Monday, March 31, 2008

NU MED REKLAMER!

NU MED REKLAMER!
Kan I forestille jer denne blog med reklamer? Ikke det - nå, men hvor meget vil I så betale os for også fremover at forskåne jer for kommercielle indslag? Vi har nemlig fået en henvendelse fra et reklamebureau med forespørgsler om hvor meget vi forlanger for det. Og hvis I helst vil være fri, agter vi at afholde en auktion over hvem der vil betale mest for at få deres vilje i denne sag.

Mellem os sagt er det nu allerede en reklame for os selv, at nogen gider købe annonceplads her, for det siger jo lidt om oplagets størrelse. Kort sagt kunne nogle sikkert finde på omvendt at betale et reklamebureau for at smække annoncer på deres tovlige blog eller hjemmeside, blot for at illudere en vis reklameværdi.

Men bortset fra det, hvordan skal vi egentlig karakterisere vor målgruppe for vore kunder for at lobbe prisen højst muligt op? Kunne I mon finde på at købe nye havemøbler, eksklusive forsikringsordninger, privatskoleplads i udlandet til jeres børn, ødegård i Sverige eller ferielejlighed i Portugal? Og har I overhovedet råd, som åbenbart end ikke har råd til at indgå gældssanering i jeres vedholdende parasitiske mellemværende med undertegnede. Eller mener I blot at den potentielle reklameværdi I repræsenterer, nok skal generere rigelig annonceindtægt? Men nu så I jo selv, at også reklamefolkene måske kunne finde på at slå jesuitiske kolbøtter på sig selv for at vende tingene på hovedet og slippe lige billigt som I; så vor alderdom er langtfra sikret.

I øvrigt har vi før jul selv givet prøver på reklamer og overskrifter i indlægget "Danmarks bedste overskrifter", og i virkeligheden er bureauet måske ude på at hyre os som tekstforfattere. Vi ville givetvis være velegnede, for med vort surrealistiske forhold til produktionens såvel som konsumtionens mere virkelighedsnære sider ville vi uden tvivl kunne bevare vor idiotiske uskyld, trods al mulig kommerciel succes. Og bortset fra filmbranchen tror jeg at reklamebranchen er et af de få steder hvor originale typer optræder med en vis hyppighed, for i seriøse sammenhænge er de selv blandt velbegavede mennesker undtagelsen, uanset alle komiske selvbedrag i indbyrdes skåltaler - og det er fint nok, for der er så meget som de fleste af os ikke kan. Vi skal bare ikke plante os skinsygt på det af lutter medvind og kvæle den ægte vare.
Faren ved at opreklamere originalitet er således den, at de sande typer måske er bedre tjent med at blive betragtet med venlig overbærenhed: Intet er nemlig så farligt som succes, idet den udover at skabe afhængighed snart fører til detronisering til fordel for inderkredsens dygtige, men uoriginale typer. Thi endnu værre end den verden, hvor uddannelse er løsenet, er den hvor alt naivt handler om "udnævnelse". For det kan end ikke reklamebureauerne være tjent med.

Og reklame behøver ikke at være usmagelig, for selvironi er ofte god reklame. Tænk blot på Viktor Borges replik: "The Steinway Company has paid me to tell you that this piano is not a Steinway." Hvilket atter minder os om Storm P.'s ordskifte: "Kan De lide Beethoven?" "Ja, men det gør ikke noget - spil bare videre..."

Reklamebureauernes værste kattepine er uden tvivl den mangel på selvkritik, som oversvømmer markedet med kedsomme og trælse gentagelser: For blot man gør det samme som de andre, vil de være enige om at man er både fornuftig, original og tankevækkende.
Det siger noget om reklamebureauernes dilemma, at de nu må opsøge os bloggere for at holde kunderne vågne.
Men i det scenario at vi skulle føle os fristede af anderledes profitable tilbud i reklamebranchen, kommer I lige pludselig i den situation, at I må betale temmelig godt som abonnenter for at få os til at fortsætte vor hidtil lidet indbringende udgivervirksomhed. Åhja, for hvis I dog vidste hvor meget vi allerede i forskelligt regi har produceret, som alle mulige andre end vi selv har høstet frugterne af, ikke grundet dovenskab, men fordi de selv indser den lille forskel, som de ganske vist aldrig ville indrømme. Og det har kunnet lade sig gøre simpelt hen fordi vi ikke tilhører andre klubber end Sveriges Naturfredningsforening, som vi hermed i forbifarten giver en god og gratis reklame.
Ja, for den lukrative klasse har snart sat sig på det hele, og snart har de pæne forstæders samlede stileøvelser ikke andet officielt modspil end Lars Bukdahls kontrapunktiske pantomimer. Og så Jerome Kerns smukke klassiker "All the things you are not" - apropos Steinway. Den begavede Lene "Knallhatt" Andersen kan fortælle den samme historie, men har jo med beundringsværdig civiløkonomisk courage taget konsekvensen af lodret uforskammet behandling fra hæderkronede forlag og kulturpersonligheder. Den karakteristiske frygtsomme uforskammethed som gerne ses hos pæne mennesker, så snart de er i flok - hvilket de de klogeligt altid er...

Og nu til dagens eksklusive reklame for kendte og udmærkede almindeligheders komplette inflation som følge af ubetinget carte blanche fra både forlag og anmelder minus den rabiate Bukdahl: "X-FACTOR - NU PÅ BUSINESS CLASS". For sådan er det bare, og det viser at mennesker intet lærer af litteraturen, hvor meget de end ævler om den. Hvilket desværre er en uhyre dårlig reklame for litteratur, til trods vort påståede reklametalent - men så meget desto bedre, at dette heldigvis ikke er litteratur, lige så lidt som det er en kridtpibe. Alt hvad kendte mennesker i dag begår, er omvendt enten kunst, litteratur, filosofi eller kridtpiber: "For der er jo nok en grund til at det er dem og ikke os, der blev kendte. Med venlig hilsen Meyerheim."