GUDS OPSANG TIL LÄSERNE

GUDS OPSANG TIL LÆSERNE
Af hvem ville vi helst roses? Spørgsmålet er retorisk, for vore læsere tilkendes ingen klageret, før de har fået deres før beordrede gældssanering bragt i orden. Åh-ja, hvordan går det egentlig i den sag? Ikke at vi på nogen måde vil antyde kriminelle forsæt, for tværtimod hjælper vi Dem netop mod den slags urimelige mistanker ved endnu engang at erindre Dem om vort lille økonomiske mellemværende.
Men som sagt, af hvem ville vi helst roses? En pensioneret svensk forbryder med sammenlagt tyve år bag tremmer betroede mig engang, at han tilhørte den hæderlige klassiske gamle stamme af bankrøvere, modsat vor tids perverse afskum helt uden stil. Kort sagt, han var højt respekteret af såvel landets største banker som politiet og var således i grunden en hædersmand. Kort sagt vil vi mennesker helst roses i de anerkendtes samfund.
Hvis nu Klaus Rifbjerg roste vor blog, ville vi da indrømmet heller ikke fortie det ude i byen, og det så meget mere som han jo dårligt kan mistænkes for at være blevet besnæret til det på vort kære lille "Over-Danmark"s sædvanlige børnehavefacon. Det bliver jo ofte lidt pinligt når meget anerkendte folk offentligt roser hinanden, for folk i samme klub vil naturligvis altid gerne jobbe klubbens kurs op efter denne recept: ”Siden Over-Danmark anerkender også Dem på Deres felt, tvivler jeg ikke et sekund på Deres kvaliteter”. Hvis de ukendte roser hinanden, kan også det dog have samme psykologiske karakter: ”Alle os, der holdes udenfor, fordi vi er for gode…”.
Ja, faktisk er sådan miskendthed ret anerkendt, hvis ikke ligefrem frygtet i smug ude i byen, for De skulle vide hvor mange gange uklanderlige akademiske gulddrenge ligesom i en art solidaritet har betroet mig, at de skam ”også” var en slags outsidere i miljøet. Det er sådan en art indirekte indrømmelse, og mere må man ikke forvente – så meget mere som det, når sandheden skal frem, ikke sker ret tit.
Det mest tilforladelige er når en kendt roser en ukendt, samt når en ukendt roser en kendt. I begge tilfælde kan det nemlig oftest tages for pålydende, for i begge tilfælde er der sjældent bagtanker. Dog sker det at folk roser de forkerte blot for at undgå at rose de rigtige: Således kan en af samfundets spidser udmærket give den som ”storsindet” ved at skamrose et Guds ord fra landet, blot for desto mere troværdigt og effektivt at kunne fortie andre ukendte, som i virkeligheden imponerer den store mand en hel del mere.
Men hvis jeg nu betror Dem, at Jørgen Nørgaard på Strøget engang fortalte mig, at det var sjovest at tale med almindelige mennesker, så er det interessant: Her forelå tydeligvis ingen skjult dagsorden. Og selv om vi ved at fremhæve den kendte mands ord let kunne minde om førnævnte bankrøver, der varmede sig ved de lovlydiges angiveligt høje respekt, så er det nu med god grund at vi nævner fyndordets herkomst: For som fremgået ovenfor ville udsagnet jo ikke virke nær så stærkt og oprigtigt, hvis denne hyldest til det almindelige var blevet fremført af et ”almindeligt” menneske. Så vi er lovligt undskyldt.
Men i øvrigt er det indrømmet sjovt, hvorledes vi det ene øjeblik kan fremhæve det almindelige og i næste øjeblik klandre mange af ”Over-Danmark”s store mænd for at være ret ordinære. Men det er jo nu engang langt mere rosværdigt at være af højere værdi end pålydende, end det modsatte.
I almindelighed vil vi imidlertid helst roses af folk med en helt anden baggrund end vor, for det er det bedste fingerpeg og udelukker såvel faglig jalousi på den ene side som professionel klubforbrødring på den anden. Men er personen oven i købet højt anerkendt på sit eget felt, kan vi bekvemt og autoritativt henholde os til hans eller hendes ord over for andre, selv om det ikke nødvendigvis varmer så meget mere i sig selv. Jo-da, også dét er skam overgået os nogle gange, tag ikke fejl. Vor fantasi forslår desuden i almindelighed kun til at viderebringe det selvoplevede, gerne udsat for passende mutationer og krydsninger, så vi lyver alene af denne grund sjældent.
Eftersom vi jo skriver for et udvalgt publikum med en højst virtuelt betalingsdygtighed, skal dets fortsatte gunst imidlertid ingenlunde underkendes. For så snart man er ude over forskningsfasen, så at sige, føles det lidet tilfredsstillende at fremlægge sine resultater for lukket skærm i andet end algebraisk form. Vi kan heri henholde os til Montaigne, der jo på lignende vis skrev for et ret imaginært og utopisk publikum i en hidtil uset halv-privat stil, hvis hele diktion og leje var unikt betinget af just disse produktionsbetingelser.
Ganske på samme måde forholder det sig jo for os; hvorimod en af Gyldendal forhåndsbestilt ”blog” af et korifæ omvendt nødvendigvis vil blive enten et plagiat, et redaktionelt misfoster eller en meget tynd kop te – kort sagt en ret barnagtig affære, der dog sikkert ville blive rost af kollegiale anmeldere i litteraturens statsrevision og læst af lærevillige bloggere med forhåbninger om en lignende ydre medgang.

Ha! Her vil vort ærede publikum med deres såre virtuelle betalingsdygtighed kunne genmæle: ”Hør engang, skal De nu også give den som Montaigne? Og forholder det sig ikke med Dem som med de vidtløftige personager der anser sig for inkarnationer af en bunke verdenshistoriske figurer gennem tiderne, men hvis så at sige ”alternative” anerække slet ikke tæller nogen almindelige mennesker – der jo ellers, som vi så ovenfor, skulle være de allerfineste? Ja, for snart giver De den som Kierkegaard, snart som Jesus, snart som kommissær Columbo, snart som Allah og altså nu tillige som Montaigne. Men samtidig har De den ubetalelige fräkhed tydeligt at lade skinne igennem, at De i grunden burde kåres som Jordens hidtil mest fordringslöse menneske - selv om De jo som en logisk konsekvens heraf og som et yderligere kors på Deres tornefulde vej er afskåret fra at sige det lige ud.
Undskyld os, men hvad fanden er meningen? Styr Dem dog, menneske, og vælg som vi andre en anstændig rolle i tilværelsen i stedet for denne umandige flagren! En smule beskedenhed og proportionssans ville være klædelig, også selv om der indrømmet er noget afvæbnende over selve den naive troskyldighed, hvormed De så frejdigt fremturer hinsides alle fornuftige grænser.”

Vi indrømmer, vi indrømmer, dér fik I os omsider i saksen – lige bortset fra at en mere blasfemisk anlagt blogger uimodsigeligt kunne replicere med det retoriske modspørgsmål, at hvem andre end just Gud formår uden selvmodsigelse således at inkarnere en hvilken som helst rolle uden at stå til indlæggelse? Det minder os for resten om en blasfemisk anekdote fra det virkelige liv, idet psykiateren Erling Jacobsen spurgte en skizofren patient, hvordan i alverden denne på engang kunne være indlagt på lukket afdeling og samtidig angiveligt have sæde i de højeste engles råd i himlen. Patienten svarede nemlig uigendriveligt: ”Jo, jeg kan godt, for jeg er skizofren”.

Nuvel, så blasfemiske tør vi ikke være her, men kunne vi mon ikke ligesom det svenske ”Aftonbladet”s yderst jævne blogger-stjerne forsvare vore skandaløse eskapader ved at erklære dem for et litterært eksperiment hinsides vor egen borgerlige person? Ja, der er sågar dem der anser Jesus for just et sådant litterært eksperiment fra Guds side, og dermed tilsvarende hinsides Guds borgerlige person og ansvar. Karen Blixen erklærede af samme grund ligefrem Jesus for et taktløst påfund fra Herrens side.
Ak, ak – dér ser I selv: Vi bliver ikke spor mere mådeholdende, selv når vi oprigtigt forsøger efter bedste evne, for nu giver vi den jo pludselig som litterære kolleger til Gud, vel at mærke blot knap så taktløse. Men som allerede Job’s Bog bør have lært jer, så får Gud altid det sidste ord. Således også her: Ja, for hvad bliver det egentlig til med den gældssanering? Sker der mon snart noget i den sag, så vi måske kunne komme lidt videre i teksten? For det er en dum gammel overtro at guder skulle kunne klare sig uden penge.

TILBAGE FRA NATUREN

Dagene er korte og vejret lidt ustadigt, og vi opfordrer interaktivt til gode råd om, hvorvidt vi skal deponere bilen under en presenning heroppe eller köre den ned til Sydsverige. Vildtet holder sig skjult, bortset fra en flok urfugle der fouragerede i nogle birkekroner. Landskabet snart gennemfotograferet, forresten nok så smukt med delvis lövfrit grenvärk. Men nogen må kunne läre mig at lägge billeder på bloggen, for selv om kostbare 6x7 cm film stadig er overlegne, har jeg omsider suppleret med digitalt.
Jeg er nemlig partielt idiot, og det kan man som bekendt leve godt af - hvis ens idioti da ikke som i mit tilfälde desvärre tillige omfatter enhver art forretning. Selv hvis jeg blev höjeste mode, ville de falske Dimitri'er löbe med både prinsessen og det halve kongerige.

Naturfolkene er både romantikere og realister - selv er jeg kun romantiker og har derfor själdent held med storvildtet, for jeg leder der hvor jeg synes de ville väre klädelige snarere end der hvor maden p.t. er mest rigelig. Dyrene er nemlig også realister. Forresten kan jeg ikke tänke endsige huske i naturen, men det er jo heller ikke meningen.
Til tröst kan jeg fortälle at min dekadente kulturside har hävnet sig og atter spontant sammenbrygget en surrealistisk trumf over virkeligheden. For som man forstår, bruger jeg ret gennemfört kompensation som uovertruffen energikilde.

HINSIDES BLOGGEN

Bilen har overlevet stedmoderlig mishandling i mit fravär. Nåja, andre har vel også ret til at väre bohemer på deres måde. Skönt at komme ud, og drivhuseffekten gör det behageligt trods det fremrykkede tidspunkt. Men taigaen er frem for alt stille, meget stille på denne tid - enkelte spätter, nogle fouragerende sjaggere, en tjur, en nysgerrig duehög, der måske håbede at jeg kunne skrämme en rype eller urfugl op af sit skjul. Skovene majestätisk mörke med enkelte flammende aspe i granhavet. Elgene og björnene holder sig usynlige - björnen er nästen et menneske, men uhyggelig hurtig i alt terrän, når det behöves. Sågar elge må lade livet, jeg fandt engang en nylig dräbt elgtyr. Björnen var givetvis lige i närheden, men holdt lav profil. Det gjorde jeg nu også selv, men ramlede i en strid bäk på vej väk. Og for et år siden forvekslede en björn mig med en elg, men opdagede heldigvis fejlen 15 meter för mål, takket väre mine fornemmelser for pädagogik.

Lossen er taigaens leopard, en mystisk og uhyre diskret rekordspringer i både höjden og längden med brändende gule öjne. Järven er et amfibieagtigt mårdyr med et knusende bid, et menneskeligt talt måske ucharmerende sindbillede på ukuelig livskraft med den rå overlevelses helt anderledes fascinationskraft. Dens spor har jeg set i sneen, og den er grundet sin evige lunten lettere at få at se. Ulvene er meget få og strejfer over väldige områder, ikke elskede af nogen - modsat björnen som ingen formår at hade trods al respekt.
Taigaen er artsfattig sammenlignet med en regnskov, men just derfor föles hver eneste art som när familie og uundvärlig. Hvis en särlig spätteart kräver store hensyn, er det flot at de faktisk tages, og at der afsättes store reservater trods kritik fra allehånde Lomborg-agtige cost-benefit typer. Herregud, selv hvis den spätte alligevel forsvinder - eller omvendt alligevel overlever selv uden for reservaterne - er disse dog et frirum af noget eventyrligt hinsides os selv og også til gavn for de övrige arter.
Vist kan vi spörge os selv, hvad en dum spätte med lidt anderledes farvetegning har at betyde, for man kunne gå videre til de mindste biller og orme - men det gör livet mere eventyrligt at vi kan tänke og föle sådan, selv om vi også kan se det absurde perspektiv. Det minder lidt om de gamle kirkefädre der ligesom Kierkegaard understregede troens absurditet uden dog af den grund at stå af. Den rene og upoetiske fornuft bliver derimod hurtigt banal, endimensional og gratis-avis-agtigt. Gratis meninger i flok.
Jeg drömmer ofte om et rekordtykt fyrreträ langt pokker i vold ude i bushen, som en opsynsmand på snescooter engang er stödt på, men som jeg endnu ikke har fundet. Udelukkelsesmetoden gör mig dog sikker på at finde den i näste forsög, men jeg tör ikke forsöge nu hvor dagene er så korte. Måske en absurd passion, for i Dyrehaven findes mange langt större bögeträer - javist, men verdens störste dvärg er nu engang noget helt andet end en kleppert på den lokale bodega, og på samme vis er tudsegamle langsomt voksende träer i et meget barskt klima noget särligt. De har endda personlighed, og derfor kan vi elske dem, modsat alle hånde globaliserede standardkämper på velrenommerede planteskoler.

Sveriges mest läste blog er nu endelig lukket. Forfatteren er en ung drengeröv på Aftonbladet, der dels udstillede sit og andres privatliv, dels smädede sine kolleger og andre kändiser med alskens sladder. Selv erklärede han det bagefter for et litterärt eksperiment hinsides hans egen person, drevet frem af publikums begär. Göran Rosenberg har med rette ålet denne söforklaring.
Jeg gider end ikke nävne fyrens navn, men den laveste fällesnävner tilträkker åbenbart mange: Så kan vi nemlig alle väre eksperimenterende og samtidig rakke ned uden nogen dybere pointe. Om få år bliver det vel umuligt at udgive noget, hvis man ikke har gået på forfatterskolen, for alt göres til formaliserede eksaminer. De kan väre gode nok, men monopolagtige forsvarsvärker fölger som regel med. Og tendensen til at alle er moderne i takt, slår själdent fejl.

Nogle blogge er närmest dagböger, andre ligger i funktionel forlängelse af professionel kommunikation hos politikere og avisfolk. Vor egen blog er derimod langt hen eksperimenterende ved i mangel på rationelt ydre påskud at forsöge sig som en egen genre. Dog ikke så tydeligt i närvärende indläg - lige bortset fra at vor blog nu igen taler om sig selv. Det kan meget let blive en tom attitude og en letköbt måde at lege litterär genre på. Dagene er desuden for korte og vejre for godt til at sidde inde - ikke mere litteraturleg i dag.

LIVET I SKOVENE

Langt oppe i taigaen behövedes anderledes praktisk kyndigt folk for at aktivere min nu legaliserede bil. Hvor overlevelsens nödvendighed historisk hersker, får mennesker deres värdighed og sociale anerkendelse derigennem og ikke ved hobbyagtig eller reflekterende akrobatik.
Udover det er selvhävdelsen i bushen påfaldende behersket - givetvis for at dämpe jalousien og rivaliseringen mellem mändene i små samfund uden mange flugtveje. Og så var konkurrenceelementet nok begränset, for der var jo plads nok, så de andre var nok oftest meget velkomne i kampen mod naturkräfterne, så at sige. Det må have givet et eventyrligt ogh stärkt fällesskab og en passende ydmyghed over for livet. Men var man först udenfor, var det nok ikke nemt i de gode gamle dage.
Stärke arbejdsfolk af den gamle skole giver i disse egne aldeles slatne håndtryk, for man skilter ikke unödigt (dvs. hinsides det nödvendige arbejde) med sin styrke. Den sproglige opfindsomhed i de lokale navne imponerer ligeledes själdent, for man finder de samme indlysende navne såsom "fyrresöen" overalt - men det slog mig en dag at det svarer til unge akademikeres legitimering ved slavisk at däkke sig ind under den p.t. gäldende jargon - hvilket som bekendt også ses i mange unge journalisters valg af särlig udbredte fraser.

Men i det för-urbane kollektivsamfund var selvhävdelsen nok i särlig grad dämpet uden for nödvendighedens sfäre, hvorfor markeringen af det fälles var mere overdrevet. Det skulle formodentlig udover legitimeringen "jeg er da lige så god som jer" afböde og dämpe det aggressive konkurrenceelement ved som alibi at understrege det kollektive: "Men jeg vil skam ikke väre bedre end jer". Pluralis majestatis var derfor ikke nödvendig for de folk, for de var själdent alene. Javel, her vi digter frit, men begrundelserne, "beviserne" kunne vi skam også nok godt digte om fornödent.

Vi storbyväsner, som ofte savner fordums oplevelse af social uundvärlighed, gör som sagt desto mere ud af os selv, og i nävnte historiske lys kan det forekomme latterligt opbläst og endda ugudeligt, så at sige. For lad os blot indrömme, at vore individuelle talenter dog kun er krusninger i forhold til alt det fälles socialt, ökologisk og biologisk, hvad angår ressourcer, afhängigheder og for den sags skyld også katastrofer som krig og misväkst.
Til gengäld kan vi give aben videre, for de små personager der ofte plager os med deres aldeles udvendige magt-i-kraft-af-position og deres intrigante abespil, tager sig heroppe om muligt endnu mere ubetydelige ud.
Nuvel, overdreven bodsgang over vort teatralske storbyväsen ville ikke ophäve vor her indrömmede "umandighed" (har prövet), for rigtige mänd står som bekendt ved deres. Og ingen har gläde af at omgås én der undskylder at han ikke er som dem. Forresten er ret mange af nybyggernes seneste efterkommere globaliserede hamburger-spisere helt uden fordums eventyrlige etos. Så vi må nok hellere insistere heroisk på vore "tragiske" storbyvilkår med deres karakteristiske mangler - og da overskud til kedsomhed er en af disse, behöver vi ikke at skamme os over at tilhöre de udvalgte som formår at underholde de andre, når vi da ellers ikke bliver holdt tilbage af dörvogterne.
Men hårdt fysisk arbejde har sine fordele, en elementär lykke, som vi også kan opleve i naturen, hvis vi ellers forlader bilen. Det gjorde vi altså ikke i dag, for bilen skulle trimmes efter to måneders pause. Heroppe fantastiske efterårsfarver, fjeldene däkket med puddersne, björnene har endnu ikke lagt sig i vinterhi, men at få dem at se er nästen umuligt. Vor barnlige sögen efter mysteriet og vor nästen religiöse fetichisme i dyrkelsen af disse mytiske skabninger, gamle träer, urört vildmark og dens bevaring osv. er en naivitet som dog beriger selv vort mere ädruelige virke med en anet ekstra dimension.

Nuvel, men i de nödvendighedsprägede fällesskaber ville overdreven "genialitet" i det unödvendige såsom sproget, musikken og kunsten vanskeligt kunne opstå endsige trives, for den ville let blive ugleset som en art ufolkelig skaberi. I storbyerne har publikums behov for underholdning, reflekterende spejle samt legende variation derimod altid udgjort en modvägt til rivaliseringen og jalousien, og dér har man desuden mulighed for at arbejde anonymt. Men forfängeligheden kommer til gengäld til at fylde lovlig meget, og vel isär hos folk uden börn.

Derfor skal man nok väre taknemmelig for sin "skizofrene" splittelse mellem natur og kultur, selv om den ikke befordrer ens borgerlige karriere. For den giver et nästen religiöst korrektiv til egoet - samtidig med at det faktisk gör dette mere interessant just ved at komplicere tingene yderligere i forhold til anerkendelsen som goldt og isoleret projekt. Succes er jo på en måde frygtelig uinteressant, hvor önskvärdig den end kan väre. Det hele bliver så ligetil og letköbt, ganske ligesom selve kampen for succes let banaliserer os, hvis vi da ikke allerede i forvejen var lidt banale.
Hvem gider f.eks. läse en blog som blot er et forkälet spin-off af ydre medgang, og hvor intet for alvor er på spil. Om det så er en nobelpristager, kan hans eller hendes blog efter successens komme jo näppe blive lige så eksistentielt fängslende som för, uanset hvor meget opvaskevand häderkronede borgerdyr fra Bermuda så kan hälde ud af örerne desårsags. Nogle mennesker läser nemlig tilsyneladende så meget "helt uomgängelig" litteratur, at man kunne forvente at de bar lidt mere präg af det i deres eget virke...
Man kunne endda forestille sig at feterede stjerner i ny og nä kan misunde de endnu ufordärvede deres genuine tilstand af indre kvärnen: "Oh, gid jeg dog dengang havde värdsat de skabende ensomme år, for dér skete det egentlige jo, selv om ingen kunne se det!" Jo, succes har vi skam prövet i perioder, men den er altid blevet frataget os igen, som regel overnight og helt uden forklaring, og altid just som det gik bedst, efter den ydre respons at dömme. Jo, sådan arbejder censuren, for her tillands, ja måske i virkeligheden i de fleste sociale sammenhänge skal man have "ret" til at have talent.

Men denne "ret" tilkender vi for en sikkerheds skyld med forkärlighed gerne de mest "normale" talenter. Bevares, der er altid nogle svipsere, som det ikke lykkes at abortere i sidste öjeblik. Folk med bedre forbindelser og mere social täft, eller blot folk der har väret heldige at möde den rette storsindede person. Kort sagt, tilvärelsens mange jokere skal man aldrig fornägte.
Det er stimulerende at have hul igennem, men en ganske svag anelse af forkälelsens fadhed lärte vi skam dengang at kende.

GROFT SAGT OM BERMUDA

Idet vi just har beriget vort foregående indlæg, benytter vi anledningen til et par ord om Bermudatrekanten. For denne hævder jo nu at den ikke eksisterer, og det er vel sandt på ét niveau. Men på et andet plan er der nu en konsensus mellem alle på Over-Danmarks bonede gulve. For selv om de forskellige avisers personligheder og portalfigurer gerne fremturer med heroisk udfordrende gestus indbyrdes, så er det aldeles risikofrit og helt på skrømt. Ganske ligesom finansverdenens samt den kriminelle verdens mest markante rivaler altid til syvende og sidst holder sammen mod lovgiverne, pressen og den udøvende magt og frelser hinanden på målstregen.

Selv da Claes Kastholm forrettede sin nødtørft på Politikens redaktion, hindrede det således ikke hans fortsatte karriere i et konkurrerende bladhus, og forresten gør han det slet ikke så dårligt og ofte med humor. Blot skulle han øve sig i lidt oftere at sige noget pænt: For ligesom spineksperterne selv lugter langt væk af "forbrydelsens element", mærker man i "Groft sagt" ofte et forstemmende slægtskab mellem de der vækker forargelsen, og de der altid forarges. For man fornemmer at hvis der nu havde været noget godt at sige, så ville de forargede i stedet blive fornærmede og tie dette rosværdige ihjel.
I kulturafdelingen ser man lidt af det samme "overnationale" sammenhold, blot mere uskyldigt og ubevidst som en slags frygtsom klubmentalitet trods al tillært snak om oplysning, individualisme og den vestlige kulturs øvrige fortræffeligheder.

AVISKRISE

Herom læs tidligere indlæg med denne titel, der underligt nok blev trykt i Information lige før jul. "Men nu jeg har jer...", som Rifbjerg plejer at sige til Gyldendal-uden-vetoret. (Hvad fanden er det forresten nu ham Rifbjerg hedder til fornavn - det er da vel ikke sådan noget muslimsk, som man man skal være analfabet for at stave til?)

Altså: Politikens oplag synker ligefuldt støt, trods al tolerance, lødighed samt frihed for både Krarup, Lomborg og enhedslisten. Javel, men en stedse mere jævnaldrende drengekultur avlet på henholdsvis Undervisiteterne og Journalisthøjskolen under et hektisk konkurrencetryk befordrer ikke desto mindre også dér en vis ensartethed på et dybere psykologisk plan, der også afspejler sig i et ligesom synkroniseret sprog på tværs af faggrænserne, om så også på et højt niveau. Og det keder åbenbart nogle i længden, om så også på et højt plan. For læserne må jo ofte tænke: "Har den mand nogensinde set et damplokomotiv eller en gammeldags mekanisk skrivemaskine". Nå, det har læserne måske heller ikke altid, men vi siger som de religiøse siger til ateisterne: "Selv om I ikke tror på Gud, så savner I ham sgu alligevel".

Der hersker ikke ensretning - men så at sige "ikke-ensretning" på den samme måde, i tidens sædvanlige globaliserede ånd: "Nu har også jeg taget et kursus i at sige snart "Ned med Gud og Kongehuset", snart "Hvad ved vi i grunden om Gud og Kongehuset, men bare de opfører sig ordentligt har jeg personligt intet imod deres fortsatte ophold i landet"; snart "Jeg vil give min ene arm for at forsvare Rifbjergs ret til at kritisere Kongehusets og Guds invasion af Irak", og snart "Jeg vil give min anden arm for mest mulig spalteplads til at kritisere Rifbjergs ensidige kritik af Kongehusets og Guds invasion af Irak;" snart "Nu kan også jeg sige nøjagtigt det samme som Umberto Eco og 27 andre toneangivende europæiske intellektuelle om alle de samme emner, med de samme ord, og ovenikøbet næsten lige så pompøst".

Nå, drenge er drenge, og en vis forudsigelighed selv i de højt uddannedes søde små oprørske gestus har alle dage beroliget gårdvagterne. Jeg gik selv på Krebs', indtil både familieformuen og familien selv slap op (kaptajnen går ned med sit skib), og jeg fik af både denne og ovennævnte grund (gårdvagterne) nogle på skrinet, normalt med forældrenes, Guds og Kongehusets velsignelse. Og jeg har sgu ikke taget skade af det, men forsømmer ligesom Arafat fortsat aldrig en chance ¨for at forsømme en chance: Andet ville nemlig ikke være fair play, for de andre skal trods alt også have en chance. Og den forsømmer de sjældent, for de har desværre ikke alle gået på Krebs og lært om fair play.
Nå, men kort sagt: Ikke en fejl hos hin enkelte, men en statistisk, demografisk eller hvad I nu vil kalde denne landsdækkende lille systemskævhed, som alene direktøren for det hele kan rette op, måske i samarbejde med Kongehuset.
Professorer i dansk forudså engang at alle efterhånden ville tale arbejder-københavnsk, men sædernes forfald slog som bekendt aldeles fejl, for i dag er vi snart alle adjungerede professorer ved Farum Universitetscenter (genbrug, men i min alder...). Kun på film kan vi gudskelov endnu opleve national-geografisk, sproglig, associativ og social brogethed, senest i Thomas Vinterbergs "En mand vender tilbage". Sådan en film styrker nok sammenhængskraften bedre end en masse kloge meninger.
Direktøren for det hele forsvarer sin avis tappert mod alle hånde urimelige beskyldninger, herunder den om oplyst enevælde. Godt nok, men i så fald er det kanske just sidstnævnte der skal til? Vi spørger bare. Men husk så også lige det med fair play. Ellers er det jo et urgammelt lynafleder-trick "storsindet" at udnævne eller sågar "uddanne" en halv-umulig skoledreng til officiel oprører med ret til infantile og latrinære narrefagter ved kongens hof.

Nå, selv Cepos-drengene på højrefløjen har undertiden ret. Konkurrence giver økonomisk vækst, og denne avler atter en vis demokratisk myndighed og oprørsk uafhængighed, kort sagt en betydelig grad af rapkæftethed. Her er vor seneste: Modsat Politikens Hus (som vi endnu aldrig har nægtet at bistå på forskellig vis) har vi endnu alt for få annoncer, men oplaget er til gengæld stærkt stigende; og hos den økonomisk uafhængige er forfængeligheden altid stærkere end bekymringen for udkommet. Så vi siger herefterdags lige hvad der passer os.

Ikke desto mindre bliver jeg nok nødt til lige at hente en bil, der ellers står og ruster i Nordsverige - og mine luksusproblemer er desværre også jeres: Kort sagt - ked jer bravt imens.... I har jo altid Gyldendal. Ja, og så ham forfatteren med det sjove muslimske fornavn - men hvad fanden var det nu lige han hed til efternavn? Var det mon ikke noget slavisk med dybe panderynker, som man skal være professor i lingvistik for at stave til? Nej, nej - ikke Alzheimer, dét var jo ham der fik Nobelprisen i medicin sidste år, men glemte den i bussen på vej hjem. Og med Nobelprisen forholder det sig ligesom med den elektriske stol: Du tildeles kun én tur for den samme bedrift, så Du kan godt begynde helt forfra igen - nej, helt om bag i køen, du gamle; ja sådan, den går ikke Rifberg.
Ha, dér var navnet jo - for vore digressioner fører nemlig oftest til Rom, så fri os fra gode råd. Anyway - må jeres søgemaskine være med jer (genbrug, men i min alder...).

SØMAND ELLER EFTERLØN?

Som sagt er bloggen sjovest at dyrke som en genre i sin egen ret frem for et surrogat for normale udgivelser. Det hindrer os dog ikke i at publicere dem sidenhen, ganske som forfattere førhen udgav deres ungdoms breve og dagbøger. Undertiden kan rækkefølgen dog være omvendt, så jeg bringer her en farceagtigt "virtuel" lille sag, trykt for nylig i Information.


SØMAND ELLER EFTERLØN?

Danmark er snart uden arbejderklasse, og vore sidste arbejdsmænd er en art folklore, der i fremtiden vil få lige så høj status som det nu giver at være medie-stjerne: For det er vi sgu snart alle sammen. Nej, børnlille – at slå et råbåndsknob, se det er en kunst.
Men Danmarks eneste sømand hedder Carsten Jensen, og han vil fremover blive hyret af Danmarks Turistråd for hver lørdag i turistsæsonen at optræde beruset med visesang på kommunebiblioteket i Marstal. Der vil blive lejlighed til at indhente hans autograf, såfremt den fornødne motoriske kontrol ellers kan mobiliseres. Af samme grund vil der altid være en læge til stede under seancen – for når der ikke er tale om konkurrencesport, men om vor sidste sømands enegang, kan doping ikke kaldes konkurrenceforvridende.
Nuvel – sømandkunst er mange ting. Det forlyder at afstanden over Atlanten vokser med 5 centimeter om året; heraf forstår vi at den der gentagne gange har skridtet afstanden af, kan gå på vandet – og sådanne folks ord står til troende. Men tro kan være upålidelig: Strindberg troede således at gorillaer var resultatet af stævnemøder mellem fulde sømænd og håbefulde hunaber – hvoraf vi tør slutte at han næppe tiltroede sømænd evner til at gå på vandet. Men han anså åbenbart hunaber for endnu mere tumpede end søfolk. Så blot vi sigter på en tilstrækkeligt tovlig målgruppe, kan vi alle håbe på høj status.
Men alligevel er det ikke alle og enhver givet at blive sømand. Men vi lever ifølge alle anerkendte sociologer i en taberkultur af ligemageri og misundelse: Så ligesom man i dag hører en evig klynken fra kunstnere og forfattere der beklager sig over snart det brede publikums dumhed, snart det smalle publikums falden på halen for det indspist opreklamerede, og atter snart over nepotismen i dørvogternes beskyttede cirkus – således vil redaktioner og TV-studier fremover blive bestormet af forurettede kandidater til rollen som Danmarks sidste sømand.

Men avisbud er vel lige så sejt? Jo - men da snart alle avisbude er polakker, vil vi alle snart gå igennem ild og vand for at opnå polsk statsborgerskab: For ellers kan vi ikke komme i betragtning – med mindre da kulturens lærde kanon-bådsudvalg i en enstemmig votering vil ISO-certificere os for vores umiskendeligt slaviske accent. Så ganske som vi i dag har forfatterskoler og malerskoler, så vil kurser i polsk derfor snart blive en indbringende levevej. For ligeså usikkert det er at skulle leve af sin egen forfængelighed, lige så sikkert er det at gøre de andres forfængelighed til sin levevej: Bliv selv på det jævne, og lad de andre stå til søs – men lad denne viden forblive de grå eminencers hemmelighed.
Men stop en halv: Amatørpolsk duer da vel ikke? Nej, men det opdager de lærde kanon-båddommere heldigvis ikke: For de sidder jo ikke tillige i det polske kanon-bådudvalg. Ak ja, genier har det hårdt i en kjøbstad – og det er nok derfor de holder sammen…
Nå, men skulle Deres polske avisbudkarriere nu alligevel glippe, så kan De jo altid håbe på efterløn. Efterløn er godt nok ikke særlig sexet, men er også kommet for at blive. Ganske vist må folk vente endnu længere på efterløn end på kærlighed – men oppebærer de den først, kan de til gengæld trygt stole på at den ikke render sin vej igen. Og i den alder påskønner mennesker rettelig moden sindsligevægt højere end det stormfulde hjertes velsignelser – for alt for mange går desværre bort før efterlønnen, just grundet nævnte ungdommelige hidsighed.

FORBRYDELSENS ELEMENT

Forleden optrådte vi som sagt i DR's "Kaffeklubben" hos kvinden med det forjættende navn Manteufel. Dette navn såvel som temaet "konkurrence" får mig til at mindes en god bekendt, der sammen med en kammerat i sin grønneste ungdom skiftedes til at profilere og skamrose hinanden i djævelske damers nærvær. Ja, for jeg nævnte i udsendelsen at ansatte i samme firma nok ikke bør konkurrere indbyrdes, for konkurrencen bør tværtimod ligge på firmaets "makroniveau", eller hvad De nu kalder det.
Omtrent på samme vis skrev Henry Kissinger først en fremragende bestseller om Frank Esmann - hvorefter Frank Esman på sit lokale modersmål udgav samme tekst, blot med Kissingers navn konsekvent ombyttet med sit eget. Begge vandt stort på den deal - se det må da kaldes makroøkonomi. ´
Og så langt fra at kalde det plagiat må vi tværtimod fremhæve det lille kollektive trick som helt genialt og som en så at sige biologisk prototype på "etik". Ja, for sådan starter det nok også i dyrenes verden: Således har jeg læst at en kongeørn og en havørn i mangel på artsfæller undertiden kan finde ud af at samarbejde under deres jagt. Måske kunne en løve og en tiger gøre det samme, men det har man vist aldrig hørt om.

Forbrydelsens element er ejheller os spor fremmed. Men efter megen ulovlig bilkørsel i de svenske skove har jeg nu omsider med nød og næppe legaliseret min kørsel her i min egen by. Hvordan har alle de andre idioter dog fået deres kørekort?
For min egen del tog jeg risikoen og trænede til sidst et par weeender intensivt i city i en lille lånt invalidebil med mig selv i hovedrollen som krigsveteran. Jeg er nu heller ikke typen der bliver stoppet i tolden, og just derfor kunne jeg også blive en fortræffelig narkosmugler, just in case. På Arbejdsformidlingen efterspørges vi dog desværre ikke, trods al den Cepos-snak om mangel på arbejdskraft.
Forbrydelsens element? Åhja, vor motorsagkyndige var heller ikke selv for god, thi han lod os bestå trods et gentagent lovbrud, om så også i helt god tro. "Havde du været tyve år yngre, havde jeg dumpet dig - vi må ikke gøre forskel, men det gør jeg altså alligevel denne gang". Kort sagt spillede jeg fuldstændig rolig, kølig og rutineret som Arvesynden selv - delvis ved hjælp af en nervepille, doneret af førnævnte hjælpsomme sjæl.

Men fuldt optrukne kørebanestriber må altså kun overskrides i tilfælde af indiskutable forhindringer - hvortil en flok sorgløse cyklister rimeligvis ikke kan regnes, eftersom man jo snildt kan feje dem af banen i ét hug, selv med en ramponeret invalidebil, der tydeligvis også tidligere har været brugt til selvsamme ædle og opdragende formål. Ja, vi forestiller os ligefrem at denne lille gensidige "learning by doing" burde anerkendes som hørende under begrebet "borgerservice".
Kørebanestriberne selv er derimod fredede i klasse A - hvorfor tror I måske ellers vi har gjort os sådan umage med at male dem helt op, dummernikker? I går da vel heller ikke på jagt i Zoologisk Have, eller hvad? Nå, kan I så lære det, derude?
Åhja, for nu har vi nemlig fået teknisk bekræftet at I skam findes, så kom ikke her og spil døde. For her i huset skriver vi sgu ikke gratis meget længere, så I kan lige så godt søge om en afdragsordning, for I er bagud hele banden. Ganske vist falder død fugl sjældent ud af reden; men hvem kan på den anden side anklage os for en skønne dag "i helt god tro" at pløkke en efter alt af dømme stendød opossum ned? I øvrigt et snedigt lille pungdyr, der som det vistnok eneste af slagsen har overlevet de moderne pattedyrs invasion af Nordamerika, måske just ved hjælp af nævnte lille kneb.
Vi bruger af lignende grunde selv ofte dette feje trick for at lokke andre forbrydere til at eksponere sig ubetaleligt, men det kræver med forlov både talent og en hel del sejhed, så pas på med det. Og åh jo - nu vi har fat i Jer, påstå så ikke længere at vore skriverier ikke er samfundsrelevante, thi både vore læseres trafiksikkerhed og deres lovmedholdelighed ligger os tværtimod uhyre stærkt på sinde.

Sluttelig vil enkelte opmærksomme læsere have bemærket at vi også tidligere har luftet de motorsagkyndiges terminologi og så at sige citeret fra vort eget liv - ja, for vi anerkender ikke rigtigt grænsen mellem offentligt og privat og morer os endda med således at komponere vor egen lille verdensorden i Lego-land.

GYLDENDALS DÆMONER

Nu står verden ikke længere. For første gang nogensinde klager en af de indbudte litteraturskribenter til Gyldendals årlige hofbal - Berlingernes Niels Gunder - over den ulækre fedterøvs-stemning. I årevis var jeg nærmest ene om at hænge vor søde "elite" ud med den fornødne psykologiske præcision, men nu begynder den altså at blive for tyk selv for de hjemmevante i klubben. Og straks fulgte en af hans kolleger i branchen op, for så snart det bliver smart at være etisk, så vil de andre lige pludselig også vise høj etisk integritet.

Men er det da ikke kun glimrende, hvis etik omsider bliver højeste mode? Javel, men vi så nu også hvad der skete, dengang Danmarks brave bisper ville gå Kierkegaard i bedene og udråbe hinanden til sandhedsvidner og apostle. Stakkels Søren fik et dødeligt raserianfald, for ikke nok ville de have alle velkendte fordele, nej de ville nu også stjæle Sørens rolle tillige og dermed besegle deres stædige fortielse af ham. For sådan bliver vi mennesker, når vi bliver forkælede: eliten tager det hele, og end ikke den korsfæstedes interessante dødsskrig under den ham.
Så derfor er det oftest en dårlig forretning at lade sig korsfæste. Men mon ikke der findes andre ledige roller, som er knap så misundelsesværdige, og som man derfor kan få lov at have i fred?

Men plager slipper vi ikke for: Her gik man og troede at robotter i det mindste ikke kunne fornærme én. Men nu har Google´s virtuelle søgerobot fundet ligheder mellem vor blog og en spam-blog og forlanger derfor vidners bekræftelse af, at vor blog skrives af et levende menneske. Jeg vidste ikke at en robot kunne være så vittig - blot synd at den ikke kender til det forældede begreb 'syntaks.' Men det forholder sig vel hermed ganske som med Søren og biskopperne der til sidst stjal hans rolle: Spam kalder sig i vore dage "syntaks" og beskylder i stedet den sande syntaks for at være spam. Og alle tager det for gode varer, for det er jo eliten selv der siger det. Dette byder I Danmarks digtere.
Nej, hvem der var skraldemand.
Lykken for vor blog ville derimod være, hvis Tudvad og Garff ville indlade sig i en ny offentlig fejde omkring den rette tolkning af bloggen og dens baggrund.

DOGMEREGLER FRA JESUS TIL GRATISAVISERNE

DOGMEREGLER FRA JESUS TIL GRATISAVISERNE
Først må vi henvise til vort foregående indlæg, som vi nemlig har udbygget, efter at det er blevet fremhævet i DR1’s ”Kaffeklubben”. Et klart brud på vor blogs ”dogmeregler” – men hvad sjov er der med regler som det ikke er tilladt at bryde af og til? Selv Jesus brød således med sine dogmeregler og klagede på korset til ombudsmanden – men alligevel blev han jo trods situationens exceptionelt høje krav godkendt af den øverste motorsagkyndige.
Udbedring af slagfejl samt mindre logikfejl overlader vi derimod normalt gerne til læserne som en gestus overfor den interaktive genre, og som et både tilskudsberettiget og kompetencegivende aktiveringstilbud til hele befolkningen.
Men er vi nu også aktuelle? Hør engang: Er Renæssancen aktuel? Ikke spor, men hvis nu Tivoli laver en udstilling om Renæssancen, så bliver også Renæssancen aktuel – om end naturligvis ikke nær så aktuel som den udstilling i Tivoli. Sådan er nu engang aktualitetens dogmeregler. Så kan I jo selv vælge, om I vil lege Tivoli eller I vil lege Renæssancen.
I begge tilfælde skal der nu nok blive brokket, for al den tvangsdannelse er jo så kedelig. Nå, men så har vi et trumfkort: Haven er da altid smuk, og restaurangerne samt betjeningen fortræffelige. ”Jamen de offentlige transportmidler fungerer jo ikke længere”. Godt, så tager vi en rick-shaw til Tivoli, det er både i Tivolis og Renæssancens ånd. Og sådan en fed indvandrerdreng med overudviklede lårbasser – var det måske også noget? Næ-nej, det rager os ikke, men tillad os i det mindste at nævne, at der ikke er ret mange skridt fra Tivoli til Maxim Bar, og stadig er det i Renæssancens ånd. Champagnen fejler heller intet, og med den pris er risikoen for tømmermænd til at overse. Vi kan endda tilbyde et klippekort, og det gælder både i Tivoli og på Maxim Bar. Er De førtidspensionist, får De det endda til halv pris, og også bistandsklienter kan søge om refusion.

Ja, og med klippekortet kan De endda vælge helt at droppe Tivoli’s udstilling og indtage Maxim Bar i ét hug. Udstillingen var jo desuden helt til nytår, og De kan jo altid gå på biblioteket, hvis De virkelig behøver at vide noget om Renæssancen, hvilket vi nu tillader os at betvivle. Ja, for helt ærligt: Er det nu også et ægte behov og ikke bare en fix idé, som De har pådraget Dem ved læsning af betalingsavisernes kultursider? I min klasse i folkeskolen havde vi også en dreng, der angiveligt levede og åndede for det gamle Ægypten – men vi har nu aldrig hørt at han siden skulle være blevet til noget særligt, hverken på dette eller andre felter: Selv på Maxim Bar glimrer han ved sit fravær. Nej – bliv De roligt ved Deres læst, og hold Dem i fremtiden til gratisaviserne. Må Deres søgemaskine være med Dem.

FRA MEDIERNES VEREN

Aviserne fortæller at den globaliserede universitetsverden med internettet bevisligt har medført en eskalering af plagiering. Bortset fra at vi selv har forudset og intuitivt skuet det (da jævn empiri ganske ligesom roeplukning venligt overlades til indvandrere), samt beskrevet det såvel her som i dagbladene - så viser det fordelene ved at have en temmelig hemmelig blog. Man slipper lettere fra at blive plagieret, eftersom man hverken kan eller vil profilere sig selv.

Måske lidt uklogt after all. Men sådan er vi: defensive og tilbøjelige til at snyde fjenden ved at gemme juvelerne under en bunke rod så "impressive", at den gør en indbrudsforsikring aldeles overflødig. Til gengæld burde man måske tegne en ansvarsforsikring for ikke at skulle stå som den ansvarlige for professionelle indbrudstyves behandlingskrævende nervesammenbrud.

Nettet viser sig nu også at fremme retssikkerheden i Kina, samt de stedelige avisers åbenhed for ikke at tabe al troværdighed og relevans - og på samme måde sikrer nettet os selv muligheden for at sige det hele og det værste, hvis der skulle blive lukket helt af i de gængse kanaler. Og derfor bliver der nok heller ikke lukket helt af. Ja, det forholder sig her ganske som i visse ægteskaber, hvor den svage part ulykkeligvis ofte glemmer at modparten er lige så afhængig af hende/ham som omvendt: Den "stærke" lader kort sagt den "svage" få patent på at være den afhængige, der derfor lader sig tryne og presse hver gang. Kender eksempler.

Ligervis med pressens og vores klemme på hinanden. For vi skulle nok mene at være konkurrencedygtige i alt det som vor tid just savner, og som kunne blive avisernes akilleshæl og fallit, hvis de ikke kender deres besøgelsestid. Kort sagt er en vis grad af offentlighed på nettet alligevel ikke helt at foragte, just in case.
Men lige for tiden er der nu hul igennem - men for hvert år udklækkes stadig større hold af nye samlebånds-filosoffer osv. der naturligvis med alle midler vil ind i den ene eller den anden åndssvage klub af folk der "også" er filosoffer, trapezkunstnere, doktorer i humor eller hvad nu. Og det er måske meget naturligt, for man kan jo ikke anklage folk for deres selvopholdelsesdrift.

Hvad man derimod kan ærgre sig over, er ængstelige redaktører hyppige forkærlighed for det yderst normale og "tilpasningsdygtige" uden sjæl, som ikke kan ophidse nogen læsere. Inderst inde ved redaktørerne det godt selv, for ofte fremfører de selv bravesnak om "den danske Jantelov" osv for at føle sig som folk af vældigt format. For den snak er deres forsvarstale mod den dårlige samvittighed over deres egen redaktionelle favorisering af alt hvad der ikke støder deres egen forfængelighed. Ja, forfængeligheden, æren og jalousien i mændenes verden er et yderst overset emne, for det er højst sprængfarligt og påvirker ulykkeligvis ikke blot verdenssituationen (jævnfør Første Verdenskrig), men også min egen.
Men man bliver sgu holdt i form, om end det i længden ville være sjovt med lídt andre typer af sjælelig gymnastik, for på dette felt må jeg sgu snart stå til tredje Dan Sort Bælte, eller måske et æresdoktorat af den art man undertiden giver kunstneriske stjerner, der dermed anerkendes officielt som institutioner i sig selv.
Men kan de så tåle det? Næppe, og derfor klæder det os menneskeligt langt bedre at være en smule undereksponerede. Også inden for erotikken gælder jo, at det anede virker langt stærkere end det åbent blottede, så man skal nok ikke tragte efter alt for megen medgang. Desuden: Er man et ordentligt menneske, så kan overdreven medgang let medføre en art selvdestruktiv dårlig samvittighed og frygt for nemesis; men hvis man omvendt er lidt mere rå i det, vil man snart fremture aldeles uden blusel og blive en plage for sine omgivelser i rollen som direktøren for det hele. Og råheden er måske i længden det mest sandsynlige scenario, for selv den svage vil efter sin opvågnen i baronens seng snart nok udarte og glemme meget af fordums menneskelighed.
Og husk endelig på: "Jævne folk" (som vi jo også selv er på de fleste områder) kunne netop godt lide Sokrates, og af lignende grunde kan selv forbryderne ofte på bunden godt lide kommissær Columbo. Dem der vanskeligere kan døje dem, er derimod den selvgode elite, der konstant føler sig "udfordrede" på en måde de hverken kan eller vil fatte: "For hvad fanden får den nar dog ud af fremture - han kunne jo have haft det lige så godt som vi, hvis han for fanden bare havde spillet sine kort i livet fornuftigt i stedet for at være så hellig. Tror han mon han er Gud, eller hvad?"
Nix, det er bare sådan en rolle vi spiller, men det er den eneste vi efterhånden kan huske, anset hvor lidet overbevisende vi formår at spille den; og når galt skal være, så foretrækker vi altså den frem for jeres - pensionsordninger eller ej. For som fru Blixen yndede at nævne, så var det ikke spor sjovt at være Judas: Det slog sig på humøret, trods alle pensionsordningerne. Nej, så hellere vide hvorfor man af og til også selv jamrer os lige så "umandigt" som den elite, der så dygtigt beskytter sig selv mod den "konkurrence" hvis sundhed de ellers offentligt priser.

Nu er vi dog selv blevet udvalgt til DR Kaffeklubben.

ALSO SPRACH ZARATHUSTRA

Her i huset er vi slemme til at gå ind og perfektionere. Men det er jo ikke bloggens væsen, så for øvelsens skyld må vi her supplere det foregående indlæg med en ny one liner. "Min omgangskreds er langt større end nogen i min omgangskreds aner". Det lyder som noget ævl der næste dag kan læses yderligere forsludret som ekkoer hist og her. Gekkoer holder i det mindste bøtte, og så kan de ovenkøbet gå op ad vægge og ned ad stolper, ja på en god dag endog på vandet - men det sidste er som bekendt en dårlig forretning.
Nå, men det med omgangskredsen betyder blot at hvis man ikke rigtigt har et egentligt miljø, så besøger man måske til gengæld en del ret forskellige af slagsen: Temmelig forskellige venner og bekendte uden særlig indlysende fællesnævnere. Hellere det end tidens evindelige netværkssyge, hvor man desperat klamrer sig til et bestemt miljø og ikke tør være fraværende en uge af frygt for intriger.
En psykiater og overlæge betroede mig for nylig, at det var så iskoldt på toppen og lægeverdenen så ond (!), at han hurtigst muligt ville skippe topstillingen og hellige sig sin private praksis. Det minder mig om en pensioneret psykiater, der ligeledes på mit spørgsmål om han savnede sine kolleger, svarede: "Nej, men jeg savner sgu mine patienter".
Samme ældre herre mente i øvrigt at den glimrende psykiater Erling Jakobsen vistnok begik selvmord grundet mobning. På mit spørgsmål hvorfor, svarede han: "Jeg tror rent ud sagt det var fordi han var for begavet". Og i dag skriver Lægeforeningens formand i Politikens Kronik, at lægestanden har en rekordhøj selvmordsfrekvens. Hvorfor er det forresten altid de forkerte der begår selvmord, og hvorfor myrder morderne altid de forkerte? Tag den, Hitchcock!

I sin tid kunne man derimod læse at journalisters selvmordsfrekvens var høj, men de mest hårdhudede af racen har formodentlig overlevet og breder sig nu. Til gengæld begår aviserne selvmord dag for dag af den grund vi tidligere har publiceret (en redaktør fra Information i julestemning sov vel i timen) : Den nidkære rivaliseren og intrigeren, når krybben er tom, fører til rædsom konformitet og skader branchen som helhed. "Makropsykologi" for begyndere, men jeg taler for døve øren, for frygtens og jalousiens onde cirkel er jo selvforstærkende, for det gale er jo netop selve de professionelles reaktion på "aviskrisen". Stadig færre har en genuin stemme, og de få overlevende undtagelser bliver mobbet stille og roligt ud til fordel for åleglatte akademikerdrenge, der kalder sig forskere og alle om det samme i takt og i det samme sprog. OG når en af dem har sagt noget i deres fjollede små klubtidsskrifter for europæisk eftersnak, skal det atter drøftes på aviserne kultursider. Blot nogen har gidet svare lidt imod, er emnet nemlig "kontroversielt" og smådrengene dermed kætterske provokatører.
Til gengæld skrev en gammel lærer Chr.Sauer 9.8 en fortræffelig kronik i Berlingerne om sin metier, helt fri for skolefolks kedsommelige pseudovidenskabelige klichesprog. Genuint og jomfrueligt dansk på en måde, som altid enstemmigt roses hos Rifbjerg, skønt det dog er knap så imponerende hos en så trænet forfatter med en livstids carte blanche.

Fortæl nu noget oplivende fra det virkelige liv! Ok, jeg har mødt en skæg syrisk pige og socialrådgiver tilhørende et lille zarathustrisk bekendende folkeslag bosat i den kurdiske region. Hendes 104-årige farmor "tager imod solen" hver morgen. Se det var et ordentligt pragtfuldt dansk. Bemeldte herboende barnebarn beklagede sig i øvrigt fandenivoldsk og halvt på skrømt over at hendes vitale 75 årige fars nye kæreste på 55 er for gammel til ham - hun havde forestillet sig noget mere i retning af "farligt begær". Bemeldte uimponerede dame erklærer tillige sin kærlighed til Kierkegaards sprog og er modstander af overdreven sprogfusion, det være sig med indvandrerslang eller engelske managementgloser. Så skulle hun bare se mit sprog...
Min situationsfornemmelse er derimod mere tvivlsom. I går kørte jeg op med et legetøjskødben til en bekendts nyerhvervede mopsehvalp - men den lille kinesiske tempelhund kunne slet ikke gabe over sit gave, der øjensynligt var designet til en grand danois.

BERØMTE ONE- LINER'S FRA PSYKIATRIENS JERIKO

Rejsekongen Simon Spies foretog engang det eksperiment slet intet at sige et helt år. Vi kunne som variation lave det eksperiment herfterdags i en periode udelukkende at udtrykke os i one-liners. Dette drabelige løfte ligner allerede i sig selv en one-liner, men her er en bedre: "Hvis det ikke var for mit ubodelige hang til bisætninger, ville jeg herefterdags kun udtrykke mig i one-liners." Denne one-liner minder i sin tur om hvis en seksualforbryder erklærede: "Hvis det ikke var for mit hang til smådrenge, ville jeg beslutte herefterdags kun at voldtage professionelle kvindelige skønheder".
Apropos: Beviser vore betænkelige associationer íkke alligevel en hel del om vort indre liv? Nuvel, men for det første er der en verden til forskel på uvilkårlige og nærmest ubevidste associationer og så at sige musikalsk motiverede idé-sammenstød. Desuden vil De have bemærket, at vi omhyggeligt skrev "seksualforbryder" og ikke det mistænkeligt fortrolige og infantilt hyggelige "sex-forbryder" - for det kan I sgu selv være.
Nåja, undskyld vor bramfrihed, men uhøvisk tiltale er langt bedre end slet ingen, tro mig: Jeg kommer lige fra Lapland, hvor jeg trods al træning gik lovlig meget alene med mine indre pubertets- samt midtvejsnisser i samdrægtigt tolvtone-kor; det vil sige de var nærmest blinde tommelfingerpassaserere, idet jeg førte bil med kun tilnærmelsesvis, men desto mere ædruelig hjemmel. Men kort sagt, undskyld vor uhøviske tiltale, men dels gør vi det således kun af terapeutiske grunde, og dels gælder terapien som antydet nærmest os selv, for intet er mere fremmeligt for den mentale helse end tvingende gøremål, der fordrer - og derfor tillige be-fordrer - mental fokusering.
Hvad tiltale af læseren angår, skal denne dog ikke alene anses for en privat konstruktion, for det er ganske vist, som Voltaire's one-liner siger, at hvis ikke Gud fandtes, måtte vi selv opfinde ham. Og det samme gælder vore læsere, der jo netop ifølge Blixen for en forfatter spiller Guds rolle. Hvis vore læsere således vitterlig blot skulle være en fantasi, må denne derfor siges at være den absolutte apoteose af høflighed. Og hvis læserne allerede eksisterer i forvejen, er det den stadig den næsthøjeste grad af høflighed. Kun at yde folk det næstbedste kunne ganske vist også ligne en uartighed, men på den anden side er det vel ikke altid så dårligt at være i live - jeg mener, når man derved har mulighed for at læse vor blog.
Et af vore principper er jo i øvrigt dette, at modsat bøger, der kan handle om hvad som helst, bør en blog egentlig helst være genre-specifik, just for at kompensere for at vi jo indrømmet gør en dyd af nødvendigheden ved ikke at publicere for markedet. Dette pinlige moment, som dog i vort tilfælde måske mest skyldes upraktiskhed og socialt ubehag ved moderne konforme direktørtyper og deres dørvogtende halehæng, må derfor kompenseres til fulde ved så at sige at benytte lejligheden til at opfinde noget vi ikke har i forvejen - kort sagt vore læsere. Disse inddrages derfor mere i vor end i andre offentlige genrer, men modsat i brev-genren har de kun begrænsede muligheder for at gribe ind. For nok kan de kommentere, men de skal ikke regne med at det påvirker vore himmellegemers vandring på det indre firmament.
Kort sagt, hvis ikke Sankt Hans Torv helt kan gøre det ud for Sankt Hans, så gør vi det i stedet til noget andet og hyggeligere, selv uden den beroligende udsigt til Roskilde Fjord. Men med hensyn til det med Sankt Hans, skal I nu ikke være sikre på, om vi ikke alligevel kunne tage konkurrencen op og i det mindste komme på en pæn anden plads.
Trods vor kompositoriske dans kan vi således ikke helt sige os appelsinfri m.h.t. Sankt Hans, hvilket stærkt betænkelige læsere af vore monologer fra Lapland måske kan bekræfte. Men som I ser, terapien virker allerede, så vi klarer en runde til. Apropos sindsyge scenarier kunne De spørge, om man ikke nærmest per definition må være sindssyg for at begå selvmord uden tvingende grunde så som afkortelse af ubodelig og utålelig smerte. Umiddelbart set lyder det overdrevet, for selvmord kan jo begås med fuldt overlæg og fuld bevidsthed om tid, sted og person. Men dette slet ikke at se muligheder kan faktisk kaldes sindssygt - for selv om mulighederne jo så at sige netop ikke findes som virkelighed og kan peges på, så hører til den mentale sundhed en evne til så at sige at konstruere dem visionært. Ja man kunne endda sige at det ikke at kunne se muligheder allerede per definition må være sindssygt i biologisk forstand, fordi det gør det umuligt at leve, og så må det jo kaldes sygt.
I det virkelige liv kniber det dog indrømmet ofte gevaldigt at se mulighed, men på bloggen går det ærligt talt strygende, og det er lige før vi burde have EU-støtte for såvel vor kreativitet som den ihærdighed hvormed vi arkaisk underholdende for turisterne fremturer med at opdyrke vore marginale, men desto mere pittoreske jorder.
Annonce-indtægter kunne være morsomme som eksempel og prøve på reklamefolkenes påståede evne til at kende deres besøgelsestid og se mulighederne for at booste et tilsyneladende undseeligt fænomen op til dets ideelle og velfortjente dimensioner. Ja, det var bare et forslag, nu må vi se hvad Google siger. Sidstnævnte replik giver anledning til i en one-linier at fortælle hvorfor vi aldrig har ladet os indlægge: Den psykiatriske klinik-dame spurgte mig nemlig dengang for en snes år siden, om jeg skulle have medicin. Da vi nægtede pure og en kende stødt på manchetten, svarede hun overbærende: "Ja, ja, nu må vi jo høre, hvad doktoren siger!" Så var der en der var skredet - trods smukke udsigter til både Roskilde Fjord og snarlig helbredelse. Min skizofrene klassekammerat fra gymnasiet kommenterede i øvrigt siden mit behandlingsmæssige frafald med denne profetiske one liner: "Men hvem i hele verden skulle også kunne hjælpe dig?" Men vi må her langmodigt supplere med psykiateren Gordon Livingstone's faglige devise og one-liner: "Det er kun ulykker der sker hurtigt." Værdien af uhjemlet bilisme på linie med kanindræber-kurser i terapeutisk øjemed synes således desværre at kunne bestrides.
Nå, men førstepræmien inden for psykiatriske one-liners går dog til en bekendt af mig, der adspurgt af en maler om hvad han syntes om hans udstilling, svarede: "Jeg ved det ikke - jeg er ikke psykiater".

Nuvel, den som ingen kan hjælpe, må hjælpe sig selv. Jeg havde således forleden min første køretime efter sommerferien med henblik på stadig større legalisering af mit tålte ophold på Jord. Og hvis ikke det havde været for trafikreglerne, ville køretimen være gået ypperligt. Forresten - hvordan kan man som autist forholde sig seriøst til noget så socialt og udvendigt som trafikregler? Jo, man kan adoptere dem helt i eget regi som en art selvvalgte dogme-regle, rimfødder eller musikalske forlæg. Ja, faktisk var det netop befriende efter timevis af natlig drømmekørsel i Laplands blånende ødemark atter at få en solid mur med kontant afregning at spille bolden op ad. Det hele blev ligesom lidt mere interaktivt - omtrent som hvis vore tænkte læsere pludselig gav sig til at insistere på deres eksistens også uden for vort drømmerum.

Nå, vor næstsidste one- liner vier vi en anden hovedperson, som et eksempel på vor lille selvpålagte prøvelse at lade som om der eksisterer andre mennesker. En kammerat der kender mig særdeles godt, udtalte således engang at hvis Hegel havde været min samtidige, ville jeg sikkert have anklaget ham for at stjæle nogle af mine ideer. (Man kunne have svaret ham med den flabede one-liner, at den eneste grund til at Hegel ikke har osv. , er den simple, at han gudskelov døde før jeg blev født). Brian MacGee skriver tilsvarende i sin lille selvbiografiske bog, at når han undertiden fortalte filosoffen Karl Popper om en tanke han havde haft, svarede Popper altid naivt og spontant: "Jeg forstår at De har læst og endda forstået min artikel om ..." Det havde MacGee langtfra altid. Det er også MacGee der som næsten den eneste ud over mig selv bryder det institutionelle tabu og siger lige ud at forskellen på en filosof og en filosofiekspert er nøjagtigt den samme som forskellen på en maler og en kunstkritiker, eller forskellen på en digter og en kritiker. At de to roller af og til bestrides af samme person, er en anden ting, men det ene følger ikke af det andet.
Nå, men for nu at demonstrere en u-autistisk generøsitet over for bemeldte Hegel, må vi citere ham for hans berømte one-liner: "Hvis automobilkørslen sker på bekostning af trafikreglerne, er det værst for trafikreglerne." Karl Marx gik som bekendt endnu videre med sin kendte one-liner: "Hidtil har bilisterne fortolket trafikreglerne - nu gælder det om at forandre dem".

Vort eget små-autistiske grænsetilfælde rammes i øvrigt af den bagklogt betragtet meget indlysende boomerang, der hedder: De, der til fulde har udviklet kunsten at sælge, spille deres kort social, "netværke" osv, har netop aldrig brugt tiden på at udvikle sære drivhus-ideer; hvorimod de der til fulde har det sidste, omvendt ofte står og råber i en lydisoleret osteklokke som næsten kun bemærkes af nogle få, der i sin tur oftest lader som om ejheller de har bemærket den.
Nuvel, helt så galt er det vel ikke altid, for langmodighed og sejhed parret med en vis fandenivoldsk defaitisme og livsvilje trods alt skal man nu ikke kimse af. Verden overgiver sig undertiden til sidst, og det behøver ganske som med laviner og tsunamier ikke at ske gradvist: Verdens metaltræthed kan usynligt eskalere sig, indtil Jerikos mure pludselig styrter sammen med et drøn, af lutter lede ved sig selv, så at sige. Så her kommer vor sidste one-liner: "Næste år i Jeriko!"

TIDSÅNDEN: "MALSTRÖM", PAULO COELHO, "VOLVO LASTVAGNAR" SAMT EN PSYKIATRISK LOGIK-ÖVELSE

"Efter en lille ekspedition läser jeg på nettet Thomas Harders anmeldelse i Politiken af en ny international roman Malström", fuld af intertekstualitet og sindrige metaniveauer. Jeg bliver kvalm, for skönt den roses, så ved jeg jo at nästen ingen af disse nye forfattertyper har fundet på den slags selv ud af en slags hypofysens overstyring eller selvsving. De har lärt det på forfatterskoler i "creative writing", og det er lutter behändighed.

Overambitiöst overdrev af det systematisk tillärte applauderes af benovede akademikere som stort og overbevisende mesterskab. Det er lige så unaturligt som hvis nu jeg gik hen og lärte at skrive en realistisk kriminalroman - for alle ved at det af forskellige grunde bare slet ikke er mig. Og det man ikke er, skal man blufärdigt lade ligge til de oplagt egnede. Derimod läser jeg netop helst ret "realistiske" ting, for den dimension savner jeg og mit liv jo selv. Man skal måske netop ikke nidkärt studere det man er allerbedst til, ideelt set. Ha, men realistisk set skal man netop sovse sig ind i det pågäldende miljö, for ellers ender man som mig.

Så hellere spanieren Paul Coelho's new age agtigt uskyldige sögen i "Alkymisten" - samt hans seneste bog Zahiren, som jeg nu har läst. Dér er langt mere ägte visdom og ingen leflen for Pariser-vrövlet, som han forresten også selv har gennemskuet som tom forfängelighed. At Coelho trods sin store läserskare så muligvis ikke er den störste kunst, kan muligvis nok väre, for gengivelse af vise samtaler a la Carlos Castaneda er nok opbyggeligt, men ikke altid kunstnerisk tvingende.
Det samme kunne siges om selvbiografiske böger om terapi-sessioner af forskellig art, men også de kan i heldige tilfälde give langt mere näring og inspiration end indadvendte kunstneriske konstruktioner, der mest läses af pligt.

Når man ser mange af dem der läser finlitteraturen, overbevises man jo desvärre ikke altid om dennes forlösende eller transformerende kraft, trods alle kvaliteter. Andres geni forlöser ikke nödvendigvis altid ens egen lille genius. Men "terapi-litteratur" kan til i sin tur let blive en art själens pornografi i betydningen fromme og nemme löfter om "udvikling", der hjälper én over ulvetimen, men dog intet ändrer: For man har ikke selv oplevet troldmanden, transcenderingen, forvandlingen eller hvad der nu er krumtappen. Denne forbliver let et litterärt postulat set fra läserens synspunkt, men kan det skabe tillid og åbenhed, kan sådan litteratur på en god dag göre en stor forskel.

Tro håb og kärlighed er store ting, hvorimod "oplysende foredrag" om store folk ikke gör nogen forskel, for det smitter ikke, skulle vi hilse og sige - for også der handler det forresten ofte mest om håbet om smitte gennem beröring med de store og deres liv. Når en kendt litteraturprofessor har väret syg eller frygtet at väre det og derfor skriver en smagfuld erindringsbog derom, mödes de to slags litteratur på midten. For når en professor i elegant akademiprosa siger nöjagtigt det samme som min tandläge og min svigermor, så först er det lige pludselig blevet dybt reflekteret finliteratur og pligtläsning for de dannede. Coelho vil derimod trods sin med forlov större autentiske eksistentielle erfaringsdybde af mange straks afskrives som "new age", blot fordi han omgås Kazak-steppens shamaner og tror på deres klarsyn og ikke refererer til de rigtige. Men langt hellere ham end alle de unge ego-mane akademiske syrehoveder der har läst alt for meget, men intet gennemprövet selv.

Sådanne typer som Weekendavisens benovede läsere lapper i sig håb om selv at komme i närheden af deres klögt - men de bliver blot mere og mere klatöjede, humorforladte og livlöse uge for uge, og med skribenterne står det ikke stort bedre til. Ulrik Höy har dog både bredde og humör og nok også et bedre hjerte end så mange, men han bliver trods alt hypnotiseret af avisens lovlig höje renommé, den korte produktionsfrist og den hurtige foräldelse. Her går det godt og måske også tit lidt hurtigt, men hvad pokker. Og det moralske skidt de andre begår, har man heldigvis ikke noget at göre med selv, så hus forbi, og fortsat held og lykke med det altsammen. Og hils Deres kone - nå ikke, men så Deres mor, vi har så meget om örerne her i huset.
Men värre er tidsånden: Det udvendigt tillärte skamroses, for det bekräfter majoriteten i retten til riget - for når noget får status, vil alle väre det, og så bliver det den bredeste fällesnävner der sätter normen. På den måde får man samtidig de virkeligt oplagte talenter frosset ude, og man ser det i alle, alle, alle sammenhänge - men straffen er, at til sidst gennemskuer de fleste det, og alle disse ting vil så igen miste deres status.
Det er i dag langt häderligere, dybere og mere imponerende at ville väre blikkenslager end at ville väre forfatter, filosof osv. Men selv savner jeg desvärre praktiske talenter - ha! Jeg bräkker mig over dem alle. Redaktionerne befolkes stadig mere af den slags folk, og de forstärker og cementerer selvsagt det hele på en måde der bringer fordums sovjetiske centralstyring af kulturlivet i tankerne. Små synligt intrigante skoledrenge med runde barneöjne og hamsteragtigt nervöse sideblikke i gangsystemets sindrige forgreninger, samtidig med at de snakker salonfähig konferencesnak om menneskerettigheder, oplysning og demokrati, og med at reflekterede böger om nazi-Tyskland og det onde har kronede dage. Skamlösheden og ubevidstheden tager hinanden i hånden og favner tilsammen vidt.
Käre venner, Primo Levi var ikke "uddannet sociolog" og ejheller udvalgt af lejrkommandanten til at holde ugentlige foredrag i ventetiden.
Men heldigvis har naturen sörget for at vi faktisk kan SE hvem et menneske er, ja i hvert fald i nogen udsträkning. Og derfor må jeg af biologiske grunde give Oscar Wílde ret i hans fyndord, at kun overfladiske mennesker bedömmer ikke folk efter udseendet og det förste indtryk. I en tid af lutter spytslikkeri er der snart intet andet tilbage at gå efter.

Og heldigvis har alle disse umandige og bange netvärksaber en rigtigt kedelig udstråling, og deres sociale aura er helt og aldeles afledt: Dvs.: selv de der klogeligt flokkes om dem, gör det slet ikke ud af en instinktiv beundring eller fascination, men kun fordi de ved at det betaler sig, og fordi de håber på at opnå lignende fordele i livet. Ganske vist gennemskuer alle disse skräkkelige små disciple ikke selv at det forholder sig sådan, men det gör det ikke desto mindre -og forresten er deres beundring bestemt ikke noget at angle efter, uanset om den er genuin eller afledt.
Afledt beundring er der også tale om når man läser en opreklameret bog af pligt.For sagen er inden for det almenmenneskeliges områder langthen: Hvis noget er virkelig godt, kan nästen alle straks se og fornemme det. Kun det mellemgode kräver en "professor"s sagkyndige gennemsyn. Hvis musik er hamrende god, gälder som en hovedregel det samme: Selv om det ikke er ens egen stil osv, så kan man straks höre når noget er godt. Inden for jazzen har nogen f.eks. sagt, at uanset hvad skal man kunne danse til den -tanken er den samme, og den er rigtig: Uanset hvor dissonante harmonier og uanset hvor säre synkoperede rytmer - så skal det sätte ild i själ og krop, som om det var let at forstå. Dvs. man skal kunne stige på selv på meget elementäre forståelsesniveauer.
I naturvidenskaberne går den derimod ikke - for der gälder helt andre kriterier: Man kan ikke bedömme Einstein på et förste indtryk af manden eller hans läre. Ejheller på, om man kan lide den eller svinger godt til hans kosmologi. Humaniora er anderledes, selv om nogle helst så at den kom til at ligne naturvidenskab - det er en misforståelse, der näres af falske tempelpräster a la Stjernfelt. Inden for humaniora er lägmands dom ofte mest pålidelig, isär hvis der er enighed på tvärs af forudsätninger.

Nå. Det ejendommelige er at når man har mistet den fundamentale menneskelige respekt for en person, så har man vitterlig ingen som helst önsker om at opnå hans eller hendes respekt eller beundring. Og det märker de snart instinktivt, hvilket foröger deres kulde. Man skal helst indbilde folk at man beundrer deres eksempel. Og sådanne personer udvälges nu af hele medieverdenen samt den humanistiske universitetsverden, oftest mod bedre vidende, men undertiden også i en naiv og fölgagtig tro på, at man skal ligne de andre der er valgt ind ind.
Men som sagt: Ingen af de folk kunne man näre genuine önsker om at omgås privat - sådanne önsker vil altid, altid, altid udspringe af verdensklog beregning eller autoritetstro frygt for at väre udenfor. For de er humorforladte og uden selvindsigt, u-menneskelige, u-genuine og uautentiske i hele deres knastörre og komplet uorganiske associationsverden. Selv det mest levende kan de dräbe i deres termit-agtigt fortärende assimilation af det til eget ucharmerende brug: Åndlöst og uskönt fästningsbyggeri uden vinduer.
Hvis jeg en meget själden gang går til et foredrag på det humanistiske fakultet, får jeg det fysisk dårligt. Så det gör jeg simpelt hen ikke, lige så lidt som jeg läser "kulturtidsskrifter". Selv Weekendavisen må jeg mande mig op til med lange intervaller, trods mange gode indslag.

Uskyldige läsere kunne tro at vi har storhedsvanvid -men det handler ikke om det. Selv er jeg ret uduelig på flere områder og indrömmer det endda gerne. Det uläkre er når folk vil anerkendes på områder, hvor de vitterlig ikke er kaldede eller har gjort det virkelige arbejde, har väret sögende, gjort erfaringer osv.
Undertiden kan det skam også väre ret "ok"- folk, som blot i deres naivitet tror at de uden selv at have erfaret, lidt, sögt, tänkt eller hvad nu, sådan kan blive "forfattere" eller andet på en skole. Disse unge kan såmänd sagtens väre i god tro og kan for så vidt også have en vis grad af talent "after all". Men de sätter blot naivt "the cart before the horse". Og så får vi disse romaner osv der lige så godt kunne väre genererede af et computerprogram eller en sindrigt opdateret roman-algoritme.

Det forfärdelige er at selv i grunden ret godlidende og normalt set flinke redaktörer osv. af lutter ängstelighed og nervösitet ved den ägte vare, som de kun på historiens afstand kan elske, konsekvent fravälger det ägte til fordel for det studentikose og andenhånds, det politisk korrekte osv. Trofaste og loyale undersåtter, der siger normale, tillärte kedelige ting om normale kedelige emner, gör dem simpelt hen mere trygge, fordi de föler sig usikre og ufortrolige med alt hvad der ikke tilskriver sin egen betydning udnävnelse, men naivt fremturer i sin egen ret. Det sorglöst uskyldige gruppemenneske kan simpelt hen ikke forestille og forlige sig med individualisme som andet og mere end noget man med applaus holder taler om på tinge. "Oplysningens ånd", "kulturradikalisme" osv, osv - lutter frejdig skolesnak, men de ved det i fölge sagens natur ikke selv: For den velfornöjet "udvendige" ved jo af logiske grunde själdent selv at han er udvendig - hvorimod den lovlig "indvendige" type per definition omvendt udmärket ved at han er ret indvendig. Ak - oplysningens ånd ville ganske som den vestlige civilisation väre " en god ide".

Disse gode humanister ved slet ikke, hvor tät de selv er på såvel Gulag som koncentrationslejrene og Dogville - af lutter forträngning kunne mange af dem göre hvad som helst mod "jöderne" eller hvem der nu måtte fremture i sin egenart; og glidebanen, skråplanet er aldeles ikke spor snigende, men tvärtimod särdeles stejl. Jeg fornemmer og ser det klart: Enhver anständig gränse overskrides lynhurtigt, blot man indbyrdes i banden instinktivt og ordlöst fornemmer at man i grunden vil det samme. Dette er dagens "Over-Danmark". Godt udtryk - man skulle nästen tro at jeg havde fundet på det. Ha,ha - nu forstår I nok hvordan jeg får så mange "fjender" på tinge. "Dogville" og Guillaus "Ondskaben" viser dagens DK.

Nå, man må også gribe i egen barm. Läste en besynderlig men rammende lille bog "Volvo Lastvagnar" af den norske forfatter Erland Loe, som netop foregår i den svenske ödemark. Langt hen realistisk, også med den historiske og velgörende down to earth dimension, som titlen signalerer , - men også med en rammende skildring af en type med et farligt flip lidt a la mit eget kroniske, og sätter det i morsomt relief som en art "time out". Ikke dårligt, og det kan kun göres af en der ikke selv lider under det, men som kender nogen af slagsen. Sådan en bog er sund, for den viser at just som man tror sig aleles alene, får man selskab. Alt er sket för, basalt set - og derfor bliver vi dog alle genkendt og anerkendt trods allehånde nulstillende krumspring.

Bedst at slutte. Ingen zoologiske sensationer, men dog en meget lang pilgrimsvandring på 12 timer i terränet, der kunne väre endt skidt grundet truende uvejr og letsindigt fravalg af kompas og kort. Lapsk lokalkendskab i al äre, men uden god sigtbarhed kan man hurtigt miste orienteringen, eller komme i tvivl om hvorvidt man har holdt kursen eller er gået i ring. Jeg var selv lige ved at tro det sidste: Og dét fejlagtigt at tro man har vendt op og ned på det indre kompas, er akkurat lige så fatalt som at gå vild i god tro.

Sidstnävnte dialektiske lille räsonnement minder i övrigt logisk set lidt om fölgende, som jeg i morges konciperede ud af öjenkrogen: Hvis en person der tror sig forfulgt af CIA, har en psykiater, så må han/hun kunne mödes med denne i fölgende rationelle forudsätning: nemlig, at det er lige så fatalt, hvis patientens historie er sand, men psykiateren ikke tror ham - som hvis den er falsk, men psykiateren tror ham. Behandlingen er kort sagt ikke sandhedsneutral, så at sige, og derfor er sandhedsspörgsmålet afgörende.
At den filosofisk begavede patient selv indser og fremlägger denne analyse, er for övrigt et godt tegn, men dog ingen garanti - for paranoikere kan jo väre särdeles velformulerede og analytiske og minder i så henseende slående om velfungerende borgeres fabelagtige evne til at fortränge og transformere ubehagelige sandheder i den grad mod bedre vidende. Hvad er så forskellen? Måske blot graden af ensomhed og derfor også desperation i livslögnen - den gode samfundsborgers mere acceptable eller endda yderst velkomne selvbedrag om de ubekvemme forekommer blot langt mere harmonisk og objektiv, just fordi den er i samklang med det gode selskab.

Og naturligvis har den ensomme livslögner det helt ad helvede til, sammenlignet med den gode borger og ender derfor let som "sindssyg" i populär, synlig og praktisk forstand, dvs. totalt opgivende, usoigneret, efterhånden helt ude af kontrol osv. - men nogen primär, diagnostisk sikker forskel er der langtfra altid grund til at fremture med. Det betyder ikke at sandheden er relativ, men blot at det socialt og diagnostisk set er afgörende, om man er alene eller ej med sin livslögn. Forresten er det her et paradoks at päne, bange borgere skriver böger om afdöde enere, der gik alene med sandheden - men hvis nogen nutidig gör det samme, afskriver de ham som en notorisk nar, hvis enegang er bevis nok mod ham. "For sådan ville en normal borger aldrig göre". Nej, De har De helt ret i.

Faktisk bliver jeg ofte chokeret over livslögnens omfang i det gode selskab: Uanset alle tvingende beviser indrömmer man slet intet, men fornägter eller fortränger hurtigt alt. Alle beviser har allerhöjst korttidseffekt, at sammenligne med en midlertidig opholdstilladelse, tålt ophold. De folk er dog sikkert flinke og dygtige på deres egne beskyttede og kontrollerede vilkår, men deres frygt gör dem livsfarlige.

Mit eksempel med psykateren er forresten nok tänkt, men dog ikke helt uaktuelt. Jeg gik nemlig to gange til en psykiater uden helt gennemfört at indvie ham i situationen - for sagen er dels at han vil tro at jeg overdriver, og dels at hvis min historie er sandheden, så kan en psykiater jo slet intet udrette. I tilfälde af väbnet röveri er det jo heller ikke psykiateren, De först tänker på at tilkalde, vel? På den anden side, hvis De vitterlig tilkalder en psykiater i den situation, så behöver De ganske rigtigt en psykiater, så velbekomme: De kan overtage min, der som sagt nu mangler en patient, for han sidder nok i stort hus og gäld. Men så skör er jeg altså endnu ikke selv og foreträkker snarere en fängselspräst - blot ikke Möllehave, som er et lösagtigt snakketöj, der forlängst har mistet al jordbindelse af lutter manisk selvforbländelse. For meget succes ödelägger sev de gode, og det kunne måske tröste en bedre fange end mig.

Vi lavede denne digresson om logiske vildfarelser ud fra ledemotivet at fare vild i ödemarken - og synes dernäst selv at väre faret vild i filosofi. Så tilbage til ödemarken. En engelsk dame med börnene og manden godt i vej har slået sig ned med fotoataljer og driver vandrerhjemmet i kraftvärksbyen, klondyke-byen Porjus. Nyt liv, ny mand, imponerende og livsbekräftende. Hun forelskede sig ved förste blik i landskabet og slog sig ned for et dussin år siden, koste hvad det ville. Ingen särlige forudsätninger.
Hvorfor fortäller jeg aldrig sådanne mennesker om min evige historie med Uni., Filosofisk Institut, Kierkegaardselskabet, WA, Information osv. osv. osv? Fordi det grimme ikke må med, og fordi folk alligevel fornemmer det der skal fornemmes. Og for ikke at blande tingene sammen. Men som princip kan det indrömmet diskuteres, for det er måske ikke spor sundt for ens sociale integritet kun lejlighedsvis og da desto mere ensomt forbitret at insistere på sin "identitet", men i övrigt foreträkke at opträde inkognito. Anonymiteten medbringes hjem og giver social usikkerhed der hvor man absolut ikke må udstråle tvivl. For derhjemme vil enhver blufärdig anständighed, beskedenhed osv straks blive misbrugt, og man vil blive frataget alt. Selv ens private bekendte vil i et betydeligt omfang på denne vis tage én på ordet.

I går aftes mödte jeg et hold forskere der med helikopter undersöger vandrefalkeungers indhold af den nye truende gruppe miljögifte "bromerede flammehämmere". Blodpröver blev sat i köleskabet. Kendte dem udmärket af navn og virke, en af dem kendte sågar også godt den side af mig - den slags "sammenträf" har jeg mange af heroppe. Jeg minder snart om Karen Blixens figur Pellegrina Leoni i fortällingen "Drömmerne" - parallelle og nästen helt uforbundne liv, som dog alle til slut ender blindt, verdsligt set. Hvad bliver det näste - mord? "Vi andre kan slet ikke forstå det - han plejede aldrig at slå folk ihjel og var jo slet ikke den type." Nå, spög til side. Men det var måske slet ikke spor sjovt? Åh, så må De virkelig undskylde. Mit navn er Asperger...

DEN SIDSTE LAPPE

En lille vaskeägte lappe har i en snes år levet i en teknisk meget beundringsvärdig kåtelignende bygning hinsides lov og ret. Selv de fleste vintre tilbringer han der med egen diesel-drevet el-generator, dyrker gröntsager i drivhus osv. Stik modsat jeg selv uhyre praktisk og pertentlig, var vistnok en art tekniker eller ingeniör.
Men han er i sandhedens navn tysker og flyttede op fra Düsseldorf for godt en snes år siden. Bor helt isoleret, men med pinlig orden i sine ting. Sådan kan det gå når det helt hvler påå en selv at opretholde civilisationen. Han er egentlig ingen vildmarksdyrker, så det er ikke den art nysgerrrighed der har drevet ham. Han går ikke tilbage til naturen i romantisk eller kulturel forstand, manrekonstruerer så at sige den tekniske civilisation from scratch- omtrent sådan som vaskeägte filosoffer rekonstruerer filosofien from scratch og derfor läser alt muligt med undtagelse af "filosofi", der som bekendt er lutter universitär efter-snak. Så hellere ägte vås, for det ver hvad det er - det värste er når de forkerte helt udvendigt med myndighed siger det rette og får ären for det. Derfor gik Sören amok over Biiskop Mynster og kompagni.
De få gange han tvivlende og forsigtigt forespurgte dem om et prästekald, ignorerede de fine herrer ham fornemt - sådan som "store folk" skinsygt altid forsöger at indbilde de underdrejede talenter at de regner dem for skidt og ikke har tid til dem, for på denne måde at tryne deres livsmod og selvtillid. Havde bispen blot afvist hans anmodninger at jordnäre grunde, havde Sören derimod lettet takket ham: "Hör engang, vi ved jo alle at du er både sögende og unik, men hverdagen med sognebörns jävne liv, som du godt nok kan skrive så smukt om på afstand - det er vist slet ikke dig, vel? Bliv ved din läst, den er sgu god nok."

Men i stedet afviste man ham af de forkerte grunde, nemlig ved omhyggeligt ikke at indrömme ham noget som helst. Af ganske lignende grunde bör en type som jeg nok ikke "undervise i filosofi", men også her er al afvisning sket af de forkerte grunde, dvs. for slet ikke at indrömme det åbenlyse.
Alt muligt er såmänd fint nok, men at fölge med i fodbold er ikke det samme som at väre fodboldspiller. De fleste af os er på de fleste områder idioter og har det godt med det - men det dumme er når folk skal give sig ud for noget andet og i flok sätter sig på noget de slet ikke er. Som når ordinäre bisper på Kirkegaards tid ville give den som apostle, eller som når ordinäre universitetsdrenge i dag giver den som filosoffer. Havde de bare nöjedes med deres privilegier osv, havde Kierkegaard aldrig generet dem. Men de ville have det hele, samtidig med at de intet ville indrömme dér hvor det var åbenlyst for enhver.
Havde de bare sagt: "Kristendommen er absurd og yt", havde Sören intet indvendt. men nu sagde de det modsatte og satte sig på det hele, ganske som vor tids forkälede studievärtstyper vil sätte sig på det hele og kollektivt give den som "undtagelser" tillige. Det dumme er ikke når ting miskendes, men når det anerkendes og tilkendes höj status: For så snydes der straks på vägten, idet hele det demokratiske samfunds indbildte elite så partout skal stjäle det også. De gamle munkeordner vidste at tingene skal gemmes väk forklädt som särlingeväsen snarere end opreklameres og korrumperes. De havde det fint med at väre uden for centrum, for så kunne de have det i frem og bakse med det.
I Storbyen spilder vi megen tid, og ingen dér rekonstruerer noget som helst civiliseret felt fra grunden, men fölger desto mere emsigt med i alt muligt. Kronisk er det et usundt pres - men helt uden det atrofierer de fleste af os nok og går ind i os selv; så vor lille tyske lappe er beundringsvärdig i sin gennemförte livsstil uden splittelse eller nomadisk flakken som min egen. Selv det tilsyneladende så civiliserede i storbyen er omvendt ofte lutter intriger og sociale bekymringer uden vitaminer.
Vor lille lappe har väret gift, og kom i dag med taxa tilbage fra et sygehusophold. Önskede ikke besög - tänker nok en del over sine livsvalg og udsigter. Han har en lejlighed i Tyskland, men hvem kan han dele sine erfaringer med? Han har ikke lärt at tale svensk, men forstår en hel del; og er social på sine egne prämisser og ret snakkesalig. Har vist nok en kronisk lungelidelse, men andre ting har nok også spillet ind. Han ryger i hvert fald. Måske mobningsramt for nu ikke at nävne tidens lösen "Asperger, I presume." Både i statur og fysiognomi er han mere samisk end nogen af de samer jeg kender. Han bor her stadig ufficielt og uden byggetilladelse, men ingen nänner at anmelde ham for det. Ingen misunder ham, og så lever man trygt - så enkel er opskriften vist her i verden.

TIDLIGERE STORVILDTJÄGER - NU NEGERSANGER

En gammel psykoanalytiker fortalte mig engang at mänd hvis mor havde väret den äldste i sin söskendeflok, ofte blev storvildtjägere. I så fald burde det vrimle med storvildtjägere. I betragtning af at ingen undrer sig over at snart den halve befolkning i DK er filosoffer, er det vel kun ret og rimeligt at den tunge halvdel der desvärre ikke har fattet tidsånden, i stedet får uriasposten som storvildtjägere som tröst. En uriaspost, javel: For mens man i vore dage sagtens kan väre filosof uden at have tänkt en tanke selv, så kan man ikke väre storvildtjäger uden at have skudt noget storvildt. Selv fotograferede jeg derimod en mosehornugle i går - det er dog noget.
Identitet er i vore dage noget vi downloader. I et gammelt leksikon stod om en person at läse: "Tidligere advokat, nu negersanger". Snart kan man uddanne sig til neger - andet ville väre udemokratisk. For vi er på engang frygteligt elitäre og hader dog elite - og dette med "uddannelse" og "udnävnelse" er så kabalens og den gordiske knudes lösning. Vi udnävner derfor folk til det de lige netop ikke er, for at holde de rette på afstand. I värste fald må vi stikke dem et ködben til trst for at pacificere og aflede dem.
Folk er ofte mere globale i ekstreme udkantsområder, netop fordi de ikke tager deres grad af civilisation lige så givet som folk fra metropolerne. Samtidig render man af sig selv oftere ind i regionale nöglepersoner på dette eller hint område. For mit vedkommende kontakter i forbindelse med fredningsprojekter, ofte af lidt äldre dato. Rart at i det mindste noget af ens bedre karma fölger én, om så også på Kong Lears hede.
Er det forresten et paradoks, at én der heroppe omtrent regnes som en art hellig mand helt uden verdslige fordringer, derhjemme lider alskens verdslige själekvaler? Er man "i virkeligheden" en skabs-sträber og skabs-borger?Javel, men jo kun fordi man tages på ordet: Verden tager enhver art beskedenhed på ordet og fratager én alt, således at man drives ud i ekstrem krise, så ale kan sige: "Se bare hvad den hellige mand i virkeligheden skamlöst går op i!" - hvorimod verden belönner dem der helhjertet og banalt går efter magten, fläsket, karrieren, tilpasningen til gruppeånden, tidsånden osv.
Det ligner også et paradoks at man for alt i verden ikke vil anerkendes og kendes ude i bushen, for dér har man netop ingen speciel berettigelse, og unödig information ville skabe stöj. Man vil desuden netop väk fra egoet - og det går som I ser strygende...Det er så alligevel ikke helt ideelt, for man skylder vel også andre såvel som sig selv at präsentere hvem man er. Det ville også göre en mere tränet i at hävde sig de gange hvor man behöver det for ikke at blive kvalt. Lidt på samme måde som det ikke er särlig smart for en ung mand kun at tale med de kvinder som han attrår.
Det sjove er imidlertid, at uanset hvor meget man fortier, så aner folk det snart i sin kerne - trods manglende forudsätninger. Det er kun alle dem med alle forudsätningerne som i kor råber "Mig ikke forstå". Virkelig miskendthed er nok ret själden og har i grunden aldrig väret mit problem. Tvärtimod kan folk let overvurdere én, hvis man mestrer et fremmed territorium.
Det er vel også just en god grund til diskretion på udebane.
Verdens banalitet er skrämmende, og det er ingen kliché at den udvälger middelmådighederne. Man skal gå helhjertet efter selv de mest banale anerkendelser og ikke nöjes med en tredjedel, som man oveniköbet forventer at verden af lutter rimelighed og pli skal indrömme én frivilligt som takt for ens beskedenhed, og fordi det er banalt selv at söge hvad der dog er ens åbenlyse ret. Men verden og hele det honette kompagni af dannede borgere indrömmer intet som helst frivilligt - og som sagt bytter den kun gerne om på årsag og virkning og fortäller Kong Lear at han passer bedst ude på heden. I en vis forstand har de ret, men uden selv at vide hvorfor, for selv har de ingen sans for kong Lears visdom og den forädlende bivirkning der dog på en god dag kan väre i hans galskab.
Men hylder man da ikke netop Kong Lear? Nej, man hylder Shakespeare, og kun fordi alle andre päne borgere er enige om at hylde Shakespeare. Mennesker kan lukke öjnene for siger og skriver alt, hvis blot det er til deres fordel: Ham Shakespeare var ikke spor morsom, men "Groft Sagt" og Georg Metz, se det er ubetalelig humor, på samme gang dansk og global. Og så Möllehave, men nu fred väre med ham, bortset fra at han velfornöjet pladrede lös ved Barbara Gress' begravelse.
For blot det ender med en tale af Möllehave, så ender alt jo dog lykkeligt. Ved samme lejlighed undrede folk sig i övrigt såre over at Barbaras kloge Cepos-bror holdt verdens hidtil elendigste og närmest barnagtige tale. Nå, men de övrige Cepos-folk ville utvivlsomt have rost ham - for sådan fungerer disse ting: Lige meget hvad de anerkendte gör, så er det trods alt morsomt og elegant - just det som det netop aldrig er. En anmelder roste således Jörn Lund for hans seneste stileövelse i takt og tone ved erkläre at han skriver som en morsom engel.
Ak ja, vi vil ofte helst roses for det vi netop ikke kan: De gode af os af en art ambitiös beskedenhed, fordi vi jo kender vore egne forcer til bevidstlöshed, og der findes dog andet i verden. Tänk hvis man i stedet havde väret ... og kunne bläse hele flokken ad helvede til. De mere jävne vil derimod roses for det forkerte af den mere komiske grund at det er just det de tror de kan, og som verden hylder dem for.
Selv Bukdahl har vist nu lärt at komponere tekster overbevisende efter at have studeret alt hvad alle andre gör. Men det genuine er umiskendeligt fra dag et, og resten er blot modning, studsning, ökonomi og harmonisering. Jeg läser WA så själdent (mondän og protektionistisk salonintellektualitet huer mig ikke), men jeg har altså fået det indtryk. Det med geskäftig kritik og kontrol er ledertypernes metode, og selv ville Bukdahl nok forbavses over at blive anset for lederbegavelse mere end kreativ begavelse. Men det er nu engang ledernes force at have fuld viden om hvad alle de andre gör og at kunne läre og aflure dem alle de samme tricks, mene og mane dem alle på plads som "generationens kritiker" eller sådan noget. Virkeligt kreative typer gider själdent den slags.
Psykologisk set er der ingen forskel på at lede en flok unge forfatterspirer og at lede en arbejdsplads - det handler om den samme metode til positionering, altså fuldt styr på det hele. Imponerende i sin egen ret, alsidighed, overblik, interesse osv, osv ,helt bestemt - men igen: Folk skal roses, men af de rigtige grunde, og det dermed väre hermed gjort.
Det sker dog själdent og derfor kan dygtige folk bläse deres meritter op til noget usädvanligt også i de dimensioner som det slet ikke ejer. Selv meget dygtige folk kan denne kunst - og verden giver dem ret - selv om vi autoritativt må erkläre både en Joakim Garff og en Peter Vat-Tud for aldeles og umiskendeligt normale. Over for den ägte vare ville begge enes om at det for det förste er et - notorisk mislykket, men åbenbart alligevel umiskendeligt - plagiat af mesteren , samt om at NN for det andet dog end ikke ville kunne ansättes i Kierkegaard-branchens jävnere afdelinger, hvor sådanne loyale og tilpads forhåndskastrerede plagiatorer jo netop burde passe forträffeligt ved at gungre sammen med elefanten, med kapitalpension og hele pibetöjet.
Naturligvis kunne jeg selv aldrig drömme om at söge derind, men hvis jeg gjorde, ville alle som de retteligt forargede myrer i en vältet myretue göre korsets tegn og erkläre mig uegnet. Det er jeg ganske rigtigt også, men jo i en ganske anden forstand end de vil indrömme. Et institut er som en myretue - denne herlige loyalitetsånd. "Verden- det er os; at påstå andet er en fornärmelse".
Er vi nu atter for private? I så fald burde De virkelig skamme Dem over sådan at smugläse en forpint själs private betroelser. En berömtheds private ting roses derimod offentligt lige så alenlangt som uomgängelige historiske dokumenter osv. Og atter ser vi mekanismen, at jo mere skamlöst det fylder og fylder, og jo mindre det (modsat vi) formår at sätte spörgsmålstegn ved sig selv, desto mere hyponotiserer det smagsdommerne til at finde det sakrosankt:

Et tankeeksmeriment: En ny, fuldständig og korrigeret udgave af Kierkegaards samtlige journaler, under overopsyn af Jörn Lund og Johannes Riis. Men er det nu også nödvendigt. "Ja, absolut, og sågar en national fopligtelse, nu vi snart er inde i dette årtusindes andet årti. Vi kan simpelt hen ikke väre andet bekendt. Dernäst kommer turen til Holberg, så vi har skam fuldt op, hvortil kommer foredrag, bestillingsartikler osv. Men vi fortsätter til den bitre ende, for vi er ikke af den type der ser frem mod deres pensionering. Ja, vi har skam et sommerhus i Lökken, men det ligner nu mest et kontor, og regnvejr passer mig om sommeren forträffeligt, for det giver arbejdsro. Alderen plager mig heller ikke.
Nå, javel, men gentager ham Kierkegaard ikke lovlig ofte sig selv, og ofte for små og overdrevne forträdeligheder? Var der slet ingen krige og oprör, katastrofer og store begivenheder på Sörens tid? Nej, nej, sådan må De altså ikke stille det op: Det er nemlig det overraskende for os der nu i ti år har arbejdet med projektet, at hele tiden aftvinger han emnerne nye og almengyldige facetter, der gör os klogere på os selv. Det er som klassisk musik med temaer der stedse varieres og udvikles. Men nem har Sören derimod ikke väret at omgås, men akkurat sådan har jeg det også selv: Både min hustru og mine studerende finder mig således ofte vanskelig og uhyre sär. "
Nå, et sted må vi jo slutte for i dag, og det må väre med den konkluderende strötanke, at den type borgere der hver anden dag erklärer at et eller andent udödeligt korifä nu igen har gjort dem klogere på sig selv, efterhånden må antages at väre formelige eksperter udi i sig selv. Men disse stakkels äresborgere er også heri sörgeligt miskendte: For man kan ikke just märke det på dem. Det er atter som Kong Lear, at de ligner til forveksling deres modsätning: De ligner umiskendeligt folk der lykkeligvis slet intet ved om sig selv.

Regnvejr..

Läste i regionalavisen Västerbotten Kuriren fra Umeå et glimrende artikel om, hvorledes kvindelige kriseromaner gerne er mere opbyggelige, men mere frivilligt kaotiske end mandlige: mändene besvärger typisk det kaotiske ved mere forceret stilistisk kontrol, men historiernes udgang er alligevel udsigtslös. God iagttagelse, og ikke helt uden relevans for vor egen krisehåndtering...

Läste også om en vel afslöret akademisk plagiat-skandale i udlandet, denne gang en dame.
Men sagen er at den slags kun får konsekvenser når folk stjäler fra nogen der er formelt höjere på strå, og når de skriver af efter noget der har väret publiceret i fagtidsskrifter eller på anden formelt meriterende vis. Selv de akademikere jeg kendere, ville oftest näppe betänke sig på at stjäle helt uforbeholdent, blot de havde sikkerhed for at kilden var enten ukendt, eller som jeg var persona non grata og hans udgivelser noget alle var enige om ikke at nävne.
Og når de kommenterer plagiat-skandaler, bemärker de karakteristisk nok altid, at personen "i fråga" har dummet sig - ikke at han har gjort noget dadelvärdigt. Undskyld jeg keder selskabet, men dette er som sagt min egen dumme skäbne i en nöddeskal: helt ekstrem taget i betragtning at vi lever et velfärdssamfund, at sammenligne med dumrianer uden egen bopäl, blot på et lidt andet felt. I en verden af plagater er sandheden den store fornärmelse, som derfor gerne ender med at blive kaldt plagiat. Nå, men disse ting sker ubevidst, jävnför at venligtsindede fagkolleger undertiden bestikker mig ved at rose mig som "formidler" - underforstået af noget velkendt, som de derfor selv kan kolportere videre med stor myndighed og uden navns nävnelse.
Nå, nu smider jeg som afveksling lige et lille komisk mini-manus i boksen for underholdningens skyld, som sädvanligt berömmet af individuelle läsere og afvist af adskjillige medier med vämmelse. Se derfor näste indläg - det regner, derfor denne nävenyttighed post festum. Carsten Jensen bliver rost for sit sömandskab.

HVIDE TÄNDER OG RENE FINGRE

Her i Lapland läser jeg Zadie Smiths nye roman "Skönhed" - "Hvide Tänder" var som mange af den post-koloniale slags hamrende god med både den store og den näre histories vingesus, multietnisk eller mange-verdens-kompleksitet, tragik og satire, hinsides alle dumme forfatterskoler og hamsteragtig dansk sträbsomhed i takt og flok. Men den nye bog keder mig trods sin kvalitet, og grunden viser sig at väre denne: Den handler om vor postmoderne samtids akademikere og studenter, i al deres autoritetstro og status-jagende naivitet og ovennävnte sträbsomhed. Sagen er, at de er komplet uoriginale og konforme nästen alle til hobe: Hvor tit sige nogen af dem noget morsomt, noget smukt, eller på nogen måde medrivende eller usädvanligt? Nej, vel. Paradokset er jo at man nästen alle vegne möder af mennesker der kan läre en noget nyt, men studentermiljöet og lärermiljöet i al dets beskyttede, intrigante og fantasiforladte småtskårenhed er själdent noget at skrive hjem om. Og det skyldes ikke "dumhed". Det genuine er som når Zadie et sted sammenligner en en stak paraplyer på en hylde med en bunke skudte fasaner efter en jagt. det er den slags som ikke kan efterlignes, jävnför al dum new journalism osv, altså allehånde forcerede smartheder uden intuitiv evidens.

Den akademiske verden var måske inspirerende dengang det kun var overklassen, der kom til, for trods al dum uretfärdighed, kan man forestille sig at deres komplette ökonomiske uafhängighed kunne give dem en art åndsoverlegenhed som er utänkelig i vore demokratiske dage. Det dumme er f.eks. ikke selve det at en David Gress smykker sig med falske professortitler, for jeg er da komplet ligeglad - nej det dumme er at han finder titlen så väsentlig at han overhovedet gider löbe risikoen, noget som folk i den verden jo slet ikke tör, med mindre de har et omtrent patologisk "hang". Peter Kemp var også i sin tid besat af den titel, som jo i filosofisk sammenhäng er temmelig inkommensurabel med "the real thing".
Havde David Gress' derimod gjort det for sjov eller på rent djävelskab eller for at fuppe sig til et konkret job, så havde det väret en helt anden sag. Nu er det blot grundkomisk og diskvalificerer manden.
Også hos Zadie Smith handler studenterlivet these days om små beregninger, hvor man googler lärere og kurser for at se hvor der er mest status og forbindelser at hente. Lutter dum social navigation af den art der bereder gratismediernes sejrsgang i en verden uden individualitet. Og hvor ingen tänker en eneste tanke selv, men alt drukner i sammenlignende övelser og drövtygning af lurmärket universitär junkfood. Men Zadie er fandemig god nok alligevel, så jeg må jo kämpe mig til vejs ende trods det mindre vingefang end debutbogens. Det er selve stoffet der keder mig, for jeg kender det jo til bevidstlöshed. Selv det multietniske er dennegang reduceret til lutter indpakning og branding, for hele banden sträber efter det samme, uanset om de er rappere eller professorer, engländere eller fra Tahiti. det skykldes alt sammen den fordömte integration - den slags er der alt for meget af, og det skaber misären. Selv terrorister er veltilpassede og realistiske these days.
Zadie Smith illustrerer forresten den strötanke, at selv om kvinder själdent presses til det yderste, er de få kvinder der når til tops i en eller anden forstand, ikke själdent bedre end mändene - netop fordi de ikke er tvangsindlagt. Men af selv samme grund kämper de själdent så indädt og mangeårigt som mändene, og resultatet bliver ofte derefter - så den sag har to sider. Men hvor talentet er ekstremt, indträder til gengäld den själdne og uforskammede balance der hos os mänd nästen kun ses hos "autisterne". Amen.
Efter at have sovet på Zadie Smith under lidt mere civiliserede forhold läser jeg atter med interesse trods det pauvre emne. Det har at göre med at på naturens afstand virker det civiliserede meget småt og uvirkeligt. Nogle ting er komplet umulige at läse med en naturskön baggrund, og vores hjernes funktionsmåder er vitterlig enormt påvirkelige af allehånde baggrundsstemning.
Det för nävnte med det akademiske livs småtskårenhed er stadig sandt nok, men hvem kan sige sig fri, og er ikke også mine egne kampe af en lignende art? Jovel, men hvor man står med ryggen mod muren og alles hånd mod sig bliver tilfäldet simpelt hen mere interessant i sin ekstremitet og kan slet ikke sammenlignes med to etablerede Rembrand-eksperter med hver sin kunstteori. Mennesker bliver også mere interessante at at håndtere paradokser. Min störste ärgrelse i går var således at trods anti-vibration blev mit hidtil eneste foto af en skovmår rystet. Jeg lokkede den tät på ved at pibe som en mus, og den kunst vil nok ingen brave borgere frakende mig. Tvärtimod vil de alle enes om at jeg som Kong Lear passer bedst ude på heden, ligesom de bekvemt alle vil bytte om på årsag og virkning.
Det interessante er her at jeg bruger den slags uskyldige problemer (skovmåren) som et indirekte bevis for at jeg må väre genuin og ingen kopi. For ingen betaler mig for det; men nogen genialitetsgaranti er det dog ikke. Samtidig kan jeg alvorligt tvivle på om det ikke just er den art "skön og fornem" jödisk-kristen selvopgivelse og fatalistisk halsblottelse der har gjort det muligt for hele hoben af gennemsnitsakademiske skoledrenge at ignorere mig og plyndre mig til skindet, godt hjulpne af deres herligt naive ubevidsthed om egne indre processer. Skulle man ikke i stedet have taget kampen offensivt op på parnassets prämisser?
Jo, men prisen havde väret en institutionalisering og banalisering gränsende til normalprosa og normalakademisk kantinesladder, respektfuldt bejlende studenter og studiner med deres små honette beregninger osv, men bevares ret häderkronet og socialt gangbart - med studievärter og hele det övrige tilpasningssyge haledikkende tilbehör.
Den verden skriver den geniale Zadie Smith nu i og om - og den er simpelt hen et nummer for lille til både hende og mig. Nu er hun blevet opsuget af etablissementet, og så fuser den ud. Min egen verden truer omvendt vist hele tiden med at impodere til et nulpunkt, men heldigvis er jeg udrustet med en eksplosionsmotor, så jeg komme ud igen hver gang som en trold af en äske med et södt "Little Bang".
Men apropos Knald: Forresten ser hende Zadie oveniköbet godt ud, synd hun ikke har mit telefonnummer...endnu har man da öjne i hovedet, selv om også den side af livsgläden i längden let bliver forgiftet af al den tarvelighed. Til slut: Skulle vi ikke i stedet skrive en roman? Nej, jeg tror bare vi skal göre det vi gör - "a rose is a rose is a rose", og pungdyr er sgu lige så gode pattedyr som de övrige.. Hold op med de småborgerlige illusioner om at alting skal legitimeres ved at ligne noget andet som brave og bange borgere og forlagsklatrere i råd og nävn har indrömmet eksistensberettigelse og derfor ikke längere kan undslå sig: For det beviser intetsomhelst andet end at man sträber efter et parcelhus i Närum, og tänk blot på al den nonsenspoesi, som tages alvorligt. Vel har jeg ingen forstand på det, men alligevel må man have ret til at tvivle...