Monday, November 25, 2013

YTRINGSFRIHED - I PRAKSIS...









YTRINGSFRIHED....
 Det dumme med den fortærskede ytringsfrihed er, at når folk ævler larmende spalte-kilometer derom på vegne af snart den ene, snart den anden hidtid prisværdigt sagtmodige instans, som af denne grund nu slet ikke har en kinamands chance for nogensinde at få ordet (og hvorfor skulle kineserne nu tillige forlange ordet, når de dog allerede har sat sig på verdensøkonomien?) - så formår de aldrig at fatte sig i korthed og klarhed, men må hver gang begå et helt politisk manifest af håbløst kedsommelig prosa:- der ligeledes med god grund erklærer sig i kronisk behov for kuvøse-hjælp i form af både momsfritagelse og pressestøtte.

Med emnet tolerance er det ikke stort bedre, for også her burde der ligesom med CO2-udslip indføres en kvoteordning med tilhørende mulighed for indbyrdes kvotesalg til højestbydende mellem udbyderne indbyrdes: omtrent ligesom antikvitetshandlerne jo også siges efter store auktioner at handle indbyrdes i fordragelighed alt efter hver deres speciale i stedet for unødigt at overbyde hinanden på selve auktionen.
For det er med auktioner som med prosa: det vigtige er slet ikke selve emnet, men hvad vi dernæst får ud af det efter kortest muligt at have afhandlet det pligtskyldigt i al dets tarvelighed. Og det er nok også derfor, at man som snart den eneste hertillands ikke undes ytringsfriheden - der nemlig ligesom statsborgerskab ikke er nogen ret, men derimod en gave som man måske engang kan gøre sig fortjent til.

CAVLING-PRISEN - DET BILLIGE SKIDT...
Hvis forudsætningen for at få Cavling-prisen, er at man er klinisk fri for både tastefejl og for humor, så har jeg trods lige så eksotiske aner som Politikens debatredaktør Omar Tarek eller Tarek Omar slet ingen chancer. Og indlægget "Malm-Ros" retur med robot antyder, at heller ingen handikap-points eller politisk kvoteordning kan berettige mig til en uofficiel plads som den store mønsterbryders tilskudsberettigede lærling.
I øvrigt erindrer jeg nu svagt at min mor i sin tid fortalte, at min far (skønt kristen) ville have mig opkaldt efter en stor maurisk hærfører med netop navnet "Tarek" -selv om han nu dengang mere lignede Omar Sharif og i efterkrigstidens London vitterlig ofte blev antaget for en ung postkolonial filmstjerne.
Min mor var bestemt ingen stejl kvinde, men her har hun åbenbart fået sin vilje. Satans også, for i både tolerancens og ytringsfrihedens verden er det oftest overfladiske ligheder samt ligheder i overfladiskheden, der berettiger os til sympati og forfremmelse. For med den unge Kierkegaards gamle ord om ikke at skue hunden på hårene: "Men ak, skiltet var kun til salg".

 

MAURER-KONGEN TAREK
Det er en uskik her på stedet at tale om andet end sig selv - for alt det andet er medierne jo fulde af i forvejen; og bøger gider vi slet ikke tale om længere, lige undtagen førsteudgaver og forfalskninger. Gode emner er nemlig i vore dage oftest kun rigtigt gode undskyldninger for dårlig prosa.
- Forleden erindrede jeg at min far, skønt kristen, i sin tid ville have døbt mig "Tarek" efter en maurisk konge samt en mindst lige så morsom og velintegreret dansk debatredaktør med samme navn: Skønt, hvem fanden ville ikke lade sig integrere til den hyre? Svar: Selv ville jeg nok ikke overgive mig, men ville stikke halen mellem benene - som altid, når jeg risikerer at miste mig selv til en lovlig realitetspræget udsalgspris.
Efter at have sovet på det husker jeg engang at have læst, at den skammeligt fejl-integrerede Tarek den Første ved sin nødtvungne og grådkvalte afsejling fra Granada i 1492 blev hånet af sin egen mor: "Ja, græd du nu som en kvinde over, hvad du ikke var mand nok til at beholde!"
Om navnet Tarek således måske alligevel ville have været ret passende, må andre svare på - men mit sande kongerige er som bekendt ikke af denne verden.
TREFOLDIGHEDEN
 Under udövelsen af et moderat fysisk pres på nogle pubertets-graner med ADHD trods tidligere forsög på fornuftig overtalelse tabtes på mystisk vis et styk uskadt brilleglas fra Zeiss, som hermed falbydes til spotpris tillige med de fornödne GPS anvisninger.
 Föler mig som Christian den Fjerde i sin tid på det gode skib Trefoldigheden, hvorfra han dog vist nok ellers vendte sejrrig hjem - velsagtens takkende Herren for betänksomt at have udstyret os med to öjne. Meget vel - men så kunne han vel også samtidig have udstyret mig med to par briller?
 Men skarphed er jo relativ, og uens oplösning er langt mere desorienterende end dårlig oplösning. Til bilkörsel er almindelig närsynethed til beroligelse også mere end rigelig, så vi gör bare som i stenalderen. Ganske vist ville jeg uden briller väre gået glip af synet af en fjern havnörn, men havörne var der jo ingen i stenalderen, der spiste.
En vis impressionisme kan desuden ofte väre nyttig i den menneskelige omgang - for som en kendt porträtfotograf skarpt bed min bedstefar af, da han beklagede det bekostelige resultat: "Jamen De er altså virkelig ikke pänere!"

HISTORISK SANDHED

 Vilkårlig omgang med historien er for os frie ånder ofte force majeure. Forleden påstod jeg i anledning af min fars önske i sin tid om at navngive mig efter en maurisk konge Tarek - at denne Tarek ved sin sluttelige fordrivelse fra Spanien til Gibraltar blev hånet af sin egen mor med disse ord: "Gräd nu som en kvinde over, hvad du ikke var mand nok til at beholde!"
 Tarek viser sig nu at väre ham der indtog Spanien 700 år tidligere, mens de forsmädelige ord gälder den sidste maurerkonge med navnet Muhammed. Men det ville jeg jo ikke kunne have brugt til noget fornuftigt, og så må historien vige for kunsten. Det samme kan meget vel väre tilfäldet med min formodning i dag om, at Christian den Fjerde vandt slaget ved Kolberg, trods tabet af det ene öje.
Min bedstefar korigerede forresten i sin tid Karen Blixen, fordi hun i en fortälling fra för revolutionens tid nävner nationalflaget Tricoloren, som endnu ikke var opfundet. Det tog hun som en mand med ordene: "Jeg skal fortälle det til Isak (hendes pseudonym Isak Dinesen), når jeg möder ham!". Man må tro, at også hun havde en kunstnerisk begrundelse for at lade fakta prelle af.
 
OM GJENTAGELSEN SAMT KUNSTEN AT ÄDE MURSTEN
Så ytringsfrihedsdebat med usual suspects uden protest. Alt i alt OK - men intet nyt de sidste 8 år, og dog holdes debatgryden i stadigt kog.
Summa summarum: Ytringsfriheden er ingen af os imod; den skal dog ikke väre helt ubegränset; og alt tilladt er ikke dermed pänt eller klogt at sige; men de der slår en ned af den grund, er dog dermed ikke i deres gode ret - også selv om det ikke kom som en overraskelse, undtagen for offeret, der glemte at kigge sig over skulderen af bare snakkesalighed og frie, men i längden kedsommelige ord. Endelig skal digtere have endnu större frihed end andre: For digtning er nu engang ikke bogstavelig tale - hvortil kommer at ingen ud over anmelderne alligevel läser andet end - anmeldelserne.
Det eneste man glemte at sige var, at når öksemord nu engang allerede er forbudt, og så nytter det nok intet at forbyde det en ekstra gang og lade rektor give hele skolen en opsang i gården i spisefrikvarteret, selv om det ösregner.
Nej, så heller indföre våbenlicens til ökse: For hvis nogen nu skal ombringes selv uden egnede redskaber, så tvinges den professionelle jo til at udvise en integrationsfremmende omstillingsparathed, som jo også arbejdsmarkedet efterspörger.
Eneste indvending er den, at arbejdmarkedet keder mig lige så meget som ytringsfriheden, så derfor må vi endnu engang skifte emne.
Temaet "vinterdäk" blev dog rigeligt brugt sidste säson, så den stafet väre hermed videregivet til unge friske talenter helt uden behov for körekort, selv om det jo ellers er aktuelt nu igen.
Nu har jeg det: Värdier. Kärlighed kan köbes for penge, og penge kan köbes for kärlighed, så det står 1-1. Godt alt sammen, men hvad elsker vi så ud over at höre på os selv?
Jo, mulighedsrigdom er noget vi värdsätter. Länge har det ärgret mig, at jeg for 11 år siden lovlig dyrt köbte et stort analogt kamera, nu dyrere i drift end nogensinde. For samme belöb ville jeg i dag kunne få professionelt high end digitalt apparat uden driftsomkostninger. Selv Hasselblad-kamaraer går i dag for en slik - men lige det apparat jeg köbte, er omvendt gået hen og blevet kult og holder derfor prisen på lige fod med gamle Leica-kameraer.
Kort sagt har jeg pludselig igen valgmuligheden for en digital "Gjentagelse" helt uden tab grundet boligbobler og efterfölgende soliditetskrav. Men der er bare én hage ved det: Lige så meget som jeg elsker valgfriheden - lige så inderligt hader jeg at skulle välge. Så derfor lader jeg nok alt blive ved det gamle, selv om det er at smide gode penge efter dårlige, hver gang jeg lader det apparat.
Irrationelt? Tja - men sät nu, at det gamle skidt vedbliver med at stige i värdi, for så var det måske bedre bare at belåne det og köbe en digital svärvägts-pendang for pengene. Hvis man alligevel kan leve på en sten, så kunne man vel for en gangs skyld pröve at äde mursten som alle andre gode borgere. Jeg fölger nemlig i grunden de normale stadier på livets vej - bare synkoperet med artistiske forsinkelser og redaktionelle ombrydninger i forhold til resten af befolkningen.

DET SLÖRER STADIG
Hvordan beviser man, at andre folkeslag har humor? Hvis det skal göres empirisk uafviseligt, så må det ske ud fra et utvetydigt behaviouristisk kriterium - kort sagt ved at konstatere, om de griner, også selv om man ikke kilder dem. Men hvis vi ikke ved hvad folk griner af, beviser det nu heller ikke meget - så hvad de mon ler ad, når de snakker indbyrdes på deres kaudervälsk, har intet som helst at betyde i denne sag. Nej metoden består i först sige noget morsomt - og dernäst for alle parters skyld håbe, at de griner af ens replik.
Har således netop fået bevis for humorens universalitet. Den muslimske servitrice, der trods hårtilslöring näppe er så muslimsk at det gör noget, gräsk-ortodoxst set, slog nemlig en klar latter op, da jeg i anledning af hendes pligtskyldige blomsterpleje spurgte hende, om hun mon også ville vande mit strejkende hår.
- Og min svenske bilmekaniker lo bravt, da jeg ved ankomsten opdagede, at jeg havde glemt at medbringe de vinterdäk som han skulle montere - selv om det både går ud over min körsel og hans indtjening. På den anden side har det heldigvis også helt glemt at sne i denne omgang, og biler har jo desuden godt af regelmässig motion.

NUL PROMILLE: NO PROMISE...
 At köre uden briller er uforsvarligt, og at köre uden vinterdäk er endnu värre. Men for det förste giver to gange minus som bekendt plus - og for det andet kan man om natten alligevel ikke se ordentligt, ligesom politiet heller kan ikke se ens däk, för man ligger i gröften.
Og for det tredje behöver nogle skribenter på en god dag en bremselängde på et par lysår, og så duer ikke engang pigdäk - der jo i övrigt også er strengt forbudt på Mälkevejen, hvor tradition, pietet samt ästetiske hensyn nemlig ligesom i Bhutan stadig prioriteres höjere end komfort og tidsökonomi.
 Böden svarer imidlertid til 4 nye däk, så hvis den umulige händelse alligevel skulle indträffe, kommer jeg politiet i forköbet ved at stige resolut ud med tegnebogen fremme og bestille 4 nye vinterdäk. Omtrent ligesom blinde passagerer tidligere kunne klare frisag i toget ved at udbede sig en billet til Korsör eller noget andet fjernt og eksotisk: Den som er på vej til Tibet, gider jo nok heller ikke at snyde i metroen på vej til Lufthavnen, men går i givet fald ud fra, at det må väre inkluderet i prisen.
Som opdaterede (ikke "trofaste", som om det var for min eller for jeres gamle mors skyld) abonnenter vil vide, beror min dobbelte forsömmelse dog ikke på närighed, men på et lille optisk uheld samt på en komisk forglemmelse i onsdags: Uden däk at skifte med er däkskift nemlig umuligt, selv for professionelle tryllekunstnere. Vi mödes i Gröften over et par promille!
HOLIDAY ON ICE
 Bestod årets holiday on ice, der vel kan väre lige så godt som ishockey - ihukommende at jeg nu engang har mine egne motoriserede sportsgrene, hvor jeg nemlig med Kants diskrete velvilje i hu selv kan designe spillereglerne.
Som sagt viste briller sig ganske rigtigt at väre overvurderede - ganske ligesom antisepktisk beskyttelse af spädbörn, der kun gör dem desto mere sårbare den dag de kommer ud i det virkelige liv. Men skulle jeg alligevel have kört nogen over, har hverken jeg eller de tilsyneladende bemärket noget - og så er det vel heller ingen gyldig grund til nogen jammer post festum? For her gälder ligesom i kärlighed, at man kan ikke sådan troppe op dagen efter og flovt påberåbe sig diskrete signaler med forfalden udlöbsdato.
Men apropos dette nymodens brille-hysteri så findes der sågar hjälpelöse mennesker med 3-dobbelt facetslebne briller af särlig hensyn til den mellem-distance, der almindeligvis er aktuel ved urinering. Dvärge med som uden inkontinens slipper dog her grundet deres korthed i stort som i småt som sädvanlig noget billigere - omtrent lige som de jo får börnerabat ved alle forlystelser, uden at nogen dog af den grund kan nägte dem adgang til hverken stärke drikke eller biograffilm forbudt for börn. Det er således slet ingen overdrivelse at sige, at samfundet belönner dvärgväkst - men det kan vi da ikke leve af i längden som nation?
For fuglefotografer er dette med brillerne indrömmet en anden sag, men i vore dage har vi jo fået autofokus. - At mit foretrukne mordvåbens klinge i övrigt endnu engang gik itu på grund af hårdhändet strygning imod hårene, kan derimod ikke skrives min overtrukne optiske konto, selv om det nu er dyrt nok.
 Jeg föler ved den brudte stålklinges höjtidelige gravläggelse under obligatorisk afholdelse af sörgemarsch nu til aften ligesom den jäger, der grådkvalt skyder sin trofaste gamle jagthund for at skåne den for flere af alderdommens forsmädelige ydmygelser.

MALM-ROS





  Borgerne deler sig i Hørups ånd efter anskuelse – ikke blot i kommunalvalget, men efter hvad de nu skal mene om en ny film. Hvis først en kendt kulturpersonlighed har rakket den ned, så bliver man næsten lige så toneangivende ved omvendt offentligt at forsvare det uskyldige offer mod den fæle drage.
 Men for at mene noget om filmen er vi jo tvunget til at se den først: Godt det samme, for på den måde bliver skaden jo til at overse - for alle bliver vi jo på den måde vindere.
 Men gode ting er i grunden deres eget bedste forsvar, for meningernes emsigt trættekære verden er noget helt andet end den verden, hvor ting pibler og gror organisk frem i deres egen takt. På den anden side må det indrømmes: Hvis ingen ser filmen, kan den ikke forsvare sig – så fortielse ville afgjort have været det allerbedste angreb.
 I øvrigt kan det konstateres, at vi mennesker typisk især forsvarer ofre, der allerede nyder en agtelse og position, som vi derved får en kollegial andel i – samt ofre der er så ufarlige, at vi omvendt ved vor uselviske kamp mod dragen sætter vor egen ædelhed i skønt relief:– uden risiko for tillige at skulle unde de elendige en smule af den ære, som vi selv næppe kan få for meget af.
 Helt uprovokeret og og uadspugt skamros af etablerede folk er derimod noget helt andet: For det foregiver da ikke at være andet end, hvad det til jo forveksling ligner: skamløst spytslikkeri.

 GRÆSK ORTODOKSE PARALLEL-AKSIOMER
 Også i motortrafikken gælder, at det tit kan være svært udefra at afgøre, hvornår vi har at gøre med en person, der i upassende grad og omfang grad ynder at fremture med sin egenart - og hvornår hans/hendes skæbne især beror på mobning.

 Men måske er der bare tale om en normal græsk ortodoks parallel-parkering:- for det var tæt på den russiske kirke som nemlig i morges besøgtes.

FOLK DER KNOKLER...

 En velkendt ung og borgerligt velmeriteret chefjurist hos CEPOS priser lettet efter en nylig og veloverstået indlæggelse "de folk der knokler i sundhedssektoren". Forståeligt nok og fint: Men når de samme mennesker undertiden kræver bedre løn og arbejdsforhold, plejer de ellers at blive bagatelliseret som statsansatte og overforkælede dagdrivere i de kredse og aviser, hvor han almindeligvis har sit virke.

 Men sandheden er ganske rigtigt stadig den, at der er nogle der har et rigtigt arbejde, uanset i hvilket regi - og så er der alle os andre, som har mere eller mindre held til at få vor hobby både lovlig godt betalt og lovlig bredt anerkendt: snart af det offentlige snart af banker, store firmaer og interesseorganisationer.

 Tænk endvidere gerne på, at når en af det knoklende folk selv bliver indlagt - hvad der som bekendt sker langt hyppigere - , så inkassererer de besynderligt nok sjældent over 700 pligtskyldige likes fra påfaldende empatiske og uselviske skæbnefæller i hobbysektoren.

  Efter at have sovet på det husker jeg engang at have læst, at den skammeligt fejl-integrerede Tarek den Første ved sin nødtvungne og grådkvalte afsejling fra Granada i 1492 blev hånet af sin egen mor: "Ja, græd du nu som en kvinde over, hvad du ikke var mand nok til at beholde!"

 Om navnet Tarek således måske alligevel ville have været ret passende, må andre svare på - men mit sande kongerige er som bekendt ikke af denne verden.

 
TOLERANCE...hvorfor egentlig?

 Tolerance-debat keder mig - men så kommer man til gengæld hurtigere gennem dagens avis... Kun ret få mennesker og næsten ingen sociale instanser er hævede over den småtskårne hævnmentalitet, der ingen andre grænser kender end dem som loven og frygten sætter - og som derfor gør en stor dyd af denne ærgerlige nødvendighed ved brovtende at hylde retssamfundets storhed, som var det deres egen ide og ikke snarere noget omtrent væsensfremmed. Og hverken pressen, partier eller foreninger er store undtagelser.

 Der er nok kun beskeden forskel på dem der plaprer tolerance udenad, og dem der plaprer ytringsfrihed eller for den sags skyld Allahs lov. Nej, betving og hævn alt hvad betvinges og hævnes kan: For det utopiske Scleimann-citat om frisind, som vist snarere stammer fra forgængeren Schliemanns udgravninger af det gamle Troja, efterplapres og bruges nok så ofte som trojansk skalkeskjul af alfabetiserede bøller: hvad enten disse nu finansieres af det offentlige, af banker eller af et sindrigt kulturpolitisk mix.
Men når vi menneskene nu engang er nogle hævngerrige og feje spytslikkere, så kunne der sådan set godt være en vis praktisk-realistisk pointe ("Vi er jo ikke selv bedre, men kun bedre betalt") i princippet om som en hovedregel ikke at provokere uproportionalt og unødigt: dvs. når det kun sker for sjov og ikke af indre nødvendighed - og derfor også kun sjældent bliver så sjovt at det gør noget.

  P.S. Således har man velsagtens nu igen helt unødigt ytret sig lovlig frit og stødende? Og det endda på trods af anderledes tyngende pligters deadline.

HVAD ER SANDHED?
 I henhold til kristelig Dagblad har en spansk historiker skrevet en bog om retsprocessen mod Jesus, som han finder helt normal ud fra romersk retspraksis. Som jeg forstår anmeldelsen, er det afgörende således, at Jesus med sin kongevärdighed majestätsfornärmer kejseren, hvorimod blasfemien mod de skriftkloge stilles i baggrunden.

 Men lyder det ikke utrovärdigt? Romerne anerkendte dog lydkonger såsom Herodes; og Jesus var ikke oprörer mod romerne, men mod sine egne og da isär de skriftkloge.
  Er det ikke ret indlysende, hvis man ellers kan tro forlöbet, at det har väret i de skriftkloges interesse at fremstille den utålelige som farlig også for romerne. At kristne i romerriget så har set en livsnödvendig interesse i at placere skylden hos "jöderne" og fremhäve Jesus neutralitet over for romerne, er en anden sag. Men denne tidstypiske leflen for alt hvad der smykke sig med prädikatet "modstander af anti-semitisme" samtidig med at de udråber andre til anti-semitter for et godt ord, virker utrovärdig.
 

 
SELVIRONI
 En engelsk journalist refererer i dagens Politik' en "videnskabelig undersøgelse", der viser (forskning for faktura!) at selvironi kun giver points hos folk med solid og høj status. Javist - men det skyldes ofte, at enten at er udøverens selvironi af ringe kvalitet, eller også at publikum ikke formår at notere den. God selvironi er i en vis forstand altid koket: Fordi den så at sige dementerer sig selv, eller rettere opvejer den givne indrømmelse med helt andre fortrin.

 Nobelpristageren i fysik kan naturligvis sagtens slippe afsted med at sige, at han alle dage har været elendig til hovedregning og derfor overlader det til sin hustru. Men ligesom den givne indrømmelse ikke står til troende andet end i pjattet forstand, så opvejes den heller ikke af ironisk kvalitet.

 I øvrigt skal mænd erfaringsmæssigt ofte have meget høj status, før de tør udøve selvironi, for denne er nærmest undtagelsen hos folk i høje positioner: Måske netop fordi de frygter eller fornemmer, at positionen måske ikke giver dem tilstrækkelige balast i dette ords bogstavelige maritime forstand.

KOMMUNALVALG

 Anti-rustbehandling må dog väre vigtigere end kommunalvalg, for man kan vel tidsnok havne i en rustvogn. Og så sätter det broderfolket i sving, endda snehvidt. - Men vore borgerlige forpligtelser?- Ja og jo - og gab! - Men så er det da rigtignok godt, at der er så mange anderledes redelige og retskafne borgerer, at jeg vel ikke også behöver at väre det.

  Dette minder mig om en gammel hestehandlertype fra Vestjylland, der fortalte mig om dengang en sälger af en antikvitet havde fölt sig grundigt snydt. For vor bramfri mand replicerede med jysk lune: "Nå ja - men så var det da rigtignok godt, at det ramte én der havde råd til át tage smäkket...."

 Kort sagt föler jeg mig alene forpligtet på underholdningsvärdien. De kommunalfolk har I desuden ligesom de fattige altid blandt jer - og de er vist ikke så underholdende.
 En bekendt af mig har i fölge forlydender forlods afsat et betragteligt belöb til fejringen af sin (her nok snarer "hans", eftersom han jo ikke selv deltager og derfor dårligt kan betragtes som subjekt) bortgang, forhåbentlig langt ude i fremtiden. Her er jeg selv tilsvarende så udemokratisk anlagt, at jeg med de samme finanser hellere ville have gavnet enkelte virkeligt trängende.

 Kort sagt går jeg fornuftigvis ind for moralsk arbejdsdeling og specialisering: I forlanger vel da heller ikke, at bierne skal begynde at spinde net, og at edderkopperne skal til at samle nektar? Og som bekendt keder og ärgrer det mig inderligt at skulle sige, kommentere, göre og dyrke det samme som en nok så velplaceret majoritet af meningsberettigede "kulturbärere" - ja, for skidtet skal jo nu engang laves, för det kan "bäres".

 .- Men det er ikke et spörgsmål om beslutning endsige mode eller maner, men er noget instinktivt, hvori vi mennesker tydeligvis er meget forskellige - og sådan skal det nok väre. For i et demokratisk samfund skal der jo også väre plads til: jer andre...

LIBIDO?

 Gårdagens nøgterne kronik om islamiske reformbevægelser og understrømme i tidens løb var modsætningen til dagens selvfejrende Sabroe-kronik i samme oplyste organ.
 Sidstnævnte kronik skulle vist forestille enten den selvironi, manden selvfølgelig ikke ejer eller magter og næppe heller har råd til kunstnerisk set (men nok socialt set grundet berømmelsens balast) - eller også "kritisk satire" over den oppustede medieverden med dens naivt betalingsvillige publikum af "oplyste" borgere - som denne evige yngling dog helt og holdent tilhører også i sine "modige" og "provokatoriske" rejespjæt i og mod "systemet".

  Har skam slet intet imod manden, men han bliver vist aldrig tør bag ørerne. - I øvrigt omgikkes jeg for en god halv snes år siden jævnligt en både skarpsindig og belæst dame op i firserne, der havde Sabroe som sin litterære "yndlingsaversion": - just grundet ovennævnte cocktail af opblæst journalistisk selvfølelse ("Drenge, vi skriver sgu litteraturhistorie lige nu!") på et begrænset biologisk grundlag, og som jo i dag er noget nær reglen blandt overbetalte praktikanter med unge Sabro som deres grand old man af et forbillede. –