Sunday, January 29, 2012

JOSEPH SMITH OG HANS URKILDE

OM GUDS OG SANDHEDENS URANSALIGE VEJE
Forleden læste jeg at de amerikanske mormoner fra Utah baserer deres tro på en lodret plagiatsag. Religionsstifteren påstod i en drøm at have set en ny variant af lovens tavler, som han siden blev vist i en klippegrotte sammen med et andet troværdigt vidne, der tillige kunne stå inde for Mr. Smiths troværdighed – lovtavler som jødernes forsvundne 12te stamme – angiveligt de senere indianere – skulle have medbragt over Atlanten.

Sidenhen viste den genopstandne Jesus sig også for indianerne, idet andet ville have været både racisme og forskelsbehandling. Dog tillod den indianske Jesus udtrykkelig Joseph Smith friheden til flerkoneri, som denne da også nåede at praktisere. Imidlertid blev dette for meget for de ortodokse kristne, der naturligvis måtte have langt sværere ved at acceptere en sådan virusagtigt aggressiv okkupation og forfalskning af kristendommen end en udtrykkeligt ny religion, som traditionelle kristne må antages at være anderledes immune over for med en vis overbærenhed til følge.

De kristne fik derfor Joseph Smith fængslet på linje med alle andre ordentlige profeter i bibelhistorien, hvorefter en lige så utålmodig som behjertet skare af rettroende stormede fængslet og dræbte profeten: En religion var hermed grundlagt. Nu kommer det morsomme: Joseph Smiths angivelige profetiske drøm skulle siden vise sig at være et lodret plagiat fra et refuseret romanmanuskript begået af en helt anden forfatter – som ingen siden hørte mere til, idet han nemlig fornuftigt afstod fra at klage for ikke at risikere en lignende skæbne som profeten ved at fremstå som dennes ufejlbarlige urkilde.

Men alligevel lever mormonerne mirakuløst videre i bedste velgående – og selv om der nok kunne behøves flerkoneri for at overvinde så dårlige odds, så består dog den gåde, hvorledes mænd med så dårlige kort på hånden generation efter generation har kunnet opnå så mange koner, hvis ikke ved Guds hjælp. Således taler selve denne religions fortsatte overleven på trods af det absurde dog på sin egen vis for dens sandhed likförbannat. Og hvem siger at et plagiat ikke kan være sandt uagtet en såre verdslig og broget herkomst – et vilkår som jo allerede Guds rette søn er behæftet med, uden at det på nogen vis anfægter hans guddommelighed. Selv en lystløgner kan derfor tilsvarende i nødtilfælde blive Guds udvalgte vehikel for den rette tro – hvorved Gud samtidig benytter lejligheden til at illustrere, at hans egne planer lige så suverænt som skæbnen i Ødipus’ tilfælde formår at overlejre vore egne opsætsige planer og inkorporere dem som redskaber og nyttig idioti for sine egne. Hvis et tilfældigt gadekryds i ørkenen kunne være Guds søn, kan en ordinær løgnhals således også tildeles rollen som ordinær profet: For sandheden er stærkere end løgnen.

Tilfældet illustrerer tillige det forhold, at det det plagieres her i verden, oftest bestemt er værd at plagiere: For folk der kan slippe af med den sport, er altid respektable borgere, som rettelig nyder en moralsk immunitet, som de derfor ikke er sene til at udnytte – for som sagt er de langtfra idioter og i reglen oplyste nok til i deres tyvagtighed at besidde langt mere smag og dømmekraft end opfindsomhed. At plagiatoren tillige som nu Joseph Smith i reglen overlever selv de pinligste afsløringer, er sluttelig ikke mere mystisk end så meget andet: For eftersom plagiatoren jo nu engang er profet, professor eller i det mindste anonym forlagskonsulent, så må enhver anke i nævnte retning bero på misforståelser eller endda bagvaskelse fra notoriske tabere, der trodsigt nægter at affinde sig med at forvalte det pund som naturen nu engang har begavet dem med.

Dertil kommer at hele skaren af respektable bugtalere og jævnere ånder i titelland ubeskedent føler sig langt mere åndsbeslægtede med den virtuose plagiator end med originalen, hvis eksistens ifølge sagens natur opleves som et slag i ansigtet på denne alfabetiserede almindelighed – der derfor altid solidarisk tager parti for plagiatoren, som var denne den amulet, hvormed alle og enhver kan besværge egen lejlighedsvis plagiatvirksomhed i anderledes beskeden og derfor ligefrem rosværdig skala.

Nej kun i de slående tilfælde hvor man fristes til at tænke sig en art deja vue, er påstande om plagiat anderledes oplagte og uafviselige: For at noget på søvngængeragtig vis minder om genkomsten af noget bekendt, er så langt hinsides tilfældige sammentræf, at tanken om plagiat er den eneste plausible forklaring. Hvis noget nemlig ubeskedent ligner den ægte vare omtrent lige så meget som denne selv, så må der naturligvis være tale om en forfalskning. Ja, selv hvis også selve denne påstand skulle ligne et sådant somnambult deja vue, kan det ligesom i Joseph Smiths tilfælde sagtens være sandt alligevel… Og større prætentioner end at tale sandhed har vi såmænd ikke for vor egen del.

At USA i øvrigt risikerer at få en mormon som sin næste præsident, kunne sluttelig anføres som et raffineret argument mod vore egne republikanere og for Kongehuset – der som bekendt er og forbliver betryggende forpligtet på Luther og Søren Krarup. Sig så ikke oftere, at vi endnu ikke behersker den nøgterne og neutrale politiske reportages ædle kunst.

Som afslutning kan vi ikke undslå os for at betro hine enkelte, at vi aldeles uopfordret er blevet tilsendt et om så også skattepligtigt beløb på 10.000 kr til "fortsat filosofisk virksomhed, gerne i bogform", fra Malermester Hartvigs Fond, ved Bjørn Bredal og Niels Barfoed. Hvis nogen ude i byen herefter forsøger at slå os for en bajer, afslører han sig derfor umiskendeligt som læser af vor blog som urkilden til som sædvanlig opsigtsvækkende sandheder.