DANMARKS BEDSTE BLOG

DANMARKS BEDSTE REKLAMER
Skønt jeg altid laver overskrifter efterfølgende og derfor ikke som I allerede kender overskriften til dette indlæg, må I indrømme at overskrifter er en ting jeg er god til. Samme evne til kortslutning findes hos reklamefolk, så det var måske min fremtid? Ja, for jeg duer ellers ikke til meget af det som man kan leve af. På den anden side: Hvis man end ikke kan reklamere for sig selv, er man nok uegnet i den branche. Omvendt gælder at hvis et reklamebureau er effektivt til at reklamere for sig selv og skaffe ordrer, så kan kunderne ikke bagefter klage over at være blevet snydt: Ganske på samme måde som en kvinde ikke efterfølgende kan beklage at være blevet forført af Don Juan.
Natlig hjemkomst til grænseegnen mellem Halland og Småland efter ti timers non–stop kørsel. Gamle danske grænseegne tillige – hvor efterårsfarverne er stærkere end i fjor takket være ordentlige frostnætter. Herligt igen at se indslag af bøg og eg, selv om bævre-aspens okkergule til orange sitrende blade nu altid er en lige så stor fryd i syd som i nord. Hvor der er meget asp, er fuglelivet også altid rigere – måske grundet en rigere insektfauna, der giver mere føde til mejser og spætter. Den følsomme og statelige urskovsfugl tjuren – taigaens emblem – spiser også gerne aspens blade.
Selv om egnene her er frodige sammenlignet med Nordsverige, er de karrige efter sjællandske forhold, og springet fra den fede muld til syd-taigaen er naturmæssigt lige så stort som springet herfra og til Nordsverige; både oplevelsesmæssig og målt i artsforekomster såsom bemeldte tjur, der forsvandt i DK længe før Kristus, der ellers tit får skyld for så meget – og det så meget mere som han jo selv udtrykkeligt inviterede til det.
Det sker også at jeg føler mig meget skyldig, når jeg efter så mange års idiotisk og eremitisk cyklen nu kører rundt på fossile brændstoffer – men til gengæld frigiver det meget mere energi til mit selvvalgte sisyfosarbejde at rive granplanter op for at hjælpe tjuren, så mon ikke det kan tilgives? Én god ting ved arbejdsmarkedet er nemlig, at alt hvad man gør i medfør af jobbet, opleves som uskyldigt og indiskutabelt berettiget, uanset hvor meget man end sviner under arbejdet og på vej dertil: Tænk blot på koncentrationslejrene. Arbejdsformidlingen er således vor tids svar på syndsforladelsen – men den kan den kan desværre ikke fortælle os, hvad der mon så er vor tids svar på tjuren. Måske ”Dyne-Larsen” – for noget med fjer bør det jo rimeligvis være.
Og voila: her er min adkomst i reklamebranchen: ”Dyne-Larsen – vor tids svar på Tjuren”. Men som sagt, bare jeg formår at sælge nævnte slogan til hr. Larsen, så kan jeg ikke være nogen ueffen reklamemand, uanset om hr. Larsen efterfølgende går nedenom og hjem ganske ligesom hans forgænger tjuren.
Ja, man kunne endog hævde følgende syllogisme: Jo bedre man er til at markedsføre noget bras, desto bedre en reklamemand må man være; følgelig gælder tillige, at desto bedre man er til at sælge helt kiksede reklamer, desto dygtigere en reklamemand må man faktisk være. På denne måde ligner reklamer den kristne tro: For jo mere absurd troens indhold er, desto stærkere tro fordres der. Og jo mere åndssvag ens vare er, desto bedre må ens reklamer være. Paulus var således alle tiders skrappeste reklamemand.
Nuvel, om den også holder i Byretten, ved jeg ganske vist ikke – men dér har jeg nu heller ingen planer om at troppe op; hvilket er en yderst dårlig reklame for Byretten – men den har jeg nu heller ingen planer om at reklamere for. Så meget mere som jeg jo muligvis står til en fartbøde, jvf. tidligere indlæg. Men vi er ikke helt færdige.

Uden nogle dages nedtrapning klarer jeg ikke hjemkomsten til DK, og jeg har desuden gjort mig nyttig ved som før nævnt at rydde graner: Gartnerarbejde er som bekendt en ypperlig terapi for kaotiske personager, og kroniske tilfælde henvises rettelig til Sibirien som arbejdsplads. Men den kan ingen arbejdsformidling jo æde, selv om det måske ikke var tænkeligt at få nogle projektjob af den art for lensstyrelsen. Men som sagt, jeg kan ikke reklamere for mig selv, for de ting jeg gør, gør jeg jo alligevel – det er vel også derfor jeg af Information aldrig har fået honorar, modsat de større talenter som de periodisk hyrer til at skrive kommentarer. De har nemlig i modsætning til mig selverkendelse og skriver rettelig ikke uden økonomien som undskyldning.

Nuvel, penge er noget vi har, men mon ikke vi alligevel for selvrespektens skyld kunne indgå et forlig i form af, at bemeldte avis herefterdags betaler mig for mine overskrifter? Så skal de nok få resten gratis, omtrent ligesom man på svenske kafeer altid får en gratis påfyldning. Men den går altså ikke at være fiffig og så blot nøjes med påfyldningen. Og på ganske samme måde slap I jo heller ikke denne gang for en overskrift.
Men læg sluttelig mærke til, at dette indlæg er forsynet med såvel en reklame som en overskrift.

OM EN LITTERÆR HÆDERSMAND - OG ET PAR BEMÆRKELSESVÆRDIGE DAMER

I kan være helt rolige for at vi skriver hurtigere end I læser, men vi har samtidig pli nok til at tage højde for lovlig, om end beklagelig optagethed til anden side: familie, job, kedelige politikere og obligatoriske bøger, som hverken gjorde jer mere eller mindre klatøjede end I var i forvejen, for det smitter ikke når bacillerne kun er simili.
Men altså, vi beordrer gerne trykkeriet et passende efterslæb, der går fint i spænd med stolte typografiske fyraftenstraditioner og uvaner. Så risikerer vi da i det mindste heller ingen strejker, med mindre de gode typografer da bliver lovlig forkælede og dertil savner nogen at gøre oprør mod. Vi undgår dermed samtidig to-frontskrig, som end ikke Napoleon og Hitler kunne magte, for vi har sgu rigeligt hyr med vor søde indbildte overklasse.

Lagde I for øvrigt mærke til den genialitet hvormed vi uden videre i cyperspace vupti genindførte noget forlængst i branchen afskaffet, takket være venligt udlån fra Arbejdermuseet? Muligvis er det hvad nogle ville kalde et postmoderne træk, og vi har for år tilbage præsteret det i større udtræk uden at ane det før bagefter.
Hvorfor skriver vi intet om politik: Nej, for da ville vi begå helligbrøde mod vor blogs ånd, for vi råber nu engang nødig i kor; dvs. vi kunne nok, men ganske som med prostitution skal der gode og stærke grunde til. Vi overlader desuden gladeligt det til andre, som disse indrømmet er langt bedre skikkede til, ganske som vi jo også selv frabeder os organiserede klamhuggere. Det er ikke kun et spørgsmål om "viden", men mere om at være den rigtige type til jobbet. Pytagoras "vidste" måske heller ikke så meget om trekanter, men han var åbenbart typen - og drop så alt det uddannelsesvås, flot sagt. Så nul politik her - også fordi vi kun beskæftiger os med de intriger vi påtvinges.

NÅ, lad os gøre stads af andre i dag, som en særligt dekadent og øretævende ytring af det pure overskud. Nuvel, den gode Niels Barfoed har atter skrevet nogle erindringer, og de roses naturligvis på bjerget. I bogen lufter han hæderligt en gennemgående usikkerhed, som også har været meget omtalt. Men den tvivl skal netop roses, for den viser at manden ikke er idiot. Sagen er jo den, at selv hvis han havde begået en kun halvt så god bog, ville hele det ærede kompagni af smagsdommere alligevel skrive og sige nøjagtigt det samme som de nu gør: "En meget vittig og klog, velskrevet bog osv".
Så selv om denne dom utvivlsomt er ædruelig nok, så kan meningskompagniets garanti for den bestemt ikke regnes for noget tvingende argument. På den anden side beviser det dog heller ikke modsætningens sandhed: for fordelen ved at tilhøre kompagniet er ikke blot retten til hæderkronet talentløshed, men sandelig også retten til virkeligt talent, hvis det ellers forefindes.

Endvidere ved Barfoed naturligvis også godt selv, at det ikke er noget stort martyrium at træde ædelt op til forsvar for forfattere med høj status, for dette giver just samme høje status. Hvis han derimod havde gjort det i de lande hvor Rushdie osv. er uglesete, havde det været en anden sag. Men det bliver hans fine gestus naturligvis ikke mindre god af; blot ved Barfoed givetvis selv, at han sikkert også i nogle situationer kunne have trådt tilsvarende i brechen for mindre hæderkronede folk - noget som Christian Braad Thomsen flere gange har gjort. En Jakob Holdt kunne også finde på det. De folk skriver for resten lige så fint som Niels Barfoed, men får modsætningsvis ingen priser. Det er skam ikke Barfoed skyld, men bør dog nævnes.

Nå, men vi indrømmer da gerne at Barfoed skriver glimrende, men kunne til gengæld nævne en årlig udgiver af danske stile på Det Store Forlag, ja i henhold til pålidelig kilde endog en "farlig mand" (Se Informtion d. 12.10) - der altid prises i tilsvarende høje toner. Senest hed det således at "han skriver som en (morsom) engel". Hertil må ulykkeligvis siges, at engle er det mest umorsomme i verden. Vor beklagelige meddelelse og kondolance må dog heldigvis efterfølges af den trøsterige betroelse, at nævnte farlige mand bestemt ikke skriver som en engel, sin uklanderlige ortografi til trods. Så Morlille er alligevel ingen sten, men flyder tværtimod altid ovenpå strømmen.


Hvem skal vi ellers rose? Jo, filmspigerne, filmsdamerne: Helle Ryslinge, Madam Helger, Susanne Bier, Lotte Svendsen m.fl. Sådanne typer har øjne i hovedet samt hoveder at have øjnene i, og tillige hjertet på det rette sted. Jeg så forleden Lotte Svendsen i TV i debat med JP's Flemming "Muhammed" Rose, der ævlede løs på tillært drengespejder-facon om hvad der angiveligt krænkede hans "retsbevidsthed". Sagen er jo den, at udvendige typer uanset politisk observans slet ikke har den slags bevidsthed, men de har lært en masse udenad. Det minder mig om en amerikansk kommentater som engang sagde, at mens Clinton var et menneske der iagttog sin egen psyke, var det tvivlsomt om Bush overhovedet vidste at han besad en psyke.

Men filmspigerne ved det, og de har den rette uforfærdethed, der ofte savnes hos "bog-piger" med deres lovlig store imponerethed af de de anerkendte, direktøren, redaktøren, professoren og den slags. De er skam ikke dummere, men har ofte dels for lidt erfaring og ved derfor endnu for lidt om mændenes verden og de faktiske forhold i jernindustrien, og dels har de ofte et mindre udfarende boheme-væsen. Jeg har af og til set dette hos kunstneriske samt hos anarkiske kvinder: En bekendt ditto så således engang fra cykel en yderst feteret intellektuel yngre stjerne af de mest langfingede med andenhånds "aktier" overalt i kulturlivet, og hun kommenterede kort: "Ham er der vist ikke meget ved". Hun kunne åbenbart se og fornemme den mafiøse netværks-karma umiddelbart på hele fremtoningen og blikket, trods al autoritativ viden på tryk, og det var sgu flot.

Men sådanne kvinder burde der være flere af i dag, for ligesom man engang sagde "Alt er politik", kan vi i dag anderledes realistisk sige "Alt er intrige": for så snart noget er attraktivt kommer hyænerne, og derfor lønnes langtfra altid de rette her i verden. Måske er det noget mange rigtigt gamle mennesker ved, men de orker ikke at fortælle det til nogen, for ingen ville lytte, og hver generation må begå sine egne fejl og herunder nyde den stimulerende illusion om de gamles dårskab.

Selvfølgelig er der en grund til folks frygt for at havne uden for flokken, som vi bohemer altid har hånet - og dette var altså grunden: Uden for flokken er der ingen rettigheder. Lodret løgn er ligeledes barnemad, og vi påtager os gerne at bevise at de der bekvemt måtte le ad vor tese, derved just demonstrerer dens sandhed. Hos "normale" mennesker er denne "viden" en komplet instinktiv og grundmuret forsigtighed, og den findes som før vist selv i Edens Have og i vildmarkens samfund. Så hverken Barfoed eller Rifbjerg er undtagelser.

P.S. Bortset fra nærværende P.S. tilføjet dagen derpå - var dette et dogmerigtigt produceret indlæg. Lidt af en undtagelse efterhånden, men på samme vis er de syndefri jo også i himlen undtagelsen, hvilket dog ikke hindrer os i ligefuldt at hævde det høje ideal. Angeren er desuden næsten lige så stor en dyd som skyldfriheden; så blot vi brødebetyngede noterer vore hyppige frafald, så er også dette i grunden særdeles dogmerigtigt. Genrespecifikt er det også, for kun en ægte blog kan meningsfuldt beklage sine frafald fra ortodoksien, omtrent ligesom man kun om et ægte toilet kan beklage at cisternen er i uorden. Nuvel, just fordi dett eruptive indlæg er dogmerigtigt, kom det på i stedet for et planlagt, der så må gemmes et par dage til, uagtet alle fornemmelser for kronologi.

ARBEJDSFORMIDLING I SYSSLEBÄCK - OG ÅRHUS..

ARBEJDSFORMIDLING I SYSSLEBÄCK - OG ÅRHUS ...
Syd for isgrænsen i det nordlige Dalarna overnattede jeg som sagt i bilen og kørte den følgende dag rundt om Siljan-søen i Dalarna, men dagene er for korte til også at besøge Zorn-museet i Mora. Var dernæst et smut over den norske grænse med de vestgående og derfor atlantisk milde og frodige dalstrøg og tilbage gennem Klarälvens dalgang i Värmland. Sandede, tilpas fugtige jorder med velvoksende fyrreskov og en rig undervegetation af blåbærbuske. Det mærkedes på den sjældent gode bestand af taigaens store hønsefugle tjuren og urfuglen, der på denne tid atter kommer i forårsstemning grundet samme dagslængde og temperatur som i april. De er ellers hårdt ramt af det moderne skovbrug.

Ja, for selv om birke og aspe hernede endnu bærer efterårsløv og tager sig strålende ud fra bilen, undgår det ikke ens opmærksomhed, at det i mangt og meget er et skovindustrielt landskab, man kører igennem. Yders få rigtigt gamle, endsige døde træer – og modsat hjemme i DK tager det under disse klima- og jordbundsforhold mange årtier at genskabe et rigere naturskovspræg.

Nok er det ødemark, men ikke vildmark, bortset fra de talrige sumpede og stenede områder, hvor boniteten heldigvis er for ringe til skovdrift.
I de sidste mange år er vi en del, der i tide og utide har fablet og propaganderet for skovreservater, og mange af slagsen er da også blevet oprettet. Men de er meget dyre i indkøb, og i virkeligheden fylder de ikke nær så meget som i regionalavisernes debatspalter. Stedlige Cepos-agtige korifæer med ”skarpe meninger” og den sædvanlige trang til en ”maskulin profil” for enhver pris kan desværre altid på lodsejernes og diverse brancheforeningers vegne komme til orde i pressen med, at nu er der blevet ”alt for mange” reservater, set nationaløkonomisk og beskæftigelsesmæssigt (hvorom mere nedenfor..).

Så beundrer jeg langt mere de helhjertede, der hårdnakket vedbliver at spille de idealistiske idioters rolle og kæmper videre i en tid hvor det ikke længere er spor sexet at ”forsvare naturen”. De vil altid være eksponerede for nævnte driftige mænds letkøbte spot under humorens sørgeligt ubeskyttede varemærke, i stil med: ”Skal vi måske også snart til at frede udryddelsestruede tuberkulosebakterier?” Ak ja, men som tidligere nævnt skader det ikke spor, hvis vi skam udmærket selv formår at tænke os til den slags ”absurditeter” før fjenden gør det (”Credo quia absurdum”); men vi bør ikke lade os slå ud af kurs af den grund.

Sverige kom ret sent i gang med skovreservater, grundet en mental arv fra de fattige tider, hvor det ville have været uhørt dekadent sådan at lade værdifuldt tømmer stå og rådne ”til ingen nytte”. Men den nye Moderat-regering har skåret ned på fredningsbudgettet og varsler nu yderligere kraftige reduktioner – i en tid med stor økonomisk fremgang. Det er ligesom når man derhjemme begynder at jage de arbejdsløse i en tid, hvor de ellers er ved at komme i mindretal og dermed er blevet en mindre statsfinansiel belastning – i stedet for at frede dem i stil med de sidste naturskove.

Helt galt går det dog forhåbentlig ikke: Den eneste bilist jeg mødte på skovvejene, viste sig således at være ulve-vogter og statsansat fredningsmand: Det førhen specielle er nemlig nu blevet konverteret til en del af det normale arbejdsmarked, omtrent ligesom halvdelen af befolkningen derhjemme i København jo efterhånden er filosoffer. Men som sagt: På områder hvor det virkelig gør nytte på en eller anden vis, er det kun fortræffeligt at ”det gode” belønnes verdsligt og socialt: For ellers ville kun særlingene turde beskæftige sig med det og kæmpe for det – tit måske fordi de alligevel er uden for ”in the first place” og derfor kan gøre en dyd af nødvendigheden.

For især yngre mænd betyder det alt at være gangbar og normal mønt på arbejdsmarkedet og dermed også på kønnenes marked, og det er en naturlig konsekvens af at vi er sociale dyr. Når vi særlinge er så interessante, er det da også kun fordi vi er sære på trods heraf (”quia absurdum”): At en autist uden fornemmelser for samkvem kan være ener, er derimod ikke spor interessant. Af beslægtede grunde er det i henhold til troværdige – kort sagt anerkendte – sadister heller ikke spor sjovt at pine koldblodige dyr uden smertefornemmelser, lige så lidt som nogen jo gider overvære henrettelse af robotter. Humane henrettelser er kort sagt en uting, bortset fra at det er en raffineret og koldblodig form for mobning af dødsstraffens varmeste tilhængere.

Nå, men kort sagt skal vi altså ikke beklage, at jævne folk, der for tyve år siden helt selvfølgeligt ville have spottet ”ulveforskning” og skovfredning som værende en unyttig, uværdig og frem for alt umandig beskæftigelse sammenlignet med at køre en skovrydningsmaskine på ren akkordløn, i dag lige så selvfølgeligt overvåger ulvene på akkordløn. Så længe de bare afstår fra tillige at give den som filosoffer, har de tværtimod min velsignelse.

Ja, selv hvis de også om et par år skulle ”blive filosoffer” i medfør af en eller anden overenskomstmæssig ret til efteruddannelse, så gør det heller ikke så meget: Hvad folk sådan ævler om ud i den blå luft, spiller jo nemlig i grunden ingen rolle, for det har modsat synet på skovene ingen praktiske konsekvenser for vore medskabninger samt efterkommere – hvor utåleligt det så end kan være for min og ligesindedes forfængelighed, at verden altid foretrækker de kunstige nattergale, fordi de ligner verden selv.

Hvis verden blot sagde: ”Vi har ingen brug for filosoffer”, så ville alt derimod være helt i sin orden, for det ville netop sikre filosofien mod at blive forfusket til sin egen parodi. Men i øvrigt er ikke helt sandt at verden foretrækker det jævne, for publikum foretrækker til enhver at se den ægte linedanser. Men den indbildte elite, kort sagt hele den hæderkronede og veldresserede skabs-normalitet ”der bestemmer” i kulturens Over-DK, hindrer efter bedste evne publikum i at møde den ægte vare – om end de så kryber desto mere benovet for de få berettigede som det desværre er for sent at spænde ben for. Omtrent på samme vis blev Shakespeare hånet med skinsyg mistro som en kaotisk angelsaksisk barbar af den europæiske kulturelites latintalende læredrenge, der beherskede de overleverede klassiske former bedre end klassikerne selv – kort sagt til den yderste kedsomhed.

I Värmland boede jeg to nætter i en hytte i ”samhället” Stöllet i Klarälvens dalgang og beså et par urskovsperler såvel som det lokale turist-hotels netforbindelse – thi man har kedsommelige pligtskyldige kontakter med det hjemlige arbejdsmarked, som dog i en globaliseret tid heldigvis kan plejes virtuelt, ganske som forfattervirksomheden. På hjemturen sydpå stak jeg først endnu et smut ind mod den norske grænse, og allerede på den svenske side var det en fryd at høre en helt anden sprogmelodi. Hurra for mangfoldigheden, og jeg vil endda påstå uden noget så banalt som empirisk belæg derfor, at den ene slags mangfoldighed befordrer alle andre slags – simpelt hen fordi det ligesom lyden på TV af de sprog vi ikke forstår, minder os om, at verden er stor samt fuld af forskelligheder og muligheder.

Dernæst kørte jeg videre sydpå langs Selma Lagerlöfs dalgang – Fryken-søerne, omkransede af brændende efterårsbirke. En venlig sjæl gjorde mig dér opmærksom på, at bilen lækkede skoldhed olie ud over det hele: Jeg havde nemlig glemt at skrue låget for olietanken, så eventyret såvel som vor blog kunne let være endt med et fatalt festfyrværkeri. Nu havde vi ellers lige overlevet gårsdagens ”hollyday on ice” (i foregående indlæg). Men alle gode gange tre? Suspense…

Ja, for senere samme dag blev jeg gennemlyst af et hastighedskameras grønne reptilblik – men jeg håber at jeg så nogenlunde overholdt de 70 kilometer; med mindre man da nu er blevet så strenge, at selv to sekunders marginal overskridelse er nok. Ak, ak, man skulle nok ikke have spøgt sådan i utide med klip i kørekortet, for virkeligheden hader spøg og hævner sig altid i ”real time”. Et par kilometers overskridelse finder dog forhåbentlig nåde, med mindre der gælder særlig strenge regler for nykonfirmerede bilister.

Men jeg har garderet mig efter så mange års misforhold til virkeligheden: For min bil står formelt endnu i den tidligere ejers navn, hvilket tydeligvis forbliver en praktisk ordning mellem venner. En sand ven tager nemlig vore synder på sine skuldre og soner straffen på vore vegne. Til gengæld kan han så rose sig af at være en ny Jesus, så sig ikke at han ikke får noget til gengæld. Nå, men hør så det videre forløb:
For en god ordens skyld tog jeg et billede af min bil parkeret foran en yderst beskeden bungalow med det romantiske navn ”Arbejdsformidlingen” i den højtliggende grænsepost ”Sysslebäck” – hvilket navn ingenlunde spiller på det gode svenske ord ”sysselsättning”, selv om det ellers godt kunne være taget lige fra Walt Disney’s ”Kalle Anka”. Ja, for ham Disney var jo svensker og skabte som bekendt også den verdensberømte filmserie ”Jönsson-ligan”.

Nå, Arbejdsformidlingen i Sysslebäck syntes imidlertid betegnende nok at være aldeles ubemandet, af min forgæves tryglende og vedholdende banken at dømme. Men her gør jeg måske atter min omverden ubodelig uret: For måske har man i bemeldte by tværtimod været så nidkære i beskæftigelsens ædle sag, at man af lutter mangel på ledige hænder har ansat egnens døve og døvstumme til herefter at passe bemeldte virksomhed.

Den fotografiske dokumentation for mit behjertede, ja hartad desperate besøg sammesteds vil forhåbentlig efter et kompetancegivende kursus desangående på min hjemlige arbejdsformidling blive føjet til nærværende indlæg i vor allerede klassiske kult- og dogme-tekst.
Åhja: For på Århus Universitet siges man allerede at have ansat en docent til at forelæse om vor blog i mentalitetshistorisk og narratologisk belysning. Selv søgte jeg skam for en god ordens skyld skyndsomst den opslåede stilling efter et lige så stormfuldt besøg på Århus Arbejdsformidling – men blev uforbeholdent afvist grundet svage kvalifikationer i forening med tilstedeværelsen af mange anderledes oplagte, ja rent ud sagt ypperlige ansøgere.

Af såre beslægtede grunde siges man i Hellerup kajakklub lige så konsekvent at frabede sig medlemmer med en fortid som vaskeægte eskimoer – de være nu i øvrigt nok så integrerede og nidkære konvertitter til den danske ånd. Ja, man mener det endda så alvorligt i både Hellerup og Århus, at man tillige frabeder sig enhver spøgefuldhed i den anledning. Og heri kan vi kun give vor enstemmige tilslutning.
”Never mention the war”, siger John Cleese i TV-serien ”Halløj på badehotellet”. I samme ånd siger vi her på bloggen: ”Tal ikke om beskæftigelsen” – men da vi jo nu allerede er kommet for skade at bryde denne såvel som så mange andre af vore dogmeregler, må vi bede om dispensation til et sidste fyndord desangående. Det lyder: Ledende folkeskolefolk skyer oftest gymnasieagtige ansøgere; ledende gymnasiefolk skyer oftest universitetsagtige ansøgere; og ledende universitetsfolk skyer oftest originale ansøgere.

Derfor er sidstnævnte ofte henvist til at søge rent fysiske jobs – som dog heldigvis af nogle læger hævdes at være de sundeste, blot det ikke bliver en vane. Således har jeg i dag afreageret min virketrang ved at rive selvsåede granplanter op i min smålandske hjemegns naturskove – for granerne kvæler både de andre træsorter og blåbærbuskene til stor skade for urfugle og tjur. Disses naturlige forbundsfælle skovbranden er nemlig i vore dage næsten ophævet, og der kommer jeg og arbejdsformidlingen altså ind i billedet.
Fordelen ved dette veritable Sisyfosarbejde er at det giver mig pligt til at holde ud år efter år, omtrent ligesom de forældre der helt ind i oldingefasen vedbliver at pleje deres dybt handikappede afkom, mens de med foryngende lysegrønt håb stadig fromt venter på det medicinske gennembrud – velsagtens under den ufejlbarlige gamle devise ”Næste år i Jerusalem!”

AD ISLAGTE VEJE TIL BLOGGENS POETIK...

AD ISLAGTE VEJE ...
Med eneret og arveret
En genre behøver ingen højtravende legitimation, lige så lidt som en elefant eller en trane. Men det kan alligevel være sjovt engang imellem at reflektere over denne og hin genres væsen. En blog som vor egen, der ikke er afledt af et borgerligt hverv eller en politisk eller anden interesse, finder og udvikler sit iboende væsen så at sige ubevidst, omtrent som musikken, hvis genrer jo heller ikke udspringer af planlægning. Det irrationelle tals pi’s decimaler viser sig ligeledes først i praksis, og man kan ikke komme til det tiende decimal uden først at have beregnet de foregående decimaler.

Dette såkaldt rekursive træk er kimen til den selvreference, som i en eller anden udstrækning findes i al litteratur. Blot noget så kedeligt som at holde den røde tråd kræver jo at man ser sig tilbage uden dog som Lots hustru at forfalde til tavs stupor; og endnu mere krævende bliver den kunstart, når en tekst løbende udvikler sig med tilbagevirkende forbindelser på flere niveauer på en så kompleks måde, at den resulterende komposition næsten kan minde om en organisme – lige bortset fra at en organisme præsterer selvopholdelse som fysisk realitet, hvorimod en tekst kun lever når den læses eller skrives.
Hos folk med særligt hang til de mentale processers rekursivitet kan det ytre sig ikke blot i den komponerende bevidsthed, men også manifest i teksten selv på indholdsplanet. Men hvis ikke det sker spontant og så at sige ægte patologisk, mister det den ægte sygdoms dekadente charme. Som med alt andet gælder derfor også her, at når først det bliver mode, bliver det forfusket og plat og mister den iboende idé-genererende højspænding.
Men hur som helst kan bloggen ganske som brevet eller romanen udvikle sine iboende muligheder, hvilket så atter kan give anledning til selvrefleksion. Et blogindlæg kunne således bestå i en analyse af den rekursive udviklingslogik i et enkelt eller i en serie tidligere indlæg. Således kan vi nævne, at indlægget ”Dogmeregler fra Jesus til gratisaviserne” helt og holdent tog afsæt i en indrømmelse af, at vi havde forbedret vort foregående indlæg og dermed forbrudt os mod vore selvvalgte dogmeregler. Det blev så anledning til en lille surrealistisk forestilling.

Indlægget ”Guds opsang til læserne” tog tilsvarende udgangspunkt i det forhold, at vi tidligere har mindet vore abonnenter om, at de er i økonomisk restance; og dets hovedtema var spørgsmålet, af hvem vi helst ville anerkendes, som ganske vist ikke var eksklusivt blogspecifikt, men dog ret blogspecifikt – på samme måde som forelskelse ikke er eksklusivt ungdomsspecifikt, men alligevel temmelig ungdomsspecifik.
De to nævnte indlæg ville grundet deres blogspecifikke træk ikke kunne trykkes separat som kronikker eller en art noveller uden en indledende kort forhåndsoplysning herom. Nogen praktisk hindring er dette imidlertid kun for den, der allerede på forhånd har besluttet, at det er umuligt: For nævnte forhåndsinformation er jo lige så let at bringe som den oplysning, at det der følger er en et uddrag af en afdød politikers dagbog. På samme vis offentliggør man som bekendt også dele af en brevveksling med et par indledende linier som forklaring.
Det fjollede er blot, at hvis først man er oppe mod lænkehunde der obsternasigt stiller sig på bagbenene, fordres der i praksis oftest megen selvhøjtidelighed til at fremture uberørt, da sagen jo ikke tjener et så at sige højere formål. Når man tvinges til at kæmpe for sin ret, fikseres man let i en ucharmerende blindgyde, hvor selv samme ret risikerer at forvandles til sin egen parodi. Og heri ligger just den perverse form for genialitet i de benspænd, som hine enkelte ”more often than not” må regne med. Man smittes så at sige af dem der kaster rådne lig ind over ens belejrede palisader, og overlader måske til slut hellere byttet til hyænerne for ikke at ende som Ibsens ”folkefjende”.

Nå, men nu kom vi pludselig til at referere til bloggen som potentiel udgivelse, hvorved vi faktisk igen kommer ind på noget genrespecifikt, selv om det umiddelbart var en digression. For bloggens latente bagvedliggende bevidsthed kredser netop altid i nogen grad om spørgsmålet om læsernes eksistens som andet end en tænkt størrelse, såvel som drømmen om en mere uomtvistelig og påviselig virkningshistorie – omtrent lige som Gud jo i sin tid til sidst ikke kunne nære sig for også at springe ud som menneske på inkarnationens vilkår, om så også forsynet med en nødraket samt en officielt lurmærket vetoret, just in case.

Vi skal ikke tærske langhalm, men sluttelig må vi nævne, at udover at bloggen ligesom brevet og romanen har sin særlige selvbevidsthed, som undertiden bryder manifest ud på indholdets plan, har alle disse forskellige litterære genrer naturligvis også nogle genre-neutrale fælles træk. Således kunne man sagtens analysere det kompositoriske forløb også i de blokindlæg, der helt eller næsten savner blog- specifikke træk. På samme vis kan et meget sagligt brev undertiden helt savne brevets genrepræg på stilens og indholdets plan. I sådanne tilfælde er det derfor alene selve præsentationens ydre ramme, der som det definerende logiske minimum gør genren åbenbar: For modtageren af et frankeret brev med afsenderangivelse og indledende adressattiltale kan naturligvis ikke tvivle om at der er tale om et brev – uanset om indholdet så er et digt, en afhandling eller tørre fakta om hårde hvidevarer.
Et sådant brev savner på indholdets plan brevets unikke genretræk, som således ikke er logisk nødvendige træk ved et brev – omtrent ligesom en balkon nok er et bygnings-specifikt fænomen (Månen kan således ikke have en balkon), men dog ingen logisk nødvendig og obligatorisk egenskab ved enhver bygning.
Men et sådant brev har naturligvis så nogle andre tekstlige egenskaber. Og hvis der nu er tale om en komposition af indtryk og tanker, så vil kompositionen i sin kompleksitet naturligvis også kunne belyses og artikuleres på linie med andre litterære tekster. Vi tænker her på samspillet mellem forskellige logiske niveauer, f.eks. når en digressions digression undertiden fører overraskende tilbage til den røde tråd i henhold til den gamle regel, at to gange minus giver plus, eller på anden vis kan legitimere sin parentetiske fremturen ud over enhver berammet taletid.

Et eksempel på et blogindlæg af denne art er ”Zen og kunsten at undgå klip i kørekortet”. Indlægget nævner ganske vist indledningsvis blogge som fænomen, men kun som et eksempel på vor tiltagende emancipering fra arbejdet som universalnøgle til vor identitet og sociale adkomst – og til slut nævner teksten da også sig selv som blog. Men ellers handler hele det farceagtige stykke om livets forvirrende, men desto mere underholdende karma i modsætning til den Nirvana-lignende klarhed i enhver art højere oplysning – såsom just nævnte oplyste frigjorthed fra arbejdets og den trykte publicering som legitimation. Og tekstens surreelle farcetræk illustrerer da også selv inkarnationernes anderledes høje underholdningsværdi – men antyder tillige derigennem at der gives former for oplysning, der ligesom tallet pi’s decimaler ikke kan opnås på anden vis end gennem de mange underholdende inkarnationers trinvise træk af tilsyneladende omveje og vildveje.

Af til kan det således være interessant at oparbejde artikuleret bevidsthed om noget, som man ellers blot afkoder fortløbende – og det gælder tekstens forfatter i samme grad som tekstens læser. Men skribenten som læseren fornemmer skam undervejs, om teksten holder, og om den svinger, med erfaringen som ballast og intuitionens sporhund som detektor, og de efterprøver det også tit – omtrent ligesom sporhunden der stikker snuden verificerende helt ind i den fundne klump hash, med fare for at nyse så kraftigt at bevismaterialet spredes for alle vinde.

Men ellers kommer analytisk artikulation oftest først ind i billedet, når man skal forklare og beskrive sin intuition for andre, samt når man skal overbevise tvivlere om dens rigtighed: F.eks. folk der hævder at savne den røde tråd eller noget andet. Men tvinge nogen mod deres vilje er umuligt: Pytagoras kunne således nok bevise sin læresætning, men vrangvillige ville altid kunne fastholde, at for dem var beviset noget farligt rod, samt at alle Pytagoras forsøg på at gøre det uigendriveligt blot bekræfter deres indtryk – vel at mærke så længe de er i majoritet og derfor ikke risikerer selv at blive til grin.

Derfor kan hin enkelte ikke besejre et kollektiv af konsekvent vrangvillige på anden vis end ved at indhente støtte hos instanser, hvis autoritet de aldrig har anfægtet og derfor er nødt til at tage til efterretning for ikke at slå sig selv på munden. Men hvad gør hin enkelte så, hvis nu nævnte instanser er lige så vrangvillige som de der anerkender deres autoritet. Nævnte vrangvilje kunne således om selv den mest geniale blog bedyre, at den er noget slemt pjat – samt henholde sig til at det jo nok også er derfor, at den rettelig ikke har fundet nogen forlægger, og at selv forfatteren trods alt ikke har haft frækhed nok til at stjæle en seriøs forlæggers tid, men nøjes med at spilde sin egen desto mere uhæmmet (tabet er til at overse, skulle vi hilse og sige).

Men anyhow – hvis nu vi lægger nærværende lille afhandling ud på bloggen, vil den netop ikke være noget særlig blog-specifikt indlæg, selv om den rigtignok omhandler bloggen som litterær genre – lige bortset fra at vi just nu alligevel kom til at referere til nærværende tekst som endnu et knopskud på vor blog. Ja, for ganske som det er afhandlingsspecifikt når en afhandling af og til omtaler sig selv som sådan (” I sjette kapitel vil vi uddybe dette problem nærmere osv.”), og ganske som det er brevspecifikt når et brev omtaler sig selv som brev (”Som jeg flere gange tidligere har mindet dig om, osv.”) – således er en blogtekst blogspecifik hver gang den omtaler sig selv som sådan eller tiltaler (de virtuelle) bloglæsere som sådanne.
Som fremgået er det indholdsmæssigt særdeles blogspecifikt, når en blog bekymrer sig om sine læsere – og just af samme grund bliver en blog for alvor interessant, når den overskrider, besejrer og forvandler ethvert anstrøg af surrogat, ligesom når ørnen går op mod vinden til hidtil usete højder. For derved sublimeres det inferiøre erstatningspræg til en uerstattelig kunstart i sin egen ret, "sui generis".
Dagens tekst kunne derimod næsten lige så godt have været en kronik eller en forelæsning – men det interessante er da netop, hvorledes en sådan helt uventet drejning dog organisk kan fremgå af bloggens iboende logik – ikke som bondeangerens frygtsomme og vantro tilbagefald til anerkendte former, men som en evolutionær gen-opfindelse; omtrent ligesom når helt forskellige dyreslægter parallelt udvikler nogle fælles træk.
Vor langt ud over bloggens berammede taletid parentetisk fremturende afhandling adskiller sig endvidere fra normale blog-indlæg ved at være skrevet på håndholdt maskine uden net-forbindelse, i en bil hvori jeg alligevel er nødt til at tilbringe natten uden andre underholdningsmuligheder, strandet et sted i Nordsverige med islagte veje.
Hvis vore læsere er stedt i en lignende situation, vil de forhåbentlig være lige så taknemmelig for vor udvej som vi selv.
Hvis læserne imidlertid stadig keder sig ved dog at blive mindet om for længst omskårne gamle former, skrevet af pligt og læst af pligt – så kan de dels trøste sig med at være i godt selskab; dels kan vi underholde og godtgøre dem ved at fortælle om, hvorledes vi med nød næppe uden vinterdæk overlevede en lang og slingrende rutsjetur på islagte landeveje ned gennem Härjedalens snepudrede bjerglandskaber – hvor vi sammen med vor blog endda nær var røget med som illegal bifangst, da en altædende snerydningsmaskine kom fornøjet masende i ekspresfart op ad bakke for med stolthed at yde sit bidrag til beskæftigelsesstatistikken i den nærmeste by.

Se, den historie ville vi jo aldrig have fortalt, hvis dette havde været en kronik eller en forelæsning, for disse forventes netop ikke ligesom dogmerigtige blogindlæg at blive afskibet simultant med deres tilblivelse i ”real time”; og derfor vedkommer skribentens fortløbende tilstand samt alle hånde tilstødende tildragelser såsom distraherende toiletbesøg og andre inkassosager ikke læserne. For selv om enhver skribent jo ret beset ligeledes befinder sig i én eller anden situation i ”real time”, så forventer vi at bog- og kronikskrivning netop sker i de kedelige, begivenhedsløse mellemrum og tilstande af ro – just som en art kærkomne undtagelser fra livets forbandede ”real time”.

Og således blev også dette indlæg dog til slut temmelig blokspecifikt. Og selv om det ganske vist ikke blev konciperet dogmerigtigt i netforbindelsens ”real time”, som genrens ortodoksi foreskriver, så blev det altså i en noget anden forstand i højeste grad til i ”real time”, trods megen efterfølgende og lige så uortodoks korrektur. Velsagtens som en moderne pendant til klassikeren ”Zen og kunsten at køre på motorcykel”. For alle veje fører til bloggen.

ZEN OG KUNSTEN AT UNDGÅ KLIP I KÖREKORTET

ZEN OG KUNSTEN AT UNDGÅ KLIP I KØREKORTET
Vi behøver ikke længere at leve af det vi er gode til – for der er overskud og tid til andet end arbejdet, modsat i de gode gamle dage. Med mindre man da falder for et prestigejob med indbyggede obligatoriske ”udviklingsmuligheder”, men held og lykke med det. Anerkendelsens og levebrødets veje vil i fremtiden være mindre tæt sammenkoblede, og det vil stå klart for enhver at Cepos-drengenes calvinistiske tyrkertro på indtjeningen som målestok for kvalitet og samfundsnytte ikke holder ret mange meter i åndens verden. Således tager Cepos-folket sig dels utvivlsomt godt betalt for deres ensformige retoriske svendestykke, dels har de vist ikke selv opbygget produktionsvirksomheder.
Bloggerne vil også i stigende grad give de trykte medier baghjul, efterhånden som det går op for almenheden, hvor meget vilkårlighed der råder og alle dage har rådet, takket være de brave dørvogteres ædle race. Dertil kommer naturligvis alt det med uøkologisk papirspild samt spild af kostbar plads i de små hjem i overbefolkede storbyer. Eksklusive udgivelser er en anden sag, men de er sjældne – især nu hvor det bliver åbenbart at de måske ikke altid er så eksklusive som udstyret foregiver. Til gengæld vil der blive en uendelig mængde forfattere, komponister osv. uden selvkritik, just fordi de vel kan være lige så gode som alt det der sælges. Og hvis vor egen blog skulle være et slemt eksempel herpå, beviser det i det mindste vore profetiske evner.

Nuvel, hver tid har sine problemer og fordele. Meget i vort liv bliver noget flagrende, men måske vil mange andre ting komme til at fremstå ”ikke stykkevist og delt, men klart som i et spejl”. Dog næppe lige så klart som Nirvana, der som bekendt er det allerfineste og slet intet fylder. Inkarnationerne er derimod noget rod, og just derfor fylder de så meget – ganske ligesom selv det mest banale billede angiveligt fylder langt mere i end computer end Newtons og Einsteins lære tilsammen; og ligesom tykke bøger kun sjældent er de bedst tænkte. Til gengæld er inkarnationerne nok anderledes underholdende end Nirvana. Tænk således blot på alle de minderige klip i kørekortet, som livet giver. Åh, og må vi mon for resten i den anledning ikke nok få lov til at fortælle en opbyggelig anekdote?

For et år siden pådrog jeg mig hele to bøder på engang ved som cyklist at præstere at overtræde to trafikregler samtidig. Men derved fik jeg automatisk tillige et klip i kørekortet som en særlig bonus for den betænksomme logistik, hvormed jeg jo således kun ulejligede vor underbemandede ordensmagt en enkelt gang i stedet for to. Men hør så bare her! Jeg fik først nemlig for ganske nylig kørekort og havde følgelig dengang endnu intet kort at klippe i.

Og ved De hvad klip i kørekortet har til fælles med vindkraft og selvtillid? Hvis ikke kan De godt droppe alle drømme om ansættelse ved politiet, for det kræver mere snilde end som så; men prøv i stedet postvæsenet: Selv om De er analfabet, gør det nemlig ikke så meget, for det er mange af adressaterne såmænd også. Nuvel, I er dumpede hele banden, men her er så løsningen på politi-testen, som end ikke den famøse intelligensprofessor Helmuth Nyborg kunne bestå; men det gør som sagt intet, så længe han bare vil være professor. For en professor forholder sig til sine studenter, lige som postbudet forholder sig til sine adressater.

Men altså, for alle de nævnte tre emner gælder, at de er yderst fordærvelige varer, der desværre ikke tåler lagring til magre tider, men skal bruges med det samme. Nu kommer pointen: Derfor er det nemlig, at færdselspolitiet ikke kan troppe op ”post festum” og klippe i mit fine nye kørekort, trods bemeldte skarpsindighed samt alle hånde moderne logistik.
Anderledes er det derimod med Oldemors fine spejl: Det kan lagres, og hvis De absolut vil sælge, skal De derfor netop ikke vente til den dag, hvor De står og mangler pengene og derfor er stedt i en svag forhandlingssituation: Nej, sælg det i en periode af overskud og kongelig ligegyldighed, der tillader Dem at spille kostbar!

Helt modsat forholder det sig med skribenter der virkelig har noget på hjerte, for dels kan vindkraft som sagt netop ikke gemmes til bedre tider, dels fattes riget oftest både ære og penge. Så står stjernerne derimod langt gunstigere for de typografiske slagterhunde, der på byens værtshuse betror hinanden, hvorledes de hos deres chef har forhandlet sig til drabelige honorarer for et eksklusivt interview med en bedrageridømt eks-borgmester eller en psykopatforvaret abortlæge, der har oppebåret en betragtelig sort biindtægt ved at levere dagfriske, nyslagtede fostre til en økologisk Shawarma-bar.

Fordelen ved en blog er at den i det mindste ikke kan aborteres – men til gengæld kniber det desværre gevaldigt med de sorte indtægter. Men dem kan vi som sagt i vore dage altid skaffe på anden vis, f.eks. ved at bistå på den lokale Shawarma-bar. Derimod må vi påregne at intrigante klatrere i råd og nævn vil bandlyse vor blog som et kaotisk misfoster: Thi det er for sådanne honette naturer ubegribeligt, skræmmende asocialt og endda naturstridigt, at nogen sådan kan foretage sig noget for egen regning ud i den blå luft, helt uden fornuftige rammer, garantier og forhåndsaftaler samt behørig godkendelse i bemeldte råd og nævn.
Nej, så kan vi i vort faglige og kunstneriske udvalg langt bedre forstå den før nævnte abortlæge, for nok var han en skurk i sit valg af midler – men dels generede han i det mindste kun fostre og ikke fornuftige folk med sine ulovligheder; dels havde han et fuldt forståeligt og rationelt mål med sin handlemåde, hvilket tilfører sagen et stærkt formildende moment af forudsigelighed, som vi i udvalget mener bør komme ham til gode ved strafudmålingen. For just mangel på forudsigelighed er et slag i ansigtet på enhver logistik, og dermed tillige en hån mod al samfundsdannelse.

TROLDFJELDET...

Den förste puddersne, mange timers vandring op ad terrasser med äldgammel granskov samt bundfrosne moseströg med klukkende bäkke; enkelte kalkunstore tjurhaner baskede op, et par hjerper ( mini-tjurer på störrelse med agerhöns), friske elgspor - sådan er taigaen: for drömmere samt for meget tålmodige realister, der skal overleve. Men man får til gengäld snakkesaligt selskab af grå- og rödbrune lavskriger med deres blöde og lydlöse termo-fjerdragt: näre sibiriske slägtninge til skovskaden (engelsk: Sibirian jay), men langt mere tillidsfulde end denne uhyre nervöse og håndsky kragefugl.

Thomas Mann har en fabelagtig beskrivelse af fortabelse i sneen, om dröm og dödsdriftens längsel efter at give slip på selvopholdelsens städige Sisyfos-vandring - i romanen Troldfjeldet". Gruer for hjemkomsten til bläsende, regnfulde Janteland med dets magtfuldkomne manipulationer til fordel for håndgangne ny-döbte og derfor ubrydeligt solidariske bandemedlemmer samt nöje udvalgte kvindelige klakörer anno 1900 med blindt loyal beundring for overordnedes ufejlbarlige visdom.

Ubetinget loyalitet er en dyd hos en hund, men ikke altid hos et menneske - men mange folk i ledende stillinger foreträkker fölgerigtigt nok bensnärende länkehunde som deres forlängede arm. Kritik tages derimod som illoyalitet - men i övrigt er vi alle, modsat muslimerne, nogle drabeligt frisindede og oplyste individualister. Vi lever i en skräkkelig tid, hvor selv normale flinke folk ender som monstre af forhärdelse, fordi de skal leve op til lederroller, der löber af med dem.
Nå, man er nok heller ikke selv for konsekvent: for den forbandelse der har fremtvunget ens "stil" og mange af ens erkendelser, burde man jo egentlig velsigne. For derved bliver også forskellen til "mainstream" åbenbar for enhver.

Men som sagt: Besynderlige leder-rokader akkompagnerede af lutter pokerfaces. Ak, de mest usandsynlige motiver er i virkeligheden tit de mest sandsynlige, just fordi ingen troskyldige brave borgere finder dem spor sandsynligt. Af beslägtede grunde ville jeg sikkert kunne blive en ypperlig kriminel - og bliver det måske også til sidst i henhold til "det ledige standpunkts" ubönhörlige logik.

Dagens Nyheter og Svenska Dagbladet fortäller nu om en vis oplagsfremgang, og i dag er der omsider atter tänksomme, fölte artikler og reflekterende anmeldelser i stedet for vor tids to avisfaldgruber: på den ene side (selv i deres liniebetalte, men i övrigt gratis oprörsattituder) konventionelle akademikerdrenge der skal overgå hinanden uden virkelig at have fölt, set, anet og tänkt (sådan cirka i den räkkefölge) noget genuint. På den anden side letbenet friskfyragtig typografsnak, som enhver gratisavis kan göre lige så godt. Den tredje faldgrube er tabu, men hedder nidkär jalousi over for alt hvad der nägter at falde til patten, dvs. at falde i de to förste faldgruber.
Nå, gold kritik er også en faldgrube, for selv om det er lettere at komme gennem med, er det vandgröd sammenlignet med den ägte vare, så den får I nu som tidligere bebudet, under näste rubrik. Vi snakkes ved hjemme i Janteland. Men for Taiga-fotos se Google under "Ocean of firs".

15-ÅRIG BJÖRN DRÄBER 50-ÅRIG MAND

Avis-branchen og dens sprog er for alvorlig en sag til at spöge med, i modsätning til alt andet i verden. Thi vi ved fra os selv, at de skrivende er de allermest fölsomme själe, og derfor ofte også de mindst tilgivende. Men som turist i fremmed land nyder man heldigvis en vis "license", omtrent ligesom moderen ved börnefödselsdagsselskaber gerne fremhäver og skamroser födselarens sidemand og bonkammerat, hvor umulig han end i virkeligheden er.

Imidlertid har en björn i går dräbt en jäger samt hans hund lige uden for den lille Valsjöbyn i Jämtland, hvor forfatterinden Kerstin Ekman i årevis boede. Tilsyneladende forsögte manden at forsvare sin hund - og ombyttede roller er et uhyre farlig eksperiment, omtrent som dengang Gud forsögte sig som menneske, eller som når höje folk i råd og nävn samt hang til kontrol forsöger at give den som skabende kolleger til dem som de langt bedre egner sig til at kontrollere - eller som når kreative typer forsöger at holde den kedsommelige og derfor höjt agtede röde tråd.
Åh, apropos röd tråd: Var björnejägerens skäbne for hård? Tja, når vi ofte jamrer over vor egen skäbne, er det jo fordi vi holder vort helbred, vort fädreland og andre fordele rationelt adskilt fra vore klagepunkter og plageånder i livet. Men folk med religiös eller anden skäbnetro har den styrke at de så at sige holistisk kan udligne livets plusser og minuser på tvärs af saglige gränser og derfor kan takke Herren for alle de store fordele, som vi andre tager for givet som noget vor klagesag uvedkommende.
På den anden side skal man vogte sig for folk der siger, at man kan sagtens, for ikke själdent er det de mere privilegeredes måde at forsvare deres privilegier. Det er den slags folk der kollegialt begräder ens "tilstand" og tilråder én at acceptere sin skäbne for ikke at blive sindsyg, men som underforstået desvärre ikke er professionelle behandlere og udtrykkeligt slet, slet ingen indflydelse har...En indbrudstyv taget på fersk gerning kan ligeledes ofte have helt ret i, at man kan sagtens, men det forbedrer jo själdent hans retlige eller moralske position.

Läsere af verdenslitteratur henvises til det foregående indläg - og vist nok også det efterfölgende. Hvorfor er jeg forresten ikke kommet videre? Fordi jeg karakterneurotisk ikke kan beslutte mig angående bilens deponering, hvortil kommer bedre vejr igen. I går länge ude, til slut så jeg min gamle ven kongeörnen, som tydeligvis genkender mig, men som ikke desto mindre har flyttet sin redeplads. De er nemlig mestre i at skjule deres kämpereder i en träkrone med nästen lutter blinde vinkler fra jordperspektiv. Stakkels mig...

GUDS OPSANG TIL LÄSERNE

GUDS OPSANG TIL LÆSERNE
Af hvem ville vi helst roses? Spørgsmålet er retorisk, for vore læsere tilkendes ingen klageret, før de har fået deres før beordrede gældssanering bragt i orden. Åh-ja, hvordan går det egentlig i den sag? Ikke at vi på nogen måde vil antyde kriminelle forsæt, for tværtimod hjælper vi Dem netop mod den slags urimelige mistanker ved endnu engang at erindre Dem om vort lille økonomiske mellemværende.
Men som sagt, af hvem ville vi helst roses? En pensioneret svensk forbryder med sammenlagt tyve år bag tremmer betroede mig engang, at han tilhørte den hæderlige klassiske gamle stamme af bankrøvere, modsat vor tids perverse afskum helt uden stil. Kort sagt, han var højt respekteret af såvel landets største banker som politiet og var således i grunden en hædersmand. Kort sagt vil vi mennesker helst roses i de anerkendtes samfund.
Hvis nu Klaus Rifbjerg roste vor blog, ville vi da indrømmet heller ikke fortie det ude i byen, og det så meget mere som han jo dårligt kan mistænkes for at være blevet besnæret til det på vort kære lille "Over-Danmark"s sædvanlige børnehavefacon. Det bliver jo ofte lidt pinligt når meget anerkendte folk offentligt roser hinanden, for folk i samme klub vil naturligvis altid gerne jobbe klubbens kurs op efter denne recept: ”Siden Over-Danmark anerkender også Dem på Deres felt, tvivler jeg ikke et sekund på Deres kvaliteter”. Hvis de ukendte roser hinanden, kan også det dog have samme psykologiske karakter: ”Alle os, der holdes udenfor, fordi vi er for gode…”.
Ja, faktisk er sådan miskendthed ret anerkendt, hvis ikke ligefrem frygtet i smug ude i byen, for De skulle vide hvor mange gange uklanderlige akademiske gulddrenge ligesom i en art solidaritet har betroet mig, at de skam ”også” var en slags outsidere i miljøet. Det er sådan en art indirekte indrømmelse, og mere må man ikke forvente – så meget mere som det, når sandheden skal frem, ikke sker ret tit.
Det mest tilforladelige er når en kendt roser en ukendt, samt når en ukendt roser en kendt. I begge tilfælde kan det nemlig oftest tages for pålydende, for i begge tilfælde er der sjældent bagtanker. Dog sker det at folk roser de forkerte blot for at undgå at rose de rigtige: Således kan en af samfundets spidser udmærket give den som ”storsindet” ved at skamrose et Guds ord fra landet, blot for desto mere troværdigt og effektivt at kunne fortie andre ukendte, som i virkeligheden imponerer den store mand en hel del mere.
Men hvis jeg nu betror Dem, at Jørgen Nørgaard på Strøget engang fortalte mig, at det var sjovest at tale med almindelige mennesker, så er det interessant: Her forelå tydeligvis ingen skjult dagsorden. Og selv om vi ved at fremhæve den kendte mands ord let kunne minde om førnævnte bankrøver, der varmede sig ved de lovlydiges angiveligt høje respekt, så er det nu med god grund at vi nævner fyndordets herkomst: For som fremgået ovenfor ville udsagnet jo ikke virke nær så stærkt og oprigtigt, hvis denne hyldest til det almindelige var blevet fremført af et ”almindeligt” menneske. Så vi er lovligt undskyldt.
Men i øvrigt er det indrømmet sjovt, hvorledes vi det ene øjeblik kan fremhæve det almindelige og i næste øjeblik klandre mange af ”Over-Danmark”s store mænd for at være ret ordinære. Men det er jo nu engang langt mere rosværdigt at være af højere værdi end pålydende, end det modsatte.
I almindelighed vil vi imidlertid helst roses af folk med en helt anden baggrund end vor, for det er det bedste fingerpeg og udelukker såvel faglig jalousi på den ene side som professionel klubforbrødring på den anden. Men er personen oven i købet højt anerkendt på sit eget felt, kan vi bekvemt og autoritativt henholde os til hans eller hendes ord over for andre, selv om det ikke nødvendigvis varmer så meget mere i sig selv. Jo-da, også dét er skam overgået os nogle gange, tag ikke fejl. Vor fantasi forslår desuden i almindelighed kun til at viderebringe det selvoplevede, gerne udsat for passende mutationer og krydsninger, så vi lyver alene af denne grund sjældent.
Eftersom vi jo skriver for et udvalgt publikum med en højst virtuelt betalingsdygtighed, skal dets fortsatte gunst imidlertid ingenlunde underkendes. For så snart man er ude over forskningsfasen, så at sige, føles det lidet tilfredsstillende at fremlægge sine resultater for lukket skærm i andet end algebraisk form. Vi kan heri henholde os til Montaigne, der jo på lignende vis skrev for et ret imaginært og utopisk publikum i en hidtil uset halv-privat stil, hvis hele diktion og leje var unikt betinget af just disse produktionsbetingelser.
Ganske på samme måde forholder det sig jo for os; hvorimod en af Gyldendal forhåndsbestilt ”blog” af et korifæ omvendt nødvendigvis vil blive enten et plagiat, et redaktionelt misfoster eller en meget tynd kop te – kort sagt en ret barnagtig affære, der dog sikkert ville blive rost af kollegiale anmeldere i litteraturens statsrevision og læst af lærevillige bloggere med forhåbninger om en lignende ydre medgang.

Ha! Her vil vort ærede publikum med deres såre virtuelle betalingsdygtighed kunne genmæle: ”Hør engang, skal De nu også give den som Montaigne? Og forholder det sig ikke med Dem som med de vidtløftige personager der anser sig for inkarnationer af en bunke verdenshistoriske figurer gennem tiderne, men hvis så at sige ”alternative” anerække slet ikke tæller nogen almindelige mennesker – der jo ellers, som vi så ovenfor, skulle være de allerfineste? Ja, for snart giver De den som Kierkegaard, snart som Jesus, snart som kommissær Columbo, snart som Allah og altså nu tillige som Montaigne. Men samtidig har De den ubetalelige fräkhed tydeligt at lade skinne igennem, at De i grunden burde kåres som Jordens hidtil mest fordringslöse menneske - selv om De jo som en logisk konsekvens heraf og som et yderligere kors på Deres tornefulde vej er afskåret fra at sige det lige ud.
Undskyld os, men hvad fanden er meningen? Styr Dem dog, menneske, og vælg som vi andre en anstændig rolle i tilværelsen i stedet for denne umandige flagren! En smule beskedenhed og proportionssans ville være klædelig, også selv om der indrømmet er noget afvæbnende over selve den naive troskyldighed, hvormed De så frejdigt fremturer hinsides alle fornuftige grænser.”

Vi indrømmer, vi indrømmer, dér fik I os omsider i saksen – lige bortset fra at en mere blasfemisk anlagt blogger uimodsigeligt kunne replicere med det retoriske modspørgsmål, at hvem andre end just Gud formår uden selvmodsigelse således at inkarnere en hvilken som helst rolle uden at stå til indlæggelse? Det minder os for resten om en blasfemisk anekdote fra det virkelige liv, idet psykiateren Erling Jacobsen spurgte en skizofren patient, hvordan i alverden denne på engang kunne være indlagt på lukket afdeling og samtidig angiveligt have sæde i de højeste engles råd i himlen. Patienten svarede nemlig uigendriveligt: ”Jo, jeg kan godt, for jeg er skizofren”.

Nuvel, så blasfemiske tør vi ikke være her, men kunne vi mon ikke ligesom det svenske ”Aftonbladet”s yderst jævne blogger-stjerne forsvare vore skandaløse eskapader ved at erklære dem for et litterært eksperiment hinsides vor egen borgerlige person? Ja, der er sågar dem der anser Jesus for just et sådant litterært eksperiment fra Guds side, og dermed tilsvarende hinsides Guds borgerlige person og ansvar. Karen Blixen erklærede af samme grund ligefrem Jesus for et taktløst påfund fra Herrens side.
Ak, ak – dér ser I selv: Vi bliver ikke spor mere mådeholdende, selv når vi oprigtigt forsøger efter bedste evne, for nu giver vi den jo pludselig som litterære kolleger til Gud, vel at mærke blot knap så taktløse. Men som allerede Job’s Bog bør have lært jer, så får Gud altid det sidste ord. Således også her: Ja, for hvad bliver det egentlig til med den gældssanering? Sker der mon snart noget i den sag, så vi måske kunne komme lidt videre i teksten? For det er en dum gammel overtro at guder skulle kunne klare sig uden penge.

TILBAGE FRA NATUREN

Dagene er korte og vejret lidt ustadigt, og vi opfordrer interaktivt til gode råd om, hvorvidt vi skal deponere bilen under en presenning heroppe eller köre den ned til Sydsverige. Vildtet holder sig skjult, bortset fra en flok urfugle der fouragerede i nogle birkekroner. Landskabet snart gennemfotograferet, forresten nok så smukt med delvis lövfrit grenvärk. Men nogen må kunne läre mig at lägge billeder på bloggen, for selv om kostbare 6x7 cm film stadig er overlegne, har jeg omsider suppleret med digitalt.
Jeg er nemlig partielt idiot, og det kan man som bekendt leve godt af - hvis ens idioti da ikke som i mit tilfälde desvärre tillige omfatter enhver art forretning. Selv hvis jeg blev höjeste mode, ville de falske Dimitri'er löbe med både prinsessen og det halve kongerige.

Naturfolkene er både romantikere og realister - selv er jeg kun romantiker og har derfor själdent held med storvildtet, for jeg leder der hvor jeg synes de ville väre klädelige snarere end der hvor maden p.t. er mest rigelig. Dyrene er nemlig også realister. Forresten kan jeg ikke tänke endsige huske i naturen, men det er jo heller ikke meningen.
Til tröst kan jeg fortälle at min dekadente kulturside har hävnet sig og atter spontant sammenbrygget en surrealistisk trumf over virkeligheden. For som man forstår, bruger jeg ret gennemfört kompensation som uovertruffen energikilde.

HINSIDES BLOGGEN

Bilen har overlevet stedmoderlig mishandling i mit fravär. Nåja, andre har vel også ret til at väre bohemer på deres måde. Skönt at komme ud, og drivhuseffekten gör det behageligt trods det fremrykkede tidspunkt. Men taigaen er frem for alt stille, meget stille på denne tid - enkelte spätter, nogle fouragerende sjaggere, en tjur, en nysgerrig duehög, der måske håbede at jeg kunne skrämme en rype eller urfugl op af sit skjul. Skovene majestätisk mörke med enkelte flammende aspe i granhavet. Elgene og björnene holder sig usynlige - björnen er nästen et menneske, men uhyggelig hurtig i alt terrän, når det behöves. Sågar elge må lade livet, jeg fandt engang en nylig dräbt elgtyr. Björnen var givetvis lige i närheden, men holdt lav profil. Det gjorde jeg nu også selv, men ramlede i en strid bäk på vej väk. Og for et år siden forvekslede en björn mig med en elg, men opdagede heldigvis fejlen 15 meter för mål, takket väre mine fornemmelser for pädagogik.

Lossen er taigaens leopard, en mystisk og uhyre diskret rekordspringer i både höjden og längden med brändende gule öjne. Järven er et amfibieagtigt mårdyr med et knusende bid, et menneskeligt talt måske ucharmerende sindbillede på ukuelig livskraft med den rå overlevelses helt anderledes fascinationskraft. Dens spor har jeg set i sneen, og den er grundet sin evige lunten lettere at få at se. Ulvene er meget få og strejfer over väldige områder, ikke elskede af nogen - modsat björnen som ingen formår at hade trods al respekt.
Taigaen er artsfattig sammenlignet med en regnskov, men just derfor föles hver eneste art som när familie og uundvärlig. Hvis en särlig spätteart kräver store hensyn, er det flot at de faktisk tages, og at der afsättes store reservater trods kritik fra allehånde Lomborg-agtige cost-benefit typer. Herregud, selv hvis den spätte alligevel forsvinder - eller omvendt alligevel overlever selv uden for reservaterne - er disse dog et frirum af noget eventyrligt hinsides os selv og også til gavn for de övrige arter.
Vist kan vi spörge os selv, hvad en dum spätte med lidt anderledes farvetegning har at betyde, for man kunne gå videre til de mindste biller og orme - men det gör livet mere eventyrligt at vi kan tänke og föle sådan, selv om vi også kan se det absurde perspektiv. Det minder lidt om de gamle kirkefädre der ligesom Kierkegaard understregede troens absurditet uden dog af den grund at stå af. Den rene og upoetiske fornuft bliver derimod hurtigt banal, endimensional og gratis-avis-agtigt. Gratis meninger i flok.
Jeg drömmer ofte om et rekordtykt fyrreträ langt pokker i vold ude i bushen, som en opsynsmand på snescooter engang er stödt på, men som jeg endnu ikke har fundet. Udelukkelsesmetoden gör mig dog sikker på at finde den i näste forsög, men jeg tör ikke forsöge nu hvor dagene er så korte. Måske en absurd passion, for i Dyrehaven findes mange langt större bögeträer - javist, men verdens störste dvärg er nu engang noget helt andet end en kleppert på den lokale bodega, og på samme vis er tudsegamle langsomt voksende träer i et meget barskt klima noget särligt. De har endda personlighed, og derfor kan vi elske dem, modsat alle hånde globaliserede standardkämper på velrenommerede planteskoler.

Sveriges mest läste blog er nu endelig lukket. Forfatteren er en ung drengeröv på Aftonbladet, der dels udstillede sit og andres privatliv, dels smädede sine kolleger og andre kändiser med alskens sladder. Selv erklärede han det bagefter for et litterärt eksperiment hinsides hans egen person, drevet frem af publikums begär. Göran Rosenberg har med rette ålet denne söforklaring.
Jeg gider end ikke nävne fyrens navn, men den laveste fällesnävner tilträkker åbenbart mange: Så kan vi nemlig alle väre eksperimenterende og samtidig rakke ned uden nogen dybere pointe. Om få år bliver det vel umuligt at udgive noget, hvis man ikke har gået på forfatterskolen, for alt göres til formaliserede eksaminer. De kan väre gode nok, men monopolagtige forsvarsvärker fölger som regel med. Og tendensen til at alle er moderne i takt, slår själdent fejl.

Nogle blogge er närmest dagböger, andre ligger i funktionel forlängelse af professionel kommunikation hos politikere og avisfolk. Vor egen blog er derimod langt hen eksperimenterende ved i mangel på rationelt ydre påskud at forsöge sig som en egen genre. Dog ikke så tydeligt i närvärende indläg - lige bortset fra at vor blog nu igen taler om sig selv. Det kan meget let blive en tom attitude og en letköbt måde at lege litterär genre på. Dagene er desuden for korte og vejre for godt til at sidde inde - ikke mere litteraturleg i dag.

LIVET I SKOVENE

Langt oppe i taigaen behövedes anderledes praktisk kyndigt folk for at aktivere min nu legaliserede bil. Hvor overlevelsens nödvendighed historisk hersker, får mennesker deres värdighed og sociale anerkendelse derigennem og ikke ved hobbyagtig eller reflekterende akrobatik.
Udover det er selvhävdelsen i bushen påfaldende behersket - givetvis for at dämpe jalousien og rivaliseringen mellem mändene i små samfund uden mange flugtveje. Og så var konkurrenceelementet nok begränset, for der var jo plads nok, så de andre var nok oftest meget velkomne i kampen mod naturkräfterne, så at sige. Det må have givet et eventyrligt ogh stärkt fällesskab og en passende ydmyghed over for livet. Men var man först udenfor, var det nok ikke nemt i de gode gamle dage.
Stärke arbejdsfolk af den gamle skole giver i disse egne aldeles slatne håndtryk, for man skilter ikke unödigt (dvs. hinsides det nödvendige arbejde) med sin styrke. Den sproglige opfindsomhed i de lokale navne imponerer ligeledes själdent, for man finder de samme indlysende navne såsom "fyrresöen" overalt - men det slog mig en dag at det svarer til unge akademikeres legitimering ved slavisk at däkke sig ind under den p.t. gäldende jargon - hvilket som bekendt også ses i mange unge journalisters valg af särlig udbredte fraser.

Men i det för-urbane kollektivsamfund var selvhävdelsen nok i särlig grad dämpet uden for nödvendighedens sfäre, hvorfor markeringen af det fälles var mere overdrevet. Det skulle formodentlig udover legitimeringen "jeg er da lige så god som jer" afböde og dämpe det aggressive konkurrenceelement ved som alibi at understrege det kollektive: "Men jeg vil skam ikke väre bedre end jer". Pluralis majestatis var derfor ikke nödvendig for de folk, for de var själdent alene. Javel, her vi digter frit, men begrundelserne, "beviserne" kunne vi skam også nok godt digte om fornödent.

Vi storbyväsner, som ofte savner fordums oplevelse af social uundvärlighed, gör som sagt desto mere ud af os selv, og i nävnte historiske lys kan det forekomme latterligt opbläst og endda ugudeligt, så at sige. For lad os blot indrömme, at vore individuelle talenter dog kun er krusninger i forhold til alt det fälles socialt, ökologisk og biologisk, hvad angår ressourcer, afhängigheder og for den sags skyld også katastrofer som krig og misväkst.
Til gengäld kan vi give aben videre, for de små personager der ofte plager os med deres aldeles udvendige magt-i-kraft-af-position og deres intrigante abespil, tager sig heroppe om muligt endnu mere ubetydelige ud.
Nuvel, overdreven bodsgang over vort teatralske storbyväsen ville ikke ophäve vor her indrömmede "umandighed" (har prövet), for rigtige mänd står som bekendt ved deres. Og ingen har gläde af at omgås én der undskylder at han ikke er som dem. Forresten er ret mange af nybyggernes seneste efterkommere globaliserede hamburger-spisere helt uden fordums eventyrlige etos. Så vi må nok hellere insistere heroisk på vore "tragiske" storbyvilkår med deres karakteristiske mangler - og da overskud til kedsomhed er en af disse, behöver vi ikke at skamme os over at tilhöre de udvalgte som formår at underholde de andre, når vi da ellers ikke bliver holdt tilbage af dörvogterne.
Men hårdt fysisk arbejde har sine fordele, en elementär lykke, som vi også kan opleve i naturen, hvis vi ellers forlader bilen. Det gjorde vi altså ikke i dag, for bilen skulle trimmes efter to måneders pause. Heroppe fantastiske efterårsfarver, fjeldene däkket med puddersne, björnene har endnu ikke lagt sig i vinterhi, men at få dem at se er nästen umuligt. Vor barnlige sögen efter mysteriet og vor nästen religiöse fetichisme i dyrkelsen af disse mytiske skabninger, gamle träer, urört vildmark og dens bevaring osv. er en naivitet som dog beriger selv vort mere ädruelige virke med en anet ekstra dimension.

Nuvel, men i de nödvendighedsprägede fällesskaber ville overdreven "genialitet" i det unödvendige såsom sproget, musikken og kunsten vanskeligt kunne opstå endsige trives, for den ville let blive ugleset som en art ufolkelig skaberi. I storbyerne har publikums behov for underholdning, reflekterende spejle samt legende variation derimod altid udgjort en modvägt til rivaliseringen og jalousien, og dér har man desuden mulighed for at arbejde anonymt. Men forfängeligheden kommer til gengäld til at fylde lovlig meget, og vel isär hos folk uden börn.

Derfor skal man nok väre taknemmelig for sin "skizofrene" splittelse mellem natur og kultur, selv om den ikke befordrer ens borgerlige karriere. For den giver et nästen religiöst korrektiv til egoet - samtidig med at det faktisk gör dette mere interessant just ved at komplicere tingene yderligere i forhold til anerkendelsen som goldt og isoleret projekt. Succes er jo på en måde frygtelig uinteressant, hvor önskvärdig den end kan väre. Det hele bliver så ligetil og letköbt, ganske ligesom selve kampen for succes let banaliserer os, hvis vi da ikke allerede i forvejen var lidt banale.
Hvem gider f.eks. läse en blog som blot er et forkälet spin-off af ydre medgang, og hvor intet for alvor er på spil. Om det så er en nobelpristager, kan hans eller hendes blog efter successens komme jo näppe blive lige så eksistentielt fängslende som för, uanset hvor meget opvaskevand häderkronede borgerdyr fra Bermuda så kan hälde ud af örerne desårsags. Nogle mennesker läser nemlig tilsyneladende så meget "helt uomgängelig" litteratur, at man kunne forvente at de bar lidt mere präg af det i deres eget virke...
Man kunne endda forestille sig at feterede stjerner i ny og nä kan misunde de endnu ufordärvede deres genuine tilstand af indre kvärnen: "Oh, gid jeg dog dengang havde värdsat de skabende ensomme år, for dér skete det egentlige jo, selv om ingen kunne se det!" Jo, succes har vi skam prövet i perioder, men den er altid blevet frataget os igen, som regel overnight og helt uden forklaring, og altid just som det gik bedst, efter den ydre respons at dömme. Jo, sådan arbejder censuren, for her tillands, ja måske i virkeligheden i de fleste sociale sammenhänge skal man have "ret" til at have talent.

Men denne "ret" tilkender vi for en sikkerheds skyld med forkärlighed gerne de mest "normale" talenter. Bevares, der er altid nogle svipsere, som det ikke lykkes at abortere i sidste öjeblik. Folk med bedre forbindelser og mere social täft, eller blot folk der har väret heldige at möde den rette storsindede person. Kort sagt, tilvärelsens mange jokere skal man aldrig fornägte.
Det er stimulerende at have hul igennem, men en ganske svag anelse af forkälelsens fadhed lärte vi skam dengang at kende.

GROFT SAGT OM BERMUDA

Idet vi just har beriget vort foregående indlæg, benytter vi anledningen til et par ord om Bermudatrekanten. For denne hævder jo nu at den ikke eksisterer, og det er vel sandt på ét niveau. Men på et andet plan er der nu en konsensus mellem alle på Over-Danmarks bonede gulve. For selv om de forskellige avisers personligheder og portalfigurer gerne fremturer med heroisk udfordrende gestus indbyrdes, så er det aldeles risikofrit og helt på skrømt. Ganske ligesom finansverdenens samt den kriminelle verdens mest markante rivaler altid til syvende og sidst holder sammen mod lovgiverne, pressen og den udøvende magt og frelser hinanden på målstregen.

Selv da Claes Kastholm forrettede sin nødtørft på Politikens redaktion, hindrede det således ikke hans fortsatte karriere i et konkurrerende bladhus, og forresten gør han det slet ikke så dårligt og ofte med humor. Blot skulle han øve sig i lidt oftere at sige noget pænt: For ligesom spineksperterne selv lugter langt væk af "forbrydelsens element", mærker man i "Groft sagt" ofte et forstemmende slægtskab mellem de der vækker forargelsen, og de der altid forarges. For man fornemmer at hvis der nu havde været noget godt at sige, så ville de forargede i stedet blive fornærmede og tie dette rosværdige ihjel.
I kulturafdelingen ser man lidt af det samme "overnationale" sammenhold, blot mere uskyldigt og ubevidst som en slags frygtsom klubmentalitet trods al tillært snak om oplysning, individualisme og den vestlige kulturs øvrige fortræffeligheder.

AVISKRISE

Herom læs tidligere indlæg med denne titel, der underligt nok blev trykt i Information lige før jul. "Men nu jeg har jer...", som Rifbjerg plejer at sige til Gyldendal-uden-vetoret. (Hvad fanden er det forresten nu ham Rifbjerg hedder til fornavn - det er da vel ikke sådan noget muslimsk, som man man skal være analfabet for at stave til?)

Altså: Politikens oplag synker ligefuldt støt, trods al tolerance, lødighed samt frihed for både Krarup, Lomborg og enhedslisten. Javel, men en stedse mere jævnaldrende drengekultur avlet på henholdsvis Undervisiteterne og Journalisthøjskolen under et hektisk konkurrencetryk befordrer ikke desto mindre også dér en vis ensartethed på et dybere psykologisk plan, der også afspejler sig i et ligesom synkroniseret sprog på tværs af faggrænserne, om så også på et højt niveau. Og det keder åbenbart nogle i længden, om så også på et højt plan. For læserne må jo ofte tænke: "Har den mand nogensinde set et damplokomotiv eller en gammeldags mekanisk skrivemaskine". Nå, det har læserne måske heller ikke altid, men vi siger som de religiøse siger til ateisterne: "Selv om I ikke tror på Gud, så savner I ham sgu alligevel".

Der hersker ikke ensretning - men så at sige "ikke-ensretning" på den samme måde, i tidens sædvanlige globaliserede ånd: "Nu har også jeg taget et kursus i at sige snart "Ned med Gud og Kongehuset", snart "Hvad ved vi i grunden om Gud og Kongehuset, men bare de opfører sig ordentligt har jeg personligt intet imod deres fortsatte ophold i landet"; snart "Jeg vil give min ene arm for at forsvare Rifbjergs ret til at kritisere Kongehusets og Guds invasion af Irak", og snart "Jeg vil give min anden arm for mest mulig spalteplads til at kritisere Rifbjergs ensidige kritik af Kongehusets og Guds invasion af Irak;" snart "Nu kan også jeg sige nøjagtigt det samme som Umberto Eco og 27 andre toneangivende europæiske intellektuelle om alle de samme emner, med de samme ord, og ovenikøbet næsten lige så pompøst".

Nå, drenge er drenge, og en vis forudsigelighed selv i de højt uddannedes søde små oprørske gestus har alle dage beroliget gårdvagterne. Jeg gik selv på Krebs', indtil både familieformuen og familien selv slap op (kaptajnen går ned med sit skib), og jeg fik af både denne og ovennævnte grund (gårdvagterne) nogle på skrinet, normalt med forældrenes, Guds og Kongehusets velsignelse. Og jeg har sgu ikke taget skade af det, men forsømmer ligesom Arafat fortsat aldrig en chance ¨for at forsømme en chance: Andet ville nemlig ikke være fair play, for de andre skal trods alt også have en chance. Og den forsømmer de sjældent, for de har desværre ikke alle gået på Krebs og lært om fair play.
Nå, men kort sagt: Ikke en fejl hos hin enkelte, men en statistisk, demografisk eller hvad I nu vil kalde denne landsdækkende lille systemskævhed, som alene direktøren for det hele kan rette op, måske i samarbejde med Kongehuset.
Professorer i dansk forudså engang at alle efterhånden ville tale arbejder-københavnsk, men sædernes forfald slog som bekendt aldeles fejl, for i dag er vi snart alle adjungerede professorer ved Farum Universitetscenter (genbrug, men i min alder...). Kun på film kan vi gudskelov endnu opleve national-geografisk, sproglig, associativ og social brogethed, senest i Thomas Vinterbergs "En mand vender tilbage". Sådan en film styrker nok sammenhængskraften bedre end en masse kloge meninger.
Direktøren for det hele forsvarer sin avis tappert mod alle hånde urimelige beskyldninger, herunder den om oplyst enevælde. Godt nok, men i så fald er det kanske just sidstnævnte der skal til? Vi spørger bare. Men husk så også lige det med fair play. Ellers er det jo et urgammelt lynafleder-trick "storsindet" at udnævne eller sågar "uddanne" en halv-umulig skoledreng til officiel oprører med ret til infantile og latrinære narrefagter ved kongens hof.

Nå, selv Cepos-drengene på højrefløjen har undertiden ret. Konkurrence giver økonomisk vækst, og denne avler atter en vis demokratisk myndighed og oprørsk uafhængighed, kort sagt en betydelig grad af rapkæftethed. Her er vor seneste: Modsat Politikens Hus (som vi endnu aldrig har nægtet at bistå på forskellig vis) har vi endnu alt for få annoncer, men oplaget er til gengæld stærkt stigende; og hos den økonomisk uafhængige er forfængeligheden altid stærkere end bekymringen for udkommet. Så vi siger herefterdags lige hvad der passer os.

Ikke desto mindre bliver jeg nok nødt til lige at hente en bil, der ellers står og ruster i Nordsverige - og mine luksusproblemer er desværre også jeres: Kort sagt - ked jer bravt imens.... I har jo altid Gyldendal. Ja, og så ham forfatteren med det sjove muslimske fornavn - men hvad fanden var det nu lige han hed til efternavn? Var det mon ikke noget slavisk med dybe panderynker, som man skal være professor i lingvistik for at stave til? Nej, nej - ikke Alzheimer, dét var jo ham der fik Nobelprisen i medicin sidste år, men glemte den i bussen på vej hjem. Og med Nobelprisen forholder det sig ligesom med den elektriske stol: Du tildeles kun én tur for den samme bedrift, så Du kan godt begynde helt forfra igen - nej, helt om bag i køen, du gamle; ja sådan, den går ikke Rifberg.
Ha, dér var navnet jo - for vore digressioner fører nemlig oftest til Rom, så fri os fra gode råd. Anyway - må jeres søgemaskine være med jer (genbrug, men i min alder...).

SØMAND ELLER EFTERLØN?

Som sagt er bloggen sjovest at dyrke som en genre i sin egen ret frem for et surrogat for normale udgivelser. Det hindrer os dog ikke i at publicere dem sidenhen, ganske som forfattere førhen udgav deres ungdoms breve og dagbøger. Undertiden kan rækkefølgen dog være omvendt, så jeg bringer her en farceagtigt "virtuel" lille sag, trykt for nylig i Information.


SØMAND ELLER EFTERLØN?

Danmark er snart uden arbejderklasse, og vore sidste arbejdsmænd er en art folklore, der i fremtiden vil få lige så høj status som det nu giver at være medie-stjerne: For det er vi sgu snart alle sammen. Nej, børnlille – at slå et råbåndsknob, se det er en kunst.
Men Danmarks eneste sømand hedder Carsten Jensen, og han vil fremover blive hyret af Danmarks Turistråd for hver lørdag i turistsæsonen at optræde beruset med visesang på kommunebiblioteket i Marstal. Der vil blive lejlighed til at indhente hans autograf, såfremt den fornødne motoriske kontrol ellers kan mobiliseres. Af samme grund vil der altid være en læge til stede under seancen – for når der ikke er tale om konkurrencesport, men om vor sidste sømands enegang, kan doping ikke kaldes konkurrenceforvridende.
Nuvel – sømandkunst er mange ting. Det forlyder at afstanden over Atlanten vokser med 5 centimeter om året; heraf forstår vi at den der gentagne gange har skridtet afstanden af, kan gå på vandet – og sådanne folks ord står til troende. Men tro kan være upålidelig: Strindberg troede således at gorillaer var resultatet af stævnemøder mellem fulde sømænd og håbefulde hunaber – hvoraf vi tør slutte at han næppe tiltroede sømænd evner til at gå på vandet. Men han anså åbenbart hunaber for endnu mere tumpede end søfolk. Så blot vi sigter på en tilstrækkeligt tovlig målgruppe, kan vi alle håbe på høj status.
Men alligevel er det ikke alle og enhver givet at blive sømand. Men vi lever ifølge alle anerkendte sociologer i en taberkultur af ligemageri og misundelse: Så ligesom man i dag hører en evig klynken fra kunstnere og forfattere der beklager sig over snart det brede publikums dumhed, snart det smalle publikums falden på halen for det indspist opreklamerede, og atter snart over nepotismen i dørvogternes beskyttede cirkus – således vil redaktioner og TV-studier fremover blive bestormet af forurettede kandidater til rollen som Danmarks sidste sømand.

Men avisbud er vel lige så sejt? Jo - men da snart alle avisbude er polakker, vil vi alle snart gå igennem ild og vand for at opnå polsk statsborgerskab: For ellers kan vi ikke komme i betragtning – med mindre da kulturens lærde kanon-bådsudvalg i en enstemmig votering vil ISO-certificere os for vores umiskendeligt slaviske accent. Så ganske som vi i dag har forfatterskoler og malerskoler, så vil kurser i polsk derfor snart blive en indbringende levevej. For ligeså usikkert det er at skulle leve af sin egen forfængelighed, lige så sikkert er det at gøre de andres forfængelighed til sin levevej: Bliv selv på det jævne, og lad de andre stå til søs – men lad denne viden forblive de grå eminencers hemmelighed.
Men stop en halv: Amatørpolsk duer da vel ikke? Nej, men det opdager de lærde kanon-båddommere heldigvis ikke: For de sidder jo ikke tillige i det polske kanon-bådudvalg. Ak ja, genier har det hårdt i en kjøbstad – og det er nok derfor de holder sammen…
Nå, men skulle Deres polske avisbudkarriere nu alligevel glippe, så kan De jo altid håbe på efterløn. Efterløn er godt nok ikke særlig sexet, men er også kommet for at blive. Ganske vist må folk vente endnu længere på efterløn end på kærlighed – men oppebærer de den først, kan de til gengæld trygt stole på at den ikke render sin vej igen. Og i den alder påskønner mennesker rettelig moden sindsligevægt højere end det stormfulde hjertes velsignelser – for alt for mange går desværre bort før efterlønnen, just grundet nævnte ungdommelige hidsighed.

FORBRYDELSENS ELEMENT

Forleden optrådte vi som sagt i DR's "Kaffeklubben" hos kvinden med det forjættende navn Manteufel. Dette navn såvel som temaet "konkurrence" får mig til at mindes en god bekendt, der sammen med en kammerat i sin grønneste ungdom skiftedes til at profilere og skamrose hinanden i djævelske damers nærvær. Ja, for jeg nævnte i udsendelsen at ansatte i samme firma nok ikke bør konkurrere indbyrdes, for konkurrencen bør tværtimod ligge på firmaets "makroniveau", eller hvad De nu kalder det.
Omtrent på samme vis skrev Henry Kissinger først en fremragende bestseller om Frank Esmann - hvorefter Frank Esman på sit lokale modersmål udgav samme tekst, blot med Kissingers navn konsekvent ombyttet med sit eget. Begge vandt stort på den deal - se det må da kaldes makroøkonomi. ´
Og så langt fra at kalde det plagiat må vi tværtimod fremhæve det lille kollektive trick som helt genialt og som en så at sige biologisk prototype på "etik". Ja, for sådan starter det nok også i dyrenes verden: Således har jeg læst at en kongeørn og en havørn i mangel på artsfæller undertiden kan finde ud af at samarbejde under deres jagt. Måske kunne en løve og en tiger gøre det samme, men det har man vist aldrig hørt om.

Forbrydelsens element er ejheller os spor fremmed. Men efter megen ulovlig bilkørsel i de svenske skove har jeg nu omsider med nød og næppe legaliseret min kørsel her i min egen by. Hvordan har alle de andre idioter dog fået deres kørekort?
For min egen del tog jeg risikoen og trænede til sidst et par weeender intensivt i city i en lille lånt invalidebil med mig selv i hovedrollen som krigsveteran. Jeg er nu heller ikke typen der bliver stoppet i tolden, og just derfor kunne jeg også blive en fortræffelig narkosmugler, just in case. På Arbejdsformidlingen efterspørges vi dog desværre ikke, trods al den Cepos-snak om mangel på arbejdskraft.
Forbrydelsens element? Åhja, vor motorsagkyndige var heller ikke selv for god, thi han lod os bestå trods et gentagent lovbrud, om så også i helt god tro. "Havde du været tyve år yngre, havde jeg dumpet dig - vi må ikke gøre forskel, men det gør jeg altså alligevel denne gang". Kort sagt spillede jeg fuldstændig rolig, kølig og rutineret som Arvesynden selv - delvis ved hjælp af en nervepille, doneret af førnævnte hjælpsomme sjæl.

Men fuldt optrukne kørebanestriber må altså kun overskrides i tilfælde af indiskutable forhindringer - hvortil en flok sorgløse cyklister rimeligvis ikke kan regnes, eftersom man jo snildt kan feje dem af banen i ét hug, selv med en ramponeret invalidebil, der tydeligvis også tidligere har været brugt til selvsamme ædle og opdragende formål. Ja, vi forestiller os ligefrem at denne lille gensidige "learning by doing" burde anerkendes som hørende under begrebet "borgerservice".
Kørebanestriberne selv er derimod fredede i klasse A - hvorfor tror I måske ellers vi har gjort os sådan umage med at male dem helt op, dummernikker? I går da vel heller ikke på jagt i Zoologisk Have, eller hvad? Nå, kan I så lære det, derude?
Åhja, for nu har vi nemlig fået teknisk bekræftet at I skam findes, så kom ikke her og spil døde. For her i huset skriver vi sgu ikke gratis meget længere, så I kan lige så godt søge om en afdragsordning, for I er bagud hele banden. Ganske vist falder død fugl sjældent ud af reden; men hvem kan på den anden side anklage os for en skønne dag "i helt god tro" at pløkke en efter alt af dømme stendød opossum ned? I øvrigt et snedigt lille pungdyr, der som det vistnok eneste af slagsen har overlevet de moderne pattedyrs invasion af Nordamerika, måske just ved hjælp af nævnte lille kneb.
Vi bruger af lignende grunde selv ofte dette feje trick for at lokke andre forbrydere til at eksponere sig ubetaleligt, men det kræver med forlov både talent og en hel del sejhed, så pas på med det. Og åh jo - nu vi har fat i Jer, påstå så ikke længere at vore skriverier ikke er samfundsrelevante, thi både vore læseres trafiksikkerhed og deres lovmedholdelighed ligger os tværtimod uhyre stærkt på sinde.

Sluttelig vil enkelte opmærksomme læsere have bemærket at vi også tidligere har luftet de motorsagkyndiges terminologi og så at sige citeret fra vort eget liv - ja, for vi anerkender ikke rigtigt grænsen mellem offentligt og privat og morer os endda med således at komponere vor egen lille verdensorden i Lego-land.

GYLDENDALS DÆMONER

Nu står verden ikke længere. For første gang nogensinde klager en af de indbudte litteraturskribenter til Gyldendals årlige hofbal - Berlingernes Niels Gunder - over den ulækre fedterøvs-stemning. I årevis var jeg nærmest ene om at hænge vor søde "elite" ud med den fornødne psykologiske præcision, men nu begynder den altså at blive for tyk selv for de hjemmevante i klubben. Og straks fulgte en af hans kolleger i branchen op, for så snart det bliver smart at være etisk, så vil de andre lige pludselig også vise høj etisk integritet.

Men er det da ikke kun glimrende, hvis etik omsider bliver højeste mode? Javel, men vi så nu også hvad der skete, dengang Danmarks brave bisper ville gå Kierkegaard i bedene og udråbe hinanden til sandhedsvidner og apostle. Stakkels Søren fik et dødeligt raserianfald, for ikke nok ville de have alle velkendte fordele, nej de ville nu også stjæle Sørens rolle tillige og dermed besegle deres stædige fortielse af ham. For sådan bliver vi mennesker, når vi bliver forkælede: eliten tager det hele, og end ikke den korsfæstedes interessante dødsskrig under den ham.
Så derfor er det oftest en dårlig forretning at lade sig korsfæste. Men mon ikke der findes andre ledige roller, som er knap så misundelsesværdige, og som man derfor kan få lov at have i fred?

Men plager slipper vi ikke for: Her gik man og troede at robotter i det mindste ikke kunne fornærme én. Men nu har Google´s virtuelle søgerobot fundet ligheder mellem vor blog og en spam-blog og forlanger derfor vidners bekræftelse af, at vor blog skrives af et levende menneske. Jeg vidste ikke at en robot kunne være så vittig - blot synd at den ikke kender til det forældede begreb 'syntaks.' Men det forholder sig vel hermed ganske som med Søren og biskopperne der til sidst stjal hans rolle: Spam kalder sig i vore dage "syntaks" og beskylder i stedet den sande syntaks for at være spam. Og alle tager det for gode varer, for det er jo eliten selv der siger det. Dette byder I Danmarks digtere.
Nej, hvem der var skraldemand.
Lykken for vor blog ville derimod være, hvis Tudvad og Garff ville indlade sig i en ny offentlig fejde omkring den rette tolkning af bloggen og dens baggrund.

DOGMEREGLER FRA JESUS TIL GRATISAVISERNE

DOGMEREGLER FRA JESUS TIL GRATISAVISERNE
Først må vi henvise til vort foregående indlæg, som vi nemlig har udbygget, efter at det er blevet fremhævet i DR1’s ”Kaffeklubben”. Et klart brud på vor blogs ”dogmeregler” – men hvad sjov er der med regler som det ikke er tilladt at bryde af og til? Selv Jesus brød således med sine dogmeregler og klagede på korset til ombudsmanden – men alligevel blev han jo trods situationens exceptionelt høje krav godkendt af den øverste motorsagkyndige.
Udbedring af slagfejl samt mindre logikfejl overlader vi derimod normalt gerne til læserne som en gestus overfor den interaktive genre, og som et både tilskudsberettiget og kompetencegivende aktiveringstilbud til hele befolkningen.
Men er vi nu også aktuelle? Hør engang: Er Renæssancen aktuel? Ikke spor, men hvis nu Tivoli laver en udstilling om Renæssancen, så bliver også Renæssancen aktuel – om end naturligvis ikke nær så aktuel som den udstilling i Tivoli. Sådan er nu engang aktualitetens dogmeregler. Så kan I jo selv vælge, om I vil lege Tivoli eller I vil lege Renæssancen.
I begge tilfælde skal der nu nok blive brokket, for al den tvangsdannelse er jo så kedelig. Nå, men så har vi et trumfkort: Haven er da altid smuk, og restaurangerne samt betjeningen fortræffelige. ”Jamen de offentlige transportmidler fungerer jo ikke længere”. Godt, så tager vi en rick-shaw til Tivoli, det er både i Tivolis og Renæssancens ånd. Og sådan en fed indvandrerdreng med overudviklede lårbasser – var det måske også noget? Næ-nej, det rager os ikke, men tillad os i det mindste at nævne, at der ikke er ret mange skridt fra Tivoli til Maxim Bar, og stadig er det i Renæssancens ånd. Champagnen fejler heller intet, og med den pris er risikoen for tømmermænd til at overse. Vi kan endda tilbyde et klippekort, og det gælder både i Tivoli og på Maxim Bar. Er De førtidspensionist, får De det endda til halv pris, og også bistandsklienter kan søge om refusion.

Ja, og med klippekortet kan De endda vælge helt at droppe Tivoli’s udstilling og indtage Maxim Bar i ét hug. Udstillingen var jo desuden helt til nytår, og De kan jo altid gå på biblioteket, hvis De virkelig behøver at vide noget om Renæssancen, hvilket vi nu tillader os at betvivle. Ja, for helt ærligt: Er det nu også et ægte behov og ikke bare en fix idé, som De har pådraget Dem ved læsning af betalingsavisernes kultursider? I min klasse i folkeskolen havde vi også en dreng, der angiveligt levede og åndede for det gamle Ægypten – men vi har nu aldrig hørt at han siden skulle være blevet til noget særligt, hverken på dette eller andre felter: Selv på Maxim Bar glimrer han ved sit fravær. Nej – bliv De roligt ved Deres læst, og hold Dem i fremtiden til gratisaviserne. Må Deres søgemaskine være med Dem.

FRA MEDIERNES VEREN

Aviserne fortæller at den globaliserede universitetsverden med internettet bevisligt har medført en eskalering af plagiering. Bortset fra at vi selv har forudset og intuitivt skuet det (da jævn empiri ganske ligesom roeplukning venligt overlades til indvandrere), samt beskrevet det såvel her som i dagbladene - så viser det fordelene ved at have en temmelig hemmelig blog. Man slipper lettere fra at blive plagieret, eftersom man hverken kan eller vil profilere sig selv.

Måske lidt uklogt after all. Men sådan er vi: defensive og tilbøjelige til at snyde fjenden ved at gemme juvelerne under en bunke rod så "impressive", at den gør en indbrudsforsikring aldeles overflødig. Til gengæld burde man måske tegne en ansvarsforsikring for ikke at skulle stå som den ansvarlige for professionelle indbrudstyves behandlingskrævende nervesammenbrud.

Nettet viser sig nu også at fremme retssikkerheden i Kina, samt de stedelige avisers åbenhed for ikke at tabe al troværdighed og relevans - og på samme måde sikrer nettet os selv muligheden for at sige det hele og det værste, hvis der skulle blive lukket helt af i de gængse kanaler. Og derfor bliver der nok heller ikke lukket helt af. Ja, det forholder sig her ganske som i visse ægteskaber, hvor den svage part ulykkeligvis ofte glemmer at modparten er lige så afhængig af hende/ham som omvendt: Den "stærke" lader kort sagt den "svage" få patent på at være den afhængige, der derfor lader sig tryne og presse hver gang. Kender eksempler.

Ligervis med pressens og vores klemme på hinanden. For vi skulle nok mene at være konkurrencedygtige i alt det som vor tid just savner, og som kunne blive avisernes akilleshæl og fallit, hvis de ikke kender deres besøgelsestid. Kort sagt er en vis grad af offentlighed på nettet alligevel ikke helt at foragte, just in case.
Men lige for tiden er der nu hul igennem - men for hvert år udklækkes stadig større hold af nye samlebånds-filosoffer osv. der naturligvis med alle midler vil ind i den ene eller den anden åndssvage klub af folk der "også" er filosoffer, trapezkunstnere, doktorer i humor eller hvad nu. Og det er måske meget naturligt, for man kan jo ikke anklage folk for deres selvopholdelsesdrift.

Hvad man derimod kan ærgre sig over, er ængstelige redaktører hyppige forkærlighed for det yderst normale og "tilpasningsdygtige" uden sjæl, som ikke kan ophidse nogen læsere. Inderst inde ved redaktørerne det godt selv, for ofte fremfører de selv bravesnak om "den danske Jantelov" osv for at føle sig som folk af vældigt format. For den snak er deres forsvarstale mod den dårlige samvittighed over deres egen redaktionelle favorisering af alt hvad der ikke støder deres egen forfængelighed. Ja, forfængeligheden, æren og jalousien i mændenes verden er et yderst overset emne, for det er højst sprængfarligt og påvirker ulykkeligvis ikke blot verdenssituationen (jævnfør Første Verdenskrig), men også min egen.
Men man bliver sgu holdt i form, om end det i længden ville være sjovt med lídt andre typer af sjælelig gymnastik, for på dette felt må jeg sgu snart stå til tredje Dan Sort Bælte, eller måske et æresdoktorat af den art man undertiden giver kunstneriske stjerner, der dermed anerkendes officielt som institutioner i sig selv.
Men kan de så tåle det? Næppe, og derfor klæder det os menneskeligt langt bedre at være en smule undereksponerede. Også inden for erotikken gælder jo, at det anede virker langt stærkere end det åbent blottede, så man skal nok ikke tragte efter alt for megen medgang. Desuden: Er man et ordentligt menneske, så kan overdreven medgang let medføre en art selvdestruktiv dårlig samvittighed og frygt for nemesis; men hvis man omvendt er lidt mere rå i det, vil man snart fremture aldeles uden blusel og blive en plage for sine omgivelser i rollen som direktøren for det hele. Og råheden er måske i længden det mest sandsynlige scenario, for selv den svage vil efter sin opvågnen i baronens seng snart nok udarte og glemme meget af fordums menneskelighed.
Og husk endelig på: "Jævne folk" (som vi jo også selv er på de fleste områder) kunne netop godt lide Sokrates, og af lignende grunde kan selv forbryderne ofte på bunden godt lide kommissær Columbo. Dem der vanskeligere kan døje dem, er derimod den selvgode elite, der konstant føler sig "udfordrede" på en måde de hverken kan eller vil fatte: "For hvad fanden får den nar dog ud af fremture - han kunne jo have haft det lige så godt som vi, hvis han for fanden bare havde spillet sine kort i livet fornuftigt i stedet for at være så hellig. Tror han mon han er Gud, eller hvad?"
Nix, det er bare sådan en rolle vi spiller, men det er den eneste vi efterhånden kan huske, anset hvor lidet overbevisende vi formår at spille den; og når galt skal være, så foretrækker vi altså den frem for jeres - pensionsordninger eller ej. For som fru Blixen yndede at nævne, så var det ikke spor sjovt at være Judas: Det slog sig på humøret, trods alle pensionsordningerne. Nej, så hellere vide hvorfor man af og til også selv jamrer os lige så "umandigt" som den elite, der så dygtigt beskytter sig selv mod den "konkurrence" hvis sundhed de ellers offentligt priser.

Nu er vi dog selv blevet udvalgt til DR Kaffeklubben.

ALSO SPRACH ZARATHUSTRA

Her i huset er vi slemme til at gå ind og perfektionere. Men det er jo ikke bloggens væsen, så for øvelsens skyld må vi her supplere det foregående indlæg med en ny one liner. "Min omgangskreds er langt større end nogen i min omgangskreds aner". Det lyder som noget ævl der næste dag kan læses yderligere forsludret som ekkoer hist og her. Gekkoer holder i det mindste bøtte, og så kan de ovenkøbet gå op ad vægge og ned ad stolper, ja på en god dag endog på vandet - men det sidste er som bekendt en dårlig forretning.
Nå, men det med omgangskredsen betyder blot at hvis man ikke rigtigt har et egentligt miljø, så besøger man måske til gengæld en del ret forskellige af slagsen: Temmelig forskellige venner og bekendte uden særlig indlysende fællesnævnere. Hellere det end tidens evindelige netværkssyge, hvor man desperat klamrer sig til et bestemt miljø og ikke tør være fraværende en uge af frygt for intriger.
En psykiater og overlæge betroede mig for nylig, at det var så iskoldt på toppen og lægeverdenen så ond (!), at han hurtigst muligt ville skippe topstillingen og hellige sig sin private praksis. Det minder mig om en pensioneret psykiater, der ligeledes på mit spørgsmål om han savnede sine kolleger, svarede: "Nej, men jeg savner sgu mine patienter".
Samme ældre herre mente i øvrigt at den glimrende psykiater Erling Jakobsen vistnok begik selvmord grundet mobning. På mit spørgsmål hvorfor, svarede han: "Jeg tror rent ud sagt det var fordi han var for begavet". Og i dag skriver Lægeforeningens formand i Politikens Kronik, at lægestanden har en rekordhøj selvmordsfrekvens. Hvorfor er det forresten altid de forkerte der begår selvmord, og hvorfor myrder morderne altid de forkerte? Tag den, Hitchcock!

I sin tid kunne man derimod læse at journalisters selvmordsfrekvens var høj, men de mest hårdhudede af racen har formodentlig overlevet og breder sig nu. Til gengæld begår aviserne selvmord dag for dag af den grund vi tidligere har publiceret (en redaktør fra Information i julestemning sov vel i timen) : Den nidkære rivaliseren og intrigeren, når krybben er tom, fører til rædsom konformitet og skader branchen som helhed. "Makropsykologi" for begyndere, men jeg taler for døve øren, for frygtens og jalousiens onde cirkel er jo selvforstærkende, for det gale er jo netop selve de professionelles reaktion på "aviskrisen". Stadig færre har en genuin stemme, og de få overlevende undtagelser bliver mobbet stille og roligt ud til fordel for åleglatte akademikerdrenge, der kalder sig forskere og alle om det samme i takt og i det samme sprog. OG når en af dem har sagt noget i deres fjollede små klubtidsskrifter for europæisk eftersnak, skal det atter drøftes på aviserne kultursider. Blot nogen har gidet svare lidt imod, er emnet nemlig "kontroversielt" og smådrengene dermed kætterske provokatører.
Til gengæld skrev en gammel lærer Chr.Sauer 9.8 en fortræffelig kronik i Berlingerne om sin metier, helt fri for skolefolks kedsommelige pseudovidenskabelige klichesprog. Genuint og jomfrueligt dansk på en måde, som altid enstemmigt roses hos Rifbjerg, skønt det dog er knap så imponerende hos en så trænet forfatter med en livstids carte blanche.

Fortæl nu noget oplivende fra det virkelige liv! Ok, jeg har mødt en skæg syrisk pige og socialrådgiver tilhørende et lille zarathustrisk bekendende folkeslag bosat i den kurdiske region. Hendes 104-årige farmor "tager imod solen" hver morgen. Se det var et ordentligt pragtfuldt dansk. Bemeldte herboende barnebarn beklagede sig i øvrigt fandenivoldsk og halvt på skrømt over at hendes vitale 75 årige fars nye kæreste på 55 er for gammel til ham - hun havde forestillet sig noget mere i retning af "farligt begær". Bemeldte uimponerede dame erklærer tillige sin kærlighed til Kierkegaards sprog og er modstander af overdreven sprogfusion, det være sig med indvandrerslang eller engelske managementgloser. Så skulle hun bare se mit sprog...
Min situationsfornemmelse er derimod mere tvivlsom. I går kørte jeg op med et legetøjskødben til en bekendts nyerhvervede mopsehvalp - men den lille kinesiske tempelhund kunne slet ikke gabe over sit gave, der øjensynligt var designet til en grand danois.