Sunday, February 10, 2008

INJURIER - en sand historie om S.U.L.T.

Trods en stigende læserskare vil vi ikke som den vragede islam-student Kim Møller besmitte os med en formelig partiorganisation i form af angiveligt 2000 daglige læsere. Her på stedet er der desuden kun fodringstid en gang ugentlig, om end doseringen kan svinge. Denne søndags guldalderbelysning og et vejr hørende til sidst i marts indgød også Dyrehavens kronhjorte en smittende og næsten lattervækkende forårskådhed - skønt deres brunsttid jo ellers ligger om efteråret.

Fugle kan lade sig narre af dagslængden, så hvorfor ikke også hjorte?
Sølvagtig solskive og let mælkeslør over grenværket stemmer også hos mig sindet til mildhed.
Det minder mig om at Henrik Nordbrandt nu igen er oprigtigt indigneret over vor behandling af husdyrene - samt over pressens hånlatter over denne hans indignation. På samme vis var han for to år siden også indigneret over den ukollegiale behandling jeg selv endnu engang fik af pressens gentlemen. Nåja - måske er det meste af livet ret beset dyremishandling.

Her på stedet mishandler vi vore læsere med at stille pikante sager i udsigt, som vi sjældent indfrier, idet vort medie jo tager sig bedst ud i "real time". Men i dag vil vi gøre en undtagelse. Vi genoptrykker en klumme fra Politiken 2001, som det siden lykkedes makkerparrtet Stjernfelt på engang at plagiere og forvrænge i deres smædeskrift mod outsiderne for to år siden.
Ikke fordi det var en genial kongstanke - men at en skiløber plagierer en anden, er mere spiseligt end hvis verden kårer en skiløber, der tydeligvis aldrig selv har oplevet sne. Af nøjagtig samme grund blev Kierkegaard i sin tid så rasende på biskopperne, der gav den som sandhedsvidner. M.a.o: Vi tager det hele - og til sidst stjæler vi sgu også den korsfæstedes kors., siden det nu skal være så populært.

Eftertiden kan måske smile ad det, og også i vort beslægtede ærinde påkalder os vi os gerne latteren, forudsat at den forbliver på vor side. Vor klumme handlede om at de anerkendte vil være miskendte - for selv har jeg jo oplevet guldmedaljerede nyansatte, der "solidarisk" betroede mig at de "også¨ var outsidere. Den oplevelse kan hverken Stjernfelt eller S.U.T. have haft. Jeg blev som SK rystet helt ud af balance ved den lejlighed - at sådanne typer har stjålet guldet efterhånden, kan man måske lære at forstå, men at de samme typer dernæst stjæler ens kors, det var bare for meget.

Nuvel. Men inden klummens dokumentation om føje tid, som de to vred ud til en hel pamflet, får I denne gang nogle højst injurierende nutidige betragtninger, som lovet. Men de to er såmænd bare stjerneeksempler på den metronormale grasserende upersonlighed, som Woody Allan tegnede i filmen "Zeelig". De ved det ganske rigtigt sjældent selv - og netop derfor er de så barnligt åbenlyse. Og forresten: Jeg sendte skam SUT klummen og et forespørgende brev, men fik naturligvis intet svar. Til gengæld ålede jeg i mange artikler og kronikker deres pamflet uden at antyde noget - for allerede deres fordrejning af den sandhed de plagierede, var i sig selv kompromitterende nok, og af langt større almen interesse. For hos de to blev det nærmest til, at outsidere reelt blot er tabere og livsløgnere - i hvert fald these days;, ja for ellers ville sådanne typer jo ikke kunne finde noget at skrive om. Svarende til at kalde Kierkegaard en inbildsk og falleret teolog og Jesus en skabagtig demagog. Nå, velbekomme til...


EN SAND HISTORIE OM S.U.L.T
Der er den fordel ved at have en yderst diskret blog, at man længe kan holde professionelle plagiatorer fra døren. Ærlige amatører er derimod til at leve med, for vi andre klamphuggere vedgår jo også åbent, når vi efter bedste evne forsøger at tilegne os et fremmedsprog eller et musikstykke.

En anden befordrende ting ved bloggen er den, at man ikke skal godkendes af redaktioner med deres aktualitetsdogmer. Om aktualitetskriteriet se vort blog-indlæg ”Dogmeregler fra Jesus til gratisaviserne”. Åh-ja, for når vi professorer bliver emeritus, henviser vi gerne med komisk afvæbnende naivitet til selv vore mest kluntede ungdomsarbejder med en autoritativ nidkærhed, der må gøre enhver Alzheimer-forsker grøn af ærgrelse over at gå glip af et så eksklusivt pragteksempel på diagnosen ”cerebral absces”. Forskere udi lever-absces er som bekendt ulige heldigere stillede, såfremt de da ellers selv formår at styre sutteflasken.

Professor-titlen er for resten stadig beskyttet, modsat i udlandet hvor den nu heller ikke altid er så meget værd. Det er den snart heller ikke herhjemme grundet inflation, jævnfør blot alle hånde adjungerede professorer ved Farum Universitetscenter – hvormed jeg tænker på charlataner og plagiatorer såsom henholdsvis Århus-semiotikeren Per Åge Rapand og den herboende(!) kamæleon Frederik Sternberg, som må være vor akademiske verdens svar i fredstid på den salonfæhige tyske arkitekt Albert Speer: kort sagt en efterlignings og netværks-intelligens med en godartet karakterløshed, der er alt for civiliseret og alt for udbredt til at lovgive mod. Åh, og lad os her ej heller glemme Sternbergs seneste forbundsfælle i hans lange kongerække af symbiotiske partnere: den angiveligt så hellige digter S.U.L.T. , der til sidst måtte kaste handsken og betale med sin fromheds besnærende kappe som beskyttelsespenge for med de samme midler at opnå den samme verdslige medvind som vor hjemlige åndsverdens Machiavelli.

FORTABER vi os i digressioner? Ho-ho, vær ikke så sikre på det børnlille, for måske nærmer vi os først nu hovedsagen. Men vi bør dog ikke af den grund lade vore digressioner i stikken som blindgyder på den samme hjerteløse måde, som når børn i et stormagasin har tabt moderen af syne og i deres søgen forkaster den ene behjertede og barnløse dame efter den anden – snart med uforstilt væmmelse, snart med knusende indifferens. Derudover har vi ofte erfaret at digressionen kan være den mest interessante vej til hovedsagen.

Nå, men som sagt er professor-titlen desværre endnu beskyttet – men hvad man skriver på sin blog, henregnes heldigvis juridisk set til privatlivets fred. Og her kommer vi så til en tredje fordel ved bloggen: Denne er i stor udstrækning fredet også mod injurielovgivningen – som jeg dog ikke gider at sætte mig ind i uden betaling, idet jeg nøjes med at digte mig til dens ideelle udformning.

Således slog det mig engang, at det nærmest med logisk nødvendighed bør være forbudt at beskylde folk for udokumenterede ulovligheder: Thi den selv samme straffelov der beskytter os mod lovbryderen, bør rettelig tillige beskytte uskyldige mod uretfærdigt at lide samme spot som lovbryderen: Kort sagt må loven nødvendigvis beskytte uskyldige mod uretfærdig stempling, for ellers ville den jo ikke gøre forskel. Eller om man vil: Titlen som lovbryder er ganske ligesom professor-titlen samt Muhammeds navn strengt beskyttet og må ikke tages forfængeligt. Åhja, for ganske som i den akademiske verden er der også i kriminalitetens verden rangforskelle: Ja, jeg har sågar personligt oplevet en anerkendt svensk bankrøver emeritus som hverken ville dele rang eller bopæl med lommetyve og børnelokkere.

Imidlertid er hverken plagiat eller fusentasteri forbudt: Desværre, for i så tilfælde havde vi kunnet nøjes med diskret at melde de førnævnte herrer til ordensmagten. Men det kan vi desværre ikke og må derfor ty til fortvivlelsens selvhjælp. Vor overvejelse har til gengæld affødt følgende frugtbare erkendelse: At i stedet for at kalde folk henholdsvis charlataner og plagiatorer kan vi blot sige: ”Hvis charlataner og plagiatorer havde været anerkendte af Landsforeningen af Forbrydere, så ville både Per Åge Rapand, S.U.L.T. og professor Sternberg forlængst have delt bopæl med borgmesteren i Farum. Men sagen er den, at end ikke Landsforeningen af Forbrydere vil kendes ved d´herrer – hvortil kommer at Fængselsvæsenets Fagforening nu ej heller længere vil affinde sig med arbejdsforhold som Landsforeningen af Forbrydere således holder sig for fine til. Kort sagt må sagen derfor henlægges.”

Henlægges og henlægges…Åhja, for mens vi tålmodige som kommissær Columbo venter på at afsløre vore mistænkte for anderledes anerkendte og følgelig strafbare forbrydelser, kan vi privat straffe dem på sindrige måder, som ikke falder under straffelovens monopol, og som derfor ikke risikerer at vække retsvæsenets professionelle ”jalousie de metiers”. Ja, for som tidligere antydet kan vi søge trøst i det forhold, at da vi netop ikke har beskyldt nogen for noget strafbart, bør vore beskyldninger heller ikke anses for injurierende i lovens forstand.

Ha! Som en ekstra juridisk forsikring og barok sløjfe kommer vor endnu ikke komplet Alzheimer-befængte hukommelse os sluttelig til underholdende hjælp. Sagen er den at vi i Information 12.10 under titlen ”Farlige mænd i Danmark” refererede med beskyttelse af såvel vor kilde som dennes hovedmistænkte til en herboende(!) røgter af vort kultur. Først i dette øjeblik erindrer jeg (med behørig respekt for hr. Alzheimer), at bemeldte Sternberg for år tilbage, før han blev medlem af Det Danske Akademi samt adjungeret professor ved Farum Universitetscenter, om den selv samme hædersmand offentligt engang bedyrede nøjagtigt det samme, som min beskyttede kilde langt senere skulle betro mig: ”NN er ingenlunde en ufarlig mand!”
Dengang måtte dette udsagn forekomme mange komisk, men Sternberg viste sig altså at have profetisk ret. Men han ragede sjovt nok ikke med sin beskyldning i konflikt med injurielovgivningen og steg tværtimod til vejrs ved dette såvel som mange andre henrivende små skaktræk i ærens børnehave. Så hvis ikke vi ligeledes belønnes med tilsvarende forfremmelser for vore anderledes åndrige injurier, agter vi at klage til Landsforeningen af Forbrydere.

Apropos injurier kan vi bestemt ikke anbefale vore læsere at foreslå andre kandidatnavne end de ovenfor anførte, idet de nemlig ved således at anklage aldeles uskyldige personer kunne få en injuriesag på halsen. Om skamros har omvendt vor hyppigste blog-kommentator, signaturen ”Country Dweller” engang belærende udtalt: ”Hvor meget og hvor grundløst man end slikker folk op og ned ad ryggen, så sluger de det hele råt – for smiger og ros kan simpelt hen ikke blive for tyk!”.
Ak, ak, jeg tog kun i beskeden grad ved lære af hans devise, men manden havde aldeles ret. Men hvem der konkret gemmer sig under blog-signaturen ”Country Dweller”, er rigtignok ikke godt at vide. Og dog: At dømme efter hans intime fortrolighed med denne verdens netværksbesmittede træskhed, gætter vi på at ”Country Dweller” dårligt kan være nogen anden end selveste professor Sternberg.
Til allersidst. I Strindbergs drama ”Dødedansen” får en hustru det spørgsmål, om hun da slet intet godt har at sige om sin mand. Hertil svarer hun: ”Jo, men hvis jeg sagde det, ville han straks få storhedsvanvid!” Om vore netværkssyge enfants terribles kunne det forsonende siges, at de i virkeligheden blot er uhelbredeligt og i ekstrem grad normale: hvortil kommer den gamle sandhed at hos de blinde er den enøjede konge, så there you are.
Humlen er imidlertid at hvad der hos de svage, de usikre samt hos begyndere er tilgiveligt og endda ligefrem rørende, det er hos de magtfulde og for længst etablerede frastødende. Men nok så skammeligt er det, at verden konsekvent belønner dem, just fordi de tilbyder en for alle realistisk model for social opstigning.