GENTAGELSER III: GENSYN MED JAGTFALKENE

GENSYN MED JAGTFALKEN – MED ANTROPOLOGISK SIDEBLIK

Jagtfalkene – verdens største falke – boede i år langt mere utilgængeligt i det lapske fjeld, end da jeg besøgte dem for tre år siden. Men jeg kunne alligevel ikke undslå mig for atter at forevige dem, selv om det er gjort bedre. Efter nogle timer ankom en falk til reden og fodrede den halv-store baskende unge. Men som jeg vidste i forvejen, var afstanden for stor til at medgive professionel billedkvalitet.

Alligevel er der en særlig privat tilfredsstillelse ved også at have fotograferet fuglen på dens nye rede:
For fuglefotografer er ganske ligesom æg-samlere og andre samlere uanset kommercielle påskud i virkeligheden en smule besatte.

En yderst velanskreven dansk advokat ved Landsretten, der i sin tid blev taget med en imponerende stor ulovlig æg-samling, havde således sat en personlig ære i at have stjålet og udførligt etiketteret både storke-kuld og vandrefalke-kuld fra Danmarks sidste reder: Æg stjålet i lande hvor de fugle er mere almindelige, var der ligesom ingen sport i, selv om de var akkurat lige så meget værd på den sorte børs: For oprindelsen kan man jo ikke bevise.

Til gengæld var der så heller ingen sport for anklagemyndigheden i at knalde den garvede advokat: for i dette tilfælde kom ordet ”tilståelsessag” da omsider til ære og værdighed.

Det sidste lærer livet os ellers at vi ikke uden videre kan gøre fordring på – så vi må bare lære at finde på noget andet og bedre i mellemtiden.

På tilbagevejen fra falke-reden passerede jeg en kyndig herre, der gennem sit Zeiss-teleskop lod mig se fjorårets rede – som han åbenbart troede var aktuel også i år, skønt der ingen falk var at se. Han havde dog set fuglene passere forbi..

En lille indre djævel forenede sig imidlertid nu med en pervers form for høflighed over for den belærende autoritet, så jeg lod ham forblive i sin vildfarelse. Men ved eftertanke havde jeg intet som helst belæg for at tro, at manden kun yderst nødig ville berigtiges af en yngre udlænding.

Senere på parkeringspladsen ved vejenden mødte jeg ham dog sammen med en interesse-fælle; og heldigvis havde han i mellemtiden selv spottet den nye rede med ungen - og oven i købet set en fortræffelig flyveopvisning, hvor jagtfalken blev ivrigt mobbet af en bitte tårnfalk, som derved kun formåede at understrege slægtningens massive format.

Kor sagt havde den svenske herre både fået fuldt udbytte og beholdt sin autoritet - og jeg selv slap for at føle mig som et røvhul. Men jeg måtte jo i medfør af, hvad Kierkegaard kaldte ”syndens konsekvens”, nu simulere både forbavselse og taknemmelighed for den nye oplysning.
.
Til gengæld slog det mig pludselig, at de to herrer delte nogle fysiogno-metriske træk – samt et lidt gammeldags menneskeklogt blik fra før vor tids moderne professionalisme. Så jeg tillod mig at spørge, om de mon var brødre.
"Nej, men meget gode venner - og alle fuglekiggere ligner hinanden".

Her kom jeg så til at tænke på at mennesker ret ofte søger (eller må tage til takke med?) kærester med en ejendommelig morfologisk lighed – ja, som nu f. eks sumo-brydere. Men det sagde jeg dog ikke højt...

Men apropos fysiognomier så genkendte en servitrice på en lokal sommerkafe mig straks fra forrige år – og det var skam ved eftertanke gensidigt...

Dette mindede mig atter om, at den berømte neurolog Oliver Sacks selv led af et af de sære syndromer, som han udforskede: nemlig prosop-agnosi, som er manglende eller bortfaldet evne just til umiddelbar ansigts-genkendelse – selv trods både glimrende hukommelse, god forstand og skarpt syn. Endnu en af de mange lidelser, som man heldigvis ikke har.

Oliver Sacks udviklede med årene en næsten overnaturlig sans for at spotte sådanne anomalier på gaden: Så mens han havde svært ved at genkende familie og venner, så kunne han standse en forbipasserende fremmed og sige: ”Jeg ser tydeligt på dig, at du lider af prosop-agnosi – du kan få en tid hos mig på mandag klokken 10”.
Dette erindrer os sluttelig om afdøde professor David Favrholdts anekdote om de to behaviourister der møder hinanden på gaden: ”Men goddag, hr. NN – jeg kan se, at du har det aldeles fortræffeligt. - Hvordan har jeg det selv?”