Bilen har overlevet stedmoderlig mishandling i mit fravär. Nåja, andre har vel også ret til at väre bohemer på deres måde. Skönt at komme ud, og drivhuseffekten gör det behageligt trods det fremrykkede tidspunkt. Men taigaen er frem for alt stille, meget stille på denne tid - enkelte spätter, nogle fouragerende sjaggere, en tjur, en nysgerrig duehög, der måske håbede at jeg kunne skrämme en rype eller urfugl op af sit skjul. Skovene majestätisk mörke med enkelte flammende aspe i granhavet. Elgene og björnene holder sig usynlige - björnen er nästen et menneske, men uhyggelig hurtig i alt terrän, når det behöves. Sågar elge må lade livet, jeg fandt engang en nylig dräbt elgtyr. Björnen var givetvis lige i närheden, men holdt lav profil. Det gjorde jeg nu også selv, men ramlede i en strid bäk på vej väk. Og for et år siden forvekslede en björn mig med en elg, men opdagede heldigvis fejlen 15 meter för mål, takket väre mine fornemmelser for pädagogik.
Lossen er taigaens leopard, en mystisk og uhyre diskret rekordspringer i både höjden og längden med brändende gule öjne. Järven er et amfibieagtigt mårdyr med et knusende bid, et menneskeligt talt måske ucharmerende sindbillede på ukuelig livskraft med den rå overlevelses helt anderledes fascinationskraft. Dens spor har jeg set i sneen, og den er grundet sin evige lunten lettere at få at se. Ulvene er meget få og strejfer over väldige områder, ikke elskede af nogen - modsat björnen som ingen formår at hade trods al respekt.
Taigaen er artsfattig sammenlignet med en regnskov, men just derfor föles hver eneste art som när familie og uundvärlig. Hvis en särlig spätteart kräver store hensyn, er det flot at de faktisk tages, og at der afsättes store reservater trods kritik fra allehånde Lomborg-agtige cost-benefit typer. Herregud, selv hvis den spätte alligevel forsvinder - eller omvendt alligevel overlever selv uden for reservaterne - er disse dog et frirum af noget eventyrligt hinsides os selv og også til gavn for de övrige arter.
Vist kan vi spörge os selv, hvad en dum spätte med lidt anderledes farvetegning har at betyde, for man kunne gå videre til de mindste biller og orme - men det gör livet mere eventyrligt at vi kan tänke og föle sådan, selv om vi også kan se det absurde perspektiv. Det minder lidt om de gamle kirkefädre der ligesom Kierkegaard understregede troens absurditet uden dog af den grund at stå af. Den rene og upoetiske fornuft bliver derimod hurtigt banal, endimensional og gratis-avis-agtigt. Gratis meninger i flok.
Jeg drömmer ofte om et rekordtykt fyrreträ langt pokker i vold ude i bushen, som en opsynsmand på snescooter engang er stödt på, men som jeg endnu ikke har fundet. Udelukkelsesmetoden gör mig dog sikker på at finde den i näste forsög, men jeg tör ikke forsöge nu hvor dagene er så korte. Måske en absurd passion, for i Dyrehaven findes mange langt större bögeträer - javist, men verdens störste dvärg er nu engang noget helt andet end en kleppert på den lokale bodega, og på samme vis er tudsegamle langsomt voksende träer i et meget barskt klima noget särligt. De har endda personlighed, og derfor kan vi elske dem, modsat alle hånde globaliserede standardkämper på velrenommerede planteskoler.
Sveriges mest läste blog er nu endelig lukket. Forfatteren er en ung drengeröv på Aftonbladet, der dels udstillede sit og andres privatliv, dels smädede sine kolleger og andre kändiser med alskens sladder. Selv erklärede han det bagefter for et litterärt eksperiment hinsides hans egen person, drevet frem af publikums begär. Göran Rosenberg har med rette ålet denne söforklaring.
Jeg gider end ikke nävne fyrens navn, men den laveste fällesnävner tilträkker åbenbart mange: Så kan vi nemlig alle väre eksperimenterende og samtidig rakke ned uden nogen dybere pointe. Om få år bliver det vel umuligt at udgive noget, hvis man ikke har gået på forfatterskolen, for alt göres til formaliserede eksaminer. De kan väre gode nok, men monopolagtige forsvarsvärker fölger som regel med. Og tendensen til at alle er moderne i takt, slår själdent fejl.
Nogle blogge er närmest dagböger, andre ligger i funktionel forlängelse af professionel kommunikation hos politikere og avisfolk. Vor egen blog er derimod langt hen eksperimenterende ved i mangel på rationelt ydre påskud at forsöge sig som en egen genre. Dog ikke så tydeligt i närvärende indläg - lige bortset fra at vor blog nu igen taler om sig selv. Det kan meget let blive en tom attitude og en letköbt måde at lege litterär genre på. Dagene er desuden for korte og vejre for godt til at sidde inde - ikke mere litteraturleg i dag.
3 comments:
Hej Henrik
Nettet og dermed også bloggen er altså kommet til taigaen, forstår jeg. I civilisationen er jeg nu nået til cancer, som jo er kendetegnet ved autonom vækst, dedifferentiering, invasiv vækst og metastasering. Ja, lidt lærdom slipper du ikke for, omend du er draget hinsides i dit nye køretøj.
Under læsningen af din blog, er jeg blevet i tvivl om dine fortællingers rigtighed - som blogskribent har du vel ret til at digte og plagiere efter forgodtbefindende - men jeg tænkte på, om historien med bjørnen og pædagogikken er sand, eller om du blot har sat dig selv i begivenhedens centrum, til trods for at du har hørt historien fra anden hånd?
vh Mikkel
Hej Mikkel, må jeg som karaktervidne bekræfte at historien om bjørnen er sand - bortset fra detaljen om Henriks pædagogiske evner, hvis omfang han altid overdriver vildt. Havde det kun været op til dem var han blevet ædt for længst.
Jo, björnehistorien er god nok, måske lige bortset fra det pädagogiske. Hvad plagiater angår, bör de i give fald muteres kreativt: som når jazzmusikere eller romanforfattere åbenlyst sender hilsner til store forgängere. Her er kunsten den at ophöje det i förste instans kopierende til noget originalt i sammenlignelig klasse, der på ingen måde kan bortforklares eller reduceres til kopi. Närmest svarende til hvis Mozart eller Kierkegaard blev inkarnmerede igen ubeskåret.
"Hvad Sören - kan man virkelig få DÉT fyrvärkeri ud af det fjollede og efterhånden fortärskede motiv?"
Sådan originalitet kan derfor tillade sig den öretäveindbydende fräkhed slet ikke at skjule forlägget, men tvärtimod fremhäve det som en nödvendig forudsätning for forståelsen på linie med alfabetet og kongeräkken.
Men den art jonglörer må ikke forveksles med alle de klamhuggere der er rörende enige om at de "ligner" Kierkegaard, bare fordi de behörigt fantasilöst kritiserer og smäder hinandens behörigt fantasilöse og derfor stötteberettigede böger om ham.
Men på alle de felter hvor man blot er normal, bör man derimod stile langt lavere - så dér behöver man hverken at lägge skjul på endsige at overtrumfe sine forbilleder. Tvärtimod ville man jo komme i den störste forlegenhed, hvis nogen i god tro lancerede én som stjerne.
Post a Comment