”DETTE ER IKKE MUHAMMED!”

Med en bekendts ord er det en menneskeret at være idiot. Juristen Sune Skadegård Thorsen argumenterede ikke desto mindre forleden i Information for Jyllandspostens skyld i den aktuelle skade på Danmarks eksport samt ære ud fra tre hæderkronede principper hentet fra Romerretten og Erstatningsretten. Dels tilstedeværelsen af en uansvarlig hensigt; dels et uomtvisteligt årsagsforhold mellem den bevidste handling og den resulterende ulykke; og endelig det forhold at de vanvittige følger var om ikke tilsigtede, så dog forudsigelige for aktøren selv.
Ved at hævde at misæren var en forudsigelig følge af Muhammed-tegningerne, antyder Skadegård Thorsen dog at forløbet just var hvad man kunne vente sig af muslimer; men også en sådan udtalelse kan opfattes som injurierende. Hvis Jyllandsposten omvendt friholder sig med at man netop ikke forudså reaktionen, fritager det ikke bare avisen for juridisk skyld: Den kan sågar rose sig af (at have haft) et ret harmløst billede af muslimer.
Anderledes forholder det sig hvis Jyllandsposten forudså konsekvenserne. Men selv hvis det så var en forbrydelse ikke at tage højde for dem, så var det dog kun en afledt og sekundær forbrydelse: Ganske ligesom det kun ville være en afledt forbrydelse at sladre til Hells Angels om at en navngiven person har udtrykt ønsker om borderskabets uddøen. For at sladre til Hells Angels derom er jo kun forkasteligt, forudsat at Hells Angels antages at reagere derpå som en bande psykopater. En antagelse som det ligeledes ville fornærme broderskabet at offentliggøre.
Men vist kan dumdristighed være forbryderisk, selv hvis hensigten ikke er umoralsk. Sådan grov uhensigtsmæssighed kan sammenlignes med hvis en turist i et fremmed land fremturer med en gestus der i den stedelige kultur betyder ”Ned med kongen!” For selv hvis turisten ikke deler nævnte holdning, så ved han udmærket at hans ytring af de lokale vil blive opfattet som helligbrøde. Men at ytre noget vel vidende at det vil blive opfattet som en provokation, vil jo normalt kun den gøre som vitterlig ønsker at provokere! Så bordet fanger, selv om ens ytring er harmløs i ens egen tegnverden: Man kan altså ikke påberåbe sig immunitet i kraft af en art ”dobbeltkontrakt”. Af samme grund klæder kvinder sig fornuftigt i lande hvor let påklædning tages for et signal om prostitution.
Teologen Katrine Winkel Holm forfægter dog den uindskrænkede ytringsfrihed: Selv bevidst blasfemi anser hun for legitim. Men denne skyldopfattelse holder med Skadegårds ord ikke i byretten, hvis også de forudsigelige konsekvenser medtænkes. Men derudover er der forskel på at drille folk for kritisable forhold som de ovenikøbet selv er herrer over, og at åle dem for deres tro, kultur, sprog eller egenskaber som for det første er harmløse, og som de for det andet hverken selv har valgt eller formår at ændre.
Folk må finde sig i at blive kritiseret og drillet for umoralsk opførsel: Hvis de klager derover, indrømmer de jo at have handlet på en måde de ikke vil stå ved – og da rammer anklagen blot dem selv. Således udtrykte en af Københavns størrre platugler forargelse over mit brud på forretningslivets blufærdighedslov, fordi jeg havde fortalt andre at jeg igen havde været dum nok til at låne ham penge.
Men at drille folk med deres tro og kultur har derimod ingen sådan moralsk og specialpræventiv pointe og kan derfor ikke blåstemples moralsk. Jyllandsposten burde derfor under tegningerne i Magritte’s ånd have skrevet: ”Dette er ikke Muhammed!”