På vej mod nord besøgte jeg en ekstrem højmose - Komosse på 50 kvadratkilometer - beliggende på toppen af Nordsmåland 350 meter over havet – mosen hælder dog mange steder mod lavere partier. Også i Skotlands regnfulde højland har man disse vælvede og kuperede højmoser med indbyrdes brydende planer, betingede af megen nedbør samt ringe fordampning i det kølige klima. Højmoser findes derfor kun i de nordlige regioner, men vor egen Lille Vildmose kan dog være med.
I det vilde skovområde Tiveden i Västergötland med gamle kulsviertraditioner fra bjergværkernes og smedjernes trækulsepoke mødte jeg en ældre tysk naturfotograf, som havde berejst Norden og Kanada i årevis, halvprofessionel. En god og uskyldig drøm, som også jeg ofrede en del energi, men lige akkurat en tand for lidt beslutsomhed grundet refleksioner, drømme og – nåja, andre interesser. Det føles ikke længere så nødvendigt for hverken mig selv eller verden, men godt at det stadig findes. Selv bliver jeg nærmest ved for ritualets skyld, men faunabillederne bliver langt færre trods bedre udstyr. En illusion om magisk transcendens er måske brudt – og der er jo nok af bedre folk på feltet; hertil kommer at jeg har et pænt arkiv, om end romantisk, tilfældigt og selektivt snarere end systematisk. Men hvem kan udholde at se billeder et helt zoologisk museum?
I Dalarnas nordlige region Orsa Finnmark med en finsk indvandring af svedjebrugere – ”burn and slash” – i 1600 tallet er der vildmark der tåler sammenligning med Lapland – blot tilsat en længere kulturhistorie. Men også en af de tætteste rovdyrbestande i Norden, især bjørnene, men også både ulv og los. Mora ved Siljan-søen med maleren Anders Zorns museum er gammel højsvensk hævd, men Orsa Finnmark har et anderledes sibirisk klima. Der findes også nogle indædte naturforkæmpere, herunder en forrygende helhjertet fotograf med den dér ekstra beslutsomhed. Det er kun rimeligt at de får de bedste billeder, især af dyrelivet – for landskaber kan vi gennemreflekterede drømmere også takle.
Men jeg mærker at mit blik ikke længere ønsker fornyelse, især ikke i detaljernes slette uendelighed af barbari: For jeg sværmer for de samme gamle ting, der i sin tid havde sin friskhed. Ens mentale fokus flytter sig, og drømmen om at leve af noget komplet uskyldigt er blegnet som en art maskulin flugtfantasi – selv om det heldigvis lykkes for enkelte. Drømmen er der stadig, jeg undsiger den ikke – men kæmper heller ikke for den. På en måde minder det om de mere traditionelle og konkurrenceudsatte projekter deri, at når så mange andre gør det, ender det let med at blive en kliché, og så kan det være det samme.
Vidt forskellige klicheer ganske vist, for klichéen om at leve næsten hinsides status er som sagt en særlig niche, der kun har status blandt ligesindede: dvs. blandt andre der ligeledes flygter fra status. Uha, gode gamle paradokser lige fra Bertrand Russell til Groucho Marx’ forening af ligesindede bringer sig her i erindring.
Grouchos paradoks kan formuleres skarpere: "Jeg vil kun i forening med folk der ikke vil i forening med mig". Kunne man nemlig forestille sig en forening designet for just disse typer? Nej: For hvis de ikke er velkomne i foreningen, kan de jo ikke komme ind; og hvis de omvendt er velkomne, betakker de sig. Grouchos paradoks findes for resten allerede hos Albert Ängström og kan derfor fint forsvares som digression: ”Hur kunde Gösta vara så dum at gifta sig med en kvinna, som var tillräckligt dum för att vilja gifta sig med honom?”
Dette var apopos vor vision om naturtilstandens uskyld. Andre slags skønhed end naturens er tillige intellektuelt interessante, såsom musikkens mysterium – men naturens skønhed er noget helt hinsides dens iboende barbariske sindrighed og er vel en art kollektiv projektion. Men det er alligevel en indiskutabel menneskelig dimension af lige dele æstetik og urreligiøsitet. Naturen selv kunne desuden let blive endnu værre, sådan som vi roder, og derfor må vi hylde den, undertiden endog mod bedre vidende. Om ikke andet klæder det os, og ”makes me want to be a better man”.
Vor egen lille karrieres succes klæder os på en ganske anden og begrænset måde, der dog meget ofte bliver uskøn og tydeligvis mest til gene for andre – selv om det andet undertiden ligner en flugt, som ingen belønner os for: Punkt 22… Men det er ofte en lise at slippe for vore medmennesker i vort eget miljø og møde nogle, der kan tjene lidt på os, og som derfor opfatter os som en velkommen ressource, der tillige pirrer nysgerrigheden – om end det sidste nu også er blevet en kliché i vore dage.
For resten beriger ”forureningen” og distraktonen fra de romantiske og væsensfremmede drømme vore intellektuelle hang ved at give dem dybde og kontrast samt ved selve tvivlen. Det ligger jo i sagens natur, at mens kærlighed sjældent bliver bedre af tvivl, så har tanken det helt fint med tvivlen – især når den er helhjertet. Lad os vise det: Vi kunne således snildt fylde jer med stof fra fjernlageret: For da det blev skrevet var det autentisk – ganske som oldemor var ung da hun blev mor til vor bedstemor. Men for os selv ville det føles fjollet at gøre det, når vi altså nu befinder os et andet sted.
Men hvorfor så overhovedet skrive på bloggen, når vejret er til andre ting? Som sagt, tvivlens lidenskab bliver efterhånden også et krævende ritual, der dog bevarer sin friskhed. Og dermed bliver den alligevel noget mentalt samlende, hvormed vi endnu engang snyder den psykiatriske tradition for en lækkerbisken. Og selv om dette ikke er Lapland, hvor ”the sun never sets”, er dagen ikke slut. Og apropos litteratur – så er der ikke altid megen forskel på ens minimale erindring om en bog, man har læst, og ens ”konversationsforestilling” om en bog som man burde have læst. Det er jo langt hen det samme man husker in the end. Ikke desto mindre bedyrer mange, at Prousts berømte madeleinekager dog var værd at smage i den originale tapning og ikke blot som et sjovt begreb i værktøjskassen. Men det bliver vist heller ikke denne sommer… Hør her:
Efter sidste linie kørte jeg langt ud i bjørneland indtil midnat, hvor jeg for lidt vild til fods i en prægtig og velduftende urskov af endog særdeles velvoksen fyr. Ellers findes urskov i reglen kun på ringere jorder, hvor træerne bliver mindre og derfor er blevet overset. En stor duehøg lettede fra en ørneagtig rede og lod sig beskue adskillige kostbare sekunder: Gamle hunner bliver især her mod nord statelige og vidunderligt tegnede skønheder i hvidt og gråt med et brændende orange blik: En svensk naturmaler beskrev engang duehøgen som luftens judomester: Strålende udtryk, for det hele er sket inden man når at opdage hvad der er på færde – lydløst og top-professionelt forener den uglens snigende blødhed med falkens lynsnarhed og ørnens kraft.
De øvrige fuglestemmer, ja hvordan var det nu? Men som en bekendt sagde: Når man kender fuglenes stemme, kan man visualisere dem når man hører dem. Fortræffeligt sagt, for det er jo ikke ét spørgsmål om trivial pursuit. Det samme gælder Prousts madeleinekager – blot var det vist her ligesom med den gamle fyrreskov duften og ikke lyden der var det udløsende. Og det samme fortæller hjerneforskerne os vist, at duftene er ypperlige mentale katalysator. De minder os især om at vi lever – og af samme grund vaskede jeg sent i nat min skjorte i Orsa Vandrerhjems forhåndenværende sæbe, for den duftede ikke af gammel fyrreskov. Zen og kunsten at overnatte i bilen er glimrende, men alligevel…
Dette var apopos vor vision om naturtilstandens uskyld. Andre slags skønhed end naturens er tillige intellektuelt interessante, såsom musikkens mysterium – men naturens skønhed er noget helt hinsides dens iboende barbariske sindrighed og er vel en art kollektiv projektion. Men det er alligevel en indiskutabel menneskelig dimension af lige dele æstetik og urreligiøsitet. Naturen selv kunne desuden let blive endnu værre, sådan som vi roder, og derfor må vi hylde den, undertiden endog mod bedre vidende. Om ikke andet klæder det os, og ”makes me want to be a better man”.
Vor egen lille karrieres succes klæder os på en ganske anden og begrænset måde, der dog meget ofte bliver uskøn og tydeligvis mest til gene for andre – selv om det andet undertiden ligner en flugt, som ingen belønner os for: Punkt 22… Men det er ofte en lise at slippe for vore medmennesker i vort eget miljø og møde nogle, der kan tjene lidt på os, og som derfor opfatter os som en velkommen ressource, der tillige pirrer nysgerrigheden – om end det sidste nu også er blevet en kliché i vore dage.
For resten beriger ”forureningen” og distraktonen fra de romantiske og væsensfremmede drømme vore intellektuelle hang ved at give dem dybde og kontrast samt ved selve tvivlen. Det ligger jo i sagens natur, at mens kærlighed sjældent bliver bedre af tvivl, så har tanken det helt fint med tvivlen – især når den er helhjertet. Lad os vise det: Vi kunne således snildt fylde jer med stof fra fjernlageret: For da det blev skrevet var det autentisk – ganske som oldemor var ung da hun blev mor til vor bedstemor. Men for os selv ville det føles fjollet at gøre det, når vi altså nu befinder os et andet sted.
Men hvorfor så overhovedet skrive på bloggen, når vejret er til andre ting? Som sagt, tvivlens lidenskab bliver efterhånden også et krævende ritual, der dog bevarer sin friskhed. Og dermed bliver den alligevel noget mentalt samlende, hvormed vi endnu engang snyder den psykiatriske tradition for en lækkerbisken. Og selv om dette ikke er Lapland, hvor ”the sun never sets”, er dagen ikke slut. Og apropos litteratur – så er der ikke altid megen forskel på ens minimale erindring om en bog, man har læst, og ens ”konversationsforestilling” om en bog som man burde have læst. Det er jo langt hen det samme man husker in the end. Ikke desto mindre bedyrer mange, at Prousts berømte madeleinekager dog var værd at smage i den originale tapning og ikke blot som et sjovt begreb i værktøjskassen. Men det bliver vist heller ikke denne sommer… Hør her:
Efter sidste linie kørte jeg langt ud i bjørneland indtil midnat, hvor jeg for lidt vild til fods i en prægtig og velduftende urskov af endog særdeles velvoksen fyr. Ellers findes urskov i reglen kun på ringere jorder, hvor træerne bliver mindre og derfor er blevet overset. En stor duehøg lettede fra en ørneagtig rede og lod sig beskue adskillige kostbare sekunder: Gamle hunner bliver især her mod nord statelige og vidunderligt tegnede skønheder i hvidt og gråt med et brændende orange blik: En svensk naturmaler beskrev engang duehøgen som luftens judomester: Strålende udtryk, for det hele er sket inden man når at opdage hvad der er på færde – lydløst og top-professionelt forener den uglens snigende blødhed med falkens lynsnarhed og ørnens kraft.
De øvrige fuglestemmer, ja hvordan var det nu? Men som en bekendt sagde: Når man kender fuglenes stemme, kan man visualisere dem når man hører dem. Fortræffeligt sagt, for det er jo ikke ét spørgsmål om trivial pursuit. Det samme gælder Prousts madeleinekager – blot var det vist her ligesom med den gamle fyrreskov duften og ikke lyden der var det udløsende. Og det samme fortæller hjerneforskerne os vist, at duftene er ypperlige mentale katalysator. De minder os især om at vi lever – og af samme grund vaskede jeg sent i nat min skjorte i Orsa Vandrerhjems forhåndenværende sæbe, for den duftede ikke af gammel fyrreskov. Zen og kunsten at overnatte i bilen er glimrende, men alligevel…
