Wednesday, February 11, 2009

BERLINGSKE DEBAT: SØRLANDER OG GAZA

Hånden på hjertet og hænderne over dynen: Vil I hellere have at jeg taler om Indiens regering end om egne genvordigheder? I kan her passende huske på Kierkegaards ord i "Enten- eller", at en digter er en sjæl, hvis rædselsskrig og smertebrøl lyder som den lifligste musik for andre. Vel er jeg ikke digter, men hvis ikke Søren havde skrevet disse ord, ville jeg ikke desto mindre på stedet have digtet noget lignende i selvforsvar.

Ellers hedder det at man ikke bør jamre på egne vegne, men hvis ingen andre gør det, så kommer dette ædle krav til at minde om Middelalderens hekseprøve: Hvis man bliver kvalt i tavshed, var det bare synd; og hvis man forsvarer sig, er man "heks" og skal hænges. Men kedeligt er det forhåbentlig ikke, og det samme kan man ikke altid sige om verden.

Nå, apropos Søren: Ganske som han yndede at vise at han skam kunne være dybt religiøst, alvorlig samtidig med at han i andre skriverier var morsom, således kunne vi vel også give eksempler på mere verdslig normalitet. Mens vi tidligere skrev så meget til aviserne, at vi lod bloggen køre helt separat, har vi ikke længere råd til at undlade at nævne når pressen atter giver lidt grønt lys. Meget passende har Information antaget en kronik om de kulturbærende klasser før og nu, men her vil jeg hellere nævne at min "kollega" Kaj Sørlander skrev en fin kronik i Berlingske om moral og umoral i forhold til Gaza og omegn. Det er morsomt at se en person tænke som han gør, for man mærker at han har gået for sig selv gennem årene, hoppende logisk fra isflage til isflage. Det virker nok fremmedartet i dag at tænke i syllogistiske følgeslutninger som denne: "Hvis A) Israel har ret til at eksistere, så B) er staten Israels ophævelse ergo et umoralsk mål at have for Hamas".

Livet har dog lært mig, at den abstrakte logik har sine naturlige grænser, hvilket affødte nedenstående artikel bragt i Berlingske dags dato. Endelig et alvorligt skridt ud igen fra jeg-husets skammelige selvbesmittelse? Eller er det mon lige omvendt: Nu vil man også skamløst benytte verdenssituationen og andres skæbne som påskud for at ævle om steder man aldrig har været, i stedet for at blive i sin egen musikalsk autonome og urørlige boldgade, i splendid isolation and all that jazz. Nå, men here we go:

FILOSOFI OG FREDSMÆGLING
Af Henrik Bandak (filosof)
Kaj Sørlanders fine kronik om Hamas, Israel og Gaza behøver en
kommentar. Sørlanders tænkemåde er et flot eksempel på klassisk logik, men skolastikken har nu sine grænser. Sørlander udleder således: Staten Israel kan ikke med rimelighed forlanges ophævet; ergo er Israels ophævelse et moralsk forkasteligt mål for Hamas at have. Endvidere: Det er umoralsk af Hamas at bruge den civile befolkning som dække for aggressive operationer – for dernæst at skyde skylden for de resulterende tab på Israel.
Men vi opfører os sjældent særligt fornuftigt. Det er uundgåeligt, at når civilbefolkningen lider ubærligt, vil den af desperation håbe på sine mest militante talerør. Og det er lige så uundgåeligt, at selv mindre tab på israelsk side vil afføde tilsvarende reaktioner, herunder en umenneskeliggørelse af modparten. Respektindgydende undtagelser findes, men vi kan ikke forlange af andre, hvad vi ikke selv kan leve op til. Det er desuden uundgåeligt at kamporganisationer tiltrækker typer med karakterbrist.
Her er det at proportionalitetstanken kommer ind i billedet. Jævnbyrdig kamp er én ting; men den overlegent stærke part er i Gaza staten Israel; og fordi den stærke part altid er mindre desperat, er det den som man mest realistisk kan tale til rimelighed. Kravet er moralsk set lige berettiget til begge sider, men er blot ikke realistisk at rette til mennesker der har mistet familie og venner. Derfor kan vi kræve mere af den stærke part – herunder besindighed i sine straffeaktioner.

Dette med proportionerne illustreres sjovt af hvad en bekendt fortalte: I Sydamerika havde han pågrebet en lommetyv – men dennes afvæbnende forsvar lød: ”Jamen hvis vi nu ikke engang må stjæle fra de rige, hvem skal vi så stjæle fra?” Sørlander nævner at når vi altid forlanger mere moral af Israel, er det urimeligt. Men sagen er her igen den at vi realistisk set må appellere til vore nære: En diktator er jo per definition ligeglad.
Ganske som psykopatiske elementer spekulerer i at få modparten til at reagere sig så grumt, at det giver dem selv carte blanche som hævnerengle – således kan vi heller ikke udelukke en tilsvarende taktik i modpartens rækker. Og vi må regne med at mange hos den stærke part tænker: ”Styrken skal da udnyttes til fulde, mens vi har den.” Machiavellisk set er vi i så fald håbløst naive ved at tro, at vi kan pacificere den stærke part med ”moral”.
Og dog: For den stærke part kan ved unødig brutalitet pådrage sig selv ubodelig skade på lang sigt. Men ikke alle politikere i overophedede lande tænker længere end til næste valg – og her kommer så en endnu stærkere part ind i billedet: USA. Derfor er USA den mest realistiske opmand at håbe på: For den bedste opmand må være en som dels besidder magtens ”vetoret”, dels har egen fordel af at udvirke fred. Nogle religiøse vil her sige: ”Den eneste troværdige opmand er Gud, for ingen mennesker er gode.” Måske har de ret – men Gud blander sig desværre ikke meget i vore dage…