Interessant hvor fölsomme vi mennesker er. Efter at svenskerne har besluttet at plastre deres land til med vindmöller - 400 alene i Halland, plus 200 til vands - er jeg blevet endnu mere A-kraft tilböjelig end tilforn. Med samme alibi går jeg ind for de sidste store elves fortsatte bevarelse. I övrigt er Tjernobyl angiveligt blevet et sandt paradis af biologisk mangfoldighed, herunder utvivlsomt også enkelte tvehovede kalve - og hvis også de kan overleve, er det sgu godt gået, for en mutation kommer själdent alene. Livet er nu engang farligt, men hvor kedeligt skal det blive, for alternativerne er endnu kedeligere og - som de fleste kedsommelige ting og mennesker - umådelig pladskrävende.
Til gengäld har jeg udsigt til en midlertidig lön som kortlägger af fölsomme store fugle i et par berörte områder, med håb om en lidt forbedret placering af skidtet. Så på den måde er det godt for mig, hvilket udviklingen ellers själdent er - og da slet ikke personlig udvikling, som er en by i Rusland - men desvärre ikke lige så spändende som Tjernobyl. Enkelte städigt urokkelige gamlinge overlevede forresten også sammesteds mod alle odds, og de burde fölgelig klones til en ny race, egnet som arbejdskraft i forbindelse med drift og ombygning af A-kraftvärker.
- Globaliseringen gör os åbenbart ikke meget större i udsynet, for i vor lejlighedsvise udländighed konsulterer vi mest nettet for at fölge vor egen dumme og skröbelige karriere. Derved opdagede jeg at Information forlängst havde trykt en bitte pastiche på Berlingernes "Groft sagt" herfra om en anden fölsom själ, korsfaren Lars Hedegaard - som mente at väre et offer for kommunistisk sammensvärgelse, da Berlingske frigjorde ham fra nävnte spalte. Et indläg , som jeg troede at "kommunisterne" ligeledes havde forsmået.
I den samme dags bogdebat (11.12.08) figurerede yderligere to fölsomme gemytter - så fölsomme at de end ikke tåler det danske ö, som derfor ikke kan demonstreres i dagens indslag. Den ene var shamanisten m.m. Neutzschy-Wulff, der trods nogen publicistisk succes i årenes löb föler sig slemt overset af både läserne og anmelderne og derfor erklärer sig for landets ypperste hövede, som sagt uden dansk ö. Den slags fölelser er vi åbenbart mange om at have iblandt, så helt unormale er vi fölgelig ikke oven i hövedet - som sagt uden dansk ö.
Dagens tredje fölsomme hövede var ligefrem så fölsom, at han kun figurerede i tredje person. Mads Qvortrup besvarede nemlig en smudskastning fra forfatterens Jens Martin Eriksen - hvorunder det fremgik, at den fölsomme Eriksens skraldespand mod ham kun skyldtes, at Qvortrup i sin tid havde kritiseret en bog som Eriksen havde begået sammen med den uundgåelige netvärksabe Frederik Stjernfelt.
Qvortrups kritik af nävnte värk glädede mig så meget, at jeg fik sympati med ham, skönt jeg ellers har det med at väre forhåndsskeptisk mod yngre nyslåede professorer ved Farum Universitetscenter, og da isär hvis de er i när slägt med en bunke andre folk fra det medieindustrielle etablissement. Det viser atter igen at også jeg er et fölsomt gemyt, for mere skal der altså ikke til for at omvende os til en ny religion.
Eftersom hele vor tid ligger komplet på maven for de notoriske andenhånds eksistenser der fra dag 1 her på Jorden har netvärket, smigret, fedtet, forbrödret og plagieret sig skamlöst klatrende op til uomgängelige positioner, så får jeg imidlertid straks sympati for en person der går imod strömmen, uanset hans motiver for det. Her skylder vi dog som gentlemen at indrömme at just Stjernfelts andel af nävnte tomandsvärk faktisk blev fundet "tålelig" - men det bör nu ikke undre nogen. For en gennemkalkuleret og intelligent menneskeabe vil aldrig begå noget dårligt, for han vil altid planke og krydse sig febrilsk, men dog forunderligt köligt, frem på parnasset med alle til rådighed stående midler, aldeles umättelig i sin oplyste kölighed.
Krydse - ja, for vor mand er kannibal og navigerer sig kronisk frem ved en art "seriel monogami", i stadig skiftende opportune tomandsbander og strategiske partnerskaber. Tusinder af ubetydelige akademiske klatremus gör på et åbenlyst tyndt niveau det samme, og derfor er Stjernfelt deres konge og guru. Eriksen er mere digterisk spontan og kommer af lutter spontaneitet til at gå under bältestedet i ny og nä, som jo også hans lige så fölsomme kollega Rifbjerg kan jo göre det, om så også med lidt mere fyndighed.
Nå men hvad er så min specielle grund til at ärgres over at nok nävnte Stjerne nu igen forleden sgu har begået noget, som alle tidens netvärksdyr ikke tör andet end falde på maven for, af frygt for at falde i unåde nu eller fremover, hos denne vor civile udgave af Albert Speer, alt for civiliseret og velbegavet til at hänge? Såmänd noget helt personligt, idet han i sin tid omgik mit magnum opus med allerstörste uärlighed. Jeg mödte ham dengang på gaden, hvor han fortalte at han nu omsider havde anmeldt sagen - men aldrig har jeg set nogen se så syg ud i hovedet af misundelig grämmelse:- jeg lyver virkelig ikke.
Dagen efter så jeg, hvorledes han ved at slå min top-osv. i bunke med et par småting af en helt begynderagtig division, havde formået at fortie, undgå og omgå mig uden egentlig at lyve og dermed risikere svar på tiltale. Skidt med fortiden, men han har aldrig siden gjort noget for på nogen vis at böde på det, trods hans uendelige muligheder for det, og han vil som den allernaturligste sag til enhver tid forsöge at planke og undergrave mig, som dengang han sammen med digteren S.U.T overtog mine ord i Politiken om alle de anerkendte, der giver den som miskendte - idet de to dog samtidig forvred tanken komplet på en måde, der sigtede til at göre livet endnu mere umuligt for de virkelige outsidere: som nemlig iflg. SUT og Stjernfelt kun fandtes tilforn, i Jesu og Van Goghs tid, men ikke i SUTS og Stjerfelts calvinistisk retfärdige epoke. Alle "miskendte" er nemlig i vore dage selvbedrageriske stakler - stik modsat alle denne verdens anerkendte forstår man...
Ingen af de to har skam noget personligt imod mig, hvilket blot gör det mere utilgiveligt, for irrationelle fölelser kan dog tilgives. Nej, det hele handler om strategiske fordele og kold, men som sagt febrilsk beregning i grådighedens tjeneste. Og de få der gennemskuer det, holder oftest pokerface, for alle Bermudas grå dörvogtere og emsige kommissärer er forståeligt nok langt mere trygge ved sådanne typer end ved mig - og det ved disse folk, der således har helt grönt lys til at fremture fortsat... Og som sagt äder alle de benovede småaber - som jeg end ikke ville eje som undersåtter, hvis jeg fik dem foräret - det råt, mens de store menneskeaber klögtigt og loyalt holder gode miner til slet spil så länge, at også de selv til sidst tror på det. For alternativet er dem nemlig langt mere imod - og det som jeg engang troede var undtagelsen, viser sig blot at väre det uhelbredeligt normale og komplet forudsigelige, som aldrig vil formå at fange fuglens flugt - der derfor er dem en utilgivelig streg i regningen som forbitret må ignoreres.
Nå, men ejheller det er särlig unormalt, har man efterhånden forstået af livet. Ja, selv alle vi der föler os miskendte, er åbenbart også helt normale - men derfor kan vi nu godt af og til have ret, selv om vi altså ikke er helt så alene som vi gik og troede. Og ret beset, hellere väre anerkendt af dem der kender os, og miskendt af dem der ikke gör det - end väre anerkendt af alle dem der enten ikke kender os eller mangler ethvert grundlag for at sande vort rette sko-nummer. Apropos sko-nummer må vi dog nok alle indrömme, at vi på bunden ikke er meget fredeligere end folk i Gaza, og ejheller mindre ärekäre end ayatollaerne i Iran...
