig sære forhold til brug af bilbremserne. Herfra associeres så til den gamle svenske bondetradition med ikke at bruge den fine stue til hverdag – hvilket overdrives til at den ligefrem er forbeholdt den overlevendes begravelse af sin ægtefælle. Dette er nu anledning til en egentlig digression hinsides illustration af bremse-temaet: nemlig til Albert Engströms tegning af en bonde, der på dødslejet insisterer på at han endnu er i live. Digressionen er dog motiveret ved at den motivmæssigt har dramatiske og stærke ligheder med vore overdrevne ord om svenske bønders sakrale ”fin-rum”. Selv om det er en digression fra temaet min påholdende brug af bremser, så er det derfor en så at sige ”væsentlig digression”, hvor paradoksalt det end lyder: For den knytter an til de markante og morbide træk i vor umiddelbart foregående analogi til illustration af princippet bag vor bremsefilosofi – uden dog som denne analogi at knytte an til selve bremsefilosofien. Fra vor ”væsentlige digression” om Albert Engström foretager vi nu en ny digression ved at fortælle, at i stil med bondens benægtelse af at være død endnu kan også vi endnu nægte at have mistet kørekortet som følge af vor bremsefilosofi. Hvad der her sker, er således at en digression til digressionen omtrent ligesom ”to gange minus giver plus” bringer os lukt tilbage til hovedtemaet om vor bilkørsel. Dermed er den første digression blevet fuldstændigt legitimeret. Således opmuntrede begiver vi os derfor straks til en digression herfra om, at fratagelse af kørekortet ville være synd, da jeg lige har fået det, for resten tillige med digitalkamera og mobiltelefon, om end endnu ikke en hustru – som ellers i tilfælde af min død (en type situation som nu kan anses for et hævdvundent sidetema) ville arve verdens mest ubrugte bremser. Denne udskejelse foretager faktisk ganske samme bevægelse eller figur som vi så ovenfor, idet digressionens digression jo også denne gang bringer os tilbage til hovedsporet: vore ubrugte bremser. Derefter går vi nu helt reglementeret videre ved at beskrive dels den stik modsatte og anderledes velkendte filosofi at spinde før garnet slipper op, dels et autentisk modstykke til vor egen filosofi i form af en skizofren patients lige så barokke princip om at spare på sin intelligens. Men herfra gør vi så atter en digression i kraft af analogi til det at spare på de fossile ressourcer – som jeg nemlig i min egenskab af nybleven bilist forbruger, hvor meget jeg end sparer på bremserne. Denne hensynsløshed forsvares dog dernæst med, at jeg modsat de fleste har en stor ubrugt CO2 kvote til gode og derfor er ret uskyldig. Denne digressions tema om skyld handler ikke om for lidt brug af bremser, men om for meget brug af benzin. Snarere end som en ægte digression kunne den således betragtes som en legitim udvidelse af temaet ulovlig bremsebrug til umoralsk bilkørsel generelt. Vor påstand om egen uskyld forfølges imidlertid straks efter i form af den indrømmelse, at vi i nogle nylige drømme tværtimod har været særdeles skyldige, nemlig i mord på ordensmagten – trods en meget rationel bekendts erklærede mistro til drømmetydning. Vi er dermed endt i en vild, men alligevel i princippet ”væsentlig” digression”, idet vi nemlig endnu engang har generaliseret temaet: fra umoralsk bilbrug til ulovlighed overhovedet. Det er derfor meget konsekvent, at vi her drejer brat af og forlader bremserne helt for åbenlyst og erklæret at kaste os ud i ”en digression helt uden ad hoc karakter”. Vi fortæller nemlig nu om den amerikanske undersøgelse af kreative sind. Umiddelbart set et hop helt væk fra vort tema ved en brutal digression – men netop fordi vor diskurs har været fuld af sindrige digressioner, så er undersøgelsen omkring kreativitet blevet uhyre vedkommende som et yderst nærliggende apropos til forløbet af den historie, som vi trods sidespor netop har fortalt til ende. Altså er det hvad vi ovenfor lidt paradoksalt kaldte ”en væsentlig digression”. Kreativitet i forbindelse med tekster bliver dermed det nye, men dog af alt det foregående motiverede tema, idet bremsetemaet jo er færdigbehandlet. Vi bruger derfor den amerikanske undersøgelse til at belyse ”etablissementets” u-kreative kedsommelighed – idet vi ved at vende op og ned på Ibsens velkendte ord om livsløgnen angiver denne som ødelæggende for kreativiteten. Dette illustrerer vi med en fiktiv – men i sig selv håbløst fantasiforladt – redaktionel afvisning af en tekst – hvem ved, muligvis endda selve vor egen tekst. Herfra associeres nu til de liberalister og erklærede tilhængere af kreativitet, der omvendt bekender sig til det frie marked som kreativitetens forløser. Dette budskab er væsentligt for vort nye tema litterær kreativitet og er således ingen digression. Vi dementerer dog straks liberalisternes glade budskab ved at fremhæve vort eget modeksempel: Når vi nemlig selv skriver uden betaling, tvinges vi til at skrive så meget bedre at arbejdet bærer lønnen i sig selv – hvorimod vi omvendt mod betaling kan skrive så trivielt, at selv førtidspensionerede lærere fra Journalisthøjskolen kan bifalde det. Herefter springer vi så til finalens gordiske hug, der nemlig forbinder vort første tema om bilkørsel med det nye tema kreativ skrivekunst. Vi beroliger nemlig de læsere der måtte frygte, at vi mod betaling kunne falde til patten, ved at fortælle følgende: At ganske ligesom litteraten Søren Vinterberg har fortalt os, at hans ligeledes sent erhvervede kørekort er ham en vedvarende kilde til fornøjelse – således er vore aldeles uborgerlige skriverier os selv til vedblivende moro. Tillad os sluttelig at fortælle, at vor analyse af ”Begravelse uden bremser” nu fylder mere end den tekst som vi analyserer. Dette bør imidlertid ikke overraske, for det beror på at alle bemeldte teksts mange ”ubevidste” vejvalg og disses begrundelser netop kun fremgår intuitivt – samt indirekte ved en fokuseret analyse, der jo netop ikke er indeholdt i selve teksten. At analysen i dette tilfælde foretages af forfatteren selv, borger yderligere for dens sandfærdighed – men især viser det at tilsyneladende vilde associationer kan styres af en art intuitivt ”over-jeg”, der som tekstens forsyn sørger for at alt ender godt. Et forsyn, der også formår undtagelsesvis at træde frem in natura ved at meddele sig direkte til sit udvalgte folk gennem lovens tavler.
En Gud bør dog ikke reklamere for sig selv, så det skal ikke blive en vane. Da mit efternavn ville være ypperligt for en forretningsmand, burde jeg derfor sælge det til en person med bedre forretningstalent end mit. Men hvis jeg virkelig formår at slå en så indbringende handel af, må jeg alligevel være så meget forretningsmand, at jeg tværtimod bør aflyse handlen og beholde navnet. Uden forretningstalent vil det på den anden side heller ikke lykkes mig at sælge det - så vi ser atter, at modsætningerne mellem åndens tabere og vindere - mellem rodemesteren og troens ridder - er uskelnelige i praksis . Ganske ligesom Kierkegaard indrømmer at Abraham til forveksling ligner monstret fra Tyskland, der ligeledes ofrede sine egne børn til sin dæmon. Åhja, for også Gud kan undertiden være svær at skelne fra en dæmon.