V.S. NAIPAUL OG GANDHI

 

V.S. Naipaul er en enlig ravn fra Trinidad stedt i en evig selvanalyse af det umulige i som historieløs at skulle blive forfatter ved mekanisk tvangsmæssigt at adoptere en "universel" britisk-europæisk tradition. De fleste blev ret mislykkede, med eller uden anerkendelse - om ikke andet som "autentisk caribisk kultur" (klap-klap!). Hans egen far nåede et stykke vej, men genneMskuede aldrig sin egen historieløshed - til gengæld anser Naipaul faderens forsøg for afgørende for hans egen bane.

 

Først siden er post-kolonial litteratur blevet voksen, historisk bevidst og endda toneangivende - dvs. efter at være befriet for uvidenhed og mindreværdskomplekser. Men Naipaul beskriver sin vej som en rejse begyndende med det naive: det man kender. Altid troskaben over for det man oplever, sanser og står i - herunder tvivl. Mange afgørende indvandrede mentorer på engelsk grund, hvis menneskelige og intellektuelle format han stadig anerkender, nåede aldrig ret langt som skribenter - og selv om han som helt ung anså dem for store skribenter, finder han dem nu nærmest pinlige i deres forsøg på at gøre sig gældende på britisk vis.

 

Enkelte kunne begynde med noget ret stort- hvorefter det udartede til selvtilfredse litterære og fortælle-tekniske klicheer uden hverken økonomi eller selvbesindelse.

Også mange nyere britiske og europæiske forfattere finder Naipaul langt mindre universelle, end de selv og deres samtid indbildte sig - hvorimod andre som Agatha Christie, Maupassant og Shakespeare har noget arketypisk-eventyrligt, der vitterlig er universelt.

Naipaul skal læses langsomt, for han er meget indvendig. Hans beskrivelser af Gandhi er meget interessant. Gandhis storhed var, skriver han, at han fra at ville forsvare undertrykte indere i Sydafrika snart indså bjælken i eget øje: det indiske kastesystem i dets rædsel. Deraf hans insisteren på den personlige ydmygheds eksempel. Og hver gang han i fængselsophold havde lært forsagelse af dette og hint, så fortsatte han den siden helt af egen drift.

 

Men, skriver han, den unge Gandhi der studerede jura i London, forstod og så ligesom andre indere ikke et klap og havde heller ingen forudsætninger for det. Hans læseværdige erindringer er derfor på dette punkt helt blanke! Dvs. Lige som den unge Naipau læste Gandhi ikke aviser og interesserede sig i grunden slet ikke for landet. Dvs. de to typiske positioner var kolonialt mindreværd og så det modsatte: vismandens selvtilstrækkelighed. Men de indiske arbejdere på Trinidad sad mellem alle stole og vidste heller intet om det Indien, som deres forældre havde forladt. Han selv havde i det mindste den kulturelle balast, at familien holdt på alle de religiøse traditioner - hvor (forstår) man en lystig blanding af noget allerede gammelt islamisk fra stormogul-tidens Indien og det gamle hinduiske var helt almindeligt og slet intet stridspunkt.

Naipaul har noget "Descartes" over sig: Han begynder ligesom hver eneste gang med at trevle alt op fra sin slægts begyndelse - bliver aldrig færdig med at begynde. Og hans ting bør også læses flere ganga!

-

Naipauls emne er vanskeligheden for post-koloniale forfattere ved at finde deres egen røst. Næsten alle mislykkes, skriver han. Og selv store folk som Gandhi i dennes selvbiografi er delvis blinde: nemlig så snart de forlader deres eget konkrete, oplevede liv. Gandhi forstod ikke et klap af Vesten - men så langt fra at være støbt i ét "primitivt" stykke var han sammensat af en bunke svært forenelige adopterede ideer: Tolstojs landsby-kollektivisme, Ruskin's arbejderromantik, moderens asketiske idealer - samt endelig den socialistiske kamp mod koloniale undertrykkere.

 Selv Gandhis simple indiske klædedragt var så at sige en "konstruktion", et bevidst og demonstrativ - forlængst allerede antikveret - valg akkurat ligesom hans symbolske spinderok. Børnene i den yngre Gandhi's sydafrikanske "Tolstoj-Farm" brød sig ikke spor om undervisningen: der involverede en masse "frivilligt" børnearbejde. Og Sydafrikas undertrykte indiske arbejdere kunne ikke bruge hans asketisk "keep simple" til noget osv.

Men på den anden side var han ydmyg, lærte så længe han levede og engagerede sig altid helt konkret og med egen kraft og indignation i enkeltsager og aktioner - såsom den berømte salt-vandring i protest mod englændernes monopol på salt-produktionen. Og Gandhi havde storheden til at løfte den koloniale kritik af overherren til også at omfatte indisk selvkritik af kastesystemet - og sågar også (helt forgæves) kritik af Indisk dyre-mishandling af alle de hellige malke-køer med deres opsvulmede yvere.

Senere selvbestaltede "efterfølgere" til Gandhi blev helt til grin, fordi de var rene klicheer helt uden hans konkrete engagement i enkeltsager. De så kun den attraktive og enfoldige yogi/guru-rolle - og deres kortvarige tilhænger-skarer var kun en forvirret pøbel. Naipaul mener, at det moderne Indien er besat af Vesten og især USA: Hvis blot børnene kan blive amerikansk gift, så er deres lykke gjort.

Dagligt udgives en stor indisk roman i britisk stil - og der er naturligvis også dyre forfatterskoler osv. Men, skriver Naipaul: langt det meste er mekanisk "writing school" og rene plagiater: ikke i gængs forstand, men snarere i den forstand, at man tror at have en universel og objektiv opskrift på, "hvordan man skriver en god roman". Man nikker her genkendende til moderne opblæst kultur-journalistik der skam er universitetsbaseret - og ofte frygtelig ærekær i sin humorforladthed og mangel på selvindsigt... Og så bliver det derefter, med nogle undtagelser.

Men én forskel er dog, at i vore dages Indien er det jo veluddannede folk - hvorimod f.eks. Gandhi og den unge Naipaul selv var helt uvidende om både Indiens eller Vestens historie: hvad enten de så romantiserede det "genuint indiske" eller omvendt naivt stræbte efter at "go white".

Naipaul nævner en anden jævnaldrende indisk forfatter, hvis "skizofreni" viser sig i hans helt uproblematiske erindrings-beskrivelser af aldeles barbariske religiøse fester med dyre-ofringer - helt ukommenteret og på lige fod med adopterede civiliserede ideer om inderne (indo-europæerne) som de sande ariere og som den vestlige kulturs vugge. Sådanne ideer om naturlig anglo-bengalsk kulturel overlegenhed blev nemlig fostret af den såkaldte Bengalske reform-bevægelse fra 1860-1910!

Den pågældende forfatter var således tilhænger af fortsat British Rule og anså Gandhi for en misforståelse: For han oplevede British Law som noget genuint indisk (indo-europæisk) og kunne derfor slet ikke se verdensordenens koloniale aspekt.
Hvis jeg forstår Naipaul ret, svarere det (overdrevet) til, hvis Tysklands jøder havde givet Hitler ret "i princip" - men samtidig insisteret på, at tyskerne faktisk nedstammede fra og stod i dyb kulturel gæld jøderne. (Det sidste er faktisk tilfældet, nemlig ideen om det udvalgte folk - som Hitler nemlig siges at have taget fra jøderne!) Christianias hippier havde i sin tid ligeledes følgende slogan: "I kan ikke slå os ihjel - for vi er en del af jer selv!"

Naipaul beskriver i et afsnit, hvor svært det er for en forfatter at finde sin stemme. Først skam-roser han Flaubert for romanen "Madame Bovary" og begrunder det i det konkrete, hændelsernes og detaljernes uforudsigelige,  livgivende og mindeværdige magi. Men dernæst viser han, hvorledes Flaubert i sin næste roman fra Romer-tiden falder helt til jorden: ikke på trods af research, men på rund af alt for grundig research: Overlæsset med ulæselige detaljer om mad og klædedragt  og tilsat klicheer - men helt uden en troværdig fornemmelse for, hvordan man mon tænkte, og hvordan tingene konkret foregik.

De romerske kilder fra samtiden finder han i deres lakoniske form langt troværdigere og mere levende - men, skriver Naipaul det er også tydeligt, at de gamle ikke behøvede at gå i detaljer: for deres læsere kendte jo til, hvordan krig foregik, hvordan fange-transporterne med henblik på efterfølgende slave-auktioner til rigmænd blev organiseret, hvordan forsynings-linierne fungerede osv. osv. -
Romerne kunne muligvis have skrevet den roman - men selv kan vi ikke, uanset hvor "universel" vores roman-form indbilder sig at være. Deres viden ejer vi ikke, og derfor formår vi ikke at udfylde hullerne: alt det der ikke behøver at siges - og som Flaubert troede at kunne kompensere for ved sin romantiserende overlæssethed.

Men, skriver Naipaul: Vi skal ikke tro, at Cicero, Cæsar, Plinius og de andre gamle var gennem-kyniske og aldeles blottede for menneskelighed. Deres lakoniske og kyniske kortfattethed i beskrivelsen af det ”nødvendige” masse-barbari overfor fjenderne i krig, oprørere samt slaver var et praktisk "must" - og det svarer (tænker jeg) til , når fangevogterne i KZ-lejrene ikke måtte omtale jøderne som mennesker, men kun som "skidt" eller "figurer". Naipaul nævner da også et stykke samtidig romersk litteratur, der faktisk viser "moderne" sensibilitet og sans for det konkrete menneskelige i hverdagen.

Naipauls betragtninger kan sluttelig gælde ham selv. Hans pragtfuldt morsomme gennembrudsroman "Et hus for mr. Biswas" er inspireret af hans egen fars både rørende og komiske kamp for at opnå nogen anseelse i svigerfamilens hus på Trinidad, hvor han omtrent levede på nåde med sine drømme om efterhånden at kunne kunne forsørge sin hustru og sine børn med sit skriveri. Det er selvoplevet og fordrer slet ingen "britisk kultur" eller historisk indsigt - og vi kan alle nyde denne hylende morsomme bog.(Alle på parnasset er ganske vist ligeledes "hylende morsomme", hvis vi skal tro deres Facebook-venner, og de må dog vide det - men I ved godt hvad jeg mener...)

Men Naipaul var først i stand til at skrive den bog, da han lagde sin britiske benovelse og tilpasning på hylden: for det var nu engang ikke hans livsverden - det var deres livsverden. Men siden da har Naipaul vist nok alligevel mest skrevet om hvordan der er som post-kolonial at finde sine egne ben - emnet må åbenbart ligesom genfordøjes og drøvtygges på ny hvert år. Lignende kompleks-agtig uforgængelighed kender vi jo også til på det mere individuelle plan... --------------------
TIL SLUT: Naipaul fortæller et sted, at han engang som forlængst berømt forfatter mødte en europæisk forlægger, hvorom man fortalte ham: At han var misundelig på alle andre forfattere. Her er utvivlsomt tale om Klaus Rifbjerg: For under sin tid som forlags-direktør på Gyldendal fik Rifbjerg netop dette ry, selv om ingen turde lægge navn til det. Et ry som også et par (et skrivende ægtepar) af hans personlige bekendte engang for mange år siden kunne bekræfte!

 

 

DEBATREDAKTØR PÅ KRISTELIGT DAGBLAD?

Kristeligt Dagblad med både stigende oplag og sober kvalitet søger en ny debatredacteur.

Fra min tid på Politiken (som om hidsige daglige påmindelser om en fortid der måske kun var en generøs og forfejlet second chance fra bedre menneskers side, på nogen vis kunne opveje, endsige ophæve ens tiltagende syntaktiske forfald) - Kort Sagt: Fra min tid på Politiken husker jeg, at den jævnaldrende og desværre afdøde filosof, lektor Stig Alstrup med speciale i matematisk logik (af hensyn til forståelsen speedet op med stedse større doser af rødvin), ved en tilsvarende lejlighed søgte det nyopslåede job som debatredaktør sammesteds.

Velsagtens i et ungdommeligt anfald af lyst til noget helt nyt og ustøvet hinsides institutionelle smågniderier mellem grånende nørder.

Jeg husker i den forbindelse, at Stig Alstrup med et grin gengav det helt kontante og ærlige svar, han straks efter modtog fra Politikens redaktion. "Vi har endnu ikke bestemt hvem vi vælger - men kan da i hvert fald fortælle dig så meget, at dig bliver det ikke...".

Men hvem har ikke af og til på samme vis ønsket, at han i stedet var blevet lokomotivfører - eller måske vejassistent i Vestjylland?

Vi skal derfor allerede forlods meddele Kristeligt Dagblads redaktion, at man ikke behøver at frygte lignende ungdommelige henvendelser fra vor side. Vi har naturligvis været i svare tvivl; men efter at have konfereret nøjere med både vor storm-omsuste uddannelses-minister og beskæftigelses-ministeren er vi nået til denne sobre konklusion.

Den gode nyhed for jer andre er derfor denne, at jobbet som debat-redacteur på Kristeligt Dagblad stadig er ikke alene formelt ledigt, men også fuldt realistisk at søge: Endda så realistisk, at de p.t. arbejdsløse af jer ved ikke omgående at søge stillingen må påregne at blive indkaldt til alvorlig kammeratlig samtale med begge ovennævnte ministre.

Men Notabene: Hvis allerede jeres ansøgning i stødende grad demonstrerer at I vitterlig kan skrive, så vil dette fra Beskæftigelsesministeriets side blive betragtet som et slag i ansigtet på jeres kommende arbejdsgiver og blive sidestillet med piercing, sveddryppende træningsdragt og sure sokker som et rigeligt bevis for: at jeres ansøgning kun var på skrømt og en blasfemisk provokation til gene for de i forvejen overbebyrdede kristelige gentlemen of the press...

ELDORADO - NYT FRA SØLV-BRANCHEN

Fra Sir RALEIGH TIL BLIXEN


Vor titel inspirerer, ja inviterer - skønt den skam er helt apropos i forhold til vort emne - allerede i sig selv til, hvad der kun kan kaldes en indledende digression. Så lad os hellere får det overstået - som luderen illusionsløst sagde til den blegsottige og bebumsede konfirmands ansvarlige fader.

En underholdende lejligheds-kriminel svensker fortalte mig i sin tid, hvordan han engang som havne-arbejder i Gøteborgs Havn havde stjålet en hel last med foto-udstyr fra Canon, som han siden tilbød en grossist i branchen.
Han skildrede i den forbindelse livagtigt snarere end troværdigt den kriminelle vare-udveksling. Grossisten: "Jaså Ni är inom optik-branchen?" - "Ja, fast bara tillfälligt..."

En klassisk skurke-replik beregnet på at fremkalde lytternes smil - men næppe autentisk. For en grossist i foto-artikler får jo nu engang oftere henvendelser fra udbydere af foto-grej end fra importører af f.eks. frugt og grønt - og vil derfor nok kun sjældent udtrykke nogen forbavselse i den anledning.
---------------------
Det var så vor indledende digression. Men da I jo endnu aldeles intet har fået at vide om vort virkelige emne, kan I dårligt beskylde os for at have bragt jer til allerede glemme alt om det. På lignende vis ville det jo også være urimeligt at klage til det valgte Luftfart-selskab over indledende forsinkelser og gener før rejsen såsom nødvendigt hårdhændet kropsvisitering i Lufthavnens afgangshal. Og så fik vi hermed også lige i forbifarten krænket vor egen dogmeregel, der nemlig forbyder al fladbundet og træls snakkesalig "aktualitet" - men som altså heller ikke selv gør krav på at blive fulgt med grav-alvor.
----------------------------------------

ALLEREDE VED JULETID juletid konstaterede jeg, at danske nøddeknækkere knækker halsen på de hårdeste sydamerikanske flade paranødder. Og vore dages nøddeknækkere minder os herved om vor afmagt over for sensommerens tilsvarende flade og drillesyge svenske "älgflugor" - der synes byggede af titanium, modstår enhver art "moderat fysisk pres" og derfor slet intet tilstår om deres islamisk-papistiske bagland og dettes djævelske organisering.

Alle ekspeditioner i lokalområdet for at indhente materiel egnet til at entre julens betydelige forsyninger af diverse nødder blev imidlertid forgæves. For snart svigtede entreprenør-ånden under indflydelse af afledende sociale stimuli på vejen. Og snart svigtede rekogniseringen aldeles, omtrent som når en udsøgt og dreven sporhund stilles skakmat af snarrådigt udlagte stinkbomber, idet gode råd syntes umulige at opdrive: For alle overlevende nøddeknækkere syntes at stamme fra en svunden tid på linje med de for tiden noget undervurderede Louis XVI spejle, der alene kan have interesse for længst halshuggede monarker.

Fra Sverige, hvor jeg ikke holder mig med nødde-forsyninger, hjembragte jeg derfor som sidste udvej nu til påske (julen varer som bekendt lige til påske) min stedlige nøddeknækker.

Men ak rimer på knak - som skrevet står i det afskedsbrev som et kendt retsmediciner i sin tid læste ved en selvmorders lig: "Et liv fuld af ak, en tråd der knak - farvel og tak! P.S: Der står bajere i køleskabet til Falck-folkene!"

For hør engang: Da jeg for princippets skyld og for at dupere den hele brogede og oprørske forsamling af eksotiske nødder straks ville statuere et eksempel og vise hvad klokken var slået, ved straks at udvælge just hin fladpandede paranød, der havde gjort mig så ynkeligt til skamme ved juletid, som havde jeg været en ung og uerfaren folkeskole-vikar - .... hvad skete mon så?

Jo: Også min svenske nøddeknækker (formentlig af det samme usle fabrikat) knækkede halsen - og hele forsamlingen af nødder - herunder især de mest mugne og uspiselige - hylede af latter og slog sig på lårene, så tårerne trillede.

Så her er det at den sande iværksætter-ånd nu skal manifestere sig i form af nyproduktion af en nøddeknækkere i god gammel tysk kvalitet fra Bismarcks og Carl Zeiss tid.

Men da jeg intet aner om virksomheds-drift, vil jeg som det første ansætte en verkställande direktør: naturligvis på moderne vis til ren resultatløn og på free lance basis. For herved sparer vi sociale afgifter, forsikringer, efter-uddannelse, barselsløn, faldskærms-kontrakter og jeg ved snart ikke hvad fra privatlivets sfære, som vi entreprenører intet vil høre eller vide om - så lidt som om vore ansattes sexuelle orientering: når bare de altså skøtter deres job tilfredsställande....

Selv overvejer jeg i den forbindelse, om jeg nu skal grunde et gammeldags familieforetagende a la Buddenbrooks handelshus i Lübeck - eller snarere stifte et aktieselskab med frisk demokratisk kapital: men vel at mærke i så fald med de bestemmende A-aktier forbeholdt familiens besindige overhovede til enhver tid.

Naturligvis har jeg i den forbindelse også forhørt mig om de til vor produktion egnede råstoffer. Og her kunne en professionel paranoiker (mennesker der ikke er spor paranoide, er som bekendt i reglen noget naive) fortælle mig: at verden ganske snart kommer til at gå rabundus grundet en helt fatal mangel på sølv: der nemlig - skønt det udvindes som et biprodukt ved guld-minedrift - har langt større reel brugsværdi end guld i de mest moderne høj-teknologiske sammenhænge.

Hvortil for øvrigt rent medicinsk kommer, at sølv virker ekstremt antiseptisk i "kollodial form": hvilket formodentlig betyder i pulveriseret og opløst form snarere end som massive sølvbarrer a la El Dorado.

Om sølv mon så også egner sig til produktion af robuste nøddeknækkere, er ganske vist uhyre tvivlsomt. Jovist - men skal vi markedsføre vor nøddeknækker succesrigt i den dekadente arabiske verden, hvor ingen sheiker alligevel gider knække nødder endsige kokusnødder længere, men holder sig med robuste og tandstærke sorte slaver til samme formål - så bliver just sølv med dets forventede stejle værdistigning alligevel svaret på vore drømme. For nøddeknækkere er dér kun til pynt og minde.

Derefter behøver vi heller ikke selv nogen nøddeknækker, for endog helt friske nødder kan købes maskinelt afskallede i delikatesse-forretningerne i Dubai så vel som København og Stockholm.

-----------------

Skal ovenstående nonsens nu atter forestille "litteratur"? Åh hold op - gu er det da ej. Nej: Litteratur er den slags enslydende skønskriveri der står i alle avisers søndag-stillæg, og som efter sigende endnu mange betaler for at kunne læse og dernæst selv "snakke med" om – skønt man, som I ser, snildt kan nøjes med at læse aviserne grundigt én dag hver anden uge for at finde inspiration til sine mere parentetiske bemærkninger.

Åhja, for at gøre nyhederne til hovedsagen og ikke blot ekstra benzin på bålets fyrværkeri, er ikke kun en fladbundet overtro, men tillige blasfemi: For så meget ære har denne usle verden jo slet ikke fortjent - islamister eller ej.

Nej, det forholder sig nemlig her som med sølv-minerne i El Dorado: Det hele forbliver aldeles uden værdi, indtil nogen opfinder den fornødne teknik til at udvinde, forvandle, raffinere og formgive den usle materie til noget, som det er værd at høre om - også bortset fra den usle nyhedsværdi"s tomme og demokratisk snakkesalige kulhydrater, som udgør de moderne storbyers diabetiske næring - og som derfor tillige er hemmeligheden bag NOVO's støt stigende aktiekurs...

Den navnkundige engelsk admiral og krigshelt Sir Walther Raleigh blev i tidligt 1600-tallet dødsdømt for i årtier at have stillet kongen bundløse mængder af oversøisk sølv fra El Dorado i udsigt. Men Raleigh leverede aldrig varen, men drænede gennem sine mange år på finansloven statskassen for midler ved at lade gode penge sende efter dårlige.

Men Sir Raleigh regnes ikke desto mindre i dag for en af Englands 100 mest betydelige mænd og skal på skafottet have holdt den smukkeste tale, der nogensinde er blevet holdt på et skafot. Men stort hjalp det altså i denne verden, og kun hans dyrekøbte ry består.
På vore dages anderledes udramatiske skafot tiels og trampes man derimod på demokratisk vis ihjel af gæs:– Og vi er derfor ikke tvungne til som Sir Raleigh at fatte os i redaktionel korthed ved som spot føjet til skade tillige at ”kilde” vore mange darlings: som vi derfor bliver i stand til at skænke et anderledes rigt efterliv end det usle, som vi selv indrømmes.

FRA JESUS TIL BRØNDSTED - OM NATIONAL SKAM...

KRISTEN SATIRE FOR MODERATE MUSLIMER

I vanlig demokratisk ordning skriver en bunke lige uafhængige spalte-berettigede publicister i alskens medier nu synkront provokerende: at når gode folk hævder at skamme sig over at være danske - så mener de i virkeligheden at andre burde skamme sig. Men en eller anden må nu have skrevet det først - så tillykke med det!

Men nu er den efterhånden sivet ind - og derefter kan vi andre så øve os i at skrive akkurat det samme på de sociale medier.

Hvis erklæret national skam skulle være lige så kættersk kontroversielt som Jesu budskab i sin tid, så får vi dog brug for mange arbejdsløse tømrere - og gerne af orientalsk ursprung - til at få ordnet de mange forestående korsfæstelser.
Jeg gider derimod ikke at korsfæstes i flok, så jeg nægter at skamme mig.
Dagbladet POLITIKEN gider åbenbart heller ikke skamme sig længere: For i vanlig ordning har man viet en hel bagside til sund fornuftig PH-satire over Kristendommen, med kun 200 års forsinkelse samt kyndig professoral bistand.

Dette vil afgjort bidrage til at pacificere hede muslimske temperamenter; lige som det vil gøre det lettere for moderate muslimer og abonnenter med betryggende moderate dansk-kundskaber at fremstå som troværdige og upartiske for deres muslimske brødre, når de taler for dansk retssamfund og tolerance - uden at blive set af deres fæller som forrædere mod både deres etniske baggrundsstøj og Islam.







Det mest virkeligt blasfemiske der kunne siges i denne sag, måtte i øvrigt  være, at hvis man gør grin med "sin egen tro" så skulle det helst vitterlig være ens egen (kosmopolitiske) tro - og ikke de andres provinsielle...

Ja, og så måtte det for resten også gerne være morsomt: For det er lige akkurat det som denne verdens virkeligt vantro ikke magter - just fordi de går så frygteligt meget op i denne verden...

Derimod kunne Jesus selv - som den gamle Vilhelm Brøndsted i sin tid påviste - være ret morsom. Der var ganske vist ingen disciple som lo. Men den slags sociale kriterier skal man jo ikke bøje sig for i en tid, hvor groft sagt enhver art satire eller hån med enten magtfuld adressat eller magtfuld afsender partout anses for morsom.

SONG LINES IN DREAMTIME - DESAFFINADIO

Et billede er kun et billede - og ganske som sort-hvid undertiden er at foretrække, så kan et lidt uskarpt foto ud over på anden vis at være mere heldigt, undertiden netop virke stærkere: For det minder om en drøm.

For enden af endeløse småveje i det nordlige Jämtland åbenbaredes midt om natten mod al sandsynlighed en dalgang i et ellers stadig mere arktisk terræng - med en velbygget nybygger-gård og livlige heste, der bar mindelser om Alberta eller Montana på Bedstemor And's tid - som jeg forestiller mig dem...Hestenes blide bjældeklang når de af og til foretog nogle kåde spring eller blot flyttede sig et stykke til bedre græsgange, virkede beroligende i vildmarkens natlige ugæstfrihed.

En sædvanlig praktisk forglemmelse, der nødvendiggjorde et længere tilbagetog uden punkteringer eller motorstop for at hente det glemte højere mod nord, faldt derfor heldigt: For det gav mig mulighed for endnu engang at besøge mit lille Shangri La ved midnat. Men først gang var nu bedst, fordi det var så uventet - og gentagelsen blev skønt vellykket dog ikke helt det samme eventyr.

Men måske er det også en vulgær og uromantisk idé, at alle vore drømme partout skal virkeliggøres?
I aviserne læser vi daglig om folk der har virkeliggjort deres drømme - hvad enten det nu er lykkedes dem overbevisende at snyde statskassen for en milliard, eller sammen med en overbevisende kumpan eller to fået "antaget" et eller andet, der på tidens vilkår allerede af den grund godt kan forekomme os andre betænkeligt snarere end egentlig interessant...
For også her gælder: Første gang du snyder statskassen, er det måske virkelig kunst. Men når alle så skal gentage kunststykket, er det for længst fladtrådt og udvandet - al momsfritagelse samt både kultur- og egnsudviklings-støtte til trods...
------------------------så
Hellere auto-focus end out-of-focus. Indrømmet - men så på den anden side: Hellere "out of focus" end "out of tune" ("desaffinadio")...
Som ved billedet fra Shrangri La har ognedenstående foto ufrivilligt en sær drømmekvalitet, som ingen megapixels formår at fange, men som tværtimod forstærkes af den noget omtågede fokusering. Hvem ved - måske ligefrem fotografiets svar på istidens hulemalerier?

Og ligeledes helt uden kulturstøtte: For ellers går det som med neanderthalernes malerkunst, der snart degenererede til maner af lutter moderligt ukritisk kunststøtte: både når deres billeder på en god dag var omtrent lige så vellykkede som cromagnon-folkets hulemalerier - og når de mildest talt ikke var det...Hvilket som bekendt også blev begyndelsen til enden for denne storstilede antropologiske blindgyde....

DEN PENSIONEREDE BANKRØVER...

I min lille svenske residensby boede der i nogle år en pensioneret bank-rånare. For det må det vel kaldes, når man har tilbragt i alt 22 år bag tremmer. Han havde brugt tiden i Kumla Statsfængsel på bl.a. yoga samt en hel del læsning.

Af og til viste jeg ham farve-forstørrelser i udstillings-formater. Han værdsatte dem meget, men tilføjede altid: "Du MÅSTE altså skrive noget til de billeder: Der må sættes nogle ord på, hvis du vil gøre noget alvorligt ud af dem, og de fotos skal sige andre mennesker noget. Du bliver nødt til at udtrykke og fortælle om hvad, hvorledes og hvorfor."
Selv var han som mange røvere meget verbal og underholdende, for ellers går den ikke i hans branche i længden.
Ja, men det sværeste her i verden er at retfærdiggøre ting, der i grunden slet ikke behøver nogen retfærdiggørelse.
Til gengæld inspirerede bankrøveren mig til en kronik i "Information" om "Store og små synder" (1995). I dag ville den aldrig være gået, for den højt uddannede normalitet har sejret - og allerhelst forklædt som alt hvad den dog inderligt afskyr...
-------------------------
Men nu er det vist på tide omsider at følge bankrøverens karriere-råd:
*HER så jeg først ikke skoven for bare træer: Elg-koens lange ben gik i ét med træstammerne, men kalvens kræmmerhus-ører fornægtede sig ikke...

PÄRLÄLVEN

På en ekspedition i Lapland endte jeg langt inde i den vejløse elvdal Pärlälven med kun en enkelt helårs-bosætning af ældre nybygger-ætlinge, naturligvis delvis samisk ursprung. Kun adgang med båd eller som i mit tilfælde apostelheste. Den gamle jæger blev overtalt til at sætte mig over floden til en natlig ekspedition til en mere alpint udseende dalgang på den anden side af et markant bjerg i horisonten  - en dal med voldsommere formationer og slet ingen bekvem adgang.


Der var dog alt rigeligt at opdage, hvor jeg var. Men da jeg den næste sommer (1987) - vendte tilbage, kaldte den fjerne profil atter på mig. Den gamle same læste mine fornemmelser og indskærpede med en nærmest moderligt nervøs bekymring for barnets vel, at det var bedst for mig at jeg fik det gjort nu "med en gång" - siden det jo ikke blev til noget året før...

Han satte mig over floden og sagde at jeg bare skulle råbe af alle kræfter, når jeg et lille døgn senere beregnede at være tilbage - hans sorte hund skulle nok høre det og kæfte op.

Efter 15 km i terrænnet en iskold aften og nat nåede jeg omsider om på den anden side af kammen, hvor morgentågen dog ikke formåede at skjule dalen. Et par jagtfalke hørtes skræppe op langt ned i afgrunden, men jeg blev nødt til straks at indlede tilbagetoget, nu jeg jo havde fået syn for sagen og foreviget det som I ser.

Nogle år senere opsøgte jeg i øvrigt min hemmelige dal ad "søvejen" - dvs. langs dalens stride bjergbække. Og jeg fandt da også jagtfalkene - men dem må I nu nøjes med tænke jer til i denne omgang.


Men da jeg nogle dage senere forlod min lejrplads nær samen og hans hustru, blev han stående og fulgte han mig med blikket indtil jeg var helt forsvundet mellem træerne. Selv vendte jeg mig tilsvarende om med jævne mellemrum. Høflighed i vildmarken - eller en fornemmelse af at vi aldrig mere skulle mødes? Mange år senere læste jeg i en bog af maleren Hans Andersson fra Jokkmokk, at nybyggeren Gustaf Larsson i Lill-Selet var kendt for undertiden at kunne se mere end de fleste dødelige. I så fald var det da meget nobelt af ham at holde bøtte med den istid han så komme....
....
I dag har dalen ingen helårs-bosætning længere, men jeg sendte da den gamle same og hans hustru nogle fotos. Men ellers er begge dalene uforandrede og nu helt fredede. Kun teknikken er forbedret siden da - og frisuren forenklet naturligt i retning af noget mere mode-rigtigt.
----------------------
Og formålsløse drømme er for længst blevet erstattet af en kollektiv snedighed, som gerne kalder sig snart fremdrift, snart empati....

Mange år senere nævnte jeg forfatteren og maleren Hans Andersson som en væsentlig stemme i de svenske skoves nyere fredning- og kulturhistorie: - nemlig i min anmeldelse i "Politiken" af Kerstin Ekmanns fine skov-bog "Herrarna i skogen".

Selv glemte hun nemlig desværre den berejste maler og skovkæmper for mere rigssvenske notabiliteter. Og denne uventede godtgørelse for tort og svie noterede Hans Anderson skam også med megen taknemmelighed, da jeg mødte ham året efter.
Heller ikke i litteratur-fortegnelsen var Hans Anderssons bøger nævnt, men derimod - måske lidt overraskende - kulturredaktøren for Danmarks dengang største dagblad...
- Hvor bogen som sagt også ganske rigtigt fik en rosende omtale.
For rettidig omhu betaler sig nemlig i denne verden....

DEJA VUE UDEN MADELEINE-KAGER

DEJA VUE UDEN MADELEINE-KAGER
Lige efter min studentereksamen var jeg på min første Laplands-rejse med en klassekammerat. Området mellem Kvikkjokk og de vældige Sarek-fjelde. Grundet dårlig forberedelse og et særlig slemt myggeår blev det nu en meget kort tur, der for min kammerats vedkommende også blev hans sidste i de egne.
Efter flere kortere og mere bekvemme ture foretog jeg så et år i september en eventyrlig og helt myggefri ekspedition i terrænet tværs gennem et af Laplands store beskyttede og stort set stiløse skovområder. Efter en dags stilstand i silende regn benyttede jeg nogle timer til i den efterfølgende fugt-dis at vandre langsomt og planløst rundt på et mægtigt højdedrag med ældgammel fyrreskov af en art jeg aldrig nogensinde før havde skuet.

Pludselig stod jeg over for en urgammel fyr med en mægtig rede i den omtrent udgåede krone: Kongeørnens borg. Da jeg klatrede op i et dertil velegnet træ et stykke derfra for at fotografere reden med ørnenes egen udsigt i baggrunden, forekom billedet mig straks ejendommeligt bekendt.
Skæbnen ville nemlig at, fra just denne position var et andet foto taget til en bog, som jeg havde fået som dreng - et billede der særligt havde draget mig som en vision af taigaen.

Forfatteren Viking Olsson skriver i sin bog fra 1968, at han fandt kongeørnens rede allerede i 1944 i det dengang nybagte kæmpe-reservat, og at scenen med de henved 600-årige fyrre forekom ham helt uforandret siden da. Men jeg skrev nu 1982 - så ved et sært sammentræf var jeg således ramlet ind i just det tableau, som mange år tidligere havde hensat mig i drømmerier. Her kan man tale om et deja vue.
Men det blev ikke mit sidste vue, for i adskillige efterfølgende år besøgte jeg troligt stedet i håb om at møde ørnene - hver gang med en overdimensioneret fotografisk oppakning som en indfødt bærer eller et lige så stædigt pak-æsel. Men hvert år stod reden tom, så jeg forstod at ørne kan have flere forskellige residenser, og at de uhyre langlivede fugle kun yngler i gunstige år.

Men til sidst var der bid, så ved just denne rede to dagsmarcher ad helt ubanet vej i bushen fik jeg ved en skæbnens retfærdighed mine første rede-fotos af disse imponerende skabninger.

Men dem vil jeg ikke vise her, for I skal også have lov til at drømme. Drømmene er dog større end vore geskæftige "projekter" med forhåndsaftaler og især eksklusivaftaler af den art, der i længden resulterer i en endog uhyre ømskindet æresfølelse....

Men East and West shall never meet....Ja, lige med undtagelse af BBC:  hatten af for Lord Attenborough - men så har England jo også her et historisk forspring takket være kolonitiden. Ganske ligesom inderne har et sprogligt forspring som forfattere i forhold til andre eksotiske folkeslag.

JAGTHYTTEN - FRONTIER ELLER BORDERLINE?

Den noble gammel-svensk ur-mager i den nordsvenske by STORUMAN havde en faible for gamle Zeiss-objektiver fra den nationaliserede fabrik i Jena, hvor det som holdes for sandt i Weimar, jo ikke nødvendigvis står til troende.
Urmageren var dog ingenlunde kommunist, men fortalte gerne om sin ungdoms frivillige deltagelse i vinterkrigen -  hvorunder han nævnte en østlig flække og rent parentetisk tilføjede: "Där sköt jag min första ryss..."
De efterfølgende russere var tydeligvis mindre interessante jagttrofæer - selv om det vel for de pågældende selv har handlet om genuine førstegangs-oplevelser...

------------------------------------------------
Nedenstående foto er taget i mit første (og største) naturreservat i gamle danske grænseegne, ca. 600 hektar, som jeg propagerede med ungdommelig naivitet for allerede i begyndelsen af "tjugo-talet", vel at mærke ikke i historisk forstand.

Den beskedne jagthytte godt skjult på en mindre høj i taigaen gav mindelser om sibiriske pelsjægere og var vel just blevet bygget med dem i tankerne. Kun uhyre sjældent kom den til anvendelse; og at dømme efter nogle orientalsk inspirerede skrifter på gulvet var det nok mest ejerens langhårede ætling, der en overgang nærede uspecificerede Rousseau'ske drømme om naturtilstanden -  måske endda med nødvendig støtte og trøst i lidt cannabis?

Også selv havde jeg gennem årene tænkt mig at gøre brug af hytten en stjerneklar sen-vinternat på ski: Men inden jeg fik taget mig sammen, havde skovmyrerne egenrådigt erobret hytten i lighed med christianitterne og fordums andre slumstormere i København. Og myrerne gjorde bogstavelig alvor af vort utopiske bolig-projekt - som åbenbart var realistisk likförbannat.

Men al herlighed forgår, så den top-hemmelige jaktstugan er forlængst rådnet bort. Ja, selv myrerne synes at være faldet tilbage på gode gamle borgerdyder og skøtter herefter deres eget. Kun skorstens-røret af blik ligger der endnu som et arkæologisk vidne om civilisationens undergang.

 Men reservatet blev virkeliggjort bid for bid og bliver på linje med andre antikviteter kun mere værdifuldt år for år: dels grundet tiltagende ælde, dels fordi dets sjældenhed vokser, efterhånden som mange ligeværdige områder efterhånden forsvinder eller reduceres. Min svenske forbundsfælle ved den kungliga länsstyrelse var heldigvis en fremsynet mand med sans for, at ikke alle reservater nødvendigvis skal gøres publik-vänlige i form af strøvstigar på kryds og tværs. Selve sti-løsheden kan undertiden være en eventyrlig kvalitet - ikke alene biologisk, men også for de særligt interesserede.

 Komplementaritetens lov gælde også her: Skulle ALLE områder åbnes selv for folk i kørestol, mister vi alle noget vigtigt: Alt skal ikke slås i ét hartkorn. Og vi må her huske historien om barnets sande og retmæssige moder, der hellere lod den falske moder få barnet frem for at lade det dræbe af Kong Salomons mænd.
-------------------------
Ganske tilsvarende bør skribenter ikke lade sig styre og korrumpere af mængden af likes endsige mediernes paulovske knæfald som målestok og rettesnor - så lidt som den fordrevne stolte russiske intelligentsia i eksil lod sig intimidere af Lenins direktiver om proletariatets diktatur. For sådanne misforståelser kommer der aldrig noget godt ud af - udover magt samt en bunke borgerlige bekvemmeligheder...

TRE GANGE BRANDES - OG TO GANGE SHAKESPEARE...

1. GEORG BRANDES 1884
CITAT OM PÆDOFILE OVERGREB:
"Ingen fornuftig mand kan andet end sympatisere med tanken om, at der inden for hans samtid skulle finde en energisk stræben sted efter at komme ud af den bestialitet i sindelag og færd, hvorom sligt er vidnesbyrd."
--------------------------------
HVILKEN opvisning i dobbelte negationer samt en mange-leddet indirekthed, der ved sine omstændeligheds talrige forsinkelser komisk dementerer den efterlyste handlekraft. Man bedes således blot sammenligne med det langt mere folkeligt mundrette "Utrota dom djävlarna",
Her ser vi hvorledes et rigt og musikalsk differentieret sprog kommer ynkeligt til kort over for den barbariske virkelighed. Men selv æstetisk set bliver sådanne velmente forsøg på praktisk applicering på verden til en så at sige kristen karikatur af velmenthed - egnet til et komisk libretto i en operette, hvor der jo ligeledes gerne bruges et kvarters tid til at forkynde, at "Jeg iler, jeg iler".
Det må være sådanne erfaringer, der får enkelte til at trække sig helt ud af verden og hellige sig en tårnhøj åndelig perfektionisme i deres sinds lukkede kolbe. Tænk på Mann's syfilitiske Doktor Faustus, der hverken ænser Hitler-regimets perverse opvækst eller sit eget tiltagende forfald: lige dekadente, bare på diametralt modsat vis.
Eller tænk på Joyce's sidste værk "Finnegans Wake" der skal være endnu mere tidskrævende at læse end de sølle 20 år manden var om at skrive den... Ganske som Doktor Faustus døde Joyce kort efter sit værks fuldendelse - i øvrigt et noget halsbrækkende dyslektisk ord at skrive: "fuldendelse". Langt sværere end det beslægtede ord "pølsesnak".
Tror pokker, at verden inderligt afskyer åndens sublime dekadence - for dekadencen er jo i sin tur verdensforagt. Selv hvor en Brandes' sprog kommer langt bedre til sin ret end i ovennævnte komiske abort, ses et rigt artikúleret sprog derfor i vore dage som en langt større typografisk formastelse end de pædofile forbrydelser, som endnu i vore dage flittigt debatteres i aviserne.
For de pædofiles såvel som de islamistiske fanatikeres ytringsfrihed er nemlig (til forskel...) et prekært anliggende, ja endda en prøvesten for retssamfundet - hvilket giver rig anledning til skolastiske øvelser, hvorunder vort højt besnakkede & besungne ("Bothered & bewildered") uddannelsessystem da også fejrer daglige triumfer, takket være proletariatets (dvs. parti-elitens) triste og kedsommelige diktatur...




---------------------------------


2. SHAKESPEARE SKUDT FRA HOFTEN
Genlæser Brandes' Shakespeare-biografi. Den næsten glemte kritiker Harald Nielsen (ikke den udødelige fodboldspiller), som forresten er Søren Krarups helt, kaldte ham gudhjælpe mig "plagiatoren" - hvilket måske kunne få nogen til at tro at jeg selv i vor tid plagierer Harald Nielsen.
Men Brandes ubesværede prosa ville i sin naturlige kompleksitet i vore dages presse virke som et intimiderende slag i ansigtet - så meget kan vi indestå for, selv uden endnu en gang at hentyde til Lenin's sluttelige sejr til lands som til vands...
Harald Nielsen skrev også en lille kritisk bog om Karen Blixen, som jeg engang faldt over. Måske havde den vitterlig sine pointer - og så på et tidspunkt hvor baronessen var blevet sakrosankt, Men i stedet for at blive sagligt imødegået, blev den tiet ihjel som var det blasfemi.
Nielsen anklager bl.a. Blixen for utroværdige, ubehjælpsomme, stiliserede og kliche-agtige personer. Jo, men det var skam da fuldt bevidst. Aage Henriksen taler således om en særlig "keramisk" glans ved hendes marionet-figurer, omsmeltede i hendes alkymistiske retorte...Som hun jo også selv blev keramisk omsmeltet af sine mange tab.
Mann er rigtignok også åndfuld, men det sjove ved ham er, at selv om hans personer ganske vist ofte taler om ret vidtløftige emner, så fremstår de alligevel oftest som mennesker af kød og blod: dvs. ofte som ret komiske personager.
Harald Nielsen blev allerede meget tidligt miskendt, hvilket er en hel del sværere end at blive tidligt anerkendt - for det kunne måske de fleste nu nok opnå, hvis de da ikke gebærder sig alt for - ufordelagtigt....
- Og så vidt man forstår, udviklede Nielsen vist nok også nazistiske sympatier, mere kulturelt med afsæt i Brandes og "Systemet Politiken"'s kosmopolitanisme, hvori han kun så upålidelig rodløshed eller måske endda ligefrem opportunisme: en kosmopolitanisme som han med en del andre ånder i lidt ældre tid mente, at det fædrelands-løse jødiske folk måtte være blevet særligt disponeret for undner deres lange diaspora.

Nielsen skulle måske i stedet være blevet skovarbejder. En urgammel svensk litterat Karl Göran. Ekerwald, hvis far var skovfoged i Jämtland, skrev som gammel en uhyre vis lille Shakespeare-bog. Ikke så magtfuld aristokratisk prosa som Brandes, men lige så livsklog: Begge forstår nemlig, hvad der må have fået Shakespeare til at tegne en Hamlet, en Jago, en Kong Lear og en Timon.

Dvs. hvilke livserfaringer, der må ligge bag hans tiltagende sortsyn - trods ydre kongelig medgang i geschäften. Naturligvis den uhyggelige engelske samtidshistorie, Ja, men også erfaringer i hans eget liv som man må tænke sig til selv, selv om de nu antydes her og der. Herunder muligvis også ting som den stakkels Nielsen kunne tale med om.


Også Shakespeare mente med Schlüter, at ideologier er noget bras... For "He was not a company keeper", som en samtidig kollega skrev.
Men selv en Thomas Mann måtte jo sande, at de dér trælse ting desværre ikke kan ignoreres helt...Men behøver det at være lige nu?

3. CAVLING ELLER IKKE CAVLING - DET ER SPØRGSMÅLET...

Får lejlighed til omsider at fotografer en vild, men usky odder. Takker jo ikke nej, men kvier mig samtidig lidt ved denne nivellering. Ja - for et par fotos begået både på anden hånd og med venstre hånd af en udi odderen ikke engang fucking amatør er ikke interessante for andre end en selv.

Men hvis man har mange andre mere genuine ting, taget gennem mange år, ikke baseret på genveje og tips, som også hundreder andre har benyttet sig af, men på passion og apostlenes heste, så kan et enkelt indslag af tidstypisk demokratisk snyd vel tolereres?

På samme vis har jeg et foto af en los taget gennem gitret på en gammel frilands-zoo i nord; og det gled dengang godt ind i mine lysbilledshows, når bare man ikke ligefrem publicerede det.

Ihukommende en norsk fotograf med en bunke internationale priser for mesterskud af los og ulve, der brat blev frataget alle dekorationer grundet såvel tyveri som trickfotos i snild forening og i stor stil.
Men snyd begynder oftest i det små, og verden priser dig: For hvis NN kan hutle og pukle sig igennem mit sit små-snyd, så kan alle vi andre vel også ...

 Nok herom, men hør i stedet hvad Georg Brandes skriver i sin bog om Shakespeare fra 1895:

"I den elizbethanske tidsalder kunne enhver dannet englænder skrive et nogenlunde drama, som i Perikles' tidsalder enhver dannet græker kunne begå en nogenlunde skulptur - og som i vore dage enhver dannet borger kan forfatte en nogenlunde avisartikel.
Vor tids borgere besidder nogen beherskelse af sproget, nogen øvelse i at ræsonnere over begivenheder og tanker, men fremfor alt en omfattende læsning af aviser - hvilket alt sammen blot afføder endnu flere avisartikler..."
En Harald Nielsen kan måske nok have ret i, at selv den unge Brandes ved enkelte lejligheder forkælet har tiltaget sig mere ære end fortjent - men det formår dog ikke at ændre hovedindtrykket.
Og selv om Brandes nok mere var den altgennemtrængende plastiske ånd end den i egentlig forstand grund-originale, så tilegnede han sig altid stoffet personligt og med en mangefacetteret suverænitet, som ingen kan frakende ham eller gøre ham efter.
-----------------------
Det er som om Harald Nielsen ville lade brandesianernes letkøbthed og kammerateri smitte af på Brandes selv. Men hvem ved: På trods af sine fortrin at stå i skyggen af en Brandes er måske også en hel del værre end på grund af sine fortrin at stå i skyggen af gud og hver mand....
Ganske som man nok foretrækker en helt ordinær forkølelse frem for Den Sorte Død.
Jo, demokratiet har skam sine fordele...

TAIGA OG TUNDRA

TUNDRAEN...

tør hvor andre tier. Men vi kan i det mindste hjælpe med at holde den åben, mens vi venter spændt på mammutternes genkomst.

Modtog just nu en målrettet-annonce om et motorkøretøj på larvefødder, velegnet til at fjerne og fræse stubbe og rødder, så ens have kan blive klar til nyttig beplantning. Det er nu ikke rigtigt aktuelt, for jeg foretrækker håndkraft, og sågar ofte helt uden andre redskaber end dem som også mammutten besad.

Næste målrettede annonce handler velsagtens om tilbud om nedfrysning af antikke gener til fordel for en mere tænksom eftertid med knap så megen redaktionel smålighed. Men i så fald kommer min glorværdige genkomst nok til at vente endnu længere end mammutternes....

Andre ønsker derimod i stedet at købe. Hør bare: Når selv en indvandrer med en absolut moderat beherskelse af sit nye andetsprog ringer på ens dør midt om natten for at høre, om man mon kunne tænke sig at afhænde sin antikke Primera, må det afgjort ses som en stor tillidserklæring - både til mig og til Nissan Corporation. For det betyder jo, at man grangiveligt ligner en type som folk godt tør købe en brugt bil af. Men om dette så er mere eller mindre flatterende end det diametralt modsatte indtryk ("han ligner ikke just en person, som man ville købe en brugt bil af") - det er så en anden historie. Hvad mit bedagede køre-tøj angår, så skulle jeg måske alligevel have solgt det, før det går som med mit arvede Louis XVI spejl, der trods tiltagende antikvitet og sjældenhed likförbannat er faldet støt i pris gennem nu en snes år, hvorefter kun spejlets luvslidte affektationsværdi består: ligeledes noget rystet i sin selvfølelses grundvold over hele verdens massive uenighed. En bekostelig rust-behandling forestår desuden, og det hedder jo heller ikke for ingenting en "rustvogn" - bortset fra at det i dette tilfælde er bilen selv som ligger "lit de parade". En bekendt trøster mig ganske vist med, at gammel kærlighed ikke ruster, men min mekaniker ved jo nok alligevel bedst... Jævnfør her Albert Engströms tegning af bonen der på sygelejet understreger at han slet ikke er død - hvortil hustruen skarpt turnerer: "Tyst med dig Gustaf - doktorn vet väl ändå bäst..." Men trods mekanikerens påmindelser om risikoen for ved sådan gerontisk livs-grådig overbehandling - der småligt nægter at overrække stafetten til verdens nye ungdom -, blot at kaste gode penge efter dårlige, så valgte jeg likförbannat at løbe risikoen. Ikke grundet ubodelig spiller-natur - men fordi jeg hader og frygter al forandring: " - endog til det bedre", som en konservativ embedsmand skal have sagt, dengang der endnu fandtes egenrådige og farverige folk som kunne finde på mindeværdige replikker og ikke kun "aktuelle udtalelser" om det samme dag efter dag. ---------------- Tilbage til tundra og taiga. Ganske ligesom de mest kultiverede seriemordere fuldender jeg altid min mishandling af nøje udvalgte vegetariske ofre ved at forevige dem sub specie eternis: - en lærd, men helt overflødig pleonasme. Dette farverige endeligt er mine ofre såmænd også selv bedst tjent med - som det forhåbentlig fremgår af billederne..

CLAES KASTHOLM - EN JOURNALISTS SKRIFTEMÅL...

KASTHOLMS SKRIFTEMÅL
Claes Kastholm, der i henhold til stædige forlydender selv i fjendelige lejre skal have været lige så begavet som han var vrissen, udstillede i ”Groft Sagt” 2..2. "journalisters" typiske interesse for store menneskers mest banale og hverdagsagtige sysler og hobbies: som de nemlig bruger til at nedtone og forklejne de pågældendes virkelige format og berettigelse.
Meget vel. Men hertil må straks føjes flere afsløringer, for bordet fanger. Når en journalist siger noget om "journalister", som andre uden for standen ellers for længst er blevet dømt ude for at have sagt bedre - på linje med mange mindre anklagepunkter såsom forbrydelser med menneskeheden (det billige uorganiserede skidt), - så lanceres det gerne som en selverkendelse så stor, at erkendelsens gyldighed mirakuløst nok dermed atter ophæves for hans eget vedkommende og herefter kun gælder for de øvrige i den stand der så modigt udstilles.
Fænomenet minder om indførelse af en ny beskatning så nationaløkonomisk snild og dynamisk saliggørende, at forslagets politiske ophav som tak undtages fra den nye beskatning. Det kan derfor ikke undre, at andre i standen i epidemisk omfang efterfølgende ligeledes giver den som uafhængigt Nobelpris-berettigede kolleger til denne heldige nyder af sådan selvfortjent og derfor formelig katolske nåde.
Den selv-dementerende logik her minder en del om andre selv-dementerende prædikater såsom prædikatet "den sidste romantiker". For også her bortfalder prædikatets gyldighed nemlig øjeblikkelig for den frejdigt åbenmundede udsigers eget vedkommende - omtrent som det også er tilfældet med prædikatet "verdens mest beskedne menneske".
Prædikatet "verdens grådigste menneske" ville det derimod  være selv-bekræftende og helt følgerigtigt ubeskedent at påberåbe sig. Men den pågældende har endnu ikke meldt sig for at indfri første-præmien : og han må  derfor – sin fulde berettigelse taget i betragtning – snarere anses for et af Jordens mest beskedne mennesker: og derfor ret beset alligevel uegnet til at modtage den pris, som vi derfor vælger fortsat at forholde ham.
Vi standser imidlertid ikke her (man bør nemlig til orientering aldrig standse umiddelbart efter en digression), men iler videre til vor næste mirakuløse opdagelse: Når "journalister" undertiden står over undtagelser i form af en storhed, der trods såre menneskelige begrænsninger ikke lader sig rive ned i det folkelige fællesskabs grød - så vil de besynderligt nok ofte gå i en fornærmet bue uden om dette ubehagelige fænomen: og det hvad enten det nu er i deres egenskab af redaktører eller journalister.
Dvs. lige undtagen hvis de er tvangsindlagt - samt når det er forbundet med en eksklusiv ære i stil med indkaldelse til nytårskur eller pavelig audiens. For selv om alle er syndere, så kan jo kun de allerstørste af slagsen drømme om at opnå audiens hos selveste paven i Rom. Med verdens øvrige paver kan det jo derimod nok være en anden historie – men man bør vogte sig for digressioner, og lader dem derfor hermed dø i synden.
På den arkaiske æres felter gælder nemlig, at vi kollegiale vane-royalister ikke interesserer os det fjerneste for andre kongeligheders gøren, laden og ritualer. Hvorimod anti-royalister og andre jakobinere følger de kongelige nøje og altid på bunden monomant selv tragter og higer efter alt det, som de lige så helhjertet hader, nedgør og forfølger med en nærmest personlig bitterhed hos de forkomne rester af fordums adel – endog i deres undseligste exil.
Og derfor er det at nogle skabs-katolske journalister af vægt og anciennitet så emfatisk på deres stands vegne offentligt bekender deres ærkesynders monumentale omfang: - i håb om som den berettigede undtagelse fra reglen at blive udvalgt til ekstraordinær glorværdighed i form af personlig audiens hos den største af alle verdens ærke-slyngler.
Sluttelig må vi gendrive enhver påstand om quijotiske nøkker hos Kastholm. For den eneste lighed mellem Claes Kastholm og Don Quijote er den, at de begge var indædte modstandere af kommerciel vindkraft.
P.S. Ovenstående indlæg i en kortere "ligth"-udgave fandt som ventet ikke nåde hos Berlingskes kronik-og debatredaktør Beinov i forgårs.- Men Herrens veje er uransalige, og mange forfægter den tese, at Claes Kastholm fortsat ville have været iblandt os, såfremt han dog bare havde fået lov til at læse ovenstående appetizer.
Også den stik modsatte og mere morbide tese har dog indrømmet sine forfægtere - som dog kun dermed afslører deres blasfemisk vanærende opfattelse af Kastholms sande format og robusthed.

KRØLLEDE HJERNER OG FULDE SØMÆND

KRØLLEDE HJERNER

anses i henhold til den seneste forskning ikke for genetisk belastede, men ses som det sørgelige resultat af pladsmangel under hjernekassens begrænsede forhold i medfør af de høje stedlige grundpriser. Med mere rigelig plads ville hjernen ikke have behøvet at krølle sig så beskedent sammen, som var der tale om en ussel asylsøger under den sædvanlige påberåbelse af flygtninge-status.
Bestemt interessant og ingen selvfølge. Men at genernes udfoldelse beror på det miljø de virker i, er dog hverken nyt eller principielt overraskende. For hør engang:
Min bedstefar plejede således gennem en årrække at plukke champignoner  mellem brostenene omkring træerne ved Ankeret i Nyhavn:- gødede udelukkende af de mest veldresserede hundes samt de fuldeste sømænds urin.
Og naturligvis var de championer akkurat lige så firekantede som de æg, som hønsene i henhold til et gammelt nummer af "Anders And" lagde i en genfunden by i det gamle Inka-rige, hvor man hverken havde opfundet hjulet, den dybe tallerken eller runde Columbus-æg - der ellers i hårdkogt tilstand egner sig fortrinligt til at lade sig rulle ned ad bjergsiderne til andre landsbyer helt uden lamaers hjælp.
Mon ikke også gødningens høje promille kan have bidraget til de nyhavnske champignons kantede fænotype?
Men tænk engang: Mine grundige rapporter og analyser af fænomenet ansås af datidens stenalder-presse for både irrelevante, uaktuelle og uvidenskabelige.
Men heldigvis er udviklingen da gået fremad siden P.A. Heibergs og min bedstefars tid i henseende til lovlig krøllede hjerners midlertidige opholdstilladelse på de bonede gulve.
Begrænsninger, der dog ganske som al anden forbuds-politik så langt fra at være kontraproduktive blot inspirerede hjernerne til i fortvivlelsens selvhjælp at udvikle yderligere krøller i kriminalitetens medfør...

WILLERSLEV, ABORIGINERNE - OG PUNGDYR-KORTET...

ABORIGINERE OG ANDRE PUNGDYR

En politiker eller anden kendt har nu igen sagt et eller andet - og det må vi straks kommentere i plenum, for evolutionens lodseddel forpligter.

----------

Men apropos aboriginerne og deres påstået genuine oprindelse, så ville de folk nu afgjort have været langt mere overbevisende, hvis de havde været forsynet med pung på linie med kontinentets øvrige pelsklædte urbeboere - samt dets vingeløse fugle, der dumstædigt insisterer på altid at lægge alle deres hårdkogte æg i den samme pung. Tag den, Willerslev!

Men hvorfor ser man forresten næsten ingen pungdyr længere? Spørgsmålet minder mig om en lidt enfoldig ambassadør-enke, der engang midt under middagen - inspireret af mindet om sin afdøde ægtefælle samt synet af sin egen gaffel på vej til munden forsynet med en lige så kluntet fangst - pludselig så lyset i form af en genuin undren over, hvorfor man i grunden aldrig længere ser nogle pukkelryggede...

Min bedstefars begavede hushjælp - nu forfremmet til en art pladsberettiget og per definition herefter formelt ulønnet familiemedlem i anledning af min bedstefars egen enkestand - måtte le skjult bag sin serviet, for hun havde god sans for det komiske. Hvorom gælder at frivillig komik er noget nær en selvmodsigelse – idet fænomenet burde omdøbes til ”simuleret komik”.
Komik er nemlig ikke at "kommentere", men intuitivt at forudse og fremskrive, ja fremmane fænomenet visionært, allerede inden der er noget som helst at "kommentere".

Nej, men altså: Hvis nu bare pungdyrene, de pukkelryggede samt komikerne blot i tide havde fundet ud at at samarbejde, så havde de måske alle tre klaret sig noget bedre i kampen for tilværelsen. For enernes grammatiske enegang er jo en af hemmelighederne bag proletariatets diktatur... Tag den, Lenin!

Enernes fagforening er jo nu engang logisk og fagligt et trin eller to højere end blikkenslagernes fagforening, men var vel ikke af den grund nogen komplet umulighed - selv om enerne typisk er enere på hver deres felt og hver sin vis, hvilket yderligere vanskeliggør deres beherskelse af pluralis.

Med autisternes fagforening forholder det sig derimod indrømmet noget vanskeligere. - Og det er da også grunden til at man på dette ene område har gjort en undtagelse fra forenings-friheden i form af obligatorisk organisation og fagligt monopol. Thi her er jo reelt tale om en værge-ordning.

Plagiatorne behøver omvendt slet ingen fagforening, da de i forvejen overalt allerede forlængst er i knusende majoritet og dertil besidder et aldeles "ubestikkeligt" (for hermed i forbifarten at afsløre svaret på spørgsmålet, hvilket ord der er verdens største "misnomer" eller "contradictu in adjecto") socialt instinkt: med en anden "misnomer" ofte kaldet "empati". En egenskab, hvis arrogante fravær hos hine uheldige omvendt berettiger dem til omgående fratagelse af alle borgerlige rettigheder.

Til sidst en nødvendig redaktionel bemærkning: Det en stor hån mod de virkelige pungdyr at sammenligne og demagogisk sidestille vore dages trods alt ret forkælede pukkelryggede med pungdyrene for at forpligte samfundet til at yde de pukkelryggede tilsvarende kompensatoriske forret i form af både kandikap-points og kvote-ordninger.
 Nej, når mennesker trækker pungdyr-kortet, så fortæller det afgjort mest om dem selv...

RITT BJERREGAARD, STATISTIK OG PARADOKSER - VED FROKOSTEN....

VED FROKOSTEN...

"Filosofi" er - ud over at være stærkt overvurderet - kunsten at gøre sig klog på noget uden først at have sat sig unødigt meget ind i det. Det er derfor man i grunden ikke rigtigt kan studere sig til det, for der er i en vis forstand ikke så meget at sætte sig ind i. Så fik vi da det på plads.

Tag f.eks. emnet statistik: Vi læser at både motion, fiberrig kost samt en lille daglig dosis acetylsalicyl-syre hver for sig nedsætter risikoen for tarm-cancer med godt og vel 30 procent. I så fald skulle man tro, at hvis man iagttager alle tre forholdsregler plus et par stykker til, så skulle man da være mere end 100% helgarderet mod tarm-cancer.
.
Omtrent ligesom samfundet skulle være helgarderet mod de forbrydere der er idømt 300 års fængsel.
I det sidste tilfælde holder garantien ikke, for sæt nu enkelte af forbryderne har held til at flygte - om ikke andet så i forbindelse med et jordskælv. I så fald vil det ganske vist næppe fylde meget i de stedlige avis-rubrikker, men facts er facts.
I vort medicinske tilfælde må der ligeledes være misteltene som vi ikke. har taget i ed. Den mest indlysende er det forhold, at enkelte segmenter uanset hvad har en høj genetisk risiko og derfor en vis iboende sygdomsfrekvens
Men den øvrige befolkning får jo dermed blot en endnu mere lovende statistik, så gåden er ikke blevet mindre. Rent matematisk er det jo også noget vås, at ens sygdoms-risiko kan blive nedsat med endnu mere end 100% ved addition af alle slags gunstige forholdsregler.

Selv i "den øvrige befolkning" vil der være individuelle forskelle i udsathed, men at tage højde for dette udsætter blot gådens løsning, idet vi da står med en endnu mere robust rest-gruppe. Men selv dér vil der erfaringsmæssigt være uheldige undtagelser - og mere end 100% risiko-reduktion er jo desuden stadig noget vås.
Men antag nu, at motion af peristaltikken reducerer risikoen med en tredjedel. Fiberrig kost nedsætter den nu stærkt reducerede risiko med en tredjedel: javel, men vel at mærke en tredjedel af den resterende risiko. Asperin vil atter reducere den herefter resterende risiko med en tredjedel. Og så fremdeles med de andre virkemidler. Man kan blive ved i det uendelige med at reducere den resterende risiko, ganske som med deling af smør og andre kontinuerte masser. Men ingen kontinuert størrelse forsvinder ved deling.

På ganske samme vis argumenterede grækeren Zenon i sin tid for, at da tilbagelægning af en afstand ligeledes kunne anskues på som en gentagen halvering af strækningen, så vil selv den hurtigste løber aldrig nå helt frem. I Zenons tilfælde holder konklusionen imidlertid ikke. For meget kort fortalt finder de uendelig mange halveringer af strækningen nemlig sted i løbet af et helt afgrænset tidsrum, idet hver halvering kun tager halv så lang tid som den foregående. Og derfor behøves der ikke uendelig lang tid for at nå helt i mål.

I vort eget eksempel slipper vi for Zenons paradoks, for der er ikke tale om nogen proces i tid. Her konstaterer vi således bare, at selv nok så mange halveringer af sygdoms-risikoen aldrig kan reducere denne til nul.
Derudover kunne man også tænke sig, at visse af de anbefalede forholdsregler i nogen grad betjener sig af fælles biokemiske mellemregninger, og at disse jo kun kan annulleres én gang. Dette svarer til hvis to debitorer truer dig med den selv samme gorilla for at inddrive din gæld: Finder du en måde at eliminere byens gorilla i anledning af den første kreditor - så har du ingen yderligere nytte af metoder til at eliminere gorillaen i anledning af kreditor nummer 2. For gorillaen kan jo kun elimineres én gang.

Vort eksempel belyses godt af forskellen på procentenheder og procenter. Et antal procentenheders fald af en befolknings tilslutning til et bestemt parti beløber sig ved gentagelser meget snart til 100 procent. Hvorimod reduktion i procent regnes som procent af den resterende gruppe og derfor hver gang betegner en reduktion af en mindre størrelsesorden.

Nå for pokker - kold morgen-kaffe er noget af det værste man har....
Good day, gentlemen!

P.S. Troede I da virkelig, at vi denne gang omsider ville begå noget "aktuelt", "vedkommende", ja måske endda "veloplagt"? Ak, tro os: Også virkeligheden er stærkt overvurderet - muligvis med den sibiriske tiger og Tibets afskyelige snemand (der i henhold til de få som har mødt ham, faktisk skal være elskværdigheden selv) som eneste undtagelser: der af selv samme fornærmelige grund ligeledes er bandlyste af den samlede verdenspresse - paven naturligvis ej heller at forglemme...
-------------------.
Men for de i vort eksempels emne interesserede anbefales Harter Pierce's bog "How to outsmart your cancer" - som selv af medicinske anmeldere betragtes som noget af det mere sobre og læseværdige om "glemte" og oversete behandlingsformer med uafhængigt og reglementeret dokumenterede diagnoser og resultater: resultater, hvis drastiske procent-tal i forhold til den ellers dystre statistik mere end kompenserer for det trods alt numerisk ret begrænsede materiale: idet talen er om behandlinger der siden er blevet boykottet og forvist til det alternative.
Også selv om der i samtlige tilfælde er tale om højt meriterede forskere, herunder både en nobelpristager og en gentagen nobelpris-kandidat i form af den kvinde, som i sin tid påviste omega 3 fedtsyrernes betydning samt farerne ved transfedtsyrer 

PAVENS CHAUFFØR

..

Af princip læser jeg helst ikke forfærdelig meget om de få ting, som jeg har mere personlig forstand på - man tænder jo heller ikke lygter i solskin, vel?
------------

Immunforsvaret besidder en bred vifte af deviser af varierende ælde og med sindrige indbyrdes forbindelser; deviser, der snart vikarierer for, snart supplerer hinanden. På lignende vis er nogle skriverier helt private, andre delvis tilgængelige og endnu andre helt tilgængelige. Længere ting sker altid i eget regi, in case f.eks. Zuckerberg & Zuckermann skulle gå helt ned. Og Klareboderne A/S taler vi ikke om.

I den grad man skulle være beroende af andres gunst, skriver man noget som folk kan lide. I den grad man er beroende af sin egen gunst, begår man noget andet. Men skulle man nu ligefrem efterstræbe Guds eller Voltaires bifald, (in case disse allerede findes og ikke må opfindes først), så må man tage sig ganske gevaldigt sammen.

Men at imponere den almægtige ved at gå ham i bedene, er på den anden side en håbløs umulighed, der som det ekstreme tilfælde klart illustrerer hvor uoriginal, plebejisk og futil en ting konkurrence i grunden er. Men hele den moderne karriereverden er håbløst besat af just denne uting - deraf kedsomheden.

Nej, at bære sin egen byrde med værdighed er derimod noget, som end ikke Gud ville kunne gøre for dig - og selv er vi jo heller ikke altid for gode til det. Således har jeg f. eks. beskadiget en andens kofanger med en tredjes automobil og prøver forgæves at finde en grimasse der kan passe; min egen hetero-mobil har i bedste fald gemt sig særdeles godt - hvilket på den anden side i mit bohave ikke er nogen stor præstation.

Hvis Gud imidlertid påtog sig at skrive en straffefanges selvbiografi, ville den for det første blive et om så også yderst velskrevet falsum; og for det andet ville det slet ikke kunne blive det samme, for Gud kender selv ikke disse sindstilstande - og det gælder naturligvis i endnu højere grad en dybt ordblinds selvbiografi. End ikke Gud kan i sit indres dyb simulere en dybt ordblinds liv. Hvis han imidlertid alligevel skulle vise sig i stand til det, så må det på den anden side siges at være et af de hidtil bedste gudsbeviser...

I Middelalderen kunne enkelte udvalgte i en sluttet kreds tillade sig lignende kætterske spekulationer omkring Guds magt til at skabe en sten så tung, at han ikke selv ville kunne løfte den. Men at delagtiggøre en bredere almenhed deri blev i reglen honoreret med endnu højere straffe end parkeringsbøderne på Peters Pladsens aller strengest reserverede plads... - hvilket forresten minder os om, at der faktisk er en enkelt ting som, Paven kan gøre endnu bedre end Gud: baglæns parallelparkering, som heller ikke jeg endnu mestrer euklidisk overbevisende. Ja, men paven gider bare ikke – så ganske ligesom Paven er Guds stedfortræder på Jord, så har Paven en lige så ufejlbarlig stedfortræder i Roms trafik.

Men når Pavens chauffør undertiden kører på egen hånd uden for sin embedsgerning - hvad der ikke er velset - så er han akkurat lige så fejlbarlig som alle andre italienere i deres ilterhed. Så for ikke at give anledning til både økumenisk og skolastisk forvirring, henstiller man gerne allerede i jobannoncen, at ansøgeren må være fuldt indstillet på i sin fritid at slå et slag for apostlenes heste - hvorved pavens chauffør nemlig som et plaster på såret tillige får en symbolsk andel i den berømte apostoliske succesion af denne verdens hellighed. Skinhellighed har vi derimod nok af, og den hverken ønsker eller behøver nogen arvefølge, endsige nogen begrænsninger i form af reserverede pladser.

Imidlertid kom vi fra de byrder som vi alene selv kan bære, men ikke Gud. Og det er derfor disse langt mere end succes i konkurrencen og karrieren, der udløser Guds bifald. Gud siges dog en enkelt gang selv at have prøvet det samme, af solidaritet og for eksemplets skyld - et eksempel hvis udfald og rette tolkning der dog stadig står strid om. Guds intention var rimeligvis denne: "Når selv jeg kan gøre det, så må I andre også kunne, som er født ind i det - hvor svært kan det være?"

Omtrent ligesom de arbejdmarkedkonsulenter, der efter selv at have præsenteret deres CV som direktører i indtil flere større IT-firmaer gennem årene til sidst dulmer gemytterne ved at betro de tvangsindlagte, at de skam selv også engang har været arbejdsløse: samt at dette endda er deres vigtigste kvalifikation i den aktuelle forbindelse...

Men hvorfor outsourcer disse travle folk da ikke denne usle sidetjans til en endnu arbejdsløs, og hvorfor hyrer de indkaldtes fagforening ikke bare et af deres egne medlemmer for allerede derved at have forbedret sin statistik en smule? Og hvorfor tildelte Gud ikke bare på samme vis en i forvejen spedalsk eller pukkelrygget den symbolske almagts fuldtidsjob på jord i stedet for at gå over åen efter vand ved selv at gøre det umulige?

Nej, den ville aldrig være gået, for hvis Gud nemlig havde udvalgt en tilfældig spedalsk, så kunne alle verdens tabere jo rette klage over at være forbigåede, da også de jo var uomtvisteligt kvalificerede. Og hvilken ære er der desuden ved at nyde en gunst, der ikke tildeles en i kraft af noget særegent?

Misundelsesværdighed kan nemlig sagtens være aldeles æreforladt - og det gælder i særdeleshed vor tids tarvelige karriere-kamp: For hvis du har medgang, vil alle og enhver misunde dig - men næsten ingen vil ære dig og beundre dig, for vi går ud fra at du snyder lige så meget på vægten som os andre - eller også bare var heldig. Og hvilken ære var der vel ved at vinde i lotteriet for derefter nærigt at gå i landflygtighed og skattely på en sydhavsø helt uden hverken syfilis eller bekostelige baronesser?

Nej, og derfor er det også kun notoriske tabere der spiller på travbanen og lotto - hvorimod alle vi andre aspirerer til direktører, konsulenter, forfattere, innovatorer, oprørere, stand up komikere eller professorer - allerhelst det hele i naturlig udviklingspsykologisk rækkefølge.

Mozart var det imidlertid ikke alle og enhver, der misundte, men alene hans herostratisk navnkundige kollega Salieri: for kun Salieri havde faktisk noget at have sin misundelse i, hvorimod alle uden succes i dag med god ret mener at kunne misunde alle andre med succes. På den måde er verden da sandelig blevet mere demokratisk.

For succes er da bestemt ikke bare et tilfældigt lotteri: - For vi kan netop alle få succes, hvis bare vi altså ikke udmærker os alt for individuelt, men retter dygtigt ind, selv i vore tilsyneladende gadedrenge-nøkker og mest "provokerende" udsagn.

I et lige så æreløst lotteri er det derimod umuligt for mere end en enkelt eller to at vinde. Og det er altså ikke helt demokratisk.

Men apropos Pavens chauffør – så må I bestemt også høre historien om Pavens besøg i Washington. Paven byttede nemlig ved den lejlighed plads med sin chauffør, nu han trods alt omsider befandt sig på ferie i Guds eget land. Men derved kom den ufejlbarlige mirakuløst nok til i sin barnlige iver for skade at kollidere med en anden bil. Som sagt mirakuløst, mandens status taget i betragtning – men så på den anden side: Hvem hvis ikke just Paven kan gøre sig håb om den slags uforklarlige brud på naturlovene?

Den tilkaldte politibetjent blev imidlertid stillet i en sådan forlegenhed just grundet nævnte apostoliske ufejlbarlighed, at han måtte ringe til sin overordnede og dernæst via ham til denns overordnede osv., indtil han endte hos selveste guvernøren af Washington.
Efter at guvernøren forgæves havde udfrittet den arme betjent om, hvilken person der mon kunne være betydelig nok til således at stå over landets love – kunne politimanden kun afmægtigt konstatere, at den pågældende i hvert fald var så betydelig en personage, at han havde ingen mindre end selveste paven som sin privatchaufør...

Men apropos Paven, så skal I nu bare høre her til allersidst:
En dame af mit bekendtskab, der også tidligere har været frimodig nok til at opsøge de højeste instanser i tilværelsen, og ikke altid uden held, betroede mig i dag følgende:

Hun ringede forleden til selveste Paven (javel, den pave, hvem eller?) for at belære ham om, at han er en forbryder mod menneskeheden ved fortsat at forbyde kondomer i Afrika og andre AIDS-ramte lande.

Men kan alle og enhver sådan virkelig ringe til paven. Jovist, for paven er alle og enhvers pave, ganske som Gud jo er gud for alle og enhver.

"Men ringede du så virkelig til paven?". Jo, sandelig siger vi eder: Hun ringede og fik vitterlig også fat i pavens sekretær - af hvilke vi dog må formode at der nok findes en hel stab. Paven selv var derimod til frokost: - ja, gåselever som sædvanlig, for paver har nu engang sarte maver - en erhvervssygdom, efter sigende...

Og pavens sekretær eller i hvert fald lige denne sekretrær havde skam fuld forståelse for sagen. Men som hun tilføjede: Selv var hun jo nu engang ikke paven, men kun hans sekretær.

Men pavens sekretær kunne dog som et plaster på såret af egen erfaring forsikre damen om, at Paven selv bruger i vore dage altid kondom….

BJØRN BREDAL OM PLAGIATSAGER

En fornøjelig artikel fra BJØRN BREDAL'sangvinske pen.

Vist kan vi le ad alle de bagateller. Faren er imidlertid den, at de kan bruges til at latterliggøre folk der i anderledes alvorlig forstand plagieres og bliver til grin for deres egne penge og arbejdskraft. F.eks. når man i egenskab af anmelder, konsulent, redaktør - eller blot "faglig rival" i almindelighed - refuserer, fortier eller bagatelliserer arbejder  - for dernæst selv at gøre brug af det underkendte.

Når de ramte så jamrer, kan man dernæst leende spørge: "Men tror denne komplet ukendte hr. NN ("vi stavede da forhåbentlig navnet korrekt?") da virkelig, at slet ingen andre kunne få den samme geniale ide - end ikke vor så fremragende og berømte professor MM?"
Så er sejren både billig og sikker - ja, men det er rigtignok at udnytte en fortrinsstilling.

For denne patent-latter besvarer slet ikke spørgsmålet, hvorfor den fremragende MM med alskens fortrin, spalteplads osv. så alligevel først efter at have læst  denne "hvad-var-navnet"  lige pludselig fik den ide at skrive akkurat det samme - eller kom i tanker om, at han skam havde tænkt det samme uden dog at finde det oplagt til publicering, - for han er jo som alle virkelige åndspersoner et ydmygt menneske.

Både spørgsmålet og dåse-latteren med eller uden firma-logo kan skam i det enkelte tilfælde være berettiget. Ja, men det må bedømmes fra sag til sag: Jo særere tanker, jo mere ejendommelige og karakteristiske udtryk, billeddannelser, humor og associationer, og jo mere - nåja "originale" - påfund, desto mere usandsynligt (men indrømmet ikke helt umuligt) er det, at en læser efterfølgende pludselig kommer i tanker om, at han skam da forresten har tænkt det samme og sjovt nok endda er helt enig.

I blødere tilfælde kan der være tale om kvantitet: Dvs. ingen af de enkelte iagttagelser og formuleringer er det spor svært at forestille sig at også f.eks. MM kunne have gjort. Men gælder dette nu samtlige iagttagelser og endda i den samme rækkefølge - så kan det da i det mindste ikke være kriminelt at bemærke, at det i så fald da er et sammentræf,  at han/hun ikke blot bifaldt nylig læste, men tillige havde tænkt det hele selv først. Men sligt forekommer bestemt, og især ved med al respekt forholdsvis normale logiske ræsonnementer; så bevisbyrden er derfor langt sværere end i det første tilfælde.

De groveste plagiater er dem, hvor man samtidig stjæler "ophavets" afledte muligheder, ganske som ved tekniske patenter: idet man nemlig samtidig hindrer de pågældende i selv at komme til orde: ved at latterliggøre, fortie og udlukke og som apostlen Peter fornægte dem, selv uden ligefrem tillige at plagiere apostlen Peter (for lad os nu heller ikke gøre skarn uret): For man fratager derved de rette deres virke, frugtbare sociale kontakter samt mulige indkomster i medfør af disse eller hine ideer. Her stjæler man altså vitterlig noget fra nogen - ganske som i de grove tilfælde af klassisk marxistisk merværdi-udbytning.

At stjæle fra afdøde er derimod ret harmløst - bortset fra at man jo bruger det til at "overgå" nulevende "rivaler" med flere skrupler og fordomme. Det kan således bedst sammenlignes med falskmøntneri og alskens farverige lånecirkus, som jo immervæk er festlige og ligesom så megen anden kunst måske berettiget til statsstøtte.

Sluttelig, når en helt ung litterat forleden i samme avis kaldte Thomas Mann en af sin tids største plagiatorer, så var det derimod en futil udvanding - af den art der kan bruges til bekvemt at af-kriminalisere selv de groveste plagiat-sager.

For hvis selveste Mann var mega-plagiator, så er plagiat åbenbart lige så uangribelig som arvesynden: For hvem skal da kaste den første sten?
Og påstanden var da også rent vås: For at Mann brugte velkendt historisk/mytologisk materiale, som slet ikke lader sig fortie, og forædlede det under sin helt karakteristiske pen, med en rigdom af sære tanker og associationer - det kan jo aldrig kaldes plagiat. Så her er smilet på sin plads.

At Mann så først i anden udgave af sit Faust-værk krediterer Adorno for dets musik-teoretisk vidtløftige anslag - er også ret uskyldigt. For Mann vidste naturligvis, at ingen musik-kendere kunne være i tvivl om herkomsten: ganske som når nogen skriver en roman om en kerne-fysikers forskning.
Sluttelig bagatelliseres plagiat-sager typisk med, at intet menneske er ren ø. Derom hersker ingen skam tvivl: Men plagiat er netop at foregive det modsatte – selv i tilfælde af top-moderne motorvejs-forbindelser til fastlandet. A

t de berettigede originaler på et felt ikke på samme vis skylder at kreditere andre for deres bidrag, beror ikke på, at de er undtagelser i form af en at meteorer der er faldet end fra himlen, men derimod på: at det afgørende som de har at tilføre, vitterlig – inspiration og kulturel baggrund til trods - ikke ikke er hentet fra andre kilder; og sjovt nok heller ikke laves af alle andre med samme baggrund.

Sluttelig bagatelliseres plagiat-sager ofte med, at intet menneske er ren ø. Derom hersker nu ingen tvivl: Men plagiat er netop at foregive det modsatte – selv i tilfælde af top-moderne motorvejs-forbindelser til fatslandet. At de berettigede ”originaler” på et felt ikke på samme vis skylder at kreditere andre for deres bidrag, beror ikke på, at de modsat alle andre er undtagelser i form af en at meteorer der er faldet end fra himlen -, men derimod på: at det afgørende som de har at tilføre, vitterlig – al kulturel baggrund til trods - ikke ikke er hentet fra andre kilder. Og sjovt nok heller ikke laves parallelt af alle andre med tilsvarende forudsætninger.

Burde dette indlæg mon rettelig have været en artikel i det organ, som Mikkel Zangenberg så varmt priser i denne anledning? - Tja, også jeg er vist denne gang inhabil til at anbefale...

Men hvis nu ovenstående om føje tid kan læses de utroligste steder hvortil jeg ikke selv ville få adgang - bør jeg da være spor forbavset? For hvad der står at læse i digitale medier, er jo per definition rene bagateller og dermed alles ejendom.